Rt-1922-624

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1922-07-21
Publisert:	Rt-1922-624
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 211/1 s.a.
Parter:	Fru Ida Vauverts dødsbo (advokat Arnold Schibbye) mot Socialdepartementet (advokat O. Solnørdal).
Forfatter:	Lie, Breien, Bonnevie, Bang, Frisak, Soldan Broch, Scheel
Lovhenvisninger:	Grunnloven (1814) §97, §105

Assessor Lie: Ved dom avsagt 4 april 1921 av den ved lov av 7 juni 1917 etablerte særskilte doms- og skjønsret i øl, vin og brændevinssaker blev kjendt for ret: «Socialdepartementet bør for fru Ida Vauverts tiltale i denne sak fri at være. Processens omkostninger ophæves.» Dommen blev avsagt under dissens, idet 3 av rettens medlemmer stemte for at fru Vauvert kjendtes berettiget til erstatning av statskassen for det tap, som er hende paaført ved, at hendes livsvarige ret til at sælge og skjænke brændevin er bortfaldt fra 7 juni 1918 overensstemmende med loven av 7 juni 1917, og at statskassen blev tilpligtet at betale 2.000 kroner i saksomkostninger.

Denne dom har fru Vauvert eller nu hendes dødsbo paaanket til Høiesteret med saadan paastand: «1. At den av doms- og skjønsretten i øl-, vin- og brændevinssaker under 4 april 1921 avsagte dom underkjendes. 2-. At fru Ida Vauverts dødsbo kjendes at ha retskrav paa erstatning av statskassen for det tap der er paaført fru Ida Vauvert og hendes dødsbo ved at hendes ret til at sælge og skjænke brændevin er bortfaldt i henhold til lov av 7 juni 1917. 3. At staten tilpligtes at betale fru Ida Vauverts dødsbo sakens omkostninger saavel for doms- og skjønsretten som for Høiesteret.»

Indstevnte, Socialdepartementet, har nedlagt saadan paastand: «At den paaankede dom stadfæstes og at statskassen tilkjendes sakens omkostninger hos appellantskapet.»

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til doms- og skjønsrettens domsgrunde. Saken foreligger for Høiesteret i væsentlig samme skikkelse som for doms- og skjønsretten. Appellanten har nu erklært at han ikke opretholder de indsigelser, forsaavidt angaar grundlovsmæssigheten av flere bestemmelser i loven av 7 juni 1917, som er omhandlet av doms- og skjønsretten under posterne 1, 2, 3 og 4, og heller ikke for tiden den indsigelse som omhandles under post 6.

Jeg er kommet til samme resultat som doms- og skjønsretten. Likesom denne finder jeg at den adgang til salg av brændevin som J. L. Chr. Vauvert erhvervet gjennem sit borgerskapsbrev av 12/10 1838 ikke herved eller efter dengang gjældende ret kan

Side:625

ansees tilsagt som en rettighet der skal bestaa uavhængig av senere lovgivning, og heller ikke har faat et saadant indhold ved handelsloven av 8 august 1842 eller senere lover.

