Rt-1909-851: Forskjell mellom sideversjoner

 

L.nr. 33/2 A s.a.

Brandkonstabel Osuld Hørisdal som verge for sin umyndige søn Georg Hørisdal (adv. Feragen befalet) mod styrelsen for Norges Statsbaner (adv. Schjødt).

Hagerup Bull, Blom, V. Scheel, Prydz, Skattebøl, Morgenstierne, Justitiarius Thinn  21-2

Assessor Hagerup Bull: Med hensyn til nærværende sags faktiske omstændigheder henviser jeg til præmisserne til Kristiania byrets dom afødt xx.xx.1907. Ved denne dom blev under ophævelse af omkostningerne styrelsen for Norges Statsbaner frifundet for brandkonstabel Osuld Hørisdals tiltale som verge for sin umyndige søn.  

Konklusion:  

Assessor Blom: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.  

Assessor V. Scheel: Likesaa.  

Ekstraordinær assessor, byretsassessor Prydz: Jeg er enig med førstvoterende for det første i, at der er tilstrækkelig føie til at antage, at fænghætten er kommet fra jernbanens beholdninger, og for det andet i, at der ikke er føie til at tilregne jernbanen som uforsigtighed, at fænghætten er blevet liggende saaledes, at uvedkommende har havt adgang til at tage den til sig. Derimod kan jeg ikke være enig med ham, naar han antager, at jernbanen under enhver omstændighed maa have ansvar for den indtrufne ulykke, fordi anlæg af en jernbane efter arbeidets beskaffenhed medfører saadan fare for omgivelserne, at den ved senere tids retsudvikling tilblevne regel om ansvar for specielt farlige bedrifter her maa komme til anvendelse. Jeg mener med byretten, at denne regel vilde strækkes for vidt ved at anvendes i et tilfælde som nærværende. Det er som sagt en nydannet retsregel, og jeg mener, det maa have sine betænkeligheder at udvide det omraade, den hidtil har faaet. I saa henseende lægger jeg ikke vegt paa, at det hidtil saavidt vides kun har været paa bedrifter i egentlig forstand, drift af færdigc anlæg, og ikke paa arbeider ved istandbringelse af anlæg til brug for en bedrift, man har anvendt reglen. Jeg skal medgive, at der ikke er nogen rationel grund til at sondre mellem en egentlig bedrift og et anlægsarbeide naar dette efter sin beskaffenhed medfører risiko i samme grad. Særlig maa dette gjælde, hvor der er tale om arbeider, af saadant omfang som in casu. Men jeg kan ikke finde at et saadant foretagende som anlæg af en vei eller en jernbane, fordi der regelmæssig udkræves minering, kan siges at være af nogen egentlig farlig beskaffenhed. Det forekommer mig at være en betragtelig forskjel mellem den risiko, som et saadant dagligdags arbeide kan ansees at medføre, og faren ved saadanne bedrifter som de, for hvis ubetingede erstatningspligt man hidtil har retslig afgjørelse. Dette, at det, om ogsaa al rimelig forsigtighed anvendes under mineringsarbeidet, kan hænde, at en patron eller en fænghætte kommer paa afveie, og videre kan hænde, at den kommer i ukyndige hænder og volder ulykke, - synes mig ikke at give tilstrækkelig grund til at henføre den heromhandlede slags anlægsarbeide til de farlige bedrifter, for hvilke den ubetingede erstatningspligt er gjældende. Jeg tror at kunne tage til indtægt for min opfatning den af førstvoterende omtalte høiesteretsdom af 1904. Naar der ikke er antydning om, at der engang skulde være tænkt paa spørgsmaalet om den nye retsregel var anvendelig, saa mener jeg deri at have adskillig støtte for den opfatning, at det ialfald vilde være et ganske langt skridt i videre udvikling af retsreglen, som man vilde gjøre ved in casu at anse jernbanen erstatningspligtig.  

