Rt-1927-513
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1927-06-30 |
| Publisert: | Rt-1927-513 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.-nr. 167/1 s. a. |
| Parter: | Advokat Leif Rode, aktor mot 1) Paul Frantz Weber, 2) Kristian Martin Gaetje, 3) Otto Heinrich Moll, 4) Jacob Lorentzen, 5) Julius Herman Hasemann, 6) Frantz Wieser, 7) Haakon Martinus Nicolaysen og 8) Otto Krohn (forsvarer: advokat Chr. L. Jensen). |
| Forfatter: | Assessorer Bonnevie, Andersen, Bugge, Berg, ekstraordinær assessor Broch, ekstraordinær assessor overretsjustitiarius Soldan, ekstraordinær assessor byretsassessor Nygaard |
| Lovhenvisninger: | LOV-1845-09-20, Straffeloven (1902) §12, LOV-1845-09-20-§133, §62, Straffeloven (1902), LOV-1922-07-14-8-§1, LOV-1922-07-14-8-§2 |
Assessor Bonnevie: Ved Hitra meddomsrets dom av 9 juli 1926 blev kjendt for ret: "Tiltalte nr. 1 Paul Weber dømmes for overtrædelse av lov nr. 8 av 14 juli 1922 §2, jfr. §1, og lov om toldvæsenet av 20 september 1845 §133, jfr. straffelovens §12 siste ledd, og lov nr. 4 av 1 august 1924 §35 annet ledd, jfr. §1 og §33, alt sammenholdt med straffelovens §62 til 6 maaneders fængsel og en bot stor kr. 2000, subs. fængsel i 40 dage. I straffen fragaar 113 dage for utholdt varetægtsfængsel før dommen. I saksomkostninger til det offentlige betaler han kr. 500. - Tiltalte nr. 2 Christian Martin Gaetje dømmes for overtrædelse av lov nr. 4 av 1 august 1924 §35, jfr. §1 og §33, og for overtrædelse av samme lovs §36, alt sammenholdt med straffelovens §62, til fængsel i 120 dage med fradrag av 113 dage for utholdt varetægtsfængsel. I erstatning til statskassen for saksomkostninger betaler han kr. 50. - Tiltalte nr. 3 Otto Heinrich Moll, nr. 4 Jacob Lorentzen, nr. 5 Julius Herman Hasemann, nr. 6 Frantz Wieser, nr. 7 Haakon Martinus Nicolaysen og nr. 8 Ernst Otto Krohn dømmes for overtrædelse av lov nr. 4 av 1 august 1924 §35, jfr. §1 - nr. 3 til fængsel i 100 dage, som ansees avsonet ved utholdt varetægtsfængsel før dommen, nr. 4-8e hver til en bot stor kr. 2000 til statskassen, subs. 75 dages fængsel, som ansees avsonet ved utholdt varetægtsfængsel før dommen. I erstatning til det offentlige
Side:514
for saksomkostninger betaler de tiltalte nr. 3-8 in solidum kr. 100. - Følgende gjenstande og værdier inddrages til fordel for statskassen: De beslaglagte 5360 kander sprit og 1738 flasker brændevin, værdien av 4350 liter sprit og 3 kasser brændevin, tilsammen kr. 14145, heri iberegnet de beslaglagte kr. 1000, samt D/S "Deutschland" tilhørende Hamburg Elinshorn Hochseefischerei und Raucherei Aktiengesellschaft, dog saaledes at Hamburger Handelsbanks pantesikkerhet i skibet for indtil 60000 gmk. ikke falder bort ved inddragningen.
Samtlige domfældte begjærte paa stedet principalt fornyet behandling ved lagmandsret, idet de fandt skyldspørsmaalet urigtig avgjort - subsidiært erklærte de anke til Høiesteret paa grund av feilagtig lovanvendelse. Ved kjæremaalsutvalgets beslutning av 29 august 1926 blev de domfældtes begjæring om fornyet behandling avslaat, mens de domfældtes anke ved utvalgets erklæring av samme dag blev henvist til prøvelse i Høiesteret. En av paatalemyndigheten oprindelig iverksat anke over strafutmaalingen forsaavidt angaar domfældte nr. 1 Paul Frantz Weber er senere frafaldt og det samme er ogsaa tilfældet med en anke, som var erklært av advokat Cappelen paa vegne av A. Casati, Kiel, i anledning av, at meddomsretten hadde avvist hans krav paa "forlods dækning" av r. mark 340.40 som utilstrækkelig legitimert.
I skrivelse av 22 januar 1927 har politimesteren i Kristianssund N. meddelt, "at D/S "Deutschland" efter førte forhandlinger paa vegne av Justisdepartementet den 31 december f. a. er utlevert panthaveren Hamburger Handelsbank in Likv. mot depositum av paaløpne omkostninger, ved beslaglæggelsen av vaktholdet her i landet."
Angaaende saksforholdet henvises til meddomsrettens domgrunder og den der refererte tiltalebeslutning.
Efter det foran anførte er det alene anken fra de domfældtes side, som foreligger til prøvelse i Høiesteret. Anken er nærmere begrundet i en skrivelse av 31 juli 1926 til kjæremaalsutvalget fra de domfældtes forsvarer i meddomsretten, overretssakfører Wettergreen.
Anken falder i 2 hovedavsnit, som jeg betegner med A og B og som jeg skal behandle hver for sig.
