Rt-1923-96

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1922-12-01
Publisert:	Rt-1923-96
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 66/2 B. s.a.
Parter:	Sulitelma A/B Gruber (advokat Per Rygh) mot Fauske kommune (advokat Gerh. Holm).
Forfatter:	Schie, Lie, Hovdan, Andersen, Breien, Hambro, Bjørn
Lovhenvisninger:	Skatteloven (1911) §125, §26, §36, §45, §47, Jernbaneloven (1848), §25, §44, §46, §8

Ekstraordinær assessor Schie: Under 10 mars 1914 indgav Sulitelma A/B Gruber, som jeg nedenfor for korthets skyld betegner med Bolaget, opgave over formue og indtægt for indtægtsaaret 1913 utvisende en nettoformue av kr. 8.625.626.11 og en

Side:97

nettoindtægt av kr. 716.607,91 - efter gjennemsnitsligning at nedsætte til kr. 623.567,55. Fauske ligningsraad ansatte imidlertid Bolagets nettoformue til kr. 9.111.126.66, idet ligningsraadet ogsaa medtok Bolagets jernbane som addend til formuen, og ansatte indtægten til kr. 954.952,70 eller efter gjennemsnit til kr. 702.682,23.

Herover indgav Bolaget klage, som imidlertid Fauske ligningsraad forkastet, idet raadet samtidig efter forutgaaende underretning til Bolaget opskrev indtægten med kr. 198.370,29, hvilket beløp Bolaget i sin selvangivelse formentes med urette at ha trukket fra som administrationsomkostninger i Helsingborg. Ved denne opskrivning blev Bolagets indtægt for 1913 forhøiet til kr. 1.153.322.99 eller i gjennemsnit kr. 769.139,24. Bolagets klage blev saa den 27-29 november 1914 behandlet av en speciel klagenævnd, som fastholdt ligningsraadets formuesansættelse, men med hensyn til indtægtsansættelsen gav Bolaget medhold i nogen punkter - hvortil jeg senere kommer tilbake - saaledes at indtægten sluttelig blev ansat til kr. 879.173,55 eller i gjennemsnit kr. 710.756,09.

Efterat der var avholdt utpantning hos Bolaget for restskat til Fauske kommune for aaret 1914/15 til beløp kr. 14.598,71 plus gebyr kr. 5.50, blev denne utpantning indbragt til prøvelse av Trondhjems overret, som den 16 juni 1919 avsagde saadan dom: «Den paaankede utpantningsforretning og den til grund for samme liggende ligning underkjendes. Ved ny ligning av appellantskapet Sulitelma Bolags Grubers formue og indtægt for skatteaaret 1914/15 blir: 1. Formuen i og indtægten av appellantskapets jernbane ikke at beskatte. 2. Ved beregning av gjennemsnitsindtægten blir den tidligere ilignede indtægt for indtægtsaaret 1912 uforandret at lægge til grund. 3. Av omkostningerne i Helsingborg kr. 172.139,32 at fratrække i appellantskapets indtægt den del, der vedkommer virksomheten i Fauske. Sakens omkostninger ophæves.»

Dommen er avsagt under dissens, idet overrettens førstvoterende stemte for stadfæstelse av utpantningen.

Angaaende sakens gjenstand og de forskjellige detaljer henviser jeg forøvrig til overrettens domsgrunde.

Jeg bemerker allerede her, at overrettens førstvoterende gir Bolaget medhold i, at jernbanen er skattefri. Derimot antar han, med klagenævnden, at avskrivningen paa Bolagets gruber ikke kan sættes høiere end til 20.000 kr., likesom han antar, at nævnden rettelig ved utregningen av gjennemsnitsindtægten for 1913 tillagde indtægten for 1912 kr. 100.000. Iøvrig finder denne voterende det overflødig at indgaa paa alle de forskjellige tvistepunkter; han paapeker, at der i administrationsomkostningerne i Helsingborg (kr. 198.370.29), som Bolaget fik i fradrag av klagenævnden, er inkludert skatter til beløp kr. 26.230,97, og dette skattebeløp finder han rettelig igjen maa tillægges indtægten, i hvilket fald den nu krævede skattesum allikevel ikke blir for stor.

Overrettens dom er av Bolaget, som ex tuto har fremlagt bevilling til dispensation fra rederne om summa appellabilis, indbragt for Høiesteret, hvor Bolaget har nedlagt saadan paastand:

Side:98

«I. At den paaankede utpantning underkjendes. II. At appellantskapets til Fauske skattepligtige formue og indtægt for budgetaaret 1914-15 (indtægtsaaret 1913) fastsættes ved ny ligning, hvorved følgende bliver at iagtta: 1. Formuen i og indtægten av den appellantskapet tilhørende jernbane bliver ikke at beskatte. 2. Ved ansættelsen av appellantskapets indtægt blir fradrag at gjøre for a) avskrivning paa gruberettigheter 2 pct. av kr. 2.000.000 = kr. 40 000; b) de under eiendommene i Kaafjord, Kvænangen og Vaddegaisa opførte renter, kr. 24.812.30; c) amortisation av beboelseshusene ved verket med fast inventar efter klagenævndens ansættelse med kr. 30.966.85; d) appellantskapets utgifter i Helsingborg, principalt med kr. 198.370,29, subsidiært med kr. 172.139,32. 3. Ved gjennemsnitsligningen blir ansættelsen for 1912 at benytte uforandret. III. At appellantskapet hos indstevnte tilkjendes saksomkostninger for overretten og Høiesteret.»

Fauske kommune har efter uttat kontrastevning paastaat utpantningsforretningen stadfæstet og sig tilkjendt omkostninger for begge retter.

