Rt-1880-337

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1880-04-03
Publisert:	Rt-1880-337
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 117/1 1880
Parter:	Alten-Elvens gamle Interessentskab (Stang) mod Amtmanden i Finmarkens Amt (Schweigaard)
Forfatter:	Ottesen, Blich, Ph. Hansteen, C. Hansteen, Saxlund, A. Thomle, Justitiarius Thomle
Lovhenvisninger:

Assessor Ottesen: Fra ældre Tider af, saa langt tilbage som der haves Oplysning om Forholdene, har Fiskeriet i Alten-Elv ikke været undergivet de almindelige Lodbestemmelser, ligesom der i det Hele var den Særegenhed, at Eiendomsretten i Finmarken var Statens, der behandlede denne Provinds og dens Herligheder som et Regale. Ordningen af Ferskvandsfiskeriet i Finmarken stod derfor i Forbindelse med den Retstilstand hvorefter der ikke existerede privat Eiendom i det egentlige Finmarken. Det sees saaledes af de fra Rigsarkivet givne Meddelelser, at Fiskeriet i Alten-Elv allerede i Slutningen af det 16 Aarh. eller i Begyndelsen af det 17 Aarh. har været drevet af Lapper, som betalte en ringe aarlig Afgift til Staten. Senere i Løbet af det 17 Aarhundrede har Fiskeriet dels været bortforpagtet til Private, dels til forskjellige Handelsselskaber, enten alene eller i Forbindelse med Handelen i Finmarken. (Om hvorledes denne Forbindelse forøvrigt har været, haves der ikke tilstrækkelig Oplysning). I Slutningen af forrige, saavelsom i Løbet af nærværende Aarhundrede er Fiskeriet i Alten-Elv drevet paa en ganske eiendommelig Maade. Almuen sees at have mødt frem paa saakaldte Elvething, der forresten sees at have været en gammel Indretning. Disse Elvething have i Slutningen af forrige Aarhundrede og med Undtagelse af enkelte Aar ogsaa i Løbet af dette været bestyret af Amtmanden eller af Fogden paa hans Vegne. Paa disse Thing er der dels vedtaget Regler for Fiskeriets Drift, og dels har der for hvert Aar været udnævnt Personer, der for det løbende Aar erkjendtes berettigede til at drive Fiskeriet. Om disse Elvething findes der en udførligere Fremstilling i Rt-1852-404 o. fl., hvortil jeg kun skal henvise. Det sees, at Amtmanden af Fiskerne har oppebaaret en aarlig Afgift af 40 Voger Fisk mod derfor at betale 32 ss pr. Vog. Denne Afgift blev betalt til Aaret 1830, da en Amtmand erklærede for Fremtiden ikke at ville oppebære den, hvorpaa man enedes med Fogden om, at han skulde have 20 Voger Fisk om Aaret og fremtidig bestyre Thinget, ved hvilket dog ogsaa efter denne Tid Amtmanden sees i enkelte Aar at have været tilstede. Som det synes fra Aaret 1842 indtraadte der nogen Forandring i Ordningen af Fiskeriet, og navnlig blev det i dette Aar bestemt at Almuen med 23 mod 8 Stemmer, at «ingen flere i dette Aar skulde antages som Interessenter i Lax fiskeriet i Alten-Elv.» I de nærmest følgende Aar vedblev Thinget at bestyres af Fogden, medens derimod Afgjørelsen af Fiskeriets Anliggender synes mere og mere at være gaaet ud af hans Hænder. Saaledes sees det, at i en Møde den 30 Juli 1862 den meget vigtige Sag om Bortforpagtning af Fiskeriet til Hertugen af Roxburgh er bleven afgjort af

Side:338

de mødende Fiskere med 25 Stemmer for og 25 Stemmer imod, idet Hovedsmanden (ikke Fogden) sees at have afgjort Spørgsmaalet. Fra 1867 af sees foruden de egentlige Fiskere (i dette Aar 100) ogsaa endel saakaldte «Springmænd» (dvs: Suppleanter til et Antal af 70) at være valgte, og i 1868 blev man enige om, at Interessenterne af sin Midte skulde udnævne et Repræsentantskab, der i Forening med Fogden skulde bestemme Interessentskabets Anliggender og vedtage Alt, der fra Interessentskabets Side skulde iværksættes.

Over den Ordning, som saaledes var indtraadt, reistes der Klage til Amtmanden i Finmarken, og han fandt sig derved foranlediget til at gribe ind. I en Skrivelse afødt xx.xx.1872 til Fogden i Alten udtaler Amtmanden, at han tildels paa Grund af Klage fra Altens Almue har ladet sig forelægge Dokumenterne vedkommende Fiskeriet i Alten-Elv og har gjennemgaaet disse, at han finder, «at den af det saakaldte «Interessentskab» brugte Fremgangsmaade og den Magt samme under manglende Kontrol af Øvrigheden har paataget sig, er i ligefrem Strid med denaf Amtmand Hammer efter speciel Bemyndiglese udstedte Anordning afødt xx.xx.1761», - og navnlig, at «Interessentskabet vilkaarligen har suppleret sig selv til et vist begrændset Antal med Udelukkelse af Andre, der lige meget efter Lovgivningens Villie som efter almindelige Villighedsbetragtninger burde nyde godt af dette Fiskeri». Han erklærer derfor, «Alt hvad det saakaldte «Interessentskab» paa egen Haand og i Strid med Anordningen af 1761 har foretaget og besluttet, for ugyldigt at være» og forbeholder sig selv herefter at kontrollere, at Almuen kommer til sin Ret. Til den Ende meddeler han Altens Foged Fuldmagt til at bestyre Elvethinget for 1872. Dette Elvething blev ifølge denne Fuldmagt afholdt den 29 Mai 1872, og paa dette blev antaget som Lodtagere i Elven for 1872 en Del Skatteydere, der ikke havde været Medlemmer af det hidtilværende Interessentskab og som fandtes opførte paa en Mandtalliste, til et Antal af 95 nye, samt 5 af de ældre (det saakaldte «nye Interessentskab»). Paa de forhenværende Interessenters Vegne blev der nu af en af de Tilstedeværende nedlagt en Protest mod dette Elvethings Afholdelse og Søgsmaal bebudet.