A. Denne del av anken gjælder alene domfældte nr. 1 Paul Frantz Weber og angaar de forhold, som omhandles i den mot ham utfærdige tiltalebeslutning under I post 1-4. Som det fremgaar av dommen er han kjendt skyldig i alle fire poster og hans forhold i hver post henført under lov nr. 8 av 14 juli 1922 §2, jfr. §1, og lov om toldvæsenet av 20 september 1845 §133, jfr. straffelovens §12 siste ledd, og hans forhold bedømt som "tilsigtet og forøvet toldsvik eller anden indsnikelse med hensyn til brændevin eller sprit eller i medvirkning hertil." Meddomsretten har herom bemerket: "Retten finder det bevist at tiltalte er skyldig overensstemmende med tiltalebeslutningen, idet han til tider og steder som der nævnt forsætlig har forholdt sig som der beskrevet. Man antar, at tiltalte ved disse handlinger har medvirket til (anstiftet) ulovlig spritindførsel her i riket, hvilken indførsel
Side:515
betinger eller ialfald paavirker medvirkningens strafbarhet, jfr. straffelovens §12 siste ledd.
I den foran nævnte skrivelse av 31 juli 1926 har overretssakfører Wettergreen om dette forhold anført: "For Webers vedkommende ankes der over at straffelovens §12 siste ledd er anvendt, idet han mener, at dette lovsted ikke kan finde anvendelse i nærværende sak og at det ikke rammer det tilfælde som omhandles i tiltalebeslutningen, men at lovstedet kun kan komme til anvendelse paa straffelovens forbrydelser og paa de forseelser som omhandles i straffelovens §12 fjerde ledd litra a."
Jeg finder ikke, at anken for disse punkters vedkommende kan gives medhold.
Efter meddomsrettens domsgrunder maa jeg gaa ut fra, at meddomsretten har anset det som bevist, at Weber ved at utruste skibet med sprit "til Norge" har tilsigtet spritlastens salg ved Norges kyst til smuglere som agtet at indsmugle spriten til Norge. Jeg forstaar meddomsretten derhen, at den har fastslaat at saadan indsmugling faktisk har fundet sted og ogsaa har været tilsigtet fra Webers side ved skibenes utrustning.
Ved høiesteretsdom i Rt-1923-I 293 anser jeg det fastslaat, at dette av Weber utviste forhold maa betragtes som medvirkning i straffelovens forstand, og jeg mener videre, at meddomsretten med rette har fundet straffelovens §12 siste ledd anvendelig her. Det heter i §12 siste ledd: "I tilfælde hvor en handlings strafbarhet avhænger eller paavirkes av en indtraadt eller tilsigtet virkning, betragtes handlingen som foretagen ogsaa der, hvor virkningen er indtraadt eller tilsigtet fremkaldt."
Spritlastens indsmugling i Norge er netop en av Weber tilsigtet virkning av den handling, hvorfor han i disse poster er tiltalt, og det er bl.a. av denne virkning handlingens strafbarhet her avhænger. Meddomsretten har derfor med rette bragt §12 siste ledd i anvendelse og betragtet Webers handling paa samme maate som om den hadde været foretat i Norge. Jeg finder ingen støtte i straffelovens §12 for den av domfældte hævdede opfatning - jfr. citatet foran i overretssakfører Wettergreens skrivelse - at §12 siste ledd ikke skal kunne komme til anvendelse paa strafbare handlinger av utlænding i utlandet undtagen i de i §12 fjerde ledd litra a opregnede tilfælder. Jeg kan til støtte herfor henvise til Hagerups kommentarutgave anmerkning 14 til §12 samt til hans strafferettens alm. del side 120 følgende.
B. Denne del av anken angaar de forhold som for Webers vedkommende omhandles under tiltalebeslutningens post II punkt 2-3 og gjælder D/S "Deutschland"s smuglertogt til farvandet ved Frohavet i mars 1926, hvorunder Weber medfulgte som supercargo (salgschef) og repræsentant for ladningseierne. Av de øvrige tiltalte var nr. 2 skibets fører paa den reise og nr. 3-8 var mandskap ombord. Jeg refererer for denne ankeposts vedkommende følgende avsnit av meddomsrettens domsgrunde under meddomsrettens behandling av tiltalte nr. 1's forhold:
"Tiltalte har her erkjendt, at D/S "Deutschland" i Danzig indtok ca. 59000 kg sprit og 95 kasser andet brændevin, mest
Side:516
likør, og at de i Holtenau yderligere mottok 20 kasser konjak. Videre har han forklart, at det oprindelig var hensigten at gaa til Island, men da de ute i Nordsjøen fik et vedvarende stormfuldt veir, bestemte han sig til at gaa til den norske kyst for paa strækningen mellem Holten og Kya at omsætte ladningen utenfor den norske grænse, 10-mils grænsen, som han var bekjendt med. Han har videre erkjendt, at han medfulgte skibet som supercargo (salgschef) og repræsentant for ladningseieren. Tiltalte har benegtet at han har overskredet nævnte grænse. Det er paa det rene, og ogsaa erkjendt av tiltalte, at fartøiet opholdt sig paa strækningen mellem Kya og Holten i tiden 6-17 mars d. a., da det blev anholdt og indbragt til Trondhjem.
For at avgjøre om og i hvilken utstrækning norsk lov er blit overtraadt under dette D/S "Deutschland"s ophold ved kysten, finder retten det nødvendig at opgjøre sig en mening om hvorledes toldgrænse og territorialgrænse her blir at optrække. Med utgangspunkt i kanc. prom. av 22 februar 1812 og de senere kongelige resolutioner av 16 oktober 1869 angaaende sjøgrænsen utenfor Sundmøre fogderi, kongelig resolution av 9 september 1889 angaaende sjøgrænsen utenfor Romsdals amt og de 2 kongelige resolutioner av 5 januar 1881 og 17 december 1896 angaaende Varangerfjorden antar retten, at grænsen maa trækkes paralel med kystens hovedretning utenom skjærgaarden. Uten at retten kan fastsætte, hvorledes grænsen nøiagtig blir at trække paa heromhandlede strækning, antar man at være paa den sikre side naar man gaar ut fra, at grundlinjen paa det her omhandlede strøk ihvertfald ikke kan bli at trække længere inde end fra utgrundsskjær (ytterste skjær i Haltengruppen) til Kya paa Folla, saaledes at territorialgrænsen og toldgrænsen mindst strækker sig ut til henholdsvis 4 og 10 nautiske mil fra denne linje."
