Rt-1924-97

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1922-07-18
Publisert:	Rt-1924-97
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 210/l s.a.
Parter:	Bernh. Øyes maskinforretning (adv. Schulze) mot Tomas O. Trægde (adv. Jens P. Heyerdahl).
Forfatter:	Frisak, Lie, Breien, Bonnevie, Boye, Vedeler, justitiarius Scheel
Lovhenvisninger:	Varemerkeloven (1910) §22, §28, §29, §5, §9, §10, §1, §22C, §24, §26, §2b, §30, Varemerkeloven (1910)

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til Mandals handelsrets dom av 7 mai 1920, ved hvilken Tomas O. Trægde blev frifundet for Bernh. Øyes maskinforretnings tiltale i saken og tilkjendt 300 kroner i saksomkostninger.

Bernh. Øyes maskinforretning har paaanket denne dom til Høiesteret med paastand om, at handelsrettens dom underkjendes, og forøvrig av samme indhold som ved handelsretten med tillæg angaaende tilkjendelse av omkostninger for Høiesteret.

Tomas O. Trægde har paastaat handelsrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt processens omkostninger for Høiesteret hos appellanten.

Som nyt for Høiesteret er dokumentert korrespondance mellem Georg Harder, Lübeck, dennes patentsakførere i Berlin og Alfred J. Bryn, Kristiania, av oktober-november 1916.

Høiesteret kommer til et andet resultat end handelsretten.

Ifølge varemerkeloven av 2 juli 1910 §1 og §5 1ste led erhverves ved registrering overensstemmende med lovens forskrifter eneret for vedkommende til at bruke et særlig varemerke med den virkning, at som regel ingen anden end merkeindehaveren kan sætte samme merke paa varer av samme eller lignende slags. Saadan registrering av varemerket «Original Harder» er efter krav fra Bernh. Øyes maskinforretning foretat av styret for det industrielle retsvern, og man maa derfor gaa ut fra, at firmaet har faat eneret til at bruke merket i sin forretning, likesom at indgrep deri er uhjemlet, saalænge det ikke fastslaaes paa lovlig maate, at registreringen er ugyldig.

Varemerkelovens §28 og §29 bestemmer, at søksmaal efter lovens §9 for at faa kjendt registreringen av et varemerke ugyldig skal anlægges ved Kristiania byret, og den der i borgerlig sak er stevnt for varemerke-indgrep og bygger sin paastand om frifindelse paa, at registreringen er ugyldig, skal paa forlangende i tilfælde gives saa lang henstand, at han kan faa tid til at opnaa avgjørelse om registreringens ugyldighet. At meningen med disse bestemmelser har været at henlægge avgjørelsen av spørsmaalet om en registrerings ugyldighet efter §9 til Kristiania byret ogsaa i tilfælde av at ugyldigheten alene paaberopes som frifindelsesgrund, kan særlig under hensyn til lovens forarbeider ikke findes

Side:98

tvilsomt. Men slik avgjørelse er ikke søkt av indstevnte eller dennes mandant Georg Harder, og indstevnte kan saaledes ikke opnaa frifindelse i nærværende sak paa det grundlag, at den stedfundne registrering er ulovhjemlet. Hvorvidt dette har været tilfælde, foreligger saaledes ikke til avgjørelse under denne sak.

Heller ikke kan man finde, at den av handelsretten paaberopte bestemmelse i Pariserkonventionens §8 kan gi Harder eller nogen, som utleder sin ret fra ham, nogen ret til uanset registreringen at; benytte det omhandlede merke, likesaalitt som man antar, at en saadan ret kan støttes paa lovens §5 2det led, idet «Original Harder» ikke er Georg Harders person- eller firmanavn, der ifølge bestemmelsen kan benyttes som merke for hans varer, likesom anvendelsen av navnet Harder i forbindelse med tillægget «original» maa sies at være skedd paa en saadan maate, at det blir egnet til at fremkalde forveksling med Øyes registrerte merke (lovens §24 1ste led).

Appellantens paastand om, at Trægde kjendes uberettiget til at benytte betegnelsen «Orginal Harder» som varemerke og tilpligtes at bortta dette merke paa de potetesoptagere, han forhandler, maa saaledes tages tilfølge.

