Rt-1926-721

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1926-09-11
Publisert:	Rt-1926-721
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 5/2 s.a.
Parter:	Johs. Hulthin, Den typografiske forening i Oslo og Norsk Centralforening for Boktrykkere (advokat Puntervold) mot maskinsætterne Julius Jacobsen og C. V. Johansen (overretssakfører Fred. von Krogh til prøve).
Forfatter:	Motzfeldt, Bugge, Bonnevie, Andersen, Paulsen, justitiarius Jensen, justitiarius Scheel
Lovhenvisninger:

Ekstraordinær assessor Motzfeldt: Angaaende nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til Oslo byrets dom av 18 februar 1925, hvorved saaledes blev kjendt for ret: «1) De indstevnte, formand i Den typografiske Forening i Kristiania, Johs. Hulthin, 2) Den Typografiske Forening i Kristiania og 3) Norsk Centralforening for Boktrykkere, - de under 2) og 3) nævnte foreninger ved deres formand - bør til citanterne maskinsætterne Julius Jacobsen og C. V. Johansen betale erstatning efter skjøn av uvillige mænd optat paa de indstevntes bekostning for det tap som er Jacobsen og Johansen forvoldt ved det i saken omhandlede forhold. I saksomkostninger betaler de indstevnte in solidum til citanterne kr. 150.»

Dommen er av Hulthin, Den Typografiske Forening i Oslo og Norsk Centralforening for Boktrykkere paaanket til høiesteret med saadan paastand: «A Johs. Hulthin, Den Typografiske Forening i Oslo og Norsk Centralforening for Boktrykkere frifindes for Julius Jacobsens og C. V. Johansens tiltale i denne sak og hos disse tilkjendes sakens omkostninger ved byret og Høiesteret.»

Jacobsen og Johansen har paastaat byrettens dom stadfæstet og at appellanterne in solidum tilpligtes at betale de indstevnte saksomkostninger for Højesteret.

Der er for Høiesteret fremlagt nogen nye dokumenter, hvorav jeg finder det tilstrækkelig at nævne et underskjøn av 25 juni 1926, hvorved den Jacobsen efter dommen tilkommende erstatning indtil den dag fastsættes til 3.000 kroner og for Johansen til 2.500 kroner.

Jeg er kommet til et andet resultat end byretten og antar, at Jacobsen og Johansen ikke kan naa frem med sin paastand om, at boycotten mot dem var retsstridig. Som almindelig regel efter vor ret maa det vel kunne siges at være fastslaat, at en boycot ikke er retsstridig, hvor der ikke er benyttet ulovlige midler eller forfulgt et maal, som samfundet ikke godtar.

Angaaende det forfulgte maal har Jacobsen og Johansen anført, at det i nærværende tilfælde er ulovlig, dels fordi boycotten ikke efter deres mening forfølger et reelt økonomisk formaal, og dels fordi den er rettet kun mot disse to, mens der er en række andre - antagelig omkring 15 -, som ogsaa har anskaffet sig sættemaskin og arbeider paa egen haand. Jeg kan efter sakens

Side:722

oplysninger ikke finde det synderlig tvilsomt, at boycotten sikter mot at verne standens økonomiske interesser og saaledes ikke paa dette grundlag kan ansees som retsstridig. Og naar boycotten kun gjælder Jacobsen og Johansen, har dette sin meget naturlige forklaring deri, at netop disse to har anskaffet sig sættemaskin, efterat organisationens beslutning mot saadan optræden var fattet, mens dette ikke er godtgjort at gjælde for nogen av de øvriges vedkommende.

Naar Jacobsen og Johansen videre hævder, at boycotten er retsstridig, fordi de hadde meldt sig ut som medlemmer av organisationen, før de anskaffet sig sættemaskin, finder jeg dette at være en for formalistisk indvending, idet det er paa det rene, at uttrædelsen for begges vedkommende var foregaat like før deres anskaffelse av egen maskin og netop for at foreta saadan anskaffelse. Jeg finder det da at være en naturlig optræden fra organisationen at behandle dem som dem, der har brudt sin medlemspligt. Hvorvidt det kunde være rimelig at boycotte ogsaa andre med sættemaskin, finder jeg ingen grund til at uttale mig om. At boycotten maa være et nødvendig middel, som byretten antar, kan jeg ikke være enig i.

