Rt-1897-17: Forskjell mellom sideversjoner
mIngen redigeringsforklaring |
mIngen redigeringsforklaring |
||
| Linje 17: | Linje 17: | ||
Løchen, Scheel, Andersen, Motzfeldt, Ottesen, Roll, C Hansteen | Løchen, Scheel, Andersen, Motzfeldt, Ottesen, Roll, C Hansteen | ||
}} | }} | ||
Extraordin. Assessor, Statsadvokat <b>Løchen</b>: Nærværende Sags faktiske Sammenhæng er fremstillet i Præmisserne til de underordnede Retters Domme. | |||
Extraordin. Assessor, Statsadvokat Løchen: Nærværende Sags faktiske Sammenhæng er fremstillet i Præmisserne til de underordnede Retters Domme. | |||
Ved Kristiania Overrets Dom af 4. juni 1894 blev saaledes kjendt for Ret: | Ved Kristiania Overrets Dom af 4. juni 1894 blev saaledes kjendt for Ret: | ||
| Linje 80: | Linje 79: | ||
Skoven som nævnt, idet denne Ret er en Bestanddel af Sæterretten. Jeg kommer saaledes i det Hele til samme Resultat som Overretten. | Skoven som nævnt, idet denne Ret er en Bestanddel af Sæterretten. Jeg kommer saaledes i det Hele til samme Resultat som Overretten. | ||
Konklusion: | <b>Konklusion:</b> | ||
Overrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at Fristen for Skovmaterialiers Udvisning regnes fra Høiesterets Doms Afsigelse. | Overrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at Fristen for Skovmaterialiers Udvisning regnes fra Høiesterets Doms Afsigelse. | ||
| Linje 86: | Linje 85: | ||
Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. | Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. | ||
Assessor Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. | Assessor <b>Scheel</b>: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. | ||
Assessor Andersen: Jeg kommer til samme Resultat som de foregaaende Voterende, men jeg grunder dette væsentlig paa, at der til de Indst.s Eiendomme efter de foreliggende Oplysninger fra gammel Tid har ligget Sæter i den heromhandlede Skovstrækning og paa det i 1759 afsluttede, af Førstvoterende citerede Forlig afødt xx.xx.1759, thinglæst 27 Oktbr. 1760. Hvorvidt den heromhandlede Skov eller Leuchmark i ældre Tid maa antages at have været Statsalmenning, finder jeg det ufornødent her at afgjøre eller udtale mig om, da jeg i hvert Fald anser de Indst. sæterberettigede efter Forliget af 1759, i Forbindelse med, at de faktisk har havt Sæter paa Stedet. Iøvrigt er jeg i det Væsentlige enig med Førstvoterende. | Assessor <b>Andersen</b>: Jeg kommer til samme Resultat som de foregaaende Voterende, men jeg grunder dette væsentlig paa, at der til de Indst.s Eiendomme efter de foreliggende Oplysninger fra gammel Tid har ligget Sæter i den heromhandlede Skovstrækning og paa det i 1759 afsluttede, af Førstvoterende citerede Forlig afødt xx.xx.1759, thinglæst 27 Oktbr. 1760. Hvorvidt den heromhandlede Skov eller Leuchmark i ældre Tid maa antages at have været Statsalmenning, finder jeg det ufornødent her at afgjøre eller udtale mig om, da jeg i hvert Fald anser de Indst. sæterberettigede efter Forliget af 1759, i Forbindelse med, at de faktisk har havt Sæter paa Stedet. Iøvrigt er jeg i det Væsentlige enig med Førstvoterende. | ||
Efter den Maade, hvorpaa jeg begrunder mit Resultat, skulde jeg anse det rigtigst, at der gives ny Konklusion, men jeg finder det for Tiden ufornødent at formulere nogen saadan. | Efter den Maade, hvorpaa jeg begrunder mit Resultat, skulde jeg anse det rigtigst, at der gives ny Konklusion, men jeg finder det for Tiden ufornødent at formulere nogen saadan. | ||
