Rt-1924-1015
| Instans: | Høyesterett - præliminærkjendelse og dom |
|---|---|
| Dato: | 1924-10-21 |
| Publisert: | Rt-1924-1015 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. |
| Parter: | 45/2 A 1924: Fregatskib «Derwent»s rederi (advokat Ferdinand Schjelderup) mot Forsikringsaktieselskapet «Poseidon» (advokat Sigmond). |
| Forfatter: | Paulsen, Bade, Schie, Larssen, Hazeland, Peersen, justitiarius Scheel |
| Lovhenvisninger: | Sjøloven (1893) §6, Sjøloven (1893) |
Kjendelse.
Assessor Paulsen: Med hensyn til denne saks gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til Kristiania sjørets dom av 12 august 1920.
Der er fra appellantens side reist spørsmaal om, hvorvidt saken kan fremmes i Høiesteret i realiteten i anledning av at bestemmelserne i lov av 30 mai 1891 §1 om fristen for indsendelse av sakens dokumenter til avgjørelse av behandlingsmaaten er tilsidesat. - Det er oplyst, at stevning til Høiesteret fra først av er uttat 7 september 1920, og at appellantens advokat, da han fik akt i saken, paa grund av en forglemmelse undlot at indsende dokumenterne inden 2 maaneder efter stevningens utfærdigelse, og at han likeledes senere forglemte at erhverve bevilling til foretagelse av saken i paafølgende session. Først i juni maaned 1921 blev han opmerksom paa, at dokumenterne endnu ikke var indsendt, hvorfor han erhvervet Justisdepartementets bevilling til at indbringe saken uten hensyn til appelfristens oversittelse og uttok ny stevning 2 august 1921.
Appellanten har hævdet, at den nævnte lovbestemmelse ikke kan eller bør føre saa vidt, at selve retten til paaanke skal ansees bortfaldt paa grund av en forsømmelse med indsendelse av dokumenterne, men at meningen bare kan være at en paabegyndt anke skal ansees bortfaldt, saaledes at der er adgang til at indbringe saken paany efter ny stevning. Han har derfor nedlagt paastand paa, at stevnemaalet ansees at være i lovlig orden samt at saken blir at fremme i realiteten.
Side:1016
Fra indstevnte, Forsikringsaktieselskapet Poseidons side er der ikke nedlagt paastand paa avvisning av stevningen, men kun paastand paa kost og tæring for det tilfælde, at Høiesteret ex officio skulde avvise saken.
Jeg finder ikke grund til at gaa ind paa det spørsmaal, hvorledes bestemmelsen i lov av 30 mai 1891 §1 - «at paaanken ansees som frafaldt» rettelig er at forstaa; ti selv om man gaar ut fra, at meningen dermed har været, at selve ankeretten skal ansees frafaldt, mener jeg, at dette ikke er noget, som retten ex officio har at ta i betragtning, men at denne følge i tilfælde kun kan indtræde efter paastand om avvisning fra den anden parts side.
Konklusion:
Saken blir ikke at avvise fra Høiesteret paa grund av bestemstemmelserne i lov nr. 1 av 30 mai 1891 §1.
Assessor Bade: Enig med førstvoterende.
Assessorerne Schie, Larssen, Hazeland og Peersen samt justitiarius Scheel.
Dom.
Assessor Paulsen: Ved Kristiania sjørets dom av 12 august 1920 blev i denne sak saaledes kjendt for ret: Forsikringsaktieselskapet Poseidon bør for fregatskib «Derwent»s rederis tiltale i denne sak fri at være. Processens omkostninger ophæves.»
-«Derwent»s rederi har paaanket denne dom til Høiesteret og har her nedlagt saadan paastand: «At sjørettens dom tilsidesættes. At indstevnte tilpligtes at betale appellanten kr. 20.000 med 6 pct. renter fra 2 april 1917 til betaling sker samt at indstevnte tilpligtes at erstatte appellanten procesomkostningerne for sjøretten og Høiesteret.»
Poseidon har nedlagt paastand paa at sjøretsdommen stadfæstes og at indstevnte tilkjendes sakens omkostninger for Høiesteret.
