Rt-1924-9

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1922-11-22
Publisert:	Rt-1924-9
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 82/2 s.a.
Parter:	Emil Eriksen (adv. J. M. Johannessen) mot Dagmar Haug (adv. Wildhagen beskikket).
Forfatter:	Hazeland, Bonnevie, Backer, Schie, Vedeler, Feragen, Bjørn
Lovhenvisninger:	Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902) §19, §25, Veiloven (1912) §33, §21, Motorvognloven (1912) §25

Ved dom, avsagt av sorenskriveren i Aker den 6 mai 1919, blev kjendt for ret: «Indstevnte, vognmand Emil Eriksen, bør til citantinden, Dagmar Haug, betale erstatning, bestemt ved et paa indstevntes bekostning optat skjøn av uvillige mænd, for den skade som citantinden har lidt ved, at hun den 15 august 1916 i gatekrydset Kongensgate-Toldbodgaten i Kristiania støtte mot en indstevnte tilhørende automobil og faldt overende i gaten. Sakens omkostninger ophæves.»

Ved dom, avsagt av Kristiania overret den 19 januar 1920, blev kjendt for ret: «Indstevnte, vognmand Emil Eriksen, bør til appellantinden Dagmar Haug betale erstatning, bestemt ved et paa indstevntes bekostning optat skjøn av uvillige mænd, for den skade hun er paaført derved at hun den 15 august 1916 i gatekrydset Kongens gate - Toldbodgaten i Kristiania støtte mot indstevntes automobil og faldt i gaten, heri indbefattet tap av fremtidig erhverv, men forøvrig for hendes tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger ophæves for begge retter.»

Overrettens dom er av begge parter paaanket til Høiesteret.

Hovedappellanten, Emil Eriksen, har nedlagt saadan paastand: «Principalt: 1) at den paaankede dom ophæves og 2) at E. Eriksen frifindes for Dagmar Haugs tiltale og hos hende tilkjendes sakens omkostninger for alle retter. Subsidiært: 1) at den paaankede dom ophæves, 2) at E. Eriksen tilpligtes at betale Dagmar Haug en halvdel av det beløp, hvortil et paa partenes fælles bekostning optat skjøn ansætter den skade som er Dagmar Haug paaført ved den i saken omhandlede ulykke, og 3) at E. Eriksen tilkjendes sakens omkostninger for alle retter.»

Kontraappellanten, Dagmar Haug, som har erholdt bevilling til fri sakførsel m.v., har ved den beskikkede sakfører nedlagt saadan paastand: Principalt: At appellanten, Emil Eriksen, tilpligtes at betale til kontraappellanten, Dagmar Haug, kr. 9000, med 4 procent rente derav fra 26 oktober 1920 til betaling sker. Subsidiært: At appellanten tilpligtes at betale til kontraappellanten erstatning for lidt tap, derunder tap i fremtidig erhverv forvoldt hende 15 august 1916 ved appellantens benyttelse av sin automobil - erstatningen at fastsætte principalt av retten -

Side:10

subsidiært av uvillige mænd paa appellantens bekostning - med 4 procent renter av skjønsbeløpet fra skjønnets avgivelse til betaling sker. For alle tilfælder: at der tilkjendes den beskikkede sakfører salær av statskassen for høiesteretssakens forberedelse og utførelse, og at appellanten tilpligtes at erstatte statskassen sakens omkostninger for alle retter, derunder retsgebyrer, som om den ikke hadde været beneficert.

Om sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til de underordnede retters domsgrunder. Efter overretsdommen er der den 26 oktober 1920 avholdt skjøn hvorved den Dagmar Haug ved dommen tilkjendte erstatning hos Emil Eriksen er ansat til kr. 9000. - Dagmar Haug har erholdte bevilling til at nedlægge ny paastand, nemlig paa renter av skjønsbeløpet.