Efterat Amtmanden havde underrettet det saakaldte ældre Fiskeri-Interessentskab om, at han havde besluttet ikke at udbetale dem Forpagtnings-Afgiften for 1872, som efter Overenskomst med Hertugen af Roxburgh var disponeret hos Fogden, udnævnte Interessentskabet en «Bestyrelse» af 5 Medlemmer, hvem det blev overdraget at anlægge Sag til Indtale af dette Beløb. Dette skede i Forligsklage afødt xx.xx.1873, hvorefter Interessentskabet under Sagen nedlagde Paastand paa, at Amtmanden i Finmarken skulde tilpligtes at betale Alten-Elvens gamle Interessentskab Forpagtningsafgiften, som udgjorde 1284 Spd. 96 1/2 ss med 5 pCt. Rente deraf fra 1 Aug. 1872 og Sagens Omkostninger. Indst. derimod paastod sig frifunden og tilkjendt Sagens Omkostninger. I Sagen, hvori Amtmanden i Finmarkens Amt er tildelt beneficium processus gratuiti for alle Instantser, blev derefter af Sættedommeren den 19 Decbr. 1876 saaledes kjendt for Ret: «Indst., Finmarkens Amtmand, bør for Cit.skabet, det saakaldte «Alten-Elvens gamle Interessentskabs» Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger ophæves.» Sættedommeren tilkjendte sig derhos et Salar af 95 Spd. og den befalede Sagfører, Overretssagfører O. Lunds Salar blev bestemt til 150 Spd. begge Salarer at udrede af Statskassen. Denne Dom er derpaa efter Paanke fra Interessentskabets Side stadfæstet af Trondhjems Stiftsoverret den 8 Juli 1878. Processens Omkostninger bleve ligeledes ved Overretten ophævede og den befalede Sagfører, Overretssagfører O. Lund, blev tilkjendt 60 Kr. til Udredelse af Statskassen. Denne Dom er af Interessentskabet paanket til Høiesteret, hvor det har nedlagt Paastand om de ergangne Dommes

Side:339

Underkjendelse og Forandring derhen, at Amtmanden i Finmarkens Amt tilpligtes at betale Altens gamle Interessentskab Kr. 4387,60 med 5 pCt. Rente fra 1 Aug. 1872 og Sagens Omkostninger. (Appell.skabet har bemærket, at dette Beløb er udkommet, efterat et af dette godkjendt Afdrag af Skatter har fundet Sted). Indst. har paastaaet Stiftsoverrettens Dom stadfæstet og sig hos Appell.skabet tilkjendt Procesomkostninger, derunder Salarium til den befalede Sagfører.

Som allerede bemærket har Finmarkens Amtmand væsentlig støttet sin Bemyndigelse til at optræde i nærværende Sag til en Anordning afødt xx.xx.1761, og det er ogsaa paa dette Fundament at Overretten væsentlig har bygget sit Resultat. Det hovedsagelige Indhold af denne af Amtmand Hammer, efter Bemyndigelse fra Rentekammeret i Skrivelse afødt xx.xx.1760, givne Anordning er: at Amtmanden skal udnævne Fiskere i Alten-Elv af Altens Almue; at kun de skulle komme i Betragtning, som have de fornødne Fiskeredskaber eller senere have anskaffet sig saadanne; at Almuen skal indfinde sig ved Elvethingene og at der skal ske en treaarlig Omvexling af de Fiskende. I sidste § (14) forbeholder derhos Amtmanden sig senere hen at træffe hvilkensomhelst Bestemmelse, han maatte finde tjenlig til Ordning af Fiskeriet. Det er altsaa denne i sin Tid Amtmanden i Finmarken givne Bemyndigelse som af Amtmanden i ovennævnte Skrivelse afødt xx.xx.1872 paaberaabes og som ogsaa sees forsaavidt at være befulgt af Amtmanden at de ældre Medlemmer af Interessentskabet, som havde fisket i 3 Aar, ikke bleve optagne paa den Liste eller i det Mandtal, der, som anført, blev udfærdiget for 1872.

Mod denne Opfattelse fra Amtmandens Side har Appell.skabet væsentlig gjort gjældende, at den nævnte saakaldte Hammerske Anordning af 1761 ikke længere kan tillægges nogensomhelst Gyldighed, idet der paastaaes, at Anordningen udelukkende har til Hensigt at ordne Fisket i Alten-Elv saaledes som den Gang denne saakaldte «ufrie» Handels Interesse krævede det. Det er nemlig under Sagen oplyst, at Handelen i Finmarken fra Aaret 1759 blev dreven for det Offentliges Regning, indtil den ved Frdn. 5 Septbr. 1787 blev given fri fra 1 Juni 1789 at regne. Fra denne Tid af maatte altsaa - mener Appell.skabet - Anordningen have tabt sin Gyldighed.

At den Hammerske Anordning i ethvert Fald i det Væsentlige har Hensyn til de Forhold, der fandt Sted, medens Handelen blev dreven af det Offentlige, finder Appell.skabet bestyrket ved Indholdet af den nævnte Rentekammerskrivelse afødt xx.xx.1760, nærmest er fremkaldt af en Handelsagent for den offentlige Handel og som efter hele sit Indhold synes at gaa ud paa at træffe Forføininger i Handelens Interesse. At Forholdet ogsaa virkelig har værket saaledes, finder Appell.skabet endvidere bestyrket derved, at saa langt tilbage i Tiden, som man har Protokoller for de nævnte Elvething, findes den nævnte Anordning ingensteds nævnt. Protokollerne gaa fra 1780 og der haves ingen Oplysning om, hvorledes man har forholdt sig i Mellemtiden fra 1761 til nævnte Aar.

