Rt-1897-17: Forskjell mellom sideversjoner

Spørgsmaal om en - ved et mere end 100 Aar gammelt, thinglæst, Forlig anerkjendt - Sæterret i en tidligere Statsalmenning, der for mere end 200 Aar siden af Kongen var solgt til Privatmand, kunde gjenoptages til Benyttelse, og Bygningstømmer og Gjerdefang forlanges udvist til ny Bebyggelse og ny Indgjerding, efterat Sæterretten i ca. 100 Aar ikke var udøvet og efterat Sæterhusene og Gjerdene forlængst vare bortraadnede, efter Omstændighederne besvaret bekræftende. Fra Skoveierens Side var paaberaabt, dels at Sæterretten var bortfaldt ved Abandon eller Frihævdelse, dels at Reglerne om Aldertids Brug, der særlig have Anvendelse paa Almenningsfeltet, maatte medføre, at Skoveieren havde Krav paa, at de Brugs- og Benyttelses Forhold, der havde bestaaet i en Tid, der gik ud over Mands Minde, maatte opretholdes. Dissens: 6-1

Baron Harald Wedel-Jarlsberg (advokat Carl Lundh) mod Haakon Færden og M. Olsen (advokat Keyser Jordan)

Løchen, Scheel, Andersen, Motzfeldt, Ottesen, C Hansteen, Dissens: Roll

<span id="rp-innrykk">De Indst. Haakon Færden og M. Olsen kjendes for sine eiende Andele af Gaarden Thoen, Norderhaugs Præstegjeld, l.nr. 336 a og b, sæterberettigede fra det under Sagen omhandlede Sted ved Vesleflaatevandet paa Krogskoven. Appell., Baron Harald Wedel-Jarlsberg bør derhos inden 1 - en - Maaned efter denne Doms Forkyndelse under en Mulkt til Haugs Sogns Fattigkasse af 20 - tyve - Kroner for hver Uge, denne Dom siddes overhørig, udvise de Indst. Skovmaterialier til Gjenopførelse af de under Sagen omhandlede Sæterhuse og Gjerde sammesteds.</span>

<span id="rp-innrykk">Processens Omkostninger ophæves for begge Retter.</span>

af den store Skovstrækning, hvis øvre Del kaldes Spolskoven, og hvis midtre og nedre Del kaldes Leuchmarken. Hele denne store Skovstrækning er nu i Baron Wedels Eie. Hvad specielt Dybendalen angaar, blev den solgt ved Kongeskjøde af 25 Septbr. 1668 til en Jacob Luth, der havde været Kongens Foged, og er senere ved Transaktioner og Arv gaaet over til Baron Wedel.  

<b>Jeg kommer i Sagen til</b> samme Resultat som Overretten og kan i alt Væsentligt hendholde mig til denne Rets Begrundelse. Jeg finder efter de foreliggende Oplysninger at maatte gaa ud fra, at det Sted, hvor Sæterretten gjøres gjældende, ligger i en Strækning, der tidligere har været Statsalmenning, men som senere er gaaet over i privat Eie. I denne Henseende kan jeg i alt Væsentligt henholde mig til Overrettens Bevisførelse. Strækningens Karakter af Statsalmenning kommer tilsyne i en Række ældre Dokumenter. Jeg skal specielt nævne Ringerikes Sorenskriveris Dom af 21 Oktbr. 1684 og Overhofrettens Dom af 7 Juni 1769. Den i førstnævnte Dom omhandlede Sag var anlagt af endel Bønder i Ringerike, hvoriblandt en Engebret Tonen, mod endel Skovfinner, som havde nedsat sig i disse Trakter paa Pladse, blandt hvilke nævnes Stubdal, Spolen, Flaaten og Heggeli. Bønderne klagede over de Indgreb, som Finnerne havde gjort i deres Rettigheder; det heder saaledes bl. A. i Dommen, at Finnerne «icke alene dennem hindrer och betager deris aff gammel Tid og sedvanlige Udmarcher med Setter, Fæbeed, Fischerie, Veigde fang, deris Setter Volders och Fæbeds Indhegnelse» osv. Strækningen betegnes altsaa her som Bøndernes sædvanlige Udmark, og paa et andet Sted i Dommen kaldes den deres almindelige Udmark. Strækningen er saaledes i Dommen betragtet som, hvad man i Nutiden kalder Almenning.  

