Rt-1928-256
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1928-02-18 |
| Publisert: | Rt-1928-256 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 60/1 s.a. |
| Parter: | Aasnes Sparebank (advokat Chr. Voss) mot Anton Dagfinrud og Adolf Godager (advokat J. Bergh, Hamar). |
| Forfatter: | Paulsen, Larssen, Bang, Næss, Winsnes, Lyng, Christiansen |
| Lovhenvisninger: |
Assessor Paulsen: Med hensyn til denne saks gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til Trondhjems overrets dom av 29 september 1924, hvorved saaledes blev kjendt for ret: «Det paaankede forlik av 20 december 1920 stadfæstes mellem sakens
Side:257
parter for et beløp av kr. 6.916,30 med bankens renter fra 13 oktober 1920 samt forliksomkostninger kr. 2.10, men underkjendes forøvrig. Sakens omkostninger ophæves.»
Denne dom har Aasnes Sparebank paaanket til Højesteret. Det er oplyst at efter stevningens uttagelse er Anton Dagfinruds bo kommet under konkursbehandling og Adolf Godager avgaat ved døden. I hans sted optrær nu som part for Høiesteret hans selvskiftende myndige arvinger, nemlig Agnes Godager, fru Bergliot Melby gift med Olaf Melby, Magnus Godager, fru Dagny Bøe gift med konservator Johs. Bøe og Aasta Johanne Godager. Appellanten har for Høiesteret nedlagt saadan paastand: «1. Principalt: At det mellem Aasnes Sparebank og O. Bakken og selvskyldnerkautionister Anton Dagfinrud og Adolf Godager den 20 december 1920 indgaatte kommissionsforlik stadfæstes. 2. Subsidiært: At forliket stadfæstes for et beløp av kr. 6.916,30 med bankens rente fra 13 oktober 1920 samt forliksomkostninger kr. 2.10. 3. At appellanten Aasnes Sparebank iethvertfald tilkjendes omkostninger for overret og Høiesteret.»
De indstevnte har nedlagt saadan paastand: «At overrettens dom stadfæstes og at appellantskapet tilpligtes til de indstevnte at betale saksomkostninger for Høiesteret.»
For Høiesteret er fremlagt endel nye dokumenter, væsentlig erklæringer fra endel bankmænd om forskjellige forhold som staar i forbindelse med en banks holdning likeoverfor dokumenter av den i nærværende sak omhandlede art.
Jeg er kommet til samme resultat som overrettens andenvoterende. Dennes dom er nemlig avsagt under dissens, idet andenvoterende voterte for stadfæstelse av det paaankede forlik i sin helhet under ophævelse av sakens omkostninger. Jeg kan forsaavidt angaar begrundelsen av mit resultat i det væsentlige henholde mig til hvad overrettens andenvoterende har anført. Jeg vil særlig pointere, at hvis det hadde været kautionisternes mening at stille andre vilkaar for sit ansvar overfor banken end de som var stillet under de forutgaaende forhandlinger om laanet til O. J. Bakken, maatte de ha tilkjendegit sin mening overfor banken paa en ganske anderledes klar og utvetydig maate end det er gjort ved den noget svævende tilføielse paa vekselobligationen. Efter min mening kan det ikke forlanges at banken skulde opfatte denne tilføielse derhen, at den var forpligtet til at paase at der blev levert banken yderligere sikkerhet i form av pantobligation. Der foreligger vistnok for Høiesteret uttalelser fra bankchef Andersen i Vangs Sparebank og fra bankchef Ødegaard i Elverums Sparebank, gaaende ut paa at Aasnes Sparebank burde ha henvendt sig til kautionisterne før de utbetalte laanet, og det er mulig at dette maa siges at ville ha været det forsigtigste, men paa den andenside finder jeg at det maa betegnes som en end større uforsigtighet, at ikke kautionisterne gjorde banken opmerksom paa, at deres samtykke til at stille sig som kautionister nu skedde under andre betingelser end tidligere forutsat.
Overretten sees ogsaa at ta standpunkt til den indsigelse mot bankens krav, at denne ikke efter vekselobligationens forfald varslet
Side:258
dem om, at debitor intet hadde foretat sig til ordning av laanet. Denne indsigelse mener jeg overhodet ikke hører under overrettens og Høiesterets prøvelse, idet den ikke som forlikslovens §74 sier angaar nogen av de til en kontrakts gyldighet nødvendige egenskaper.
Jeg finder efter det anførte at maatte ta appellantens principale paastand til følge, men finder efter omstændigheterne grund til at ophæve sakens omkostninger saavel for overretten som for Høiesteret.
Konklusjon:
Det mellem Aasnes Sparebank og O. J. Bakken og selvskyldnerkautionister Anton Dagfinrud og Adolf Godager den 20 december 1920 kommissionsforlik stadfæstes. Sakens omkostninger for overretten og Høiesteret ophæves.
