Rt-1909-851

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1909-11-18
Publisert:	Rt-1909-851
Stikkord:	(Knaldsatsdommen, Knallperledom I), Erstatningsrett, Objektivt ansvar, Stadig risiko
Sammendrag:	Et barn fant knallskudd (dynamittknallinnsats) på et jernbaneanlegg, som NSB hadde latt bli liggende etter utført arbeid. Knallskuddet ble gitt videre til en 11 år gammel gutt, som pillet på den, slik at den eksploderte og skadet ham. Høyesterett kom til at det forelå erstatningsansvar på objektivt grunnlag. NSB var ansvarlig for skaden etter guttens lek, fordi knallskudd ble brukt jevnlig og omfattende til sprengning i virksomheten, selv om det ikke forelå uaktsomhet. At den skadde gutten var kjent med at knallskudd var farlig, var uten betydning for erstatningsansvaret. Dissens: 4-3 Høyesterett har utviklet det ulovfestede objektive ansvaret gjennom en rekke dommer. For at en virksomhet skal pålegges objektivt ansvar er det i rettspraksis trukket opp tre vilkår som må være oppfylt samtidig (såkalte kumulative vilkår): Virksomheten må i seg selv innebære en 1. stadig, 2. typisk og 3. ekstraordinær risiko, og skaden må skyldes denne stadige, typiske og ekstraordinære risiko. Se Rt-1875-330, Rt-1905-715, Rt-1917-202, Rt-1939-766, Rt-1948-1111, Rt-1960-841, Rt-1966-1532, Rt-1970-1192, Rt-1972-965, Rt-1991-1303, Rt-1992-64.
Saksgang:	Høyesterett L.nr. 33/2 A 1909
Parter:	Brannkonstabel Osuld Hørisdal som verge for sin umyndige sønn Georg Hørisdal (advokat Feragen befalet) mod styrelsen for Norges Statsbaner (advokat Schjødt)
Forfatter:	Hagerup Bull, Blom, V Scheel, Thinn, Dissens: Prydz, Skattebøl, Morgenstierne
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687) 3-

Assessor Hagerup Bull: Med hensyn til nærværende sags faktiske omstændigheder henviser jeg til præmisserne til Kristiania byrets dom af 16 juli 1907. Ved denne dom blev under ophævelse af omkostningerne styrelsen for Norges Statsbaner frifundet for brandkonstabel Osuld Hørisdals tiltale som verge for sin umyndige søn.

Byrettens dom er af brandkonstabel Hørisdal ved stevning 19 oktober 1907 paaanket til høiesteret. Appellanten, som ogsaa ved høiesteret har faaet bevilling til fri sagførsel, har nedlagt saadan paastand: «At indstevnte styrelsen for Norges Statsbaner, tilpligtes til appellanten, brandkonstabel Osuld Hørisdal som verge for sin umyndige søn Georg Hørisdal, at betale erstatning efter skjøn af uvillige mænd, optaget paa indstevntes bekostning, for den skade og de udgifter, som er foraarsaget ved, at nævnte Georg Hørisdal den 19 mai 1905 fik sin venstre haand læderet og blev blindet paa begge øine ved eksplosion af en dynamitknaldsats, med lovlige renter af skjønsbeløbet fra 2 november 1905, samt at indstevnte tilpligtes at betale det offentlige sagens omkostninger for begge retter, og at der tilkjendes den befalede sagfører salær.»

Indstevnte, styrelsen for Norges Statsbaner, har nedlagt paastand om frifindelse og tilkjendelse af procesomkostninger for høiesteret.

Der er her for retten fremlagt endel nye oplysninger. Navnlig har appellanten den 25 november 1908 ladet optage et tingsvidne i Arendal, hvorunder 6 personer har afgivet forklaring. Dels har vidnerne bekræftet forskjellige af dem allerede for byretten fremlagte erklæringer og dels har de afgivet yderligere forklaringer angaaende fund af dynamit paa den omhandlede strækning samt angaaende den af andre end statsbanerne i strøget til forskjellig tid stedfundne anvendelse af dynamit. Nogen væsentlig forandret skikkelse har sagens faktum efter min opfatning imidlertid ikke faaet ved de saaledes tilveiebragte oplysninger.

