Rt-1926-226
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1926-03-23 |
| Publisert: | Rt-1926-226 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 108/1 s.a. |
| Parter: | A/S Panserskapfabrikens konkursbo (advokat Chr. Butenschøn) mot advokat J. M. Johannessen (advokat O.S.Bie). |
| Forfatter: | Rivertz, Andersen, Paulsen, Larssen, Alten, Hovdan, Backer |
| Lovhenvisninger: |
Ved decision avsagt 30 mai 1922 av edsv. fuldmægtig ved Kristiania skifteret cand. jur. Olav Breck blev saaledes kjendt decidert: «Av det i saken omhandlede deponerte beløp kjendes citanten advokat J. M. Johannessen berettiget til det beløp der utgjør 6 pct. renter pro anno av 6000 kroner fra 11 juni 1921 til 22 august 1921 med paaløpne bankrenter av dette beløp. Desuten anerkjendes han som uprioritert kreditor i A/S Panserskapfabrikens konkursbo for kr. 7032.57 minus det ovennævnte rentebeløp. Forøvrig frifindes A/S Panserskapfabrikens konkursbo for citantens tiltale og kjendes berettiget til at inddra det deponerte beløp med renter, men med fradrag som ovenfor nævnt. Sakens omkostninger ophæves.»
Denne decision blev saavel av advokat J. M. Johannessen som av A/S Panserskapfabrikens konkursbo indbragt for Kristiania byret ved hvis dom av 26 april 1923 saaledes blev kjendt for ret: «Den paaankede decision underkjendes. Hovedappellanten advokat J. M. Johannessen kjendes berettiget til det av A/S Panserskapfabrikens konkursbo deponerte rentebeløp kr. 4441 med paaløpne renter og anerkjendes som uprioritert kreditor i boet for kr. 2591.57. Sakens omkostninger for skifteretten og byretten ophæves.»
Byrettens dom er av A/S Panserskapfabrikens konkursbo ved stevning av 15 september 1923 indanket for Høiesteret med saadan paastand: «1. At A/S Panserskapfabrikens konkursbo frifindes
Side:227
for advokat Johannessens tiltale og kjendes berettiget til at inddra det deponerte beløp kr. 4441 + renter i boets masse, mot at advokat Johannessen anerkjendes som uprioritert kreditor for kr. 7032.57. 2. At boet tilkjendes sakens omkostninger for alle retter.»
Indstevnte advokat Johannessen har paastaat byyrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt saksomkostninger for alle retter.
Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmissene for skifterettens decision og byrettens dom. Saken foreligger i samme skikkelse for Høiesteret som for byretten.
Høiesteret er kommet til samme resultat som skifteretten og kan i det væsentlige tiltræ den begrundelse, som er git i decisionen. Det er ikke tvilsomt at pantsættelse av en effektiv pantobligation ikke omfatter de efter hvert i pantsættelsestiden forfaldne renteterminer, men at disse kan hæves av kreditor efter obligationen mot løs kvittering. Ved pantsættelse av en akkomodationsobligation blir hverken gjældsforpligtelsen eller rentepligten efter obligationen aktuel, før den sælges ved tvangsauktion. Haandpanthaverens sikkerhetsret kan da ikke omfatte renteterminer, som obligationens utsteder ifølge avtalen mellem ham og kreditor efter obligationen ikke har hat nogen pligt til at betale, og som haandpantehaveren heller ikke vilde hat krav paa, om obligationen og rentepligten hadde været effektiv. Avtalen om at renter ikke skal betales i pantsættelsestiden, maa endog overfor en godtroende haandpanthaver likestilles med at renter er betalt. Og en tvangsauktion over en pantsat obligation kan ikke omfatte rentekrav, som ikke indgaar under den panteret som danner grundlaget for auktionen. Hvad byretten mener med at auktionskjøperen, indstevnte for Høiesteret, ikke gjør gjældende sin ved auktionen erhvervede ret til de to solgte akkomodationsobligationer, men sin oprindelige sekundære panteret i dem, er ikke klart. Den sekundære haandpanteret bortfaldt ved auktionen som udækket.
