Rt-1926-597
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1926-07-20 |
| Publisert: | Rt-1926-597 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 251/1 s.a. |
| Parter: | Sverre Nedberg (advokat A. Schjødt ved advokat Einar Grette) mot Einar Torgersen (advokat Seeberg). |
| Forfatter: | Breien, Andersen, Dahl, Rivertz, Frisak, Holmesland, Paulsen |
| Lovhenvisninger: | Avtaleloven (1918) §39, §33, §6, Avtaleloven (1918) |
Assessor Breien: Ved dom, avsagt av den til domsavsigelse i civile saker autoriserte fuldmægtig hos byfogden i Drammen den
Side:598
23 december 1921, blev saaledes kjendt for ret: «Indstevnte Einar Torgersen bør til citanten Sverre Nedberg betale erstatning efter skjøn av uvillige mænd optat paa indstevntes bekostning for det tap, som er citanten paaført ved indstevntes undlatelse av at levere 600 tons vaat træmasse av Sundhagsfors Bruks fabrikat etter en fobpris av norske kroner 190 pr. ton i henhold til kontraktsmæssig avtale, skjønsbeløpet dog begrænset til forskjellen mellem kr. 230 og kr. 190 pr. ton og gjældende 600 tons, med fradrag for fragt og assuranceutlæg, med 4 pct. renter av skjønsbeløpet fra 14 (mai 1920 til betaling sker. Sakens omkostninger ophæves.»
Efter anke fra Einar Torgersen til Oslo overret blev han ved denne rets dom av 28 mai 1923 frifundet for Sverre Nedbergs tiltale og hos denne tilkjendt sakens omkostninger for under- og overret med 600 kroner.
Denne dom er av Sverre Nedberg indanket for Høiesteret, hvor der for ham er nedlagt saadan paastand: «1. At overrettens dom underkjendes. 2. At underrettens dom stadfæstes, og 3. At indstevnte, Einar Torgersen, tilpligtes at betale til appellanten, Sverre Nedberg, saksomkostninger for overretten og Høiesteret.»
Indstevnte, Einar Torgersen, har paastaat overrettens dom stadfæstet og appellanten tilpligtet at betale ham sakens omkostninger for Høiesteret.
Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til præmisserne for de passerte domme. Av nyt for Høiesteret er dokumentert et tingsvidne, optat i Drammen 18 december 1924, hvorunder er avhørt som vidner trælasthandler Johan Christensen og dennes bokholder Nils Nilsen. Av Christensens prov skal jeg citere: «Den 28 januar 1920 kom jeg fra Stockholm med morgentoget. Samme dag solgte jeg i Kristiania Sundhagsfors produktion for en længere tid fremover 3000 tons til Becker i London. Dette meddelte jeg mit kontor i Drammen ved middagstider. Jeg fik senere vite, at Torgersen samme dag, før han fik min telefonbeskjed, hadde haandgivet Sverre Nedberg 600 tons. Det var en selvfølge, at dette ikke kunde leveres, idet der ikke fandtes noget mere masse tilsalgs fra Sundhagsfors terminen februar-april. Dette meddelte jeg Torgersen. Paa grund av vanskeligheter med vand etc. blev ordren til Becker først avviklet ved sidste levering 14 februar 1921. Jeg vil tilføie, at hvis jeg ikke hadde disponert de 3000 tons, vilde jeg ha godtat Torgersens tilbud til Nedberg paa grund av det venneforhold, jeg visste bestod mellem Nedberg og Torgersen.»
Av bokholder Nilsens forklaring skal jeg citere: «Jeg hørte den første samtalen mellem Nedberg og Torgersen. Det var Nedberg, som ringte op og spurte, om han kunde faa nogen træmasse at sælge. Torgersen sa da, at han trodde sikkert, at han kunde haandgive Nedberg 600 tons for Amerika, og resultatet blev, at Nedberg fik haandgivelse paa dette. Like efter ringer Johan Christensen op - han var samme dag om morgenen kommet fra Stockholm - og fortalte, at han har solgt 3000 tons masse til Becker i London. Sundshagsfors kunde saaledes ikke levere noget
Side:599
masse. Torgersen blev meget fortvilet over dette og spekulerte paa, hvad han skulde gjøre.»