Ekstraordinær assessor Larssen: Jeg voterer for stadfæstelse av overrettens dom og slutter mig til den av overrettens tredjevoterende avgivne begrundelse. «Vekselobligationen» er i virkeligheten efter sin form et almindelig gjældsbrev med skylderklæring fra debitor til banken og herpaa tegnet forløfteerklæring. Den i saken omhandlede paategning er indtat i den av debitor til banken avgitte skylderklæring som en del av denne og angaar derfor allerede ved sin ytre plads forholdet mellem hoveddebitor og banken. At paategningen enten er eller har været seet av bankens vedkommende ved dokumentets indlevering i banken, er paa det rene. Hvad paategningens indhold angaar, angir denne, at der «som yderligere sikkerhet» er deponert en pantobligation. Det synes mig vanskelig at forstaa dette anderledes end at der her er tale om en sikkerhet ved siden av den sikkerhet som forløfteerklæringene danner, og at den altsaa kun kan referere sig til bankens sikkerhet for debitors laaneforpligtelse. Da banken bevilget laanet, hadde den for sit vedkommende ikke fundet grund til at kræve saadan «yderligere sikkerhet» ved siden av forløfteerklæringen. Forklaringen til at skylderklæringen allikevel indeholdt ogsaa en saadan deposition, kan da saaavidt skjønnes kun være, at forloverne har forlangt at debitor skulde stille denne pantesikkerhet overfor banken til forminskelse av deres forløfterisiko. At dette var paategningens forklaring maatte banken forstaa, saafremt den overhodet skjænket paategningen den opmerksomhet, hvortil banken hadde pligt. Naar banken da mottar skylderklæringen med dette indhold, maa den efter min opfatning enten stryke erklæringen om depositionen som liggende utenfor hvad den for sit vedkommende finder nødvendig og de rom gi forloverne underretning, eller paase at erklæringens indhold sker fyldest før laanet bevilges, idet forløfteerklæringen refererer sig til hovedpligten med det indhold denne har. Jeg henviser til de fra bankchefene i Vang og Elverums Sparebank avgitte erklæringer som givende uttryk for det samme. Forloverne vil derfor, som av overretten antat, bli at frikjende for den del av ansvaret som liggende indenfor værdien av de i skylderklæringen omhandlede deposita.
Side:259
Da jeg efter konferancen gaar ut fra at jeg er i mindretal, former jeg ingen konklusion. Med hensyn til procesomkostningerne er jeg enig med førstvoterende.
Assessor Bang: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Likeoverfor dissensen vil jeg fremholde, at «vekselobligationen», bortset fra de 4-5 første linjer, fremtrær som en fælleserklæring fra hoveddebitor og kautionistene. Som ledd av denne maa, mener jeg, ogsaa den omhandlede paategning forstaaes. Umiddelbart under paategningen staar der: «Aasnes den 13 april 1920. Hoveddebitor: O. Bakken. Selvskyldnerkautionister: Anton Dagfinrud, Adolf Godager.»
Paategningen indeholder saaledes en av hoveddebitor og kautionisterne avgit fælleserklæring om, at der som yderligere sikkerhet er deponert en pantobligation stor kr. 20.000 med pant i Kringsjaa i Stange og baker Købergs gaard.
Efter bevisets stilling maa jeg gaa ut fra, at bankens vedkommende ikke tidligere end, da papiret presentertes til betaling, hadde hørt noget om nogen pantobligation og heller ikke fik sig nogen saadan overlevert. Jeg indser da ikke andet, end at den naturlige forstaaelse fra bankens side maatte være den, at der var utstedt og deponert en pantobligation som nævnt av hoveddebitor overfor kautionisterne. Hvis det kan tilregnes bankkassereren som en uforsigtighet, at han ikke tænkte sig en mulig anden forstaaelse av forholdet, maa jeg ialfald være enig med førstvoterende i, at der fra kautionisternes side er lagt for dagen en høiere grad av uforsigtighet, forsaavidt det har været deres mening, at banken skulde være forpligtet til at sørge for, at en saadan obligation blev utstedt, tinglæst og deponert hos banken.
Ekstraordinær assessor Næss: I det væsentlige og resultatet enig med andenvoterende.
Ekstraordinær assessor overretsassessor Winsnes: Enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor byretsassessor Lyng: Som hr. assessor Næss.
Assessor Christiansen: Som hr. assessor Bang.