Efter nærmere at ha redegjort for "Deutschland"s faktiske position fortsætter meddomsretten:
"Retten finder det ved det anførte fuldt bevist, at D/S "Deutschland" saaledes i heromhandlede tidsrum (6-17 mars dette aar) for det meste har opholdt sig indenfor den norske toldgrænsen, flere ganger har været indenfor den norske territorialgrænse og 2 ganger helt indenfor basislinjen. Tiltalte har hævdet at det maa være tilstrækkelig at holde sig i 10, henholdsvis 4, n. mils avstand fra ytterste skjær. I denne anledning skal retten bemerke, at D/S "Deutschland" ogsaa om grænsen som av ham ment maa trækkes i cirkler rundt de ytterste skjær, har overskredet den norske toldgrænse, idet følgende punkter ligger i mindre end 10 mils avstand fra Vestbrekka (se kartnr. 309). Efter journalens stedsangivelser har skibet derimot ikke været indenfor 4 mils grænsen. Naar tiltalte derfor har paaberopt sig undskyldelig vildfarelse har retten fundet at maatte forkaste dette, idet man føler sig fuldt overbevist om, at han med forsæt har holdt sig ind under land, uten hensyn til hvor grænsen maatte gaa for at faa
Side:517
kunder utover til "Deutschland" og for at faa solgt brændevinslasten.
Tiltalte har erkjendt, at han den 16 mars dette aar i tiden fra kl. 4 formiddag til utover eftermiddagen fra D/S "Deutschland" under dets henliggen mellem Halten og Kya har solgt 435 kander sprit og 3 kasser andet brændevin for tilsammen kr. 8000. Han har hævdet, at salget har foregaat utenfor 10 mils grænsen, men retten finder det bevist at det er foregaat den 15 mars og indenfor 4 mils grænsen trukket efter linjen Utgrundsskjær-Kya."
Anken er for dette forhold bygget paa, at meddomsrettens avgjørelse med hensyn til territorialgrænsen skyldes en feilagtig retsopfatning.
Før jeg gaar ind paa spørsmaalet om den rette grænse her vil jeg nævne, at det for mig har fremstillet sig som tvilsomt om det for bedømmelsen av spørsmaalet om tiltaltes straffeskyld i det hele ville været nødvendig at ta standpunkt til territorialgrænsespørsmaalet. Det turde fremgaa av hvad jeg har utviklet under første del av anken, at tiltaltes forhold vilde været strafbart som medvirkning til indsmugling og indførsel av brændevin, selvom tiltalte den hele tid hadde holdt sig utenfor territorialgrænsen. Imidlertid er det saavidt jeg kan se ganske paa det rene, at saavel dommen som tiltalebeslutningen bygger paa som en forutsætning at "Deutschland" med de tiltalte ombord har befundet sig indenfor territorialgrænsen; og allerede denne omstændighet gjør det efter min mening nødvendig for Høiesteret at undersøke hvorvidt de ankende har ret i, at dommen forsaavidt bygger paa en feilagtig retsopfatning med hensyn til sjøterritoriets utstrækning. Meddomsretten har avgjort, at de tiltalte ved handlingens foretagelse har befundet sig paa norsk omraade indenfor 4-kvartmilsgrænsen og har bygget dommen og utmaalt straffen under hensyntagen hertil. Det er da, saavidt jeg kan forstaa, vanskelig at vite hvorledes meddomsrettens domsresultat vilde blit, hvis meddomsretten hadde dømt ut fra en anden opfatning av territorialgrænsen og hadde gaat ut fra at de tiltalte og "Deutschland" ikke hadde overskredet denne grænse. Disse betragtninger maa efter min mening lede til, at meddomstettens dom maa bli at ophæve, saafremt Høiesteret kommer til det resultat at meddomsretten har lagt en urigtig retsopfatning til grund ved sin avgjørelse om territorialgrænsen paa dette sted.
Det blir saaledes saavidt jeg kan se nødvendig for Høiesteret at ta standpunkt til meddomsrettens retsopfatning med hensyn til sjøterritoriets utstrækning paa det i saken omhandlede sted. Jeg har fundet spørsmaalet, om hvorledes sjøterritoriets grænse paa dette sted maa antages at gaa, særdeles tvilsomt. For Høiesteret er dokumentert forskjellige uttalelser fra sakkyndig hold, saaledes av 2 av de for meddomsretten avhørte sakkyndige marinekaptein Meyer og v.pl. marinekaptein Klingenberg. Videre er bl.a. dokumentert en betænkning av 2 december 1926 av dr. juris Arnold Ræstad. Av trykte kilder er særlig henvist til den indstilling som blev avgit av sjøgrænsekommissionen av 1911 bestaaende av
daværende byraachef Wollebæk, kommandør Dahl og fiskeriinspektør Fleischer. Videre er dokumentert en skrivelse fra Utenriksdepartementet til generalsekretæren for Folkeforbundets komite av sakkyndige for fortsat kodifikation av folkeretten av 3 mars 1927, hvori er git uttryk for departementets syn paa spørsmaalet om sjøterritoriets utstrækning i sin almindelighet.
Bestemmelser om sjøterritoriets utstrækning har man som i meddomsretsdommen nævnt først og fremst i kanc. prom. av 25 februar 1812, hvor det heter at kongen den 22 s. a. har besluttet: "Vi ville have fastsat som regel i alle de tilfælde, hvor spørsmaal er om bestemmelse av vor territorial-høihets grænse udi sjøen, at denne skal regnes indtil den sedvanlige sjømils avstand fra den ytterste ø eller holme fra landet, som ikke overskyldes av sjøen."
