Rt-1927-680

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1927-09-27
Publisert:	Rt-1927-680
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 46/2 s.a.
Parter:	Hj. Ullebust (advokat Horn) mot overrettsakfører Johan Eyde (selv).
Forfatter:	Rivertz, Christiansen, Schie, Andersen, Bang, Motzfeldt, justitiarius Scheel
Lovhenvisninger:

Angaaende nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmisserne for Bergens byrets dom av 20 januar 1925, hvorved saaledes blev kjendt for ret: «Overretssakfører Johan Eyde bør for Hjalmar Ullebusts tiltale i denne sak fri at være. Saksøkeren Ullebusts paastand om at tilkjendes omkostninger tages ikke tilfølge.»

Byrettens dom er av Hjalmar Ullebust indanket for Høiesteret med saadan paastand: «1. At underrettens dom underkjendes eller ophæves. 2. At indstevnte, overretssakfører Johan Eyde, tilpligtes

Side:681

at betale appellanten, disponent Hjalmar Ullebust, norske kroner 20.000 og svenske kroner 4.500 efter kurs paa betalingsdagen med 6 pct. renter fra 1 januar 1921 indtil betaling sker. 3. At indstevnte, overretssakfører Johan Eyde, tilpligtes at betale appellanten, disponent Hjalmar Ullebust, sakens omkostninger ved underretten og Høiesteret.»

Indstevnte, overretssakfører Johan Eyde, har paastaat underrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt sakens omkostninger ved Høiesteret.

Saken foreligger for Høiesteret i samme skikkelse som for byretten.

Høiesteret kommer til samme resultat som byretten og kan i det væsentlige tiltræde den begrundelse, som byrettens førstvoterende har git. Selv om det efter Eydes forsømmelige forhold overfor Ullebust ikke kan kræves, at der av denne skal føres et strengt bevis for, at hans erstatningskrav overfor Garage-Kompaniet og Irgens Transportkompani vil de ha ført frem, maatte han ialfald gjøre det sandsynlig, at der har foreligget grundlag for et saadant krav. I saa henseende har Ullebust alene paaberopt sig Eydes skrivelser til de 2 kompanier av 19 november 1920, idet han mener, at hvad der i disse er anført om kompanienes pligt til at gjøre bilerne i forsendelsesklar stand, skaper et prima facie-bevis for deres ansvar. Heri findes appellanten imidlertid ikke at kunne gives medhold, idet saavel Garage-Kompaniet som Irgens Transportkompani har benektet at ha overtat noget ansvar for bilernes tilstand. At denne benektelse er fremsat og bragt til Ullebusts kundskap, maa efter procedyren for byretten ansees for at være paa det rene, idet Eydes anførsel herom i indlæg av 21 oktober 1924 ikke er specielt benektet av appellanten.

Forsaavidt appellanten for Høiesteret har gjort gjældende som selvstændig erstatningsgrundlag, at han av Eyde stadig er holdt i den tro, at sak var anlagt, og at han som følge derav har ladt bilerne bli staaende paa lager i Sverige uten at søke dem realisert, maa Høiesteret være enig med indstevnte i, at dette forhold ikke omfattes av forliksklagen og derfor ikke kan paakjendes under nærværende sak. Forliksklagen gjælder som det sees kun erstatning for tap hitrørende fra, at kravet mot de to kompanier er præskribert paa grund av Eydes undlatelse av at anlægge sak. Efter det anførte vil byrettens dom bli at stadfæste. I betragtning av, at saksanlægget er foranlediget ved indstevntes forsømmelige forhold overfor appellanten, findes processens omkostninger at burde ophæves ogsaa for Høiesteret.

Assessorerne Schie, Andersen og Bang er enig med flertallet i, at forliksklagen kun omfatter det tap, som er Ullebust paaført derved, at Eyde forsømte at fremme erstatningskravet mot Garage-Kompaniet og Irgens Transportkompani - nedenfor betegnet med kompanierne - saaledes at kravet blev forældet. Men for dette tap bør Eyde - saaledes som vi in casu anskuer den rette fordeling av bevisbyrden - være ansvarlig. Sakfører Eyde har forsømt den ham overdragne sak. Vi finder det usandsynllg, at Eyde - saaledes som av ham hævdet - i sin tid meddelte Ullebust,

Side:682

hvad kompanierne anførte til sin frifindelse. Vi finder dette usandsynlig efter den form og det indhold, Ullebusts skrivelse til Eyde av 8 januar 1924 har faat. Og vi kan heller ikke medgi, at dette punkt processuelt er paa det rene, hvad flertallet antar. I Ullebusts indlæg for byretten av 29 august 1924 forlanges de av Eyde paaberopte oplysninger fra kompanierne fremlagt. Hertil svarer Eyde reservert, at, «hvis jeg ikke tar feil», har Ullebust faat utlevert kompaniernes svarskrivelser, og provocerer Ullebust til at fremlægge dem, hvorpaa saken gaar til doms under en generel benektelse fra Ullebusts advokat. Det synes os vanskelig i det saaledes passerte at se en processuel erkjendelse fra Ullebust i dette stykke.

