Rt-1927-529
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1927-08-19 |
| Publisert: | Rt-1927-529 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 1/2 s. a, |
| Parter: | Rennesøy Sparebank og Høylands Sparebank (advokat Kluge) mot Stangaland kommune (advokat Bødtker). |
| Forfatter: | Hazeland, Næss, Bang, Dahl, Winsnes, Reinholdt samt justitiarius Scheel |
| Lovhenvisninger: | Konkursloven (1863) §3, Tvangsfullbyrdelsesloven (1915) §232, §34, LOV-1923-12-07-§4 |
Assessor Hazeland: Ved decision avsagt 25 august 1926 av sorenskriveren i Karmsund blev besluttet: «Den av Rennesøy Sparebank og Høylands Sparebank fremsatte konkursbegjæring overfør Stangaland kommune avvises.»
Denne decision har Rennesøy Sparebank og Høyland Sparebank paaanket til Høiesteret hvor appellanterne har nedlagt saadan paastand: «At Stangaland kommunes bo tages under konkursbehandling. Subsidiært: At saken hjemvises til Karmsund skifteret til ny og lovlig paakjendelse. I begge tilfælde: At Stangaland kommune og Torvestad og Skaare Sparebank under offentlig administration in solidum - subsidiært Torvestad og Skaare Sparebank - tilpligtes at utrede saksomkostninger til appellanterne for skifteret og Høiesteret.»
Indstevnte Stangaland kommune har paastaat skifterettens decision stadfæstet og appellanterne tilpligtet m solidum at betale Stangaland kommune processens omkostninger for Høiesteret.
Intenventionsstevning rettet mot kommunen og appellanterne, er uttat av Torvestad og Skaare Sparebank, men ikke forfulgt.
Om sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til decisionens præmisser.
Som det herav sees er appellanternes konkursrekvisition forkastet, ikke paa grund av nogen formel mangel, men fordi sorenskriveren fandt at konkursinstitutet er uten anvendelse, naar skyldneren er en kommune. Naar decisionen gaar ut paa avvisning er derfor dette efter min mening en urigtig betegnelse, idet der i virkeligheten foreligger en realitetsavgjørelse.
Hvorvidt konkursbegjæringen forøvrig er begrundet uttaler decisionen intet om. Derimot sees at kommunens ordfører H. J. L. Sund ved sakens inkamination har erkjendt gjælden, men sagt sig ute av stand til at betale. Videre er oplyst at Torvestad og Skaare Sparebank den 31 juli 1926 har holdt eksekution hos kommunen i dens fordelingsnet m.v. for beregningssum kr. 61.290,30. Jeg gaar efter dette ut fra at kommunens midler er utilstrækkelige til at betale dens gjæld (konkurslovens §3).
Det spørsmaal som foreligger for Høiesteret er da det av sorenskriveren behandlede om konkurslovens anvendelighet likeoverfor kommuner.
For Høiesteret er om dette spørsmaal fremlagt endel avisartikler fra den senere tid, henholdsvis av professor Skele (ogsaa utgit i et supplert særtryk), av byraachef i justisdepartementet Trygve Utheim, av advokat Henning Bødtker, av advokat Stian Beck og av sorenskriver Th. Backe. Videre en betænkning av opdagelseschef Reidar Sveen samt uttalelser av utenlandske juridiske forfattere og lovkomiteer dels om gjaldende regler i forskjellige lande, dels om hvorledes spørsmaalet fra lovgivnings synspunkt antas at burde løses.
Side:530
Jeg er kommet til et andet resultat end skifteretten. Det er vel saa, at konkurslovens forfattere neppe har tænkt sig at det skulde bli spørsmaal om at sætte en kommune under konkurs, men reglerne gjælder enhver som er ute av stand til at opfylde sine forpligtelser og maa da finde anvendelse ogsaa paa kommuner, hvis ikke avgjørende grunde kan paavises for at undta dem. Saadanne grunde har jeg ikke kunnet overbevise mig om er tilstede.
Kommunen er en offentligretslig institution, som av lovgivningen er paalagt visse opgaver. Forsaavidt dens eiendele er nødvendige til løsning av disse opgaver, maa de vistnok antas at være undtat fra tvangsinddrivelse i enhver form. Men dette antages ikke tilstrækkelig til at undta ogsaa frie aktiver, som ikke er bundet paa denne maate. At der kan forekomme mellemtilfælder hvor det er vanskelig at avgjøre til hvilken gruppe aktiverne skal henføres, kan gjøre det ønskelig at faa nærmere regler herom bestemt ved lov, efterat det nu har vist sig at kommuners konkurs er blit et aktuelt spørsmaal, men findes ikke at begrunde nogen almindelig undtagelse for kommuner fra i det hele at undergives konkurshandling. De tvilstilfælder, som maatte forekomme, faar om nødvendig prøves og avgjøres, eftersom de opstaar. Det samme gjælder andre vanskeligheter eller ulemper, som kan være forbundet med at en kommune blir gjenstand for konkursbehandling paa samme tid som den fremdeles har at løse de offentligretslige opgaver som paaligger den.