Ekstraordinær assessor, skifteforvalter Skattebøl: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med hr. assessor Prydz.  

Ekstraordinær assessor, professor Morgenstierne: Jeg er i resultatet enig med d'hrr. assessorerne Prydz og Skattebøl. Jeg er ogsaa i det væsentlige enig i disses præmisser og særlig i, at det ialfald maa ansees meget tvilsomt, om man kan udvide garantiansvaret for farlige bedrifter til at omfatte anvendelsen ved et jernbaneanlæg af et for alle tilgjængelig sprængstof. Jeg behøver imidlertid efter min opfatning ikke at afgjøre dette spørgsmaal og lader det derfor staa hen, om jeg vilde have dømt jernbanen til erstatning, om f.eks. en person havde lidt skade ved uforvarende at træde paa en efterglemt knaldsats.  

Justitiarius Thinn: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. I anledning af de fra minoriteten og særlig fra hr. professor Morgenstierne fremførte bemerkninger vedkommende spørgsmaalet om aarsagsforholdet; skal jeg alene tilføie, at hvad der for mig i nærværende tilfælde er afgjørende for ikke at anse den nødvendige aarsagsforbindelse afbrudt, er den af førstvoterende fremholdte omstændighed, at de mellemkommende handlinger, om hvis virksomhed til  

- - - Den 19 mai 1905 fandt den 8 aarige gut Thorvald Bredesen (1 hovedvidne under tingsvidnet i Øiestad tinglag) oppe ved «Amerika», hvor jernbanelegemet Arendal-Aamlibanen skjærer den gamle vei fra hovedbanen ind til vandreguleringshuset for renden fra Solbergvandet, en dynamitknaldsats. Knaldsatsen laa angivelig, da gutten fandt den, paa en flad sten, netop paa det sted, hvor der skal have staaet en jernbanen tilhørende verktøikasse. Ved en række af de afhørte vidner er det - hævder citanten - godtgjort, at verktøikasserne i strid med det for jernbanearbeiderne udfærdigede reglement, har været benyttede som opbevaringssted for dynamit og dynamitknaldsatser. Den nævnte verktøikasse angives at have staaet lige i nærheden af Turi Gulliksens hus, der senere er nedrevet af jernbanen. Da Thorvald Bredesen havde fundet knaldsatsen, gav han den til en anden gut, Sigurd Hørisdal (1 hovedvidne under tingsvidnet i Arendal), der ligeledes var 8 aar gammel. Sigurd gav knaldsatsen til sin yngre broder Asbjørn, (denne har paa grund af sin unge alder ikke kunnet afhøres under sagen). Asbjørn leverede knaldsatsen tilbage til Sigurd, og denne leverede den derpaa til sin broder Georg (citanten), der da var 11 aar gammel. Georg tog knaldsatsen med sig hjem, hvor han uden i mellemtiden at have vist den til nogen, gav sig til at pille ved den, med den følge, at den eksploderede og medførte den sørgelige beskadigelse, at begge guttens øine blev udskudte, hvorhos hans venstre haand blev endel beskadiget. Begge guttens øine er ødelagt, det ene maatte tages ud, og det andet er ved eksplosionen blevet totalt, uhjælpelig blindt. - - -  

de fra citantens side fremskaffede oplysninger godtages som tilstrækkelig bevis for, at der i almindelighed er udvist uagtsomhed fra jernbanearbeidernes side i saadan grad, at ansvar derpaa kunde bygges. Det kan være mulig, at det af jernbanen selv udarbeidede reglement for behandling af sprængstoffe ikke altid er befulgt med den yderste grad af nøiagtighed, men selv om saa maatte være tilfældet, formenes ikke dette tilstrækkelig til at statuere erstatningspligt for jernbanen. Forøvrig henvises til den under proceduren citerede høiesteretsdom i [[Rt-1904-394]] flg., der synes at omhandle et nogenlunde ligeartet tilfælde. - - -