Rt-1925-111
| Instans: | Høyesterett - Kjennelse |
|---|---|
| Dato: | 1925-02-24 |
| Publisert: | Rt-1925-111 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 19/1 B s.a. |
| Parter: | Straffesak mot Carl Beyer Olsen (forsvarer: advokat P. A. Holm - aktor: advokat Nørregaard). |
| Forfatter: | Lie, Christiansen, Bonnevie, Breien, Rivertz, Gjessing, Backer |
| Lovhenvisninger: | Straffeprosessloven (1887) §290, §2, Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902) §4, §7 |
Assessor Lie: Til Høiesterets prøvelse foreligger anke fra domfældte og paatalemyndigheten mot en av Bergens meddomsret den 28 oktober 1924 avsagt dom, ved hvilken blev kjendt for ret: «Disponent Carl Beyer Olsen dømmes efter Bergens bygningslovs §95 jfr. ikrafttrædelseslovens §4 og §7 til en bot til statskassen stor kr. 3000. Saafremt boten ikke betales trær istedet fængsel i 30 dage. Tiltalte bør under en løpende mulkt til
Side:112
Bergens bykasse stor kr. 50 for hver dag fra 15 oktober 1924 at regne fjerne den paa tomten Strandgaten nr. 9 i Bergen opførte barak.»
Jeg henviser angaaende saksforholdet til meddomsrettens domsgrunde.
Domfældtes anke angaar lovanvendelsen og strafutmaalingen. Paatalemyndighetens anke er begrundet i, at meddomsretten, som det sees av domsgrundene, har fundet at der ikke er lovlig adgang til at anvende i dommen en høiere løpende dagmulkt end den som er fastsat i det av domfældte 7 mai 1923 vedtatte forelæg, nemlig kr. 50, til fremtvingelse av hans opfyldelse av den ved vedtagelsen av forelægget fastslaatte forpligtelse til at fjerne den i saken omhandlede barak.
Jeg finder at begge anker maa gis medhold.
Efter den forstaaelse av den almindelige bygningslov av 27 juli 1896 §86, som Høiesteret har lagt til grund i dom referert i Rt-1911-1017, og som jeg henholder mig til, mener jeg, at det foreliggende forhold ikke kan rammes av straffebestemmelsen i Bergens bygningslov §95, som ganske svarer til den nævnte paragraf i den almindelige bygningslov i det som her er av interesse. Likesom i det første tilfælde gjælder nemlig tiltalen i nærværende tilfælde ikke en positiv foranstaltning fra domfeldtes side, en ulovlig utførelse av noget, men en undlatelse, idet det ikke er opførelsen av barakken, som ansees ulovlig, men kun den omstændighet at domfældte ikke har fjernet barakken i henhold til bygningsmyndigheternes forlangende, efterat bygningsmyndigheterne retmæssig hadde bestemt at den skulde fjernes.
Om jeg end saaledes finder, at det forhold som tiltalen gjælder ikke er strafbart efter Bergens bygningslov §95, mener jeg, at det maa ansees som en overtrædelse av Bergens bygningslov og dermed av politilovgivningen, at domfældte i dette tilfælde ikke paa forlangende har fjernet det bygverk, som han kun har faat lov til at opføre mot at fjerne det igjen paa forlangende. Jeg henviser herom til Høiesterets kjendelse i Rt-1922-732 og Høiesterets dom i Rt-1922-803. Det forekommer mig, at det ikke har nogen interesse at avgjøre, om domfældtes forhold indeholder en overtrædelse netop av bygningslovens §95.
Videre finder jeg at der er lovlig adgang til at anvende løpende mulkt til fremtvingelse av at domfældte opfylder sin pligt i dette tilfælde. Og det staar for mig som likegyldig ogsaa i denne forbindelse, om bygningslovens §95 faar anvendelse, idet jeg i ethvert fald mener, at betingelserne for at anvende løpende mulkt i et tilfælde av den foreliggende art er tilstede efter almindelige retsregler.