Med hensyn til begrundelsen herav finder jeg det tilstrækkelig i det væsentlige at henholde mig til hvad førstvoterende i doms- og skjønsretten har anført. Videre er jeg enig med doms- og skjønsrettens flertal i, at der ikke kan ansees at ha dannet sig nogen sedvaneretsregel som i den her omhandlede henseende har forandret karakteren av en før loven av 6 september 1845 erhvervet salgsadgang av den foreliggende art. Det er et spørsmaal for sig om der overhodet kan bli plads for en sedvaneretsregel, der, allerede i og for sig som saadan, kan tillægges virkning for retsforhold der allerede var stiftet før regelen opstod. Men efter min opfatning av spørsmaalet om den paaberopte sedvaneretsregels eksistens behøver jeg ikke at uttale mig derom. Som av doms- og skjønsretten nævnt blev der under forberedelsen av loven av 6 september 1845 uttalt frygt for at en bestemmelse til skade for ældre handelsborgere, som var foreslaat, ikke vilde findes at være i overensstemmelse med grundlovens §97. Antagelig nærmest med utgangspunkt i disse uttalelser og den undtagelsesbestemmelse, som paa foranledning derav kom ind i lovens §3, dannet der sig en mening som gik i retning av at en adgang til salg av brændevin, erhvervet ved handelsborgerskapsbrev før loven av 6 september 1845, gav erhververen en livsvarig ret, som ikke kunde berøves ham ved senere lovgivning, eller at spørsmaalet om adgangens karakter forsaavidt ialfald var saa tvilsomt at det var betænkelig ved lovgivning at træffe forføininger som ophævet eller gav anledning til ophævelse av den. Denne mening, som har holdt sig længe, fik vistnok stor utbredelse i de kredse som var interessert paa dette omraade eller befattet sig med forhold som angik det. Blandt andet har den, hvad der her særlig maa komme i betragtning, git sig uttryk indenfor lovgivningsmagten under forberedelsen av flere av de lover som vedkommer disse forhold, og delvis som forutsætninger for enkelte av lovenes bestemmelser. Jeg finder imidlertid at det, efter hvad der foreligger, ikke paa en maate som kan ansees tilstrækkelig til dannelse av sedvaneret har faat utslag i retsforholdene mellem handelsborgerne og det offentlige som befølgelse av en retsopfatning, at den omhandlede salgsadgang gir erhververen en livsvarig ret, som ikke kan berøves ham ved senere lovgivning. Man maa efter min mening hvor det gjælder offentlige retsforhold som nærværende, hvis nærmere indhold er av væsentlig betydning for spørsmaalet om statens adgang til at reformere en vigtig del av næringslovgivningen efter almenvellets og samfundsutviklingens behov, være meget forsigtig med at bedømme en holdning fra det offentliges side som den det her er tale om paa en saadan maate at den binder lovgivningsmagtens fri hænder. Dette gjælder saa meget mere fordi de anskuelser som har opstaat angaaende den omhandlede salgsadgangs karakter, og som ogsaa har vist sig indenfor lovgivningsmagten, ikke synes at ha hat sin rot i nogen grundigere undersøkelse av forholdet, og for lovgivningsmagtens eget vedkommende heller ikke i nogen særlig overlægning dersom, og likeledes fordi det staar tvilsomt for

Side:626

mig om man under den skridtvise utvikling, som alkohollovgivningen har gjennemgaat, virkelig har fundet det paakrævet før i den senere tid at ta standpunkt til spørsmaalet om, hvorvidt lovgivningsmagten stod frit i forhold til de ældre rettighetshavere, hvis saken blev sat paa spissen. Jeg mener derfor at der maa kræves sterke grunde til at fastslaa at der har dannet sig en sedvaneret som har forandret den gamle tingenes tilstand i dette for lovgivningsmagtens stilling saa betydningsfulde spørsmaal.

Efter hvad der er paaberopt til godtgjørelse av at en saadan sedvaneret har dannet sig, kandet ikke sees at den opfatning av salgsadgangens ufortapelighet som vedkommende handelsborgere selv maatte ha hat, har manifesteret sig i handlinger i retsforholdene mellem dem og det offentlige; der var heller ikke synderlig anledning til at det skjedde saa længe det offentlige ikke berøvet dem den salgsadgang de allerede hadde erhvervet. Og med hensyn til den maate som det offentliges holdning i disse forhold har fremtraadt paa, maa det merkes at den kun foreligger som forberedelse og beslutning av lover i hvilke man, forsaavidt angaar forholdet til vedkommende handelsborgere, har indskrænket sig til at ta den stilling ikke at ophæve en salgsadgang som allerede var erhvervet, og som ialfald bestod saa længe der ikke blev truffet nogen forføining derimot, og til at muliggjøre indløsning av en saadan salgsadgang mot erstatning gjennem fastsættelse av ekspropriationshjemmel.