Derimot findes Trægde at ha hat saavidt god grund til at anse sig berettiget til bruk av merket, at hans forhold ikke bør medføre erstatning.

Processens omkostninger for handelsretten og Høiesteret findes at burde ophæves.

Assessorerne Breien, Bonnevie og Vedeler voterer for stadfæstelse av handelsrettens dom. Selv om man i saken av processuelle grunde maa gaa ut fra, at Øyes registrering av 1916 er gyldig, vil indholdet av den ved registreringen vundne eneret eller beskyttelse være nærmere bestemt og begrænset ved varemerkelovens §5. Vi antar her, at Trægdes bruk som Harders repræsentant av varemerket «Original Harder» vil være ham hjemlet ved hovedregelen i nævnte paragrafs 2det avsnit om bruk av eget navn som «naturlig varemerke» uten registrering. Denne Harder-Trægdes bruk antages ikke at komme ind under undtagelsesbestemmelsen i lovens §24 angaaende misbruk av eget navn som varemerke. Navnet Harder er nemlig her av Harder-Trægde alene blit brukt paa en maate, som i sig selv er «tilsagt av forholdets natur», likesom der ved denne bruk ikke «paa utilbørlig maate» er blit tilsigtet «uten nødvendighet at fremkalde forveksling med en andens navn eller firma» eller varemerke (jfr. den kgl. kommissions lovutkast om varemerker av 1904 side 40, I og 56, II).

Betegnelsen «Original Harder», - som alene markerer producentnavnet Harder,, - antages efter §5, II at kunne benyttes av Harder-Trægde med samme ret som f.eks. betegnelsene «Harder» eller «Potetoptageren Harder».

Dom:

Indstevnte Tomas O. Trægde kjendes likeoverfor appellanten Bernh. Øyes maskinforretning uberettiget til at bruke betegnelsen

Side:99

«Original Harder» som varemerke for landbruksmaskiner og tilpligtes under en løpende mulkt av kr. 20 til Mandals bykasse for hver dag, han sitter dommen overhørig at bortta varemerket «Original Harder» paa de potetoptagere som han har til forhandling. At efterkommes inden en maaned efter Høiesterets doms avsigelse. Forøvrig bør indstevnte for appellantens tiltale i denne sak fri at være. Processens omkostninger for handelsretten og Høiesteret ophæves.

Av handelsrettens dom:

Den 26 mai 1916 fik Bernh. Øyes maskinforretning registrert merket «Original Harder» i Norges varemerkeregister som varemerke for landbruksmaskiner. Da Thomas O. Trægde sælger potetoptagere under dette meerke, og da han trods forbud fra Bernh. Øyes maskin forretning har fortsat hermed efter registreringen har sidstnævnte firma anlagt nærværende sak. - - -

Firmaet Georg Harder i Lübeck har siden aar 1900 fabrikert en potetoptagermaskine efter sine egse patenter. Firmaet er specialfabrik for maskiner inden potetindustrien og har tysk varemerkeregistrering for betegnelsen «Original Harder» for omhandlede potetoptagere. Det er av instevnte anført og ikke benegtet av citantskapet, at firmaets fabrikat har faat verdensry under det nævnte navn.

Mellem firmaet Georg Harder og firmaet Gebrüder Lesser i Posen har der i længere tid bestaat en kontrakt, hvorefter det sidstnævnte firma har taat ret til at sælge de av dette firma fabrikerte potetoptagere, der altsaa var nøiagtig lik de av Georg Harder fabrikerte, under dennes varemerke «Original Harder». Hvorvidt denne tilladelse, der oprindelig gjaldt visse deler av Tyskland, senere er utvidet til at omfatte maskinenes salg i Norge under samme merke er ikke specielt oplyst, men maa formentlig efter procedyren antages. Georg Harder beholdt selvfølgelig fremdeles ret til selv at sælge de av ham fabrikerte maskiner under heromhandlede merke. I 1911 overtok citantskapet eneforhandlingen for Norge av firmaet Gebrüder Lessers potetoptagere Original Harder». Dette merke fandtes indstøpt i fabrikkens maskiner og disse solgtes i Norge under samme benævnelse.

