Rt-1928-465

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1928-05-02
Publisert:	Rt-1928-465
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 138/1 s.a.
Parter:	Fredrikshalds Kreditbank A/S (advokat E. Corneliussen) mot fabrikeier T. Wiel Due og advokat Jens Blom (advokat J. Blom).
Forfatter:	Motzfeldt, Hazeland, Bugge, Hanssen, byfoged Gjessing, professor Lindvik, Paulsen
Lovhenvisninger:

Ekstraordinær assessor Motzfeldt: Ved Oslo byrets dom av 11 juli 1925 blev saaledes kjendt for ret: «De indstevnte advokat Blom og fabrikeier T. Wiel Due bør under en daglig løpende

Side:466

mulkt av kr. 10 til Oslo Bykasse utlevere til Niels S. Aschehougs bo til fri disposition den under saken omhandlede pantobligation tinglyst 4 mars 1913 stor kr. 8.000 med pant i matr. nr. 848 i Fredrikshald. Forøvrig bør de indstevnte for A/S Fredrikshalds Kreditbanks tiltale fri at være. Søksmaalets omkostninger ophæves.»

En av dommerne stemte for at Due og Blom skulde tilpligtes 1) in solidum at betale Fredrikshalds Kreditbank A/S kr. 16.000 med 6 pct. rente fra 27 mars 1924, og 2) under løpende mulkt at utlevere til Niels S. Aschehougs bo til fri raadighet den i saken omhandlede den 4 mars 1913 tinglyste pantobligation stor kr. 8.000 i matr. nr. 848 i Fredrikshald. - Sakens omkostninger foreslog han ophævet.

Fredrikshalds Kreditbank A/S har paaanket denne dom til Høiesteret med den av byrettens mindretal godkjendte paastand, dog saaledes at sakens omkostninger paastaaes tilkjendt Fredrikshalds Kreditbank A/S for byretten og Høiesteret.

Due og Blom har paastaat byrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt sakens omkostninger for Høiesteret.

Angaaende sakens nærmere omstændigheter henvises til byrettens domsgrunde. Der er for Høiesteret fremlagt delvis utskrift av den konstituerende generalforsamling 30 oktober 1914 i The Norwegian Pitwood Export Co. Ltd., Fredrikshald, og av generalforsamling 21 juni 1916 i samme selskap.

Jeg er i saken kommet til et andet resultat end byretten, idet jeg ikke tar tilfølge Dues og Bloms paastand om frifindelse. Derimot godtar jeg i det væsentlige deres subsidiære standpunkt.

Mens Due og Blom ikke længer hævder at bankens krav efter garantien er forældet, fastholder de, at det maa være forspildt ved at banken har indladt sig i nye og svære foretagender med Aschehoug efterat den oprindelige og særlige hensigt med laan og garanti - Aschehougs propsforretnings rolige avvikling - var ophørt og uten garantisternes samtykke til eller kundskap om de nye foretagender. Vendepunktet her er, mener de, Pitwoods overtagelse av Aschehougs propsforretning i 1914 og 1915.

Jeg skal bemerke:

Alle vedkommende synes, da garantien blev git i 1909 at ha gaat ut fra, at det man først og fremst tilsigtet ved den fra 5.000 til 50.000 kroner økede kredit mot garantien for 25.000 kroner var, at Aschehoug ikke paa grund av sin dengang helt undergravede økonomi skulde nødes til at forcere propssalget under de daværende lave priser. Som nævnt hævder Due og Blom, at propsforretningen skulde helt avvikles, og meget taler for den opfatning. Der kan dog muligens i de tvetydige uttryk under brevvekslingen ikke lægges mere som sikker forpligtende forutsætning overfor banken end at propsforretningen, og dermed gjælden, efterhvert skulde bringes ned til et meget beskedent omfang. Og dette forutsattes opnaadd til mai 1910. Propsbeholdningen gik da ogsaa nedover fra henved 61.000 kroner ved utgangen av 1909 til henholdsvis næsten 48.000 og vel 41.000 ved utgangen av de næste to aar. Men saa langt avviklet som forutsat blev altsaa forholdet paa langt nær. Banken purret da paa Due i skrivelse av 2 juli