Ved Høiesterets kjendelse av 21 oktober sidstleden blev det avgjort, at saken ikke blir at avvise fra Høiesteret paa grund av bestemmelserne i lov nr. 1 av 30 mai 1891 §1.
Sakens gjenstand og nærmere omstændigheter er fremstillet i sjørettens domsgrunde. For Høiesteret foreligger en række nye oplysninger, nemlig det væsentligste av den korrespondance som er vekslet i anledning av havariet, skibets reparation og assuranceopgjøret. Saken staar i faktisk henseende i en noget anden stilling end for sjøretten, og i processuell henseende staar saken ogsaa forsaavidt anderledes, som «Denvent»s rederi har faat bevilling til at fremsætte følgende nye søksmaalsgrunde: 1. At «Derwent» var kondemnabel i Montevideo. 2. At flytningen av skibet fra Syd Georgia til Montevideo direkte omfattes av sjøforsikringsplanens §51.
Jeg er kommet til samme resultat som sjøretten, men jeg bygger dette paa et andet grundlag end sjøretten. Med denne ret er jeg enig i, at den kondemnationserklæring av 16 april 1917,
Side:1017
som blev avgit paa Syd Georgia, maa ansees som en lovlig kondemnationserklæring, og jeg finder ikke, at der ved de i høiesteretssaken fremlagte nye oplysninger er tilveiebragt noget grundlag for at tilsidesætte denne paa lovlig maate istandbragte kondemnation.
Jeg antar endvidere i motsætning til sjøretten, at der ikke fra assurandørernes side er ført bevis for, at betingelserne for kondemnation efter sjøforsikringsplanens §52B, sidste del, ikke forelaa i Montevideo. Tvertom mener jeg, at man efter de foreliggende oplysninger maa anta, at skibet efter sjøforsikringsplanen var kondemnabel i Montevideo. Paa grundlag av den foreliggende kondemnation har saa rederiet under 22 oktober 1917 abandonnert skibet og fordret erstatning som for total tap. Denne abandonerklæring var selvfølgelig fuldt forpligtende for rederiet og kunde ikke tilbakekaldes uten samtykke av assurandørerne. Paa den anden side var ogsaa disse forpligtet til at gjøre op assurancen efter reglerne for total tapserstatning. Imidlertid sees det av den nu fremlagte korrespondance, at noget opgjør paa dette grundlag med rederiet ikke kom istand. Der blev indledet og gjennem længere tid ført forhandlinger dels om reparation og dels om ordning av opgjøret, og det hele blev saaledes holdt svævende. De fleste kaskoassurandører indbetalte vistnok sin andel av totaltapserstatningen til hovedassurandøren, Lyngaas, men denne iverksatte ikke nogen utbetaling til rederiet.
Som nævnt førtes der diverse forhandlinger angaaende ordningen av denne affære, og disse ledet til, at rederiet i en skrivelse av 19 mars 1918 fremkom med et forslag om at trække sin abandonerklæring av 22 oktober 1917 tilbake mot at faa havariet opgjort efter reglerne for erstatning av partikulær skade. Med et cirkulære av 25 mars 1918 sendte saa Lyngaas dette forslag rundt til assurandørerne for at faa deres samtykke til den nye ordning, idet meningen da var at skaden skulde fordeles med en forholdsmæssig del - ikke alene paa kaskoassurandørerne, men ogsaa paa interesseassurandørerne. Efterhaanden lykkedes det ogsaa at faa samtykke fra alle kaskoassurandører og de fleste norske interesseassurandører, men Poseidon negtet at gaa med paa at bære nogen forholdsmæssig andel av partikulær skade. I det nævnte cirkulære bemerket Lyngaas, at hvis Poseidon skulde falde væk, vilde interesseassurandørernes bidragsværdi bli at reducere med kr. 20.000 og at kaskoassurandørerne da kom til at bære 345/595, men denne forutsætning for ordning synes siden at være faldt bort, idet man ved det endelige opgjør har medregnet Poseidons andel i brøken, likesaavel som man i brøkens nævner har medtat den interesseandel, som faldt paa de engelske interesseassurandører.
