Rt-1926-986

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1926-12-04
Publisert:	Rt-1926-986
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 90/2 s.a.
Parter:	Thales Johnsen (advokat Gjerdrum) mot Finansdepartementet (advokat Finn R. Schjødt).
Forfatter:	Hanssen, Berg, Andersen, Broch, Alten, Christiansen, Backer
Lovhenvisninger:	Byskatteloven (1911) §113, §110, §114, §36

Side:987

Ved utpantningsforretning avholdt 5 januar 1920 av lensmanden i Farsund hos Thales Johnsen blev der for statsskat 1917/18 og krigskonjunkturskat 1917/18 med omkostninger tilsammen kr. 3.791,20 git utlæg i endel løsøre. Denne forretning blev av Thales Johnsen paaanket til Bergens overret, ved hvis dom av 24 juli 1922 utpantningsforretningen imidlertid blev stadfæstet under ophævelse av saksomkostningerne.

Overrettens dom er av begge parter paaanket til Høiesteret. Hovedappellanten Thales Johnsen har nedlagt følgende paastand: «At den paaankede utpantning underkjendes, og at appellanten hos indstevnte tilkjendes processens omkostninger for begge retter.»

Kontraappellanten, Finansdepartementet, har paastaat overrettens dom stadfæstet og appellanten tilpligtet at betale saksomkostninger for begge retter.

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmissene for overrettens dom. Der er for Høiesteret fremlagt enkelte nye dokumenter, deriblandt utskrift av Oslo byrets dom av 18 april 1925 i sak Thales Johnsen m.fl. mot Christoffer Hannevig og Christoffer Hannevig A/S. Ved denne dom blev Hannevig frifundet for et av Johnsen og to av hans medinteressenter reist krav paa betaling av et tillæg til de 150.000 kroner Hannevig tidligere hadde betalt dem efter salget av den i nærværende sak omhandlede skibsbygningskontrakt.

Høiesteret kommer til samme resultat som overretten og kan i det væsentlige tiltræde dennes begrundelse. Det er vistnok saa, at Hannevig har betegnet de 150.000 kroner han utbetalte sine medinteressenter som en gave, og at den nævnte byretsdom synes at bygge paa den forutsætning, at de ikke hadde noget at kræve av ham. Efter oplysningerne i saken antas det imidlertid naturligst at opfatte beløpet som en avfindelsessum, som Hannevig foretrak at betale fremfor at foreta et nøiaktig forretningsmæssig opgjør i anledning av spekulationen.

Overrettens dom vil saaledes være at stadfæste. Processens omkostninger for Høiesteret findes hovedappellanten at burde tilsvare.

Dom:

Overrettens dom bør ved makt at stande. I procesomkostninger for Høiesteret betaler Thales Johnsen til Finansdepadementet kr. 400.

Av overrettens dom:

- - - Appellanten bygger sin paastand om utpantningsforretningens underkjendelse dels paa den betragtning, at der in casu ikke har foreligget retslig adgang til efterligning efter byskattelovens §113, og dels paa den betragtning, at det ved efterligningen beskattede beløp var at opfatte som «gave» i skattelovens forstand og derfor ikke gjenstand for indtægtsbeskatning.

Det underliggende forhold fremstilles av appellanten saaledes:

Side:988

Høsten 1916 hadde Chr. Hannevig erhvervet nybygningskontrakt med et amerikansk verksted om en damper paa 8800 ton for 130 dollars pr. ton. Kort tid derefter overdrog han kontrakten for 140 dollars pr. ton til et konsortium, bestaaende ialt av 5 herrer, hvoriblandt foruten ham selv appellanten i nærværende sak og appellanten i paralelsak her for retten Chr. Reymert mot Finansdepartementet. Affæren blev ikke lukrativ for konsortiet, paa grund av et foreløbig sterkt fald i tonnageprisen, og Hannevig fik i opdrag at søke kontrakten solgt. I begyndelsen av 1917 lykkedes dette ham, og det blev bebudet at «konsortiet vilde komme fra affæren uten større tap, ja der vilde muligens kunne bli litt fortjeneste». Det opgjør som blev levert av Hannevig i februar og mars, viste imidlertid tap for konsortiet, og Hannevig, som selv hadde hat sin gode fortjeneste ved salget av kontrakten til konsortiet, fremholdt - anfører appellanten - at «han syntes det var ilde, at hans konsortiefæller kom saa daarlig fra affæren», hvorfor han «tilbød at utbetale medlemmerne et beløp stort ialt kr. 150.000 fuldt frivillig som gave». Av disse kr. 150.000 blev saa først konsortiets tap og utgifter dækket, mens resten blev delt mellem konsortiets medlemmer undtagen Hannevig. Til appellanten Johnsen utbetaltes saaledes - foruten hans dækkede utgifter - ca. kr. 13.500. - - -

Jeg kommer til det resultat, at efterligningen og utpantningen maa bli at opretholde. Hvad den formelle adgang til efterligning angaar, kan jeg ikke se andet end at betingelsene herfor efter byskattelovens §113 foreligger i nærværende tilfælde. Den omstændighet, at ligningsraadet har undlatt at skatlægge beløpet fordi det opfattet forholdet som «gave», kan ikke være bindende paa departementets vegne for statsskattens vedkommende, og er i det hele ikke bindende i det øieblik forholdet ikke blir at opretholde som «gave» i skattelovens forstand. Og hvad skatyderen forhold med hensyn til oplysninger for ligningsmyndigheterne angaar, saa berører ikke det adgangen til efterligning efter §113, men kunde i nærværende tilfælde alene ha betydning for spørsmaalet om dobbelt beregning av skatten i henhold til §114 andet led, jfr. §110. Men da departementet sees at ha frafaldt sit oprindelige krav herpaa, anser jeg det ikke i denne forbindelse nødvendig at eftergaa appellantens forhold i saa maate.

Hvad dernæst utbetalingen av det angjældende beløp angaar, saa fremgaar det av hele sammenhængen at den var saa uløselig knyttet til den hele forretningsaffære, at det - efter min mening - ikke gaar an at betragte den som fri gave. Om man med departementet vil betegne den som «avfindelsessum» eller «gratiale og lignende» har forsaavidt mindre at bety, som den efter sin uløselige forbindelse med forretningsaffæren maa betragtes som en «fordel, som er vundet ved ... arbeide eller virksomhet, ... erhvervet leilighetsvis eller ved en enkelt anledning», og saaledes falde ind under skattelovens §36, likesom den maa bli at stille i klasse med de ovenfor nævnte erhvervsmaater og falde ind under de citerte ord «eller lignende» i samme paragrafs andet leds andet punktum. - - -

Jynge. D. Knoph. Karl Iversen.