Side:467

1912 og foreholdt ham at kassakrediten i 1909 var bevilget «under forutsætning av at De kun skulde behøve dette store beløp for en kortere tid», mens gjælden fremdeles var over 52.000 kroner. Banken krævet den bragt ned til kr. 25.000 eller garantien øket til kr. 50.000. Aschehoug svarte 12 august, at garantisterne «er ikke villige til at øke garantien til 50.000 kroner.» Og et par dage efter sender han Blom bankens svar om at gjælden ved utgangen av 1913 maa være bragt end til kr. 25.000. Imot denne ordning har garantisterne intet indvendt.

Aschehougs propsforretning bragtes efterhvert nedover slik, at beholdningen fra en værdi av henved kr. 42.000 sidste december 1912 sank til vel kr. 6.000 i 1913 og vel kr. 3.000 i 1914, mens bankgjælden samtidig sank til omkring kr. 29.000 1 juli 1913 og i nogen aar holdt sig nogen tusen kroner lavere.

Ved salget av Aschehougs propsforretning til Pitwood ophørte denne helt i 1915 og 1916, saa der i de aar ingen propsbeholdning var. Men saa øket propsbeholdningen og bankgjælden jevnsides voldsomt fra 1918 av og utover til det endelige sammenbrudd i 1922.

Det er vel saa, at bankens voldsomme kreditgivning til Aschehoug i disse aar kan kritiseres av garantisterne; men jeg kan ikke være enig med dem i, at den helt fritar dem for deres garantiansvar, naar de ikke har sørget for at faa garantien bragt til ophør og opgjort tidligere. De hadde jo ogsaa gjennem flere aar ladt garantien løpe længer end fra først av forutsat og hadde ogsaa anledning til selv at skaffe sig oplysninger om forholdene.

Jeg behandler saa Dues og Bloms subsidiære standpunkt - at de har ret til at bruke sine sikkerhetsrettigheter til fradrag. Banken negter dette paa grund av sidste sætning i garantidokumentet: «Vi kan ikke til skade for Fredrikshalds Kreditbank anmelde i hoveddebitors bo eller masse noget regreskrav paa grund. av nærværende selvskyldnerkaution, saalænge ikke bankens hele samlede tilgodehavende er fuldt dækket.»

Efter min opfatning faar det her avgjørende betydning, hvorvidt Aschehougs bankgjæld paa den tid, da han gav garantisterne. sikkerhet, var dækket ved garantien eller ikke. Var nemlig bankens krav gaat ned til kr. 25.000, som garantisterne helt var ansvarlige for, kunde en sikkerhetsstillelse fra Aschehougs side til dem for deres ansvar i intet tilfælde komme i strid med deres pligt overfor banken. Det faktiske forhold er, at saavel da Aschehoug gav garantisterne pant i Pitwood-aktierne som da han i august 1915 overlot dem pantobligationen, dreiet bankgjælden sig omkring 25.000 kroner.

Den adgang til sikring som garantisterne saaledes hadde faat ved gjældens nedgang til omkring garantibeløpet er det ikke rimelig at de skulde finde sig i at berøves derved, at banken uten deres samtykke og efterat Aschehougs propsforretning var blit avviklet ved salg til Pitwood, har ladt Aschehoug faa ny kredit og til langt høiere beløp end før. Om denne kreditgivning end ikke antas likefrem at ophæve garantisternes ansvar, bør den dog ha saa megen virkning som her antat.

Side:468

Ikke rettere end jeg kan se, har da banken ogsaa selv tidligere git uttryk for samme opfatning av garantisternes stilling overfor Pitwood-aktierne. Jeg sigter til at banken i henhold til Aschehougs breve av 19 januar og 24 december 1918 har avskrevet henholdsvis kr. 3.600 og kr. 4.800, der var overført fra utbyttet av de pantsatte Pitwood-aktier, paa garantien. Jeg bemerker at kassakrediten, da disse avskrivninger fandt sted, var langt høiere end garantibeløpet, nemlig pr. 1 januar 1918 næsten kr. 53.000, pr. 1 juli s.a. næsten kr. 93.000 og pr. 31 december 1918 over kr. 133.000.

