Rt-1929-46

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1929-01-26
Publisert:	Rt-1929-46
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 9/1 B s.a.
Parter:	Forsikringsselskapet «Sigyn» (advokat Rubach) mot Bøndernes Bank (advokat A. Gjerdrum).
Forfatter:	Schjelderup, Næss, Boye, Breien, Winsnes, Gabrielsen, Christiansen
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902), Tvistemålsloven (1915) §186, Straffeprosessloven (1887) §4, Straffeprosessloven (1887), Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902) §19, §20, §21, Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902), §93

Dommer Schjelderup: Ved Oslo byrets dom av 23 februar 1928 blev i denne sak saaledes kjendt for ret: «Forsikringsselskapet «Sigyn» dømmes til at betale til Bøndernes Bank inden 2 uker efter dommens forkyndelse 100.000 kroner med 6 av hundrede i aarlig rente derav fra 6 oktober 1927 til betaling sker, men blir forøvrig at frifinde for Bøndernes Banks tiltale i denne sak. Sakens omkostninger ophæves».

Byrettens dom er fra begge sider indbragt for Høiesteret. Den ankende part, Forsikringsselskapet «Sigyn», har nedlagt saadan paastand: «1. At appellantskapet Forsikringsselskapet «Sigyn» frifindes for Bøndernes Banks tiltale mot at betale kr. 1584.21 og kr. 4500 med renter fra forliksklagen. 2. At indstevnte tilpligtes at betale appellantskapet sakens omkostninger for byret og Høiesteret.»

Den motankende part, Bøndernes Bank, har nedlagt saadan paastand: «Principalt: At byrettens dom stadfæstes, dog saaledes at «Sigyn» utenom det ved denne dom idømte beløp kr. 100.000 dømmes til at betale banken kr. 5625, altsaa tilsammen kr. 105.625 med 6 pct. rente fra forliksklagen til betaling sker. Subsidiært: At «Sigyn» dømmes til at betale banken (kr. 5625, kr. 1584.21, kr. 4500, kr. 20.000 og kr. 3710.03, tilsammen) kr. 35.419,24 med 6 pct. rente fra forliksklagen til betaling sker. I begge tilfælde: At «Sigyn» dømmes til at betale banken saksomkostninger for begge retter (herunder honorar til de sakkyndige i byretten tilsammen kr. 1850).

Om sakens nærmere omstændigheter henviser jeg til byrettens domsgrunder. For Høiesteret er dokumentert en bevisoptagelse ved Oslo byret av 4 september og 1 oktober 1928, hvorunder bankchef Medbøe og 3 depotchefer i andre Oslo-banker er avhørt. Videre er dokumentert Oslo byrets dom av 8 januar 1929 i sak anlagt av Underordnede Handelsstands Sparebank mot Bøndernes Bank, samt utskrift av Underordnede Handelsstands Sparebanks styreprotokol over møte 16 januar 1929, hvorunder nævnte dom blev besluttet paaanket.

Ved «Sigyn»s ankebegrundelse er sakens behandling for Høiesteret blit meget forenklet. I ankeerklæringen paaanker nemlig «Sigyn» dommen «forsaavidt angaar selskapets forpligtelse til at dække garantipolicens beløp, idet det finder, at byretten har tat feil, naar den har antat, at den uten hensyn til forsikringsvilkaarets krav om, at der skal foreligge strafbar uredelighet, og den foreliggende frifindende lagrettekjendelse, hvorved det er konstatert, at denne betingelse ikke er tilstede, er berettiget til at underkaste dette spørsmaal fornyet drøftelse og avgjørelse helt uavhængig av straffedommen. Godkjender Høiesteret byrettens forstaaelse av forsikringsvilkaaret, akter Forsikringsselskapet «Sigyn» ikke at opta den subsidiære indsigelse ved byretten om, at saadan uredelighet ikke er bevist. Selskapet vil under denne forutsætning erkjende sin forpligtelse til at betale domsbeløpet, dog saaledes at rentesatsen blir den almindelige procesrente 4 pct.».

For Høiesteret hævder da «Sigyn» for det første, at det ikke pligter at yde erstatning, medmindre tapet skyldes en ved straffedom fastslaat uredelighet. Selskapet medgir dog, at i mange tilfælde, kanske de fleste, fastholder det dog ikke denne strenge begrænsning av sit ansvar, men blir enig med forsikringstageren om et mindelig opgjør. I tillæg hertil hævder «Sigyn», at selskapet efter policen ialfald maa være fri i de tilfælde, hvor straffesak faktisk har været reist, men har endt med frifindelse.