For Høiesteret er fremlagt nogen nye dokumenter, nemlig 1) utdrag av Arbeidsdepartementets foredrag av 1894 angaaende koncession paa Sulitelmabanen, d. e. banen fra Skjønstu til Hellarmo, (idet banestrækningen Hellarmo-Fagerli som først blev færdig i 1914, ikke direkte vedkommer nærværende sak); 2) skrivelse fra Finansdepartementet til amtmanden i Nordland av 31 mars 1913 og 3) utdrag av Arbeidsdepartementets indstilling av 16 januar 1914 angaaende forlængelse av Sulitelmabanen.

For Høiesteret foreligger til avgjørelse, saavidt jeg ser, de samme tvistepunkter, der endelig ogsaa forelaa for overretten. Kommunen kræver saaledes fremdeles forandret i sin favør helt eller delvis ogsaa de punkter, hvor klagenævnden har truffet avgjørelser mot kommunen. Bolaget har ikke protestert herimot, og jeg finder da med overretten, kfr. andenvoterendes bemerkninger, at der ikke av hensyn til skattelovens §125 er føie til ex officio at avskjære prøvelsen av disse punkter.

Jeg gaar derefter over til at gjennemgaa de foreliggende tvistemaal postvis, idet jeg følger den orden, som har været anvendt under proceduren her i skranken.

Post 1. Jernbanens skattepligt - eller skattefrihet.

Jeg er enig med overretten i, at den i saken omhandlede jernbane fylder de krav, der av loven er opstillet som betingelse for skattefrihet, nemlig at den «er til almindelig avbenyttelse». Jeg tiltræder forsaavidt den begrundelse, som er git av overrettens førstvoterende med tilslutning av de øvrige voterende. Ved den givne koncession har Bolaget efter min forstaaelse faat baade ret og pligt til at transportere personer og gods for takster og efter reglement fastsat av det offentlige, og banen er til almindelig benyttelse for alle i det distrikt, hvis kommunikationsmiddel den er. Jeg maa forøvrig ogsaa tyde Finansdepartementets skrivelse til amtmanden i Nordland av 31 mars 1913 og det samme departements skrivelse til Arbeidsdepartementet av 13 juni 1921 derhen, at denne bane efter departementets mening er skattefri.

Side:99

Post 2. Avskrivning paa gruberne.

Jeg forstaar det derhen, at klagenævnden under sin behandling av denne post av overretssakfører Schjølberg paa Bolagets vegne pr. telefon har faat den oplysning, at ertsforekomsterne i sin tid var indkjøpt av Bolaget for 2 millioner kr., som skulde avgjøres ved aktier. I motsætning til klagenævnden og overretten antar jeg at der tilkommer Bolaget amortisation av hele dette beløp. Efter skattelovens §47, 2det ledd, skal der fra indtægten ved bergverksdrift fradrages en passende procent som avskrivning paa den i foretagendet nedlagte kapital. Og jeg forstaar salgstransaktionen i 1891 derhen, at Bolaget indgik paa at betale 2 mill. kroner for gruberne, og at sælgeren paa sin side indgik paa at ta aktier herfor efter aktiernes paalydende. Det staar da for mig saa, at gruberne virkelig har kostet kjøperen 2 mill. kroner, og at han i sit regnskap ogsaa maatte opføre et saadant beløp til debet. - Der er enighet mellem parterne om, at 2 pct. er passende som avskrivning, og der vil følgelig da efter min mening maatte avskrives 2 pct. av beløpet 2 mill. kroner eller 40.000 kroner.

Post 3. Opskrivningen av indtægten for 1912.

Idet klagenævnden fandt, at der for 1912 var tilstaat Bolaget 100.000 kroner for meget i avskrivning paa gruberne, har den anseet sig berettiget til under sin utregning av gjennemsnittet for 1913 at forhøie Bolagets indtægt for 1912 med tilsvarende beløp. - Jeg er enig med overrettens majoritet i, at klagenævnden savnet berettigelse hertil, og jeg tiltræder andenvoterendes begrundelse forsaavidt.

Post 4. Fradrag for de under Kaafjord, Kvænangen og Vaddegaisa opførte renter.

Klagenævnden hadde git Bolaget ret til under denne post at fradrage kr. 24.812,30. Overrettens majoritet har sluttet sig hertil. Kommunen bestrider fremdeles Bolagets ret til at fradrage dette rentebeløp. - Jeg er for min del enig med overretten i dens avgjørelse og dens fortolkning av skattelovens §45, 2det ledd, og jeg henviser forsaavidt til den begrundelse, som er git av andenvoterende i overretten.

Post 5. Amortisation av beboelseshusene ved verket med disses faste inventar.

Paa denne post var av klagenævnden indrømmet en avskrivning paa beboelseshusene med fast inventar til beløp tilsammen kr. 30.966,85, og overrettens majoritet har under henseen til de særlige forhold ved dette verk fundet det lovmedholdelig i dette tilfælde at tilstede avskrivning ogsaa paa verkets beboelseshuse. Kommunen bestrider fortfarende Bolagets ret hertil.

Jeg er for min del enig i overrettens avgjørelse og dens begrundelse herav. Det sees ogsaa, at riksskattestyret i en kjendelse av 5 november 1915 karakteriserer disse huse i Fauske «som et nødvendig driftsmiddel», som derfor er amortisabelt. Der er mellem parterne enighet om 3 pct. som passende avskrivning.

Post 6. Fradrag for omkostninger i Helsingborg.