Antok man at en kommune ikke kunde sættes under konkurs, maatte man efter min mening ogsaa undta den fra eksekution, idet det vilde være altfor støtende om en kreditor skulde kunne sikre sig ved eksekution, uten at der var anledning for de andre kreditorer til ved konkurs at sørge for en likelig fordeling av de tilgjængelige værdier. Men at undta en kommune baade fra konkurs og eksekution paa samme tid som den har adgang til at paadra sig helt privatretslige forpligtelser forekommer mig vilde være litet rimelig. At en kommune kan være gjenstand for eksekution har ogsaa hittil været antat baade av teori og praksis. Det synes heller ikke tvilsomt at en saadan adgang er, om ikke hjemlet, saa ialfald forutsat av lovgivningen. Jeg henviser til tvangsfuldbyrdelseslovens §34 og §232, jfr. ogsaa lov 7 december 1923 om kommuner som misligholder sine gjældsforpligtelser, §4, med tillægslov av 1 juli 1927.
Med hensyn til loven av 7 december 1923 bemerkes forøvrig, at den efter min mening ikke kan paaberopes som noget argument mot konkursbehandling av en kommune. Hverken efter lovens forarbeider eller dens eget indhold kan det antages at ha været meningen, at dette skulde være den eneste maate, hvorpaa der kan gripes ind overfor saadanne kommuner som loven omhandler. Det er tilstrækkelig at nævne at kommuner vil kunne være insolvente uten at komme under administration, at administration ikke kan forlanges av kreditorene, og at bestemmelserne ikke heller gir nogen sikkerhet for likelig behandling av kreditorerne, selv efterat administration er indtraadt.
Side:531
Hvad angaar de foreliggende oplysninger om utenlandsk ret, forstaar jeg disse saaledes, at man ialfald paa de fleste steder har adgang til at fremtvinge betaling hos kommuner ved forholdsregler som træder istedetfor den almindelige konkursforfølgning overfor andre debitorer, paa samme tid som derved tages hensyn til de særegne forhold, kommunenes offentligretslige opgaver medfører. En eller anden lignende ordning kunde ganske visst ogsaa være ønskelig hos os, men saalænge den mangler indser jeg ikke rettere end at man maa benytte de regler man har i konkursloven. At opgi denne, saalænge der ikke foreligger særlige bestemmelser om almindelig tvangsinddrivelse overfor kommuner, vilde efter min mening ogsaa ha særdeles betænkelige følger. Ikke blot at den enkelte kreditor ved eksekution, om saadan ansees anvendelig, kunde dække sig paa de andre kreditorers bekostning uten at disse vilde ha noget retsmiddel herimot. Uten konkurslovens omstøtelsesregler og dens §119 vilde man heller ikke være beskyttet mot de andre der omhandlede transaktioner, saaledes paa den ene side sikkerhetsstillelse for ældre gjaald og paa den anden side at kommunens kreditorer overdrar sine fordringer til dens debitorer for av disse at anvendes til kompensation med deres forpligtelser, deriblandt ogsaa forpligtelsen til at betale ilignet skat. Efter hvad der er oplyst av appellantens advokat finder allerede i virkeligheten begge dele ogsaa sted.
Efter dette vil jeg votere for, at appellantens principale paastand tages tilfølge. Omkostninger for skifteretten og Høiesteret findes kommunen at maatte tilsvare. Da intervenienten ikke er stevnt og ikke har mødt, kan han ikke ilægges almindelig omkostningsansvar. Heller ikke om at ilægge ham kost og tæring antar jeg det bør bli spørsmaal, idet det ikke er paavist, at den uforfulgte interventionsstevning har medført særlige omkostninger for appellanterne.
Konklusion:
Stangaland kommunes bo tages under behandling som konkursbo. I procesomkostninger for skifteretten og Høiesteret betaler Stangaland kommune til Rennesøy Sparebank og Høylands Sparebank kr. 2.000.
Ekstraordinær assessor Næss: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende. Jeg finder resultatet uheldig paa grund av en kommunes offentligretslige stilling, men jeg slutter mig dertil, fordi jeg finder det endda uheldigere og da ogsaa uantagelig, at en kreditor skal staa uten retsmiddel overfor en kommune eller dennes øvrige kreditorer i et tilfælde som det foreliggende.
Assessor Bang: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Dahl, de ekstraordinære assessorer kst. overretsassessor Winsnes og sorenskriver Reinholdt samt justitiarius Scheel: Likesaa.