Som betingelse for erstatning kræver garantipolicens §3b, at forsikringstageren skal bevise, at funktionæren under utførelsen av sine tjenestepligter har paaført ham tap ved strafbar uredelighet. Jeg er enig med byretten i, at disse sidste ord maa forstaaes slik, at de tar sigte paa den strafbare handlings objektive gjerningsindhold. Den av assurandørens ansvar omfattede tapsaarsak maa med andre ord være en handling, som efter sin art rammes

Side:48

av straffeloven, eller, som det er uttrykt i de av «Sigyn» fremlagte svenske policer saadan «att straffansvar därför kan ådömas vederbörande». At forsikringstagerens bevis for at saadan handling foreligger normalt skal være ført ved fældende straffedom kræves derimot ikke. Var dette tilfælde, vilde jo ogsaa policens §9 været helt overflødig. Denne sidste bestemmelse, hvorefter «forsikringstageren paa selskapets forlangende skal søke at erhverve dom over den forsikrede», er da ogsaa i virkeligheten en ren kontrolbestemmelse. Jeg mener efter dette, at policens naturlige forstaaelse maa være den, at selskapet avgjør sin erstatningspligt paa grundlag av de bevisligheter forsikringstageren i det enkelte tilfælde har tilveiebragt. Har det derfor virkelig været «Sigyns» mening at uredeligheten normalt skulde være fastslaat ved straffedom, saa synes jeg selskapet har valgt en meget uheldig uttryksmaate. Og dog skulde det ikke synes særlig vanskelig at utforme en saadan skjærpning av ansvarsbetingelsen; ulykkesforsikringslovens §32 vilde i saa maate ha git et godt forbillede.

Videre finder jeg at burde fremhæve, at selv om man mente at ogsaa «Sigyn»s forstaaelse lot sig forene med policens ord, saa kan ingen med rimelighet hævde, at denne forstaaelse fremtrær som den nærmestliggende. Men da maa den sikre fortolkningsregel gjælde, at medmindre andet følger av kontraktens formaal, av de til grund for kontraktsforholdet liggende hovedgrundsætninger» eller medmindre medkontrahenten kan paavises at ha været enig med selskapet i dets forstaaelse, da maa dette, som selv har formet den uklare eller tvetydige kontraktsbetingelse, finde sig i, at den for selskapet ugunstige forstaaelse blir lagt til grund. Om denne almengyldige fortolkningsregel kan jeg for norsk forsikringsrets vedkommende eksempelvis henvise til Høiesterets dom i Rt-1900-12, og fra de senere aar til Høiesterets dom i Rt-1924-822.

Nogen vegtig grund til at man her allikevel bør gaa ut fra «Sigyn»s forstaaelse, har selskapet efter min mening ikke kunnet føre i marken. Tvertimot forekommer det mig, at langt vegtigere, av straffelovgivningen knæsatte hensyn vilde lide, dersom forsikringstagerens ret til erstatning normalt skulde gaa gjennem straffeforfølgningen overfor funktionæren. I virkeligheten er sikkerlig forholdet det, at den besvegne forsikringstager og i næste omgang assurandøren selv svært ofte, ja kanske som regel, er vel tjent med, at la en funktionær slippe anmeldelse, mot at denne selv skaffer en del av midlerne tilveie og derved mindsker tapet.

Til støtte for sin fortolkning har «Sigyn» ogsaa henvist til §19 og §21 i lov om straffelovens ikrafttræden slik som disse lød før lovforandringen av 26 juli 1912. Disse bestemmelser om opreisning for ikke-økonomisk skade blev nemlig til dels opfattet derhen, at naar de gjorde opreisningen avhængig av at den skadegjørende handling var begaat «paa strafbar maate», saa indebar dette at der maatte fældende straffedom til. Da bestemmelsernes krav til at handlingen skulde være forøvet «paa strafbar maate» blev ophævet allerede i 1912, kan de allerede av den grund ikke

Side:49

antages at ha hat nogen betydning for forsikringstagerens forstaaelse av den foreliggende police.