Det vil af byretsdommen sees, at styrelsen for statsbanerne for byretten bestred, at knaldsatsen var fundet paa det af Thorvald Bredesen omforklarede sted. For høiesteret har styrelsen imidlertid under fastholden af, at dette ikke kan ansees bevist, dog udtalt, at den ikke vil bestride, at fundet er skeet paa nævnte sted.

Derimod har jernbanestyrelsen bestemt fastholdt, at der ikke foreligger noget bevis for, at knaldsatsen er kommet fra jernbanens lagre eller har været i dens besiddelse, og har bestridt berettigelsen til at gaa ud fra, at saa er tilfældet. Jeg finder imidlertid med byretten, at der er tilveiebragt saa meget bevis, som der under de foreliggende

Side:852

omstændigheder har kunnet skaffes for, at knaldsatsen har været i jernbanens besiddelse, og jeg finder, alle omstændigheder taget i betragtning, at sandsynligheden for, at saa har været tilfældet, er saa stor, at man maa bortse fra muligheden af det modsatte. Og jeg skal tilføie, at de for høiesteret fremlagte nye oplysninger efter mit skjøn endnu i nogen grad styrker formodningen for, at knaldsatsen har været i banens besiddelse.

Det næste spørgsmaal, som foreligger, bliver da, hvorvidt det kan tilskrives nogen uagtsomhed fra jernbanestyrelsen eller dens funktionærer, at dynamit saaledes er kommet paa afveie. Hvad enten uagtsomheden maatte være at henføre til den ene eller den anden, bliver her ligegyldig, idet der fra jernbanestyrelsens side ikke er procederet paa, at N.L. 3-21-2 ikke skulde komme til anvendelse.

Jeg har fundet spørgsmaalet om tilværelsen af uagtsomhed adskillig tvilsomt. Jeg kan ikke komme til andet resultat, end at de forsigtighedsregler, som jernbanestyrelsen sees at have udfærdiget med hensyn til anvendelsen af sprængstoffe, ikke i alle tilfælde er blevet strengt iagttaget, og det staar for mig, som det vilde have været ønskelig, om der i forskjellige retninger var iagttaget en større forsigtighed. Men det maa paa den anden side indrømmes, at det under en saa stor arbeidsdrift, med anvendelse af saa mange arbeidere og selvfølgelig af en noget blandet beskaffenhed ikke nogensinde kan opnaaes, at der af alle og til alle tider udvises den høieste grad af forsigtighed og en ganske strikte efterfølgelse af udfærdigede forsigtighedsregler. Det maa medgives at ligge i forholdenes natur, at der her er et vist spillerum, og at uagtsomhed, som kunde medføre erstatningspligt, vanskelig kan siges at foreligge, naar man holder sig inden grænserne for dette spillerum. Men selv om man skulde kunne sige, at grænsen for uagtsomhed medførende erstatningspligt i et og andet tilfælde skulde være overskredet, saa vil dette efter mit skjøn heller ikke kunne paaberaabes som basis for erstatningspligt i nærværende tilfælde, idet nogen kausalsammenhæng forsaavidt i hvert fald ikke er paavist. At der med hensyn til den enkelte knaldsats, hvorom der her er tale, skulde være udvist nogen særlig uagtsomhed, mangler der i hvert fald ethvert spor af bevis for, idet der, som af byretten anført, mangler al oplysning om, hvorledes forholdet med knaldsatsen nærmere har været. Og at der skulde være udvist en saa omfattende og almindelig uagtsomhed, at man uden videre kunde slutte sig til, at knaldsatsen skulde være kommet paa afveie som følge deraf, kan der efter mit skjøn ingenlunde være tale om. Forholdet kan efter min opfatning i det hele ikke anskues ud fra andet standpunkt, end at ved en saa omfattende virksomhed, hvortil der i saa stor udstrækning anvendes sprængstoffe, som derhos nødvendigvis maa behandles af saa mange personer, er det af de ting, man maa være forberedt paa, at sprængstof, (dynamit, patroner og fænghætter) af og til kommer paa afveie, uden at der forsaavidt behøver at foreligge nogen særlig uagtsomhed.