Jeg har forstaat det saa at det er paa det rene, at denne bestemmelse fra de norske statsmyndigheter har været tolket derhen, at den angir hvad der under enhver omstændighet maa sies at være norsk sjøterritorium, altsaa saaledes at ethvert punkt som ligger nærmere er norsk sjøterritorium. Det er samtidig fuldt paa det rene, at statsmyndigheterne for visse særlige havstrækningers vedkommende f. eks. for Vestfjorden og Varangerfjorden fra gammel tid av har hævdet at disse fjorder i sin helhet er norsk omraade, og at territorialgrænsen maa trækkes i rette linjer ved fjordens munding, uten hensyn til at derved inddrages under norsk omraade meget store strækninger som ligger utenfor 4 mils grænsen. Men for største delen av landets utstrakte kysts vedkommende er der ikke dokumentert at foreligge nærmere regler. En undtagelse danner kysten utenfor Møre fylke, hvorom henvises til de nævnte 2 kongelige resolutioner 1869 og 1889.
Jeg finder det hensigtsmæssig til nærmere orientering at citere enkelte avsnit av den nævnte avhandling av dr. Ræstad:
"Kanc. prom. av 1812 og mulige supplerende sedvaneretsregler maa fortolkes uavhængig av den betydning man vil lægge i loven av 1922 §1. En anden sak er at det omvendt kan bli spørsmaal om at tolke loven av 1922 §1 under hensyn til ældre retsregler. Kanc. prom. og mulige supplerende sedvaneretsregler maa ogsaa fortolkes uavhængig av at Norge og endel andre stater ved den internationale konvention om bekjæmpelse av smugling av alkoholdige varer av 19 august 1925, art. 9, "forpligter sig til ikke at gjøre nogen indvending mot, at hver især av dem, indenfor et omraade av indtil 12 nautiske mil fra kysten eller ytterste skjærgaardslinje, anvender sine lover paa fartøier som aapenbart driver smugling."
"Det maa videre fastholdes, at det her gjælder fortolkningen av hvorledes almindelige bestemmelser skal anvendes til utfyldning av straffebud. Det er ikke absolut nødvendig at gaa ut fra, at en almindelig bestemmelse - særlig en som i sig selv er høist summarisk og derfor selv maa i særlig grad utfyldes ved fortolkning - skal fortolkes paa samme maate, naar den skal anvendes paa straffelovgivningens omraade som naar den skal anvendes i andre forhold" . . .
"Den normale utstrækning av sjøterritoriet maalt fra land til hav er ikke gjenstand for tvil efter kanc. prom. Det er en geografisk mil motsvarende 7420 meter. Tvilsspørsmaal kan derimot opstaa, naar det gjælder at avgjøre, fra hvilket utgangspunkt den geografiske mil skal regnes. Og det er besvarelsen av dette spørsmaal som avgjør om Hitra meddomsret har gjort ret i at dømme de tiltalte skyldige efter brændevinslovgivningen" . . . Men spørsmaal opstaar, om man i det foreliggende tilfælde skal regne sjøterritoriets utstrækning ut fra de enkelte øer, holmer, skjær eller - saaledes som meddomsretten har gjort - ut fra grundlinjer som tænkes trukket mellem to og to øer, holmer eller skjær, og hvorledes i tilfælde disse grundlinjer skal trækkes. Det er her nødvendig at opstille en distinktion. En ting er om en stat efter folkeretten er berettiget til at fastslaa visse deler av det tilstøtende hav som hørende under sin overhøihet i visse - eller alle - anvendelser. En anden ting er, om en stat efter folkeretten eller efter sine egne lover kan betragte sin lovgivning i en bestemt anvendelse som utvidet til de samme deler av det tilstøtende hav, naar den endnu ikke har fastslaaet at dens overhøihet strækker sig saa vidt. En stat kan ha en given beføielse uten at ha gjort bruk av den.
Det spørsmaal som her foreligger er altsaa ikke besvaret med, at man fastslaar at den norske stat har ret til at regne sit sjøterritorium i straffesaker en geografisk mil ut fra linjer som tænkes trukket mellem to og to av de ytterste øer, holmer eller skjær. Det gjælder at vite om kanc. prom. av 1812 og mulige supplerende sedvaneretsregler foreskriver at sjøterritoriet skal beregnes ut fra saadanne linjer.
Der opstaar her en vanskelighet som er alvorlig, særlig naar kanc. prom. og mulige supplerende sedvaneretsregler skal anvendes i straffesaker. Hverken kanc. prom. eller de sedvaneretsregler som maatte bestaa sier i tilfælde hvorledes - mellem hvilke øer, holmer eller skjær - grundlinjene skal trækkes. Selv om man forutsatte at de gjældende retsregler foreskriver beregning av sjøterritoriet ut fra grundlinjer som almindelig regel, maatte man derfor indrømme at de ikke gir nogen sikker veiledning med hensyn til hvorledes sjøterritoriet skal beregnes i det enkelte tilfælde. Enkelte fremmede bestemmelser sier at sjøterritoriet skal regnes "fra kysten og dens bugter" eller lignende; man vil da ad historisk vei kunne paavise hvad der skal forstaaes ved "bugter" eller det andet uttryk som maatte være brukt. Kanc. prom. indeholder ikke noget lignende. Det er desuten av historiske grunder litet sandsynlig, at kanc. prom. har været ment at skulle forstaaes paa den maate. Det oprindelige utgangspunkt i Norge som i flere andre land er, at utstrækningen av sjøterritoriet falder sammen med synsvidden; men denne regel passer ikke sammen med at man beregner sjøterritoriet fra en imaginær linje. Kanc. prom. blev utfærdiget med særlig henblik paa opbringelsesspørsmaal; det er litet sandsynlig, at den dansk-norske regjering har villet utstrække sin beskyttelse av handelsskib til at omfatte ubestemte deler av
havet. Skulde man lægge en fortolkning som den nævnte ind i kanc. prom., maatte det være, fordi en anden løsning vilde være upraktisk; men de praktiske fordele - den større retssikkerhet - falder bort, naar man ikke samtidig kan si hvorledes grundlinjene skal trækkes. En retsregel, som sier at sjøterritoriet skal regnes fra grundlinjer, men ikke hvorledes grundlinjene skal trækkes, kan heller ikke opstaa ved sedvane; sedvanen maa gaa ut paa noget praktisk bestemt.
