Rt-1927-821

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1927-10-18
Publisert:	Rt-1927-821
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 87/2 s.a.
Parter:	Drammens kommune (advokat Per Seeberg) mot A/S Forenede Papirfabrikker (advokat Grøn Lund).
Forfatter:	Bang, Alten, Breien, Dahl, Motzfeldt, Berg, Backer
Lovhenvisninger:	Byskatteloven (1911) §46

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til Oslo byrets dom av 14 januar 1925, hvorved blev kjendt for ret: «Den paaankede utpantningsforretning av 1 februar 1924 og den til grund for samme liggende ligning underkjendes. Sakens omkostninger ophæves.»

I henhold til meddelt opreisningsbevilling og appelbevilling har Drammens kommune indbragt saken for Høiesteret med saadan paastand: «1. At Oslo byrets dom av 14 januar 1925 underkjendes, saaledes at den av Drammens kommune hos A/S Forenede Papirfabrikker avholdte utpantning av 1 februar 1924 og den til grund for denne liggende ligning stadfæstes. 2. At indstevnte A/S Forenede Papirfabrikker tilpligtes at betale appellantskapet Drammens kommune processens omkostninger ved byretten og Høiesteret.»

Indstevnte Aktieselskapet Forenede Papirfabrikker rar paastaat byrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt sakens omkostninger for Høiesteret.

Høiesteret finder i motsætning til byretten, at utpantningen maa opretholdes. Bestemmelsen i byskattelovens §46, 1ste led, 3dje punktum, hjemler efter sammenhængen med det foregaaende punktum adgang til skjønsmæssig ansættelse ogsaa av skatyderens formue, forsaavidt der handles om transaktioner som har hat inflydelse paa værdien av hans formuesgjenstande eller paa ha gjældsforpligtelser. Og om bestemmelsen end efter sin ordlyd kun nævner tilfælde hvor et interessefællesskap har medført at prisen for varer

Side:822

eller kraft er sat uforholdsmæssig høi eller lav, mens den ikke nævner det mest yderliggaaende tilfælde, at der fra den ene side overhodet ikke ydes noget, maa dog dette ansees indbefattet. En antitetisk ordfortolkning vil her komme i strid med lovens formaal og de reelle hensyn som ligger til grund for den, og føre til usammenhængende og støtende resultater.

Hvad særlig den foreliggende sak angaar bemerkes forøvrig, at den omtvistede gjældspost var fremkommet ved at Forenede Papirfabrikker efter bedriftens egen fremstilling som den vigtigste avtager av A/S Skotselvs produktion hadde «refundert» Skotselv et til gjældsposten svarende beløp til hjælp ved nedskrivningen av Skotselvs tømmerbeholdning og øvrige værdier. Denne betragtningsmaate fører til at refusionen kunde være at anse som en slags godtgjørelse til Skotselv for de produkter som blev levert Forenede Papirfabrikker, og forklaringen til denne transaktion maa søkes i det mellem de to selskaper bestaaende interessefællesskap.

Sakens omkostninger for byretten og Høiesteret findes A/S Forenede Papirfabrikker at burde tilsvare.

Assessorerne Bang, Motzfeldt og Backer kommer til samme resultat som byretten og kan i det væsentlige henholde sig til dens begrundelse angaaende spørsmaalet om anvendelse av byskattelovens §46 paa det foreliggende tilfælde, saaledes som denne paragraf lød i det her relevante tidsrum.

Kommunen har for Høiesteret gjort gjældende, at den omhandlede transaktion ikke blev effektuert i 1922, men først i 1923, og at den saaledes ikke vedkommer skatteaaret 1923-24. Indstevnte har protestert mot denne anførsel som ny for Høiesteret, og man finder denne protest beføiet. Denne anførsel kan saaledes ikke komme i betragtning.

Videre er det fra kommunens side paaberopt som en fastslaat retslig regel, at en insolvent persons bokførte, men ikke faktisk betalte gjældsrenter ikke kan fratrækkes i hans indtægt. I analogi hermed paastaaes, at en skatyder, som ved gjældsovertagelse blir insolvent, ikke kan kræve fradrag for den overtatte gjældspost. Man behøver ikke her at avgjøre, om eller i hvilken utstrækning den førstnævnte sats kan anerkjendes som retslig holdbar. Hvad der end maatte antas med hensyn til gjældsrenter, som faktisk ikke er betalt, kan der herav ikke trækkes nogen slutning med hensyn til en gjældsovertagelse, som faktisk er gjennemført.

