Rt-1926-695

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1926-07-29
Publisert:	Rt-1926-695
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 275/1 s.a.
Parter:	Livsforsikringsselskapet «Idun» (advokat Nicolay L. Bugge) mot Kristiania (nu Oslo) kommune (advokat G. Heiberg).
Forfatter:	Bugge, Bade, Bonnevie, Hazeland, Broch, Christiansen, justitiarius Scheel
Lovhenvisninger:	Byskatteloven (1911) §38, §41

Angaaende denne saks gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmisserne for den av Kristiania (nu Oslo) byret den 24 juli 1923 avsagte dom, ved hvilken Kristiania kommune blev frifundet for Livsforsikringsselskapet «Idun»s tiltale og sakens omkostninger ophævet.

Side:696

Denne dom har Livsforsikringsselskapet «Idun» paaanket til Høiesteret, hvor selskapet har nedlagt saadan paastand: «1. Byrettens dom underkjendes. 2. Livsforsikringsselskapet «Idun» har ret til at forlange de med erhvervelsen av «Trygporteføljen» forbundne omkostninger kr. 239.394,69 i sin helhet fratrukket sin indtægt for aaret 1920. 3. Oslo kommune tilpligtes at betale Livsforsikringsselskapet «Idun»: a) kr. 4.958 med renter motsvarende Norges Banks rente for kassakreditlaan - av kr. 2.479 fra 12 september 1921 og av kr. 2.479 fra 11 februar 1922 til betaling sker; b) Saksomkostninger for byretten og Høiesteret»

Indstevnte Oslo kommune har paastaat byrettens dom stadfæstet og kommunen hos Livsforsikringsselskapet «Idun» tilkjendt sakens omkostninger.

For Høiesteret er fremlagt forskjellige nye dokumenter, hvorav nævnes en erklæring fra forsikringsraadet, hvori bevidnes, at kjøpesummen for «Trygg»s norske portefølje (ca. kr. 240 000) «er fremkommet ved en forsikringsteknisk vurdering av det overskud, som de enkelte forsikringer kan antages at ville bringe, og at der saaledes ikke i dette beløp indgaar vederlag for nogen blivende værdi (good-will)». Raadet har, oplyses der, gjennemgaat de beregninger, som ligger til grund for «Idun»s kjøp av porteføljen, i egenskap av tilsynsmyndighet.

Høiesteret kommer til et andet resultat end byretten. Efter de foreliggende oplysninger finder man at maatte gaa ut fra, at den av «Idun» for «Trygg»s norske portefølje betalte kjøpesum har været beregnet efter den forsikringstekniske værdi for «Idun» av de erhvervede policer med de dertil knyttede rettigheter og forpligtelser. Kjøpesummen antages forsaavidt at staa helt paa linje med omkostningerne ved anskaffelse av enkelte policer. Man finder ingen støtte for den opfatning, at der ved kjøpet av porteføljen har været regnet med nogen varig værdi utenfor policerne, som skulde vedblive at bestaa, efterat disse er utløpne. Man henviser herom til forsikringsraadets foran nævnte erklæring, likeledes til aktuar Hesselbergs beregninger av de forskjellige policegruppers kontantværdi med tilføiende av, hvad han mener, der kan betales naar «Idun» skal ha nogen godtgjørelse for den risiko, der overtages (uttalelse av 11 november 1919), samt til forsikringsraadets for byretten fremlagte skrivelse av 16 mai 1922, hvor det heter: «kjøp av portefølje adskiller sig ikke fra et selskaps almindelige anskaffelses virksomhet». Efter forsikringsraadets opfatning repræsenterer saaledes kjøpesummen for en overtat portefølje - saavel i sin almindelighet som i nærværende tilfælde - en ren utgift, «Indtægtene og med dem de mulige overskud kommer først efterhvert som porteføljen avvikles.»

Efter dette maa kjøpesummen - utgjørende fornøden avsætning til præmiereserver efter fradrag av «Trygg»s indbetaling i sin helhet komme til fradrag i henhold til byskattelovens §41, 3 led. Efter lov 21 mai 1920 nr. 1, om forandring i lov om forsikringsselskaper §81 kan en viss del av anskaffelsesomkostninger betingelsesvis opføres i selskapets aarsbalance som et særskilt aktivum til amortisation i høist 10 aar. Regelen finder dog

Side:697

ikke anvendelse i nærværende tilfælde, da anskaffelsesomkostningerne av selskapet helt har maattet føres til utgift i anskaffelsesaaret. Overensstemmende hermed antages de omtvistede omkostninger i sin helhet ogsaa at burde komme til fradrag i skatteaaret 1920. Med hensyn til det beløp, appellanten paastaar tilbakebetalt som formeget indbetalt skatt med renter, er der ikke uenighet.

