Rt-1924-417

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1924-04-02
Publisert:	Rt-1924-417
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 60/1 s. 1924
Parter:	Aktieselskapet «Ørnen» (advokat Kvam) mot Finansdepartementet (regjeringsadvokaten).
Forfatter:	Feragen, Hazeland, Lie, Rivertz, Bade, Bang, justitiarius Scheel
Lovhenvisninger:

Den 22 december 1919 blev der hos aktieselskapet «Ørnen», Sandeherred, avholdt utpantningsforretning for krigskonjunkturskat for 1916-1917, hvorved der for beregningssum kr. 95.633,25 blev git utlæg i selskapets hvalbaat «Havørn». Utpantningsforretningen av aktieselskapet «Ørnen» paaanket til Kristiania overret, ved hvis dom av 17 oktober 1921 den imidlertid blev stadfæstet under ophævelse av sakens omkostninger.

Overrettens dom er igjen av aktieselskapet «Ørnen» paaanket til Høiesteret, hvor appellanten har nedlagt saadan paastand: «At overrettens dom underkjendes, at den paaankede utpantningsforretning og den til grund for samme liggende ligning underkjendes, at indstevnte tilpligtes at betale appellanten aktieselskapet «Ørnen» sakens omkostninger for overretten og Høiesteret.»

Indstevnte, Det kgl. Finansdepartement, har nedlagt saadan paastand: «At overrettens dom stadfæstes, og at appellanten tilpligtes at betale saksomkostninger til indstevnte og salær til regieringsadvokaten for Høiesteret.

Angaaende sakens nærmere omstændigheter henvises til premisserne til overrettens dom.

Nye bevisligheter er ikke fremlagt.

Sin indsigelse mot den omprocederte lignings lovlighet har aktieselskapet «Ørnen» for Høiesteret som for overretten bygget paa de i sidstnævntes præmisser under postene 1 til 5 refererte momenter med undtagelse av post 4 (at selskapet i 1912-1913 arbeidet med et ældre og mindre tidsmæssig materiel end i 1915-1916), hvilket moment selskapet har erkjendt at være av skjønsmæssig art.

Etter hvad der foreligger, fandt de ordinære ligningsmyndigheter ved krigskonjunkturligningen for det i saken omhandlede skatteaar 1916-1917, at ikke nogen del av aktieselskapet «Ørnen»s matematiske merindtægt for regnskapsaaret 1915-1916, skyldtes den europæiske krigstilstand, hvorimot ankenævnden ved sin behandling av ligningen kom til det resultat, at kr. 400.000 av merindtægten skyldtes krigstilstanden. Der vilde derfor under ankenævndens behandling av ligningen ikke ha kunnet bli plads for anvendelse av bevisreglen i lov av 4 mai 1917 nr. 4, §6, som kun gjælder, hvor der er spørsmaal om frafaldelse eller nedsættelse av en krigskonjunkturskat, som de ordinære ligningsmyndigheter har

Side:418

paalagt. Hvorvidt nogen del av merindtægten skyldes krigstilstanden, maatte bli gjenstand for ankenævndens skjøn, men det maa ansees paa det rene, at det er paa denne maate ankenævnden har truffet sin avgjørelse, og det er ikke gjort gjældende, at den her under har gaat ut fra urigtige forutsætninger med hensyn til spørsmaalet om bevisbyrde.

Høiesteret finder, at der ikke er oplyst omstændigheter, som berettiger til at tilsidesætte ankenævndens skjøn. Hvad særlig angaar det moment, som overretten omhandler under post 1, bemerkes, at det nye materiale, som her foreligger for domstolene, ikke findes at kunne komme i betragtning, da skatyderen maa antages at ha hat anledning og opfordring til at lægge det frem for ankenævnden, før dennes avgjørelse blev truffet. Og særlig med hensyn til det moment, som overretten omhandler under post 5, bemerkes: Man maa efter procedyren lægge til grund, at ankenævnden ikke var formelt bundet til at gjøre fradrag for klassifikation ved opførelse av den matematiske merindtægt. Tvisten gjælder, om der var materiel grund til at forholde saaledes. Forsaavidt kommer specielt i betragtning, at der endnu ikke var paaløpet nogen klassifikationsutgift i vedkommende regnskapsaar (1915/16) - klassifikationen fandt først sted utover høsten 1916 - og at der heller ikke i dette regnskapsaar var avsagt noget beløp til den forestaaende klassifikation.

Overrettens dom vil efter dette bli at stadfæste.

Processens omkostninger for Høiesteret finder man grund til at ophæve.

Assessorerne Hazeland og Bang er med flertallet enige i, at bestemmelsen i lovens §6 om skatyderens bevisbyrde ikke gjælder ved ankenævndens gjennemgaaelse av ligningene i henhold til lovens §7. Ifølge lovens §2 sammenholdt med skattekundgjørelsens §2 sidste led utlignes skatten av de ordinære ligningsmyndigheter og beregnes av den del av den ansatte merindtægt, som maa antages at skyldes den herskende europæiske krigstilstand, jfr. med hensyn til det her uthævede uttryk de almindelige skatteloves §33 (§37), hvor uttrykket ogsaa er anvendt. Ved sin kritiske gjennemgaaelse i henhold til lovens §7 maa ankenævnden følge denne bestemmelse om grundlaget for skattens bergning. I motsætning til flertallet antar vi, at det fremgaar av procedyren, at ankenævnden under sin behandling av heromhandlede skatteligning har gaat ut fra, at det paahvilte skatyderne at godtgjøre, hvormeget av merindtægten ikke skyldes krigstilstanden. Herpaa tyder ogsaa ankenævndens formands skrivelse til Finansdepartementet av 30 april 1920, hvori det overfor skatyderens paaberopelse av uheld i sammenligningsaaret 1912-1913 anføres, «at der ingen sikkerhet haves for, at der ikke under sedvanlige fredsforhold kunde ha indtruffet uheld av forskjellig art ogsaa i 1915-1916».

Med dette utgangspunkt i henseende til bevisbyrden maa ankenævnden antages at ha stillet sig et feilagtiggrundlag eller thema for sin skjønsmæssige behandling av ligningen, hvilket kan ha øvet en væsentlig indflydelse paa resultatet. Vi mener derfor, at ligningen maa undergives ny behandling av ankenævnden. Med det

Side:419

resultat vi saaledes er kommet til finder vi det ikke nødvendig at opta til behandling de øvrige spørsmaal, som er reist i saken.

Dom:

Overrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves.