Rt-1924-600
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1924-05-20 |
| Publisert: | Rt-1924-600 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 91/1 s.a. |
| Parter: | A/S Holmens Bruk (advokat Lund) mot Finansdepartementet (regjeringsadvokaten). |
| Forfatter: | Breien, Berg, Hazeland, Christiansen, Feragen, Lie, Backer |
| Lovhenvisninger: | Grunnloven (1814) §97, §75a, Grunnloven (1814) |
Ved en av skattefogden i Kristiania under 7 mars 1919 avholdt utpantning hos A/S Holmen Bruk blev der git utlæg for forhøielse av krigskonjunkturskat for 1916/17 kr. 12.000 med renter samt utpantningsgebyr kr. 7.95. Aktieselskapet indanket denne utpantning for Kristiania byret, ved hvis dom av 4 januar 1922 den paaankede forretning blev stadfæstet og sakens omkostninger ophævet.
Ved stevning av 27 januar s.a. har selskapet paaanket denne dom til Høiesteret, hvor det har nedlagt saadan paastand: «At den paaankede utpantningsforretning underkjendes og, at Aktieselskapet Holmens Bruk hos Finansdepartementet tilkjendes sakens omkostninger for byretten og Høiesteret.» Indstevnte har paastaat byretsdommen stadfæstet og appellanten tilpligtet at betale salær til regjeringsadvokaten for Høiesteret.
Side:601
Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til byrettens domsgrunde. Saken foreligger for Høiesteret i en uforandret skikkelse.
Høiesteret kommer til samme resultat som byretten og kan i det væsentlige henholde sig til dens begrundelse. Idet byretsdommen saaledes vil bli at stadfæste, antages appellanten at maatte tilsvare processens omkostninger for Høiesteret overensstemmende med sportellovens §167.
Dom:
Byrettens dom bør ved magt at stande. I salær til Regjeringsadvokaten for sakens utførelse ved Høiesteret betaler Aktiebolaget Holmens Bruk kr. 500.
Av byrettens dom:
- - - Den appellantskapet ilignede skat er hjemlet ved Stortingets beslutninger av 24 februar 1916 angaaende krigskonjunkturskat paa grundlag av indtægtsaarene 1915 og 1916 samt av 11 mai 1917, hvorefter som tillægsskat til den av Stortinget den 24 februar 1916 besluttede krigskonjunkturskat for 1916/17 yderligere skal erlægges 5 pct. av merindtægt over de kr. 150.000 indtil kr. 200.000 og 10 pct. av merindtægtens overskytende beløp.
Appelantskapet bestrider lovligheten av sidstnævnte skattebeslutning om tillægsskat, som for appellantskapets vedkommende utgjør kr. 12.500. Avgjørelsen i nærværende sak er efter avtale vedtat som bindende ogsaa i tvist med Union & Co. A/S med samtlige underselskaper, blandt hvilke appellantskapet hører. I realiteten angaar saken derfor et samlet skattebeløp paa kr. 344.000.
Appellantskapet fremholder, at det maa stride mot budet i grundlovens §97 at forandre en allerede for en bestemt budgettermin paalagt skat og saaledes omgjøre en tidligere skattebeslutning og forhøie satsene, uanset under hvilke former det sker og om skatten saaledes betegnes som tillægsskat. Appellantskapet mener, at det ogsaa maa følge av, at skattebeslutninger kundgjøres, at samme skattegrundlag for samme indtægtsperiode ikke paany kan utnyttes ved en senere skattebeslutning. Der foreligger hittil ingen konstitutionel praksis for, at en lovlig tilblit skattebeslutning er omgjort hvad efter appellantskapets mening er avgjørende for utpantningsforretningens underkjendelse.
Utpantningsforretningen findes imidlertid at maatte stadfæstes. Efter bestemmelsen i grundlovens §75a er Stortingets beskatningsmyndighet kun begrænset i tid fremover. Derimot har ikke grundloven begrænset Stortingets myndighet til at bestemme skattenes størrelse og omfang, likesaalidt som grundloven uttrykkelig foreskriver, at en engang vedtat skattebeslutning vedrørende et og samme skatteaar er endelig og ikke kan ændres eller omgjøres. I og for sig taler sterke grunder mot en saadan begrænsning. Ekstraordinære og uformodede omstændigheter som f.eks. krig og nødsforanstaltninger vil kunne medføre, at nye eller økede skatter utlignes paa et og samme aars skattefundament. Hensynet til en rimelig fordeling av skattebyrden tilsier ogsaa dette, istedetfor at den økede skattebyrde i sin helhet overføres paa efterfølgende skatteaar. Med en saa ubegrænset skattepligt som vor forfatning paalægger dem, som hører under statens høihet,
Side:602
kan det ikke findes, at disse efter grundloven har noget retslig beskyttet krav paa, at en vedtat skattebeslutning ikke ændres, naar derved ingen indgrep gjøres i allerede erhvervede rettigheter. Det vil i saa henseende komme an paa skattenes art, idet der er en væsensforskjel mellem direkte og indirekte skatter. Hed hensyn til de sidste følger det nemlig av princippet i grundlovens §97, saaledes som denne bestemmelse er opfattet i teori og retspraksis, at disse skatter ikke kan gjøres gjældende overfor retserhverv ældre end selve skattebeslutningen, da denne ellers vilde indskrænke de retsvirkninger, de ældre retserhverv medførte. Anderledes stiller forholdet sig, hvor det gjælder direkte skatter, som heromhandlede krigskonjunkturskat helt maa sidestilles med. Et saadant skattepaalæg kan ikke medføre nogen ret for skattepligtige til kun at erlægge i skat av sin indtægt, hvad først er besluttet. Skattepligten er ubegrænset og enhver pligter at erlægge saa stor skat. Stortinget bestemmer. Naar Stortinget ikke uttrykkelig har bundet sig i utøvelsen av sin beskatningsmyndighet overfor private retssubjekter, maa Stortingets frie adgang til at paalægge direkte skatter i enhver henseende være det forbeholdt. At en omgjørelse av saadanne skattebeslutninger vil kunne lede til, at der indvirkes paa dispositioner skattepligtige har truffet i tillid til, at en oprindelig skattebeslutning ikke vilde bli ændret er saa. Men dette er en faktisk følge og derved sker ikke noget indgrep i erhvervede rettigheter. Før skatteaaret er helt utløpet og før sidste frist for skattepaalæggenes vedtagelse er forløpet vil ingen skattepligtig kunne gjøre sig nogen sikker beregning over, hvad der blir i behold av vedkommende indtægtsaars overskud efter fradrag av paalagte direkte skatter. At Stortinget tidligere ikke vites at ha utnyttet sin beskatningsmyndighet som i foreliggende tilfælde skedd, kan klarlig ikke tillægges nogen vegt. Efter ovenanførte findes heller ingen vegt at kunne lægges paa den omstændighet at Stortingets skattebeslutninger kundgjøres. Deri kan ikke ligge mer end en foreløbig underretning om skattesatsene.
Appellantskapet har ikke opretholdt sin oprindelige indsigelse om, at skattebeslutningen av 11 mai 1917 er ulovlig allerede av den grund, at den er fattet efter utløpet av vedkommende indtægtsaar. - - -