I denne Betragtning af Anordningens Hensigt og Virkning maa jeg ogsaa i det Væsentlige give Appell.skabet Medhold, idet den nævnte Skrivelse afødt xx.xx.1760 baade synes at være foranlediget ved den nævnte Henvendelse fra Handelsagenten og tillige nærmest at have Handelens Interesser for Øie. Flere Bestemmelser i Anordningen vise dette, navnlig den i §8 om at «Enhver omkring eller ved Alten Boende kan fuldkommeligen betjene sig af Laxefisket», «saasnart Handelsbetjenten ophører at tage nogen Lax for Handlens Regning». Det er ogsaa, uagtet Indst. har paastaaet det Modsatte, af samtlige Forhandlinger, saaledes som disse ere gjengivne i Protokollerne fra det nævnte Aar 1780, klart, at Anordningen i meget væsentlige Punkter ikke er bleven befulgt. Thi vistnok sees der aarlig

Side:340

at have været afholdt Elvething og paa disse ogsaa for hvert Aar at være udnævnt Fiskere. Men foruden at man ikke kan se, at Elvethings-Institutionen er indført gjennem den nævnte Hammerske Anordning, er det ialfald vist, at den der indeholdte Bestemmelse om, at et vist Antal Fiskere, nemlig 20, aarlig skulde udnavnes, ikke har været befulgt, saalænge man har Oplysning om Forholdet. Af Elvethings-Protokollerne viser det sig, at Antallet har varieret; kun en Gang er det gaaet saa langt ned som til 16; men regelmassig har Antallet været større og er i den senere Tid gaaet op til over 100. Og hvad der fornemlig er at bemærke er, at den i Hammers Anordning foreskrevne Omvexling af Fiskerne hvert 3 Aar ingensinde sees at have fundet Sted. Tvertimod kan man ved at gjennemgaa Mandtallene over Fiskerne se, at disse fra det ene Aar til det andet have været omtrent de samme Personer, idet Udelukkelse fra Mandtallet ikke synes at have fundet Sted, medmindre Vedkommende have forgaaet sig mod de Politibestemmelser, som bl. A. bleve givne hvert Aar paa Elvethingene, eller de paa Grund af, at de ikke havde Redskaber, ikke have kvalificeret sig til fremdeles at opnævnes. Om at betragte Fisket som noget Regale kan der, ialfald i det Tidsrum, som omfattes af Protokollerne, ikke være Tale. Dette synes allerede at fremgaa af Bestemmelserne i Reskr. 3 Juni 1775, idet der i dette Reskript, der for første Gang tildeler Indbyggerne privat Eiendom i Finmarken eller Bopladse, i §6 udtrykkelig siges, at Fisket i de store Elve ikke skal tilligge disse Nybyggere, men skal tilhøre Almuen i Almindelighed.

Men uagtet jeg saaledes ikke antager, at Amtmanden i 1872 ligefrem kunde paaberaabe sig den Hammerske Anordning, og uagtet jeg navnlig finder ham uberettiget til at bringe den Bestemmelse i Anordningen til Udførelse, hvorefter Omvexling af Fiskerne skulde ske hvert 3 Aar, tror jeg dog ikke, at man er berettiget til deraf at slutte, at Amtmanden ingen Bemyndigelse skulde have til at gribe ind i det heromhandlede Fiskeris Anliggender. Som jeg har anført sees Amtmanden, saaledes som Fiskeri-Protokollerne omtale, at have mødt frem ved Elvethingene og bestyret disse, og uagtet der har været enkelte Aar, navnlig 1802-1806 og 1816-1824, da Amtmanden ikke har været tilstede, og heller ikke, som det synes, Nogen paa hans Vegne, kan der efter min Formening ikke være Tvivl om, at Amtmanden saavel i disse Aar som senere naarsomhelst maatte kunne have udøvet den Virsksomhed, som han sees at have udøvet f. Ex. i Aarene 1780-1802. Heller ikke finder jeg det tvivlsomt, at Amtmandens Bemyndigelse har gaaet videre end til hvad der hørte til den egentlige Administration af Thinget, idet det fremgaar af Protokollerne, at han har afgivet Bestemmelser og Anordninger for hvert enkelt Aar og udnævnt de Personer, som for det Aar skulde deltage i Fisket. Om disse Bestemmelser end tillige ere, som det heder, «vedtagne» af Almuen, forandrer ikke dette Sagen, da det forekommer mig klart, at Amtmandens Myndighed til at gribe ind, ialfald i den første Tid, maa have været den samme som den, Amtmanden tidligere har udøvet, og det hvad enten man vil udlede denne Bemyndigelse fra den nævnte Rentekammerskrivelse af 1760 eller fra den Amtmændene i Almindelighed ifølge Instruxen tilkommende Ret til at vaage over Statens Eiendomme og Rettigheder, (landt hvilke i Instruxen afødt xx.xx.1685 udtrykkelig er nævnt «Fiskerier»). Det maa nemlig vel bemærkes, at det er fuldkommen paa det Rene, at det her omhandlede Fiskeri ikke er undergivet den almindelige Lovgivning. Dette blev i sin Tid paastaaet af en Privatmand, nemlig en forhenværende Bestyrer af Alten Kobberværk, men Høiesteret gik i en Dom af 1852 (Rt-1852-404 flg.) ud fra, at Fiskeriet var lovlig drevet af et Interessentskab med Ret til at udslutte Personer, der ikke vilde indtræde i dette. Men idet saatedes Fiskeriet er undtaget fra den almindelige Lovgivning og det enten paa Grund af den Maade, hvorpaa det er drevet, nemlig væsentlig ved Stængsel, eller

Side:341

af andre for Finmarken særegne Forhold, saa ligger det nær at antage, at det Offentlige maa være berettiget til i Almuens Interesse at have Indseende med den Maade, hvorpaa Fiskeriet til enhver Tid drives, og træffe de Anordninger, som til enhver Tid findes hensigtsmæssige for dets Drift.

