Rt-1926-174
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1926-03-09 |
| Publisert: | Rt-1926-174 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 70/1 s.a. |
| Parter: | Tune kommune (ved sin ordfører) mot A/S Yven Papirfabrik (advokat V. Heiberg). |
| Forfatter: | Schie, Bade, Rivertz, Alten, Motzfeldt, Lie, justitiarius Scheel |
| Lovhenvisninger: | Skatteloven (1911) §50, §83, §44, Skatteloven (1911) |
Under 8 november 1921 blev der av lensmanden i Tune holdt utpantning hos A/S Yven Papirfabrik for skat til Tune kommune for aaret 1921-1922 til beløp kr. 61.529,22 med renter og omkostninger, og utlæg blev tat i et bankindskud ca. kr. 45.000 i Fredrikstad Privatbank og i debitors faste eiendom, gnr 80, bnr 2, Yven i Tune. Utpantningen blev av A/S Yven Papirfabrik paaanket til Kristiania overret, ved hvis dom av 8 september 1923 saaledes blev kjendt for ret: «Den av lensmanden i Tune den 8 november 1921 hos Yven Papirfabrik foretagne utpantning for skat for aaret 1921-1922 stadfæstes for det skattebeløp, der fremkommer ved ny ligning, hvorved tages i betragtning de under selvangivelsens post 17 fremsatte bemerkninger, men ophæves forøvrig. Sakens omkostninger ophæves.»
Overrettens dom er av Tune kommune indanket til prøvelse av Høiesteret, hvor kommunen har nedlagt saadan paastand: «1. At overrettens dom ophæves. 2. At den paaankede utpantningsforretning stadfæstes. 3. At indstevnte A/S Yven Papirfabrik tilpligtes at betale appellantskapet Tune kommune sakens omkostninger for overret og Høiesteret.»
Indstevnte A/S Yven Papirfabrik har paastaat overrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt saksomkostninger for Høiesteret.
Angaaende sakens nærmere omstændigheter henvises til overrettens domsgrunde. For Høiesteret er fremlagt en del nye dokumenter, hvoriblandt maa nævnes A/S Yven Papirfabriks regnskap for 1919, for 1920 og for 1921 samt skrivelse fra Oscar Bjørnstad, disponent for Papyrus Papirfabrik, datert 29 december 1924, i hvilken skrivelse nævnte Bjørnstad erklærer at ha gjennemgaat Yvens Papirfabriks beholdningsopgave ved utgangen av 1920, - opgaven var fremlagt i overretten, - og konkluderer med, at han finder værdiansættelserne, stort seet - helt forsvarlige.
Høiesteret kommer til et andet resultat end overretten. Saaledes som post 17 i selvangivelsen var avfattet, var det naturlig at forstaa den som et krav paa fradrag for en værdiforringelse indtraadt efter aarsskiftet 1920/21, og denne forstaaelse bestyrkedes ved at en nedskrivning endnu ikke var gjennemført i skatyderens regnskap. Man finder ikke, at det, efter hvad der forelaa ved ligningen, med rimelighet kunde kræves, at ligningsnævnden skulde forstaa post 17 som et krav paa fradrag for en værdiforringelse, som allerede var indtraadt før aarsskiftet, eller anse sig opfordret til at spørre skatyderen, om posten var at forstaa saaledes. Og da det heller ikke kan findes, at der var grund for ligningsnævnden til at anta, at beholdningenes værdi pr. 1 januar 1921 var for høit
Side:175
ansat i det reviderte og av generalforsamlingen godkjendte regnskap, maa man gaa ut fra, at ligningsnævnden har handlet fuldt korrekt ved at utføre ligningen forsaavidt i overensstemmelse med regnskapet. Se landsskattelovens §83, 5te (nuværende 8de) led. Først i sin klage over ligningen frem kom skatyderen med en redegjørelse i tilslutning til post 17 som gav uttryk for en saadan opfatning som han under saken gjør gjældende, men ikke engang paa dette tidspunkt forelaa nogen nedskrivning i regnskapet. Under disse omstændigheter maatte ligningsnævnden være berettiget til at avvise kravet. Efter det anførte vil utpantningen bli at stadfæste. Processens omkostninger findes at burde ophæves for begge retter.