De her fremhævede omstændigheter anviser med føie som vilkaar for godkjendelse av den paaberopte sedvaneretsregel at det indenfor det snevre omraade, som saaledes kommer i betragtning, med avgjort tydelighet og sikkerhet er lagt for dagen at det offentlige fra sin side har befulgt den retsopfatning at de gamle - brændevinsrettigheter er ufortapelige, men forsaavidt kandet efter min mening blandt andet være gjenstand for begrundet tvil, i hvilken utstrækning man indenfor lovgivningsmagten har hat den tro at rettighetene i virkeligheten var ufortapelige, og i hvilken utstrækning man blot har anset spørsmaalet om rettighetenes karakter saa tvilsomt at det var tryggest ikke uten nødvendighet at ta spørsmaalet op fra lovgivningstmagtens side naar det ikke var reist fra rettighetshavernes side. Saaledes som jeg efter dette bedømmer grundlaget for den paaberopte sedvaneret, finder jeg det for svakt til at kunne godkjendes som holdbart.

Jeg gaar dernæst over til spørsmaalet om de av doms- og skjønsretten citerte høiesteretsdommer fra 1890 og senere som efter de betragtninger de lægger til grund strider mot den opfatning av den foreliggende salgsadgangs karakter, som jeg finder at være den rigtige, gir grund til i nærværende sak at fravike denne. Ogsaa i dette spørsmaal er jeg enig med doms- og skjønsrettens flertal. Disse dommer er avsagt i straffesaker; saavidt sees ogsaa uten veilednig i nogen dyperegaaende utredning av forholdet fra skrankens side. Det forekommer mig ikke tvilsomt at avgjørelsene er urigtige forsaavidt de gaar ut fra den opfatning av vedkommende næringsrettigheters karakter som de lægger til grund. Og jeg maa tillike anta at rettighetshavere i samme eller lignende stilling som de hvem dommene angik ikke kommer til at

Side:627

staa daarligere derved at Høiesteret først har fulgt én retsopfatning i disse spørsmaal, men nu i tilfælde gaar over til at følge en anden. Under disse omstændigheter kan jeg ikke tillægge dommene en saadan betydning at de bør lede til et andet resultat i nærværende sak end min egen opfatning av saken tilsiger.

Efter det anførte stemmer jeg for stadfæstelse av doms- og skjønsrettens dom. Processens omkostninger for Høiesteret finder jeg grund til at ophæve.

Konklusion:

Doms- og skjønsrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves.

Ekstraordinær assessor Breien: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

De ekstraordinære assessorer Bonnevie og Bang, fhv. assessor Frisak, overretsjustitiarius Soldan og overretsassessor Broch samt justitiarius Scheel: Likesaa.

Dom blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av skjønsrettens dom:

- - - Ved borgerskapsbrev av 12 oktober 1838 fik Johan Ludvig Christian Vauvert borgerskap som kjøbmand og handelsberettiget borger i byerne Skien og Porsgrund med tilliggelser. Efter den daværende lovgivning medførte dette adgang til at sælge brændevin, og denne adgang blev benyttet av Vauvert, indtil han døde i 1880. Senere har hans gjenlevende enke, Ida Vauvert, der er født xx.xx.1833 og blev gift med Vauvert 24 mars 1872, fortsat bedriften indtil utløpet av den frist som blev sat ved loven av 7 juni 1917 §2. Overensstemmende med denne lovs §3, §4 og §7 har fru Ida Vauvert derefter ved stevning av 5 september 1917 reist søksmaal mot Den norske Stat ved Socialdepartementet. - - -