Disse var av Bolaget opgit ialt til kr. 198.370,29, som i sin helhet av klagenævnden blev godtat til avskrivning. Der er imidlertid oplyst, at herav er kr. 26.230,97 som skatter betalt i Sverige,

Side:100

og overretten har antat, at disse skatter ikke kan fradrages her i Norge. - Jeg er enig heri og kan henholde mig til den begrundelse, som førstvoterende i overretten har git. Fradrages skattebeløpet blir der igjen kr. 172.139,32, som altsaa blir rene administrationsomkostninger. - Bolaget hævder fra sin side, at dets kontor i Helsingborg udelukkende holdes for administrationen av dets bedrift i Norge, og at bedriften i 1913 kun holdtes gaaende i Fauske; idet gruberne i Kaafjord, Kvænangen og Vaddegaisa ikke var i drift. Saavidt jeg ser, bestrider heller ikke kommunen, at disse gruber i hint aar henlaa uten drift. Jeg forstaar forøvrig kommunen derhen, at den nu indrømmer, at Bolaget tilkommer fradrag for de i Helsingborg paadragne administrationsomkostninger i den utstrækning disse kan antages at vedkomme bedriften i Fauske. Men kommunen antyder, at om gruberne i Kaafjord m.v. henlaa uten drift, maa de dog allikevel formodes at ha paaført Bolaget ialfald nogen bestyrelsesutgifter, som da særlig maatte vedkomme disse gruber, likesom det er nævnt, at kontoret i Helsingborg har hat befatning med eller forvaltning av Bolagets aktier i svenske selskaper. Bolaget hævder som nævnt, at dets administrationsomkostninger kun vedkommer bedriften i Fauske.

Jeg tror under alle omstændigheter at kunne gaa utfra, at denne av kommunen antydede anden forvaltning har været helt minimal, saaledes at man forsaavidt kan bortse herfra. Og det forekommer mig temmelig givet, at et nyt ligningsskjøn til en mulig fordeling av hine administrationsomkostninger i 1913 vilde bli yderst vanskelig om ikke umulig. Jeg mener det derfor forsvarlig at ta beløpet kr. 172.139,32 til avskrivning.

Efter hvad jeg nu har anført vil jeg votere for at den paaankede utpantningsforretning underkjendes, og at fastsættelsen av Bolagets formue og indtægt for indtægtsaaret 1913 henvises til ny ligning, hvorunder de ovenfor trufne avgjørelsen vil være at iagtta av ligningsmyndigheterne. For sikkerhets skyld bemerker jeg, at skatten under ingen omstændighet vil kunne avkræves med et større beløp end det, som ligger til grund for utpantningen av 31 august 1916, idet jo Fauske kommune for sin del har akkviescert ved dette beløp.

Da saken har frembudt flere tildels tvilsomme spørsmaal av principiel natur, finder jeg det rimelig, at procesomkostningerne ophæves saavel for overretten som for Høiesteret.

Konklusion:

Den paaankede utpantningsforretning og den til grund for liggende ligning underkjendes.

Ved ny ligning av Sulitelma A/B Grubers formue og indtægt for skatteaaret 1914/15 (indtægtsaaret 1913) iagttages:

1. At formuen i og indtægten av den Bolaget tilhørende jernbane ikke beskattes.

2. At ved indtægtens ansættelse fradrag gjøres for:

a. avskrivning paa gruberettigheter med 2 pct. av 2 millioner kroner;

b. de for eiendommene i Kaafjord. Kvænangen og Vaddegaisa opførte gjældsrenter med kr 24.812.30;

Side:101

c. amortisation av beboelseshusene ved verket med fast inventar med tilsammen kr. 30.966.85;

d. administrationsutgifter i Helsingborg med kr. 172.139,32.

3. At ved gjennemsnitsligningen blir ligningsraadets ansættelse for 1912 uforandret at lægge til grund.

Processens omkostninger for overretten og Høiesteret ophæves.

Assessor Lie: Med hensyn til spørsmaalet om anvisning ex officio av enkelte dele av saken henholder jeg mig til førstvoterende. Likeledes slutter jeg mig til førstvoterende i hans avgjørelse av post 3 om rettelse av ligningen for 1912 ved utregningen av gjennemsnitsindtægten for 1913. og post 6 om fradrag for omkostningerne i Helsingborg.

Derimot ser jeg anderledes paa saken end førstvoterende i posterne 1, 2, 4 og 5.

Post 1. Efter min opfatning kan Bolaget ikke fritages for indtægts- og formuesskat av sin jernbane. Banen er oprindelig anlagt og udelukkende benyttet som bruksbane for Bolagets eget behov. Senere er den i henhold til erhvervet koncession ogsaa aapnet for almindelig trafik; men den har dog i det væsentlige bevaret sin gamle funktion. Rigtignok er den ogsaa til almindelig avbenyttelse, men den brukes hovedsagelig av eieren selv. Dens funktion er saaledes av blandet art, dels privat, dels offentlig. Den første del av denne funktion er uten sammenligning den største og vigtigste, den sidste del kun rent underordnet. Jeg finder ikke, at en jernbane av en saadan karakter gaar ind under bestemmelsen i landsskattelovens §26 k om «jernbaner, som er til almindelig avbenyttelse». I lys av de øvrige skattefritagelser, som hjemles ved §26, og hvad der maa antages at være lovmotivet for skattefritagelsen under litr. k, kan der med uttrykket «jernbaner, som er til almindelig avbenyttelse», med rimelighet bare sigtes til jernbaner, som hovedsagelig har den funktion, at de tjener til almindelig avbenyttelse, og efter min mening falder en jernbane av en saa decidert, om end ikke udelukkende privat natur som Bolagets ganske utenfor rammen av, hvad §en virkelig har for øie. Man bør derfor ikke, forekommer det mig, uten meget sterke grunde lægge i den uttryksmaate, som litr. k anvender; en betydning, som gir denne undtagelsesbestemmelse fra de almindelige skattepaalægsbestemmelser et videre omfang end forenelig med de nævnte hensyn. Saaledes som jeg forstaar de valgte uttryk, betegner disse ingenlunde med nødvendighet jernbaner, der overhodet staar aapne for almindelig trafik, uanseet om denne trafik kun utgjør en mindre del av den avbenyttelse jernbanen i sin helhet er gjenstand for. Det er ikke sjelden, at der knyttes retsvirkninger til et forhold, som regelmæssig eller ofte ikke foreligger rent ublandet, men kun som et element i et sammensat forhold, f.eks. aarsaksforhold. Ved avgjørelsen av, om et foreliggende forhold avføder de retsvirkninger, som det gjælder, er man, naar ikke særlige omstændigheter begrunder anden løsning, i mange tilfælde nødt til at undersøke, hvad der er kjernen, det væsentlige i forholdet. Og kun hvor det element i forholdet, som der er spørsmaal om at knytte retsvirkningerne til, har denne karakter,