Saken sees i første række at dreie sig om spørsmaalet, hvorvidt den Nedberg under 28 januar 1920 givne haandgivelse skal antages overensstemmende med avtalelovens §39 at ha mistet sin forbindende kraft ved den ham næste dag givne meddelelse om Einar Torgersens svigtende kompetence med hensyn til haandgivelsen og om umuligheten av haandgivelsens opfyldelse. Med overretten er jeg blit staaende ved en bekræftende besvarelse av dette spørsmaal og kan i væsentlige dele tiltræde denne rets begrundelse for dette resultat.
Hvad angaar haandgiveren Einar Torgersens stilling inden saksforholdet, skal jeg tilføie, at jeg efter procedyren for Høiesteret finder at maatte gaa ut fra, at han ikke skulde ha nogen fordel av haandgivelsen, men har villet skaffe sin ven Nedberg en chance. Videre maa det efter bokholder Nilsens ovennævnte prov antages, at Torgersen allerede i begyndelsen av den telefonsamtale, som resulterte i haandgivelsen, har givet et visst uttryk for, at hans kompetence til at meddele saadan haandgivelse ikke var helt sikker. Hvad dernæst angaar Nedbergs forhold, har jeg fundet noksaa tvilsomt det spørsmaal, om han kan siges - som det heter i avtalelovens §39 - at ha «indrettet sig efter» den ham givne haandgivelse derved, at han, da han erholdt meddelelsen om Torgersens manglende kompetence. allerede hadde sendt en uforbindende ordre til New-Yorker firmaet Bosch. Naar jeg her er blit staaende ved en benegtnede besvarelse, har jeg tillagt det betydning, at det efter procedyren for Høiesteret maa gaaes ut fra, at Nedberg senere har gaat klar av ethvert erstatningsansvar overfor Henry Bosch & Co., og at han i det hele ikke er blit hængende ved nogen vanskelighet eller uleilighet i forholdet til nævnte firma. Jeg finder efter dette og det iøvrig foreliggende at maatte antage, at Nedberg ved tilbakekaldelsen den 29 januar uten større offer vilde kunne ha trukket sig tilbake fra affæren overfor det amerikanske firma. Med overretten maa jeg her ogsaa lægge en viss vegt paa, at Nedberg overfor Torgersen har lagt skjul paa sit virkelige forhold til New-Yorker firmaet og givet den usande fremstilling, at der var blitt sendt dette firma en fast bindende offerte efter haandgivelsen. Heri har der foreligget en likefrem uredelighet i forholdet fra Nedbergs side, men for min betragtning har denne hans optræden faat en særlig betydning derved, at den synes at avgive et prægnant uttryk for, at Nedberg selv i sin bedømmelse av situationen har truffet det skjøn eller hat den følelse, at det ikke vilde være helt fair eller liggende indenfor tro og love, at haandgivelsen av ham fastholdtes, naar hans sande og virkelige forhold til det amerikanske firma skulde lægges til grund for bedømmelsen.
Efter det resultat, hvortil jeg saaledes er kommet med hensyn til anvendelsen i nærværende tilfælde av §39 i avtaleloven, er det unødvendig for mig at gaa ind paa det andet hovedspørsmaal i saken, nemlig om Nedberg ved det saakaldte Stockholmstelegram av 3 februar 1920 har efter samme lovs §6 opgivet den mottagne
Side:600
haandgivelse eller videre i tilfælde, om Torgersen ved sin paafølgende optræden har forspilt sin adgang til at se anvendt den nævnte lovbestemmelse.
Idet jeg saaledes voterer for stadfæstelse av overrettens dom, antages appellanten ikke at kunne undgaa at tilsvare indstevnte saksomkostninger for Høiesteret og det offentlige uttogsutgifterne.
Konklusion:
Overrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for Høiesteret betaler Sverre Nedberg til Einar Torgersen kr. 600. I erstatning til det offentlige for utgifter ved at mangfoldiggjøre utdrag betaler Sverre Nedberg kr. 123.75.