Banken har negtet at avskrive paa garantierne de paa samme maate i 1920 foretatte indbetalinger av henholdsvis kd. 3.000 og kr. 1.080, og har anført at de tidligere avskrivninger skyldes en feiltagelse og ikke kan paaberopes som bindende for fremtiden. Det anføres, at man har gaat ut fra at beløpene er betalt av garantisterne. Hermed kan banken dog efter min mening vanskelig høres. Det er paa det rene at banken var saavel Aschehougs som Pitwoods bank, og nogen saadan misforstaaelse er da vanskelig at forstaa. Aschehougs skrivelser til banken i anledning av de to avskrivninger er heller ikke fremlagt. Man maa da efter det foreliggende gaa ut fra, at banken ikke dengang hadde noget at indvende mot den til grund for avskrivningerne liggende sikkerhetsstillelse. Banken maa følgelig finde sig i, at de her nævnte kr. 4.080 kommer til fradrag i garantien.

Banken har for Høiesteret gjort gjældende, at tallet kr. 4.080 er ulegitimert og derfor ikke kan lægges til grund. Jeg kan ikke give banken medhold i denne indsigelse. Banken har selv alle regnskaper og har ikke likefrem benegtet, at beløpet er rigtig.

Due og Blom har hævdet, at avskrivningerne skal ske fra det beløp Aschehougs bankgjæld utgjorde 1 januar 1916, kr. 24.861,39. Jeg er ikke enig i at netop denne datum kan lægges til grund, og stemmer derfor for, at beløpet blir at fratrække det gjenstaaende av garantibeløpet. Restbeløpet blir da kr. 12.520, som utgjør garantisternes endelige ansvar.

Efter hvad jeg har anført mener jeg at garantisterne ogsaa har ret til at beholde obligationen paa 8.000 kroner til sikkerhet.

Jeg antar at hver av parterne bør bære sine omkostninger for byretten og Høiesteret.

Dom:

Fabrikeier T. Wiel Due og høiesteretsadvokat Jens Blom bør en for begge og begge for en til Fredrikshalds Kreditbank A/S betale kr. 12.520 med 6 av hundrede i aarlig rente derav fra 27 mars 1924 til betaling sker, men bør forøvrig for appellantens tiltale fri at være. Hver av parterne bærer sine omkostninger for byretten og Høiesteret.

Assessor Hazeland: Jeg er kommet til samme resultat som førstvoterende og tiltræder i det væsentlige hans begrundelse.

Det avgjørende er efter min mening paa den ene side, at garantisternes ansvar ikke kan ansees bortfaldt alene ved den nye kredit, som banken har ydet Aschehoug efter trælastforretningens overdragelse til Pitwood. Men paa den anden side at gjælden i den

Side:469

tid og den nærmest følgende gik ned til garantibeløpet, og at banken da ingen begrundet indvending kunde ha at gjøre mot de sikkerhetsstillelser som Aschehoug har foretat overfor garantisterne. At dette ogsaa tidligere har været bankens opfatning anser jeg derhos avgjørende bekræftet ved de foretatte avskrivninger paa garantidokumentet, saa meget mere som de er gjort paa en tid da gjælden igjen var kommet op i langt høiere beløp.

Assessor Bugge: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende og tiltræder andenvoterendes, hr. assessor Hazelands bemerkninger.

Ekstraordinær assessor Hanssen: Som hr. assessor Bugge.

De ekstraordinære assessorer byfoged Gjessing og professor Lindvik samt assessor Paulsen: Likesaa.