Det er ganske vist saa at skjærgaarden særlig i fiskerispørsmaal fra norsk side gjennem lange tider er blit betragtet som en enhet, og at skjærgaarden fra norsk retsbevisthet, særlig i fiskerispørsmaal, har staat som det naturlige utgangspunkt for sjøterritoriets beregning. Men man kan, efter min opfatning, ikke regne sjøterritoriet ut fra en bestemt linje langs en del av skjærgaarden uten støtte i positive forskrifter, medmindre man har historiske kjendsgjerninger - en sedvanebruk - at støtte sig til for den givne stræknings vedkommende. De nødvendige historiske kjendsgjerninger vil helst være tilstede bare med hensyn til en eksklusiv utnyttelse, f. eks. i fiskeriøiemed, av vedkommende havstykke; de vil vanskeligere være tilstede, naar det - som her - gjælder utøvelse av strafferetslig jurisdiktion; de er ialfald ikke tilstede i det foreliggende tilfælde. De to kongelige resolutioner av 18 oktober 1869 og 9 september 1889 motbeviser ikke den betragtning, at sjøterritoriet i strafferetslige spørsmaal bare kan beregnes ut fra grundlinjer, som trækkes mellem to og to øer, holmer eller skjær, naar uttrykkelig bestemmelse er utfærdiget om det; den grundlinje som blev trukket ved den kgl. resolution av 9 september 1889 gaar desuten ialfald paa et, om ikke paa flere steder, indenfor skjær som falder tør ved almindelig lavvand.
Jeg behøver efter den opfatning jeg her har gjort gjældende ikke at ta standpunkt til spørsmaalet om, hvorvidt norske myndigheter kan fastslaa, at det norske sjøterritorium skal regnes ut fra en grundlinje utgrundsskjær-Kya. Det er for mig avgjørende, at en saadan bestemmelse ikke er utgaat, og at det heller ikke kan føres bevis for at en saadan beregning av sjøterritoriet har fæstnet sig historisk i den anvendelse og paa den strækning det her gjælder" . . .
"Der gives paa den norske kyst fjorder eller havarmer, som gjennem en lang historisk utvikling har faat karakteren av norsk sjøterritorium, ialfald i flere eller de fleste anvendelser; men der foreligger ikke oplysninger om, at det havstykke det her gjælder eller nogen del av det historisk har faat denne karakter. Selvom man vilde gaa ut fra, at alle sjøstrækninger som kan kaldes fjord eller bugt er deler av norsk sjøterritorium - at der med andre ord ved sedvane hadde dannet sig en slik retsregel - saa maatte man i dette tilfælde, hvor grænsens gang ikke er nærmere fastsat bestemme begrepet "fjord" eller "bugt" paa den maate som er gunstigst for de domfældte, og "fjorden" eller "bugten", som man paa den maate fandt forelaa, igjen avgrænses paa den for de domfældte gunstigste maate. Den paagjældende "fjord" eller "bugt"
Side:521
(Frohavet) maatte da aapenbart avgrænses utad ved en linje ikke længere ut end mellem Haltengruppen og Hosenøene.
Det som her er sagt utelukker ikke at norske statsmakter med fuld grund kan utfærdige forskrifter og, naar sjøterritoriet skal fastslaas (ensidige utvidelser altsaa utelukkes) ved international overenskomst, opstille mindstekrav, som sætter grænsene for sjøterritoriet langt ut over de grænser man under den nuværende retslige tilstand maa trække for straffebestemmelsers herredømme i rummet."
Som det herav vil fremgaa mener dr. Ræstad, at den av meddomsretten trukne "grundlinje" ikke kan opretholdes, hvor det dreier sig om straffespørsmaal. Jeg er om end under adskillig tvil blit staaende ved i resultatet at maatte slutte mig til dr. Ræstads standpunkt.
Før jeg gaar videre, vil jeg nævne, at jeg har været meget sterkt inde paa den tanke, at meddomsrettens avgjørelse av at en grundlinje Utgrundsskjær-Kya sikkert ikke ligger for langt ute, maa betragtes som en avgjørelse av et bevisspørsmaal i saa stor utstrækning, at det ikke kan tilligge Høiesteret at prøve denne avgjørelses rigtighet. Jeg er opmerksom paa at meddomsretten ved denne sin fastslaaen av linjen utgrundsskjær-Kya har tat hensyn til de efter meddomsrettens mening rigtige retslige synsmaater, som maa lægges til grund ved avgjørelsen av sjøterritoriets utstrækning. Men det maa antages at avgjørelsen tillike i ganske sterk grad er bygget paa en konkret vurdering av lokaliteterne og forholdene forøvrig paa vedkommende kyststrækning. Jeg er selvfølgelig klar over at saafremt det fremgik av domsgrundene, at meddomsretten ved sin avgjørelse forsaavidt har bygget paa feilagtige retssætninger eller feilagtig opfatning av rene retsspørsmaal er anke til Høiesteret det rette retsmiddel. Men anderledes synes det mig, at saken staar, saafremt man finder at meddomsretten vistnok har fastslaat en urigtig linje, men ut fra en feilagtig vurdering av de konkrete faktiske forhold og uten at det kan paavises, at meddomsretten har bygget paa en feilagtig forstaaelse av retsreglerne angaaende sjøterritoriet. Og saaledes har det netop fremstillet sig for mig i dette tilfælde, at jeg ikke kan paapeke nogen urigtighet i den retslige betragtning fra meddomsrettens side, men at jeg, naar jeg mener at meddomsretten har trukket grundlinjen for langt ute, maa opfatte det derhen at meddomsretten har vurdert de faktiske forhold paa en maate som jeg ikke kan være helt enig i.