Den i Rt-1868-545 og Ukeblad for Lovkyndighet VIII side 368 refererte høiesteretsdom kan ikke ansees avgjørende for et andet resultat. Den da paadømte sak var forsaavidt forskjellig fra den foreliggende, som baade den bank, der hadde faat obligationen til haandpant og auktionskjøperen - i al fald efter procedyren - antokes at ha været ubekjendt med, at obligationen var en akkomodationsobligation. I det foreliggende tilfælde har derimot baade den bank, som obligationene blev pantsat til og som lot tvangsauktionen avholde, og auktionskjjøperen, som obligationene var utstedt til, være fuldt paa det rene med, at de var akkomodationsobligationer. Under enhver omstændighet kan den citerte dom, som forøvrig blev avsagt under sterk dissens (4 mot 3) ikke antages at ha dannet grundlaget for en sedvansmæssig retsopfatning, jfr. Hagerups Panteret, 4de utgave, §35 note 19. Der findes derfor ikke at være tilstrækkelig føie til at lægge avgjørelsen i den citerte dom til grund for den nu foreliggende sak.
Hvorvidt haandpanthaverens panteret for rentenes vedkommende skal regnes fra auktionsdagen eller fra sidste forfaldsdag
Side:228
(altsaa omfatte den ved auktionssalget løpende rentetermin) foreligger efter procedyren ikke til avgjørelse i saken.
Det tilføies at de to obligationer burde ha været fremlagt i original eller bekræftet avskrift. Sakens omkostninger for byretten og Høiesteret findes at burde ophæves.
Dom:
Skifterettens decision stadfæstes. Processens omkostninger for byretten og Høiesteret ophæves.
Av skifterettens decision:
Mellem citanten i nærværende tvist advokat J. M. Johannessen og A/S Panserskapfabrikken har der i endel aar eksistert et kontokurantmellemværende, ifølge hvilket citanten den hele tid har været kreditor. Til sikkerhet for sit tilgodehavende til enhver tid fik han den 24 september 1919 utstedt til sig en pantobligation paa kr. 10.000 i eiendommen Oplandsgt. 9 og 11, som kort tid i forveien var indkjøpt av fabrikken. Desuten blev der ogsaa den 30 april 1920 utstedt en pantobligation paa kr. 50.000 i samme eiendom til citanten. Den sidste var dog en «gjort» obligation, idet det var meningen at den skulde deponeres i A/S Andresens Bank til sikkerhet for hvad fabrikken til enhver tid maatte skylde banken for et byggelaan paa kr. 50.000. Depositionen fandt ogsaa sted overensstemmende hermed. Det viste sig imidlertid at det berodde paa en feiltagelse naar obligationen kun lød paa 50.000 kr., idet avtalen med banken var at det skulde lyde paa 60.000 kr. Som følge herav forlangte banken en tillægsobligation paa 10.000 kr., men for at slippe at utstede en saadan, gik citanten med paa at deponere sin ovennævnte obligation i banken mot - efter hvad han selv har oplyst og hvad konkursboet ikke har fundet at burde bestride - at faa sekundær panteret for sit tilgodehavende i begge obligationer. Fabrikkens gjæld til banken blev imidlertid misligholdt, og den 10 juni f. a. blev begge obligationer under en av banken foranstaltet tvangsauktion solgt under ett tor kr. 54.150 + omkostninger til citanten. Under 22 august s.a. blev derefter forholdet mellem citanten og fabrikken, som i mellemtiden var gaat konkurs, opgjort saaledes at citanten transporterte obligationene til boet mot at faa endel av sit tilgodehavende kontant og mot at et omtvistet beløp paa kr. 4441 blev deponert. Stillingen er nu den at citanten har tilgode av boet kr. 7032.57 hvilket han ogsaa har anmeldt i samme, idet han av det anmeldte beløp paastaar det ovennævnte beløp paa kr. 4441 dækket fuldt ut. - - -
Som det sees har bestyreren under procedyren ændret sin indstilling saaledes at det eneste tvistepunkt mellem partene nu er hvorvidt anmelderen skal ansees som uprioritert kreditor for det hele anmeldte beløp, eller om han saa langt det deponerte beløp rækker skal ansees som prioritert, eller kanske rettere sagt som massekreditor.