Naar de boycottede hævder, at her er anvendt ulovlige midler, siktes særskilt til, at oplysningerne i Hulthins paaklagede artikel av 24 januar 1924 skal være urigtige. I denne forbindelse er av betydning, om artikelen sigter til organisationens beslutning av 8 november 1922 eller til hovedstyrets beslutning av 9 oktober 1923. I sidste fald er det nemlig ikke rigtig, at de var medlemmer av foreningen. Der er vistnok av Hulthin brukt et uttryk, som kan peke paa den sidste beslutning, men jeg anser det lite tvilsomt, at hans læsere har forstaat ham derhen, at han sigter til den første beslutning, hvad flere ting i artikkelen peker paa, bl.a. bemerkningen om, at Jacobsen var en av forslagsstillerne. Synderlig vegt tillægger jeg iøvrig ikke dette spørsmaal.

Videre er anført som en feil, at der for Johansens vedkommende siges, at han har installert sig som selveier «i det blokerte trykkeri Aktiv». Det maa vistnok ansees paa det rene, at «Aktiv» ikke var blokert allerede dengang Johansen tiltraadte og blev selveier; men dels var det vistnok allerede dengang under forhandling at blokere «Aktiv» og dels er det jo rigtig, at «Aktiv» var blokert 24 januar 1924. Ihvertfald antar jeg ikke, at det for læserne av artikkelen har spilt nogensomhelst rolle i forhold til det væsentlige, at Johansen var optraadt som selveier.

De blokerte gjør videre gjældende, at Hulthin ikke har hat noget mandat til at erklære boycot, at boycot ikke var organisationsmæssig besluttet og at bestemmelsen av 1922 ikke engang aapner adgang til at erklære boycot. Jeg kan ikke finde det tvilsomt, at boycot kunde brukes efter beslutningen av 1922 som et regulært magtmiddel for at hævde beslutningens gjennemførelse. Derimot har jeg været i nogen tvil om Hulthins mandat og om fremgangsmaaten ved boycot her har været organisationsmæssig. Jeg er dog blit staaende ved, at Hulthin har optraadt ikke paa egne vegne, men som foreningens formand, og uanseet hvad man

Side:723

maatte mene om hans adgang til som saadan at erklære boycot hvorom jeg intet vil ha uttalt -, mener jeg, at saadan som de boycottede har grepet saken an, og saadan som organisationen derefter har tat den op, maa forholdet iethvertfald siges at være bragt i orden. Ti de blokertes advokat henvendte sig straks 1 februar 1924 til Den Typografiske Forening angaaende Hulthins skrivelse, og foreningen paatok sig straks ansvaret for det foreliggende forhold og har derved godkjendt boycotten.

Jeg voterer efter dette for, at Hulthin, Den Typografiske Forening i Oslo og Norsk Centralforening for Boktrykkere frifindes. Jeg finder grund til at ophæve sakens omkostninger for begge retter.

Konklusion:

Johs. Hulthin, Den Typografiske Forening i Oslo og Norsk Centralforening for Boktrykkere bør for Julius Jacobsens og C. V. Johansens tiltale i denne sak fri at være. Processens omkostninger for byretten og Høiesteret ophæves.

Assessor Bugge: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.

Assessorerne Bonnevie, Andersen og Paulsen, ekstraordinær assessor justitiarius Jensen og justitiarius Scheel: Likesaa.