Idet jeg saaledes ikke finder at der er fremført nogen rimelig grund til at fravike den av forsikringstageren hævdede forstaaelse, kan det ha sin interesse at lægge merke til, at den omtvistede §3b i «Sigyn»s police forsaavidt stemmer overens med §1 i den av Bøndernes Bank dokumenterte police fra London Guarantee & Accident Company, som ogsaa denne kræver at den skadegjørende handling skal være av strafbar art. En anden sak er at den engelske police er endnu tydeligere, idet den kræver «efter norske love strafbar svik eller uerlighet». Forholdet er da ogsaa det, at garantiforsikringen skriver sig fra de engelsktalende land, hvor de væsentlige policebestemmelser er utformet og hvorfra de har fundet veien ogsaa til de nordiske land. Det fortjener efter min mening at nevnes, at der i engelsk praksis har hersket nogen tvil om, hvorvidt det, særlig naar den skadegjørende handling var angit i mere generelle uttryk, var nødvendig at handlingen ogsaa skulde være en strafbar art. Det er utvilsomt for at avskjære den slags tvil, at ordet «strafbar» er tat med i mange garantipolicers bestemmelser om forsikringens omfang.

Subsidiært har «Sigyn» altsaa hævdet, at i tilfælde hvor der er anlagt straffesak maa dennes utfald bli bestemmende ogsaa for forsikringstagerens erstatningskrav. Saavel efter vor nye procesret som efter ældre domspraksis - jeg nævner her Høiesterets domme i Rt-1904-105 og Rt-1915-74 som gjaldt ildspaasættelse - er det imidlertid paa det rene, at en frifindende straffedom ikke er til hinder for, at en civil domstol kan komme til et andet resultat forsaavidt civilretslige krav angaar. Selskapet har imidlertid her for Høiesteret gjort gjældende, at dets virksomhet er av en saa iøinefaldende samfundsmæssig betydning, at en forsikringstager maa være avskaaret fra at kunne stevne selskapet til erstatning, hvor dette vilde utsætte en funktionær, som var frifundet av en straffedomstol for ubehaget ved at en civil domstol efterpaa behandlet hans arbeidsgivers forsikringskrav. Jeg for min del kan imidlertid ikke forstaa, at det paastaatte hensyn skulde kunne opveie den skadelidendes paatagelige interesse i at bli tilkjendt erstatning hos sin garantiassurandør.

I forbindelse med dette subsidiære spørsmaal har «Sigyn» forespurt blandt andet en del svenske selskaper om, hvorvidt de mener at selskapets «police kan gjælde, hvis der foreligger frifindelse for underslag ved en straffedomstol». At de svenske selskaper har git «Sigyn»s sterkt procederende forespørsel sin tilslutning, kan jeg ikke tillægge nogen vegt.

Efter dette gjenstaar til avgjørelse det erstatningskrav mot «Sigyn» som Bøndernes Bank ved sin motankeerklæring har indbragt for Høiesteret. Dette krav gjøres gjældende i henhold til den ansvarsforsikringspolice, som banken hadde tegnet hos «Sigyn» og er grundet paa bankens formentlige ansvar overfor Underordnede Handelsstands Sparebank. Bøndernes Banks depotavdeling hadde nemlig utlevert til sparebankens direktør Harald

Side:50

Bratvold, og utelukkende mot hans kvittering, 30 statsobligationer, hver paalydende 1000 kroner, mens der efter sparebankens registrerte statutter kræves to underskrifter for at den skal kunne forpligtes. Om dette sidste hadde sparebanken git Bøndernes Bank meddelelse. Det er i anledning av denne utlevering at sparebanken senere har reist det søksmaal mot Bøndernes Bank som blev paadømt ved Oslo byret 8 januar iaar.

Jeg kan ikke tiltræ den paaankede byretsdoms løsning av ansvarsforholdet mellem de to banker. For mig staar det nemlig saa, at naar en bank mottar værdipapirer til opbevaring, maa det kunne forlanges at den ikke senere utleverer dem til nogen som ikke er istand til at skaffe behørig kvittering. Selv om Bratvolds uttalelser ved indleveringen i nogen grad undskylder at den senere utlevering kunde finde sted i strid med de foreskrevne former, kan jeg allikevel ikke forstaa andet end, at denne utlevering maa betegnes som en uagtsomhet. Om bankens depotavdelinger undertiden ser gjennem fingre med formernes overholdelse, saa forekommer det mig at dette strider mot den strenge agtsomhetspligt, som en bank har og bør ha naar den mottar værdipapirer til forvaring. En fravikelse fra de foreskrevne former maa derfor i tilfælde ske paa vedkommende funktionærs, og dermed ogsaa paa bankens eget ansvar.