Jeg kan heller ikke finde, at denne Amtmandens Myndighed til paa enhver Tid at gribe ind paa den Maade kan være bortfalden derved, at Amtmanden, som jeg har bemærket i Aarrækker og navnlig i de sidste Aar før 1872 har undladt at ajøre denne sin Myndighed gjældende. Spørgsmaalet er derfor blot, hvorvidt en saadan Myndighed strækker sig og til hvilke Bestemmelser den nævnte Kontrol maa antages at berettige ham. Det er med Hensyn til Besvarelsen af dette Spørgsmaal vistnok af megen Betydning, at de nævnte Protokoller som jeg har anført, udvise, at Fiskeriet i et langt Tidsrum har været drevet af omtrent de samme Personer og væsentlig efter de samme Anordninger, og jeg vilde ogsaa for min Del have været tilbøielig til at antage, at hvis disse Realers Iagttagelse havde været stadig gjennemført lige til den sidste Tid, vilde der, som Appell. har paastaaet, have uddannet sig en sædvansmæssig Ret, tildels af civilretlig Beskaffenhed, til hvis Forandring Amtmanden ikke kan antages enten i den nævnte Rentekammerskrivelse eller i Kraft af sin Stilling at være bemyndiget. Hvis man altsaa i de forløbne Aar fra 1842, da der som anførttildels indtraadte en Forandring, havde forholdt sig væsentlig paa samme Maade som tidligere, nemlig saaledes, at Almuen var sammenkaldt til Thinget, og at dette var bleven bestyret af Amtmanden eller nogen paa hans Vegne, og hvis denne Myndighed havde antaget Fiskere for hvert Aar, saa vilde jeg have anseet Amtmanden uberettiget til i Kraft af den Hammerske Anordning at foretage, hvad han har gjort. Fiskeriets Karakter og Medlemmernes Sammenhold som et Interessentskab var da i det Væsentlige bleven bibeholdt. Men efter min Opfatning af Forholdet indtraadte der allerede en mærkelig Forandring fra den Tid af, da, som jeg har anført, Bestyrelsen gik ud af det Offentliges Hænder, saat Medlemmerne bleve valgte af Interessenterne, der have suppleret sig selv. Men endnu mere blev det hele Interessentskabs Karakter forandret fra den Tid af, nemlig 1862, da man fattede Beslutning om, at Fiskeriet skulde bortforpaates til Hertugen af Roxburah. Hvad man senere har for sig, er ikke et Fiskeri-Interssentskab, hvis Medlemmer vare forpligtede (endog under strænge Straffe) til at præstere personligt Arbeide og have fornødent Redskab, men et Penge-Selskab eller, som det kaldes «Interessentskab», der kun vil dele mellem sig den aarlige Afgift, som man ved Bortforpagtning kan bringe ud af Fiskeriet. Og med samme Ret, som dette saakaldte Interessentskab som det har gjort for 1873 kunde bestemme Medlemmernes Antal til 127, med samme Ret kunde det efterhaanden have indskrænket dette Antal og til Slutning have dannet et af ganske Faa bestaaende priviligeret Selskab, der skulde have den særegne Indtægt, som dette Fiskeri kunde udbringes til. Man ser ogsaa ved at gjennemgaa de sidste Protokoller efter min Formening store Uregelmæssigheder. I 1868 sees der at have været udnævnt et Repræsentantskab, der skulde udvælge disse Medlemmer. Der er ikke Tale om, at den fiskende Almue skulde udnævne dem, men Interessentskabet. Og mærkeligt er det, at i 1872 sees en «Bestyrelse» af 5 Medlemmer saa langt ud i Aaret som i Slutningen af Juli at have udnævnt et Interessentskab for dette Aar, ja den sees senere paa Aaret, nemlig den 14 Novbr. s. A. at have udnævnt et Interessentskab for det følgende Aar, medens der saa langt Efterretningerne gaa tilbage i Tiden, ikke haves noget Exempel paa, at man har udnævnt Medlemmerne uden for det løbende Aar. Havde der under nærværende Sag været Spørgsmaal om, hvem der skulde tilkomme den nævnte Afgift udelukkende af Hensyn til den Betragtning, at de her nævnte Personer uden nogen Indsigelse fra

Side:342

Amtmandens Side i 1862 havde kontraheret med Hertugen af Roxburgh, saa vilde jeg vistnok fundet det meget tvivlsomt, om man kunde have givet Amtmanden Medhold. Men det sees af hele Proceduren og navnlig af Forligsklagen af 1872, at Cit.skabet bygger sin Paastand om den omhandlede Afgift paa sin Eiendomsret over Fiskeriet, og at tillægge Cit.skabet en Eiendomsret er det, som Amtmanden efter min Mening med fuld Føie har bestridt. Det er vistnok af Appell.skabet bemærket (og det er ogsaa muligt at saa vil ske) af det ikke vil gjøre sin Ret saa exklusiv, at den vil udelukke ellers berettigede Personer i Altendalen; men efter de Dokumenter, der foreligge og navnlig efter Forligsklagen, kan man neppe antage, at dette har været Appell.skabets Mening under Sagen ligesom i hvert Fald Sagen afhænger heraf. Som jeg har nævnt, lægger jeg ikke den hovedsagelige Vægt paa den Omstændighed, at man ikke egentlig kan strængt juridisk tale om, at et Interessentskab existerer, eller at det er at betragte som en juridisk Person, fordi Medlemmerne vælges for hvert enkelt Aar, da det er saa, at Personerne blive saa hyppigt Aar efter Aar indvalgte, at man med Grund kan antage, at naar de ikke have forbrudt sig, ville de ogsaa blive valgte for det følgende Aar. Men jeg lægger - som anført - Hovedvægten paa, at dette Interessentskab har taget sig til at supplere sig selv og derved efterhaanden dannet et Selskab, der hvad Personer og navnlig Virksomhed angaar, er forskjelligt fra det, der oprindelig bestod, og som ved eget Arbeide og egne Redskaber skaffede sig en Indtægt ved Laxefiskeriet. At det i alle Tilfælde maa staa det Offentlige frit for at ordne det her omhandlede Fiskeri ved Lov, fremgaar af det Anførte.

Uagtet jeg derfor ikke kan tiltræde Overrettens Begrundelse i sin Almindelighed, maa jeg dog give den Medhold i den Slutningsbemærkning «at Appell.skabet ingen Ret har til bemeldte Afgift, og at Indst. følgelig maa blive at frifinde for dets Søgsmaal» efter det Fundament, hvorpaa dette er anlagt. Jeg kommer efter det Anførte til samme Resultat som Stiftsoverretten men foreslaar ny Konklusion, da jeg bygger paa andre Præmisser. Efter Sagens tvivlsomme Beskaffenhed antager jeg, at Omkostningerne bør ophæves for alle Retter; den befalede Sagfører, der forsvarligt har udført sit Hverv, vil blive at tilkjende i Salarium 400 Kr. for Sagens Udførelse her for Retten. Med Hensyn til de tilkjendte Salarer saavel til Sættedommer som de befalede Sagførere ved de foregaaende Instantser tilræder jeg, hvad der er bestemt ved de foregaaende Retter.

Jeg konkluderer saaledes:

Indst., Finmarkens Amtmand bør for Cit.skabets, det saakaldte Alten-Elvens gamle Interessentskabs Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves. Salarierne til Sættedommer Sorenskriver Simers og den befalede og den befalede Sagfører ved Under- og Overretten, Overretssagfører O. Lund, saaledes som disse i de ergangne Domme ere bestemte saavelsom 400 Kr. i Salarium til den ved Høiesteret befalede Sagfører, Advokat Schweigaard, udredes af Statskassen.

