Rt-1928-826

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1928-09-25
Publisert:	Rt-1928-826
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 62/2 s.a.
Parter:	Aktiebolaget Svenska Handelsbanken (advokat Holthe) mot Aktieselskapet Ofotens Bank (advokat Haavind).
Forfatter:	Andersen, Christiansen, Hazeland, Rivertz, Boye, Alten, Backer 13-27
Lovhenvisninger:	LOV-1685-04-15-5-, Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902) §17

Den 14 april 1924 avsa byfogden i Narvik saadan dom: «Indstevnte A/S Ofotens Bank bør for citantskapet A/B Svenska Handelsbankens tiltale i denne sak fri at være. Sakens om kostninger ophæves.»

Side:827

Dommen blev av Aktiebolaget Svenska Handelsbanken indbragt for Trondhjems overret, som ved dom av 1 februar 1926 kom til samme resultat som underretten, men gav ny konklusion saalydende: «Indstevnte Aktieselskapet Ofotens Bank bør for appellantskapet Akitebolaget Svenska Handelsbankens tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger for underretten og overretten ophæves».

Begge parter har indbragt overrettens dom for Høiesteret. Her har hovedappellanten Aktiebolaget Svenska Handelsbanken nedlagt saadan endelig paastand: «At indstevnte A/S Ofotens Bank tilpligtes at betale appellantskapet A/S Svenska Handelsbanken 100.000 svenske kroner i denne myntsort eller i norske penger efter kurs paa betalingsdagen med 6 pct. renter fra 28 september 1918 til 15 juli 1925 og 4 pct. fra 15 juli 1925 til 1 januar 1927, tillikemed sakens omkostninger for alle retter.

Kontraappellanten Aktieselskapet Ofotens Bank har nedlagt saadan paastand: «At tinder- og overrettens dom stadfæstes, og at indstevnte hos appellantskapet tilkjendes sakens omkostninger for overret og Høiesteret.»

Det er oplyst, at A/S Ofotens Bank gik under offentlig administration den 15 juli 1925 og under likvidation den 1 januar 1927. Naar hovedappellanten har forandret utgangspunktet for renteberegningen fra 24 juli til 28 september 1918, er det for at utelukke spørsmaalet om rentepligt mere end 3 aar tilbake fra forliksindkaldelsen 28 september 1921.

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmisserne for de tidligere instansers domme. De for Høiesteret fremlagte nye dokumenter findes uten væsentlig betydning for saken.

Høiesteret kommer til et andet resultat end de underordnede retter. Kontraappellanten har ogsaa for Høiesteret bygget sin frifindelse for det første paa, at hovedappellantens krav er knyttet til en efter norsk lovgivning ugyldig skylderklæring saaledes som av underretten nærmere utviklet. Den her omhandlede gjældserklæring - reversen av 24 juli 1918 - er imidlertid avgit i Sverige av et svensk selskap, Gellivare Träförädlings Aktiebolag, og maa derfor bli at bedømme efter svensk ret. At den efter svensk ret er fuldt forbindende for utstederen er utvilsomt, og det er da unødvendig at komme ind paa spørsmaalet om, hvorvidt forordningen av 1754 fremdeles har nogen betydning ved gjældsbreve, som maa bedømmes efter norsk ret. Dette maa ogsaa være avgjørende for kautionens gyldighet, uanset at denne er indgaat av en norsk bank i Norge. Kontraappellantens første indsigelse maa saaledes bli at forkaste.

Den anden indsigelse gaar ut paa, at hovedappellanten har forsømt sig saaledes like overfor sine kautionister og særlig overfor kontraappellanten,, at hovedappellanten derved skal ha tapt sin adgang til at holde sig til denne. Betragtningen er, at hvis hovedappellanten itide hadde avkrævet de tre selvskyldnerkautionister beløpet, vilde det blit betalt og kontraappellanten været ansvarsfri, idet denne ikke kunde kræves, før det var godtgjort, at disse saavel som hovedskyldneren - Trävarebolaget -