Det har som sagt under disse omstændigheter for mig fremstillet sig som meget tvilsomt, om ikke meddomsrettens avgjørelse rettest bør betragtes som en avgjørelse vedrørende skyldspørsmaalet, som ikke kan berigtiges ved anke til Høiesteret, men hvor fornyet behandling ved lagmandsret var det rigtige, saaledes at saken skulde faat sin endelige avgjørelse ved at tiltaltes begjæring om fornyet behandling er avslaat.
Jeg har fundet at burde redegjøre for disse mine tvil endskjønt jeg ikke finder at burde inherere det standpunkt, at spørsmaalet
Side:522
i forhold til de tiltalte er endelig avgjort av meddomsretten. Og naar jeg indtar denne holdning er det bl.a. i betragtning av at det nævnte synspunkt ikke har været hævdet fra aktors side og at mine tvil i denne henseende heller ikke efter konferansen deles av nogen av rettens øvrige medlemmer.
Idet jeg efter dette saaledes finder at maatte uttale mig nærmere om selve det konkrete spørsmaal om den av meddomsretten fastslaatte grundlinje utgrundsskjær-Kya, er jeg som allerede antydet blit staaende ved i tilslutning til dr. Ræstad at maatte avgjøre dette derhen, at meddomsretten her har været for dristig, idet jeg i likhet med dr. Ræstad mener at ogsaa andre grundlinjer som i tilfælde vil indskrænke det norske territoriums omraade meget vel kan komme i betragtning. Jeg vil herved intet ha uttalt om, hvorvidt statsmyndigheterne eventuelt maatte ha adgang til ved kgl. res. at fastslaa en linje Utgrundsskjær-Kya-Nordøen (Ærtenbraken) eller kanske direkte utgrundsskjær-Nordøen. Jeg vil endda mindre ha uttalt noget om hvordan spørsmaalet var blit at løse, om der forut for de tiltaltes handling hadde været truffet saadan bestemmelse fra statsmyndighetenes side. Jeg vil i det hele intet positivt ha uttalt om at nogen del av det omraade, som efter meddomsrettens linje blir norsk territorium, i virkeligheten ikke kan ansees som saadant. Jeg anser mig baade berettiget og forpligtet til efter oplysningernes stilling at la det spørsmaal staa uløst, hvorledes territorialgrænsen med rette maa trækkes. Det vilde ikke være rimelig om domstolen i en straffesak som den foreliggende skulde træffe en positiv avgjørelse av sjøterritoriets nøiagtige utstrækning for et omraade, for hvis vedkommende de norske statsmyndigheter selv har undlatt nærmere at tilkjendegi sit krav eller sin vilje med hensyn til sjøomraadets utstrækning. Meddomsretten har da heller ikke bestemt angit grænsen eller grundlinjen her, men bare sagt, at man antar, at man er "paa den sikre side" ved at gaa ut fra en saadan linje. Men jeg mener altsaa at heller ikke saa meget er man her berettiget til at fastslaa. Jeg mener vistnok at meget gode grunder kan tale for en slik linje og at der endog kan bli spørsmaal om en endnu ytterligere, hvis der fremtidig her som paa Mørekysten skal fastslaaes en sjøgrænselinje ved kgl. res. Men for tiden og etter det i nærværende sak dokumenterte mener jeg at man maa indskrænke sig til at fastslaa at meddomsretten ikke har været berettiget til ved bedømmelsen av tiltaltes forhold at bygge paa grundlinjen utgrundsskjær-Kya som det rette. Følgen herav maa da bli, at meddomsrettens dom ophæves, idet meddomsrettens beskrivelse av "Deutschland"s position refererer sig netop til denne linje Utgrundsskjær-Kya, og ikke indeholder en fastslaaen av at "Deutschland" efter en rigtig opfatning av territoriets utstrækning har været paa et sted, som med fuld sikkerhet kan fastslaaes at være norsk omraade.
Hvad her er utviklet gjælder i like grad anken for alle de tiltaltes vedkommende, forsaavidt angaar tiltalen for medvirkning ved indførsel og salg. Men forsaavidt angaar tiltalte nr. 2, skibets fører Gaetje, som tillike er sat under tiltale og fældet for
Side:523
overtrædelse av rusdrikslovens §36 ved at ha været inde paa norsk territorium med mere brændevin end til rimelig bruk ombord, er det om mulig endnu klarere, at det er nødvendig at avgjøre spørsmaalet om skibet har befundet sig indenfor 4-mils grænsen.
Jeg kommer efter dette til det resultat, at dommen og da tillike den til grund for samme liggende hovedforhandling maa bli at ophæve for denne ankeposts vedkommende. Idet jeg saaledes finder at dommen tildels med rette har været fældende og tildels maa ophæves, har jeg været i nogen tvil om hvorvidt det rigtigste burde være at ophæve meddomsretsdommen i sin helhet, altsaa ogsaa forsaavidt angaar den del av dommen hvor jeg voterer for ankens forkastelse.