Processens omkostninger findes kommunen at maatte tilsvare for begge retter.

Assessor Bugge kommer til samme resultat som byretten og kan ogsaa i det væsentlige tiltræde den av byretten givne begrundelse. Efter det anførte voterer jeg for stadfæstelse av byrettens - dom, under ophævelse av processens omkostninger for Høiesteret.

Dom:

Livforsikringsselskapet «Idun» kjendes berettiget til i sin indtægt for aaret 1920 at fratrække de med erhvervelsen av «Tryggportføljen» forbundne omkostninger kr. 239.394,69 i sin helhet. Oslo kommune bør til Livsforsikringsselskapet «Idun» betale kr. 4.958 med renter motsvarende Norges Banks rente for kassakreditlaan av kr. 2.479 fra 12 september 1921 og av kr. 2.479 fra 11 februar 1922 til betaling sker. I procesomkostninger for byretten og Høiesteret betaler Oslo kommune til Livsforsikringsselskapet «Idun» kr. 1.000.

Av byrettens dom:

I aaret 1920 overdrog det danske gjensidige livsforsikringsselskap Andelsanstalten «Tryg» sin portefølje med tilhørende præmiereserve, forsaavidt angik de til dets generalagentur i Norge hørende forsikringer, til livsforsikringsselskapet «Idun», hersteds, der herfor betalte «Tryg» kr. 239.394,69.

I sin selvangivelse for nævnte aar lot «Idun» dette beløp komme til fradrag i aarets bruttoindtægt, idet det mente fradraget begrundet ved byskattelovens §38 som en utgift paadraget til indtægtserhvervelse. Ligningsraadet godkjendte imidlertid alene en del av fradraget, idet det gjordes gjældende, at «Idun» ialfald ikke kunde kræve fradraget den del av den betalte kjøpesum, der maatte betragtes som vederlag for den overdragne forretnings formuesværdi, hvilken ligningsraadet oprindelig ansatte til kr. 150.000, men senere reducerte til kr. 100.000. - - -

I anledning av det foreliggende bemerkes: Naar et livsforsikringsselskap tegner en forsikring, erhverves derved paa selskapet foruten ret til at oppebære de efterhvert forfaldne præmier endvidere deri indbefattet en chanse til gevinst. Allerede paa forhaand vil det dog være paa det rene, at denne chanse i mange tilfælde vil resultere i tap istedetfor gevinst, nemlig hvor selskapets betalingspligt i henhold til den overtagne forsikring indtræder paa et tidlig punkt i forsikringens løpetid. Et saadant tap utjevnes imidlertid regelmæssig ved gevinst av andre forsikringer, hvilket ikke utelukker, at selskapets hele forretning kan resultere i tap derved, at grundlaget for de beregninger, paa hvilke forretningen er bygget, svigter. Men i ethvert tilfælde er den nævnte chanse, selvom den kan være gjenstand for en forskjellig vurdering, efter sit begrep en formuesværdi. Selskapets indtægt av de tegnede forsikringer er de præmier, som oppebæres. Fra

Side:698

denne bruttoindtægt kan selskapet i henhold til byskattelovens §38 trække omkostninger ved forsikringens erhvervelse, saaledes renter og amortisation av dertil anvendt kapital. Egentlig skulde disse omkostninger først komme til fradrag efterhvert som præmierne indgaar. Av hensigtsmæssighetsgrunde synes det imidlertid at være blit praksis at la dem i sin helhet komme til fradrag i det aar forsikringen tegnes.

Naar et forsikringsselskap overtar enkelte forsikringer tegnet av et andet selskap eller et andet selskaps hele forsikringsbestand, vil vederlaget herfor være dels godtgjørelse av dette selskaps omkostninger ved forsikringenes erhvervelse, dels godtgjørelse for den overdragne formuesværdi, men selvfølgelig med et fradrag, fordi det overdragne selskap faar sin kapital frigjort paa et tidligere tidspunkt end ved forsikringenes avvikling. Den førstnævnte del av vederlaget vil paa samme maate som ovenfor uttalt for de tilsvarende omkostninger kunne kræves fradraget i henhold til byskattelovens §38, forsaavidt de ikke tidligere er kommet til fradrag. Den anden del av vederlaget, der ækvivalerer en formuesværdi, er derimot ikke nogen utgift paadraget til indtægts erhvervelse og kan følgelig ikke paa samme maate kræves fradraget. Idet der ikke er gjort nogen speciel indvending mot ligningsraadets ansættelse av den paagjældende formuesværdi, vil indstevnte derefter bli at frifinde. - - -