Assessor Rivertz og justitiarius Scheel kommer til samme resultat som overretten og tiltræder i det væsentlige dens begrundelse. I motsætning til flertallet mener vi, at ligningsraadet burde ha forstaat, at meningen med anførslen i selvangivelsens post 17 var, at det hadde vist sig, at den i aarsregnskapet opførte værdi av selskapets beholdninger var for høit ansat under hensyn til prisforholdene paa den tid, da regnskapet blev avsluttet. Under enhver omstændighet maatte enhver tvil om, hvorledes anførselen var at forstaa, bortfalde ved selskapets i rette tid indgivne klage av 17 september 1921. Selvangivelsen maa derfor ansees som indeholdende en ny skjønsmæssig ansættelse av beholdningernes værdi, og denne ansættelse hadde ligningsmyndigheterne ikke adgang til at fravike uten at foreta en selvstændig værdsættelse av beholdningerne. Vi kan ikke i skattelovens §50 finde nogen hjemmel for den opfatning, at ligningsmyndigheterne i et tilfælde som det foreliggende uten videre skulde kunne tilsidesætte selvangivelsen og lægge til grund et aarsregnskap, som skatyderen selv hadde betegnet som uriktig.
Dom:
Den paaankede utpantning av 8 november 1921 stadfæstes. Processens omkostninger for overretten og Høiesteret ophæves.
Av overrettens dom:
- - - I A/S Yven Papirfabriks selvangivelse av 29 mars 1921 var under post 3 c opført som formue: Beholdninger av raastoffer og varer i henhold til aarsopgjøret, se post 17, kr. 2.747.443.42. Som nettoindtægt av næringen var under post 10 opført kr. 691.668,97. Bortseet fra, hvad der under post 17 er oplyst, er der i selvangivelsen ingen post, som viser, at der er avskrevet noget paa beholdningen av raastoffer og varer, uagtet der findes likefremme spørsmaal derom i skemaets post 10.
Under post 17: Tap i næring eller forretninger samt utgifter til indtægtens erhvervelse, som ikke er kommet i betragtning foran, se landlovens §44, er anført: «Vore beholdninger er bokføringsmæssig ført for høit ansat med kr. 1.024.000, som vi paastaar fratrukket, idet disses værdi efter aarsopgjøret er sunket.» Dette beløp er ført til fradrag saavel i formue som i indtægt, hvorfor der som indtægt er ført «tap kr. 475.719.35» og som formue «netto kr. 780.363.54».
Selskapet blev lignet uten hensyn til, hvad der under post 17 var anført. Selskapet klaget over ligningens indtægtsansættelse i skrivelse av
Side:176
19 september 1919, idet bemerkes: «Ved aarsopgjøret blev lagerbeholdningerne opført med en, som det viste sig for høi værdi. Derved fremkom rent regnskapsmæssig et overskud. Forinden selvangivelsen blev indlevert til ligningsraadet var man blit opmerksom paa dette forhold,og blev selvangivelsen utarbeidet under hensyn hertil. I selskapets branche har markedet siden høsten 1920 været helt stille, uten saagodtsom nogen efterspørsel og omsætning. Priserne har været stadig faldende. Ved aarsopgjøret var det derfor meget vanskelig at fiksere priserne paa varebeholdningen. Forholdene blev dog saavidt meget avklarede gjennem aarets første maaneder, at man fuldt indsaa, at den først paatænkte værdsættelse laa langt over omsætningsværdien ved aarets slut. Selv den reduktion i varebeholdningens værdi - eller rettere den værdi, som varebeholdningen er opført med i selvangivelsen - viser sig efter dagens priser at gi et for gunstig resultat. Det er imidlertid omsætningsværdien, som maa og skal lægges til grund ved opsætningen av et regnskap for at kunne finde det rette overskud. Selskapet maa derfor bestemt fastholde, at der ikke gjøres nogen ændringer, men at selvangivelsen blir befulgt helt ut. Efter landsskattelovens §50 er man berettiget til at ta hensyn til forandring i værdi av beholdninger m.v. Og det er et aarsregnskap, «der er gjort overensstemmende med de grundsætninger, der gjælder for en ordentlig forretningsførsel», der skal lægges til grund. Men da maa ligningen ikke, saaledes som her er gjort, bygges paa et aarsregnskap. Varebeholdningen viser sig at være for høit priset. Naar ligningsraadet har faat autentisk godtgjort, at saa er tilfælde, saa skal og maa ligningsraadet ta hensyn hertil. Der stilles til disposition selskapets bøker, beholdningsopgaver m.v. og om fornødiges er selskapet villig til ogsaa paa anden maate at godtgjøre, at dets ansættelse efter selvangivelsen er fuldt ikke alene forsvarlig, men nødvendig for et riktig regnskap. Det er jo ganske givet, at det ikke er selve regnskapet, som er det avgjørende, men først og fremst, at der foreligger et regnskap, hvori alle hensyn er tat for at opnaa et fuldt ut sikkert resultat Det er fuldt ut godtgjort, at selskapets første aarsregnskap efter gjennemgaaelse maa ændres derved, at de opførte beholdningers værdi maa nedsættes. Dette er galt nok i og for sig, at de første anslagssummer ikke holder stik, men saa galt kan det dog ikke være, at dette ogsaa skulde nødvendigvis medføre, at man derved skulde paaføres større skatter end berettiget efter det virkelige driftsresultat.» Selskapet erklærte sig villig til for at undgaa proces at sætte indtægten for vedkommende aar til 0, hvorefter der ved gjennemsnitsberegning allikevel vilde fremkomme nogen skatbar indtægt, mens det ellers ogsaa efter gjennemsnitsberegning vilde fremkomme tap. Tune ligningsraad avsa kjendelse om, at ligningen fastholdes og begrundet dette saaledes: «Den nedgang i konjunkturene, som muligens er opstaat efter aarsregnskapet, likesom en mulig opgang i konjunkturene kan først vise sig i næste aars regnskap og næste aars skatteligning. Raadet har ikke fundet noget at bemerke til dette aars regnskap og heller ikke kan sees, at revisionen har hat noget at bemerke til samme. Om nogen av de skjønsmæssige poster saaledes som konjunkturene i mars iaar laa an, kan ikke fastslaaes før dette aars utgang. Regnskapet synes at fylde skattelovens krav, saa dette kan befølges.»
