Rt-1923-524

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1923-02-02
Publisert:	Rt-1923-524
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.-nr. 27/1 s. a.
Parter:	M. E. Haugstad (adv. Jacob Hidle) mot Stavanger Privatbank og M. E. Haugstads konkursbo ved bestyreren samt Jæderens skifteret ved sætteskifteforvalteren assessor Bernhardt (adv. Henning Olsen).
Forfatter:	Assessorene Lie, Bang, Hazeland, ekstraordinære assessorer Henry Larssen, Bonnevie, Andersen,, byrettsjustitiarius Jensen
Lovhenvisninger:	Konkursloven (1863) §117, §20, §3

Assessor Lie: Ved en av Jæderen skifteret ved byretsassessor L Bernhardt som sætteskifteforvalter den 20 december 1921 avsagt decision blev eragtet: "M. E. Haugstads bo blir at ta under skiftebehandling."

M. E. Haugstad har paaanket decisionen til Høiesteret med saadan paastand: "1. At skifterettens decision underkjendes. 2. At Stavanger Privatbanks konkursbegjæring negtes tat tilfølge. 3. At appellanten M. E. Haugstad hos Stavanger Privatbank tilkjendes erstatning efter skjøn av uvillige mænd optat paa Stavanger Privatbanks bekostning i henhold til konkurslovens paragraf 117 for tap og kreditspilde paaført Haugstad, med renter av skjønsbeløpet. 4. At M. E. Haugstad hos Stavanger Privatbank tilkjendes sakens omkostninger for skifteretten og Høiesteret".

Indstevnte, Stavanger Privatbank, har nedlagt saadan paastand: "At den avsagte skiftedecision stadfæstes og at indstevnte forøvrig for appellantens tiltale frifindes og hos denne tilkjendes processens omkostninger for Høiesteret".

Indstevnte, M. E. Haugstads konkursbo, har ikke avgit møte.

Stevningen mot Jæderens skifteret ved sætteskifteforvalteren er ikke forfulgt.

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til decisionens præmisser.

For Høiesteret er fremlagt som nye dokumenter bl.a. utskrift av et tingsvidne i Stavanger samt endel erklæringer.

Jeg er kommet til et andet resultat end skifteretten. Saaledes som jeg anskuer saken, er det unødvendig at uttale mig om forstaaelsen av garantidokumentet, forsaavidt denne er gjenstand for tvist. Det er nemlig paa det rene, at Haugstads ansvar efter garantidokumentet ialfald ikke angaar en hvilkensomhelst gjæld, som

Side:525

Skandsen og Fuglestad maatte staa i til banken, men bare gjæld, som grunder sig paa forføininger over den fælles kassekredit, som var tilstaat Haugstad, Skandsen og Fuglestad, og for hvilken der var aapnet en fælleskonto for dem i banken. Paa grundlag av saadanne forføininger kan der imidlertid efter min mening ikke længer findes at foreligge nogen restgjæld. Jeg maa efter sakens stilling gaa ut fra, at hvad der stod igjen av gjæld paa fælleskontoen den 3 mai 1918, før utbetalingen til Nygaard & Co. paa 27000 kr. samme dag fandt sted og blev debitert kontoen, er op- og avgjort i sin helhet. Spørsmaalet blir derfor, om banken har hat ret til at anse begjæringen om denne nye utbetaling som en forføining over Haugstads, Skandsens og Fuglestads fælles kassekredit. Begjæringen fremkom fra Skandsen og lød paa utbetaling av "Fuglestads og min (Skandsens) konto". Ved utbetalingen erhvervet banken Nygaard & Co.s kvittering for mottagelsen av beløpet "for regning herrer Fuglestad og Skandsen". Og om utbetalingen gav derpaa banken Skandsen meddelelse med angivelse av, at beløpet blev belastet "Dem & hr. Fuglestads konto". Det er uomtvistet, at den affære, som det her gjaldt, ikke var noget anliggende, hvori ogsaa Haugstad var interessert, og at det ikke var Skandsens mening gjennem sin begjæring at forføie over en for Haugstad, Fuglestad og ham fælles kassekredit. Men jeg mener, at banken heller ikke hadde tilstrækkelig føie til uten videre at gaa ut fra, at begjæringen indeholdt en saadan forføining. Skandsen talte i begjæringen om utbetaling paa en konto, som angivelig ikke angik andre end ham og Fuglestad, og om der end ikke var aapnet nogen saadan konto i banken, maatte det ligge nær for banken efter den uttryksmaate, som blev benyttet, at regne med, at begjæringen selv bygget paa at den kun forpligtet Skandsen og Fuglestad. Banken burde derfor skaffet sig visshet om, hvorledes begjæringen var at forstaa, og naar den lot det være og feilagtig foretok utbetalingen i den tro, at det skedde i henhold til en forføining over en for Haugstad, Fuglestad og Skandsen fælles kassekredit, maa dette gaa ut over den selv. Banken hadde derfor ikke nogen fordring paa Haugstad, da konkursbegjæringen blev fremsat, og resultatet maa da bli, at skifterettens decision blir at ophæve.