Extraordin. Assessor, fhv. Statsraad Motzfeldt: Jeg slutter mig i det Væsentlige til Hr. Assessor Andersen, idet jeg som han finder det unødvendigt at udtale mig baade om, hvorvidt den heromhandlede Skovstrækning har været Almenning, og om hvorvidt der fremdeles kan gjøres Almenningsrettigheder gjældende i Skoven. Jeg er iøvrigt i megen Tvivl om, hvorvidt der her er Adgang til at gjenoptage Udøvelsen af en Ret, som man i et Aarhundrede har ladet ligge ubenyttet. Jeg er nærmest tilbøielig til at antage, at dette ikke gaar an. Ligesaavel som Alders Tids Brug kan stifte Ret burde Alders Ikke-Brug i Forhold af den heromhandlede Natur kunne stifte Ret. I begge Tilfælde vilde man derigjennem slaa fast den gamle, fra Alders Tid faktisk bestaaende Tilstand. Men denne Mening deles ikke af Rettens Flertal. Og jeg erkjender, at nogen Lovhjemmel herfor kan vanskelig paavises. Jeg finder derfor ikke tilstrækkelig Føie til paa dette Fundament at dissentere. Og med de foregaaende Voterende mener jeg, at Betingelserne for Frihævd eller Kontrahævd her ikke er tilstede. | Extraordin. Assessor, fhv. Statsraad <b>Motzfeldt</b>: Jeg slutter mig i det Væsentlige til Hr. Assessor Andersen, idet jeg som han finder det unødvendigt at udtale mig baade om, hvorvidt den heromhandlede Skovstrækning har været Almenning, og om hvorvidt der fremdeles kan gjøres Almenningsrettigheder gjældende i Skoven. Jeg er iøvrigt i megen Tvivl om, hvorvidt der her er Adgang til at gjenoptage Udøvelsen af en Ret, som man i et Aarhundrede har ladet ligge ubenyttet. Jeg er nærmest tilbøielig til at antage, at dette ikke gaar an. Ligesaavel som Alders Tids Brug kan stifte Ret burde Alders Ikke-Brug i Forhold af den heromhandlede Natur kunne stifte Ret. I begge Tilfælde vilde man derigjennem slaa fast den gamle, fra Alders Tid faktisk bestaaende Tilstand. Men denne Mening deles ikke af Rettens Flertal. Og jeg erkjender, at nogen Lovhjemmel herfor kan vanskelig paavises. Jeg finder derfor ikke tilstrækkelig Føie til paa dette Fundament at dissentere. Og med de foregaaende Voterende mener jeg, at Betingelserne for Frihævd eller Kontrahævd her ikke er tilstede. | ||
Jeg har ligeledes været i megen Tvivl om, hvorvidt der var Adgang for Haakon Færden og M. Olsen til at optræde og kræve for deres i Klagen nævnte Andele af Thoen, l.nr. 336 a og b, den Sæterret, som i gamle Dage har tilliget Gaarden Thoen i den heromhandlede Skov. De i Klagen nævnte l.nr. Repræsenterer vel neppe en Trediedel af Gaarden Thoens Skyld. Og de afhørte Vidners Udtalelser om, at Sæterretten skulde have været udøvet af de Dele af Gaarden Thoen, som nu eies af H. Færden og M. Olsen, kunne jo ikke gaa alene paa l.nr. 336 a og b, idet Færden og Olsen sees paa den Tid, da Vidnerne blev afhørte, at have eiet ogsaa mange andre Andele af Gaarden Thoen. Disse andre Andele har en samlet Skyld af ca. 8 Mark, heri ikke iberegnet l.nr. 335 a og 336 c og e, hvis Skyld ikke kan sees, da den er slaaet sammen med Skylden paa l.nr. 336 b. Men mine Tvivl deles ikke af Rettens Flertal. Og da de foreliggende Oplysninger angaaende dette Punkt ere høist mangefulde og utilstrækkelige, finder jeg heller ikke tilstrækkelig Føie til paa dette Fundament | Jeg har ligeledes været i megen Tvivl om, hvorvidt der var Adgang for Haakon Færden og M. Olsen til at optræde og kræve for deres i Klagen nævnte Andele af Thoen, l.nr. 336 a og b, den Sæterret, som i gamle Dage har tilliget Gaarden Thoen i den heromhandlede Skov. De i Klagen nævnte l.nr. Repræsenterer vel neppe en Trediedel af Gaarden Thoens Skyld. Og de afhørte Vidners Udtalelser om, at Sæterretten skulde have været udøvet af de Dele af Gaarden Thoen, som nu eies af H. Færden og M. Olsen, kunne jo ikke gaa alene paa l.nr. 336 a og b, idet Færden og Olsen sees paa den Tid, da Vidnerne blev afhørte, at have eiet ogsaa mange andre Andele af Gaarden Thoen. Disse andre Andele har en samlet Skyld af ca. 8 Mark, heri ikke iberegnet l.nr. 335 a og 336 c og e, hvis Skyld ikke kan sees, da den er slaaet sammen med Skylden paa l.nr. 336 b. Men mine Tvivl deles ikke af Rettens Flertal. Og da de foreliggende Oplysninger angaaende dette Punkt ere høist mangefulde og utilstrækkelige, finder jeg heller ikke tilstrækkelig Føie til paa dette Fundament | ||
