Rt-1928-353
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1928-03-20 |
| Publisert: | Rt-1928-353 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 90/1 s.a. |
| Parter: | A/S Ranheims Papirfabrik (advokat Kiær Mordt) mot Provianteringsdepartementet (advokat inn R. Schjødt). |
| Forfatter: | Bang, Andersen, Alten, Berg, Hanssen, Bade, justitiarius Scheel |
| Lovhenvisninger: | Grunnloven (1814) §75a, Grunnloven (1814), §105 |
Angaaende denne saks gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til Trondhjems overrets dom av 28 juli 1924, hvorved blev kjendt for ret: «Den paaankede utpantningsforretning stadfæstes. I saksomkostninger betaler A/S Ranheims Papirfabrikker til Provianteringsdepartementet kr. 24 samt utreder regjeringsadvokatens salær med kr. 250.»
A/S Ranheims Papirfabrik har indbragt dommen for Høiesteret med saadan paastand: «At den paaankede utpantning underkjendes, og at appellantskapet tilkjendes saksomkostninger for overretten og for Høiesteret.»
Indstevnte Provianteringsdepartementet har paastaat overrettens dom stadfæstet og appellanten tilpligtet at betale saksomkostninger til indstevnte for Høiesteret.
Side:354
A/S Ranheims Papirfabrik har faat bevilling til at fremsætte følgende nye indsigelser: 1. At A/S Ranheims Papirfabrik ikke har vedtat de mindelige overenskomster som i saken omhandlet av henholdsvis 10 februar og 2 august 1920. 2. At derfor den del av den omprocederte avgift, som gjælder den tid, hvor forholdet var ordnet ved overenskomst ikke kan indtales hos A/S Ranheims Papirfabrik, fordi de foreliggende nævnte overenskomster med De norske Papirfabrikanters Forening ikke kan danne lovlig hjemmel for at paalægge A/S Ranheims Papirfabrik avgiftspligt i omhandlede tidsrum. 3. At det papir, som utligningen i første halvaar 1921 gjælder, er avgit av vedkommende fabrikker i tidsrummet da overenskomsten gjaldt, og at det derfor ikke er anledning til at paalægge A/S Ranheims Papirfabrik nogen pligt til at delta i utligningen av avgiften vedrørende dette papir. 4. At den foreløbige utligning (se dok. 10 ad. advokat Schjødts skrivelse) er ulovmedholdelig, fordi utligningen er skedd paa basis av priser, som er fastsat ved kgl. res. av 6 august 1920, idet denne resolution som ledd i overenskomsten av 2 august 1920 ikke kan danne basis for nogen utligning, efterat overenskomsten er utløpet.
Der er for Høiesteret fremlagt en række nye dokumenter, hvorav skal nævnes: 1. Avskrift av cirkulære fra De norske Papirfabrikanters Forening av 3 februar 1920, hvorved indkaldtes til et fællesmøte den 10 februar 1920 i anledning av en paatænkt nyordning med hensyn til leverancen av billig papir. Forslaget om en nyordning begrundedes med faren for, at statsmagterne vilde gripe ind med eksportforbud og med ønske om at faa det til utligning kommende beløp reducert. Forslaget oplystes at være akceptert av Landbruksdepartementet og Bladeierforeningen. 2. Protokolutskrift for fællesmøtet den 10 februar 1920, hvor forslaget i det væsentlige blev vedtat. 3. Gjenparter av skrivelser fra Landbruksdepartementet til formanden i Papirlovkommissionen, ekspeditionschef Hougen av 28 februar og av formandens skrivelse til Landbruksdepartementet av 2 mars 1920 angaaende fastsættelse av priser paa papir som av kgl. res. av 5 mars 1920, hvorved priserne fastsattes paa det papir, landets papirfabrikker var pligtig til at levere til indenlandsk forbruk til aviser og undervisningsbruk fra 27 februar 1920. 4. Gjenpart av kgl. resolution av 6 august 1920, hvorved paa grund av betydelig forøkede produktionsomkostninger prisen fra 1 september 1920 blev forhøiet for avispapir, som landets papirfabrikker var pligtig til at levere. 5. Avskrift av skrivelse fra A/S Ranheims Papirfabrik til De norske Papirfabrikanters Forening av 3 februar 1921 saalydende: «Erstatning for levering av billig papir. 1 besiddelse av Deres cirkulærskrivelse av 1 ds. angaaende opgave over vor produktion for maanederne september-december 1920 tillater vi os høfligst meddele, at vi ikke finder os beføiet til at indsende saadan opgave, da vi - som tidligere flere ganger fremholdt, ikke ønsker at delta mere i utligningen for levering av billig papir, idet vi mener det hele er aldeles ubeføiet.» 6. Avskrift av skrivelse fra samme til samme av 9 februar 1921 saalydende: «Erstatning for levering av billig papir. Vi har mottat Deres utligning for terminen 1/6-31/8 1920 og bemerker,