I forbindelse med sin subsidiære paastand har Eriksen for Høiesteret erklært sig enig med overretten i, at der ogsaa kan gives erstatning for tap av fremtidig erhverv. Paa den anden side hævder han at skaden maa deles i henhold til ikrafttrædelseslovens §25. Mot denne paastand har Dagmar Haug protestert som ny. Eriksen henstiller at der blir anledning til at faa det avholdte skjøn prøvet ved overskjøn.

Dagmar Haug har som det sees ikke for Høiesteret nedlagt paastand om opreisning for tort, smerte og anden skade av ikke økonomisk art.

For Høiesteret foreligger saaledes til avgjørelse spørsmaalet om, hvorvidt Eriksen skal betale Dagmar Haug erstatning 1) for den lidte skade og 2) for tap i fremtidig erhverv.

Høiesteret er enig med de underordnede retter i, at det ikke kan ansees godtgjort, at Dagmar Haug har utvist grov uagtsomhet.

Efter bestemmelsen i lov av 21 juni 1912 nr. 2 om bruk av motorvogner, §33 første led, skal den for motorvognen ansvarlige erstatte skaden, «medmindre den skadelidte selv eller en tredjemand forsætlig eller ved grov uagtsomhet har foraarsaket skaden.»

Denne bestemmelse maa forstaaes derhen, at den ansvarlige skal erstatte skaden, naar de i lovstedet nævnte fritagelsesgrunder ikke foreligger. Det kan da ikke medføre nogen begrænsning av ansvaret, om der muligens kan foreligge uagtsomhet fra den skadelidendes side forsaavidt denne ikke kan betegnes som grov. Eriksens paastand om begrænsningen av ansvaret for skaden i henhold til bestemmelsen i ikrafttrædelseslovens §25 kan derfor ikke gives medhold. Erstatningens størrelse vil bli at fastsætte ved lovlig skjøn med renter av skjønsbeløpet fra forliksklagen.

Efter ikrafttrædelseslovens §19 har Dagmar Haug videre krav paa saadan erstatning for tap i fremtidig erhverv, som retten under hensyn til den utviste skyld og omstændigheterne forøvrig finder billig.

Efter den av Dagmar Haug nedlagte paastand antar man, at denne erstatningspost ikke bør henvises til ansættelse ved skjøn av uvillig mænd, saaledes som av overretten antat, men at beløpet overensstemmende med lovens regel bør ansættes av retten, jfr. høiesteretsdom i Rt-1920-5 flg.

Side:11

Man er under hensyntagen til samtlige de omstændigheter, som her skal komme i betragtning, blit staaende ved et beløp av 6000 kroner. Av beløpet vil bli at svare renter fra saksanlægget.

Processens omkostninger for underretten og overretten findes at kunne ophæves. Derimot findes appellanten at burde tilsvare processens omkostninger for Høiesteret, forsaavidt hovedappellen angaar. Den beskikkede sakfører har utført sit hverv forsvarlig.

Dom:

Emil Eriksen bør til Dagmar Haug betale erstatning for tap i fremtidig erhverv med kr. 6.000,00 med 4 av hundre i aarlig rente derav fra 26 april 1917, til betaling sker. Derhos bør Eriksen betale til Dagmar Haug erstatning, bestemt ved et paa Eriksens bekostning optat skjøn av uvillige mænd, for den skade som forøvrig indtil 26 april 1917 er paaført hende derved, at hun den 15 august 1916 i gatekrydset Kongens gate-Toldbodgaten i Kristiania støtte mot Eriksens automobil og faldt overende i gaten, med 4 av hundrede i aarlig rente av skjønsbeløpet fra 26 april 1917 til betaling sker. Forøvrig bør Eriksen for Dagmar Haugs tiltale i saken fri at være. Processens omkostninger for underretten og overretten ophæves. I procesomkostninger for Høiesteret betaler Eriksen til det offentlige kr. 500. Salæret til den beskikkede sakfører, høiesteretsadvokat Fredrik Wildhagen, ansættes til kr. 500.