Vi voterer efter dette for at byrettens dom stadfæstes og at kommunen tilpligtes at betale saksomkostninger for Høiesteret.

Dom:

Den paaankede utpantning stadfæstes. I saksomkostninger for byretten og Høiesteret betaler A/S Forenede Papirfabrikker til Drammens kommune kr. 1.000.

Av byrettens dom:

I mars 1923 indgav A/S Forenede Papirfabrikker, som har sit hovedkontor i Kristiania men sit fabrikanlæg i Drammen, bl.a. til Drammens kommune selvangivelse for skatteaaret 1923/24, som viste et underskud

Side:823

paa formuen, stort kr. 126.428,07. Selskapet tok i selvangivelsen forbehold om mulige forandringer, naar regnskaperne var avsluttet. Efterat regnskapet var endelig behandlet i selskapets generalforsamling den 7 mai 1923, indsendte selskapet den 8 s. m. bl.a. fil Drammens ligningsraad avskrift av aarsregnskapet, ledsaget av en skrivelse, hvori det bl.a. heter: «Som det ærede ligningsraad vil se, vil selvangivelsens underskud paa formuesopstillingen økes, idet selvangivelsens post 16 b, anden gjæld kr. 3.267.219.12 ifølge det endelige regnskap blir kr. 4.015.311.28, hvorved formuesopstillingen viser et underskud, stort kr. 814.520,23. Da ogsaa selvangivelsens formuesopstilling viser underskud, vil forandringen ikke være av betydning for ligningen».

I den vedliggende status pr. 31 december 1922 er opført: Kreditorer kr. 4.015.311.28. Dette beløp fremkommer ifølge selskapets skrivelse av 7 juni 1923 til Drammens ligningsraad bl.a. ved følgende post: «A/S Skotselv Cellulosefabrik er refunderet kr. 1.635.747.71. Angaaende denne post anfører selskapet i samme skrivelse: «Vort selskap er den vigtigste avtager av Skotselv Cellulosefabriks produktion, idet sidstnævnte fabrik har omlagt sin virksomhet saaledes, at den fortrinsvis producerer netop den cellulose som vi trænger til fabrikation av vort specialprodukt greaseproof. Selskaperne staar derfor i en meget nær forbindelse med hinanden, og da Skotselv Cellulosefabrik ikke ved egen hjælp har evnet at nedskrive sine tømmerbeholdninger og øvrige værdier til samme nivaa som de andre med Union Co. samarbeidende selskaper, har vort selskap fundet at burde træde støttende til. Fornøden beslutning herom er fattet paa lovformelig maate av vort selskaps organer og allerede fuldbyrdet».

Drammens ligningsmyndigheter reduserte kontoen for kreditorer med kr. 1 635747.71, motsvarende det beløp, der er godskrevet Skotselvs Cellulosefabrik, med den begrundelse, at det ikke antages bindende for ligningsmyndigheterne, at Union Co. for at bringe ballance i enkelte av sine selskapers regnskaper foretar en transaktion som her skedd, idet tilfældet formenes at rammes av bestemmelsen i byskattelovens §46.

Drammen ligningsraad ansatte i henhold hertil selskapet i en antat formue av kr. 620.000.

Over denne ligning klaget selskapet til ligningsraad og overligningsnævnd, der begge opretholdt ligningen under paaberopelse av byskattelovens §46, første led in fine. - - -

Appellantskapet har anført, at realiteten i den omtvistede transaktion er, at appellantskapet likeoverfor dets og A/S Skotselvs Cellulosefabriks fælles bankforbindelse har overtat av sidstnævnte (Skotselvs) bankgjæld kr. 1.635.747.71. Den del av Skotselvs bankgjæld som er overført til Forenede er strøket som gjæld for Skotselv. Renterne av denne gjæld debiteres kun Forenede og gjælden og dens renter er gaat helt op i Forenedes øvrige gjæld til banken. Nogen separatkonto er ikke oprettet i anledning av denne transaktion hverken i banken eller hos Forenede. Appelantskapet maa som alle debitorer i disse tider arbeide for mest mulig at redusere sin bankgjæld og nogen forutsætning om at den del av appellantskapets gjæld som hitrører fra denne affære, ikke av anken skulde kunne kræves indbetalt, eksisterer ikke. Transaktionen hævdes saaledes at ha sin fulde realitet i forholdet til begge selskapers fælles kreditor og at være et for de to selskaper betydningsfuldt økonomisk spørsmaal, der intet hensyn har til det skatteretslige spørsmaal. Det er yderligere

Side:824

fremholdt av appellantskapet at det omhandlede beløp ikke for nogen del er belastet appellantskapets driftsregnskap, men kun status, mens det for en væsentlig del er kommet Skotselvs drift tilgode forsaavidt som det er anvendt til nedskrivning av tømmerbeholdningerne.