Sammenhængen hermed er følgende: Under opgjøret mellem partene den 22 august f. a. synes der at ha været enighet mellem dem om at citanten, hvis han skulde transportere obligationene tilbake til boet - maatte ha krav paa at hans tilgodehavende ifølge kontokurantmellemværendet blev betalt fuldt ut saa langt det dækkedes av det beløp der utgjør differancen mellem obligationenes paalydende, 60.000 kr. og det beløp de kostet citanten ved tvangsauktionskjøpet. Derimot var der uenighet mellem dem om
Side:229
hvorvidt ikke citanten ogsaa kunde kræve dækkelse krone for krone for det beløps vedkommende som utgjør renter av obligationene ifølge deres tekst fra deres respektive utstedelsesdage til opgjørsdagen. Bestyreren vilde i saa henseende kun gaa med paa at de renter skulde komme i betragtning som var paaløpet efter auktionsdagen og - saavidt skjønnes - kun for det beløps vedkommende som obligationene kostet citanten. Forat imidlertid ikke denne dissens skulde stille sig hindrende iveien for transporten av obligationene, blev partene enige om at citanten kontant skulde erholde den ovennævnte differens mellem obligationenes paalydende og deres kostende for citanten samt 6 pct. renter av 54.000 kr. fra 11 juni (dagen efter auktionen) til opgjørsdagen. Desuten skulde differancen mellem det samlede rentebeløp fra obligationenes utstedelsesdage til opgjørsdagen og de nævnte kontant utbetalte renter - hvilken differens utgjør kr. 4441 - deponeres paa fælles bankkonto, saaledes at den part som vinder nærværende tvist kan hæve pengene med paaløpne renter.
Naar bestyreren - uagtet det er paa det rene at obligationene efter sin tekst er rentebærende og uagtet det ogsaa er paa det rene at renter ikke er hævet - negter at anerkjende at pantesikkerheten ogsaa utstrækker sig til paaløpne renter, er grunden den at han mener at det aldrig har været meningen at utstrække pantesikkerheten saa langt. Obligationene skulde kun tjene som skadesløsbreve og gi sikkerhet for et beløp paa indtil 60.000 kr. Rentebestemmelsen var kun en fiktion. Saadan var stillingen før tvangsauktionen og saadan maa den ogsaa være efter denne, ti citanten som kjendte forholdet, er ingen godtroende tredjemand. Citanten er forøvrig efter bestyrerens mening ikke blit eier av obligationene. Det A/S Andresens Bank kunde sælge og det citanten ogsaa har kjøpt er derfor ikke selve obligationene, men bankens gjældskrav paa A/S Panserskapfabrikken stort kr. 54.108,64 med bankenes vanlige kassekreditrente fra auktionsdagen og pant i Oplandsgt. 9/11 indtil kr. 60.000 til sikkerhet for denne gjældsfordring.
Bestyreren mener forøvrig ogsaa at det vilde stride mot specialitetsprincippet (jfr. lov 12 oktober 1857 §4) at indrømme pantesikkerhet for rentene. Og det kan ialfald, hævder han, ikke være tale om at indrømme sikkerhet for mere end 1 aars renter, jfr. forordning 12 mars 1790.
Retten finder det hensigtsmæssig - før den kommer ind paa spørsmaalet om hvorledes stillingen mellem partene var efter tvangsauktionen - at gaa litt nærmere ind paa forholdet før denne.
Den anser det i saa henseende unødvendig at sondre mellem den stilling som A/S Andresens Bank og den stilling som citanten indtok likeoverfor A/S Panserskapfabrikken. Rigtignok var bankens obligation oprindelig en akkomodationsobligation, men efterat den var kommet i bankens hænder, indtok den samme stilling som citantens obligation. Den skulde likesom denne tjene til sikkerhet for hvad kreditor til enhver tid hadde tilgode av A/S Panserskapfabrikken. Begge obligationer indeholdt altsaa kun en sikkerhetsstillelse for et utenfor selve dokumentet liggende gjældsforhold og begge skulde altsaa forsaavidt kun gjøre tjeneste som skadesløsbreve.