Jeg er enig med indstevnte i, at alle de indvendinger som fra saksøkerens side er reist imot grundlovsmæssigheten av loven av 7 juni 1917, maa finde sin avgjørelse ved nærværende domstol og ikke kan henskytes til paadømmelse ved de ordinære domstole. Hvad angaar den av saksøkeren hævdede opfatning, at hans ret ikke kan berøves ham paa anden maate end ved ekspropriation overensstemmende med grundlovens §105, skal jeg bemerke, at jeg ikke kan dele denne mening. Det maa staa statsmyndigheterne frit at bringe til ophør virksomheter, som ikke findes forenlige med samfundets trivsel, uten at skride til indløsning. Jeg finder det i saa henseende tilstrækkelig at henvise til Aschehougs Statsforfatningsret (2. utgave) III, side 79 flg. Indehaverens rimelige krav paa erstatning er imøtekommet ved lovens §3, jfr. §5. Og da der her ikke er tale om en ekspropriation, maa det ogsaa staa lovgivningen frit at opstille saadanne nærmere vilkaar for indrømmelse av erstatning, som efter forholdene findes rimelige, naar disse blot ikke er av den art, at erstatningskravet blir illusorisk. - - -

Jeg skal derefter gaa over til at behandle det i saken foreliggende hovedspørsmaal, om den adgang saksøkere har hat til at sælge brændevin er at betragte som en ham tilsagt rettighet, der skal bestaa uavhængig av senere lov (jfr. loven av 7 juni 1917, §3, nr. 1). Saksøkerens hjemmel til denne brændevinshandel fulgte av det den 12 oktober 1838 av Johan Ludvig Christian Vauvert erhvervede borgerskap. Fra gammel tid

Side:628

medførte handelsborgerskap i kjøbstæderne ret til at sælge brændevin i alle kvantiteter, og denne ret blev opretholdt ved lovene om brændevinssalg og utskjænkning av 4 august 1827 og 19 januar 1837, likesom handelsloven av 8 august 1842 §32 uttalte, at med hensyn til salg og utskjænkning av brændevin og dermed tilberedt drik skulde det ha sit forblivende ved de derom givne særskilte bestemmelser. Hvad angaar betydningen av disse, kan jeg ikke finde det tvilsomt at opfatningen før 1842 var den, at en ved lovgivningen indrømmet tillatelse eller ret til at utøve en næring eller virksomhet ikke avskar lovgivningsmyndigheten adgang til at træffe nye bestemmelser om næringens vilkaar, indhold og omfang med virkning ogsaa for ældre næringsberettigede, uanset om deres næringsret hvilte paa borgerskap eller anden særskilt tillatelse eller umiddelbart paa loven. Før 1814 fulgte dette ikke alene av enevoldskongens stilling i forhold til landets borgere - en stilling som har faat sit uttryk saavel i kongeloven av 14 november 1665, 3, som i Norske lovs 1-1-1, men ogsaa av den specielle næringslovgivning. Vistnok kunde det ikke være enevoldskongen forment at binde sig i forhold til sine undersaatter. Men at han ved bestemmelserne om borgerskap som betingelse for utøvelsen av bunden næring skulde ha paatat sig en forpligtelse til ikke at forandre de gjældende regler om næringens utøvelse til de næringsberettigedes skade, er en opfatning som ingenlunde kan utledes av de herhenhørende lovforskrifters ordlyd (jfr. N.L. 3-3-1 og forordningerne om commercien av 16 august 1681 og 4 august 1742) og som vistnok var ganske fremmed for datiden (jfr. Ørsteds Haandbok I, side 143-144 og 154 samt III, side 298). Selv i den tid, da de væsentligste personelle og reelle byrder i byerne paahvilte kjøbstadsborgerne, ansaaes lovgivningsmyndighetens herredømme uindskrænket, og der er gjentagne gange truffet bestemmelser som omformer, indskrænker eller ophæver tidligere borgerskapsrettigheter (se saaledes Kristiania bys privilegier av 26 september 1749, Skiens kjøbstads privilegier av 14 november 1749 §5, Kancellipromenioria 26 mars 1785, jfr. reskript 2 august 1799, samt den række bestemmelser, som forbyder salg av visse gjenstande eller henlægger handelen til andre end handelsborgerne). Vistnok findes der eksempler paa, at man ved gjennemførelsen av saadanne ændringer i næringslovgivningen har forbeholdt ældre handelsberettigede deres tidligere adgang til handel (se saaledes Kancelli-promemoria 26 september 1789), men dette er ikke gjort av den grund, at lovgivningsmyndigheten ansaa sig forbundet dertil, men av billighetshensyn, idet navnlig i den senere del av enevoldstiden den opfatning gjorde sig gjældende, at nye love ikke burde gives tilbakevirkende kraft (se Ørsteds Haandbok I, side 144). Og i tiden mellem grundloven av 1814 og handelsloven av 1842 er der ikke indtraadt nogen forandring i opfatningen av lovgivningsmagtens adgang til at ændre næringsrettigheternes indhold og omfang. Det var i teorien antat, at statsmyndigheterne i denne henseende stod frit (se Stangs konstitutionelle ret side 579-580 og side 608-610), og der gives flere eksempler paa, at lovgivningsmyndigheten har handlet ut fra den forutsætning, at ændringer i næringsrettigheters indhold kunde foretages, uten at der herved begrundedes noget retslig krav paa erstatning (se saaledes lovene om brændevins salg og utskjænkning av 4 august 1827 og 19 januar 1837, jfr-. Skeies Utredning av 1915, side 76). Særlig kan i denne forbindelse merkes bestemmelsen i haandverksloven av 15 juli 1839 §47b, som efter utløpet av en fastsat frist ophævet de reelle bakerprivilegier. Om denne bestemmelse blev der under 18 januar 1841 avgit en betænkning av det juridiske