Det er imidlertid fra appellantens side videre paastaaet, at selv om der fra jernbanens side ikke foreligger nogen uagtsomhed, pligtes erstatning, fordi jernbaneanlægsvirksomheden medfører en særlig fare for omgivelserne. Appellanten vil saaledes have anvendt den i senere tid i forskjellige retninger anerkjendte retssætning, at hvor en i og for sig tilladt virksomhed medfører en uforholdsmæssig risiko for omgivelserne, pligter udøveren af virksomheden at erstatte det tab, som virksomheden paa grund af denne sin natur maatte medføre for dem.

Side:853

Mod anvendelsen af denne retssætning i det foreliggende tilfælde er der fra jernbanens side først og fremst gjort gjældende, at benyttelse af de farlige sprængstoffe, specielt dynamit, er en saa almindelig ting, at det er umulig at gjennemføre nogen regel om erstatningspligt for den, som bringer dem i anvendelse. Jernbanen gjør gjældende, at der ikke kan sondres mellem større eller mindre bedrifter, mellem bedrifter, som i stor udstrækning eller kun i ringe omfang anvender disse sprængstoffe.

Jeg kan ikke finde denne indvending afgjørende. Det vil i mange anvendelser ganske vist være saa, at grænsen mellem de virksomheder, som uafhængig af personlig skyld medfører erstatningspligt, og de, som ikke gjør det, kan trækkes efter ganske skarpe kriterier. I mange tilfælde vil afgjørelsen imidlertid maatte bero paa bedømmelsen af en gradsforskjel. Virksomheder af nogenlunde lige art kan volde omgivelserne ulemper i større eller mindre mon. Det kan for enkelte af disse virksomheder være klart, at de nævnte ulemper er saa ringe, at omgivelserne maa finde sig i dem uden krav paa erstatning. For andres vedkommende kan det være lige fuldt paa det rene, at ulempen overskrider, hvad man behøver at finde sig i uden erstatning. Men hvor virksomheden gaar over fra at tilhøre den ene kategori til den anden, kan her kun være gjenstand for skjønsmæssig bedømmelse. Jeg mener, at man her har for sig et tilfælde af denne art. Det forekommer mig klart, at i det store flertal af tilfælde, hvor der anvendes f.eks. dynamit til smaaarbeider som planering af hustomter, bortsprængning af klippestykker eller lignende, vil risikoen for, at noget af sprængstoffet uden uforsigtighed skal komme paa afveie være saa ringe, at der ikke kan være tale om erstatning. Men i det foreliggende tilfælde er der spørgsmaal om en virksomhed af meget stort omfang, hvor der i meget stor udstrækning anvendes dynamit af en mængde mennesker, og hvor som følge deraf som nys nævnt forholdenes natur medfører, at man maatte være forberedt paa, at mere eller mindre af sprængstoffet uden foreliggende uagtsomhed fra nogen side kom paa afveie og altsaa udsatte omgivelserne for ulykker af saa alvorlig beskaffenhed som den i nærværende sag omhandlede. Jeg mener, at en virksomhed af den natur, at slige følger maa siges at være paaregnelig knyttet til dens udøvelse, bør medføre erstatningspligt for udøveren paa grundlag af den af mig før nævnte i senere tids retspraksis udviklede retsregel.

Spørgsmaalet er imidlertid videre, om kausalsammenhængen mellem den indtrufne ulykke og jernbanens anvendelse af sprængstoffet er en saadan, at ogsaa under hensyn hertil erstatningspligten er begrundet. At den fysiske aarsagssammenhæng foreligger, anser jeg efter det før forklarede altsaa paa det rene. Men spørgsmaalet er, om der her foreligger, hvad man kan kalde for et retslig adækvat kausalforhold. Forsaavidt der havde været spørgsmaal om følger af uagtsom optræden fra dens side, hvem erstatningspligt paastaaes at paahvile, vilde jeg ikke finde det tvilsomt, at den tilstrækkelige kausalneksus her foreligger. At den, som ved uforsigtighed er skyld i, at saa farlige ting som dynamitknaldsatser kommer i et barns hænder, maa blive erstatningspligtig, ogsaa om et andet barn, der efterat tingen maaske er gaaet gjennem flere børns hænder, har faaet den i sin besiddelse, kommer til skade, det staar for mig som lidet tvilsomt. Men det kan siges, at grænserne for det erstatningsansvar, der opstaar uden skyld for udøveren af en farlig bedrift, bør trækkes snevrere; og navnlig kan der spørges, om ikke den fornødne kausalneksus i denne anvendelse bør ansees brudt, naar skade kun indtræder som følge af et menneskes fri