Side:355
at vor andel i samme er utlignet til kr. 3.610,08. Vi tillater os imidlertid referere til vore tidligere skrivelser, sidst av 3 ds., og maa vi herved paany protestere mot, at vi skal delta videre i denne utligning, som vi som sagt mener er fuldstændig uberettiget.» 7. Skrivelse fra samme til samme av 24 september 1921 saalydende: «Utligning for billig papir terminen 1/6-31/8 1920. Refererende til dagens telefonsamtale med hr. sekretær Jordan oversender vi hermed under protest den paa os utlignede andel ifølge opgave av 5/2 - 21 - kr. 3.610,08 + kr. 126.33 - 6 pct. renter i 7 mdr. (fra 1/3-30/9) = kr. 3.736,43, som hoslagt oversendes i check 1/ Andresens Bank. Som allerede fremholdt i telefonen oversendes dog beløpet under vor protest, idet vi mener ikke at være pligtig at erlægge denne erstatning, hvorimot vi forlængst har protestert. Vi imøteser Deres erkjendelse.» 8. Avskrift av skrivelse fra A/S Ranheims Papirfabrik av 4 oktober 1921 til Landbruksdepartementet. Heri redegjør fabrikken for sin stilling og anfører, at det overhodet ikke er mulig for den at utbetale noget i anledning av kravet om bidrag til de fabrikker, der har levert billig papir til aviserne, og slutter saaledes: «Vi har imidlertid aldrig anseet den omhandlede lov for overensstemmende med grundloven og har, naar vi tidligere har deltat i skeede indbetalinger, gjort dette for at undgaa eksportforbud.» 9. Avskrift av skrivelse fra A/S Ranheims Papirfabrik til De norske Papirfabrikanters Forening av 2 november 1921 saalydende: «Ad erstatningen til papirfabrikanterne for levering av billig papir terminen 1/9-31/12 1920. 1 besiddelse av Deres cirkulærskrivelse av 13 f. m. angaaende ovenstaaende erstatningstermin for levering av billig papir, tillater vi os herved henvise til vore tidligere skrivelser i samme sak, og vil vi atter uttale, at vi ikke kan erkjende at ha nogen pligt til at betale denne erstatning.» 10. Utskrift av protokol for «nævnden til utligning av erstatning for levering av papir til nedsat pris» for utligningsterminen 1/1- 20/4 1921 basert paa A/S Ranheims Papirfabriks gjennemsnitlige formue pr. 1/1 1918, 1/1 1919 og 1/1 1920 og paa indtægten for aaret 1919. Den paa fabrikken faldende erstatning var beregnet til kr. 1.446,91. 11. Gjenpart av skrivelse fra De norske Papirfabrikanters Forening til Landbruksdepartementet av 27 august 1926. Det anføres her bl.a.: «Den frivillige avtale, som blev indgaat den 10 februar 1920 gjaldt hele resten av nævnte aar og blev akeeptert av samtlige fabrikker med undtagelse av Lillestrøm og Flateby. Paa det møte den 20 august 1920, hvor visse forandringer i den oprindelige, frivillige overenskomst blev besluttet for perioden 1/9-31/12 1920, var A/S Ranheims Papirfabrik ikke repræsenten; men hvorvidt fabrikken senere ved protokollens mottagelse har protestert, kan vi ikke si. Det vil imidlertid Ranheim vel selv kunne dokumentere.» 12. Skrivelse fra De norske Papirfabrikanters Forening til advokat H. Kiær Mordt av 27 oktober 1926, hvori foreningen med hensyn til meddelelsen om, at avtalen av 10 februar 1920 blev «akceptert av samtlige fabrikker med undtagelse av Lillestrøm og Flateby» oplyser, at den støtter sig til en skriftlig rapport fra den komité som i sin tid for at utrede det hele
Side:356
gjennemgik alt hvad der forelaa av dokumenter. 13. Promemoria av ekspeditionschef Hougen, hvori han redegjør for refusionsordningen i 1920. Forsaavidt de refusionspligtige fabrikker protesterte mot den i overenskomsten fastsatte fordelingsmaate, maatte de - uttaler han - uvægerlig komme ind under den i loven fastsatte fordelingsmaate.