«Sigyn» gjør ogsaa gjældende, at Underordnede Handelsstands Sparebank selv ikke har ført behørig kontrol med sin direktør, og at dette har hat betydning for det som senere skedde. Men selv om man ikke anser sparebankens styres handlemaate som helt ut forsvarlig, hvad jeg er tilbøielig til at mene at den ikke var, og selv om man videre finder at sparebanken derved i nogen grad har bidraget til, at den senere uagtsomme utlevering fra Bøndernes Banks side kunde finde sted, saa maa efter min mening den sidste uagtsomme handling ansees som hovedaarsaken til, at den heromhandlede skade kunde indtræ. Jeg finder derfor at Bøndernes Bank bør bære hele det ansvar overfor Underordnede Handelsstands Sparebank som depotavdelingens uagtsomhet har medført. Dom vil derfor bli at gi for de 75 pct. av dette ansvar, for hvilke «Sigyn» i henhold til ansvarspolicen pligter at yde Bøndernes Bank erstatning.

Med hensyn til renter, har Bøndernes Bank krævet saadanne fra forliksklagen med 6 pct. Da «Sigyn» ikke ved byretten har protestert mot rentesatsen, kan selskapets protest her for Høiesteret ikke tages tilfølge.

Efter det resultat jeg er kommet til finder jeg at «Sigyn» bør tilsvare procesomkostninger for begge retter. Med hensyn til ansættelsen av omkostningerne, har Bøndernes Banks advokat oplyst, at hans part for byretten har maattet utrede et honorar til de sakkyndige paa kr. 1850, samt at det var nødvendig for ham at være tilstede under den langvarige lagmandsretssak mot Ryen. Da forutsætningerne for den nye tvistemaalslov efter hvad der er uttalt i civilproceskommissionens motiver til den §93, er at tilkjendte saksomkostninger saavidt mulig bør dække de utgifter

Side:51

som en part virkelig har hat, og som efter rettens skjøn har været nødvendige, finder jeg at burde stemme for at der tilkjendes Bøndernes Bank omkostninger med tilsammen 8000 kroner.

Domsslutning:

Forsikringsselskapet Sigyn bør til Bøndernes Bank betale kr. 105.625 med 6 av hundrede i aarlig rente fra 6 oktober 1927 til betaling sker, samt kr. 8.000 i saksomkostninger for byretten og Høiesteret.

Dommer Næss: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Dommerne Boye og Breien, de ekstraordinære dommere overretsdommer Winsnes og sorenskriver Gabrieisen og dommer Christiansen: Likesaa.

Av byrettens dom:

Bøndernes Bank (nedenfor kaldt B. B.) har under 6 mai 1920 i Forsikringsselskapet «Sigyn» tegnet en saakaldt ansvarspolice, hvorved den indtil 1 mai 1930 er forsikret mot «skadeserstatningsansvar, som rettelig kan bli forsikringstageren i hans egenskap av bank med filialer ... med tilsammen (60) 100 funktionærer paalagt for formuestap, der paaføres tredjemand ved uagtsomhet under utførelsen av forsikringstagerens forretninger i embeds- eller stillings medfør». Erstatningspligten er begrænset til kr. 100.000 og forsikringshaveren er selvassurandør for 25 pct.

I henhold til denne forsikring har banken gjort erstatningsansvar gjældende for følgende angivelig uagtsomme forhold fra funktionærers side: 1. Underordnede Handelsstands Sparebank (nedenfor kaldt U. H. S.) hadde ved sin direktør Harald Bratvold, som forøvrig ogsaa var sekretær i B. B. deponert i B. B. 30 statsobligationer à kr. 1000. Disse obligationer utleverte senere B. B.s depotavdeling til Bratvold alene mot hans kvittering, mens der efter U. H. S.s registrerte statutter kræves 2 underskrifter for at forpligte denne bank. Bratvold fik ved denne utlevering anledning til forbrydersk at belaane til egen fordel 10 av disse statsobligationer med to banklaan paa tilsammen kr. 7500. B. B. har foreløbig og under forbehold indfridd laanene og derved utløst de 10 statsobligationer, men U. H. S. hævder at tapet i den anledning skyldes en uagtsomhet av B. B.s depotavdeling ved at utlevere obligationerne. I henhold til denne paastand kræver B. B. erstatning hos «Sigyn» for de kr. 7500. - - -