Da Ullebust i januar 1924 av Garage-Kompaniet faar høre, at sak overhodet slet ikke var anlagt, sender han til Eyde skrivelsen av 8 januar 1924, hvori pekes paa, at Eyde jo paa Ullebusts stadige forespørsler hadde meddelt, at saken var i bedste gjænge, hvornæst Ullebust forlanger besked om det virkelige forhold. Eyde forholder sig helt passiv baade likeoverfor denne skrivelse og flere senere forespørsler. Eyde har saaledes vist sig i høi grad likegyldig og efterlatende. Det er vistnok saa, at man omtrent helt mangler oplysninger om det i sin tid med kompanierne stiftede kontraktsforhold om opbevaring og forsendelse av automobilerne. Men det kan ialfald ikke være avgjørende for løsningen av ansvars-spørsmaalet vis a vis kompanierne, at disse selv benekter at ha noget ansvar for den skade, automobilerne led ved, at vandet ikke var blit tømt av radiatorerne. Var sak betimelig anlagt, er det ialfald mulig, at kompanierne - eller et av dem - var blit ansvarlig for skaden og tapet, naar der i saken kom nærmere forklaringer og oplysninger om indholdet av avtalen parterne imellem eller om, at opbevaring av biler efter mulig praksis ogsaa omfatter en viss tilsynspligt. Men naar adgang til saadan sak er blit avskaaret formedelst Eydes forsømmelse, mener vi, at Eyde til sin befrielse faar bevise - ialfald sandsynliggjøre - at der foreligger grunde, som vilde ha fritat kompanierne for ansvar. Det forekommer os rimeligere og rigtigere at paalægge Eyde bevisbyrden her end at paabinde Ullebust nogen bevispligt for, at hans krav vilde ha ført frem. Da Eyde ikke har præstert noget bevis eller sandsynlighet i dette stykke, finder vi, han bør dømmes til at erstatte Ullebust hans tap. Da vi antar, at da tapet under ingen omstændighet kan fikseres med de av Ullebust opførte beløp, maa tapet henvises til skjøn av uvillige mænd saaledes som av appellanten subsidiært paastaat.

Dom:

Byrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves.

Av byrettens dom:

- - - Søksmaalsgrundlaget er: At Ullebust høsten 1920 henvendte sig til overretssakfører Eyde med anmodning om at indkræve hos Garage-Kompaniet A/S og Irgens Transport-Kompani A/S - begge i Bergen - angivelig tilgodehavende for skade forvoldt ham derved, at 2 ham tilhørende Opel lasteautomobiler under transport pr. jernbane i oktober 1920 Bergen -

Side:683

Sverige til kjøper der fik sine radiatorer skadet ved, at vand, som var paa dem, frøs, hvad der kostet ham 4.500 svenske kroner at utbedre, og derved, at vedkommende kjøper da ikke vilde motta automobilene, hvorved det opstod den paastaatte skade av 20.000 norske kroner, der var kjøpesum for automobilene, idet disse siden da angivelig har været usælgelig paa grund av tidene, - og at overretssakfører Eyde nu paastaaes at maatte erstatte Ullebust de nævnte beløp, fordi han intet andet har foretat sig til utførelse det ham overdragne hverv end at skrive et kravbrev til hver av de nævnte firmaer av 19 november 1920 og derefter uten videre har latt saken ligge og ikke foretat sig noget saaledes, at kravene imidlertid er blit forældet, hvad de 2 nævnte firmaer i skrivelser til Ullebust av 27 februar 1924 har erklært, at de i tilfælde vil gjøre gjældende til sin frifindelse. - - -

Jeg antar med Eyde, at han bare kan bli ansvarlig overfor Ullebust, hvis denne kunde ha gjort ansvar gjældende overfor de 2 firmaer. Ti ellers er der Ullebust ingen skale skedd. De 2 firmaers mulige erstatningspligt overfor Ullebust maa da avgjøres her. - - -

Det er Ullebust, som her er den bevispligtige, idet han som den, der kræver skadeserstatning, pligter at føre bevis for, at betingelserne for skadeserstatningspligten er tilstede naar dette benegtes. - - -

Da der saaledes efter det foreliggende maa antages, at hverken Garage-Kompaniet eller Irgens Transport har erstatningspligt overfor Ullebust i sakens anledning, vil indstevnte Eyde bli at frifinde. - - -

Wilhelm Eid.

Jeg er enig med førstvoterende i at citantens paastand ikke bærer frem. - - - Joachim Berner.

I det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.

A. E. Soelseth.