Side:854

handling. Der er her ganske vist spørgsmaal om et barns handling; men det vil vel vanskelig kunne bestrides, hvad der fra jernbanens side her gjøres gjældende, at det i sin almindelighed ikke godt gaar an at sondre, eftersom den skadelidende, der ved sin egen handling er den nærmeste aarsag til ulykken, er en voksen eller et barn i den alder, hvorom her er tale. Jeg finder det imidlertid ikke fornødent at udtale noget i sin almindelighed om det spørgsmaal, jeg saaledes her har berørt. Og jeg vil navnlig lade det staa derhen, hvorvidt der overhovedet bør trækkes snevrere grænser for den relevante kausalneksus i relation paa den erstatningspligt hvorom der her er tale. Jeg finder nemlig, at hvor sprængstoffet falder i et barns hænder, er det en saa nærliggende og regelmæssig videre udvikling, at det i en barneflok gaar fra haand til haand, og saa i en eftermands besiddelse volder ulykke, at den, som overhovedet har ansvar for, at stoffet er kommet paa afveie, ikke mere kan slippe for erstatningspligt, om ulykken rammer en af de følgende i rækken, end om den har rammet den første.

Jeg mener efter dette, at jernbanen her maa være erstatningspligtig, forsaavidt der ikke kan lægges barnet eller dets forældre nogen uagtsomhed tillast, som kan siges at have været medvirkende til ulykken. Det er fra jernbanestyrelsens side paastaaet, at den skadelidende maa have skjønnet, at fænghætten var farlig, og at han altsaa har vist uagtsomhed ved at behandle den som skeet. Det maa ogsaa ansees godtgjort, at enkelte andre gutter i den heromhandlede egn har havt greie paa, at slige knaldsatser var farlige, eller ialdfald har havt sine tvil forsaavidt. Men jeg kan ikke finde det paa nogen maade godtgjort eller sandsynliggjort, at dette har været tilfældet med Georg Hørisdal. Det er ikke fra jernbanens side blit anført, at den skulde have offentliggjort advarsel mod uforsigtig behandling af dynamitpatroner, knaldsatser o. desl., og nogen saadan kilde til kundskap og foranledning til at vise forsigtighed maa man vel altsaa gaa ud fra, at der ikke har foreligget for den skadelidende.

Jernbanestyrelsen har dernæst anført, at forældrene burde have sørget for, at deres barn fik fornøden undervisning om faren ved at komme i nærheden af de steder, hvor jernbanearbeidene foregik. Man maa imidlertid gaa ud fra, at jernbanestyrelsen ikke selv paa forhaand har været opmerksom paa, at dynamit her saa let kunde komme paa afveie. Og det kan da ikke mer forlanges af forældrene, at de skulde være opmerksomme paa, at sligt var en nærliggende mulighed. Jeg finder derfor ikke, at der kan lægges forældrene noget tillast og skal saameget mindre berøre spørgsmaalet om, hvorvidt en saadan mulig uforsigtighed kunde have tilfølge, at barnet mistede sin erstatningsret.

Jeg kommer efter dette til det resultat, at jernbanen her maa være erstatningspligtig.

Forsaavidt der i byretsdommen som præjudikat for det modsatte resultat er paaberaabt høiestetsdom i Rt-1904-394 flg., skal jeg gjøre opmerksom paa, at der, saavidt det kan sees, overhovedet ikke var procederet paa, at der skulde eksistere et erstatningsansvar uafhængig af skyld, og at spørgsmaalet om et saadant erstatningsansvars eksistens, efter hvad jeg før har udtalt, ogsaa maatte blive gjenstand for en anden bedømmelse i et tilfælde som der omhandlet end nærværende sag.

Sagens omkostninger finder jeg grund til at ophæve for begge retter. Den befalede sagfører har forsvarlig udført sit hverv.