Av byrettens dom:

- - - Den 15 juli 1909 skrev advokat Jens Blom til Kreditbanken saaledes: «Jeg er villig til at kautionere for Niels S. Aschehougs forpligtelse til banken paa betingelse av, at banken indrømmer ham den yderligere kredit og saadanne vilkaar for avviklingen av hans forpligtelser som er nødvendig til undgaaelse av en stansning i forretningen. Det vil saaledes være en betingelse, at banken optar hans nu forfaldne og i nærmeste fremtid forfaldende akcepter. Som meddelt tiltrær jeg imorgen en forretningsreise, hvorfor de nærmere vilkaar først kan bli at fastsætte ved min hjemkomst i beyndelsen av august.» - I besvarelse herav meddelte banken i skrivelse av 16 juli 1909, at den ifølge Bloms anmodning skulde «indtil videre forstrække ham (Aschehoug) med penge til optagelse av hans akcepter samt til drift av hans forretning.» Med skrivelse av 11 august 1909 oversendte Blom til banken garantidokument og anførte i skrivelsen bl.a. følgende: «Forutsætningen for denne garanti er, at der til det i min skrivelse av 15 juli angivne formaal bevilges Aschehoug en kassekredit paa kr. 50.000, hvori skal indgaa hvad han selv hittil har hævet paa kassekredit som fru Ulrikke Aschehougs gjæld til banken ca. kr. 10.600, der overtages av Niels S. Aschehoug med befriende virkning for hende. I beløpet skal derimot ikke indgaa Niels S. Aschehougs gjæld efter promesse kr. 8.350, hvorfor banken har sikkerhet i Bellevue. Garantierklæringen træder istedenfor de av herr Due og mig tidligere avgivne garantierklæringer, saaledes at vort samlede ansvar begrænses til de i erklæringen fastsatte kr. 25.000. En endelig avvikling av gjældsforholdet kan - som meddelt herr bankchef Døderlein - først paaregnes i mai 1910».

Det i skrivelsen omhandlede garantidokument lyder saaledes: «Garantidokument. Undertegnede fabrikeier T. Wiel Due og advokat Jens Blom stiller sig herved en for begge og begge for en som selvskyldnerkautionister for prompte og skadesløs betaling av ethvert mellemværende, hvori herr Niels S. Aschehoug, Fredrikshald, staar eller maatte komme til at staa til Aktieselskapet Fredrikshalds Kreditbank. Vi kan dog ikke efter nærværende selvskyldnerkaution avkræves mere end tilsammen kr. 25.000 tillikemed renter og mulige omkostninger. Hvis banken skulde komme til at indtale sin fordring ad retslig vei, blir rentefoten fra forliksindkaldelsen at regne à 6 pct p. a. Vi kan ikke til skade for Fredrikshalds Kreditbank anmelde i hoveddebitors bo eller masse noget regreskrav paa grund av nærværende

Side:470

selvskyldnerkaution, saalænge ikke bankens hele samlede tilgodehavende er fuldt dækket. Christiania den 11 august 1909: T. Wiel Due. Jens Blom.»

I skrivelse av 12 august 1909 underrettet banken kautionisterne og Aschehoug om at den hadde indrømmet sidstnævnte «en midlertidig kassakredit» stor kr. 50.000 i henhold til garantidokumentet. Med skrivelse av 18 august 1915 oversendte Aschehoug til Blom en pantobligation stor kr. 8.000 som sikkerhet for kautionisternes garantiansvar.

Av banken er garantidokumentet paaført saadan paategning: «I henhold til Aschehougs brev av 19 januar 1918 gjælder dette garantidukument kun for kr. 21.400 og i henhold til hans brev av 24 december 1918 gjælder det for kr. 16 600».

Den 1 april 1922 maatte Aschehoug indstille sine betalinger. Av boets passiva ca. kr. 385.300 var banken kreditor for kr. 381.191,28, mens resten var fordelt paa nogen mindre kreditorer. Boet blev besluttet avviklet og likvidert underhaanden. Til kreditorerne blir der ca. 55 pct. og banken faar saaledes et udækket beløp paa ca. kr. 171.500.