Retten finder det under disse omstændigheter urimelig at anta, at det har været partenes mening at obligationene skulde gi pantesikkerhet for mere end hovedstolen. Dette er saa meget mere urimelig som partene formentlig paa utstedelsestiden ingen sikker formening hadde om hvor lang
Side:230
tid det underliggende kreditforhold vilde bestaa. Et kontokurantmellemværende er jo gjerne beregnet paa at vare i flere aar, og at pantesikkerheten da i alle aar saa at si automatisk skulde vokse med 6 pct. av obligationens paalydende, mens den virkelige gjæld kanske var mindre og stadig synkende - kan ikke antages. At kreditor efter kontokuranten muligens hadde ret til at beregne sig renter av sit tilgodehavende til enhver tid kan ingen betydning ha for det her omhandlede spørsmaal. At det ikke kan ha været debitors mening at ville indrømme pantesikkerhet for mere end hovedstolen og at ikke kreditor kan ha hat grund til at tro noget andet ser man bedst naar man tænker paa hvor urimelig debitors stilling vilde være hvis han flere aar senere vilde opta et nyt pantelaan paa sin eiendom. Han maatte da regne ut hvor stort beløp der ifølge obligationens tekst var paaløpet i renter i de forløpne aar, og han maatte av hensyn til den tidligere panthaver være retslig forpligtet til i den nye obligation at forbeholde panteret foran denne for de nævnte renter, ti disse vilde jo ellers kun for et aars vedkommende faa bedre prioritet. Jfr. forordning 12 mars 1790.
Citanten har mot denne opfatning av forholdet gjort gjældende at den medfører at rentebestemmelsen blir en død bestemmelse, og det kan hævder han ikke ha været meningen. Heller ikke heri kan han gives medhold. Naar partene har valgt at benytte pantobligationer istedetfor skadesløsbreve, er grunden naturligvis den at de første byr kreditor enkelte fordeler. Særlig naar det spørres om omsættelighet er jo dette tilfældet med rentebærende pantobligationer. Rentebestemmelsen har derfor ihvertfald av denne grund betydning, og det maa derfor antages at den netop blir indsat for at panthaveren lettere skulde kunne sælge obligationene tilfælde gjældens misligholdelse. Det skal forøvrig nærmere kommes tilbake hertil senere. Idet retten saaledes mener at allerede pantenes uttrykkelige eller stiltiende overenskomst utelukker rigtigheten av citantens opfatning av forholdet, blir det unødvendig at komme ind paa spørsmaalet om ikke ogsaa de av boets bestyrer anførte bestemmelser i lov 12 oktober 1857 §4 og i forordning av 12 mars 1790 helt eller delvis maa føre til samme resultat.
Det næste spørsmaal blir saa om partenes stilling i den her omhandlede henseende undergik nogen forandring ved tvangsauktionen den 10 juni f. a. Det blir her nødvendig først at undersøke hvilken ret A/S Andresens Bank ved depositionen maa antages at ha faat over obligationene hvis gjælden blev misligholdt. Den eneste naturlige synes i saa henseende at være den at banken maatte ha ret til at sælge ved tvangsauktion selve obligationene, saaledes at kjøperen kunde gjøre dem gjældende efter deres tekst. At kjøperen kun skulde indtræ i bankens gjældskrav er det ingen rimelighet i. Hvilken interesse skulde kjøperen da ha av at «kjøpe» obligationene? Forholdet kan ikke være anderledes her end ved salg av andet haandfaat pant og forsaavidt ogsaa av underpant. Kjøperen blir i motsætning til den realiserende panthaver fuldt ut eier av pantet. Nogen uretfærdighet til nogen side vil i almindelighet ikke derved forvoldes. Skjønt salget foregaar ved offentlig auktion vil kjøperen rigtignok som regel faa obligationene for mindre end deres paalydende, men til gjengjæld paatar han sig ogsaa risikoen for at de i virkeligheten er mindre værd end kjøpesummen. Og hvad paa den anden side den realiserende panthaver angaar, saa kan han naturligvis ikke beholde mere av kjøpesummen end
Side:231
han har tilgode. Det overskytende maa utleveres pantsætteren eller eventuelt efterpanthaverne. Hvis den her hævdede opfatning av depositarens ret er rigtig, vil det naturligvis være uten betydning om tvangsauktionskjøperen er «ondtroende», d. v. s. om han fuldt ut kjender det underliggende forhold, ti depositaren overskrider jo ikke den ham ved depositionen givne ret.
Boets bestyrer har imidlertid - som før nævnt under henvisning til den almindelige regel om at ingen kan overdra større ret end han selv har og til auktionskonditionene, hvor bankens tilgodehavende er fiksert, og hvor det ogsaa heter at obligationene sælges med samme ret hvormed de har været banken overdraget, - gjort en anden opfatning gjældende. Han kan imidlertid neppe gives medhold i denne, ti fordi om tvangsauktionskjøperen kommer i en anden stilling end banken, har ikke denne overskredet sin ret. Den forandrede stilling er jo nemlig en følge av tvangsauktionen, og denne er igjen avholdt i kraft av den ret banken fik ved depositionen.