Side:102

antages et forhold at være tilstede, hvortil retsvirkningerne kan knyttes. Jeg mener, at man i §26 k's angivelse av det forhold, som her tillægges relevans, har for sig et tilfælde, som med god grund gir plads for anvendelsen av den omhandlede betragtningsmaate. Bolaget har bl.a. paaberopt sig at jernbaneloven av 7 september 1854 anvender omtrent tilsvarende uttryk som landsskattelovens §26 k ved fastsættelsen av, for hvilke jernbaner der kræves koncession, og at de anvendte uttryk her tydeligvis betegner jernbaner, som overhodet staar til almindelig avbenyttelse. Men der kan, selv om dette maatte forholde sig saa, efter min mening ikke herfra trækkes nogen slutning om, hvad uttrykkene rummer paa sin plads i landsskattelovens §26 k. Det er vidt forskjellige hensyn, som motiverer de to bestemmelser. Jernbaneloven tar sigte paa at betrygge almenhetens interesser ved trafik av banerne. Bestemmelsen i landskatteloven hjemler en undtagelse fra de almindelige skattebyrder. Heller ikke jernbaneloven av 12 august 1848, som taler om «jernveie til almindelig benyttelse», kan efter min mening yde noget bidrag til fortolkningen av, hvorledes landskattelovens §26 k skal forstaaes i den omtvistede henseende.

Post 2. Med hensyn til denne post tiltræder jeg overrettens avgjørelse og det væsentlige av dens begrundelse. Jeg vil særlig bemerke, at jeg ikke kan tillægge det avgjørende betydning, at kjøpekontrakten om gruberettigheterne fastsætter det vederlag, kjøperen har at betale, til et pengebeløp, og blot i tillæg hertil anordner, at en del av vederlaget skal avgjøres med aktier. Det nytter lite at underkaste den her anvendte uttryksmaate en nøiere avveining; realiteten er i ethvert fald den, at sidstnævnte del av vederlaget ved selve kjøpet er fastsat avgjort i aktier, og det er den reelle, ikke den nominelle værdi av disse aktier, som er bestemmende for, hvad kjøperen forsaavidt har betalt for gruberettigheterne.

Post 4. Efter min mening kan der ikke kræves fradrag ved ligningen i Fauske for det rentebeløp, som der her er tale om. Bolaget er et utenlandsk selskap, for hvis vedkommende spørsmaalet om fradrag for gjæld ikke behandles efter den almindelige bestemmelse i landskattelovens §36.3. men efter den specielle bestemmelser i samme lovs §36.6. Mens den første av disse bestemmelser ikke skjelner efter gjældens oprindelse, tilsteder den sidste bestemmelse kun fradrag for gjæld, «der er stiftet til fremme av den beskatning undergivne virksomhet». Under hensyn til, at det saaledes er gjældens oprindelse, som i det sidste tilfælde blir det bestemmende, synes det at være det naturlige at knytte fradraget for gjæld til beskatningen av den virksomhet, gjælden har sin oprindelse fra, som vedkommer skattekommunen. Og jeg indser ikke, at bestemmelsen i §36.6 kan forstaaes anderledes, end at det er netop det den gjør. Ved ordet «beskatning» maa menes den bekostning, som foregaar i det konkrete tilfælde, beskatningen i det enkelte skattedistrikt. Skulde der sigtes til beskatning overhodet her i riket, mener jeg det likefrem maatte uttales i bestemmelsen. Det fremgaar ogsaa av lovens forarbeider, at §36.6 skal forstaaes saaledes som her fremholdt. Jeg henviser herom til skattelovkomiteens

Side:103

indstilling av 1904, side 137-138, jfr. Ot.prp.nr.5 (1909), hvor det bl.a. heter:

«Komiteen antar, at den nuværende regel, hvorefter fradraget fordeles forholdsmæssig mellem distrikterne efter størrelsen av den bruttoformue, der er gjenstand for beskatning i hvert distrikt, er den rimeligste og bør bibeholdes. - - -

At lade denne regel for gjældsfradraget faa anvendelse ogsaa paa utlændinger og paa de i utkast I §58 (II §42) omhandlede skattepligtige (staten, kommuner og forskjellige andre indretninger, der sedvanlig er fritagne for beskatning, da de ikke har erhverv til formaal) vilde neppe være hensigtsmæssig. For utlændingers vedkommende vil det altid være forbundet med vanskelighet at faa nøie rede paa størrelsen av den samlede formue og gjæld eller ialfald at kontrollere rigtigheten av de opgaver herover, som meddeles. Og for de i §58 omhandlede indretninger vil størrelsen av den samlede formue og gjæld i mange tilfælde være særdeles vanskelig at bestemme. Komiteen antar derfor, at fradraget for disse skattepligtige i de distrikter, hvor de driver virksomhet, som kan beskattes, bør ansættes uavhængig av størrelsen av deres samlede formue og gjæld. Man antar, at fradrag da rettest kun bør gives for pantegjæld, der er paaheftet de eiendomme, som skatlægges, samt anden gjæld, der er stiftet til fremme av den beskatning undergivne virksomhet.»