Baade Due og Blom har negtet banken noget i henhold til kautionsdokumentet. Banken paastaar ogsaa, at det efter indholdet av samme dokument var urigtig av Blom og Due at motta som sikkerhet den før nævnte pantobligation. - - -

De indstevnte paastaar at den gjæld, som de i sin tid garanterte for, maa betragtes som avgjort for længere tid siden. Garantien blev stillet i et ganske specielt og skarpt begrænset øiemed. Banken har selv erkjendt garantiens betingede karakter i sin skrivelse av 2 juli 1912 til Aschehoug saalydende: «Da vi for ca. 3 aar siden indvilgede Dem en kassekredit stor kr. 50.000 mot garanti av herr advokat Blom og herr fabrikeier T. Wiel Due for 25.000, hvorimot disse herrer forpligtet sig til, i tilfælde, ikke at gjøre noget regreskrav gjældende, forinden banken var fuldt dækket, skedde dette under forutsætning av, at De kun skulde behøve dette store beløp for en kortere tid. Vi gik ind paa denne ordning for at De, under de daværende lave priser, kunde undgaa at forcere salget av Deres store trælastbeholdninger, men vor mening var ikke at tilstaa en saa stor permanent kassakredit mot denslags betinget garanti, og vi maa derfor nu forlange enten at Deres debet blir bragt ned til kr. 25.000 eller, om den større kredit paa kr. 50.000 ønskes opretholdt, at vi faar en klar og grei garanti for et saadant beløp». - - -

Aschehoug var - oplyser de indstevnte - paa dette tidspunkt i realiteten under privat administration av banken, paa hvis vegne konsul Bothner førte tilsyn med hans affærer. Avviklingen tænktes tilendebragt i løpet av faa maaneder. Jfr. Bloms skrivelse til banken av 11 august 1909 i. f. Det trak imidlertid ut med avviklingen. Sommeren 1911 var det lykkedes at bringe gjælden ned til ca. kroner 18.000. Men saa steg den igjen. Aarsaken hertil kjender de indstevnte ikke. Disse blev ikke holdt à jour og visste intet om den nye utvidelse av kreditten. Sommeren 1912 var gjælden steget til kroner 52.000. Saa blev der fra bankens side git Aschehoug frist til utgangen av mars 1913 med at bringe gjælden ned til kr. 25.000. Sommeren 1913 utgjorde den ca. kr. 28.000 og ved aarets utgang ca. kr. 25.000. Men derefter steg den paany, uten at dette kan sættes i forbindelse med avviklingen av de gamle beholdninger. Men i ethvert fald blev trælastforretningen helt avviklet i 1914, da den blev overdraget til The Norwegian Pitwood Export Co. Ltd. Ved dette tidspunkt maa

Side:471

Aschehougs, solvens ha været ganske paa det rene og banken har i tillid hertil ydet ham kredit i en ganske uhyre maalestok, uten at de indstevnte har hat det ringeste kjendskap dertil. Ved salget av forretningen mente de indstevnte at være færdig med sin garanti, men for sikkerhets skyld lot de Aschehoug deponere 12 aktier i det nye selskap samt den omhandlede pantobligation. Herved kunde de indstevnte ogsaa sikre sig at disse aktier blev loyalt anvendt overensstemmende med forutsætningerne for garantien til avvikling av det gamle gjældsforhold til Fredrikshalds Kreditbank. The Norwegian Pitwood Export Co. Ltd. er senere avviklet og har tilbakekaldt hele aktiekapitalen med tillæg av noget utbytte. De paa Aschehougs aktier utloddede beløp er i sin helhet indbetalt til banken, som i den anledning har avskrevet kr 8.400 paa garantien. Den har derimot negtet at avskrive restbeløpet, hvad den selvfølgelig ikke er berettiget til, da aktierne var og fremdeles er deponert hos de indstevnte som intet samtykke har git til indbetaling til banken. Blir der noget udækket av den gamle gjæld efter rigtig opgjør, er dette ansvar forældet. Det maa ogsaa være endelig bortfaldt ved at banken i aapenbar strid med forutsætningen for garantien, har indlatt sig i nye forretninger med Aschehoug, som helt har ruinert ham. De indstevnte har været ubekjendt med dette forhold. Hadde de været bekjendt med det, vilde de ikke opfattet det anderledes end at banken ansaa det gamle gjældsforhold for ophørt og avløst av det nye.