Assessor Andersen: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Dahl, assessor Rivertz, ekstraordinær assessor fhv. assessor Frisak, ekstraordinær assessor sorenskriver Holmesland og assessor Paulsen: Likesaa.
Av underrettens dom:
Sverre Nedberg har sakgit Einar Torgersen til indtale av erstatning for det tap, som er paaført citanten i saken derved, at indstevnte har undladt at opfylde en av citanten behørig akceptert av indstevnte given haandgivelse paa et parti vaat træmasse. - - -
Citanten har til støtte for sin paastand angit sakens sammenhæng at være følgende: Den 28 januar 1920 haandga Einar Torgersen, prokurist i Johan Christensens A/S, Drammen, under en telefonsamtale med Sverre Nedberg, Kristiania, 600 tons vaat træmasse av Sundhagsfors Bruk fabrikat efter en fob. pris av norske kr. 190 pr. ton. Haandgivelsen skulde maksimalt gjælde i 10 dage og lot citanten allerede samme dag, som haandgivelsen blev git, offerten uttelegrafere til sine forbindelser i Amerika. Næste dag, 29 januar, telefonerte imidlertid indstevnte til citanten og gjorde opmerksom paa, at partiet vanskelig kunde skaffes, idet grosserer Christensen, disponenten for selskapet, sin prokurist uavvidende hadde solgt et større parti samtidig med indstevntes haandgivelse. Citanten formener dog at indstevnte bemerket, at kontrakten var kommet istand og bad citanten indrette sig paa bedste maate. Den givne haandgivelse blev akceptert av citanten in den fristens utløp og oversendte citanten Johan Christensen A/S stadfæstelsesskrivelse og senerehen kontrakt til underskrift. Imidlertid blev det oplyst, at indstevnte ingen fuldmagt hadde til salg av træmasse, idet indstevnte ikke var prokurist i grosserer Christensens agentur for Sundhagsfors Bruk. Efterat grosserer Christensen var beskikkelsesvis forespurt og hadde fralagt sig ethvert ansvar for det stedfundne salg, har citanten krævet kontrakten opfyldt av indstevnte som garanterende sin fuldmagt. Nogen leverance har ikke fundet sted, hvorfor citanten kræver opfyldelsesinteressen samt sit bryderi og utgifter erstattet og paapeker i forbindelse hermed, at erstatning ogsaa maa gives for den skade, som er paaført citantens forretningsforbindelser med nævnte amerikanske firma. - - -
Indstevnte erkjender rigtigheten av den oprindelige meddelte haandgivelse og dennes 10 dages varighet for Amerika. Fremdeles er det rigtig, at indstevnte ingen fuldmagt hadde til salg av træmasse for grosserer Christensen,
Side:601
men gik indstevnte ut fra, at denne vilde godkjende salg foretat av ham. Imidlertid kommer her den mellemkommende begivenhet, at grosserer Christensen selv hadde solgt et større parti samtidig med den av indstevnte givne haandgivelse. Indstevnte er saavidt skjønnes enig i at kontrakt ordinært vilde været kommet istand ved haandgivelsens betimelige akcept, men har efter haandgivelsens meddelelse efterfølgende begivenheter hitført, at kontrakt ikke er istandbragt. Forsaavidt angaar den ovenomhandlede telefonsamtale mellem indstevnte og citanten den 29 januar, hævder indstevnte, at han herunder annullerte den citanten givne haandgivelse, idet han gjør opmerksom paa, at det bestemt solgte parti træmasse ikke kan skaffes. - - -
Efter det anførte finder retten, at indstevnte maa ansees forpligtende bundet av den avtale, der er istandbragt ved citantens akcept av indstevntes haandgivelse, idet akcepten findes betimelig og lovlig. - - -
Av overrettens dom:
- - - Førstvoterende antar, at der i nærværende sak er grund til at anvende avtalelovens §33, kfr. §39. Det fremgaar efter min mening av det hele saksforhold, at Torgersen under telefonsamtalen med Nedberg dagen efter avtalen maa ha meddelt denne, at Torgersens principal ikke godkjendte det foretagne salg, og at vedkommende individuelt bestemte vareparti var solgt paa andet hold. Det forekommer mig, at det da maa siges ogsaa i betragtning av det venskapsforhold, der bestod mellem parterne, at det vilde stride mot redelighet eller god tro, at han gjorde salgserklæringen gjældende. Jeg mener, at hele forholdet var av en saadan beskaffenhet, at det maa siges, at særlige grunde her taler for, at der tages hensyn til, at Nedberg, før han indrettede sig efter salgserklæringen, fik kundskap om sammenhængen. Avtalelovens §39. Av det for overretten fremlagte brev fremgaar, at tilbudet til Nedbergs amerikanske forbindelse var uforbindende. Det sees, at han ogsaa har arbeidet med saken paa andet hold, kfr. Stockholms-telegrammet senere. Det hadde kunnet ventes av ham, at han hadde tilbakekaldt tilbudet til Amerika. - - -