Av overrettens dom:
Appellanterne, Anton Dagfinrud og Adolf Godager, har indanket for overretten et mellem baker O. Bakken og appellanterne paa den ene side og Aasnes Sparebank paa den anden side i Aasnes forlikskommission den 20 december 1920 indgaat forlik. Det avsluttede forlik er saalydende: «Debitor og selvskyldnerkautionister vedtar in solidum at betale kr. 20.000 med bankens renter aarlig fra 13 oktober 1920.» - - - Forliket er avsluttet i henhold til O. Bakkens vekselobligation til banken av 13 april 1920 stor kr. 20.000 for hvilken appellanterne har stillet sig som selvskyldnerkautionister. - - -
Appellanterne har ment, at forliket maa underkjendes, fordi det mangler nogen av de egenskaper, som er nødvendige til en kontrakts gyldighet. Dengang de som selvskyldnerkautionister underskrev vekselobligationen, hadde de i tilslutning til dens tekst og foran debitors og kautionisternes
Side:260
navne git obligationen en saadan tilføielse: «Som yderligere sikkerhet er deponert en pantobligation stor kr. 20.000 med pant i Kringsjaa i Stange og i baker Tøbogs gaard» - (vistnok fellskrift for Købers). - Nogen saadan pantobligation som her nævnt har banken ikke passet paa at faa deponert. Likeoverfor Bakken opstillet appellantenrne som betingelse for sin kaution at de skulde faa pant i de nævnte eiendomme. Det faldt ikke appellanterne ind at banken skulde anta en vekselobligation med en saadan klausul uten mot depositum av pantobligationen. Banken hadde ialfald pligt til at stanse utbetalingerne indtil appellanternes uttalelser var indhentet. Likesom laantager og kautionister ved sine underskrifter forpilgtes ved de i vekselobligationen indførte betingelser, likesaavel har banken ved at anta obligationen og utbetale penger paa den vedtat alle de indtagne betingelser, hvad enten disse er trykt og saaledes paaført av banken, eller betingelserne er tilskrevet av laantager eller kautionister. Det var ikke meningen at pantobligationen skulde utstedes direkte til kautionisterne og forbli hos disse. I saa fald vilde der ikke ha været grund til at nævne noget om pantobligationen. Kautionisterne hadde ved denne klausul villet gi tilkjende, at det var banken, som maatte sørge for at faa obligationen utstedt til sig. Naar saa ikke er gjort, foreligger her en feil - en uagtsomhet - fra bankens side som maa ha tilfølge at intet ansvar kan gjøres gjældende mot kautionisterne.
Fra bankens side er blandt andet fremholdt, at baker Bakken ved sit mundtlige laaneandragende indleverte en foreløbig garantierklæring som var undertegnet av appellanterne. Bakken nævnte intetsomhelst om at der skulde stilles reel sikkerhet til banken eller til kautionisterne, og garantierklæringen indeholdt heller ingen antydning om nogen saadan sikkerhet. Laanet blev bevilget i direktionsmøte den 31 mars 1920 uten anden sikkerhet end appellanternes kaution. Banken var ikke tilbudt og hadde heller ikke forlangt nogen pantesikkerhet. I de grundforskrivelser - endossementserklæringer - som før laanets utbetaling blev tilsendt appellanterne til underskrift indeholdtes der intet om nogen reel sikkerhet for laanet. - - -
Forøvrig mener jeg, at banken har optraadt med saavidt stor uforsigtighet, at den bør være den nærmeste til at bære det tap som for appellanterne er opstaat derved, at banken ikke har været opmerksom paa eller intet hensyn tat til den i vekselobligationens tekst av kautionisterne foretagne tilføielse. - - - Jeg maa imidlertid gaa ut fra, at appellanterne ved en saadan tilføielse i vekselobligationens tekst som den her nævnte direkte har tilkjendegit, at depositum av pantobligationen maatte være en betingelse for laanets utbetaling, og at appellanternes kautionserklæring paa dokumentet var avgit ut fra den forutsætning at det fra bankens side blev paaset, at denne betingelse blev efterkommet. - - -
Olaf Smedal, kst.
Jeg kommer til et andet resultat end førstvoterende, idet jeg nemlig ikke kan finde, at der kan rettes bebreidelse mot banken for at ha utvist uagtsomt forhold ved ikke at sørge for, at den i tilføielsen til vekselobligationens trykte tekst omhandlede pantobligation blev deponert i banken.
Som av førstvoterende fremholdt hadde banken bevilget laanet kun mot appellanternes kaution og hadde ikke reist noget krav om pantesikkerhet. Hverken i det foreløbige «garantibevis» eller i kautionisternes senere «grundforskrivelser» findes noget krav om deponert pantesikkerhet. - - -
Under disse omstændigheter kan jeg ikke finde, at banken hadde nogen særlig opfordring til at fæste sig ved og træffe nogen forføining i anledning
Side:261
av tilføielsen i vekselobligationens tekst. Efter sin form er denne vel nærmest heller ikke nogen betingelse, men et tilbud, dersom den forstaaes derhen, at det var banken, som skulde ha depositum, og er iethvertfald uklar. Vilde appellanterne at det skulde ansees som en betingelse, et vilkaar for deres kaution, at pantobligationen deponertes, burde dette været sagt paa en anden og utvetydig maate og de hadde dertil saa meget sterkere opfordring, som spørsmaalet deponert pantobligation ikke var nævnt av banken, hvis vilkaar var angit i garantierklæringen og i grundforskrivningerne.
- - - Harald Bothner.
Jeg slutter mig i det væsentlige og resultatet til førstvoterende. - - -
C. E. Wildhagen.