Assessor Blich: Jeg er i Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg er ligeledes enig med ham i, at Amtmand Holmboe ikke kan i den saakaldte Hammerske Anordning have nogen Hjemmel til at træffe Bestemmelse med Hensyn til Ordningen af Fiskeriet, men jeg antager derhos, at Staten ikke kan have tabt sin Overeiendomsret over Fiskeriet i Finmarken, og at navnlig Resol. afødt xx.xx.1774 (Skr. af 3 Juni s. A.) ikke har tillagt Almuen en fri Raadighed over Fiskeriet, saaledes som det er andre Steder i Landet. over Fiskeriet, saaledes som det er andre Steder i Landet. Jeg antager derfor, at der maa være Adgang til ad Lovgivningens Vei at træffe fornøden Bestemmelse med Hensyn til Ordningen af Fiskeriet, og at den øverste exklusive Myndighed er gjennem Overøvrigheden paa Stedet berettiget til at paase, at ingen tiltager sig en Myndighed over Fiskeriet, som er i

Side:343

Strid med den Hensigt, hvori det er overladt til Almuen paa Stedet at øve det til fælles Nytte og Tarv. Jeg antager derfor, at den Myndighed, som enkelte af Almuen i Altens Distrikt har tiltaget sig til ene at raade over Laxefiskeriet, har været ganske uberettiget og at altsaa det Søgsmaal, som det saakaldte gamle Interessentskab nu har anlagt mod Amtmanden til at faa sig udbetalt det ene Aars Afgift, hvorom der er Spørgsmaal, heller ikke er berettiget, og som Følge deraf maa Indst. blive at frifinde.

Assessor Ph. Hansteen: Jeg kommer til samme Resultat som de foregaaende Voterende, og slutter mig ogsaa i det Væsentlige til deres Begrundelse; navnlig tiltræder jeg Assessor Blichs Anførte om, at Staten ikke ved §6 i Reskr. afødt xx.xx.1775 kan ansees at have opgivet den Overhøihedsret over Fiskeriet i de store Elve i Finmarken, som den tidligere utvivlsomt havde. Reskriptet angaar væsentlig Udvisning af Bopladse, det vil sige Indførelse af Selveiendom til Jord i Finmarken, og efterat de foregaaende §er have fastsat det Fornødne i denne Henseende, bestemmes i §6, at «de Herligheder, som hidtil have været fælles for hele Bygden eller Almuen i Almindelighed, være sig Fiskeri i Havet og de store Elve samt Landningssteder o. desl., forblive fremdeles til saadan almindelig Brug». Efter min Mening er herved intet videre bestemt med Hensyn til Fiskeriet i de store Elve, end at der dermed skal forholdes som tidligere, og jeg antager, at der herved ikke er opgivet noget af Statens Ret til at bestemme, hvorledes denne Herlighed bedst skulle komme Almuen til Nytte. I Indst.s Procedure siges, at hvad Amtmanden har villet, er kun det at faa konstateret, at Staten kan raade over Fiskeriet i Alten-Elv, saaledes som den finder hensigtsmæssigst og bedst til Almuens Gavn. Statens Ret til herom at give Bestemmelse er, saavidt jeg skjønner, aldrig opgivet. At Rentekammeret i Skrivelsen afødt xx.xx.1760 paalagde dendaværende Amtmand i Finmarken. Hammer, at ordne Fiskeriet, bestyrker dette efter min Mening yderligere. Og da nu Amtmanden ifølge den almindelige Amtmands-Instrux af 1685 har den Forpligtelse at vaage over Statens Eiendomme og Regalier og særlig at paase, at Intet deraf frahævdes eller paa anden Maade frakommer Staten, saa forekommer det mig, at Finmarkens Amtmands Optræden i 1872 for at faa indført hensigtsmæssigere Regler for Fiskeriets Drift i Alten Elv, hvorover Andre nu vilde raade, har været vel beføiet og fuldkommen hjemlet, hvormed jeg dog Intet vil have udtalt om, hvad jeg med Hensyn til Forpagtningsafgiften for nævnte Aar vilde have antaget, hvis der havde været procederet særlig paa det Fundament, at den var omkontraheret af det gamle Interessentskab, rimeligvis endog med Amtmandens Vidende. Men herpaa er ikke procederet, idet Appell.skabets Paastand efter Proceduren maa antages at staa og falde med, hvad man antager angaeende Amtmandens Ret til paa Statens Vegne at gribe ordnende og regulerende ind med Hensyn til det omhandlede Fiskeries Drift til bedst Nytte for Almuen. Det har under Proceduren fra Appell.skabets Side været udhævet, at det Offentliges Indblanden med Bestemmelser til bedre Ordning af Fiskeriet i Alten-Elven har staaet i Forbindelse med og været begrundet deri, at dette Fiskeri var i sin Tid tillagt den da monopoliserde finmarkske Handel og at de om Fisket givne ældre Regler maa ansees bortfaldne fra den Tid, da Handelen paa Finmarken ved Frdn. afødt xx.xx.1787 blev given fri, det er fra 1 Juni 1789; men jeg kan ikke give denne Opfatning Medhold, allerhelst da man ser, at Indretningen med de aarlige saakaldte Elvething for dette Fiske er vedblevet og har holdt sig gjennem Tidernes Løb ogsaa efter Handelens Frigivelse.