Side:629

fakultet, forfattet av Schweigaard og U. A. Motzfeldt, som konkluderte med at bakerlauget i Bergen ikke kunde vente sig nogen erstatning tilkjendt ved domstolene formedelst ophævelsen av dets privilegier og de ved haandverkslovens §48 og §78 gjorte indskrænkninger i samme (se Rt-1895-289-295). Det nævnte bakerlaug paastod bestemmelsen i haandverkslovens §47 kjendt ugyldig som stridende mot grundlovens §97, men ved Høiesterets dom av 22 januar 1895 (i Rt-1895-297 flg.) blev der antat, at indehaverne av privilegiet pligtet at respektere bestemmelsen, uten der blev avgjort noget om erstatningsret. Ved det senere reiste erstatningssøksmaal blev det offentlige frifundet, se Rt-1899-674.

Ved lov av 6 september 1845 gjennemførtes en ny ordning av brændevinshandelen, hvorefter retten til smaahandel av brændevin blev gjort avhængig av særskilt borgerskapsbrev og ikke kunde forenes med nogen anden næring, hvortil der krævedes borgerskap, undtagen omdestillation av færdig brændevin. Lovens §3 uttalte imidlertid, at handlende i kjøbstæderne, der hadde borgerskap eller bevilling før denne lovs bekjendtgjørelse, skulde «være berettiget til med bibeholdelse av deres øvrige handelsret at utsælge brændevin i mindre partier end 40 potter; derimot har de ingen utskjænkningsret, medmindre en saadan ved denne lovs bekjendtgjørelse maatte tilkomme dem». Det her benyttede uttryk «berettiget» behøver efter min mening ikke at forstaaes derhen, at det betyr en særrettighet til at drive brændevinshandel, som ikke kan ophæves uten erstatning. Sproglig set behøver det ikke at bety mer, end at der indrømmes den, som opfylder lovens betingelse, en adgang til handel, som han ellers ikke vilde ha. Avgjørelsen av det spørsmaal, om lovgivningen senere kunde stille nye betingelser for utøvelsen av denne handelsadgang eller ophæve denne, maa da bero paa, hvad der maa antages at ha været lovgiverens mening med bestemmelsen, og denne mening kan alene utfindes ved at ta hensyn til lovens formaal og ved at betragte hele lovordningen av det heromhandlede forhold i sammenhæng. Efter en prøvelse av disse momenter har jeg ikke kunnet tilegne mig den opfatning, at loven gir uttryk for den hensigt at tilsikre dem, som hadde ældre handelsborgerskap, en individuel rettighet overfor staten - til at beholde adgangen til brændevinshandel uavhængig av senere lovgivning. Vistnok sees det, at man under behandlingen av loven forlot den kongelige propositions forslag om at gjøre loven anvendelig ogsaa mot ældre handelsberettigede, idet man frygtet for, «at en saadan lov ved domstolene ikke vilde befindes at kunne bestaa med grundlovens §97» (se de i Skeies utredning side 10 givne oplysninger). Men om man saaledes av forsigtighetsgrunde har fundet at burde reservere de ældre handelsborgeres ret, har man ikke derfor i loven git uttryk for den mening, at lovgivningen fremtidig skulde være avskaaret fra at gi nye bestemmelser om disse rettigheters vilkaar og indhold. Hvis det hadde været lovens mening at tillægge brændevinshandlerne en ret overfor staten til at beholde sin handelsret ubeskaaret, synes det berettiget at kræve, at denne tanke hadde faat skarpt og utvetydig uttryk, særlig naar man tar i betragtning, at det paa den tid var den raadende opfatning, at en ved loven indrømmet tillatelse eller ret til at utøve en næring ikke avskar lovgivningsmyndigheten adgang til at træffe nye bestemmelser om næringens vilkaar, indhold og omfang med virkning ogsaa for ældre næringsberettigede. Men lovens egen søksmaate kan som nævnt ikke med sikkerhet tydes i denne retning. Og formaalet med loven synes snarere at føre i motsat retning. Den hadde