Hvad angaar Haugstads erstatningskrav mener jeg, at det ikke kan gives medhold. Jeg finder det nemlig forsaavidt ialfald avgjørende, at det ikke er sandsynliggjort, at der er voldt Haugstad kreditspilde eller andet tap ved konkursbegjæringen eller aapningen av konkursen. Det forekommer mig klart, efter hvad der foreligger at Haugstad, da konkursbegjæringen blev fremsat, var insolvent, ogsaa uten hensyn til bankens fordring, og senere er boets behandling indstillet av skifteretten i henhold til konkurslovens §20, efterat banken hadde erklæret, at den ikke vilde garantere for skifteomkostningerne. Der er ikke oplyst særlige omstændigheter, som tyder paa, at det passerte, tiltrods for denne Haugstads stilling, allikevel har øvet nogen økonomisk indflydelse til skade for ham.

Processens omkostninger for skifteretten og Høiesteret finder jeg, at banken maa betale.

Side:526

Konklusion:

Den av Jæderen skifteret den 20 december 1921 avsagte eragtning, hvorved M. E. Haugstads bo blev tat under behandling som konkursbo, ophæves. Forøvrig bør Stavanger Privatbank for M. E. Haugstads tiltale i saken fri at være. I procesomkostninger for skifteretten og Høiesteret betaler Stavanger Privatbank til M. E. Haugstad kr. 1200.

Assessor Bang: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

De ekstraordinære assessorer Henry Larssen, Bonnevie, Andersen og byretsjustitiarius Jensen og assessor Hazeland: Likesaa.

Av skifterettens decision:

Stavanger Privatbank har under 8 f. m. til skifteretten indgivet begjæring om, at M. E. Haugstads bo i henhold til konkurslovens §3 maa bli tat under skifterettens behandling som konkursbo. I begjæringen er anført, at M. E. Haugstad, Varhaug, skylder sammen med O. Fuglestad og Lauritz Skandsen til rekvirenten kr. 21527.75 med renter og omkostninger, at de 2 sidstnævnte er konkurs, og at M. E. Haugstads midler ikke ansees tilstrækkelige til at dække hans gjæld.

M. E. Haugstad har paastaat begjæringen ikke tat tilfølge og sig tilkjendt tilstrækkelige omkostninger. Haugstad har til begrundelse herav anført følgende: Han var i 1917 sammen med O. Fuglestad og Lauritz Skandsen i et konsortium, som hadde laanet paa kr. 100000 i Stavanger Privatbank i henhold til garanti av I juni 1917, men han - Haugstad - uttraadte imidlertid allerede 3 august s. a., og da blev kontoen opgjort, og Lauritz Skandsen og O. Fuglestad meddelte banken, at Haugstad var uttraadt. Han har siden sommeren 1917 ikke faat meddelelser om ind og utbetalinger eller vanlig kontokurant, som banken almindelig sender hvert halvaar. Banken har siden august 1917 altid benævnt kontoen som Fuglestads og Skandsens. Videre gjør Haugstad gjældende, at der intet skyldes paa konsortiets konto, idet der paa den fremlagte kontoutskrift er opført kr. 27000 som er laant til Lauritz Skandsen og O. Fuglestad, saaledes at dette laan ikke vedkommer fælleskontoen, og at Haugstad ikke efter garantidokumentets lydende er ansvarlig for andet end hvad underskriverne av dokumentet skylder i fællesskap. Subsidiært gjør Haugstad den indsigelse gjældende, at han siden 3 august 1921 ikke har git Skandsen eller Fuglestad nogen fuldmagt til at hæve beløp paa den fælles konto ei heller overfor banken git nogen av disse saadan fuldmagt. Rekvirenten har til det av Haugstad anførte benegtet, at banken har faat nogen meddelelse som av Haugstad anført om, at denne var uttraadt av konsortiet, ei heller har banken godtat Skandsen og Fuglestad som eneskyldnere. Rekvirenten har fremlagt skrivelse av 28 oktober sidstl. fra Haugstad til rekvirenten, hvorav det menes at fremgaa, at Haugestad fremdeles anser sig forpligtet. Rekvirenten benegter at banken nogensinde har benævnt kontoen "Fuglestad og Skandsen". Naar der i enkelte breve fra banken kun staar anført de to navne, har dette sin grund i, at brevene er besvarelser av telegrammer, hvor kun de to navne er nævnt. Meddelelser fra banken om kontoens stilling sendes vanligvis kun til den i kontoen først nævnte. Rekvirenten har benegtet at kontoen blev opgjort pr. 3 august 1917 og bemerket, at det har liten interesse, om Haugstad har git Fuglestad eller Skandsen fuldmagt til