Assessor C. Hansteen: Jeg er kommen til et andet Resultat end de tidligere Voterende. Jeg har ikke kunnet overbevise mig om, at Amtmanden har havt Myndighed til at gribe ind i de under Sagen omhandlede Forhold paa den Maade, som skeet. Jeg tror ikke, at han kan paaberaabe sig

Side:344

Rentekammerets Skrivelse af 1780 og heller ikke den i Henhold dertil af daværende Amtmand Hammar udgivne Anordning af 1761 som Hjemmel for sin Optræden. I saa Henseende er jeg i det Væsentlige enig med, hvad Førstvoterende har anført. Jeg skal dertil føie, at den omhandlede Rentekammerskrivelse efter min Mening ikke kan betragtes som indeholdende en Bemyndigelse til hvilkensomhelst Amtmand, til hvilkensomhelst Tid og under hvilkensomhelst Forhold at ordne Fiskeriet i Alten-Elv efter Forgodtbefindende. Den er efter sit Indhold ikke nogen almindelig Bemyndigelse men en Anmodning til den navngivne Amtmand Hammer. Naar Amtmanden ikke kan paaberaabe sig de 2 nævnte Dokumenter til Støtte for sin Optræden, skjønner jeg ikke rettere, end at den Hjemmel, han skulde have, maatte ligage deri, at han paa Grund af sin Stilling som Amtmand skulde have en Myndighed over dette Fiskeri, fordi det var offentlig Statseiendom, saaledes som ogsaa af Indst.s Sagfører gjort gjældende; men jeg for min Del antager ikke, at Fiskeriet i Alten-Elv nu er et Regale, saaledes som det vistnok tidligere har været. Efter det Princip, som er udtalt i Resol. afødt xx.xx.1775, der aabenbart er, at Fiskeriet i smaa Elve og Vande skulde tilhøre vedkommende private Eiere, medens Fiskeriet i de større Elve skulde være til Almuens Benyttelse, i Forbindelse med den Maade, hvorpaa Fiskeriet i Alten-Elv senere har været drevet, har jeg for min Del ingen Tvivl om, at det maa betragtes som en Herlighed, med Hensyn til hvilken Altens Almue har Krav paa, at den skal komme den tilgode. Med Hensyn til Maaden, hvorpaa denne Herlighed skal benyttes, har man hidtil ingen udtrykkelig Bestemmelse, og man er da henvist til den Sædvane, som har udviklet sig i Tidens Løb og nu vedvaret i flere Menneskealdre. Denne Sædvane har væsentlig bestaaet deri, at Fiskeriet har været drevet i Fællesskab, og at der til den fælles Drift hvert Aar er dannet et Interessentskab, saaledes at det paa de aarlige Elvething har været vedtaget, hvem der skulde optages i Interessentskabet, medens det dog sees at have været en fast Regel, at de, som engang ere blevne Medlemmer af Selskabet, have verblevet, saalænge de have ønsket det og de ikke ved Forseelser have gjort sig uværdige dertil. Det er dette, som er det Væsentlige; og det, hvorom Sagen dreier sig er egentlig Spørgsmaalet om, hvorvidt denne Sædvane skal respekteres saaledes at de, der engang ere blevne Medlemmer af Interessentskabet, skulle kunne vedblive at være det, eller om Benyttelsen af denne Herlighed skal kunne fratages dem, der hidtil have nydt den og overgives til Andre efter Amtmandens Bestemmelse, og det er dette Spørgsmaal, som jeg tror maa besvares benægtende, idet jeg ikke indser, hvorfra Amtmanden skal kunne hente en Myndighed til at ophæve en saadan sædvansmæssig Benyttelse af en Almuen tilkommende Herlighed, som har bestaaet i Menneskealdre, og mod hvilken der i disse lange Aarrækker ikke har været gjort nogen Indvending. Jeg tror, at der maa en positiv Bestemmelse ved Lov til, for at den Sædvane, som her har udvilket sig, skal kunne ophæves eller forandres. At Forholdet vil kunne ordnes ved Lov, ved hvilken naturligvis alt rimeligt Hensyn til tidligere bestaaende Forhold og til de Interesserede vil blive taget, derom har jeg for min Del ikke mindske Tvivl. Men dette er ikke Noget, som foreligge til Afgjørelse her. At derimod en Amtmand med et Pennestrøg skulde efter Forgodtbefindende kunne forandre et Forhold, der har udviklet sig og bestaaet i saa lang Tid synes mig at være saa skridende mod vore Retsbegreber, jeg kan gjerne sige imod vor hele Forfatning, at jeg umulig kan antage det. Det har været anført, at det Interessentskab eller de Interessentskaber, som ifølge Sædvane have udøvet Fisket i Alten-Elven, i Tidens Løb har overskredet sin Kompetence navnlig ved i den sidste Tid at sætte et begrændset Antal Medlemmer som det høieste, Interessentskabet skulde optage. At dette Forhold fra Interessentskabets Side er urigtigt, tror jeg maa indrømmes; og hvis derfor denne Sag havde angaaet det Spørgsmaal, hvorvidt

Side:345

Andre, som staa udenfor Interessentskabet kunne gjøre Fordring paa at blive optagne, naar der mod deres Optagelse ikke havdes nogen rimelig Indvending, saa vilde jeg være meget villig til at give dem, der paastod Optagelse Medhold. Men det maatte da nærmest være den, der paastode sig forurettede, som skulde optræde med Søgsmaal i saa Henseende. Jeg vil endog gaa saa vidt, at dersom Amtmanden havde indskrænket sin Optræden til at forlange, at han skulde have den samme Indflydelse paa Forhandlingerne ved Elvethingene, som man kan se, at Amtmanden har udøvet i tidligere Tid, da det endnu var sædvanligt, at han administrerede dette, vilde jeg have fundet, at det kunde være en beføiet Indskriden fra Amtmandens Side. Denne hans Virksomhed paa Elvethinget er en Bestanddel af den Sædvane, som havde udviklet sig. Men det er noget ganske Andet ved Optagelse af nye Medlemmer at øve en Indflydelse derpaa, som rimelig kunde være, end at opløse det hele Interessentskab og jage saagodtsom alle de tidligere Medlemmer ud for at overdrage Retten til en anden Del af Almuen. Jeg maa forresten her bemærke, at det aldeles ikke er mig klart, hvilken Myndighed Amtmanden har udøvet ved disse Elvething, om han har havt nogen afgjørende decisiv Myndighed eller ikke. Det synes besynderligt, at Amtmanden, hvis hans Bestemmelser i alle Henseender skulde have gjort Udslaget allerede i Aaret 1802 ganske kunde forsvinde fra Elvethingene og være borte i flere Aar, ligesaa i 1816, da han forsvandt i 8 Aar. Derimod bliver dette mere forklarligt, hvis han har været der mere som veiledende, som den, der har bestyret Forretningerne, og ført Beslutningerne til Protokols. Men nu har han gaaet videre og øpet en større Indflydelse paa denne Sags Afgjørelse, end jeg tror, han med Føie kan gjøre Fordring paa. At man skulde kunne paastaa, at Interessenterne selv havde forspildt al Ret, ved at gaa videre, end de strængt taget ere berettigede til, navnlig derved, at de have begrændset Antallet til et vist Maximum, skjønner jeg ikke. At de have gaaet ud over sin Berettigelse og udelukket Enkelte, som efter al Rimelighed kunde have gjort Fordring paa at blive optagne, kunde dog ikke have anden Virkning, end at de kunde sagsøges til at gjøre, hvad der var deres Skyldighed, men man maatte vel have en positiv Bestemmelse for at kunne antage, at de ved at forholde sig paa den anførte Maade skulde have forspildt hele sin Ret.