Videre har B. B. i «Sigyn» under 27 mars 1922 tegnet en garantipolice, hvorefter «Sigyn» forpligter sig til indtil grænsen av garantisummen kr. 100.000 at erstatte B. B. ethvert direkte tap, foraarsaket den ved uredelighet av (70) 100 funktionærer, forsaavidt angaar midler, der er betrodd dem i den stilling, hvorfor de er søkt forsikret.» I henhold hertil har banken hos «Sigyn» krævet hele garantisummen kr. 100000 med 6 pct. renter, idet dens tidligere hovedkasserer Rolf Jørgen Ryen har underslaat av bankens midler et beløp der angivelig overstiger nævnte garantisum. - - -

Retten skal med hensyn til den første post vedkommende ansvarspolicen bemerke, at Harald Bratvold var administrerende direktør og formand i direktionen i U. H. S. og tillike som nævnt, sekretær i B. B. I begge disse banker nød han megen anseelse og var en meget betroet mand. Den

Side:52

underordnede funktionær i B. B.s depotavdeling som mottok bl.a. de 30 statsobligationer fra Bratvold til opbevaring, har her i retten som vidne forklart, at Bratvold sa, at han hadde disse papirer i sin varetægt for U. H. S. og at han nødig vilde ha dem hjemme. Vidnet hadde helst set, at Bratvold la papirerne i sin egen boks i banken, men denne var liten og kunde ikke rumme den. Da vidnet utleverte dem, sa Bratvold, at han skulde ha dem i et møte i kontrolkomiteen i U. H. S. Vidnet husker ikke, om han var alene om utleveringen, og depotchefen kan, som rimelig er efter saa lang tid, ikke huske, om han var med paa indlevering eller utlevering av disse papirer. Depotchefen maatte nærmest anse det som en opbevaring for Bratvold, som man kjendte og viste var administrerende direktør i U. H. S. og han vil ikke betegne fortegnelsen over disse papirer som en konto eller depotkonto.

Efter dette kan retten ikke finde, at utleveringen til Bratvold av disse papirer kan betegnes som en uagtsomhet fra bankens funktionærers side, selv om papirerne er indlevert i U. H. S.s navn, og selv om det i U. H. S.s statutter staar, at formanden og viceformanden eller en av disse sammen med et styremedlem forpligter banken ved sin underskrift. Den administrerende direktør maatte under de foreliggende omstændigheter antages at ha hat aapen fuldmagt til at stelle med disse papirer. U. H. S. kan ikke høres med, at Bratvold kun var bud for U. H. S. i denne henseende. Det kan formentlig heller ikke sies, at Bratvold ved at utta disse papirer i forhold til B. B. har forpligtet U. H. S. Bratvold har begaat et underslag likeoverfor sin bank U. H. S., som, saavidt skjønnes maa være B. B. uvedkommende, og som ikke berører ansvarspolicen. - - -

Saksøkte hævder som tidligere nævnt, at fældende straffedom er et kontraktsvilkaar. Dette er ikke noget særeget for forsikringsforhold, idet efter saksøktes mening fældende dom altid er nødvendig for at erstatningspligt skal indtræde, naar saadan enten i lov eller kontrakt er gjort avhængig av, at der foreligger strafbart forhold.

Det skal bemerkes, at der, saavidt vites, ikke foreligger noget præjudikat med hensyn til dette retsspørsmaal. I to høiesteretsdomme i Rt-1911-614 og Rt-1919-81 har dog to av de voterende berørt spørsmaalet. Begge dommer gjælder erstatningssøksmaal efter straffelovens ikrafttrædelseslovens §21, jfr. §19 og §20, saaledes som disse bestemmelser lød før forandringen i 1912, altsaa som her strafbart forhold. I den første sak uttaler to voterende assessorerne Vogt og Skattebøl, at det strafbare forhold, som er nødvendig som betingelse for, at ansvar for menneskeliv kan paalægges, «i almindelighet» maa være konstatert ved dom i en straffesak. Dette begrundes med, at der ikke er adgang til at berøve den angivelig skyldige de betryggende forsvarsmidler, som er ham tillagt i straffeproceslovens regler. Dette hensyn kan imidlertid formentlig ikke faa nogen betydning i nærværende søksmaal, som ikke er rettet mot den angivelige strafskyldige. I den anden dom av 1919, henviser to av de voterende, assessor Backer og justitiarius Thinn til de to nævnte voterendes vota.

