Rt-1927-792

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1927-09-20
Publisert:	Rt-1927-792
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 37/2 s.a.
Parter:	Statsadvokaten i Buskerud og Opland, aktor mot Morten Andreas Rosendal Munthe (forsvarer: advokat Harald Nørregaard).
Forfatter:	Lie, Næss, Bonnevie, Boye, Jensen, Andersen, Hazeland
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902) §332, §7, Straffeloven (1902), Kinoloven (1913), Kinoloven (1913) §10, §1

Assessor Lie: Ved Hadelands herredsrets dom av 7 juli 1927 blev Morten Andreas Rosendal Munthe frifundet for paatalemyndighetens tiltale til fældelse efter straffelovens §332 jfr. l. nr. 4 av 25 juli 1913 (kinematografloven) §1.

Mot dommen har paatalemyndigheten erklært anke. Jeg henviser angaaende saksforholdet til herredsrettens domsgrunde. Anken angaar lovanvendelsen.

Jeg finder at anken maa gives medhold. Som det fremgaar av herredsrettens domsgrunde har herredsretten gaat ut fra, at alle og enhver hadde adgang til at tegne sig som medlemmer av den forening hvori de omhandlede forevisninger av kinematografbilleder fandt sted, og fik medlemskort mot at betale kontingenten, 1 krone. Til trods for dette har herredsretten antat, at forevisningerne ikke kunde siges at ha været offentlige, nemlig fordi de dog var foretat i en forening i et møte, hvortil kun medlemmer hadde adgang. Jeg finder denne lovanvendelse urigtig. Under de foreliggende omstændigheter er det efter min mening ikke nødvendig at avgjøre om angivelsen i straffelovens §7,2 av, naar en handling ansees forøvet offentlig, ogsaa skal lægges til grund for forstaaelsen av uttrykket «offentlig» i kinematograflovens §1, eller om der menes noget andet hermed i denne forbindelse. Det staar nemlig for mig som utvilsomt, at det i ethvert fald maa bringe en forevisning ind under hvad kinematografloven mener med offentlig, at der har været adgang for alle og enhver til at tegne sig som medlemmer av den forening hvori forevisningen fandt sted og at faa medlemskort mot at betale kontingenten, kr. 1. Kinematografloven tar sigte paa at sørge for betryggende ordens- og sikkerhetsregler ved de forestillinger som den omhandler og likeledes paa at underkaste det som forevises ved disse forestillinger offentlig censur av almene hensyn. Under disse omstændigheter tilsier lovgrunden, at loven ogsaa faar anvendelse i et tilfælde av den foreliggende slags. Jeg vil nævne at kinematograflovens §10 støtter dette, idet den gaar ut fra at forevisningen av kinematografbilleder bl.a. i forbindelse med undervisning ved læreanstalt vilde gaa ind under hvad loven behandler som offentlig, hvis den ikke ved særlig bestemmelse blev udelukket derfra.

Det er oplyst for Høiesteret, at det i lovene for den i saken omhandlede forening bl.a. er bestemt at der foruten aarskontingenten kr. 1 ogsaa er fastsat en avgift for adgang til møterne av 1 krone for voksne og av 50 øre for barn, og at dette ogsaa

Side:793

var paa det rene under hovedforhandlingen, hvorimot det ikke er nævnt av herredsretten i dens domsgrunde. Hvis oplysningen om nødvendigheten av at betale denne avgift for adgang til det enkelte foreningsmøte medfører rigtighet, markerer det efter min mening yderligere beføielsen av at de omhandlede forevisninger ansees som offentlige i den forstand kinematografloven opfatter dette uttryk.

Herredsretten har videre, som domsgrundene viser, ment at de foreliggende forevisninger ikke kan ansees som utøvelse av nogen «virksomhet» efter straffelovens §332 av to grunde, nemlig dels fordi det bare er 2 enkelte forevisninger som det her dreier sig om, og dels fordi straffelovens §332 efter rettens mening kræver, at den virksomhet som der er tale om skal være «økonomisk». Jeg finder at ogsaa denne herredsrettens lovanvendelse er urigtig. Kinematograflovens §1 stiller som betingelse for offentlig forevisning av kinematografbilleder indhentelse av tilladelse fra vedkommende offentlige myndighet. En saadan forevisning blir altsaa efter bestemmelsen en «virksomhet» som kræver den omhandlede tilladelse enten den foregaar en enkelt eller flere ganger, og et enkelt gangs forhold av denne art maa derfor bli tilstrækkelig til at begrunde anvendelsen av straffelovens §332, hvor det foregaar uten offentlig bemyndigelse eller tilladelse. Heller ikke kan det efter min mening i dette tilfælde kræves, at utøvelse av virksomheten skal ha nogen økonomisk karakter for at den skal kunne rammes av straffelovens §332. Hvad der forsaavidt skal kunne kræves beror paa hvilken karakter virksomheten skal ha efter de bestemmelser som anordner at der skal indhentes offentlig bemyndigelse eller tilladelse til den, og i kinematograflovens §1 eller i loven forøvrig er der intet som hjemler at bestemmelsen i lovens §1 indskrænkes til kun at gjælde en forevisning av økonomisk karakter.

Jeg finder efter dette at dommen bør ophæves paa grund av herredsrettens lovanvendelse i de av mig omhandlede punkter.

Konklusjon:

Herredsrettens dom ophæves: 1) fordi herredsretten har antat, at de omhandlede forevisninger av kinematografbilleder for «Brandbu selskapelige forening» ikke var offentlige, uagtet der var adgang for alle og enhver til at tegne sig som medlemmer og faa medlemskort mot at betale en kontingent av kr. 1; 2) fordi herredsretten har antat at tiltalte ikke har utøvet nogen «virksomhet» efter straffelovens §332 1ste led av den grund at tiltalen bare gjaldt 2 enkelte forevisninger, og at straffebestemmelsen alene rammer økonomisk virksomhet. Salæret for forsvareren, høiesteretsadvokat Nørregaard fastsættes til kr. 100.

Ekstraordinær assessor Næss: I det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.

Assessorerne Bonnevie og Boye, de ekstraordinære assessorer fhv. byretsjustitiarius Jensen og overretsassessor Andersen og assessor Hazeland: Likesaa.

Side:794

Av meddomsrettens dom:

- - - Tiltalte averterte i bladet «Hadeland», at «Bradbu selskabelige Forening» holdt møter og foreviste kinematografbilleder lørdag og søndag (13 og 14 februar 1927) «medlemskort faaes hos baker Smedsrud». Her kunde alle og enhver tegne sig som medlemmer og fik medlemskort mot at betale kontingenten, 1 krone. Det blev nøie paaset at kun medlemmer fik adgang. Foreningen var da ikke konstitueret, mén det blev gjort paa det følgende møte. «Foreningens formaal er under selskabelige former at skaffe medlemmerne god og billig underholdning», se lovens §1. Det er paa det rene, at tiltalte ikke har hat nogen indtægt av sin forevisning av billederne, og at et eventuelt overskud i foreningen skal komme humanitære formaal tilgode. Tiltalte er senere valgt til formand i foreningen som nu har over 350 medlemmer, og som senere har holdt 4-5 møter. Paa hvert møte er der forevist kinematografbilleder. - - -