Endnu mere afgjørende finder jeg det under Sagen paaberaabte Forlig af 6 Juni 1759, thinglæst 27 Oktbr. 1760. Dette Forlig er sluttet mellem Leuchmarkens daværende eier Morten Leuch og en hel Del Bønder fra Ringerike; der nævnes bestemte Personer, og der tilføies, at Forliget er indgaaet ogsaa paa Andres Vegne. Det er paa det Rene, at det angaar den saakaldte Leuchmark, altsaa netop den Strækning, som omhandles under nærværende Sag. Bøndernes Sæterret i denne Strækning er her udtrykkelig forbeholdt dem og anerkjendt af den daværende Eier af Leuchmarken. Det heder nemlig i Forliget:  

<span id="rp-innrykk">«Eftersom endel af os og andre Bøgde Folk i Nordrehaugs Præstegield paa Ringerike har fra gammel Tid haft deris Sætter Leyer paa adskillige Steder i ovennævnte Sr. Leuchs Eyendom og inden hans Stræknings Linie, saa kand vi ingenlunde frafalde samme, men paastaar,</span>

<span id="rp-innrykk">at det for os og vore Efterkommere derved skal have sit Forblivende paa de sædvanlige Stæder, og at os forundes uden nogen Slags Betaling eller Afgift, saavel Tømmer til Sætternes Opbyggelse, naar de forfalder, samt til Reparation, naar det behøves og ligesaa Gjerdes Fang til Sættervoldens Indhegning og Rødning paa Sættervolden».</span>

Videre heder det:

 

<span id="rp-innrykk">«Paa foranstaaende Declaration, frafalder jeg Morten Leuch de her oven benævnte 2de Processer, samt tillader saa mange af Almuen som hidtil har haft deris Sætre i forbesagte Skove at lade det derved forblive efter denne forandførte Proposition og Paastand».</span>

Assessor <b>Andersen</b>: Jeg kommer til samme Resultat som de foregaaende Voterende, men jeg grunder dette væsentlig paa, at der til de Indst.s Eiendomme efter de foreliggende Oplysninger fra gammel Tid har ligget Sæter i den heromhandlede Skovstrækning og paa det i 1759 afsluttede, af Førstvoterende citerede Forlig af 6 Juni 1759, thinglæst 27 Oktbr. 1760. Hvorvidt den heromhandlede Skov eller Leuchmark i ældre Tid maa antages at have været Statsalmenning, finder jeg det ufornødent her at afgjøre eller udtale mig om, da jeg i hvert Fald anser de Indst. sæterberettigede efter Forliget af 1759, i Forbindelse med, at de faktisk har havt Sæter paa Stedet. Iøvrigt er jeg i det Væsentlige enig med Førstvoterende.  

Assessor <b>Roll</b>: Jeg kommer til et andet Resultat end de foregaaende Voterende. Jeg gaar vistnok med dem ud fra, at Thoen-Gaardene har havt Sæterret ved Vesleflaaten i Leuchmarken, men jeg mener, at denne Sæterret er bortfaldt. Allerede meget taler for, at den, som af Appell. paastaaet, er bortfaldt ved Abandon. Naar en Ret, tilkommende en Eiendom over en bestemt Lokalitet ikke i Mands Minde er bleven benyttet, ligger det nær at antage, at den er opgivet. Imidlertid vover jeg ikke alene i det forløbne Tidsrum at lægge et tilstrækkeligt Indicium for Abandon, og andre Indicier foreligger ikke. Det er til Forklaring af den stedfundne non usus under Sagen ikke oplyst andet, end at de Indst.s Parter af Thoen gjennem en lang Aarrække har været Underbrug under andre Gaarde, som har havt bedre og lettere tilgjængelig Sæter. Medens jeg saaledes ikke kan bygge Appell.s Frifindelse paa Abandon, er jeg mere tilbøielig til at bygge den derpaa, at han har hævdet sig fri. Betingelserne for Frihævd forekommer mig her at være tilstede. Appell. har i et Tidsrum, der langt overstiger almindelig Hævdstid, været i Besiddelse af Leuchmarken uden at Gaarden Thoen har sætret der, og uden at han har kjendt til, at den havde nogen Sæterret. De Levninger af Sæterhuse, der forefandtes, kunde efter mit Skjøn ikke være skikket til at bibringe Appell. saadan Kundskab. At Leuchmarken oprindelig har været Almenning og altsaa Sæterretten en af Loven selv flydende og af den anerkjendt Ret, synes mig ikke at kunne forandre Tingen. Sæterretten har, efterat Almenningen først er gaaet over i privat Eie, ligeoverfor den private Eier antaget Karakteren af en almindelig Brugsret over fremmed Eiendom og maa da formentlig være underkastet de samme retlige Vilkaar for sin fortsatte Existence som andre lignende Brugsrettigheder. En Ting er det, at Appell., fordi Leuchmarken tidligere har været Almenning, havde en almindelig Pligt til at tale Almuens Sæterrettigheder. En ganske anden Ting vilde det være, om enhver enkelt Sæterrettighed skulde være sikret Bestaaen uden Hensyn til, om den udøvedes og var kundbar for Leuchmarkens Eier eller ikke.  