Naar §36.6 forstaaes i overensstemmelse med hvad jeg saaledes antar, gir efter min mening løsningen av spørsmaalet om fradrag i henhold til landskattelovens §45.3 for gjældsrenter sig av sig selv. §45.3 gir adgang til at fordre fradrat i indtægten renter av gjæld, som tillates fradrat ved formuesbeskatningen, det vil altsaa sige renter av den gjæld, som har sin oprindelse fra virksomhet, som skatlægges ved denne beskatning, i nærværende tilfælde beskatningen i Fauske. Mens §45.2 tar sit utgangspunkt i, at gjældens oprindelse ikke tillægges betydning og derfor fordeler gjældsrenterne forholdsvis mellem de flere distrikter, i hvilke vedkommende er skattepligtig (jfr. ordene: «gjældsrenter og andre ydelser, der ikke kan henføres til nogen bestemt intægtskilde»), foreligger der i §45.3 et forhold av helt anden art, nemlig et forhold, hvor efter den specielle bestemmelse i §36.6 gjældens oprindelse, netop er det avgjørende for spørsmaalet om fradrag for gjæld; her blir der altsaa ikke plads for regelen i §45.2 om ydelser, som ikke kan henføres til nogen bestemt indtægtskilde. Min forstaaelse av §45.3 er der git uttryk for i lovens forarbeider, jfr. den før citerte komiteindstilling side 298, hvor det heter:

«Fra regelen om fradragets forholdsmæssige fordeling, der er indtat som andet led, har man i tredje led gjort undtagelse for utlændinger og de i utkastets §58, andet led, omhandlede skattepligtige, der kun er tilstaaet ret til fradrag for renter av den gjæld, som efter §25 kommer til fradrag ved formuesbeskatningen. Denne forskrift saavelsom forskriften i sidste punktum av tredje led trænger formentlig ikke nærmere begrundelse.»

Post 5. Jeg finder ikke, at de arbeiderboliger m.v., som der her er tale om, kan ansees som driftsmidler i Bolagets

Side:104

bergverksdrift; de er vistnok kun opført av hensyn til bergverksdriften, tjener indirekte dens tarv; men de kan efter min mening ikke ansees som elementer i denne bedrift selv. Der kan i tilfælde bli spørsmaal om at opfatte dem som driftsmidler i en sidevirksomhet, som Bolaget driver, en virksomhet, som indirekte er til fremme av hovedvirksomheten. Men en saadan virksomhet kan ikke mere end f.eks. hotelvirksomhet for de ugifte arbeidere, landhandlervirksomhet eller lignende, som Bolaget maatte finde grund til at drive for hovedvirksomhetens skyld, ansees som et led i selve denne virksomhet. Om opførelsen av arbeiderboliger har været mere eller mindre nødvendig av hensyn til hovedvirksomheten, har efter min mening ingen relevans. Momentet nødvendighet gjør ikke en i og for sig utenforliggende gjenstand av interesse for driften til et driftsmiddel. Jeg finder ogsaa at burde nævne, at landskattelovens §8 bestemmer, at der ved utligning av eiendomsskat ikke tages hensyn til værdien av bestyrer- eller arbeiderboliger ved værdsættelsen for utligningens skyld av de eiendomme med bygninger og øvrige indretninger, som hører vedkommende anlæg til og er nødvendige for anlæggets øiemed.

Processens omkostninger for begge retter finder jeg likesom førstvoterende grund til at ophæve.

Da jeg vet, at jeg er i minoritet, forsaavidt angaar posterne 1, 2 og 5, former jeg ikke nogen selvstændig konklusion.

Med hensyn til post 4, for hvis vedkommende jeg har grund til at tro, at min mening deles av rettens flertal, voterer jeg for den forandring i den av førstvoterende foreslaaede konklusion, at dennes post 2 b bortfalder, og at der i konklusionen gjøres en tilføielse om, at der ikke sker noget fradrag, hvad denne post angaar.

Konst. assessor sorenskriver Hovdan: Med hensyn til det formelle spørsmaal om avvisning ex officio av enkelte dele av saken er jeg enig med de tidligere voterende.

Angaanede de spørsmaal, som har været behandlet under realitetsprocedyren i 6 forskjellige poster, skal jeg bemerke:

Post 1. Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Selv om jeg kan være enig i adskillige av de betragtninger, som er gjort gjældende av andenvoterende, finder jeg ikke, at man paa grundlag av disse kan komme til et resultat, som efter min opfatning er i direkte strid med lovens ordlyd.

Post 2. Jeg har fundet forholdet med hensyn til ertsforekomsternes salg til Bolaget adskillig uklart, men er dog blit staaende ved at opfatte avtalen av 10 februar 1891 paa samme maate som førstvoterende. Vederlaget for gruberettigheterne repræsenterer efter min opfatning for kjøperen en værdi av 2. mill. kroner, idet Bolaget til aktieeierne paatar sig en gjældsforpligtelse av nævnte størrelse.

Post 3. Jeg er enig med de tidligere voterende.

Post 4. Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med andenvoterende.