Gjennem kompromisser sluttede mellem Wegger & Øhre og assurandørerne er der saa truffet en avtale, hvorved den av rederiet avgivne abandonerklæring omgjøres paa visse betingelser, som er akceptert, og efter disse kompromisser skulde den indtrufne skade opgjøres overensstemmende med planens bestemmelser for partikulær erstatning med en forholdsmæssig andel paa saavel
Side:1018
interesse- som kaskoassurandører. Men i dette kompromis var som nævnt Poseidon ikke deltager.
Spørsmaalet blir da efter min opfatning dette: Hvilken betydning har det like overfor Poseidon, at der mellem alle de øvrige norske assurandører og rederiet træffes en saadan ordning, at dette faar samtykke til at trække sin abandonerklæring tilbake mot istedet at faa opgjør paa grundlag av partiel erstatning? Eller med andre ord: Kan rederiet, samtidig som det kræver og faar opgjør for partikulær skade hos flesteparten av assurandørerne, samtidig hermed kræve opgjør for totaltapserstatning likeoverfor en enkelt av assurandørerne? For mig har avgjørelsen av dette spørsmaal stillet sig overmaade tvilsom, men det synes mig rimeligst at anta, at naar et rederi først vil ordne sig like overfor kaskoassurandørerne paa grundlag av partiel erstatning, maa dette ogsaa være avgjørende likeoverfor interesseassurandørerne, selv om forholdet fra først av har været saa, at rederiet kunde ha forlangt total tapserstatning av disse.
Forholdet kunde maaske ha stillet sig anderledes, hvis der overfor kaskoassurandørerne hadde fundet sted en ordning, som medførte at skibet paa grundlag av abandonerklæringen var gaat over i assurandørernes eie. Men som jeg allerede har nævnt, blev det hele holdt svævende i forhandlinger, og der kom ikke istand nogen ordning basert paa totaltap. Og nogen overgang i eiendomsforholdet har, saavidt jeg kan bedømme de foreliggende oplysninger, ikke fundet sted. Under disse omstændigheter er jeg av den mening, at de foreliggende kompromisser maa siges at ha berøvet den tidligere abandonerklæring fra rederiet dens betydning, og det i forhold til alle interesseassurandører - saaledes ogsaa Poseidon.
Jeg kommer som sagt til det resultat, at Poseidon maa frifindes for skibets tiltale, men dels av hensyn til at saken foreligger i noget anden skikkelse for Høiesteret end for sjøretten og dels av hensyn til sakens store tvilsomhet finder jeg grund til at votere for ophævelse av sakens omkostninger for Høiesteret.
Konklusion:
Sjørettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves.
Assessor Hazeland: Jeg slutter mig i det væsentlige og resultatet til førstvoterende. - Med hensyn til betydningen av det kompromis, som blev indgaat mellem rederiet og de øvrige norske assurandører, har ogsaa jeg været i adskillig tvil. Naar Poseidon, som jeg maa anta, i tillid til at der ikke forelaa nogen for selskapet bindende kondemnation negtet at gaa med paa kompromisset, forekommer det mig, at meget taler for at selskapet, naar det viser sig at det heri har tat feil, maa ta konsekvensen av sit standpunkt og være forpligtet uten at kunne paaberope sig kompromisset og den i henhold til dette foretagne ordning til sin frifindelse. Jeg erkjender dog vegten av førstvoterendes betragtninger angaaende dette spørsmaal og optar ikke dissens.
Side:1019
Der har mellem parterne været procedert om hvorvidt Poseidon som interesseassurandør er bundet ved en kondemnation efter sjøforsikringsplanen og ikke kan kræve kondemnation efter sjølovens §6. Jeg anser det unødig at træfte nogen almindelig avgjørelse om dette spørsmaal. I nærværende tilfælde forelaa en gyldig kondemnation efter sjøloven paa Syd Georgia. Naar da Poseidon ved siden herav i henhold til forsikringsvilkaarenes post 10 kræver ret i henhold til de i planen §52B in fine indeholdte bestemmelser om ret for kaskoassurandører til overflytning av fartøiet til et reparationssted, maa det i alle tilfælder være klart, at med hensyn til de kondemnationsbetingelser, som kan kræves paa dette sted, kan heller ikke interesseassurandøren kræve mer end der følger av bestemmelserne i B. b. i samme paragraf av planen.