Side:630

til hensigt at indskrænke den tidligere vide adgang til at drive brændevinshandel og at hindre misbruk, og den gik ut fra, at det ikke var uforenlig hermed, at man lot de ældre kjøbmænd faa beholde sin brændevinshandel.

Men at den dermed ogsaa vilde berøve sig den frihet den tidligere hadde til at ordne denne næringsvirksomhets vilkaar, saaledes som samfundsmæssige hensyn til enhver tid tilsa, og saaledes stille de ældre handelsborgere i en gunstigere stilling overfor staten end de som derefter erhvervet bevilling til brændevinshandel, er en opfatning som efter min mening strider med hele lovens formaal. Vistnok uttaler loven i sin §2, at der i de borgerbreve, som derefter utfærdiges paa brændevinshandel, skulde anføres, at den ved dokumentet hjemlede ret kun vedvarte indtil anderledes ved lov blev bestemt. Men det er ikke berettiget derav at drage nogen antitetisk slutning med hensyn til ældre handelsberettigede. Disses ret til brændevinshandel blev av hensigtsmæssighetshensyn opretholdt, men hvad angaar arten av denne rettighet, maatte ogsaa den tidligere gjældende opfatning fremdeles være at anvende, og denne gik som foran nævnt ut paa, at lovgivningen hadde frihet til at omforme eller ophæve den. Jeg kan heller ikke i den omstændighet at handelsretten var avhængig av borgerskapet finde holdepunkt for den opfatning, at rettighetshaverne derved har vundet en begunstiget stilling i forhold til staten. At man ved at erhverve borgerskap skulde ha tilkjøpt sig en av senere lovgivning uavhængig ret til at handle med alle slags ikke specielt undtagne varer, er en mening, som gaar langt videre, end det har været tanken med at opstille kravet paa borgerskap. Av historiske grunde bibeholdt man borgerskapet som betingelse for at drive bunden næring, og av borgerskapet fulgte ved siden av handelsberettigelsen ogsaa vigtige rettigheter og pligter av offentligretslig natur, saaledes navnlig stemmeret, hvorfor det kunde være naturlig, at det var forbundet med økonomiske ofre. Det er i nærværende sak unødvendig at avgjøre, hvorvidt senere lovgivning kunde omforme eller ophæve selve borgerskapet og de av dette selv utspringende rettigheter og pligter. Men hvorledes end dette spørsmaal maatte løses, lar det sig efter min mening intet derav utlede med hensyn til den av borgerskapet flytende handelsret. Dennes natur og virkninger er uttømmende ordnet ved næringslovgivningens bestemmelser. Naar man videre i den omstændighet, at der til handelsborgere utfærdigedes et særskilt paa navn lydende handelsbrev, har villet finde et uttryk for, at der fra det offentliges side er git et tilsagn om en uangripelig ret, synes ogsaa dette at gaa videre end loven tilsigter. Borgerskapsbrevet kan i forhold til handelsberettigelsen ikke opfattes som mer end en legitimation for, at lovens betingelser for opnaaelse av borgerskap er tilstede, og om man vil betegne det som hjemmelen for indehaverens handelsret, saa kan denne hjemmel ikke føre videre, end lovgivningens bestemmelser om handelsberettigelsen medfører. Loven har overhodet ikke tillagt de myndigheter, som utfærdiger hjemmelsdokumenterne, nogen adgang til at tilsikre erhververne rettigheter, av nogen art. Disse hviler udelukkende paa loven, og som jeg foran har anført, kan loven efter min mening ikke antages at ha tilsagt de ældre handelsberettigede en uangripelig særrettighet. Jeg kan heller ikke finde, at lovgivningen indirekte har anerkjendt den av saksøkeren hævdede opfatning. De i saa henseende paaberopte bestemmelser, om forbehold for ældre rettighetshavere og om indløsning av livsvarige rettigheter indeholder vistnok en forutsætning om, at saadanne rettigheter kan findes, men kan ikke tydes derhen, at lovgivningsmyndigheterne dermed har erkjendt, at de er avskaaret fra at træffe forandrede