Side:855

Konklusion:

Styrelsen for Norges Statsbaner bør til brandkonstabel Osuld Hørisdal som verge for den umyndige Georg Hørisdal betale erstatning efter skjøn af uvillige mænd, optaget paa jernbanestyrelsens bekostning, for den skade og de udgifter, som er foraarsaget ved, at Georg Hørisdal den 19 mai 1905 fik sin venstre haand læderet og blev blindet paa begge øine ved eksplosion af en dynamitknaldsats, med 4 af hundrede i aarlig rente af skjønsbeløbet fra 2 november 1905 til betaling sker. Processens omkomstninger for byretten og høiesteret ophæves. Salæret til den ved høiesteret beskikkede sagfører, advokat Feragen, ansættes til kr. 250.

Assessor Blom: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor V. Scheel: Likesaa.

Ekstraordinær assessor, byretsassessor Prydz: Jeg er enig med førstvoterende for det første i, at der er tilstrækkelig føie til at antage, at fænghætten er kommet fra jernbanens beholdninger, og for det andet i, at der ikke er føie til at tilregne jernbanen som uforsigtighed, at fænghætten er blevet liggende saaledes, at uvedkommende har havt adgang til at tage den til sig. Derimod kan jeg ikke være enig med ham, naar han antager, at jernbanen under enhver omstændighed maa have ansvar for den indtrufne ulykke, fordi anlæg af en jernbane efter arbeidets beskaffenhed medfører saadan fare for omgivelserne, at den ved senere tids retsudvikling tilblevne regel om ansvar for specielt farlige bedrifter her maa komme til anvendelse. Jeg mener med byretten, at denne regel vilde strækkes for vidt ved at anvendes i et tilfælde som nærværende. Det er som sagt en nydannet retsregel, og jeg mener, det maa have sine betænkeligheder at udvide det omraade, den hidtil har faaet. I saa henseende lægger jeg ikke vegt paa, at det hidtil saavidt vides kun har været paa bedrifter i egentlig forstand, drift af færdigc anlæg, og ikke paa arbeider ved istandbringelse af anlæg til brug for en bedrift, man har anvendt reglen. Jeg skal medgive, at der ikke er nogen rationel grund til at sondre mellem en egentlig bedrift og et anlægsarbeide naar dette efter sin beskaffenhed medfører risiko i samme grad. Særlig maa dette gjælde, hvor der er tale om arbeider, af saadant omfang som in casu. Men jeg kan ikke finde at et saadant foretagende som anlæg af en vei eller en jernbane, fordi der regelmæssig udkræves minering, kan siges at være af nogen egentlig farlig beskaffenhed. Det forekommer mig at være en betragtelig forskjel mellem den risiko, som et saadant dagligdags arbeide kan ansees at medføre, og faren ved saadanne bedrifter som de, for hvis ubetingede erstatningspligt man hidtil har retslig afgjørelse. Dette, at det, om ogsaa al rimelig forsigtighed anvendes under mineringsarbeidet, kan hænde, at en patron eller en fænghætte kommer paa afveie, og videre kan hænde, at den kommer i ukyndige hænder og volder ulykke, - synes mig ikke at give tilstrækkelig grund til at henføre den heromhandlede slags anlægsarbeide til de farlige bedrifter, for hvilke den ubetingede erstatningspligt er gjældende. Jeg tror at kunne tage til indtægt for min opfatning den af førstvoterende omtalte høiesteretsdom af 1904. Naar der ikke er antydning om, at der engang skulde være tænkt paa spørgsmaalet om den nye retsregel var anvendelig, saa mener jeg deri at have adskillig støtte for den opfatning, at det ialfald vilde være et ganske langt skridt i videre udvikling af retsreglen, som man vilde gjøre ved in casu at anse jernbanen erstatningspligtig.

Side:856

Efter den opfatning, jeg saaledes har, kunde det være ufornødent for mig at indgaa paa spørgsmaalet, om der foreligger kausalsammenhæng, men jeg vil dog bemerke, at jeg ikke kan indse andet, end at byretten med adskillig føie har fundet, at den fornødne sammenhæng her mangler. I saa henseende vil jeg ogsaa bemerke, at det, som ogsaa af førstvoterende antydet, vistnok kan være et spørgsmaal, om ikke den for visse farlige bedrifter tilblevne strenge regel bør ledsages af temmelig strenge fordringer ved afgjørelsen af kausalitetsforholdet.