I klage til overligningsnævnden av 5 december 1921 over denne avgjørelse uttaler selskapet: «Ligningsraadet bygger paa den antagelse, at de
Side:177
priser, der ved selvangivelsens utarbeidelse blev lagt til grund, var dagspriser paa det tidspunkt. Det forholder sig imidlertid ikke saa, og det er tydelig uttalt i klagen, at der blev lagt til grund omsætningsværdien beregnet efter opnaaelige priser ved aarsskiftet 1920-1921. Skjønt uten betydning for avgjørelsen vil jeg ikke undlate at gjøre opmerksom paa, at de priser der saaledes sluttelig er opført, ikke var opnaaelig i mars 1921, da selvangivelsen utarbeidedes, ei heller har kunnet opnaaes i det forløpne aar. Det er i klagen tilbudt ligningsraadet at faa sig tilstillet beholdningsopgavene, hvorved dette selv kunde gjøre sig bekjendt med værdiansættelsen og trække sammenligninger med ansættelse i lignende bedrifter. Dette tilbud Gjentages for overligningsnævnden.»
Overligningsnævnden fastholdt den tidligere avgjørelse uten særskilt begrundelse. - - -
Førstvoterende bemerker: Skattelovens §50 kan ikke forstaaes saaledes, at aarsregnskapet uvægerligen maa lægges til grund selvom der senere findes aapenbare feil i dette, saasom summeringsfeil eller lignende regnefeil. Ligningsmyndigheterne maa være baade berettiget og forpligtet til at gaa ut fra de riktige tal, enten det er til skatyderens fordel eller skade. Forutsætningen maa da være, at dette ogsaa bokholderimæssig gjennemføres i skatyderens regnskap, naar ligningsmyndigheterne gjør opmerksom paa feilen, likesom skatyderen maa være forpligtet til at beriktige sit regnskap, før han kan forlange, at der tages hensyn til feil, fundne av ham, kfr. Rygh: Formue og indtægt, side 333 a (kfr. 479).
Skatyderen har nærværende tilfælde gjort gjældende, at feilen er korrigert i fuldt bokholderimæssige former. Allerede skatyderens klage av 19 september 1921 maa forstaaes saaledes, idet det siges, at selskapets første aarsregnskap efter gjennemgaaelsen maa ændres derved, at de opførte beholdninger maa nedsættes. Naar saa er, mener jeg, at ligningsmyndigheterne pligtet at ta under overveielse, om de paatalte feil i regnskapet forelaa og om de tilsiktede rettelser deri var berettiget efter en skjønsmæssig bedømmelse av dem efter undersøkelse av de tilbudte materialier til kontrol av kvantumsopgaver og priser. (Rygh, side 334.)
Naar ligningsmyndigheterne gaar ut fra, at selvangivelsens post 17 handler om prisfald, som har fundet sted senere end aarsregnskapet, saa mener jeg, at en fastholden av dette standpunkt er uberettiget likeoverfor de bestemte uttalelser om det motsatte. Klagerne av 19 august 1919 og av 5 december 1921. «Efter aarsregnskapet» kan ogsaa bety «ifølge aarsregnskapet». «Efter» er ikke utelukkende en tidsbetegnelse. Bare i klagen av 19 september 1921 forekommer ordet «efter» 5 gange i anden betydning.
Efter min opfatning av saken anser jeg det upaakrævet at gaa nærmere ind paa de fremskaffede oplysninger om kvantum og priser. Jeg antar, at den stedfundne ligning maa omgjøres saaledes, at der ved ny ligning tages hensyn til de i selvangivelsens post 17 fremsatte bemerkninger under ligningsmyndigheternes skjønsmæssige bedømmelse av de forelagte oplysninger. - - E. Holtan. K. Fleischer. J. Soldan.