Side:631

bestemmelser om saadanne rettigheters vilkaar og omfang (jfr. Skeies Utredning, side 106-107).

Jeg skal i forbindelse med foranstaaende motivering av min opfatning av handelslovens herhenhørende bestemmelser henvise til, at den danske høiesteret i en dom av 22 oktober 1918 har antat at det paa Island ved lov av 30 juli 1909 indførte forbud mot al handel med spirituosa ikke gav indehaveren av borgerbrev paa almindelig kjøbmandshandel ret til erstatning uagtet han hovedsagelig kun handlet med spirituøse drikke. Det antokes, at loven ikke gjorde indgrep i vedkommendes næringsret, men kun var et utslag av den lovgivningsmagten tilkommende beføielse til at træffe almindelige regulerende bestemmelser for næringslivet (se Tidsskrift for Retsvidenskap for 1920, side 82). Om jeg end saaledes er kommet til den opfatning, at loven av 6 september 1845 ikke har hat til hensigt at tilsige de ældre handelsborgere en av senere lov uavhængig ret til at handle med brændevin, finder jeg ikke at kunne se bort fra, at en anden opfatning maa utledes av de avgjørelser, som gjentagne ganger er truffet av Høiesteret med hensyn til den almindelige handelslovs bestemmelser om handel med drikkevarer: - - -

Som nærmere utviklet i de for nærværende domstol indbragte saker angaaende ældre handelsborgeres ret til at sælge vin m.v. har jeg ikke anset det beføiet, at en underordnet domstol bygger paa en anden retsopfatning end den, som gjentagne ganger er hævdet av rikets øverste domstol. Og den opfatning, som er gjort gjældende med hensyn til den av handelsloven av 8 august 1842 flytende ret til at sælge vin, maakonsekvent ogsaa lægges til grund ved fortolkningen av den i loven av 6 september 1845 §3 indrømmede ret for ældre handelsborgere til at sælge brændevin. Som følge derav finder jeg at maatte gaa ut fra, at der i henhold til sidstnævnte lovbestemmelse tilkommer saksøkeren en rettighet til salg av brændevin, som skal bestaa uavhængig av senere lovgivning. Naar saksøkeren ogsaa paastaar at ha en utskjænkningsret av samme art, kan jeg ikke finde at han herfor har paaberopt noget lovlig grundlag. Efter lovene om brændevins salg og utskjænkning av 4 august 1827, §17, og 19 januar 1837, §2, tilkom det alene dem, der enten hadde bevilling dertil eller hadde borgerskap som herbergere, marketentere og vertshusholdere, at utskjænke brændevin eller dermed tilberedt drik. Nogen saadan særskilt berettigelse har saksøkeren ikke dokumentert, men da der fra indstevntes side ikke er reist nogen speciel indsigelse mot paastanden forsaavidt, vil denne bli at ta tilfølge.