Med Hensyn forøvrigt til, at man i den sidste Tid har sat et vist Maximum for Antallet af Interessentskabets Medlemmer, skal jeg bemærke, at det er Noget, som ogsaa før har været paa Bane, og som netop Amtmændene selv have bragt i Forslaa og anseet for gavnligt. Saaledes heder det ved Elvethinget den 23 Juni 1836, at Amtmanden indfandt sig og sagde, at der var mange kyndige Mænd som havde erklæret, «at det ikke ansees hensigtsmæssigt, at Interessentskabet bestaar af et høiere Antal Personer end 50, og da Amtmanden aldeles tiltræder denne Formening, bliver det herved fastsat, at man efterhaanden som der sker Afgang i det nuværende Interessentskabs Antal ikke lettelig og uden særdeles talende Omstændigheder bør optage nye Interessenter, der nøiagtigen bør iagttages og oplyses samt tilføies den over Laxethinget førende Protokol, saa at man snarest muligt kan komme ned til det nu bestemte Maximum.» Dette blev dengang ikke gjennemført, men glemt igjen, efterat man et Par Aar havde forsøgt at bringe Interessenternes Antal ned; forøvrigt har det Samme engang til været paa Bane. Man kan efter dette ikke sige, at et Maximum for Antallet af Interessenter er en saa urimelig Ting, at Interessenterne, naar de etablerede et saadant, derfor skulde forkjene den Straf at fratages sin Ret. Endmindre kan man lægge dem tillast som en Feil, der skulde forspilde deres Ret, at de have holdt disse Elvething uden Amtmandens Mellemkomst. Det er jo Overøvrigheden selv som har truffet sig tilbage. Da Amtmanden i 1830 gav Slip paa de 40 Voger Lax, som han tidligere havde oppebaaret, men hvorom Rentekammeret

Side:346

allerede i Skrivelse afødt xx.xx.1810 havde erklæret, at dette grundede sig paa en privat Konvention, som Rentekammeret ikke kunde blande sig i, maa man sige, at det er Øvrigheden selv, som har bragt Sagen i en forandret Stilling. Man kunde under ingen Omstændigheder vente mere, end hvad Interessenterne gjorde, idet de nemlig bleve enige med Fogden om, at han skulde have 20 Voger Lax for at administrere Thinget samt deltage i og bestemme Fordelingen af det aarlige Udbytte, hvis der blev nogen Uenighed.

Det forekommer mig temmelig klart, at Spørgsmaalet om at tilintetgjøre den gamle sædvansmæssige Ordning har sin Oprindelse derfra, at Fiskeriet er blevet bortforpagtet. Medens tidligere Begjærligheden efter at komme ind i Interessentskabet ikke var saa stor, da det kunde bero paa mange Omstændigheder, om Folk vilde være med i denne Bedrift og bekoste de dertil fornødne Redskaber osv., vilde naturligvis alle være Deltagere, da det blot gjaldt om at dele en Pengeindtægt. Men jeg tror ikke, at dette kan forandre Sagens Stilling, eller at den gamle Ordning af denne Grund maa ophøre; thi denne Forpagtning er jo kun forbigaaende, idet det er muligt, at man ikke længere finder Nogen, der vil forpagte paa heldige Betingelser, saa at man maa gaa tilbage dertil, at en Del af Almuen driver Fiskeriet selv, og da vil den gamle sædvansmæssige Ordning fremdeles bestaa.

Jeg er saaledes af den Mening, at dette Forhold ikke kan forandres uden af Lovgivningens Vei, og jeg skal gjøre opmærksom paa, at denne Mening ogsaa har været udtalt af kyndige Folk, der tidligere have havt dermed at gjøre, og tænkt derover. Det er allerede i en Skrivelse af 1840 fra Amtmanden i Finmarkens Amt udtalt, at der neppe stod anden Vei aaben end ved Forslag til den lovgivende Magt at søge en Forandring. Det ansaaes endog - hvad jeg ikke finder det at være - tvivlsomt, hvorvidt Lovgivningen kunde forandre det stedfindende Forhold. I en Skrivelse afødt xx.xx.1854 til Indredept. har Justitsdep.t ogsaa sagt: «At Sagen ordnes ved Lov ansees for det ønskeligste, da det forekommer Dept., at man alene derved kan have Sikkerhed for, at saadanne Bestemmelser ville blive trufne for Fiskeriets Drift, som efter stedfundne Undersøgelser maatte findes at være de hensigtsmæssigste» og endelig har Trondhjems Stifts-Overret i dens i 1859 afsagte Dom i Sag mellem Interessentskabet og Alten-Talvigs Kommune udtalt, at det bestaaende Interessentskab «maa respekters, indtil det ad Lovgivningsveien vorder bestemt, hvorledes og paa hvilke Betingelser Alten-Talvigs Almue i Fremtiden skal delagtiggjøres i det omtvistede Fiskeri.»

Efter hvad jeg har anført, er det næsten overflødigt at tilføie, at jeg paa ingen Maade kan give Interessentskabet Medhold, naar det, som skeet i Forligsklagen, paastaar at have Eiendomsret til Fiskeriet i Elven. Efter Sagens Natur kan der ikke være Tale om, at et Interessentskab, som dannes nyt hvert Aar, skulde kunne vinde enten Eiendomshævd eller Brugshævd i den almindelige Forstand af dette Ord. Jeg kommer saaledes til det Resultat, at Amtmanden maa tilpligtes at betale det omhandlede Beløb, men er enig med de tidligere Voterende i, at Processens Omkostninger for alle Retter bør ophæves. Jeg er ligeledes enig m. H. t. Salarerne. Om Beløbet er der ingen Tvist og ligesaalidt er der gjort nogen Bemærkning ved, at Renten beregnes fra 1 Aug. 1872.