I 1913 overtok indstevnte eneforhandlingen for Norge av firmaet Georg Harders potetoptager «Original Harder». Ogsaa denne er fra fabrikantens side forsynet med det nævnte merke, likesom indstevnte har solgt den i Norge under denne betegnelse. Imidlertid lot han den i 1914 indregistrere under benævnelse «Nordlys» potetoptager. Som grund herfor anfører han i sin katalog av 1914 følgende: «Da andre forhandlere ifjor, som jeg kaldte ovennævnte potetoptager «Original Harder nr. 1», paastaar at kunne skaffe samme maskin, uagtet jeg har eneforhandlnigen for Norge, har jeg iaar sikret mig herfor ved at indregistrre maskinen ved navn «Nordlys». Dette navn blev en tid brukt av indstevnte, hvorefter denne atter gik over til at benytte fabrikantens benævnelse «Original Harder». Da citantskapet som foran anført i 1916 hadde faat indregistret omhandlede benævnelse som varemerke for sine landbruksmaskiner rettet det opfordring til indstevnte om at sløife betegnelsen «Original Harder» paa omhandlede potetoptagere. Dette har indstevnte været uvillig til, idet han gjør gjældende at han er berettiget til fremdeles at benytte dette merke

Side:100

til trods for den av citanten opnaadde registrering. Til støtte herfor har indstevnte fremlagt 2 længere erklæringer fra ingeniør Alfred Bryhn, hvortil han har henholdt sig. I disse erklæringer paaberopes for det første den internationale konventions artikkel 8, hvorefter «et handelsnavn i alle unionsland skal være beskyttet uten forpligtelse til registrering, hvad enten det utgjør nogen del av et varemerke eller ikke.» Dernæst anføres det, at citantskapets registrering av omhandlede varemerke er ugyldig efter varemerkelovens §2b. fordi en andens navn er benyttet, hvorved merket kommer til at «indeholde noget som aabenbart ikke motsvarer de virkelige forhold og derhos er egnet til at føre bak lyset.» Endelig har indstevnte anført, at varemerkelovens §22 efter lovens ordlyd kun rammer den som uhjemlet forhandler varer, der er merket med en andens registrerte varemerke, og at denne bestemmelse derfor ikke kan komme til anvendelse her, idet man ihvertfald ikke kan si, at indstevnte uhjemlet har solgt potetoptagere med merket «Original Harder», da firmaet Georg Harder har bedre hjemmel til denne benævnelse end citantskapet.

Citantskapet har i det væsentlige anført følgende:

Det er alene firmanavn som er beskyttet ifølge den internationale konventions artikkel 8, ikke personnavn. Harder er intet firmanavn, det er et personnavn. Det firma, hvorfra indstevnte har sine maskiner heter Georg Harder, og dette navn vil være beskyttet efter omhandlede artikkel 8, men ikke personnavnet Harder. I ethvert fald kan ikke Georg Harder av nævnte grund uten videre sætte sig ut over registreringen. Han fik i tilfælde anlægge sak mot citantskapet overensstemmende med varemerkelovens §9 og §10 for at faa registreringen kjendt ugyldig, da den er virkningsfuld indtil den omstyrtes.

Angaaende spørsmaalet om hvorvidt registreringen er ugyldig som stridende mot varemerkelovens §2b. anfører citantskapet at dette hører under Kristiania byret og ikke kan avgjøres av nærværende ret. Denne indsigelse kan saaledes ikke gjøres gjældende med mindre indstevnte først ved Kristiania byret har erhvervet dom for registreringens ugyldighet (varemerkelovens §28 og §29). Indsigelsen er heller ikke i realiteten beføjet. - Til indstevntes anførsel om at hans benyttelse av merket ikke er uhjemlet har citanten paaberopt sig bestemmelsene i varemerkelovens §1 og §5, hvorefter varemerkeindehaveren med den i §5 sidste led omhandledede indskrænkning faar en retsbeskyttet eneret til at benytte varemerket, og at derfor enhver benyttelse av det registrerte merke som ikke sker med merkeindehaverens samtykke er uhjemlet.