Hvad dernæst selve konditionene angaar, skal det kun bemerkes at det av disse tydelig nok fremgaar at det er selve obligationene som blev solgt. Citanten maa altsaa være blit eier av obligationene med ret til at gjøre dem gjældende efter deres tekst.
Hvad for det første hovedstolen angaar maatte han derfor være berettiget til at stille som betingelse for transport av obligationene at hele deres paalydende utbetales ham. Det kunde endog være et spørsmaal om han - mere end en anden kreditor som maatte ha kjøpt obligationene behøvet at trække det beløp som han derved fik over kjøpesummen fra sit tilgodehavende ifølge kontokuranten. Herpaa er det imidlertid unødvendig at gaa nærmere ind, idet citanten har gaat med paa det.
Hvad dernæst rentene angaar, kan citanten naturligvis kræve saadanne av obligationenes paalydende fra auktionsdagen. Dette er en følge av depositionen og auktionssalget. Derimot kan det ikke skjønnes at citanten har nogetsomhelst krav paa de renter som ifølge obligationenes tekst er paaløpet før auktionen. Denne kan forsaavidt ingen forandring ha gjort i det ovenfor antagne tidligere bestaaende forhold at rentene først skulde begynde at løpe hvis obligationene paa grund av gjældens misligholdelse blev solgt. Retten kan i saa henseende helt ut slutte sig til minoriteten i den av partene anførte høiesteretsdom i Rt-1868-545, og den vil, skjønt det er uten betydning for nærværende sak, føre til at resultatet efter dens mening og saaledes som av den nævnte minoritet hævdet - maatte bli det samme selvom kjøperen var godtroende, idet man dog da kanske maatte la sidste forfaldsdag og ikke auktionsdagen være avgjørende.
Resultatet blir altsaa at citanten kun kan kræve pantesikkerhet for de renters vedkommende der er paaløpet efter auktionen. For denne tid maa han imidlertid kunne kræve renter av det hele paalydende beløp og altsaa ikke bare av 54.000 kr. Av det deponerte beløp maa han derfor kjendes berettiget til 6 pct. av 6000 kr. fra 11 juni til 22 august 1921. Forøvrig maa hans subsidiære paastand tages tilfølge, dog saaledes at disse renter trækkes fra det anmeldte beløp kr. 7032.57. - - -
Av byrettens dom:
- - - Jeg kommer til et andet resultat end skifteretten og mener at hovedappellantens paastand maa bli at ta tilfølge. De av skifteretten
Side:232
fremholdte grunde mot at la pantobligationene gjælde efter sin tekst findes ikke avgjørende. Teksten er tydelig og grei og maa forstaas efter sit bokstavelige indhold, al den stund den ikke strider mot hvad der meget vel kan ha været partenes mening og ikke krænker andres velerhvervede rettigheter. I sidstnævnte henseende bemerkes, at mulige efterstaaende panthaveres ret beskyttes ved forordningen av 12 mars 1790. Saadanne findes dog, saavidt oplyst, i nærværende tilfælde ikke og A/S Panserskapfabrikkens konkursbo har ingen tilsvarende ret. Med kontraappellanten er jeg forøvrig enig i, at det ikke har været berettiget at realisere obligationene for høiere beløp end de var deponert for. En «gjort» pantobligation synes forsaavidt ikke at kunne være underkastet andre regler end almindelige pantobligationer. Gjælder en saadan f.eks. paa grund av indbetalte avdrag eller av andre grunde ikke længere for saa meget som den oprindelige har lydt paa, saa kan pantekreditor selvfølgelig heller ikke uten ansvar realisere og transportere den for høiere beløp. Men i nærværende tilfælde er dette uten interesse, eftersom det ikke er den ved kjøpet erhvervede, men sin oprindelige sekundære panteret i obligationene hovedappellanten her gjør gjældende. - - - Fr. Lyng.
Jeg kommer til samme resultat som førstvoterende og slutter mig i det væsentlige til hans begrundelse. Det maa ansees godtgjort, at hovedappellanten hadde sekundær panteret i begge de omhandlede obligationer, og denne panteret maa da omfatte alt, hvad obligationene efter sit indhold gir ret til, altsaa ogsaa til panteret i de pantsatte eiendomme for renter av obligationene. At noget andet er avtalt eller forutsat mellem partene, er ikke godtgjort. L. Ustvedt.
Likesaa. Siewers.