| Linje 100: | Linje 99: | ||
at dissentere. Jeg gaar imidlertid ud fra, at Omfanget af Retten begrændses i Forhold til de i Klagen nævnte l.nr.s Størrelse. | at dissentere. Jeg gaar imidlertid ud fra, at Omfanget af Retten begrændses i Forhold til de i Klagen nævnte l.nr.s Størrelse. | ||
Assessor Ottesen: Jeg er i det Væsentlige enig med DHrr. Assessorerne Andersen og Motzfeldt. | Assessor <b>Ottesen</b>: Jeg er i det Væsentlige enig med DHrr. Assessorerne Andersen og Motzfeldt. | ||
Assessor Roll: Jeg kommer til et andet Rsultat end de foregaaende Voterende. Jeg gaar vistnok med dem ud fra, at Thoen-Gaardene har havt Sæterret ved Vesleflaaten i Leuchmarken, men jeg mener, at denne Sæterret er bortfaldt. Allerede meget taler for, at den, som af Appell. paastaaet, er bortfaldt ved Abandon. Naar en Ret, tilkommende en Eiendom over en bestemt Lokalitet ikke i Mands Minde er bleven benyttet, ligger det nær at antage, at den er opgivet. Imidlertid vover jeg ikke alene i det forløbne Tidsrum at lægge et tilstrækkeligt Indicium for Abandon, og andre Indicier foreligger ikke. Det er til Forklaring af den stedfundne non usus under Sagen ikke oplyst andet, end at de Indst.s Parter af Thoen gjennem en lang Aarrække har været Underbrug under andre Gaarde, som har havt bedre og lettere tilgjængelig Sæter. Medens jeg saaledes ikke kan bygge Appell.s Frifindelse paa Abandon, er jeg mere tilbøielig til at bygge den derpaa, at han har hævdet sig fri. Betingelserne for Frihævd forekommer mig her at være tilstede. Appell. har i et Tidsrum, der langt overstiger almindelig Hævdstid, været i Besiddelse af Leuchmarken uden at Gaarden Thoen har sætret der, og uden at han har kjendt til, at den havde nogen Sæterret. De Levninger af Sæterhuse, der forefandtes, kunde efter mit Skjøn ikke være skikket til at bibringe Appell. saadan Kundskab. At Leuchmarken oprindelig har været Almenning og altsaa Sæterretten en af Loven selv flydende og af den anerkjendt Ret, synes mig ikke at kunne forandre Tingen. Sæterretten har, efterat Almenningen først er gaaet over i privat Eie, ligeoverfor den private Eier antaget Karakteren af en almindelig Brugsret over fremmed Eiendom og maa da formentlig være underkastet de samme retlige Vilkaar for sin fortsatte Existence som andre lignende Brugsrettigheder. En Ting er det, at Appell., fordi Leuchmarken tidligere har været Almenning, havde en almindelig Pligt til at tale Almuens Sæterrettigheder. En ganske anden Ting vilde det være, om enhver enkelt Sæterrettighed skulde være sikret Bestaaen uden Hensyn til, om den udøvedes og var kundbar for Leuchmarkens Eier eller ikke. | Assessor <b>Roll</b>: Jeg kommer til et andet Rsultat end de foregaaende Voterende. Jeg gaar vistnok med dem ud fra, at Thoen-Gaardene har havt Sæterret ved Vesleflaaten i Leuchmarken, men jeg mener, at denne Sæterret er bortfaldt. Allerede meget taler for, at den, som af Appell. paastaaet, er bortfaldt ved Abandon. Naar en Ret, tilkommende en Eiendom over en bestemt Lokalitet ikke i Mands Minde er bleven benyttet, ligger det nær at antage, at den er opgivet. Imidlertid vover jeg ikke alene i det forløbne Tidsrum at lægge et tilstrækkeligt Indicium for Abandon, og andre Indicier foreligger ikke. Det er til Forklaring af den stedfundne non usus under Sagen ikke oplyst andet, end at de Indst.s Parter af Thoen gjennem en lang Aarrække har været Underbrug under andre Gaarde, som har havt bedre og lettere tilgjængelig Sæter. Medens jeg saaledes ikke kan bygge Appell.s Frifindelse paa Abandon, er jeg mere tilbøielig til at bygge den derpaa, at han har hævdet sig fri. Betingelserne for Frihævd forekommer mig her at være tilstede. Appell. har i et Tidsrum, der