Side:527

at hæve paa kontoen, idet saadan ikke trængtes naar banken hadde garantidokumentet, efter hvilket rekvirenten mener, at hver av underskriverne hefter ogsaa for de medunderskrivedes gjæld.

Det av rekvirenten paaberopte garantidokument er fremlagt som dokument 4 og er saalydende: Garantidokument. For det beløp som undertegnede til enhver tid maatte skylde Stavanger Privatbank indtil et beløp av kr. 100000 samt renter og mulige omkostninger, indtil betaling sker garanterer undertegnede som selvskyldnerkautionister en for alle og alle for en.

Stavanger, den I juni 1917.

(undertegnet) O. Fuglestad, M. E. Haugstad, Lauritz Skandsen.

Retten skal bemerke, at den efter garantidokumentets lydelse maa anta, at hver av underskriverne som selvskyldnerkautionister en for alle og alle for en hefter for medunderskrivernes gjæld til banken indtil et beløp av kr. 100000 med renter og omkostninger. - For det første vilde garantidokumentet ellers kun uttrykke den selvfølgelige ting, at underskriverne skulde hefte in solidum for sine forpligtelser og for det andet forutsætter en garanti eller forløfte som selvskyldnerkautionist at forloveren skal indestaa for andres gjæld. Det er ikke ført bevis for, at Haugstads forpligtelse efter garantidokumentet er bortfaldt. Haugstad har ført Lauritz Skandsen som vidne og denne har forklaret, at Haugstad traadte ut av konsortiet omkring august 1917, at det blev meddelt Stavanger Privatbank, at Haugstad var traadt ut av konsortiet, men til hvem og paa hvilken tid kan vidnet ikke huske. Vidnets formening er, at det var omkring den nævnte tid. Vidnet var saavidt det nu erindrer selv nede i banken og gav meddelelsen.

Retten finder ikke dette vidnes prov tilstrækkelig til at anta, at Stavanger Privatbank i det hele har faat nogen besked om, at Haugstad var gaat ut av konsortiet. Vidnet vet ikke med sikkerhet om vidnet har git saadan besked eller paahørt, at andre har git den. Vidnet vet ikke, hvem der har mottat beskeden og endelig vet vidnet ikke, naar beskeden skulde ha fundet sted. En underretning til banken om, at Haugstad var tiltraadt av konsortiet var heller ikke ubetinget det samme som, at hans garanti skulde falde bort, selv om vedkommende konto eller konti i øieblikket var likvideret, og i saa henseende har M. E. Haugstad - forutsat at det virkelig har været meningen at han pr. 3 august 1917 skulde løses fra sit forhold til de to andre deltagere og fra sit ansvarsforhold til banken - gjort sig skyldig i en stor uagtsomhet ved, at han ikke har sikret sig sin haandskrift tilbakelevert av banken med kvittering for, at garantien ikke længer eksisterte. - Denne uagtsomhet maa gaa ut over ham og ikke over banken.

At der ikke er tilstillet Haugstad de sedvanlige meddelelser om kontoens stilling, kan retten ikke anse som bevis for at Haugstads ansvar er bortfaldt efter det herom av rekvirenten forklarede, at saadanne meddelelser kun pleier at sendes til en av kontoens navne.

Efter det tidligere anførte kan retten ikke tillægge det nogen betydning i forhold til rekvirenten at Haugstad ikke har git de to andre deltagere nogen uttrykkelig bemyndigelse til at hæve paa kontoen eller at posten pr. 5 mai 1918 kr. 270000 muligens er et speciallaan til de to andre deltagere.- - -