Der kan efter min mening ikke skjønnes at foreligge omstændigheter, som utelukker, at en løpende mulkt høiere end 50 kr. pr. dag fastsættes i dette tilfælde, hvis man finder at en saadan er passende. Specielt bemerkes, at jeg ikke finder, at domfældtes vedtagelse av det før utfærdigede forelæg danner nogen hindring herfor efter reglerne om dommes retskraft. Disse regler, som er de, der her skal bringes i anvendelse i henhold til
Side:113
straffproceslovens §290 i. f., strækker sig saavidt jeg forstaar ikke saa vidt, at de uten videre kan komme til anvendelse ogsaa paa saadanne dele av en dom som den der her er tale om, nemlig en del som ikke træffer nogen bestemmelse angaaende selve det materielle retskrav, som forelægges domstolen, men som blot gaar ut paa, hvilket tvangsmiddel rettighetshaveren skal ha adgang til at bringe i anvendelse for at kunne gjennemføre, hvad der tilkjendes ham, og de nærmere modaliteter ved dette tvangsmiddel. Der er efter forholdets egen art i mine øine ikke tilstrækkelig grund til at behandle en saadan bestemmelse som en forføining en gang for alle med hensyn til den tvangsanvendelse, som skal tilstedes rettighetshaveren til gjennemførelse av dommen. Jeg ser deri kun en avpasning fra rettens side av den tvangsanvendelse, som det efter de da foreliggende omstændigheter for tiden antas paakrævet at gi rettighetshaveren adgang til, for at han skal komme til sin ret, en foreløbig ordning som ikke avskjærer, at kraftigere midler kan stilles til raadighet i stedet, hvis det viser sig, at den ikke er virksom nok. Denne opfatning tilgodeser paa den ene side hensynet til, at den tvang, som retsordenen tillater, kommer til anvendelse i fornøden utstrækning til gjennemførelse av dommen, og paa den anden side hensynet til at der ikke forsaavidt stilles rettighetshaveren til raadighet mere vidtgaaende forholdsregler, end man til enhver tid finder at omstændigheterne tilsier. Jeg mener, at der hverken i positiv lov eller i retsutviklingen er nogen hjemmel til at gi dommens retskraft en saadan rækkevidde, at disse hensyn ikke blir fyldestgjort.
Dernæst vil jeg bemerke, at jeg heller ikke finder, at der gjennem den behandling av saken som foreløbig endte med domfældtes vedtagelse den 7 mai 1923 av det forelæg, som dengang forelaa, er foregaat nogen begrænsning fra rettighetshaverens side av det krav han har paa at et passende tvangsmiddel stilles til hans raadighet. Den avgjørelse som trænges forsaavidt angaar bestemmelsen om, hvilket tvangsmiddel der skal komme til anvendelse, og den nærmere regulering av tvangsmidlet tilligger domstolen eller den myndighet, som for tilfældet trær i domstolens sted, paa embeds vegne. Og jeg kan ikke se, at rettighetshaveren har foretat noget, som hindrer domstolene i her at staa frit.
Efter det anførte vil jeg stemme for at meddomsrettens dom og den forhandling som ligger til grund for samme ophæves.
Salærene for aktor og forsvarer finder jeg det under de foreliggende omstændigheter passende at fastsætte til samme beløp for hver.
Kjendelse:
Meddomsrettens dom og den til grund for samme liggende hovedforhandling ophæves. 1. Fordi meddomsretten har antat, at det i tiltalebeslutningen omhandlede forhold er strafbart efter §95 i lov om bygningsvæsenet i Bergen av 19 april 1899, og 2. Fordi meddomsretten har antat, at der ikke var lovlig adgang til at forhøie den i det vedtagne forelæg av 22 juli 1922 fastsatte
Side:114
løpende dagmulkt. Salærene fastsættes for aktor, høiesteretsadvokat Harald Nørregaard til kr. 100 og for forsvareren, høiesteretsadvokat P. A. Holm tfl kr. 100.
Assessor Christiansen: jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor Bonnevie: Likesaa. Jeg har dog med hensyn til det processuelle spørsmaal været meget sterkt i tvil om, hvorvidt ikke den rette fremgangsmaate for domhaveren i tilfælde som dette, altsaa hvor det i dommen bestemte tvangsmiddel har vist sig utilstrækkelig, maatte være at indbringe kravet a prima instantia efter forliksmægling for den ordinære underret i borgerlige saker, paa det sted, hvor saksøkte ved den tid maatte ha sit verneting - altsaa in casu for Bergens forlikskommission og byting istedetfor Bergens meddomsret
Ekstraordinær assessor Breien: Jeg er med hensyn til domfældtes anke i straffespørsmaalet enig med førstvoterende.