langt overstiger almindelig Hævdstid, været i Besiddelse af Leuchmarken uden at Gaarden Thoen har sætret der, og uden at han har kjendt til, at den havde nogen Sæterret. De Levninger af Sæterhuse, der forefandtes, kunde efter mit Skjøn ikke være skikket til at bibringe Appell. saadan Kundskab. At Leuchmarken oprindelig har været Almenning og altsaa Sæterretten en af Loven selv flydende og af den anerkjendt Ret, synes mig ikke at kunne forandre Tingen. Sæterretten har, efterat Almenningen først er gaaet over i privat Eie, ligeoverfor den private Eier antaget Karakteren af en almindelig Brugsret over fremmed Eiendom og maa da formentlig være underkastet de samme retlige Vilkaar for sin fortsatte Existence som andre lignende Brugsrettigheder. En Ting er det, at Appell., fordi Leuchmarken tidligere har været Almenning, havde en almindelig Pligt til at tale Almuens Sæterrettigheder. En ganske anden Ting vilde det være, om enhver enkelt Sæterrettighed skulde være sikret Bestaaen uden Hensyn til, om den udøvedes og var kundbar for Leuchmarkens Eier eller ikke. | ||
Men om man end i Betragtning af Sæterrettigheders Oprindelse og Beskaffenhed ikke vil gaa ind paa, at Frihævd ligeoverfor dem er anvendelig, saa antager jeg, at de i hvert Fald netop paa Grund af deres særegne Karakter maa bortfalde, naar de i et Tidsrum at 100 Aar ikke er bleven udøvede. Jeg mener, at Reglerne om Alders Tids Brug, her maa komme til Anvendelse. Sæterrettigheder er Almenningsrettigheder, og paa Almenningsfeltet er det særskilt anerkjendt og af Lovgivningen udtalt, at saaledes, som der har været forholdt gjennem Alders Tid, saaledes skal det forblive. Den Tilstand, de Brugs- og Benyttelsesforhold, der i en Tid, som gaar udover Mands Minde, har bestaaet, har Krav paa at blive opretholdt. Det siger sig selv, at der i et saa langt Tidsrum vil, jeg kan næsten sige nødvendigvis, være opstaaet Forhold, som, om de end ikke er absolut uforenelige med den Rettighed, som paastaaes kaldt tillive, dog vilde forandres og forrykkes, om den atter vaagnede op. Jeg vil særlig med Hensyn til det foreliggende Tilfælde nævne, at det er alt andet end usandsynligt, at de tilgrændsende Sætre, som Appell. nu har indkjøbt, gjennem det Tidsrum, hvori de Indst. har ladet sin Ret ligge ubenyttet, har okkuperet den Beitestrækning, som | Men om man end i Betragtning af Sæterrettigheders Oprindelse og Beskaffenhed ikke vil gaa ind paa, at Frihævd ligeoverfor dem er anvendelig, saa antager jeg, at de i hvert Fald netop paa Grund af deres særegne Karakter maa bortfalde, naar de i et Tidsrum at 100 Aar ikke er bleven udøvede. Jeg mener, at Reglerne om Alders Tids Brug, her maa komme til Anvendelse. Sæterrettigheder er Almenningsrettigheder, og paa Almenningsfeltet er det særskilt anerkjendt og af Lovgivningen udtalt, at saaledes, som der har været forholdt gjennem Alders Tid, saaledes skal det forblive. Den Tilstand, de Brugs- og Benyttelsesforhold, der i en Tid, som gaar udover Mands Minde, har bestaaet, har Krav paa at blive opretholdt. Det siger sig selv, at der i et saa langt Tidsrum vil, jeg kan næsten sige nødvendigvis, være opstaaet Forhold, som, om de end ikke er absolut uforenelige med den Rettighed, som paastaaes kaldt tillive, dog vilde forandres og forrykkes, om den atter vaagnede op. Jeg vil særlig med Hensyn til det foreliggende Tilfælde nævne, at det er alt andet end usandsynligt, at de tilgrændsende Sætre, som Appell. nu har indkjøbt, gjennem det Tidsrum, hvori de Indst. har ladet sin Ret ligge ubenyttet, har okkuperet den Beitestrækning, som | ||
| Linje 112: | Linje 111: | ||
Mit Resultat bliver derfor, at Appell. frifindes for de Indst.s Tiltale under Ophævelse af Processens Omkostninger for alle Retter. | Mit Resultat bliver derfor, at Appell. frifindes for de Indst.s Tiltale under Ophævelse af Processens Omkostninger for alle Retter. | ||
