Rt-1928-402
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1928-04-20 |
| Publisert: | Rt-1928-402 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 43/1 B s.a. |
| Parter: | Oslo kommune (advokat G. Heiberg) mot Den Norske Amerikalinjes Sjømandsfond (advokat Fougner). |
| Forfatter: | Dahl, Larssen, Christiansen, Alten, Bade Borch, Backer |
| Lovhenvisninger: | Byskatteloven (1911) §21, Skatteloven (1911), §22, §41 |
Assessor Dahl: Ved Oslo byrets dom av 2 september 1924 blev i nærværende sak kjendt for ret: «Den paaankede utpantningsforretning og den til grund for samme liggende ligning ophæves. Sakens omkostninger ophæves.» Dommen er avsagt under dissens, idet rettens førstvoterende stemte for stadfæstelse av den paaankede utpantningsforretning.
Byrettens dom er av Oslo kommune paaanket til Højesteret med saadan paastand: «At byrettens dom underkjendes, at den paaankede utpantningsforretning og den til grund for samme liggende ligning stadfæstes, at den norske Amerikalinjes Sjømandsfond tilpligtes til Oslo kommune at utrede sakens omkostninger for byret og Høiesteret.»
Den norske Amerikalinjes Sjømandsfond har paastaat byretsdommen stadfæstet og sig hos kommunen tilkjendt procesomkostninger for Høiesteret.
Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til byrettens domsgrunde. Saken foreligger for Høiesteret i uforandret skikkelse.
Jeg er med en anden begrundelse kommet til samme resultat som byretten.
Jeg finder det for min del ikke nødvendig at drøfte eller avgjøre om Amerikalinjens Sjømandsfond er at anskue som en mild stiftelse og saaledes berettiget til skattefritagelse efter byskattelovens §21, litra i (tidligere litra h). Jeg mener nemlig, at fondet iethvertfald maa betragtes som en indretning som ikke har erhverv til formaal og saaledes til kommer skattefritagelse efter samme paragrafs litra k (tidligere litra i). Der handles her om en selvstændig, fra Amerikalinjens formuesmasse utskilt indretning med egen økonomi, hvis statutter er stadfæstet av Kongen, hvis midler ikke i noget tilfælde hefter for selskapets gjæld, og hvis indtægt heller ikke for nogen del tilfalder selskapet. Det er efter procedyren paa det rene, at fondet som saadant ikke driver nogen erhvervsmæssig virksomhet og end mindre har erhverv til formaal. Fondet er efter statutternes §1 oprettet til fordel for Amerikalinjens sjøfolk og øvrige underordnede personale ombord i selskapets skibe, og dets midler kan efter statutternes §7 alene anvendes til bedste for nævnte personale. At fondet indirekte kan være av en viss interesse ogsaa for selskapet og til en viss grad bidra til at styrke
Side:403
dets stilling, bringer efter min opfatning ikke saken i nogen anden stilling.
Den i byskattelovens §21 litra k indeholdte opregning av eksempler paa saadanne selskaper og indretninger som indgaar under bestemmelsen, kan ikke antas at ha anden hensikt end at avskjære enhver tvil for de specielt nævnte institutioners vedkommende, men er formentlig hverken ment at skulle være uttømmende eller at begrænse skattefriheten til saadanne selskaper og indretninger uten erhvervsmæssig øiemed, som kan henføres til samme art eller type som de i loven eksempelvis anførte. At en saadan begrænsning ikke kan indfortolkes i bestemmelsen maa jeg anse bindende fastslaat ved de i Rt-1926-216, Rt-1926-263 og Rt-1926-985 indtatte Høiesteretsdomme, som jeg forsaavidt anser avgjørende ogsaa for nærværende sak.
Jeg skal sluttelig bemerke, at det formentlig vilde stemme daarlig med bestemmelsen i byskattelovens §22, 1 ste led, hvorefter familiestiftelser bare kan ilægges formuesskat, hvis et fond av den under nærværende sak omhandlede art skulde nektes enhver skattefritagelse. Det forekommer mig nemlig klart, at et saadant fond maa ha større berettigelse til skattefrihet end en stiftelse oprettet fortrinsvis til fordel for en enkelt slegt. Ogsaa den nødvendige sammenhæng mellem skattelovens forskjellige bestemmelser synes derfor at maatte lede til, at Amerikalinjens Sjømandsfond indrømmes skattefrihet. Jeg finder det likeledes i sig selv naturlig at lovgivningen gjennem skattefrihet har fundet at burde opmuntre til at næringsdrivende personer og selskaper opretter fond av heromhandlede art til bedste for sit personale, og et uttryk herfor ser jeg i det ved lov nr. 2 av 22 februar 1921 vedtatte tillæg til byskattelovens §41 om indtægtsfradrag for beløp som avsættes til pensions- og understøttelsesfond av heromhandlede karakter.
Jeg vil efter det anførte votere for stadfæstelse av by rettens dom, og finder at appellanten bør tilsvare saksomkostninger for Høiesteret.
Dom:
Byrettens dom stadfæstes. I saksomkostninger for Højesteret betaler Oslo kommune til Den norske Amerikalinles Slømandsfond kr. 600.
Assessor Larssen: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Assessorer Christiansen, de ekstraordinære assessorer Alten, Bade og Borch samt assessor Backer: Likesaa.