Jeg konkluderer saaledes:

Amtmanden i Finmarkens Amt bør til det saakaldte Alten-Elvens gamle Interessentskab betale Kr. 4.387,60 med 5 pCt. aarlig Rente fra 1 Aug. 1872, til Betaling sker. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves. De Sættedommeren, Sorenskriver Simers, og den befalede Sagfører ved Over- og Underretten, Overretssagfører O. Lund tilkjendte Salarier, saavelsom 400 Kr. i Salarium til den ved Høiesteret befalede Sagfører, Advokat Schweigaard, udredes af Statskassen.

Side:347

Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Assessor C. Hansteen. Jeg tror med ham, at det omhandlede Forhold med Laxefiskeriet i Alten-Elven nu ikke kan bringes i nogen rigtig Orden uden af Lovgivningens Vei, og jeg er ligesaalidt som han i Tvivl om, at den lovgivende Magt her er kompetent til at ordne Forholdet. Jeg antager ikke, at det nærværende Interessentskab har nogen jus qvæsitum, som skulde være til Hinder herfor. Man har tildels paaberaabt sig, at Interessentskabets Ret skulde have en Støtte i den Kgl. Resol. afødt xx.xx.1775 §6. Heri kan jeg ikke være enig. For det Første tror jeg ikke, at denne Bestemmelse kan omfatte det daværende Laxefiskeri i Alten- og Tanaelven, der dengang upaatvivlelig var et Regale for Staten og behandledes som saadant, indtil Handelen blev frigivet i 1789. Dertil kommer, at Laxefiskeriet i Alten-Elv ikke har været drevet af noget helt Bygdelag eller nogen Almue efter det almindelige Begreb, men den hele Tid af enkelte Almuesmænd, som vilkaarlig ere udtagne uden Hensyn til, om de boede ved Elven eller ikke. Oprindelsen hertil er let at skjønne. Da nemlig Laxefiskeriet var et Regale, der sommetider blev bortforpagtet og sommetider med Handelen aktroieret Handelskompagnier, eller ogsaa drevet af Staten selv, var Vedkommende, som havde Handelen, fuldkommen berettiget til at disponere over Laxefiskeriet og s. Ex. drive det ved egne Folk. I Stedet herfor fandt man det imidlertid bekvemmere at indkalde Almuen og forene sig med Enkelte af den om at drive Fiskeriet saaledes, at Fiskerne selv bekostede Fiskeredskaber og leverede den fangede Lax til Handelen efter en bestemt Taxt. Efter Handelens Frigivelse vedblev man at bortsætte Fiskeriet til enkelte Almuesmænd. Eftersom Sagen i Tidens Længde har gestaltet sig, er der blevet en saadan Uregelmæssighed, som ikke skjønnes at kunne ordnes uden gjennem ny Lov. Jeg vil ikke med Sidstvoterende bestemt udtale, at Statens Regale, efter hvad der er passeret siden 1789, ikke længere existerer. Jeg finder med ham, at Principet i den Kgl. Resol af 1775 og den Omstændighed, at det saa længe er blevet taalt, at Fiskeriet er blevet drevet af Andre end Staten, taler herfor, og jeg tror ogsaa, at der kan være meget, som talte for, at Monopolet allerede ophørte ved Handelens Frigivelse efter Frdn. af 1787. Det er klart, at Laxefiskeriet i høi Grad var knyttet til den monopoliserede Handel. Men Staten har dog ikke ved nogen positiv Bestemmelse frafaldt sin Ret til Laxefiskeriet og Spørgsmaalet om Statens Eiendomsret foreligger ikke til Afgjørelse under nærværende Sag. Finmarkens Amtmand er ikke optraadt for at værne om Statens Ret, men for at ordne Forholdet i Kraft af den Myndighed, som han formener at tilkomme sig ifølge Amtmand Hammer's Anordning af 1761. Denne Anordning var en administrativ Foranstaltning til den monopoliserede Handels Fremme, der efter min Mening maatte ansees bortfalden ved Handelens Frigivelse.

Da Amtmandens Forsøg paa at ordne Forholdet, maa ansees mislykket, maa formentlig status quo blive at opretholde indtil den paa lovlig Maade forandres.

Assessor A. Thomle: Jeg er i Resultatet enig med de to sidst Voterende. Jeg tror ikke, at vedkommende Amtmand har nogen Raadighed over det heromhandlede Laxefiskeri i Egenskab af Overøvrighed elle som Statens Repræsentant, da Fiskeriet efter min Formening fra at være et Regale forlængst er gaaet over til at en Ret for Altens Almue til at gjøre dette paa bedste Maade tilgode. Amtmanden er derfor efter min Opfatning ikke berettiget til at gribe ind i Maaden, hvorpaa Fiskeriet bør være indrettet eller dets Bestyrelse organiseret. Dette maa den berettigede Almue selv bestemme, og opstaar der Tvist om, hvad der i saa Henseende skal gjælde og navnlig, om hvem der skal gives Adgang til at deltage i Fiskeriet, maa denne Tvist formentlig løses af Domstolene og ikke af Amtmanden, idet Ansvar maa kunne gjøres gjældende mod det saakaldte Interessenskab og af enhver

Side:348

Vedkommende, som urettelig er bleven udelukket fra Deltagelse i Fiskeriet. Men har Amtmanden ingen Raadighed over Fiskeriet eller Ret til at skalte og valte med dette efter Forgodtbefindende - og dette maatte han formentlig have havt, hvis hans Optræden under denne Sag skulde kunne godkjendes - saa maa han være pligtig til at lægge de Penge fra sig, hvormed han eller for ham Fogden for Tiden hensidder paa Appell.skabets Vegne og Sagen altsaa afgjøres imod ham, uden at jeg derved vil have afgjort Noget om, hvorvidt andre end Appell.ne muligens kunne have Krav paa nogen Del af disse Penge.

Justitiarius Thomle: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og i Resultatet enig med Assessor C. Hansteen, idet jeg dog udtrykkelig vil bemærke, at jeg for mit Vedkommende antager, at Amtmanden har en noget større Myndighed med Hensyn til Laxfiskeriet i Alten-Elv, end Assessor Hansteen har villet tillægge ham; men jeg antager paa den anden Side, at denne Myndighed ikke strækker sig saa vidt, at Amtmanden deri har havt tilstrækkelig Hjemmel til den Ordning, som han i 1872 indførte eller til paa egen Haand at bestemme Fordelingen af Forpagtningsafgiften, saaledes som skeet.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Assessor C. Hansteens Votum.