Rt-1928-142
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1928-02-25 |
| Publisert: | Rt-1928-142 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 65/1 s.a. |
| Parter: | Agdesidens Bank under avvikling (advokat P. A. Holm) mot Arendals kommune (advokat Per Rygh). |
| Forfatter: | Bang, Breien, Næss, Hazeland, Rivertz, Lie, Backer |
| Lovhenvisninger: | Byskatteloven (1911) §76 |
Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til Bergens overrets dom av 20 april 1925. Ved denne dom blev kjendt for ret: «De paaankede utpantningsforretninger av 26 november 1921 og 16 september 1922 stadfæstes. Sakens omkostninger ophæves.»
Dommen er av Agdesidens Bank under avvikling indanket for Høiesteret med saadan paastand: «1. At de paaankede utpantningsforretninger av 26 november 1921 og 16 september 1922 for næringsskat til Arendal for 1921/22 underkjendes. 2. Principalt: At den til grund for utpantningen liggende kommuneskatligning ophæves som urigtig og ulovlig, og at som følge derav den omhandlede kommuneskat for 1921/22 bortfalder. Subsidiært: At der av retten bestemmes, at ny ligning blir at foreta, hvorunder der ved ansættelsen av saavel formuen som indtægten tages tilbørlig hensyn til det pr. 1 januar 1921 indtraadte tap. 3. At appellantskapet tilkjendes omkostninger for overret og Høiesteret hos Arendals kommune.»
Som indstevnt har Arendal kommune paastaat den paaankede utpantningsforretning stadfæstet og sig hos appellanten tilkjendt saksomkostninger.
Der er for Høiesteret fremlagt endel nye dokumenter, som ikke findes at bringe saken i nogen ny stilling, og som det derfor er unødvendig at referere nærmere.
Høiesteret kommer til samme resultat som overretten og kan i det væsentlige tiltræ dens begrundelse. Man skal kun tilføie, at det er paa det rene at ligningen ikke er paaklaget til ligningsraadet eller overligningsnævnden.
Overrettens dom vil følgelig være at stadfæste. Sakens omkostninger for Højesteret findes banken at maatte tilsvare.
Dom:
Overrettens dom bør ved magt at stande. I saksomkostninger for Høiesteret betaler Agdesidens Bank under avvikling til Arendal kommune kr. 500.
Av overrettens dom:
- - - Det er paa det rene i saken at appellanten for det skatteaar det gjælder, er lignet i fuld overensstemmelse med sin selvangivelse - bortset fra en mindre forandring hvorom det ikke er klaget. I henhold til selvangivelsen er banken lignet efter en formue paa ca. 9,3 millioner kroner og en indtægt av ca. 1,4 millioner.
Allikevel mener apellanten at han ikke er pligtig at betale hverken formuesskat eller indtægtsskat for dette skatteaar, slik at de foretatte utpantninger maa underkjendes. Grunden er den, at han mener at kunne
Side:143
føre avgjørende bevis for, at ligningen er feilagtig, og at banken i 1920 absolut ingen indtægt har hat, likesom dens formue pr. 1 januar 1921 ikke oversteg 0. Men isaafald kan det, mener appellanten ikke være skattelovens mening at skat skal betales. I denne forbindelse peker appellanten paa, at Agdesidens Bank i november 1921 indstillet sine betalinger, og han mener det fremgaar tydelig av hele situationen at selvangivelserne og ligningen var absolut urigtig, idet banken i virkeligheten allerede den 1 januar 1921 var insolvent, og i 1920 saa langt fra hadde hat indtægt, men tvertimot stort tap.
Noget direkte legalt uttryk for sin opfatning kan appellanten vistnok ikke peke paa, men han finder i byskattelovens §76, 5te avsnit, uttryk for den samme tanke, nemlig at der ikke skal utlignes skat der hvor det er paa det rene at grundlag herfor mangler. Hvis nemlig ligningsraadet finder avgjørende grund til at anta at selvangivelsen er for høi, kan den berigtige denne. Nogen slik berigtigelse har in casu ikke fundet sted, idet det da ligningen blev foretat ingensomhelst grund forelaa til at dra selvangivelsens formues- og indtægtsangivelse i tvil. Men den samme adgang som ligningsraadet har til at berigtige selvangivelsen før ligning sker, maa domstolene ha efterpaa. Ti det som er pointet er at det offentlige ikke skal kunne tilegne sig skat efter en ligningsansættelse som kan bevises at være «ravruskende gal». Støtte for sin opfatning av at domstolene kan underkjende ligningen hvis den kan bevises at være oplagt feilagtig, finder appellanten foruten i skattelovens §76, som efter hans mening gir uttryk for, at det er «sandhetsprincippet» som er det avgjørende ved skattelæggelsen, ogsaa i hvad han kalder «retfærdighetsprincippet», at iligne folk skat av hvad de ikke har eiet og ikke har tjent, er en aapenbar uretfærdighet, som det ikke kan tænkes at lovgiveren kan ha villet sanktionere.
Naar ligningen er skedd i henhold til appellantens egen selvangivelse, hævder appellanten videre, at denne er avgit under bristende forutsætninger, nemlig i den tro at den var rigtig, og at den derfor kan omstøtes naar feiltagelsen blir opklaret.