Jeg er imidlertid blit staaende ved at der maa være adgang for Høiesteret til og i det foreliggende tilfælde ogsaa fuld grund for Høiesteret til at avsi ny dom forsaavidt angaar Paul Weber, tiltalepost I 1-4. Det blir da nødvendig for Høiesteret at utmaale straffen for tiltalte nr. 1 forsaavidt, og jeg er i saa henseende blit staaende ved en straf av fængsel i 120 dager samt et bot stor kr. 2000. Jeg tar da i skjærpende retning hensyn til de samme momenter som fremholdt av meddomsretten og altsaa først og fremst de meget store kvanta smuglerbrændevin det her dreier sig om, og at det dreier sig om ikke mindre end 4 særskilte tilfælder av utrustning av skib i saadant øiemed. Denne straf vil saavel for fængselsstraffens som for botens vedkommende være at anse som utsonet ved utholdt varetægtsfængsel, idet tiltalte Weber har sittet arrestert 113 dage før meddomsrettens doms avsigelse 9 juli 1926 og han blev ikke løslatt før i oktober samme aar efter riksadvokatens ordre.
Jeg finder at Weber maa betale saksomkostninger ved meddomsretten, men at disse, i betragtning av at fældelsen nu kun gjælder en del av tiltaleposterne, ikke bør sættes høiere end til 100 kroner.
Konklusion:
Pauls Frantz Weber dømmes for overtrædelse av lov nr. 8 av 14 juli 1922 §2 jfr. §1 og lov om toldvæsenet av 20 september 1845 §133 jfr. straffelovens §12 siste ledd og §62 til fængsel i 120 dage og en bot stor kr. 2000 eller om boten ikke betales fængsel i 40 dage. Straffen ansees utsonet ved utholdt varetektsfængsel. I erstatning til det offentlige for saksomkostninger ved meddomsretten betaler domfældte kr. 100. Forøvrig ophæves meddomsrettens dom og den til grund for dommen liggende hovedforhandling fordi meddomsretten har gaat ut fra at grundlinjen for den norske sjøgrænse ikke gaar længere inde end i en linje fra Utgrundsskjær til Kya. Salærene fastsættes for forsvareren høiesteretsadvokat Chr. L. Jensen til kr. 1200 og aktor høiesteretsadvokat Leif S. Rode til kr. 1000.
Assessor Andersen: Jeg er kommet til samme resultat som førstvoterende og slutter mig saaledes til hans konklusion. Naar jeg voterer for dommens ophævelse forsaavidt tiltalens post II
Side:524
angaar, gjør jeg det væsentlig i tilslutning til de betragtninger som av dr. juris Arnold Ræstad er gjort gjældende i den av førstvoterende nævnte betænkning. Jeg antar paa grundlag herav at det uten hjemmel i særskilt forskrift ikke kan fastslaaes som nugjældende norsk ret for anvendelsen av de straffebestemmelser tiltalen angaar, at basislinjen for territorialgrænsen kan trækkes saa langt ute og paa den maate som meddomsretten har gjort, naar den som grundlag for domfældelsen opererer med en grundlinje: utgrundsskjær i Halten - gruppen til Kya paa Folla. At avgjørelsen herav er et retsspørsmaal stiller sig for mig ikke tvilsomt. Forøvrig tiltrær jeg i de væsentlige punkter den av førstvoterende givne begrundelse.
Ekstraordinær assessor Broch: Som andenvoterende hr. assessor Andersen.
Assessor Bugge: Likesaa.
Ekstraordinær assessor overretsjustitiarius Soldan: Likesaa.
Ekstraordinær assessor byretsassessor Nygaard: Likesaa.
Assessor Berg: Jeg er kommet til det resultat at anken bør forkastes i sin helhet.
Forsaavidt angaar anken fra domfældte nr. 1 Paul Weber over at han er kjendt skyldig efter tiltalebeslutningens post I 1-4 kan jeg i det væsentlige henholde mig til hvad førstvoterende har anført herom.
Forsaavidt angaar anken forøvrig fra ham og de andre domfældte, har jeg ikke fundet tilstrækkelig grund til at ophæve dommen paa grund av hvad meddomsretten har antat om utstrækningen av det norske sjøterritorium.
Jeg skal ikke uttale mig om hvorvidt det overhodet er retslig relevant for de tiltaltes straffeskyld, at de har forøvet sine handlinger paa norsk sjøterritorium, jfr. den i Rt-1923-293 refererte sak. Men forsaavidt straffeskylden bygges paa at de tiltalte har forseet sig paa norsk sjøterritorium, mener jeg at domstolene - meddomsretten og Høiesteret som ankeinstans - ikke kan undgaa at ta standpunkt til og gjøre sig op en mening om hvor grænsen rettelig gaar. Et andet spørsmaal er saa om retsvildfarelse eller god tro fra de tiltaltes side maa føre til frifindelse for straf.
Den retsopfatning som ligger til grund for meddomsrettens syn paa hvor grænsen bør trækkes mener jeg stemmer overens med hvad norske myndigheter altid har hævdet naar spørsmaalet utstrækningen av sjøterritoriet er blit aktuelt paa andre dele av kysten.
Som saken ligger an efter voteringen skal jeg ikke nærmere utvikle mit syn paa dette spørsmaal. Jeg skal indskrænke mig til at henvise til hvad Sjøgrænsekommissionen av 1911 uttaler i sin indstilling side 11, hvor det heter: "I almindelighet vil man i de særskilte tilfælder være sikrest paa at træffe en avgjørelse i overensstemmelse med gammel norsk retsopfatning, om man anser grundlinjen for at gaa mellem de ytterste av de punkter som valget maatte staa mellem, uanset linjens længde."