I overensstemmelse med det anførte vil saksøkeren være at tilkjende erstatning for, at hans ret til salg og skjænkning er bortfaldt fra 7 juni 1918. Bestemmelsen i loven av 7 juni 1917 §2 finder i nærværende tilfælde ikke anvendelse, da kommunestyret efter loven av 17 mai 1904 ikke kunde gi bevilling til brændevinshandel. - - - P. I. Paulsen.

I det væsentlige og resultatet enig. Jonas Odland.

Enig. Fredrik Bruenech.

Med førstvoterende er jeg enig i at de av saksøkeren reiste indsigelser mot nærværende rets habilitet ikke kan gives medhold. Med hensyn til beskaffenheten av den ret saksøkersken har hat efter lovgivningen før loven av 7 juni 1917 er jeg likeledes enig med førstvoterende. - - -

Likesaalitt kan jeg finde at der ved de nævnte love og deres forutsætninger er skapt nogen «sedvaneret» som saksøkeren kan paaberope sig. At lovgivningen en tidlang opretholder en rettighet kan ikke skape

Side:632

nogen «sedvaneret» for det tilfælde at lovgivningen skifter standpunkt og ophæver rettigheten.

Tilbake staar spørsmaalet om betydningen for saksøkerens ret av de høiesteretsdomme som i senere tid er avsagt angaaende adgangen for lovgivningen til enhver tid til at gjøre indgrep i de rettigheter som efter handelsloven av 1842 tilkom handelsborgere til handel med vin m.v. eller om forstaaelsen av senere love i forhold til disse rettigheter. Men hensyn hertil kommer jeg til et andet resultat end førstvoterende. Jeg henviser i det hele om disse domme til mit votum i førnævnte sak nr. 150, idet det der anførte ogsaa findes avgjørende for at dommene heller ikke i nærværende sak kan paaberopes som prejudikater, likesaalitt som de kan antages at ha skapt nogen «sedvaneret» i strid med den lovgivning hvorpaa saksøkerens ret beror. Ogsaa om denne ret gjælder det at den skriver sig fra en tid, da dommene som aarrækker yngre ikke kunde vildlede hendes mand om indholdet av den ret han erhvervet, likesaalitt som de paa anden maate kan antages at ha skadet saksøkeren eller hendes mand i deres interesser. Hvad angaar realitets avgjørelsen i høiesteretsdommen referert i Rt-1915-209 flg., henvises likeledes til samme votum, idet den der gjorte sammenligning mellem saksforholdet i Borregaardsaken paa den ene side og forholdet med rettigheter efter handelsbrev i henhold til handelsloven av 1842 paa den anden side ogsaa vil finde anvendelse paa den av saksøkeren i nærværende sak paastaatte ret til brændevinshandel.

Efter det anførte kommer jeg til det resultat at den av saksøkeren nedlagte paastand om erstatning av statskassen for det tap hun lider ved at hendes ret til handel med brændevin ved loven av 7 juni 1917 er ophævet - ikke kan tages tilfølge. - - - Hazeland.

Jeg henviser til mit votum i sak nr. 224 som i alt væsentlig falder sammen med den av høiesteretsassessor Hazeland i ovenstaaende votum hævdede opfatning. Jeg tiltræder helt hans konklusion. Aa. Bryggesaa.

I det væsentlige og resultatet enig med tredjevoterende, hr. assessor Hazeland. Fridtjof Hegge.

Enig med assessor Hazeland i konklusjonen. Sverre Iversen.

Efter stedfunden konferance gives undertegnedes konklusion følgende form: «Socialdepartementet bør for fru Ida Vauverts tiltale i denne sak fri at være. Processens omkostninger ophæves.»

Hazeland. Fridtjof Hegge. Aa. Bryggesaa. Sverre Iversen.