Rt-1924-180
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1923-06-26 |
| Publisert: | Rt-1924-180 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 185/1 s.a. |
| Parter: | E. E. Kjørstads dødsbo (advokat Hustad) mot Storebrofos Træsliperi, Pedor Piltingsrud og Foreningen for Bægnavasdragets regulering (advokat Sv. Prydz). |
| Forfatter: | Bonnevie, Bade, Hanssen, Larssen, Motzfeldt, Bugge, justitiarius Scheel |
| Lovhenvisninger: |
Ved kongelig resolution av 18 august 1916 blev der git tilladelse for Storebrofos Træsliperi m.fl. bruk i Bægna og Drammenselven til at foreta en regulering av Strandefjord i Valdres. Ekspropriationstakster blev derefter fremmet i løpet av høsten 1916.
Den E. E. Kjørstads dødsbo som grundeier ved Faslefossen tilkommende erstatning blev herunder ansat alternativt til kr. 7000 og kr. 5000, hvortil for begge alternativer kom 25 pct. tillæg efter loven. Naar taksten blev avgit i to alternativer, hadde dette sin grund i, at der var opstaat tvist om den virkelige utstrækning og omfang av boets rettigheter - en tvist, som iøvrig ingen betydning har for denne høiesteretssak.
De nævnte ekspropriationstakster blev saavel av E. E. Kjørstads dødsbo som av eksproprianterne appellert til overtakst, som blev avhjemlet 25. juli 1917. Erstatningen blev her bestemt henholdsvis kr. 6.600 og kr. 3.000, hvortil kommer 25 pct. tillægg.
Efterat overtakstene var avhjemlet, forela den for E. E. Kjørstads dødsbo møtende advokat i samme retsmøte overskjønsmændene et spørsmaal: «om det ved avgivelsen av taksten var tat hensyn til de utgifter fossens eier ved utbygning vil maatte ha for at erhverve en kraftmængde av den regulerte vandføring svarende til den som ved reguleringen berøves fossen». Skjønsmænde avgav i samme retsmøte saadant svar: «Nei. Taksten er fastsat under hensyntagen til de faldhøider og hestekræfter som ved reguleringen berøves takst nr. 267 (???c: E. E. Kjørstads dødsbo) som eier av elvens halve vandføring.»
Der blev ikke indledet nogen formelig tvist. Vanlig fravikelskjendelse blev avsagt i retsmøte 21. august 1917.
Ved stevning av 3 september 1917 har E. E. Kjørstads dødsbo indanket overekspropriationstaksetn tillikemed den derunder avsagte fravikelseskjendelse for Høiesteret, hvor boet har nedlagt saadan paastand: «1) At den for takst nr. 267 Maantum skog, gnr 85, bnr 5 tilhørende E. E. Kjørstads dødsbo, under overekspropriationsforretninger i anledning av Strandefjordens regulering den 25
Side:181
juli 1917 avgitte overtakst og den under 21 august s.a. paa grundlag av overtaksten avsagte fravikelseskjendelse ophæves. 2) At saken hjemvises til avgivelse av ny takst paa de indstevntes bekostning. 3) At appellanten hos de indstevnte in solidum tilkjendes sakens omkostninger for Høiesteret.»
De indstevnte - eksproprianterne - har paastaat overtaksten og fravikelseskjendelsen stadfæstet og sig tilkjendt procesomkostninger for Høiesteret.
Appellanten gjør for Høiesteret gjældende, at skjønsmændenes besvarelse av det forelagte spørsmaal viser, at de har lagt feilagtige retslige forutsætninger til grund. Appellanten hævder saaledes, saavidt skjønnes, at ha krav paa at bli tilkjendt et saa stort erstatningsbeløp, at dette kan dække de utgifter, som «fossens eier ved utbygning vil maatte ha for at erhverve en kraftmængde av den regulerte vandføring svarende til den som ved reguleringen berøves fossen». Hvis erstatningen ikke er tilstrækkelig til saadan erhvervelse, da viser dette efter appellantens mening, at appellanten ikke er holdt skadesløs. Og kravet paa fuld skadesløsholdelse maa være en retslig forutsætning for ekspropriationen. Appellanten har ved fremlagte beregninger søkt og godtgjøre, at det av overskjønnet bestemte erstatningsbeløp er aldeles utilstrækkelig ut fra disse forutsætninger.
Høiesteret kan ikke gi appellanten medhold.
Ekspropriatus har ikke noget retslig krav paa at bli sat i stand til paa andet hold at gjenerhverve noget som tilsvarer ekspropriationsgjenstanden. I enkelte tilfælder vil det visselig kunne være til adskillig veiledning for skjønsmændene ved erstatningens ansættelse at se hen til, som et slags maalestok for tapets størrelse, hvad det vil koste ekspropriatus at gjenkjøpe tilsvarende ting paa andet hold. I andre tilfælder vil saadan sammenligning ingen veiledning gi. Det maa være overladt til skjønsmændene selv, om de i de konkrete tilfælder kan ha nytte av slike sammenligninger. Det kan i almindelighet paa ingen maate siges at være en feil, som kan begrunde skjønnets ophævelse, om skjønsmændene har fundet, at en saadan sammenligning for tilfælde ingen brukbar maalestok gir.
Specielt i et tilfælde som det foreliggende finder Høiesteret det ganske naturlig, at skjønsmændene har fundet en sammenligning med, hvad senere erhvervelse av tilsvarende vandkraft vil kunne koste ekspropriatus, ganske uten interesse som middel til at bestemme tapets eller erstatningens størrelse.
Appellanten har videre gjort gjældende, at der ved overskjønnet ikke kan være tat hensyn til de utgifter, som vil være forbundet med utnyttelsen av hans tilbakeværende fald. Skjønsmændenes svar gir imidlertid, saavidt skjønnes, ingen støtte for den antagelse, at overskjønsmændene har forsømt at ta i tilbørlig betragtning alle de momenter, som der burde regnes med og der foreligger heller ikke iøvrig noget som tyder paa at saa skulde ha været tilfælde.
Den paankede overtakst og fravikelseskjendelse vil efter dette bli at stadfæste. Processens omkostninger for Højesteret maa appellanten til de indstevnte.
Side:182
Dom:
Den paaankede overekspropriationstakst og fravikelseskjendelse stadfæstes saavidt paaanket er. I procesomkostninger for Høiesteret betaler E. E. Kjørstads dødsbo til Storebrofos Træsliberi, Pedor Piltingsrud og Foreningen for Bægnavasdragets regulering kr. 500.