Side:828

intet kunde betale. Selvom man opfatter forholdet mellem de foran kontraappellanten staaende selvskyldnerkautionister og denne saaledes som av kontraappellanten hævdet, maa det dog være klart, at kreditor - hovedappellanten - ikke kunde ha nogen føie eller opfordring til at gaa paa nogen av kautionisterne, før det var paa det rene, at hovedskyldneren - Trävarebolaget - misligholdt sin betalingspligt. Men dette var ikke paa det rene før ved bolagets konkurs i sidste halvdel av 1921, antagelig 12 oktober. Først da opstod der betalingspligt for kautionisterne og følgelig ret for hovedappellanten til at kræve dem, men da var ogsaa - efter hvad der er paa det rene - alle tre selvskyldnerkautinister (for Mathisens vedkommende hans dødsbo) ganske ute av stand til at betale. Det kan derfor ikke til regnes hovedappellanten som nogen forsømmelse, at han ikke tidligere har søkt at faa dækning hos nogen av kautionisterne. Heller ikke var der nogen pligt for hovedappellanten til at varsle kontraappellanten efter N. L. 5-13-27, idet denne lovbestemmelse nok paalægger kreditor at varsle forloverne, naar debitor er avgaat ved døden, men intet saadant paalæg indeholder for det tilfælde, at en av forloverne maatte være død. Nogen særlig opfordring for hovedappellanten til at varsle kontraappellanten om hans medkautionist Mathisens død, kunde der heller ikke være idet hovedforpligtelsen dengang endnu ikke var misligholdt.

Sluttelig har kontraappellanten gjort den indsigelse, at hovedappellanten har benyttet reversen i strid med den hensigt, hvori den var utstedt og kontraappellantens garanti tegnet. Adskillig kan tale for, at dokumentet har været istandbragt for at reise penge for en enkelt tømmerhandel, men dokumentet selv indeholder ingen antydning herom, og det er paa det rene, at denslags dokumenter i Sverige benyttes som skadesløsbreve i Norge; da der forøvrig intet er fremkommet, som tyder paa, at hovedappellanten ved dets mottagelse ikke har været i god tro, kan heller ikke denne indsigelse gives medhold.

Hovedappellantens paastand vil saaledes være at ta tilfølge, idet det er paa det rene, at domsbeløpet er at betragte som et krav i gammel regning med den nu likviderte bank.

Sakens opkostninger findes at burde ophæves for alle retter.

Dommerne Andersen og Rivertz er kommet til samme resultat som de foregaaende retter, idet vi i det væsentlige finder at kunne henholde os til den begrundelse, som overretten har anført for sit standpunkt. Angaaende spørsmaalet om virkningen av, at der er utfærdiget 3 maaneders istedet for 6 maaneders proklama, henviser vi ytterligere til Høiesterets dom i Rt-1911-737. Vi voterer derfor for stadfæstelse av overrettens dom.

Dom:

Aktieselskapet Ofotens Bank bør til Aktiebolaget Svenska Handelsbanken betale 100.000 svenske kroner - i denne myntsort eller i norske kroner efter kurs paa betalingsdagen med 6 av hundrede i aarlig rente derav fra 28 september 1918 til 15 juli 1925 og 4 av hundrede i aarlig rente derav fra 15 juli 1925 til 1. januar 1927. Saksomkostninger tilkjendes ikke.

Side:829

Av underrettens dom:

Av den i saken uttatte forliksklage hitsættes: «Ved garantierklæring av 25 juli 1918 har A/S Ofotens Bank forpligtet sig til at betale Gellivare Träförädlings Aktiebolag dets gjæld ifølge gjældsbrev til ihændehaveren, som nu er A/B Svenska Handelsbanken, med sv. kr. 100.000, hvortil 6 pct. rente av nævnte hovedstol fra 24 juli 1918 til betaling sker.» - - -

Retten skal bemerke: Det i saken omhandlede ihændehaverdokument er utfærdiget i Luleå (ikke Gellivare) den 24 juli 1918 av Gellivare Träförädlings A/B og er saalydende: «Till innehafveren häraf eller order betalar undertecknade Bolag en penningssumm stor kronor ethundratusen /100.000/ jämte sex /6/ procent årlig löpande ränte tills betalning skjer, reserveras ock försäkras.» Dokumentet er forsynt med en selvskyldnerkaution av samme dag fra Ernst Nilsson, som tillike var disponent for Gellivare, Ole Mathisen og Nils Jackobsen. Og sluttelig er dokumentet den 25 s. m. paaført den i nærværende sak omhandlede garantierklæring fra A/S Ofotens Bank saalydende: «För betalningen af ofvantecknade förbindelse å kronor ethundratusen jämte ränta ansvarer undertecknade bank.»