Med hensyn til politiets anke angaaende tvangsmulkten er jeg derimot kommet til samme resultat som meddomsretten. Den ved domfældtes vedtagelse av forelægget fastsatte dagmulkt er et civilt retsmiddel av samme art som løpende dagmulkter i civile retstvister enten ved kommissionsforlik eller ved civil dom. Naar den slags tvangsmulkter i en sak engang er fastslaat ved en retskraftig avgjørelse, antas der ikke at være adgang til senere at opta til behandling i ny sak spørsmaalet om størrelsen av den samme tvangsmulkt. Dette antas at maatte følge av vore retsregler angaaende dommes retskraft, naar spørsmaalet om tvangsmulkt er behandlet og positivt løst i vedkommende dom, uanset at dette spørsmaal gjælder ikke selve det materielle retskrav, men dettes modus eller aceessorier.
Jeg voterer derfor for forkastelse av den fra politiet erklærte anke.
Ekstraordinær assessor Rivertz: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor, byfoged Gjessing: Likesaa.
Assessor Backer: Likesaa.
Av meddomsrettens dom:
- - - Ved den av tiltalte den 20 august 1916 avgivne og 29 s. m. tinglyste deklaration, smh. med Høiesterets kjendelse av 5 juli 1922 i sak mot kjøbmand Broegelmann angaaende forstaaelsen av den Broegelmann givne deklaration, maa det være klart at tiltalte pligter at rive sin barak, naar dette av bygningsmyndighetene kræves. Stemmende hermed findes det ogsaa at være at tiltalte den 7 mai 1923 vedtok et forelæg gaaende ut paa at han inden den 30 april 1924 skulde rive barakken under en løpende mulkt til Bergens bykasse av kr. 50 for hver dag fristen blev oversittet. Den 14 juli 1924 utfærdigedes nyt forelæg gaaende ut paa en bot til statskassen paa 500 kr. og en forhøielse av dagmulkten, men tiltalte negtet at vedta forelægget, og det er kommet til straffesak. Tiltalte har betalt en løpende mulkt av kr. 50 pr. dag fra 30 april 1924 til 15 ds., og han gjør gjældende at han hverken kan straffes eller paalægges en høiere
Side:115
løpende mulkt, naar han som her har opfyldt betingelserne i det første forelæg.
Retten finder det klart, at tiltalte maa kunne straffes i et tilfælde som her. Han har fortsat med retsstridig at undlate at rive barakken, og han maa desuten antages at ha hat forstaaelsen av at det var retsstridig at la barakken bli staaende. Tiltalte maa saaledes bli at domfælde for sit forhold. - - - Hvor stor bot der skal anvendes vil i væsentlig grad bero paa det resultat retten kommer til med hensyn til spørsmaalet om den løpende mulkt kan forhøies. Retten har fundet dette spørsmaal at være adskillig tvilsomt. Man er blit staaende ved at den løpende mulkt ikke kan forhøies, og man har herunder tat hensyn til, at der efter rettens mening antages at være adgang til ved civilt søksmaal og muligens ogsaa under offentlig politisak, anlagt efter straffeproceslovens §2, at faa paatalemyndigheten eller Bergens kommune kjendt berettiget til efter forutgaat besiddelsestagelse at rive barakken paa eierens bekostning, hvis den løpende mulkt maatte vise sig at være utilstrækkelig.
Hvad angaar botens størrelse bemerkes: Tiltalte - - - eier efter eget sigende omkring 100.000 kr. og tjener omkring 14-15000 kr. om aaret. Naar han har fortsat det retsstridige forhold trods at han har hittil punktlig betalt en løpende mulkt av 50 kr. pr. dag til og med den 15 oktober 1924, maa grunden hertil efter rettens mening være den at han har fundet det regningssvarende at fortsætte bedriften trods den løpende mulkt. Da den løpende mulkt, som nævnt, ikke er fundet at kunne forhøies, antages til gjengjæld straffeboten at maatte avpasses derefter, og alle hensyn tat i betragtning antages en bot til statskassen stor kr. 3000 at være passende.