Post 5. Jeg har fundet spørsmaalet adskillig tvilsomt, men er kommet til det resultat, at jeg maa erklære mig enig med andenvoterende, hvis begrundelse jeg i det væsentlige kan tiltræde. Jeg

Side:105

vil dog gjøre den reservation, at jeg ikke finder at kunne trække nogen slutning til støtte for mit resultat fra de specielle regler, som i landskattelovens §8 er git om, at arbeider- og bestyrerboliger ikke tages i betragtning ved den i §en omhandlede værdsættelse for utligning av eiendomsskat.

Post 6. Jeg er enig med de tidligere voterende.

Jeg er endelig enig med de tidligere voterende i, at sakens omkostninger ophæves for begge retter.

Ekstraordinær assessor Andersen: Jeg er i alle sakens spørsmaal enig i det resultat, hvortil førstvoterende er kommet og tiltræder i det væsentlige hans begrundelse.

Ekstraordinær assessor Breien: I sakens 2den post angaaende avskrivning paa gruberettigheterne og i 4de post omhandlende fradrag for gjældsrenter slutter jeg mig til hr. assessor Lies resultat og i det væsentlige til hans begrundelse. I sakens øvrige dele er jeg i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. I sakens 1ste post skal jeg alene tilføie, at tyngden av det førte ræsonnement mot jernbanens skattefrihet i virkeligheten synes mig at skulle være gjældende mere de lege ferenda end de lege lata.

Ekstraordinær assessor, fhv. assessor Hambro: Med hensyn til sakens post 5 tiltræder jeg i det væsentlige og resultatet andenvoterendes anførsler herom. Forøvrig slutter jeg mig paa samme maate til førstvoterende.

Assessor Bjørn: Iøvrig i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende slutter jeg mig for 1ste og 4de posts vedkommende til andenvoterende, hvis begrundelse for det av ham antydede resultat jeg i det væsentlige tiltræder.

Hvad post 1, jernbanen, angaar, er det for mig avgjørende, at den heromhandlede bane saavel efter sin oprindelse som i sin videre utvikling alene er en bruksbane, der har faat adgang til at befordre passagerer og gods. Men herved forandres ikke dens karakter, den vedblir efter dette som før at være et led i en større bedrift, der eier og driver den i sin egen interesse og helt uavhængig, alene med pligt til at opfylde de betingelser, der er opstillet for dens adgang til at befordre passagerer. Men skattelovens §26 k kan efter sine antagelige motiver og efter arten av de institutioner, som den ved siden av jernbanene tilsiger skattefrihet, saavidt jeg forstaar, ikke ha tilsigtet at frita en bane som den her omhandlede for skat, men alene saadanne, der bygges og - eller - drives med det eneste eller hovedsakelige formaal for øie at være «til almindelig avbenyttelse» og som i sin drift væsentlig tjener almene behov.

Jeg er med de tidligere voterende enig i, at processens omkostninger ophæves for begge retter.

Efter den passerte votering vil dom bli at avsige overensstemmende med førstvoterendes konklusion alene med den forandring, at dens post 2 b utgaar, og at der istedet indsættes, at intet fradrag blir at gjøre for de i denne post omhandlede gjældsrenter.

Dom:

Den paaankede utpantningsforretning og den til grund for samme liggende ligning underkjendes.

Side:106

Ved ny ligning av Sulitelma A/B Grubers formue og indtægt for skatteaaret 1914/15 (indtægtsaaret 1913) iagttages:

1. At formuen i og indtægten av den bolaget tilhørende jernbane ikke beskattes.

2. At ved indtægtens ansættelse fradrag gjøres for:

a) avskrivning paa gruberettigheter med 2 pct. av 2.000.000 kroner.

b) amortisation av beboelseshusene ved verket med fast inventar med tilsammen kr. 30.966,85.

c) administrationsutgifter i Helsingborg med kr. 172.139,32.

3. At de for eiendommene i Kaafjord, Kvænangen og Vaddegaisa opførte gjældsrenter kr. 24.812,30 ikke blir at fratrække.

4. At ved gjennemsnitsligningen blir ligningsraadets ansættelse for 1912 uforandret at lægge til grund.

Processens omkostninger for overretten og Høiesteret ophæves.

Av overrettens dom:

- - - Jeg gjennemgaar postvis de poster som fremdeles er omstridt.

I. Spørsmaalet om Sulitelmabanens skattepligt.

Ved kgl. res. av 7 september 1894 blev Sulitelma Aktiebolag meddelt ret til at befordre mot avgift passagerer og gods paa den mellem Skjønstu og Hellarmo anlagte jernbane. Indtil da hadde banen været drevet som privat bruksbane. Ved res. av 16 januar 1914 blev Bolaget meddelt tilladelse til anlæg og drift av jernbane fra Hellarmo til Fagerli i fortsættelse av banen Skjønstu til Hellarmo. Sidstnævnte resolution avløste resolutionen av 1894. Grubebolaget hadde i forbindelse med sit sidste koncessionsandragende bedt om fritagelse for skatter og avgifter og anførte at jernbanen efter den gjældende lovgivning og den forstaaelse derav som Høiesteret har hævdet, kfr. høiesteretsdom av 28 juli 1906, Rt-1907-80, allerede har den. Stortingets jernbanekomité bemerket i den anledning at «komiteen med departementet er enig i, at der ikke bør tilkomme Bolaget nogen fritagelse for skatter og avgifter utover det som til enhver tid følger av gjældende lov. Spørsmaalet herom hører under domstolene. Den paaberopte høiesteretsdom angik Holmenkolbanen og avgjør intet med hensyn til det spørsmaal, om en bane som den heromhandlede er fri for skat i henhold til den ældre landsskattelovs §25, (den nye landsskattelovs §26 k)».