Høiesteret kommer til samme resultat som overretten og kan med hensyn til A/S Ranheims Papirfabriks for overretten fremførte indsigelser i det væsentlige tiltræde overrettens begrundelse.
Med hensyn til grundlovsmæssigheten av de ved l. nr. 13 av 9 august 1918 givne bestemmelser om bidragspligt til dækning av skyldige erstatninger efter l. nr. 4 av 18 juli 1917 skal yderligere bemerkes, at man finder at kunne slutte sig til vore statsretslige forfatteres lære, som ogsaa er blit befulgt i praksis, hvorefter der uten den i grundlovens §75a fastsatte tidsbegrænsning ved lov kan paalægges avgifter, som ikke gaar ind i statskassen, men anvendes til et bestemt begrænset formaal. Og etter lovens §2 og §6 er de her omhandlede avgifter ikke paalagt til statskassen, men har til formaal at fordele paa landets samtlige papir-, træmasse- og cellulosefabrikker det tap i indtægt, som vilde opstaa for de enkelte fabrikker, som til dækning av det indenlandske behov maatte levere papir til priser som laa under verdensmarkedsprisen.
Det er fra aktieselskapets side for Høiesteret gjort gjældende, at De norske Papirfabrikanters Forenings sekretær neppe var berettiget til paa foreningens vegne at give Provianteringsdeparte mentet bemyndigelse til avgiftens indkrævning. Departementet har paastaat denne indvending sat ut av betragtning som ny. Man er enig i, at den av denne grund ikke kan komme i betragtning.
Hvad angaar de nye indsigelser, som aktieselskapet har faat bevilling til at fremsætte, bemerkes: De to første indsigelser er bygget paa, at aktieselskapet ikke har vedtat og saaledes ikke er bundet av overenskomsten av 10 februar 1920 og den overenskomst i august samme aar, hvorved blev vedtat visse ændringer i den første overenskomst.
Det er paa det rene, at aktieselskapet ikke var repræsentert ved noget av de to møter, hvor overenskomsterne blev vedtat. Men det ansees bevist, at utskrift av protokollen er sendt aktieselskapet - se de to under nr. 11 og 12 citerte skrivelser - og man finder, at overenskomsterne maa ansees vedtat av aktieselskapet, naar dette ikke efter at være blit bekjendt med, at overenskomst ansaaes istandbragt, sa fra om, at det ikke ansaa sig bundet ved overenskomsten, men foretrak at lovens regler befulgtes. Overenskomsterne angik fremgangsmaaten ved erstatningsbeløpenes beregning. De ovenfor citerte skrivelser fra aktieselskapet indeholder vistnok en række protester. Men man forstaar disse saaledes, at de ikke gjælder den fremgangsmaate for erstatningens beregning, som overenskomsterne angir, men selve pligten til overhodet at delta i erstatningen. Dette har faat et særlig klart uttryk i den som nr. 7 refererte skrivelse. Protesterne maa saaledes ansees for at uttrykke den samme retsoptatning paa dette omraade, som aktieselskapet har gjort gjældende for overretten.
Side:357
Den som nr. 10 anførte protokolutskrift har bevirket at aktieselskapet har tilbakekaldt den tredje av sine nye indsigelser.
Hvad den fjerde indsigelse angaar, kan den deri hævdede forstaaelse av den kgl. resolution av 6 august 1920 ikke findes rigtig. Resolutionen fastsætter fra 1 september 1920 en forhøiet pris paa det papir som landets papirfabrikker var pligtig til at levere til avisene (kfr. lovene 27 juli 1917 og 9 august 1918). Der er ingen grund til at anta, at den kun er ment som et ledd i overenskomsten av august 1920.
Efter dette vil overrettens dom bli at stadfæste. Sakens omkostninger for Høiesteret findes aktieselskapet at maatte tilsvare.
Dom:
Overrettens dom bør ved magt at stande. I saksomkostninger for Høiesteret betaler A/S Ranheims Papirfabrik til Provianteringsdepartementet kr. 500.