Angaaende Union Co.s interesse i begge de omhandlede selskaper har appellantskapet oplyst, at Union Co. i appellantskapet eier 390 aktier mens de resterende 110 er paa andre hænder. I A/S Skotselv Cellulosefabrik eier Union Co. 3/4 aktier, mens resten 449 1/4 aktie er paa andre hænder. Videre er oplyst, at aktionærerne i appellantskapet og Skotselv ikke falder helt saammen.

Indstevnte har anført, at det er det interessefællesskap, som bestaar mellem appellantskapet og A/S Skotselv Cellulosefabrik som søsterselskaper under Union Co., og den omstændighet at de to nævnte selskaper til enhver tid har samme styre, der ligger til grund for den omhandlede transaktion. Reelle forretningsmæssige hensyn har her ikke været avgjørende. Hvor et aktivum under saadanne forhold overføres til utenbys selskap eller unddrages beskatning i kommunen formenes byskattelovens §46, 1ste led in fine at faa anvendelse, idet det her kommer an ikke paa lovens ord, men paa dens hensigt - den at ramme alle transaktioner, der har sin grund i interessefæilesskaap og som samtidig rammer kommunen i dens skatteindtægter.

Det maa efter procedyren ansees paa det rene, at der mellem appellantskapet og A/S Skotselv Cellulosefabrik samt disse selskapers fælles bankforbindelse er foregaat en gjældsovertagelse, hvorved appellantskapet har overtat kr. 1.635.747.71 av Skotselvs gjæld til vedkommende bankforbindelse, og at denne gjældsovertagelse er absolut og endelig. Det et herved klart, at appellantskapets nettoformue maa ansees tilsvarende forminsket, likesom transaktionen i forhold til Skotselv maa antages at ha hat sin selvstændige reelle betydning.

Men likesaa rimelig er det at anta, at transaktionen er skedd og alene har kunnet ske paa grund av det interessefællesskap der maa antages at bestaa mellem appellantskapet og A/S Skotselv Cellulosefabrik som selskaper, i hvilke Union Co. innebær aktiemajoriteten, og hvis styrer bestaar av de samme personer. Spørsmaalet blir da, om dette interessefællesskap er av den art, at det omfattes av byskattelovens §46.

Hertil er først at bemerke, at indstevnte ikke har gjort gjældende, at appellantskapets og Skotselvs interessefællesskap er saadan at forstaa, at det ene selskap i det andet er interessert paa væsentlig samme maate som en deltager, hvorfor der i tilfælde kun vil bli tale om §46, 1ste led in fine, som ogsaa uttrykkelig er paaberopt av indstevnte.

Hvad dernæst sidstnævnte lovbestemmelse angaar, kan det ikke ansees godtgjort fra indstevntes side, at appellantskapet eller Skotselv har kjøpt eller solgt varer eller leiet eller bortleiet kraft for en pris, som paa grund av interessefællesskapet maa antages at være sat anderledes end tilfældet vilde ha været, om interessefællesskapet ikke hadde foreligget. Det er vistnok oplyst, at gjældsovertagelsen for A/S Skotselv Cellulosefabrik har bevirket en nedskrivning av tømmerbeholdningerne, men at dette har medført kjøp eller salg for en pris som lovens anvendelse ifølge det foregaaende forutsætter, kan ikke antages og er ialfald ikke godtgjort. Da det her gjælder en ren undtagelsesbestemmelse indeholdende en speciel opregning av tilfælder antages det ikke berettiget at bringe loven i anvendelse paa andre forhold end dem, der netop er tat sigte paa i opregningen og

Side:825

der vil ikke være adgang til at indfortolke andet og mere end lovens ord direkte tilsier.

Resultatet herav vil da bli at appellantskapet maa gives medhold.

Sakens omkostninger antages at burde ophæves. - - -

Eiv. Dahl. Theodor Petersen. W. G. Winsnes.