Skattefritagelse blev ikke indvilget ved koncessionsmeddelelsen. Grubebolaget mener, at skattelovens §26 k, der hjemler fritagelse for formues- og indtægtsskat for jernbaner, som er til almindelig avbenyttelse, kommer til anvendelse paa Sulitelmabanen. Alle tog paa denne bane fører passagerer. Enhver kan mot den fastsatte betaling faa befordring for sig og sit gods. Ruten er indtat i jernbanens lommeruter.

Kommunen bestrider at Sulitelmabanen kan karakteriseres som bane til almindelig avbenyttelse. Om den faktiske situation synes parterne at være i det væsentlig enig. Forholdet synes fremdeles at være saaledes som politimesteren i Bodø i en skrivelse av 3 juni 1912 i anledning koncessionsandragendet skildret det. Jeg hitsætter: «Banen er beregnet paa at være bruksbane for verket, og den vil umiddelbart ikke faa nogen synderlig almen betydning. Jernbanen fra Skjønstu til Hellarmo med den projekterte fortsættelse til Fagerli er praktisk talt det eneste fremkomstmiddel

Side:107

i Notsebygden i hvis øvre ende nu bor henved 3000 mennesker, de aller fleste er knyttet til verket.» Opregningen i landsskattelovens §26 av skattefritagelse viser, at det er hensynet til visse eiendommes eller virksomheters almennyttige karakter, som har været hovedmotivet for indrømmelsen av skattefrihet. Naar betingelsen for jernbanens skattefrihet er, at den er til almindelig avbenyttelse, ser jeg deri et uttryk for, at det kun er den direkte almennyttige jernbane som skal tilstaaes fritagelse for formues- og indtægtsskat. Sulitelmabanen har sin væsentligste betydning som transportmiddel for eieren, grubebolagets, varer. Men saa mange mennesker som der bor i Vatsdalen - omkring 3000 - tilgodeser Sulitelmabanen med person- og godsbefordring og postføring en almenhets interesse.

Dens karakter av almennytte utelukkes ikke derved at den alt overveiende del av befolkningen i Vatsdalen paa en eller anden vis er knyttet til verket. Banen tilgodeser nemlig private intertesser for disse personer.

Jeg maa derfor gi Bolaget medhold i, at jernbanen er til almindelig avbenyttelse og derfor fritat for skat av formue og indtægt.

II. Sulitelma Aktiebolags gruber paastaar et yderligere avdrag i indtægten som amortisation av indkjøpssummen for ertsforekomsterne med kr. 20.000 og bestrider berettigelsen av at klagenævnden ved gjennemsnitsberegningen forhøiet indtægten for 1912 med kr. 100.000. - - -

Der er, som det fremgaar av det foran anførte, ikke fastsat nogen særskilt kjøpesum for selve gruberettigheterne. Men da kommunen ikke har paapekt nogen omstændighet som peker i anden retning, maa jeg være enig med Bolaget i, at man ikke kan anse en større del av vederlaget som vedkommende husbygninger m.v. end disse gjenstandes selvkostende. Jeg gaar derfor ut fra at aktier til paalydende 2 millioner kroner er betalingen for selve ertsforekomsterne. Men jeg maa gi kommunen medhold i at værdsættelsen av dette vederlag i penger er et skjønsspørsmaal. En aktie repræsenterer i omsætningslivet ikke uten videre sin paalydende værdi. Den er et andelsbevis og dens værdi er avhængig av vedkommende selskaps formue og de forhaapninger man paa et git tidspunkt forbinder med foretagendet.

Bolaget har ikke fremskaffet nogen oplysning som skulde kunne godtgjøre at nævnden har tat feil i sin vurdering - end mindre har det paavist, at ansættelsen kan karakteriseres som en vilkaarlighet. Men bevis for at nævndens avgjørelse var et magtsprog og ikke et skjøn, maatte foreligge for at retten skulde kunne underkjende ansættelsen.

Jeg forkaster derfor Bolagets krav om en yderligere avskrivning paa indtægten av kr. 20.000.

Jeg antar at klagenævndens avgjørelse ogsaa er rigtig, forsaavidt den ved utregningen av gjennemsnitsindtægten har tillagt indtægten for 1912 kr. 100.000. Principet maa jo være, at formuen og indtægter skal bidra til samfundets fælles utgifter med skat utregnet efter formuens og indtægtens virkelige størrelse. Praktiske vanskeligheter ved ligningsarbeidet og hensigtsmæssighetshensyn gjør det rimelig at opstille den hovedregel at ligningsmyndigheterne ved utregningen av gjennemsnitsindtægten ikke av eget initiativ behøver at prøve rigtigheten av de foregaaende aars ligningsmyndigheters ansættelser. For de skjønsmæssige ansættelsers vedkommende tør man vel opstille den regel. - jfr. om ligningen av gaardsbruk, landsskattelovens §46,1, at de blir uforandret at lægge til grund ved gjennemsnitsberegningen. Man maa nemlig i sin store almindelighet gaa ut fra, at de forskjellige aars ligningsmyndigheter repræsenterer saa

Side:108

omtrent samme evne til at vurdere de forhold der kommer i betragtning. Og den repræsenterer i og for sig en fordel den ting, at skjønsmæssige bedømmelser blir endelige ved aarets ligning og ikke tages op til revision av de følgende aars ligningsmyndigheter. Ved skjønsmæssige vurderinger vil der let kunne gjøre sig forskjellige opfatninger gjældende og man har som netop nævnt i sin almindelighet ingen garanti for, at de senere aars ligningsmyndigheter skjøn er bedre end de foregaaende. Derimod ser jeg ikke tilstrækkelig grund til at opstille nogen ufravigelig regel om at resultatet av de 2 foregaaende aars ligningsarbeide uten videre skal danne grundlaget for aarets utregning av gjennemsnitsindtægten. Regnefeil, skrivfeil eller som i nærværende tilfælde en overseen av budet i landsskattelovens §47 maa kunne berigtiges med mindre der kan paavises nogen lovregel, der vilkarlig begrænser anvendelsen av ovennævnte princip om at de virkelige værdier skal danne grundlaget for skatskrivningen. Nogen saadan har han, saavidt jeg har forstaaet, ikke i skatteloven.