Av byrettens dom:

I skrivelse til vedkommende avdelingsstyrer av 8 november 1922 bemerket hovedstyret for Norsk centralforening for boktrykkere, at der inden faget, særlig i Kristiania, hadde utviklet sig et forhold, som efter hovedstyrets mening ikke var av det gode, nemlig at foreningsmedlemmer etablerte sig med sættemaskiner for egen regning. Maskinsætterforbundet var, fremholdtes der videre, opmerksom paa forholdet og hadde paa en landskonference i juli s.a. besluttet at søke utvirket, at der av hovedstyret blev fattet beslutning om, at intet medlem herefter maatte begynde som selveiende maskinsætter uten hovedstyrets samtykke. Hovedstyret, som hadde fattet beslutning overensstemmende hermed, anmodet om, at denne maatte bli bragt til medlemmernes kundskap.

Den 16 juni 1923 vedtok Kristiania maskinsætterklub at fremsætte for Den typografiske forening følgende forslag til lovparagraf: «Maskinsætter, som for eftertiden kjøper eller leier sættemaskine og som leverer sats efter tusenpris eller paa akkord - kan ikke være medlem av Den typografiske Forening». Forslaget blev bifaldt paa foreningens møte den 18 september s.a. Ved at avgi indberetning herom til hovedstyret anførte foreningens formand Johs. Hulthin bl.a., at aarsaken til forslagets fremkomst var, at det, saaledes som forholdet med de «selveiende» hadde artet sig, hadde været umulig for organisationen at kunne kontrollere arbeidstid og satspris hos disse. De fleste selveiere drev dag og nat, tok selvfølgelig ikke betaling for overtid og kunde derfor levere satsen billigere til de forskjellige trykkerier, end disse selv kunde faa det utført for av sine egne folk. Der dreves paa denne maate smudskonkurrance i stor stil, og det kunde vel ogsaa med tryghet sies, at arbeidsløsheten inden faget for en ikke ringe del skyldtes de selveiende. Forslaget blev behandlet den 9 oktober næstefter av hovedstyret, som vedtok beslutning overensstemmende

Side:724

hermed. I nr. 4 av «Typografiske Meddelelser» for 1924 lot Hulthin indta en av ham undertegnet artikkel saalydende: «De selveiende». «Da Den typografiske forening med godkjendelse av hovedstyret i sin tid besluttet at maskinsættere som etablerte sig som «selveiere» ikke kunde være medlemmer av organisationen, saa var det i forstaaelsen av, at slik som forholdet utviklet sig, vilde det bli til skade for faget som saadant og vilde virke til større ledighet blandt typograferne. De «selveiendes» arbeidstid er jo ukontrolleret og som følge herav kan de sætte satsprisen ned. Konkurrancen er nemlig stor ogsaa blandt de «selveiende», og større vil den naturligvis bli, jo flere det blir av dem. Men det var jo ikke meningen med beslutningen bare at hindre uvæsenet blandt vore medlemmer, det var ogsaa for at faa det stoppet i det hele tat. Siden beslutningen blev fattet, har merkelig nok en av forslagsstillerne i maskinsætterklubben, Julius Jacobsen, meldt sig ut av organisationen og etablert sig som selveier, likesom maskinsætter C. V. Johansen har ladt sig stryke av organisationen og installert sig som selveier i det blokkerte trykkeri «Aktiv», Nordbygt. 3. Det er klart, at organisationen ikke kan tolerere dette forhold. Vore medlemmer maa nu ta affære og nekte at ha befatning med den sats, som kommer fra disse to «selveiere». - - -

Førstvoterende skal bemerke, at det efter de foreliggende oplysninger er paa det rene, at baade Jacobsen og Johansen var uttraadt av Den typografiske forening i Kristiania før beslutningen av 18 september 1923, som efterfulgtes av den beslutning som hovedstyret for Norsk Centralforening for Boktrykkere fattet den 9 oktober s.a. Disse beslutninger gik som foran nævnt ut paa, at maskinsætter, som for eftertiden kjøpte eller leiet sættemaskiner og som leverte sats efter tusenpris eller paa akkord, ikke kunde være medlem av foreningen. Det er hertil, der sigtes i den i nr. 4 av «Typografiske Meddelelser» for 1924 indtatte artikkel, derimot ikke til den i skrivelsen fra hovedstyret til avdelingsstyrerne av 8 november 1922 refererte beslutning, som Hulthin i sit svar til advokat Vilberg synes at ville gi det utseende av.