- - - Efter det anførte maa det ansees paa det rene, at dokumentet som gyldig i Sverige er bindende for den svenske utsteder og den svenke kautionist, og spørsmaalet blir da, om dokumentet ogsaa er bindende for de norske kautionister til trods for det i Norge gjældende forbud mot utstedelse av ihændehaverdokumenter. - - -

Garantien er tegnet i Norge av norsk statsborger og maa derfor bli at bedømme efter norsk ret. Det gjør heri ingen forskjel, at indstevnte maa antages at ha visst, at det var hensigten at anvende dokumentet i Sverige. Ti hvad det her maa komme an paa er, at hvis indstevnte skal søkes efter sin garanti, maa dette søksmaal reises i Norge, og søksmaal reist i Norge mot norsk statsborger for en av denne i Norge indgaat forpligtelse maa dog være norsk ret undergit. Det motsatte kunde, som av indstevnte nævnt, med, et dokument som det foreliggende føre til, at forholdet blev at bedømme efter det lands ret som presentanten tilhørte, det vil si forskjellig eftersom dokumentet vandret fra det ene land til det andet, hvad der vilde føre til ganske uholdbare konsekvenser. Ofotens Bank kan heller ikke antages ved garantiens utfærdigelse at ha samtykket i at undergi forholdet svensk ret. Det foreligger ingen erklæring i saa henseende, og for at anta et stiltiende samtykke maatte der foreligge sterke beviser, hvad der ikke gjør.

Citanten har dernæst hævdet, at et dokument som det foreliggende ikke omfattes av forbudet i forordningen av 1754 og senere love. Heller ikke heri kan citanten gives medhold. - - -

Videre har citanten hævdet, at forbudet i intet fald kan omfatte en kautionserklænng, som efter citantens mening ikke er noget selvstændig gjældsbrev, men et akcessorium til hovedforpligtelsen og følgelig maa dele skjæbne med denne. Da denne er svensk og gyldig efter svensk ret, skulde kautionserklæringen trods det norske forbud være gyldig. Herimot har indstevnte anført, at kaution er en særskilt retshandel, en garantierklæring paategnet et ihændehaverdokument er selv et ihændehaverdokument, og det blir derfor kautionistens forretningssted som maa bli avgjørende ved bedømmelsen av forholdet, forsaavidt angaar ham. Heri er retten enig. At anta det motsatte vilde desuten let kunne gjøre forbudet illusorisk. Man kunde da omgaa dette ved at la en eller an den i Sverige utstede ihændehaverdokument og selv staa som kautionist.

Retten kommer saaledes med hensyn til det pricipale spørsmaal til det

Side:830

resultat, at den av Ofotens Bank utfærdigede garantierklæring av 27 juli 1918 til ihændehaver er ugyldig, og at beløpet efter garantien ikke kan indtales ved norsk domstol. Til støtte for dette sit resultat skal retten henvise til de som dokument 1 og 2 ad 10 fremlagte uttalelser fra professor Gjelsvik og høiesteretsassessor Hagerup Bull, avgit i sakens anledning paa begjæring av indstevnte. Professor Gjelsvik sees nærmest at ha hat Ole Mathisens og Nils Jakobsens kautionserklæringer for øie, men hvad han anfører maa i like grad gjælde for indstevntes garanti. Efter at ha citert av sin lærebok «Mellemfolkelig Privatret», at kaution er en særskilt retshandel og at loven paa kautionistens «bustad» maa være den som gjælder for hans forpligtelse, fortsætter professoren: «Naar et gjældsbrev er ihændehaverpapir, er en kautionserklæring paa et saadant dokument ogsaa en ihændehaverobligation (ihændehaverforpligtelse) og staar derfor under norsk ret, forsaavidt kautionserklæringen er avgit av folk, som er fast bosittende her i landet paa den tid, de av gav erklæringen. Det norske forbud mot utstedelse av ihændehaverobligationer, forsaavidt man ikke har hjemmel for undtagelse, kan ikke gjælde bare ihændehaverpapirer, som anbringes eller sættes i omløp i Norge, men ogsaa gjælde saadanne papirer som utstedes av herboende personer med anbringelse i utlandet for øie. ... Skal saaledes forbudet mot utstedelse av illændehaverpapirer være effektivt, kan man ikke godta den lære, at ihændehaverpapirer, som er utstedt av herboende folk, kan gjøres gjældende ved norske domstole, naar det blot presenteres av folk som er bosittende i et land, hvor saadanne ihændehaverpapirer er lovlige. Det som saaledes gjælder for ihændehaverpapirer i sin almindelighet, maa ogsaa gjælde for kautionserklæringer paa samme dokumenter. En anden lære vilde bare føre til at folk, som vilde utstede ihændehaverpapirer i strid med vore lovregler, fik en eller an den mand i Sverige til at staa som utsteder av dokumentet, og saa skriver man selv paa som kautionist. Omgaaelse av vort forbud ad denne vei vilde bli temmelig letvindt, hvorfor en saadan lære umulig kan antages.»