E. Holtan.
Jeg er kommet til samme resultat som førstvoterende. Jeg finder med ham, at det specielt av hensyn til indstevntes her ved retten fremlagte skrivelse av 28 januar 1920 til det amerikanske firma Henry Bosch Company er grund til at anvende avtalelovens §33, kfr. §39 sidste punktum paa heromhandlede forhold. Indstevnte har i sin skrivelse av 13 februar 1920 til appellantenan anført, at han «hadde bundet sig med en fast offerte i samme øieblik som han fik appellantens offerte paa de 600 tons», mens den nævnte skrivelse av 28 januar 1920 viser, at han samme dag til det amerikanske firma har telegrafert, at han tilbyder uforbindende nævnte parti træmasse. Det maa saaledes være usandhet, hvad han har meddelt appellanten skrivelsen av 13 februar 1920 Efter dette vilde altsaa indstevnte kunnet tilbakekaldt sit foreløbige tilbud til Amerika, saasnart han 29 januar 1920 hadde faat meddelelse fra appellanten om, at han ikke blot kunde skaffe partiet. Jeg finder det er meget at dadle, at han ikke blot har undladt dette, men endog i sin nævnte skrivelse av 13 februar 1920 søker at føre ham bak lyset ved at foregi, at han straks ved mottagelsen av hans offerte hadde git det amerikanske firma bindende salgstilbud. - - -
Kr. Fleischer.
Side:602
Jeg er enig med de foregaaende voterende. Til belysning av saken vil jeg yderligere gjøre opmerksom paa, at Torgersen i sit tilsvar ved underretten av 13 juli 1920 gjør opmerksom paa, at Nedbergs Stockholms-telegram av 3 februar s a. tyder paa, at han ikke paa det tidspunkt hadde sendt en for sig bindende offerte til Amerika. I sit derpaa følgende indlæg gir, saavidt jeg kan skjønne, Nedberg ikke noget bestemt svar paa, hvorledes forholdet var i saa henseende, men fremholder alene, at erstatningsgrundlaget er tilstede, hvad enten han var bundet eller ikke overfor vedkommende amerikanske firma. Torgersen fremholder atter betydningen av at faa paa det rene forholdet til det amerikanske firma og provocerer Nedberg til at fremlægge sin hele korrespondance med dette. Imidlertid er denne provokation ikke efterkommet ved underretten.
Spørsmaalet om gyldigheten i og for sig av Torgersens viljeserklæring bestemmes vistnok ikke av, om Nedberg straks hadde bundet sig til sin amerikanske forbindelse, og det kan efter min mening ogsaa være et spørsmaal, om ikke Nedberg allerede ved den 28 januar 1920 at avsende sin uforbindende offerte hadde indrettet sig efter Torgersens tilbud paa en saadan maate, at det kunde volde ham ialfald uleilighet i forholdet til hans amerikanske forbindelse at trække sig tilbake. Men likesom spørsmaalet her er, hvorvidt ikke Torgersen kan paaberope sig avtalelovens mere omfattende ugyldighetsregel, mener jeg med de foregaaende voterende videre, at den omstændighet, at Torgersen ikke av Nedberg har faat fuld rede paa sakens sande sammenhæng, er av saa alvorlig beskaffenhet, at der er tilstrækkelig grund til at anvende de paagjældende bestemmelser i avtalelovens §33 og §39 . - - - J.Soldan.