Retten skal bemerke følgende:

Efter den internationale konventions (den reviderte Pariserkonventions) §8 er firmanavnet Georg Harder beskyttet i Norge uten registrering, idet baade Norge og Tyskland har tiltraadt konventionen. Herav følger, at dette firmanavn nyder samme beskyttelse her i landet som regitrerte norske firmaer, jfr. varemerkelovens §30. Spørsmaalet er da om denne beskyttelse ogsaa gjælder, naar en anden benytter en del av firmanavnet som varemerke. Retten antar, at dette spørsmaal maa bli at besvare forskjellig efter omstændigheterne i hvert enkelt tilfælde. Varemerkeloven indeholder flere bestemmelser, som tar sigte pa dette forhold og som altsaa gjennemfører konventionens omhandlede bestemmelse for vort lands vedkommende, og disse bestemmelser kommer ogsaa til anvendelse i dette tilfælde. Saaledes fremgaar varemerkelovens §2b, §22C og §26. Det

Side:101

fremgaar av disse bestemmelser, at det ikke alene er den uforandrede benyttelse av fremmet firmanavn, som er utilladelig, men ogsaa en benyttelse av dette i en forandret eller forkortet form, naar denne benyttelse gir anledning til forveksling eller er egnet til at bibringe publikum en feil opfatning med hensyn til hvilket firma vedkommende vare skriver sig fra. Ut fra dette synspunkt maa spørsmaalet om citantskapets ret til at benytte navnet Harder bedømmes. Det kan ikke avgjøres ut fra den betragtning at Harder utelukkende er et personnavn. Det er i denne forbindelse efter rettens mening likegyldig om firmaet «Georg Harder» indehaves av nogen person ved navn Harder. - - -

Retten antar altsaa at firmaet Georg Harder maa være beskyttet mot at nogen anden benytter firmaets karakteristiske del Harder som varebetegnelse for saadanne maskiner, som «Georg Harder» særlig fabrikerer og omsæfter, altsaa maskiner inden potetindustrien.

I henhold til det anførte ansees citantskapet uberettiget til at benytte betegnelsen «Original Harder» paa saadanne maskiner, dog saaledes at kan - hvis og saalænge kontrakten mellem citanten og brødrene Lesser og mellem dette firma og Georg Harder hjemler ham adgang dertil - kan sælge brødrene Lessers potetoptagermaskiner med dette merke. Citantens bruk av merket i større utstrækning end her anført maa retten anse for retsstridig, og et saadant forhold maatte Georg Harder paa den i varemerkelovens §22 omhandlede maate kunne faa stanset. Undlater han at anlægge søksmaal efter denne paragraf maa han paa den anden side kunne gjøre omhandlede søksmaalsgrund gjældende som indsigelse under et søksmaal efter samme paragraf fra citantskapets side. Og den samme indsigelse maa indstevnte i nærværende sak som eneforhandler i Norge for Georg Harder kunne gjøre gjældende. - - -

Naar citantskapet hævder, at den stedfundne registrering ubetinget er bindende for indstevnte som for enhver anden indtil den er underkjendt paa en av de maater som omhandles i varemerkelovens §9 §10 da er dette en paastand, som har adskillig støtte saavel i loven som i dens forarbeider. Den vilde imidlertid efter rettens mening føre til saa urimelige konsekvenser, at den ikke godt kan ansees for rigtig, hvis en anden opfatning er forenlig med lovens bestemmelser. Og retten antar at dette er tilfældet. Lovens §29 bestemmer alene, at den der bygger sin frifindelse derpaa, at registreringen er ugyldig, paa forlangende skal gives saa lang henstand, at han kan faa tid til at opnaa avgjørelse om registreringens ugyldighet. Paragrafen bestemmer ikke at den indstevnte skal være avskaaret adgang til at bygge sin frifindelse paa omhandlede grundlag, naar han ikke ønsker at anlægge søksmaal. Det vilde jo være en særdeles vigtig processuel bestemmelse, om domstolene skulde være avskaaret adgangen til at ta hensyn til en indsigelse som den omhandlede, hvorfor det skulde synes paakrævet, at den i tilfælde var git en positiv form og ikke blot forutsætningsvis uttalt.

I henhold til det anførte kommer retten til det resultat, at indstevnte maa bli at frifinde. - - -