Endelig ser appellanten i skattelovens bestemmelser om efterligning et uttryk for at ligningsansættelsen ikke er endelig, men kan tages op til revision for at faa frem det korrekte skatteforhold. Men kan dette ske til det offentliges gunst, maa revision ogsaa kunne foretages til dets skade.
- - - Jeg er kommet til det resultat, at indstevntes principale imøtegaaelse av appellantens søksmaalsgrundlag maa gives medhold; det kan i et tilfælde som nærværende ikke være adgang for domstolene til at underkjende ligningen paa det grundlag at formues- og indtægtsansættelsen i virkeligheten var urigtig.
Jeg finder det helt klart at man ikke i skatteloven kan peke paa nogen bestemmelse som direkte hjemler en slik fremgangsmaate. Loven og dens forarbeider har visselig ikke tænkt paa et slikt forhold som det appellanten paastaar er tilstede i denne sak. Det forhold som i §76 V taler om er at ligningsmyndigheterne før ligning er skedd fin der grund til at tvile paa, om en skattepligtig formue eller indtægt er saa stor som han selv har opgit. Isaafald vil loven - i sandhetens og en korrekt lignings interesse - at ligningsraadet skal ha adgang til at berigtige selvangivelse nedover, skjønt den erkjender at dette igrunden er ekstraordinært, idet nedsættelse av selvangivelselsens summer «i almindelighet ikke kan ske». Som motiverne uttrykker det: «En skatyder bør ikke med loven i haand kunne forlange en notorisk urigtig opgave befulgt». Hverken bestemmelsens ord eller dens
Side:144
forarbeider peker imidlertid hen paa, at den kan anvendes i et tilfælde som nærværende, hvor det ei. paa det rene at ligningsmyndigheterne ikke har betvilt at appellantens selvangivelse var rigtig, og hvor man heller ikke, objektivt set, kunde forlange av dem at de i saa henseende skulde ha stillet sig skeptisk.
I sin oprindelige form aapnet den nuværende §76 ligningsmyndigheterne adgang til at sætte ned beløpene i en selvangivelse, naar man fandt at de berodde paa en feiltagelse fra den skattepligtiges side. Under lovbehandlingen blev denne adgang forsaavidt utvidet, som man ikke længer krævet som en betingelse for selvangivelsens fravikelse, at de for høie opgivender skulde bero paa en feiltagelse; selv om de derfor antages at bero paa et urigtig skjøn, kan ligningsmyndigheterne gripe ind. Til gjengjæld krævet man i loven, at ligningsraadet bare skulde nedsætte selvangivelsens formues- eller indtægtsangivelse, naar det fandt «avgjørende grund» til at anta, at de var for høie.
Det er klart at denne bestemmelse hviler paa hvad appellanten kalder «sandhetsprincippet» i loven, d. v. s. det princip at en borger ikke skal betale skat av mere end han i virkeligheten eier eller tjener. Men hverken dette eller noget andet princip kan gi domstolene adgang til at omstyrte den ligning som allerede er foretat i lovlige former, og hvor det umulig kan lægges myndigheterne tillast at de ikke, efter §76, nedsatte den skattepligtiges formue eller indtægt. En ting er nemlig, at loven har aapnet ligningsmyndigheterne adgang til at nedsætte den skattepligtige formue og indtægt, naar de finder grund til det. Noget helt andet vilde det være om domstolene, efterat ligningen er avsluttet og skatten utlignet, skulde ha adgang til at gaa selvangivelserne efter i sømmene under «sandhetsprincippets» synsvinkel. Det er nemlig en livsbetingelse for kommunens økonomi at man kan stole paa at de ansættelser som skatteligningen hviler paa, naar den er istandbragt paa lovlig maate, staar fast. Paa grundlag av dem er skatteøret utregnet og de økonomiske dispositioner sat iverk. En ubetinget adgang til revision av selvangivelserne, efterat ligningen er avsluttet, vilde derfor være en meget betænkelig ting.
I lovens ordlyd kan man, som allerede nævnt, ingen støtte finde for en slik revision av ligningsresultatet som appellanten kræver.
Og heller ikke de principper som loven - og da særlig dens §76 hviler paa - kan uten videre anføres til støtte for appellanten fordi det tilfælde han har for øie er væsensforskjellig fra det som omhandles §76, og de betænkeligheter som i førstnævnte fald er forbundet med revision, er av en ganske anden alvorlig art end i sidstnævnte.
Med langt større grund mener jeg at man av lovens hele opbygning av ligningen paa selvangivelsens grundlag og dens absolutte taushet om enhver adgang til nedsættelse av selvangivelsens opgivender, efterat disse paa lovlig maate har passert ligningsmyndigheterne, kan slutte at ligningen. isaafald er definitiv, og at skattepligten er endelig etablert paa basis av de da foreliggende opgaver, uten adgang for den skattepligtige til senere at føre bevis for at hans selvangivelse i virkeligheten ikke svarte til de faktiske forhold.
Jeg mener altsaa at ligningen i nærværende sak maa staa ved magt, uten at jeg finder grund til at undersøke om Agdesidens Bank i virkeligheten var insolvent pr. 1 januar 1921 og om dens indtægt i 1920 i virkeligheten var negativ. - - - Ragnar Knoph, kst. B. Nergaard. Karl Iversen.