Jeg er enig med førstvoterende i, at den befalede sagførsel har været forsvarlig, og at processens omkostninger bør ophæves. Da jeg efter den stedfundne konferance maa antage, at jeg er i minoritet med min opfatning, efter hvilken jeg selvfølgelig voterer for stadfæstelse af byretsdommen, skal jeg ikke forme nogen konklusion.

Ekstraordinær assessor, skifteforvalter Skattebøl: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med hr. assessor Prydz.

Ekstraordinær assessor, professor Morgenstierne: Jeg er i resultatet enig med d'hrr. assessorerne Prydz og Skattebøl. Jeg er ogsaa i det væsentlige enig i disses præmisser og særlig i, at det ialfald maa ansees meget tvilsomt, om man kan udvide garantiansvaret for farlige bedrifter til at omfatte anvendelsen ved et jernbaneanlæg af et for alle tilgjængelig sprængstof. Jeg behøver imidlertid efter min opfatning ikke at afgjøre dette spørgsmaal og lader det derfor staa hen, om jeg vilde have dømt jernbanen til erstatning, om f.eks. en person havde lidt skade ved uforvarende at træde paa en efterglemt knaldsats.

Jeg bygger nemlig jernbanens frifindelse paa et andet saavel af byretten som af de nævnte voterende fremhævet moment, nemlig at skaden i det foreliggende tilfælde kun indirekte kan siges at skyldes bedriften. Garantiprincipet eller ansvaret for skade ved den farlige bedrift, som er forholdsvis nyt i vor ret og ikke støttes til positiv lov, maa efter min mening udformes med en vis forsigtighed og ikke strækkes udover rimelige grænser. Særlig kan ansvaret efter mit skjøn alene strækkes til skade umiddelbart forvoldt ved bedriftens farlighed, derimod ikke til tilfælde, hvor aarsagsrækken er afbrudt ved uvedkommende personers vilkaarlige villiesakter, som har ledet til en positiv og i sig selv helt unødig indgriben i den farlige gjenstand. At tilegnelsen af det farlige materiale i det foreliggende tilfælde skriver sig fra endel børn, de fleste i alderen mellem 8 og 11 aar, uden at man kan lægge disse børn deres handlinger i særlig grad tillast, er for mig ikke afgjørende. Man kunde meget vel tænke sig tilfælde, hvor en saadan vilkaarlig indgriben var foretaget af voksne personer, uden at nogen egentlig uagtsomhed men i det høieste nysgjerrighed eller lignende kunde lægges dem tillast. Hovedsagen er som sagt, at aarsagsrækken i denne anvendelse maa ansees brudt ved positivt indgreb fra menneskers side. Jeg skal i saa henseende kun tilføie, at man efter min mening ikke kan afgjøre spørgsmaalet om, hvilken grad af kausalsammenhæng skal ansees relevant, uafhængig af det subjektive grundlag, hvorpaa man vil bygge et ansvar.

Justitiarius Thinn: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. I anledning af de fra minoriteten og særlig fra hr. professor Morgenstierne fremførte bemerkninger vedkommende spørgsmaalet om aarsagsforholdet; skal jeg alene tilføie, at hvad der for mig i nærværende tilfælde er afgjørende for ikke at anse den nødvendige aarsagsforbindelse afbrudt, er den af førstvoterende fremholdte omstændighed, at de mellemkommende handlinger, om hvis virksomhed til

Side:857

at afbryde aarsagsforbindelsen der her er spørgsmaal, udelukkende er handlinger foretaget af børn, som endnu ikke er kommet til skjels aar og alder, og alene bestaar i, at disse paa børns vis har ladet en funden fænghætte gaa fra haand til haand, indtil den sidste af dem, ligeledes paa børns vis, gav sig til at pille ved den.

Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Af byrettens dom hidsættes:

Den 19 mai 1905 fandt den 8 aarige gut Thorvald Bredesen (1 hovedvidne under tingsvidnet i Øiestad tinglag) oppe ved «Amerika», hvor jernbanelegemet Arendal-Aamlibanen skjærer den gamle vei fra hovedbanen ind til vandreguleringshuset for renden fra Solbergvandet, en dynamitknaldsats. Knaldsatsen laa angivelig, da gutten fandt den, paa en flad sten, netop paa det sted, hvor der skal have staaet en jernbanen tilhørende verktøikasse. Ved en række af de afhørte vidner er det - hævder citanten - godtgjort, at verktøikasserne i strid med det for jernbanearbeiderne udfærdigede reglement, har været benyttede som opbevaringssted for dynamit og dynamitknaldsatser. Den nævnte verktøikasse angives at have staaet lige i nærheden af Turi Gulliksens hus, der senere er nedrevet af jernbanen. Da Thorvald Bredesen havde fundet knaldsatsen, gav han den til en anden gut, Sigurd Hørisdal (1 hovedvidne under tingsvidnet i Arendal), der ligeledes var 8 aar gammel. Sigurd gav knaldsatsen til sin yngre broder Asbjørn, (denne har paa grund af sin unge alder ikke kunnet afhøres under sagen). Asbjørn leverede knaldsatsen tilbage til Sigurd, og denne leverede den derpaa til sin broder Georg (citanten), der da var 11 aar gammel. Georg tog knaldsatsen med sig hjem, hvor han uden i mellemtiden at have vist den til nogen, gav sig til at pille ved den, med den følge, at den eksploderede og medførte den sørgelige beskadigelse, at begge guttens øine blev udskudte, hvorhos hans venstre haand blev endel beskadiget. Begge guttens øine er ødelagt, det ene maatte tages ud, og det andet er ved eksplosionen blevet totalt, uhjælpelig blindt. - - -

Indstevnte fremhæver først, at det ikke kan ansees bevist, at knaldsatsen (fænghætten) er fundet paa det af Thorvald Bredesen omforklarede sted. Efter de foreliggende oplysninger synes det dog ikke at være føie til at drage i tvil rigtigheden af Thorvald Bredesens forklaring med hensyn til findestedet.

Dernæst fremhæver indstevnte at der ikke foreligger noget bevis for, at knaldsatsen (fænghætten) er kommet fra jernbanens lagere eller for, at den i det hele taget har været i jernbanens besiddelse. Indstevnte fremholder i denne forbindelse, at ogsaa privatfolk har benyttet dynamit til sprængning i nærheden af findestedet, samt at der ligeledes skydes adskillig med dynamit af unge gutter under festligholdelsen af 17 mai. Efter indstevntes mening er der saaledes adskillig sandsynlighed for, at den fundne fænghætte har tilhørt andre end jernbanen. Da der mangler enhver positiv oplysning om, hvorledes fænghætten qv. er kommet til findestedet, kan man vistnok ikke helt udelukke muligheden af, at fænghætten qv. kan skrive sig fra andre end jernbanen, men efter de foreliggende oplysninger i det hele synes der dog at maatte siges at være overveiende sandsynlighed for, at fænghætten qv. hidrører fra jernbanen. Da man i denne henseende ikke kan forlange noget sterkere bevis, maa derfor denne faktiske udsætning lægges til grund for sagens afgjørelse.

Paa hvilken maade fænghætten qv. er kommet til findestedet er som nævnt ikke nærmere oplyst. Den kan som af citanten fremholdt være faldt

Side:858

ud af en verktøikasse eller være efterglemt af en jernbanearbeider, men det er - som af indstevnte paa den anden side fremholdt - paa det rene, at der flere gange har været gjort indbrud i jernbanens redskabskasser og dynamitkjældere. Der kan derfor være en mulighed for, at fænghætten qv. ved et saadant tyveri kan være kommet ud af jernbanens besiddelse. Videre fremholder indstevnte, at det heller ikke kan være utænkelig, at fænghætten qv. i et et ubevogtet øieblik kan være blevet stjaalet fra en aaben redskabskasse. Omendskjønt vistnok sandsynligheden til en vis grad kan siges at tale for den af citanten fremholdte mulighed, kan man i mangel af enhver nærmere oplysning herom ikke med sikkerhed udtale noget om dette punkt. Man befinder sig her til en vis grad paa gjetningernes gebet og kan derfor ikke træffe noget bestemt valg mellem de forskjellige muligheder.