Minoriteten, den konst. Sorenskriver, voterede for, at Baron frifandtes for Cit.nes Tiltale. Den afsagte Dom har Baron Wedel ved Appelstevning af 12 Juli 1892 indanket her til Retten med Paastand om Frifindelse for Cit.nes Tiltale og Tilkjendelse af Procesomkostninger for begge Retter. De her ved Retten Indst. H. Færden og M. Olsen har nedlagt Paastand om, at Underretsdommen stadfæstes og om at tilkjendes Sagsomkostninger.  

Denne Dom angaar vistnok antagelig kun den i 1807 endnu usolgte vestlige Del af Krogskovens Almenning, men fortjener dog her at anføres som et Vidnesbyrd om Almuens gamle Rettigheder i Almenningen. I det efter det ovenfor oplyste, baade Spolskoven og Leuchmarken ere Dele af og udgaaede fra den tidligere samlede Krogskovens Almenning, maa det antages, at for begge hine Eiendommes Vedkommende har Almuens retslige Forhold været det samme. For Spolskovens Vedkommende maa nævnes, at der i Overhofrettens Votering og Dom af 7 Juni 1769, der forsaavidt udtrykkelig henholder sig til en Dom af 21 Oktbr. 1684 er udtalt, at Almuen fremdeles har sin «fra Arilds Tid fulgte» Herligheder og Sæterboliger i Spolen, der før har været Alminding, men nu er Privateiendom. Ved den nævnte Dom af 1684 (O. No. 13) afgjordes en Sag, som af endel af Almuen var anlagt mod de «Finder» (Finner), der havde nedsat sig paa Østmarken, - som Indstevnte nævnes Opsidderne paa Stubdal, Spolen, Heggeli og Flaaten. Blandt Cit.ne i denne Sag var ogsaa en Mand fra «Tonnen», hvilket her ved Retten er anført at være det samme som de Indst.s Eiendom Thoen. I Krafts Beskrivelse er den kaldt Thonen. I Dommen udtaltes, at de indstevnte Finner hindrer Almuen og betager den dens «fra gammel Tid og sædvanlige Udmarker med Sæter, Fæbeter, Fiskeri osv.», hvorfor Finnerne blev dømte til at fortrække fra Skoven. Endnu maa nævnes et Forlig, afsluttet 6 Juni 1759, thinglæst 27 Oktbr. 1760 mellem den daværende Eier af Leuchmarken, M. Leuch, og endel Almuesmænd i Norderhaug Præstegjeld, og hvori Almuen, der siger sig at have havt sine Sæterleier paa adskillige Steder i Leuchs Eiendom, sees at have krævet og «ikke at kunne frafalde», at det derved skal have sit Forblivende paa de sædvanlige Steder, og «at vi forundes uden nogen Betaling saavel Tømmer til Sætrenes Opbyggelse, naar de forfalde, som til Reparation, naar det behøves» osv., hvorefter Eieren, M. Leuch, lader afgive Erklæring om, at han frafalder to anlagte Processer, samt tillader «saa mange af Almuen, som hidtil har havt deres Sætre i forbesagte Skove, at lade det dermed forblive efter denne foranførte deres Proposition og Paastand».  

Under 11 Septbr. 1888 udtog Cit.ne under nærværende Sag, Haakon Færden og M. Olsen mod Indst. Baron Wedel-Jarlsberg Klage til Norderhaugs Forligelseskommission, idet de for sine eiende Andele af Gaarden Thoen Matr.-No. 138, l.nr. 336 A og B mente i den Del af Korkskoven, som nu under Navne af Leuchmarken tilhører Indst., at have Sæterret, hvilken imidlertid ikke blev anerkjendt af Indst., der angivelig havde negtet dem at gjenopføre Sæteren, hvis gamle Huse forlængst var nedraadnede. De forlangte derfor Forligsmægling anstillet, idet de gjennem Rettergang mod Indst. vilde forvente sig «kjendt berettigede til at gjenopføre Thoensæteren og Indst. tilpligtet under Tvang af løbende Mulkt at lade dem udvise Skovmaterialier til Gjenopførelse af Sæterhus med Fæhus og Gjærde». Efterat i denne Anledning lovlig Forligsmægling var anstillet, har Cit.ne ved Stevning af 26 Juni 1889 anlagt nærværende Søgsmaal, der med Tilkaldelse af Meddomsmænd den 5 Juli næst efter inkamineredes paa Aastedet, hvor der samtidig af Cit.ne blev foretaget Vidneførsel. Under Sagen har dernæst Cit.ne under Henvisning til Forligsklagen nedlagt Paastand om, at de tilkjendes Sæterret ved Vandet Vesleflaaten paa Krokskoven for sine ovennævnte Andele i Gaarden «Thoen med hvad dertil hører» samt at de hos Indst. tilkjendes Processens Omkostninger. Indst., der har taget til Gjenmæle under