Assessor Bade: I det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Henry Larssen: Likesaa. Jeg finder det dog for resultatet unødvendig at avgjøre, hvorvidt den av rederiet avgivne abandonerklæring av 22 oktober 1917 kan omstøtes av rederiet paa grundlag av at det i erklæringen angivne grundlag viste sig at være urigtig. Uten hensyn til, hvad derom antages, er det avgjørende for resultatet, at abandonerklæringen ialfald faktisk ikke blev gjennemført, men omgjort. Rederiet forblev den hele tid i besiddelse av sit skib, og havariet blev opgjort som partikulært. Som av førstvoterende fremholdt, maa rederiet derved være avskaaret fra like overfor en enkelt assurandør at kræve opgjør som for total tap.
Assessor Schie: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Sorenskriver Peersen: Likesaa, idet jeg dog intet vil ha uttalt om, hvorvidt kondemnationserklæringen av 16 april 1917 maa ansees som i enhver henseende efter lov og plan forpligtende for assurandøren. Der er efter min mening med fuldt føie rettet vegtige indvendinger mot den. Heller ikke anser jeg det nødvendig at ta standpunkt til, hvorvidt betingelserne for kondemnation forelaa ved skibets ankomst til Montevideo. Jeg er med hensyn til rederiets stilling til abandonerklæringen av 22 oktober 1917 enig med herr assessor Larssen i, at det er unødig at uttale noget om, hvorvidt rederiet var berettiget eller ikke til med retsvirkning at trække denne tilbake.
Justitiarius Scheel: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende og tiltræder desuten hvad der av herr assessor Hazeland blev uttalt angaaende betingelserne for kondemnation i Montevideo.
Av sjørettens dom:
Den 2 mars 1917 drev fregatskib «Dervent» under en orkanagtig storm iland i New Fortunebugten paa Syd Georgia. Efter at det var tat av, blev der paa lovlig maate opnævnt 3 mand til at besigtige skibet og paa deres anbefaling blev det flyttet til King Edward Cove for at det her kunde bli nærmere undersøkt. I en erklæring av 29 mars har
Side:1020
besigtigelsesmændene git en beskrivelse av skaden, som var meget betydelig, og har uttalt, at skibet ikke var uistandsættelig men at de ikke kan si om de nødvendige reparationer kan utføres paa Syd Georgia, hvorfor de foreslaar at man skal sætte sig i forbindelse med de forskjellige hvalfangerselskaper for at se om noget av disse vil paata sig at sætte skibet i saadan stand, at det kan forsvares at gi det sjødygtighetsattest. Der blev rettet henvendelse til Tønsberg Hvalfangerselskap, South Georgia Co. Ltd., Compania Agentina de Pesca. Sandefjords Hvalfangerselskap og Ocean Hvalfangerselskap, men samtlige disse svarte, at de ikke kunde paata sig arbeidet, da de manglet de nødvendige materialer og arbeidere. Besigtigelsesmændene har derefter den 16 april 1917 undertegnet og bekræftet i nærvær av magistraten for Syd Georgia følgende erklæring: «Efter at vi undertegnede besigtigelsesmænd over seilskibet «Derwent» har seet det svar, som er mottat fra de forskjellige hvalfangerselskaper med hensyn til reparationen av nævnte skib, samt de forskjellige beretninger og vore egne personlige iagttagelser, erklærer vi herved skibet for ute av stand til at gaa tilsjøs og erklærer herved skibet for kondemneret.» Paa grundlag av denne kondemnationserklæring abandonnerte rederiet skibet til kaskoassurandørerne, som imidlertid senere med et av hvalfangerselskaperne, der indstillet fisket, traf avtale om at underkaste skibet en foreløbig reparation, saa at det kunde bli overført til Montevideo og bringes i dok der. Arbeidet begyndte den 24 september og var avsluttet den 21 november, hvorefter skibet avseilte til Montevideo, hvortil det ankom den 25 december 1917. Det blev her endelig reparert, men saavidt det kan sees blev man først færdig hermed i begyndelsen av april 1918.