Av byrettens dom:
- - - Ved midlertidig lov av 18 juli 1917 nr. 4 blev vedtat bestemmelser om at sikre landets forsyning med papir til aviser, skole og undervisningsmateriel m.v. Efter lovens §1 (som den lyder ved tillægslov av 9 august 1918 nr. 14) fik kongen ret til at bestemme, at landets papirfabrikker skulde være forpligtet til at levere det til indenlandsk forbruk nødvendige papir til nævnte bruk, til av ham fastsatte priser. Blandt de nærmere bestemmelser for ordningens gjennemførelse heter det i lovens §4, at den mindreindtægt, som en fabrik maatte faa av ordningen skulde erstattes paa den maate og i den utstrækning som Stortinget senere bestemmer. Ved loven av 9 august 1918 blev anordnet bl.a. nærmere regler for hvordan erstatningen til de leveringspligtige fabrikker skulde fastsættes og utlignes. Efter lovens §2 skulde den samlede erstatning utlignes paa papirfabrikkerne (ogsaa paa dem, som leverte det billige papir) samt paa træmasse- og cellulosefabrikkerne. Fordelingen skulde - dersom mindelig ordning ikke blev truffet - fastsættes av en særskilt ligningsnævnd, og til grund skulde paa nærmere angit maate lægges fabrikkernes gjennemsnitsindtægter efter de 3 sidste statsskatteligninger. I lovens §6 er det bestemt, at indbetalingen av andelen i erstatningsbeløpet skulde ske til De norske Papirfabrikanters Forening, som derefter uten ophold skulde besørge utbetalt, vad hver enkelt papirfabrik tilkom. Videre bestemmer §7, at i mangel av betaling kan de ved overenskomst fastsatte eller utlignede beløp med paaløpne renter inddrives efter samme regler som formues og indtægtsskat til statskassen.
Det er paa det rene, at fra 4 april 1922 har Provianteringsdepartementet (eller senere Landbruksdepartementets provianteringskontor) paatat sig inddrivningen av resterende avgift. Det meste var da indbetalt, men der gjenstod bl.a. endel beløp for første halvaar 1921, deriblandt A/S Ranheims Papirfabrikkers andel, og det er dette beløp, som nærværende sak gjælder.
- - - Dernæst har appellanten hævdet, at hele den ordning, som papirloven har foreskrevet, er grundlovsstridig. Der foreligger i virkeligheten en ekspropriation, og den rette juridiske form hadde været at ekspropriere; derefter kunde staten søke sine erstatningsutlæg dækket ved eksportavgifter eller beskatning. Men denne vei er ikke brukt, og den
Side:358
trufne ordning er derfor i strid med grundlovens §105. Istedet er staten blit enig med de fabrikker, som skulde levere det billige papir, om saadan levering mot tilsagn om erstatning hos andre fabrikker, som ikke har noget med leveransen at gjøre. Denne form for kombinert ekspropriation og beskatning, samlet i de derom gitte leilighetslover, anser appellanten grundlovsstridig. Man kan ikke ekspropriere hos en og paalægge en anden at betale. Som nævnt er det mulig at staten kunde fremtvunget det samme resultat, praktisk talt, ad andre veier, f.eks. ved eksportavgifter. Men det er aldeles ikke avgjort, at erstatningsbeløpet da vilde faldt de samme fabrikker tillast som dem, der rammes efter loven av 1918. Appellantens fabrikker har ikke nogen forbindelse med produktion av den slags papir som det her er tale om. Og kort og godt at bestemme at man forlanger billig papir fra en fabrik, og at en anden fabrik skal betale hvad den første maatte tape paa leveringen, maa ligge utenfor grundloven. - - -
Jeg antar at utpantningen blir at stadfæste. Det maa ansees sikkert fastslaat i teori og praksis, særlig under verdenskrigen, at statsmagterne har adgang til at fastsætte maksimalpriser paa varer. Det er dette, som papirloven av 18 juli 1917 aapnet adgang til for de i loven nævnte papirsorters vedkommende, og med nærmere begrænsning i leverandørernes favør. Det kan dernæst neppe være tvilsomt, at staten har adgang til ved lov at paalægge bestemte næringsgrener særskatter. Heller ikke kan det ansees grundlovsstridig, at disse avgifter ved lov bestemmes anvendt i særskilte øiemed, og at størrelsen av særskattene bestemmes efter dette øiemeds behov. Det er dette princip, som ligger til grund for utlignings- og erstatningsreglerne i loven av 9 august 1918. Den fra grundlovens §105 hentede indsigelse fører heller ikke frem. Det kan være tvilsomt, om appellanten under nogen omstændighet kunde gjøre denne indsigelse gjældende, da appellantens fabrikker ingen leveringspligt har hat. Men ihvertfald ansees indsigelsen uholdbar. Loven tilsier uttrykkelig de leverende fabrikker erstatning for den ved leveransen voldte mindreindtægt. Den omstændighet, at loven paalægger de leverende fabrikker at delta i erstatningsavgiften, kan for appellanten bare ha den følge, at appellantens avgift blir mindre end den ellers var blit. - - -