Pr. 1 januar 1917 utgjorde Aschehougs debet til banken kr. 24.861,39. Derefter steg den stadig, og efterhaanden voldsomt indtil den ved indstillingen den 1 april 1922 utgjorde kr. 386.307,58. - - -

Til de indstevntes ovenfor refererte anførsler har citantskapet anført: Banken kjender ikke til at øiemedet og forutsætningen for kautionen var som av de indstevnte anført. - - -

Naar de indstevnte i 1914 og 1915 sørget for at faa sikkerhet for sit ansvar, viser det, at de indstevnte har ment at deres ansvar ikke var ophørt. At skaffe sig saadan sikkerhet var ogsaa i strid med forpligtelsen ifølge garantidokumentet. Det skyldes en feil fra bankens side at der blev godskrevet de indstevnte 8.400 kroner av Pitwood-aktiernes utbringende.

Førstvoterende skal bemerke:

Vistnok indeholder kautionsdokumentet - bortset fra størrelsen av det beløp, som de indstevnte skulde være ansvarlig for - ingen begrænsning av kautionisternes ansvar, men jeg finder allikevel i alt væsentlig at burde slutte mig til hvad der fra de indstevntes side er anført under procedyren. Den opfatning, som disse har gjort gjældende, nemlig at kautionen var av midlertidig art og avgit i et specielt øiemed, finder efter min mening en avgjørende støtte i den fremlagte korrespondance og i de forøvrig foreliggende oplysninger. - - - Ansaa imidlertid banken kassekrediten som midlertidig maatte den ogsaa - efter hvad der var passeret - betragte kautionen som midlertidig. Som det vil sees trak avviklingen i langdrag og det er grund til at tro, at de indstevnte ansaa kautionen som gjældende i 1914 og 1915, da de foran nævnte sikkerhetsstillelser fandt sted. Imidlertid maa de indstevnte gives medhold i, at der i de følgende aar skedde en saa væsentlig forandring i Aschehougs gjældsforhold til banken, at den gamle gjæld maa antages at være bragt helt ut av verden. - - -

I henhold til det anførte finder jeg at de indstevntes kautionsansvar er bortfaldt, og de vil derfor forsaavidt bli at frifinde. - - -

Theodor Petersen.

Side:472

Jeg er i det væsenige og resultatet enig med førstvoterende.

P. L. Stabel.

- - - Jeg er enig med citantskapet i, at det ikke kan forstaaes saaledes, at kassekreditten kun skulde tjene en avvikling av Aschehougs forretning. Tvertimot skulde en stansning av denne undgaaes. Det var forpligtelserne som skulde avvikles. Hvad garantisterne og Aschehoug sig imellem kan ha avtalt eller ment herom vedkommer ikke banken. Garantisterne har ogsaa ved at skaffe sig sikkerheter i 1914 og 1915 tydelig lagt for dagen, at de dengang ansaa garantien fremdeles gjældende. Naar de da videre lot banken fremdeles sitte med garantierklæringen, kan jeg ikke forstaa andet, end at banken maatte gaa ut fra, at de vedstod den. Heller ikke kan jeg finde, at bankens forhold ved at tilstaa Aschehoug en stor ny kredit har ophævet deres ansvar. Det er ikke oplyst at banken paa nogensomhelst maate har lagt an paa at skjule forholdet for dem, og de kunde selv ha ført kontrol med Aschehougs dispositioner og opsagt garantien hvis de ikke var tilfreds med disse. - - -

Jeg anser det for stridende mot garantidokumentets bestemmelse om frafaldelse av regreskrav, om de indstevnte skulde kunne gjøre den omhandlede pantobligation gjældende, hvorfor den antages at burde utleveres til boet. - - - W. G. Winsnes.