Ogsaa professor Skeie hævder i sit verk: Ærekrænkelser efter norsk ret side 408 f. at erstatningskrav efter ikrafttrædelseslovens §19, saaledes som den lød før 1912 er avhængig av, at det strafbare forhold er konstatert ved straffedom.

Derimot hævder Hagerup i sin kommentar til ikrafttrædelseslovens §28,

Side:53

hvis andet led handler om forældelse av erstatningskrav, utsprunget av en strafbar handling, at strafbarheten ikke behøver at være fastslaat ved en straffedom.

Efter den nye tvistemaalslov §186, som nedenfor skal omhandles, maa formentlig Hagerups mening bli den gjældende, og retten støtter sig til Hagerups opfatning.

I den her omhandlede forsikringskontrakt findes der ingen bestemmelse, som kræver fældende straffedom for strafbar uredelighet. Det kan ikke som saksøkte hævdet, skjønnes at det ligger i sakens natur at det er en kontraktsforutsætning, at der ved uttrykket «strafbar uredelighet» er ment uredelighet, som kun er konstatert ved fældende dom. Strafbar uredelighet kan efter almindelig sprogbruk kun betyde en uredelighet, hvorfor loven har sat straf, altsaa et uredelig forhold, som objektivt set er strafbart. At vedkommende ogsaa for dette forhold av en straffedomstol blir kjendt skyldig til straf, kan formentlig ikke kræves, medmindre dette uttrykkelig er bestemt i kontrakten. Svig i kontraktsforhold er vel i de aller fleste tilfælder et strafbart forhold, men der har, saavidt vites, aldrig været lært, at denne svig skal være konstatert ved fældende straffedom for at den besvegne skal kunne kræve erstatning.

Det kan muligens ved en rent ydre betragtning se noget underlig ut, at en civil domstol skal kunne paakjende et krav som angivelig er utsprunget av et strafbart forhold, hvorfor vedkommende er frikjendt av straffedomstol; men man maa erindre at straffedomstolen kun har avgjort, at vedkommende ikke er skyldig til straf, men derfor er det ikke givet, at det efter vort hele straffeprocessystem er avgjort, at den objektivt set strafbare handling ikke er foretat av vedkommende person. Der skal andre betingelser til for at dømme til straf end til at konstatere, hvorvidt der er foretat en handling som kan medføre straf.

Den nye tvistemaalslovs §186 avgjør positivt, at en civil domstol er bunden av en fældende straffedom. Efter almindelige lovfortolkningsregler skulde man da formentlig antitetisk kunne slutte, at en frifindende straffedom ikke er bindende for dommeren i en civil sak, naar der ikke foreligger positiv lovbestemmelse. Høiesteretsassessor Alten hævder ialfald i sin kommentar til §186, at en frifindende straffedom ikke er bindende.

Men hertil kommer at denne mening meget sterkt kommer frem i motiverne til loven. Efterat der her er uttalt, at bestemmelsen om at en fældende straffedom er bindende i en civil sak uten betænkelighet kan indtages i loven, uttales der: «Selvfølgelig gjælder det samme ikke den frifindende dom. Da man i lagmandsretssaker til og med alene faar vite, at tiltalte ikke kan ansees strafskyldig, vil her overhode ikke det fornødne grundlag foreligge for en anvendelse av dommen i en civil sak, idet regelmæssig strafbarheten kræver særlige betingelser, som ikke utfordres med hensyn til civile retsfølger, hvorom maatte bli tale ....»

Ogsaa Salomonsen uttaler i sin kommentar til straffeproceslovens §4 (punkt 4), at en frifindende straffedom ikke er bindende, men at den kan bli at betragte som et bevismoment. Der kan ogsaa henvises til en enstemmig høiesteretsdom i Rt-1915-74. Her uttales det som utvilsomt, at en frifindende lagmandsretsdom kun gjælder frifindelse for straf og ikke har uttalt sig om det civile krav. I denne dom henvises til Hagerups straffeproces (2den utgave) 2den del side 19, note 11.

Side:54

Efter det anførte antar retten i nærværende sak at være ubunden av den frifindende lagmandsretsdom, og det antages da, at retten ogsaa staar frit, i sin bevisbedømmelse med hensyn til spørsmaalet om, hvorvidt Ryen har begaat underslag. - - -