Efter initiativ av hovedassurandørernes repræsentant Jac. 0. Lyngaas & Co. har rederiet trukket sin abandonerklæring tilbake, hvilket blev akcepteret av kaskoassurandørerne, hvorefter samtlige kasko- og interesseassurandører med undtagelse av Forsikringsaktieselskapet Poseidon, hos hvilket der var forsikret kr. 20.000 paa fragtinteresse mot totalforlis, gik med paa at overta de erstatningsmæssige havariutgifter. Da Poseidon ikke har villet betale nogen erstatning, har rederiet ved sjøretsstevning av 2 juni 1919 anlagt nærværende søksmaal mot selskapet og paastaar det forpligtet at betale kr. 20.000 med 6 pct. rente fra 2 april 1917. - - -
Til det av parterne anførte skal bemerkes, at skibet maa antages at være lovlig kondemneret. Vistnok er besigtigelsesmændenes erklæring av 16 april 1917 ufuldstændig, men det kan ikke skjønnes at være tvilsomt, at de har ment at uttale, at skibet ikke kunde repareres paa Syd Georgia, at det heller ikke kunde bringes til noget sted, hvor reparationen kunde foretages, og at de av disse grunde kondemnerte skibet.
Efter planens §51B sidste led har assurandørerne adgang til at flytte skibet til et andet reparationssted og efter dets ankomst hit føre bevis for, at betingelserne for kondemnation ikke her kommer til anvendelse. Saadant bevis er i nærværende tilfælde ført, idet det er paa det rene, at der ingen vanskelighet var forbundet med at faa skibet repareret i Montevideo, og der intet foreligger om, at reparationens kostende vilde overstige skibets værdi i skadelidt stand. Derimot kan det stille sig tvilsomt, om der er hengaat for lang tid, inden dette bevis blev ført, og om rederiet derfor kan forlange kondemnationen opretholdt. Bestemmelserne i planens §51 kan ikke skjønnes at ha nogen betydning. Der sættes her en frist for assurandørens ret til selv at bjerge skibet, en saadan
Side:1021
præskriptionsbestemmelse kan ikke utvides til at gjælde andre forhold, og det maa antages, at hvis det hadde været hensigten i planen at fastsætte, at den forannævnte flytning av skibet maatte være foretat inden 6 maaneder, vilde der herom ha været indtat en bestemmelse i planens §52. Nogen bjergning, foretat efter kaskoassurandørernes foranstaltning har her ikke fundet sted.
Paa den anden side kan heller ikke indstevnte gives medhold naar det gjør gjældende, at assurandørerne er tidsnok ute, naar de har faat skibet flyttet saa hurtig som det efter omstændigheterne var mulig. Det er ikke subjektive momenter, som her faar den avgjørende betydning om der end kan tages noget hensyn hertil. Hvad der væsentlig maa komme betragtning er om der var hengaat saa lang tid efter kondemnationen, at rederiet med billighet maatte kunne kræve, at den blev opretholdt og at assurandørerne meddelte opgjør. Denne avgjørelse maa bli at træffe skjønsmæssig av retten, idet det maa antages, at naar der i planen ingen frist er sat, saa er det fordi saadanne bestemmelser i enkelte tilfælder kan virke ubillig, og at meningen har været, at retten, hvis parterne ikke kommer til enighet, under hensyntagen til de foreliggende interesser skal finde en rimelig og billig ordning. Da assurandørerne efter hvad der er oplyst den 20 april 1917 mottok meddelelse om skibets stranding og det blev bragt til ankers i Montevideo den 25 december s.a., blir det en frist av ca. 8 maaneder, som man maa regne med. Denne ventetid er vistnok meget lang, men den kan ikke siges at være uforholdsmæssig, og man antar derfor, at assurandørerne ikke bør være avskaaret fra at godtgjøre, at betingelserne for en gyldig kondemnation under de forandrede forhold ikke var tilstede.
Indstevnte maa da bli at frifinde, idet det er uten betydning, at kaskoassurandørerne har erkjendt kondemnationen som gyldig. Det avgjørende er om denne efter planens §52 er bindende for assurandørerne av kaskoen, og efter det foranstaaende antages dette ikke at være tilfælde. Det er videre klart, at naar der kun er forsikret mot skibets totalforlis og rederiet ansees pligtig til at beholde skibet, kan det ikke forlange erstatning for tidstap eller for tapt fragt, selvom det godtgjør, at det har lidt saadant tap. - - -