Jeg har efter det foregaaende git appellantskapet medhold i kravet paa skattefrihet for jernbanen.

Imidlertid gjør kommunen gjældende at selv om Bolaget maatte faa medhold i alle sine indsigelser mot skatskrivningen, saa er allikevel den ilignede skat ikke for høi, idet kommunen mener, der er begaat flere feil i Bolagets favør.

Jeg behbøver ikke at gjennemgaa samtlige kommunens anførsler i denne henseende. Det er nok for nærværende saks avgjørelse at behandle spørsmaalet om Bolaget med rette fra først fradrog i sin indtægt for skatter ilagte det i Sverige, hvor selskapet har sit hovedkontor.

Det er paa det rene at selskapet har faat et fradrag for omkostninger ved hovedkontoret i Helsingborg paa kr. 198.370,29, hvorav kr. 26.230,97 er skatter.

Landskattelovens §44 tillater kun bragt i fradrag skatter og avgifter, der paahviler faste eiendomme eller særskilte bedrifter eller erhverv. Efter lovens opfatning er saaledes ikke andre skatter end de, der er betingelsen for at utøve en næring eller tilgodegjøre sig en eiendom, utgifter til indtægtens erhvervelse. Jeg kan derfor ikke anse skat erlagt i utlandet for at berettige til fradrag al den stund indtægtsskat og formuesskat til den norske stat eller norsk kommune ikke kan bringes i fradrag.

Fauske kommunes sakfører har oplyst, at der for 1914/15 i Fauske herred i de forskjellige dele var ialt 4 forskjellige skatteører nemlig henholdsvis 5.7, 6.2, 7 og 7.3 pct. Formuesskatten er 2 promille. Det vil da sees, at den her paapegte feil i Bolagets favør mer end opveier feilen til dets skade ved ligningen av jernbanen.

Efter det utviklede vil derfor utpantningen bli at stadfæste. - - -

Bernhard Leivestad.

Efter de foreliggende oplysninger er jeg med førstvoterende enig i, at jernbanen maa betragtes som værende til «almindelig avbenyttelse». Og da det er den eneste betingelse efter loven for skattefrihet, maa saadan antages at foreligge.

Med hensyn til hvilket beløp amortisationsfradraget skal reguleres, er jeg ogsaa med førstvoterende enig i, at man maa gaa ut fra, at klagenævnden har faat de samme oplysninger som git her for retten og derpaa bygget sit skjøn. Det er ikke godtgjort at skjønnet er bygget paa nogen misforstaaelse av de givne opgaver. Efter min opfatning var det en nødvendighet for nævnden, hvor kjøpesummen ikke var avtalt i kontrakten, at benytte skjøn.

Side:109

Jeg antar derimot at klagenævnden i dette tilfælde ikke har været berettiget til at forandre tidligere aars ansættelse til bruk for gjennemsnitsberegningen. Hvor det ikke gjælder skrive- eller regnefeil, men en avvikende skjønsmæssig vurdering eller juridisk bedømmelse, kan ikke efter hele lovens system et tidligere aars endelige og upaaankede ligning forandres uten ved efterligning. Jeg kan forøvrig indskrænke mig til at henvise til Finansdepartementets skrivelse av 9 februar 1915.

Da parterne er enig om, at ogsaa indstevntes indsigelser mot klagenævndens avgjørelse kan prøves under denne sak, finder jeg ialfald ikke grund til ex officio at avskjære dette paa grund av regelen i skattelovens §125. De punkter det her gjælder er følgende: a. Fradrag for rente vedkommende anlæggene i Kaafjord, Kvænanger og Vaddegaisa. Det er paa det rene, at der ikke har været nogen drift ved disse anlæg i skatteaaret. Jeg antar at klagenævnden med rette har git fradrag for disse renter. Efter §45 andet led skal gjældsrenterne fordeles forholdsmæssig efter nettoindtægten i hvert distrikt, hvorav følger, at hvor der i et distrikt ingen indtægt er, falder gjældsrenterne i sin helhet det andet distrikt tillast. Der er ingen hjemmel i loven for, at den stedbundne indtægt skal være undtat fra denne fordeling, likesaalitt som der til fordelingen av gjældsrenter er knyttet den begrænsning som med hensyn til underskud m.v. er bestemt i første led av §45. Det kan ikke skjønnes at regelen om gjældsrentefordelingen skulde bortfalde, fordi selskapet har sit hovedkontor utenlands; det saa meget mindre som det er paa det rene, at den hele indtægt beskattes i landet.

b. Amortisation for «øvrige husbygninger, beboelseshuse og barakker» kr. 29.466,85. Klagenævnden har overensstemmende med en tidligere avgjørelse av riksskattestyret git amortisationsfradrag for disse huse, som «driftsmidler», idet det er begrundet ved de særlige forhold ved disse gruber. Jeg er enig i at disse huse i dette tilfælde maa betragtes som driftsmidler i likhet med de for den egentlige drift beregnede bygninger. Paa grund av den avsides beliggenhet er hele bebyggelsen i væsentlig grad avhængig av grubernes drift, saaledes at disse huse i samme grad som bygningerne til den egentlige drift vil reduceres i værdi ved driftens ophør, likesom de ogsaa maa antages at være nødvendige for driften. - - -

Per Lund, kst.

I det væsentlige og resultatet enig med andenvoterende.

Erling Broch.