Rt-1926-262
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1926-04-10 |
| Publisert: | Rt-1926-262 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 119/1 s.a. |
| Parter: | Aalesunds Arbeiderforening (advokat H. J. Blom) mot Aalesunds kommune (advokat Svend Evensen). |
| Forfatter: | Bang, Andersen, Hovdan, Schie, Christiansen, Bonnevie, justitiarius Scheel |
| Lovhenvisninger: | Byskatteloven (1911) §21, §26, §58 |
Den 5 mai 1921 blev der av kæmneren i Aalesund avholdt utpantning hos Aalesunds Arbeiderforening for byskat for 1920/21 til beløp kr. 1.764 med gebyr og renter. Aalesunds Arbeiderforening indanket utpantningen til Trondhjems overret, ved hvis dom av 9 april 1923 utpantningen blev stadfæstet og Arbeiderforeningen ilagt procesomkostninger til Aalesunds kommune med kr. 150.
Dommen er av Aalesunds Arbeiderforening efter erhvervet appelbevilling indbragt for Høiesteret med saadan paastand: «At overrettens dom underkjendes og at den avholdte utpantningsforretning med den til grund for samme liggende ligning ophæves.
Side:263
At indstevnte tilpligtes at betale appellanten procesomkostninger for overretten og Høiesteret.» Indstevnte Aalesunds kommune har paastaat overrettens dom stadfæstet og appellanten tilpligtet at betale sakens omkostninger for Høiesteret.
Om sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til overretsdommens præmisser. Ingen nye dokumenter er fremlagt. Saken angaar for Høiesteret kun skattepligtspørsmaalet.
Høiesteret kommer til et andet resultat end overretten.
Efter procedyren maa det ansees uomtvistet, at Aalesund Arbeiderforening efter sin art og sit formaal hører til denslags «selskaper og indretninger», som omhandles i byskattelovens §21 i. Det spørsmaal foreligger altsaa ikke, hvorvidt den omstændighet, at et av foreningens væsentlige formaal er under visse forhold at yde pengebidrag til medlemmerne, bør medføre, at foreningen helt eller delvis ansees for at ha erhverv til formaal. Tilfældet blir da saavidt skjønnes helt at sidestille med det som vilde foreligge, om den i saken omhandlede forretningsgaard eiedes av f.eks. en kunstforening, som efter sine statuter skulde anvende hele sin nettoindtægt til indkjøp av kunst.
Man forstaar byskattelovens §21 i derhen at det avgjørende for skattefritagelsen maa ligge i foreningens formaal. Lovens uttryk er meget omfattende og gir ingen støtte for en sondring mellem foreningens forskjellige indtægter efter indtægtskildens art. Den likelydende bestemmelse i den ældre skattelov blev saavidt vites almindelig praktisert overensstemmende med den her hævdede forstaaelse, og Finansdepartementet har ogsaa i skrivelse av 21 juni 1898 - indtat i Lovtidende - antat, at et skytterlags indtægt ved bortleie av lagets samfundsbygning var skattefri. Man mener at finde bekræftelse for denne opfatnings riktighet i forarbeidene til skatteloven av 1911. Det vil nemlig sees, at skattelovkomiteen i sit forslag til §58, som til svarte §21, hadde indtat følgende bestemmelse i den uttrykkelige hensigt at lovfæste skattepligt i tilfælde som det foreliggende: «Bestemmelsen i nærværende paragraf skal dog ikke være til hinder for, at staten og de under bokstav h omhandlede selskaper og indretninger kan ilignes skat for formue i og indtægt av virksomhet, som helt eller overveiende drives i erhvervsøiemed.» Men denne bestemmelse utgik under lovens senere behandling uten at der herfor blev git nogen begrundelse, som gir støtte for overrettens forstaaelse av loven. Tvertimot maa man saavidt skjønnes gaa ut fra, at bestemmelsen blev strøket, fordi lovgiverne ikke ønsket at begrænse skattefriheten paa den maate som av skattelovkomiteen foreslaat. Man henviser ogsaa til en dom av sagt av Høiesteret den 23 mars 1926 i sak: Inderøy herred mot Foreningen til Motarbeidelse av Omstreifervæsenet (se side 216). Dommen er vistnok ikke noget præjudikat, idet Høiesterets flertal undlot at ta standpunkt til lovfortolkningsspørsmaalet, men tre av rettens medlemmer begrundet resultatet paa den samme forstaaelse av §26 i, som ovenfor er lagt til grund.