Videre henviser jeg til den samme indstilling side 29: "Naar det først maatte være git hvilke skjær kysten langs skal betragtes som de "ytterste", vil det være mest i overensstemmelse med uttrykket i kanc. prom.'en av 1812 - som lar grænsen gaa utenfor de ytterste øer og holmer og ikke engang nævner det faste lands kystlinje - at man betragter alt sammenhængende hav indenfor som norsk og desuten lar sjøterritoriet strække sig en mil utenfor rette linjer, som tænkes trukket mellem skjærene. Hvis bestemmelsen overhode gir nogen veiledning, synes den nærmest at tænke sig øerne og holmrne som like saa mange punkter i saadanne grundlinjer. Herved utelukkes da i almindelighet, dels at grænsen blir utført i buer utenfor skjærene (eller halvcirkler om disse med radius paa en mil), og dels, at der blir ført en halvcirkel om det enkelte skjær og gir det et stykke sjøterritorium løsrevet fra det øvrige omraade."
Jeg henviser ogsaa til den av førstvoterende nævnte skrivelse fra Utenriksdepartementet hvori det heter: "Med hensyn til grænsens optrækning bemerkes at det for Norge i særlig grad karakteristiske fjord- og skjærgaardssystem, seerpræget ved de talrike fjorder som overalt skjærer sig dypt ind i landet, og ved de utallige store og smaa øer, holmer og skjær, som strækker sig i et bredt sammenhængende belte langs saa og si den hele kyst, har ført med sig som en naturlig og nødvendig konsekvens, at man i Norge ikke har kunnet la territorialfarvandenes grænse følge alle kystens og skjærgaardssystemets mangfoldige bugtninger, men har trukket grænsen I geografisk mil fra ytterste kystlinje ved lavvand eller fra rette linjer mellem ytterste øer, holmer eller skjær, som ikke til stadighet overskyldes av havet, og utenfor bugterne og fjordene (som fra de ældste tider i landets historie har været betragtet og hævdet som i sin helhet indre norsk farvand) fra linjen mellem ytterste land (fastland, ø eller holme) paa begge sider."
Og videre: "Som antydet i forestaaende bemerkninger til artikkel 2 har de norske bugter og fjorder som en nødvendig konsekvens av historiske kjendsgjerninger, de lokale forhold langs Norges egenartede uregelmæssige kyst og den avgjørende betydning, som en rationel utnyttelse av fjord og skjærgaardsomraadene har for kystbefolkningens levevilkaar og landets økonomi til alle tider været betragtet og hævdet som en del av kongerikets territorium. Som fjorder regnes ikke bare de sjøomraader, som paa begge sider begrænses av det faste lands kystlinje, men ogsaa saadanne som begrænses av en kontinuerlig række av øer eller en skjærgaard. - Efter ældgammel norsk ret er bugter og fjorder i sin helhet norsk farvand, uanset om deres bredde ved mundingen overstiger de varierende, mer eller mindre vilkaarlig maxima, som enkelte lande - med mindre særpræget kystkonfiguration - i senere tid har fastsat for specille formaal ut fra sine behov og med forskjellig begrundelse."
Hvad angaar det her omhandlede sidestykke har den sakkyndige kaptein Meyer uttalt at det maa ansees som et basseng begrænset ut mot havet av retningslinjen Utgrundsskjær-Froflesa
Side:526
som gaar i retningen nord 40 grader øst. Han oplyser, at baade ved utgrundsskjær og Froflesa bøier skjærgaarden sydøstover omtrent vinkelret paa denne linje. Bassenget mellem disse to tverlinjer utvider sig sydvestover indenfor Haltenøerne. Man har et sammenhængende basseng i kystens hovedretning fra Hitra og Frøya til Viknaøgruppen, dækket mot nordvest i den søndre halvdel, udækket i den nordre. I dette basseng ligger efter hvad han har oplyst en meget brukt fiskegrund Sveskallen nord for Kya og utenom 4-mils cirkelen om Kya.
Jeg mener det vilde være i overensstemmelse med gammel norsk retsopfatning at et basseng som dette ansees som en del av det indre norske territorialvand. Det ligger i sin helhet indenfor det farvand som tjener fremmede til fri navigering langs den norske kyst, jfr. Meyers erklæring. Men under enhver omstændighet mener jeg meddomsretten har været paa den sikre side, naar den har antat at grundlinjen for vort sjøterritorium kan trækkes mellem Utgrundsskjær og Kya.
Hvad angaar spørsmaalet om de tiltaltes retsvildfarelse eller gode tro henviser jeg for Webers vedkommende til hvad meddomsretten har uttalt i sine domsgrunder: "Man føler sig fuldt overbevist om at han med forsæt har holdt sig under land uten hensyn til hvor grænsen maatte gaa for at faa kunder utover til "Deutschland" og for at faa solgt brændevinslasten." Efter denne uttalelse har det for Weber været uten enhver betydning hvordan grænsen rettelig skulde trækkes. Det har ikke været hans hensigt at holde sig utenfor territorialgrænsen. Hans forsæt har gaat ut paa at faa indsmuglet i landet forbudte varer uten hensyn til hvordan territorialgrænsen var at trække. Det kan derfor ikke være grund til at regne ham det til gode at den norske administration ikke tidligere uttrykkelig har fastslaat hvor sjøgrænsen gaar for dette sjøstykkes vedkommende.
For tiltalte nr. 3-8 har meddomsretten ogsaa uttrykkelig uttalt at den ikke har fundet at de tiltalte som av dem paaberopt har været i uvidenhet angaaende omstændigheter ved handlingen av betydning for straffeskylden. Jeg læser dette derhen at meddomsretten ogsaa for deres vedkommende har gaat ut fra at det for deres forsæt ikke har spillet nogen rolle hvordan sjøgrænsen rettelig maatte trækkes.
For tiltaltes nr. 2's vedkommende har meddomsretten vistnok ikke uttrykkelig uttalt sig om dette punkt, men det er intet i dommen som gir grund til at tro at meddomsretten for ham har gaat ut fra noget andet end for de øvrige.
Efter voteringen finder jeg det ikke nødvendig at forme konklusion.
Med hensyn til salærene er jeg enig med førstvoterende.