Assessor Hagerup Bull erklærer sig enig med professor Gjelsvik i, at forbudet ogsaa omfatter obligationer som utstedes med anbringelse i utlandet for øie, og at det samme gjælder kautionserklæring paa saadant dokument. Assessoren undersøker dernæst det spørsmaal, hvad følgen er av, at forbudet overtrædes, og kommer til det resultat, at urettelig utstedte ihændehaverobligationer og kautionserklæringer paa saadanne papirer er ugyldige. - - -

Av overrettens dom:

- - - Jeg finder det overmaate tvilsomt hvorvidt der, efterat forordningen av 14 mai 1754 er ophævet ved §17 i loven om straffelovens ikrafttræden av 22 mai 1902, endnu bestaar et forbud mot utstedelse av gjældsbreve til ihændehaveren, som kan ramme ogsaa den foreliggende garantierklæring fra indstevnte, og hvorvidt i tilfælde følgen av forbudets overtrædelse vil være, at utstederen er uforpligtet til at opfylde den ved erklæringen overtagne forpligtelse. Jeg finder det dog ikke fornødent at indgaa nærmere paa disse spørsmaal, da jeg paa et andet grundlag kommer til det resultat, at indstevnte maa bli at frifinde. - - -

Av den lydelse, som bankens paategning har, sammenlignet med den foranstaaende fra Nilsson, O. Mathisen og N. Jakobsen, fremgaar det klart, at banken ikke som disse er selvskyldnerkautionist, men blot simpel

Side:831

kautionist. Da Nilssons, Mathisens og Jakobsens selvskyldnerkaution staar foran indstevntes paa dokumentet, er det efter min mening ogsaa den naturligste forstaaelse, at indstevntes ansvar er subsidiært ikke blot i forhold til Gellivare, men ogsaa i forhold til de nævnte selvskyldnerkautionister. - - -

Men er dette saa, maa selvskyldnerkautionens bestaaen i dens fulde oprindelige omfang ansees som en forutsætning for indstevntes forpligtelse paa samme maate som hovedforpligtelsens bestaaen. Og hvis da enhver ret mot selvskyldnerkautionisten Ole Mathisens bo er bortfaldt ved, at appellanten har undladt at anmelde sin fordring efter det av enken utstedte proklama (indrykket i Kundgjørelsestidende 6 og 7 august 1920) og tillike har undladt at gi indstevnte den i Norsk Lovs 5-13-27 i. f. foreskrevne advarsel, maa appellanten ha tapt sin ret mot indstevnte. - - -

Efter de foreliggende oplysninger i de med indstevntes andet indlæg for underretten fremlagte dokumenter og overretssakfører Colletts vidneforklaring er der grund til at anta, at boets stilling endnu i adskillig tid var saadan, at dækning for kravet kunde ha været opnaadd. Jeg henviser forøvrig til en Høiesteretsdom av 14 oktober 1841, (Rt-1841-724, Brandts repertorium B. s. s. 653 ff.), hvor undladelse av at anmelde en fordring efter utstedt proklama i enkelte av flere samforloveres boer blev antat at bevirke, at de øvrige samforlovere blev frifundet for at tilsvare den del av kreditors fordring, som efter en like fordeling paa samtlige forlovere vilde faldt paa de nævnte boer. Om disse var det oplyst, at den ene var «totalt fallit», og at det an det bare gav en ubetydelig dividende til haandskriftskreditorerne. Efter denne dom synes det ogsaa at maatte antages, at resultatet i den foreliggende sak maatte bli det samme, selv om man vilde anta, at appellanten ikke behøvet at holde sig til selvskyldnerkautionistene, før det kunde søke betaling av indstevnte. Ti ogsaa isaafald maa det efter dokumentets utvisende antages, at indstevnte vilde hat regres til selvskyldnerkautionistene, hvilket ogsaa stadfæstes ved de foreliggende oplysninger om, at kautionen er tegnet efter anmodning av Mathisen og Nilsson og at det er Mathisen og Jakobsen, som er belastet den av indstevnte beregnede provision. Undladelsen av at melde kravet i Mathisens bo med derav følgende præklusion av fordringen vil da som en uberettiget forspildelse av en indstevnte eventuelt tilkommende regresfordring lede til, at retten mot indstevnte er bortfaldt. - - - Beichmann. Per Haukaas. C. E. Wildhagen.