Spørgsmaalet bliver efter dette, om jernbanen under denne sagens stilling kan overføres noget ansvar for den indtrufne ulykke. Saadant ansvar antages in casu ikke at kunne bygges paa den ved forskjellige høiesteretsdomme fastslaaede regel om, at visse farlige bedrifter maa være ansvarlige for den ved bedriften forvoldte skade. Denne regel vilde muligens have kunnet komme til anvendelse, hvis skaden var for voldt ved et under selve bedriften (sprængningsarbeidet) indtruffet uheld. Dette er her ikke tilfældet, og den nævnte retsregel kan formentlig ikke strækkes saa langt, at den skulde kunne komme til anvendelse paa skade, som kun indirekte skyldes bedriften og - som in casu - er foranledigt ved, at uvedkommende tilegner sig et til bedriften anvendt farlig materiale og behandler dette paa en saadan maade, at skade derved forvoldes.

Jernbanens ansvar in casu vil derfor formentlig maatte bero paa, om der efter almindelige erstatningsregler kan lægges jernbanen noget tillast, enten saaledes, at det overhovedet maa karakteriseres som uagtsomhed at opbevare eller behandle saadanne gjenstande som fænghætten qv. paa saadan maade, at den kan komme i uvedkommendes hænder, eller saaledes, at der maa antages at være udvist nogen speciel uagtsomhed ved den enkelte fænghætte, hvorom der under nærværende sag er spørgsmaal. Det sidste er imidlertid udelukket allerede af den grund, at man mangler enhver speciel oplysning om, hvorledes forholdet med fænghætten qv. nærmere har været. Spørgsmaalet bliver derfor alene, om det uden nærmere oplysning kan tilregnes jernbanen eller dens arbeidere som en uagtsomhed, at fænghætten qv. er kommet ud af jernbanens besiddelse og er blevet liggende saaledes, at uvedkommende har uhindret adgang til at tage den til sig. Dette kan ikke antages. Selv om man bortser fra muligheden af, at fænghætten qv. er kommet ud af jernbanens besiddelse ved tyveri, synes man uberettiget til at gaa ud fra, at det nødvendigvis maa karakteriseres som tilregnelig uagtsomhed, naar en fænghætte kommer paa afveie. Det kan siges at være uheldig, at en eller enkelte fænghætter kommer paa afveie, og at det ønskeligste vilde være, om saadant helt kunde undgaaes. Men i det praktiske liv maa man regne med menneskelige ufuldkommenheder, og man kan da ikke forlange umuligheder. Det er oplyst, at en fænghætte af den under sagen omhandlede sort er en liden gjenstand af omtrent 1 tommes (2,5 cm.s) længde og 1/2 cm. diameter, og at der ved et jernbaneanlæg som Arendal-Aamlibanen anvendes store kvanta af dynamit (patroner som fænghætter). Det synes da, som fra jernbanen fremholdt, ikke at kunne bestrides, at jernbanearbeiderne kan komme til at miste eller glemme en patron eller en fænghætte, selv om den - menneskelig talt - største forsigtighed udvises. Den omstændighed, at der af uvedkommende kan findes en enkelt (eller enkelte) fænghætter kan derfor i sig selv ikke være tilstrækkelig til at lægge jernbanen ansvar tillast. Heller ikke kan

Side:859

de fra citantens side fremskaffede oplysninger godtages som tilstrækkelig bevis for, at der i almindelighed er udvist uagtsomhed fra jernbanearbeidernes side i saadan grad, at ansvar derpaa kunde bygges. Det kan være mulig, at det af jernbanen selv udarbeidede reglement for behandling af sprængstoffe ikke altid er befulgt med den yderste grad af nøiagtighed, men selv om saa maatte være tilfældet, formenes ikke dette tilstrækkelig til at statuere erstatningspligt for jernbanen. Forøvrig henvises til den under proceduren citerede høiesteretsdom i Rt-1904-394 flg., der synes at omhandle et nogenlunde ligeartet tilfælde.

M. C. Backer K. Qvigstad. Siewers.