Assessor C. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. | Assessor <b>C. Hansteen</b>: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. | ||
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion. | Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion. | ||
Af Overrettens Dom hidsættes: | |||
<b>Af Overrettens Dom hidsættes:</b> | |||
I nærværende ved Ringerikes Sorenskriveris Jurisdiktion anlagte Aastedssag blev overensstemmende med Meddomsmændenes Votum ved Dom afsagt 16 Juni 1892, saaledes kjendt for Ret: | I nærværende ved Ringerikes Sorenskriveris Jurisdiktion anlagte Aastedssag blev overensstemmende med Meddomsmændenes Votum ved Dom afsagt 16 Juni 1892, saaledes kjendt for Ret: | ||
| Linje 160: | Linje 160: | ||
Processens Omkostninger findes at burde ophæves for begge Retter. | Processens Omkostninger findes at burde ophæves for begge Retter. | ||
Af Ringerikes Sorenskrivers Votum hidsættes: | |||
<b>Af Ringerikes Sorenskrivers Votum hidsættes:</b> | |||
Under 11 Septbr. 1888 udtog Cit.ne under nærværende Sag, Haakon Færden og M. Olsen mod Indst. Baron Wedel-Jarlsberg Klage til Norderhaugs Forligelseskommission, idet de for sine eiende Andele af Gaarden Thoen Matr.-No. 138, l.nr. 336 A og B mente i den Del af Korkskoven, som nu under Navne af Leuchmarken tilhører Indst., at have Sæterret, hvilken imidlertid ikke blev anerkjendt af Indst., der angivelig havde negtet dem at gjenopføre Sæteren, hvis gamle Huse forlængst var nedraadnede. De forlangte derfor Forligsmægling anstillet, idet de gjennem Rettergang mod Indst. vilde forvente sig «kjendt berettigede til at gjenopføre Thoensæteren og Indst. tilpligtet under Tvang af løbende Mulkt at lade dem udvise Skovmaterialier til Gjenopførelse af Sæterhus med Fæhus og Gjærde». Efterat i denne Anledning lovlig Forligsmægling var anstillet, har Cit.ne ved Stevning afødt xx.xx.1889 anlagt nærværende Søgsmaal, der med Tilkaldelse af Meddomsmænd den 5 Juli næst efter inkamineredes paa Aastedet, hvor der samtidig af Cit.ne blev foretaget Vidneførsel. Under Sagen har dernæst Cit.ne under Henvisning til Forligsklagen nedlagt Paastand om, at de tilkjendes Sæterret ved Vandet Vesleflaaten paa Krokskoven for sine ovennævnte Andele i Gaarden «Thoen med hvad dertil hører» samt at de hos Indst. tilkjendes Processens Omkostninger. Indst., der har taget til Gjenmæle under | Under 11 Septbr. 1888 udtog Cit.ne under nærværende Sag, Haakon Færden og M. Olsen mod Indst. Baron Wedel-Jarlsberg Klage til Norderhaugs Forligelseskommission, idet de for sine eiende Andele af Gaarden Thoen Matr.-No. 138, l.nr. 336 A og B mente i den Del af Korkskoven, som nu under Navne af Leuchmarken tilhører Indst., at have Sæterret, hvilken imidlertid ikke blev anerkjendt af Indst., der angivelig havde negtet dem at gjenopføre Sæteren, hvis gamle Huse forlængst var nedraadnede. De forlangte derfor Forligsmægling anstillet, idet de gjennem Rettergang mod Indst. vilde forvente sig «kjendt berettigede til at gjenopføre Thoensæteren og Indst. tilpligtet under Tvang af løbende Mulkt at lade dem udvise Skovmaterialier til Gjenopførelse af Sæterhus med Fæhus og Gjærde». Efterat i denne Anledning lovlig Forligsmægling var anstillet, har Cit.ne ved Stevning afødt xx.xx.1889 anlagt nærværende Søgsmaal, der med Tilkaldelse af Meddomsmænd den 5 Juli næst efter inkamineredes paa Aastedet, hvor der samtidig af Cit.ne blev foretaget Vidneførsel. Under Sagen har dernæst Cit.ne under Henvisning til Forligsklagen nedlagt Paastand om, at de tilkjendes Sæterret ved Vandet Vesleflaaten paa Krokskoven for sine ovennævnte Andele i Gaarden «Thoen med hvad dertil hører» samt at de hos Indst. tilkjendes Processens Omkostninger. Indst., der har taget til Gjenmæle under | ||