Boykottens retslige kjerne er den, at en person eller en organisation opfordrer en anden person eller en anden organisation til at avbryte eller la være at knytte forbindelse med en tredjemand, som da er boykottet. Boykot foreligger ogsaa, naar en organisation ved befaling eller henstilling til sine medlemmer søker at hindre, at disse trær i forbindelse med en tredjemand, jfr. Knoph: Hensigtens betydning for grænsen mellem ret og uret, side 120 flg. Spørsmaalet om berettigelsen av boykot som kampmiddel i en interessekonflikt har flere ganger været under retslig prøvelse. Der henvises herom til høiesteretsdomme i Rt-1914-372 flg., Rt-1917-51, Rt-1917-689 og Rt-1917-1011 flg. og Rt-1919-627 flg. samt Kristiania overretsdom i Rt-1914-464. Av disse retsavgjørelser kan der trækkes den slutning, jfr. høiesteretsdommen i Rt-1917-689 flg. og den til grund for samme liggende dom av Kristiania byret, at en boykot ikke i og for sig kan betegnes som rettstridig, men at den under de raadende samfundsforhold maa anerkjendes som et retmæssig vaaben i den økonomiske interessekamp, naar den sker til fremme av almindelige erhvervsinteresser og der ikke anvendes ulovlige midler, løgnagtige eller falske meddelelser eller lignende.

Hvad det foreliggende tilfælde angaar, bemerkes, at artiklen i nr. 4 av «Typografiske Meddelelser» for 1924 indeholder en opfordring til at

Side:725

boykotte citantene, jfr. dens sidste led: «Vore medlemmer maa nu ta affære og nekte at ha befatning med den sats, som kommer fra disse to «selveiere». Det er paa det rene, at der ikke foreligger nogen i organisationsmæssige former vedtat - beslutning om boykot av «selveiere», og citantene var som nævnt ikke medlemmer av Den typografiske forening, da dens beslutning av 18 september og hovedstyrets av 9 oktober forelaa. At forholdet med «selveiere» er til skade for typograferne som organisation findes antagelig, og der er ingen grund til at betvile, at Hulthins optræden i egenskap av foreningens formand, hvortil han imidlertid ikke hadde noget specielt mandat, var diktert av hensynet til at vareta organisationens interesser. Boykot av personer, som staar utenfor en organisation, gjør vistnok ikke i og for sig handlingen retsstridig, uagtet det maa medgives, at der herved gjøres et sterkt indgrep i den enkelte borgers handlefrihet og lovlige erhverv. Imidlertid maa anvendelsen av et saadant middel holdes strengt indenfor rammen av, hvad der er nødvendig til fremme av de tilsigtede berettigede formaal. Og i det foreliggende tilfælde kommer her i betragtning, at den mot citantenes iverksatte boykot ved kun at omfatte disse to, mens mange andre stod i samme stilling som «selveiere», er git et personlig og eksklusivt præg, som yderligere markeres derved, at der sees at ha været rivninger mellem foreningen og citantene, mens de stod som medlemmer av samme. Henseet hertil og til de foreliggende omstændigheter forøvrig og videre under hensyn til, at der ikke er ført bevis for, at de meddelte oplysninger angaaende citantenes forhold som «selveiere» har været helt korrekte, maa Hulthin ansees for at ha handlet retsstridig likeoverfor citantene ved at foranledige de paaklagede av ham skrevne publikationer indtat i «Typografiske Meddelelser». At citantene herved er paaført økonomisk tap, er sandsynliggjort. Herfor maa Hulthin og ved siden av ham Den typografiske forening og Norsk centralforening for boktrykkere som utgiver av «Typografiske Meddelelser» være erstatningspligtig. - - -