Appellantens paastand vil efter det anførte bli at ta tilfølge, Idet appellanten findes at burde tilkjendes procesomkostninger for begge retter.
Side:264
Assessorerne Bang, Hovdan og Schie kommer til samme resultat som overretten og kan i det væsentlige tiltræde dens begrundelse. Byskattelovens §21 opstiller en række undtagelser fra de almindelige bestemmelser om skat paa formue og indtægt og maa som andre undtagelsesbestemmelser - undergives en streng fortolkning. Anvendelsen av paragrafens litr. i maa saaledes begrænses indenfor rammen av det formaal av videnskabelig, kunstnerisk, selskabelig eller anden ikke økonomisk art, som maa forutsættes at motivere skattefritagelse. Denne maa derfor antages at gjælde alene den formue, som er knyttet til det specielle formaal, og den indtægt, som falder av denne formue, eller som ellers maatte flyte av selve den ideelle virksomhets utøvelse og hvad dermed staar i naturlig forbindelse. Nærværende sak angaar en utelukkende paa fortjeneste rettet virksomhet tillikemed den dertil anvendte formue, som ikke adskiller sig fra almindelig erhvervsvirksomhet uten ved den maate, indtægten anvendes paa, hvad i; og for sig i almindelighet er irrelevant i skatteretslig henseende. Skattefritagelsen kan da ikke utvides til at omfatte ogsaa denne erhvervsvirksomhet.
Hvad angaar praksis efter den ældre skattelov av 15 april 1882, tyder skattelovkomiteens indstilling av 1904, side 171, paa at praksis dengang var vaklende. Men vi er tilbøilig til at anta, at den efterhvert fæstnet sig i retning av skattelæggelse av erhvervsvirksomhet som den her omhandlede. Naar propositionen av 1909 uten nogen begrundelse utelot skattelovkomiteens av flertallet nævnte bestemmelse, finder vi overveiende grund til at anta, at Finansdepartementet, hvis indstilling av 11 januar 1909 ligger til grund for propositionen, betragtet den som overflødig. At departementet i dette punkt har indtat et fra skattelovkomiteen avvikende standpunkt synes utelukket derved at departementet i sin skrivelse av 26 august 1909 netop hævdet det samme standpunkt med hensyn til forstaaelsen av den tilsvarende bestemmelse i §17h i loven av 1882, som i propositionen ordlydende blev overført til dens lovforslag. Utelatelsen skyldes vistnok utelukkende de bestræbelser for at forenkle komiteutkastet, som er fremtrædende i propositionen.
Vi henviser til støtte for vort votum til den i Rt-1923-761 refererte høiesteretsdom.
Dom:
Den paaankede utpantningsforretning ophæves. I procesomkostninger for overretten og for Høiesteret betaler Aalesund kommune til Aalesunds Arbeiderforening kr. 800.
Av overrettens dom:
- - - Tvisten angaar først og fremst, om appellanten overhodet er skattepligtig. Dette antar jeg er tilfældet, forsaavidt angaar den næringsvirksomhet, som foreningen driver og den dertil knyttede formue. Om appellanten anvender utbyttet av virksomheten til de i foreningens loves §1 nævnte formaal, fremme av medlemmernes vel i forskjellige henseender, kan dette ikke utelukke beskatning av erhvervet. Det erhverv som det her dreier sig om, er nyttiggjørelse av en stor bygning, som foreningen har opført og hvor den vistnok selv har sine lokaler som forening, men som
Side:265
den i væsentlig grad benytter til utleie. 1ste etage har den hele tid været utleiet til forskjellige, til kontor for børskommissæren, til børslokale, til kafévirksomhet, til kinematograf. Lokalene i 2den etage har været bortleiet til teater, konserter, foredrag, dans etc. Naar en arbeiderforening til fremme av medlemmernes vel slaar ind paa saadan virksomhet som nævnt, antages skattepligt at indtræ, selvom foreningen - begrænset alene til sit egentlige formaal - kunde paaberope §21, i. - - -