Av underrettens dom:

Den 15 august 1916 ved middagstid stødte vaskekone Dagmar Haug, idet hun kom gaaende opover Toldbodgaten i Kristiania og var naadd til krydset mellem denne gate og Kongensgate, mot en automobil, som tilhørte og ved denne leilighet blev kjørt av vognmand Emil Eriksen. Støtet hadde til følge, at konen faldt bakover i gaten. - - -

Efter den omhandlede vidneforklaring kom indstevnte ved leiligheten kjørende med sin automobil nedover Kongensgate mot Toldbodgaten i retning fra Karl Johansgate, men da der samtidig passerte to sporvogner, hver sin vei i krydset mellem de to førstnævnte gater, stanset indstevnte automobilen, før han naadde sporvognslinjen. Paa samme tid hadde en kjører, som var kommet opover Kongensgate den motsatte vei, stoppet med sin vogn paa den anden side av sporvognslinjen og like ved det gatehjørne, som omfattes av Centralbankens gaard. Herunder kommer citantinden gaaende opover Toldbodgaten paa fortauget langs denne gaard, og idet den nævnte vogn kjører frem i gatekrydset, gaar citantinden bak vognen og ut i Kongensgate, hvor hun umiddelbart efter støter mot den forreste skjærm paa bilen, som indstevnte efterat sporvognene var passert, kjørte frem over gatekrydset med ganske langsom fart, idet han samtidig «tydelig signaliserte». - - -

Retten antar, at indstevnte efter den i lov om bruk av motorvogne av 21 juni 1912 §33 indeholdte bestemmelse om at den for motorvogner ansvarlige pligter at erstatte skade voldt ved dens bruk, «medmindre den skadelidte selv eller en tredjemand forsætlig eller ved grov uagtsomhet har foraarsaket skaden» - ikke kan undgaa erstatningsansvar for den citantinden tilføiede skade.

Side:12

Det maa vistnok antages, at citantinden idet hun gik ut i krydset mellem Kongensgate og Toldbodgaten bak den nævnte vogn, ikke har seet til den side, hvorfra indstevnte kom kjørende med sin bil og stiller det sig for retten som overveiende sandsynlig at ulykken ikke vilde være indtruffet, i fald hun det hadde gjort. At hun undlater dette maa ogsaa betegnes som en uagtsomhet fra hendes side. Men finder retten, om end under nogen tvil, ikke at denne uagtsomhet med føie kan karakteriseres som grov, idet der ikke foreligger noget bevis for og heller ikke fra indstevntes side er paastaat, at, citantinden var opmerksom paa det signal som indstevnte efter vidnets forklaring gav, da han kjørte frem i gatekrydset.

Med hensyn til erstatningspligtens omfang er at bemerke, at indstevnte saaledes som han efter de foreliggende oplysninger forholdt sig umiddelbart forut for ulykken, efter rettens mening ikke kan siges at ha utvist nogen uagtsomhet. Men naar saa er, antages citantinden kun at tilkomme erstatning for den lidte skade, idet kravet paa erstatning for tap i fremtidig erhverv efter ikrafttrædelsesloven av 22 mai 1902 §19, 1, jfr. lov nr. 4 av 26 juli 1912, er betinget av, at den skadegjørende handling kan til regnes vedkommende som «skyld» med andre ord, at handlingen kan regnes ham tillast. - - -

Av overrettens dom:

- - - Jeg kan ikke tiltræ underrettens opfatning av erstatningspligtens omfang, idet indstevnte tillike antages at maatte erstatte hende tap av fremtidig erhverv. Efter den tidligere lydelse av ikrafttrædelseslovens §19 var dette vistnok avhængig av, at indstevnte ved skadetilføielsen hadde utvist strafbart forhold. Men ved den ændring i §19, som er foretat ved lov av 26 juli 1912, formenes dette at staa anderledes, og nu maa i et tilfælde som her, saavidt skjønnes, ogsaa den voldte skade ved fremtidig tap av erhverv erstattes. Dette er da ogsaa antat ved høiesteretsdom i Rt-1920-5 med hensyn til ikrafttrædelseslovens §21, idet saken saavidt skjønnes danner en bindende analogi for denne sak. - - -