Rt-1915-538

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1915-03-17
Publisert:	Rt-1915-538
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 37 s.a.
Parter:	«Kristiania Sporveisselskap» (adv. Ramm) mot Kristiania kommune (adv. Krog).
Forfatter:	Heggen, Scheel, Backer, Mejdell, Rivertz, Bjørn, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	Skatteloven (1911) §33, Skatteloven (1911), Aksjeloven (1910) §37, §47, §38

Ved utpantningsforretning av 26 februar 1912 blev der hos Kristiania Sporveisselskap git Kristiania kommune utlæg for resterende byskat for 1911 til beløp pr. 8464,63 med tillæg av utpantningsgebyr kr. 5,30. Forretningen blev av Kristiania Sporveisselskap paanket til Kristiania byret, ved hvis dom av 4 oktober 1913 forretningen blev stadfæstet, hvorhos sporveisselskapet blev tilpligtet at betale sakens omkostninger med kr. 150,00.

Byrettens dom er av Kristiania Sporveisselskap paanket til Høiesteret med saadan paastand: «1. At den hos Kristiania Sporveisselskap under 26 februar 1912 avholdte utpantning for resterende skat for aaret 1911 underkjendes. 2. At Kristiania ligningskommission paalægges at foreta ny ligning for aaret 1911, og at ligningskommissionen derunder ansees uberettiget til at beskatte som indtægt det til amortisationsfondet avsatte beløp. 3. At Kristiania kommune tilpligtes at erstatte appellantskapet sakens omkostninger for begge retter med et tilstrækkelig beløp.»

Side:539

Indstevnte, Kristiania kommune, har nedlagt paastand om stadfæstelse av byrettens dom og tilkjendelse av procesomkostninger for Høiesteret.

Med hensyn til sakens nærmere omstændigheter henvises til præmisserne for byrettens dom.

Høiesteret kommer til et andet resultat end byretten.

Skattelovens hovedregel er, at der ved beregning av indtægt skal komme til fradrag alle utgifter, der skjønnes at være paadraget til indtægtens erhvervelse (skattelovens §33, den nye skattelovs §38). Hvis sporveisselskapet leier kontorlokaler, oplagstomter eller lignende er det klart, at den aarlige leie maa betragtes som en driftsutgift, der maa komme til fradrag, før den virkelige indtægt kan fastslaaes. Noget andet kan ikke gjælde, hvis sporveisselskapet hadde forpligtet sig til at leie - betale et vist aarlig vederlag - for selve retten til at drive sin virksomhet, - d. e. for selve koncessionen. Men det synes klart, at dette spørsmaal baade økonomisk og skatteretslig maa staa i den samme stilling, om sporveisselskapet istedetfor det aarlige vederlag erlægger en kjøpesum en gang for alle for koncessionen. Og likesaa betydningsløst maa det i de nævnte henseender være, om denne kjøpesum erlægges forskudsvis eller ved koncessionstidens utløp. Erlægges kjøpesummen forskudsvis, faar dette i selskapets regnskaper sit uttryk derved, at retten til at drive virksomheten - koncessionen - opføres som en særskilt aktivpost, der maa amortiseres i løpet av koncessionstiden. Skal kjøpesummen erlægges ved koncessionstidens utløp, maa paa samme maate det fornødne beløp efterhaanden avsættes i løpet av koncessionstiden, forat kjøpesummen derved kan bli amortisert. Det er den samme operation, som foregaar i begge tilfælde, og den maa derfor - saavidt skjønnes - i økonomisk og skatteretslig henseende anskues paa samme maate.

Den heromhandlede ordning maa bedømmes overensstemmende hermed. Det reelle indhold er, at kommunen - som vederlag for koncessionen - har forbeholdt sig ret til at indløse anlægget med et fradrag mindst tilsvarende amortisationsfondets beløp. Selv om amortisationsfondets midler formelt tilhører selskapet, er det klart, at amortisationsfondet ikke repræsenterer nogen effektiv værdiforøkelse for selskapet, idet anlæggets værdi maa nedskrives med et tilsvarende beløp, naar man vil utfinde selskapets rigtige status til enhver tid. Det er saaledes videre klart, at hvis selskapet vil opgjøre sit aarsregnskap rigtig og bevare aktiekapitalen urørt, saa maatte det ha foretat den fornødne amortisation for at møte kommunens indløsningskrav efter koncessionens §28, før det kunde utdele det øvrige overskud til aktionærerne (kfr. aktielovens §47 og §37, jfr. lov om handelsnæring §11). At der i koncessionens §22 er paalagt selskapet kontraktsmæssig pligt til at avsætte til amortisationsfond, kan vistnok ikke i sig selv tillægges avgjørende betydning, men denne bestemmelse er dog karakteristisk for, hvorledes forholdet bør opfattes og bedømes.

I henhold til det anførte antages den omprocederte avsætning til amortisationsfondet at maatte betragtes som en driftsutgift, der maa komme til fradrag ved nettoindtægtens beregning, og appellantens paastand om ny ligning maa følgelig bli at ta tilfølge.

Processens omkostninger antages at burde ophæves for begge retter.

Tre av de voterende, nemlig assorerne Heggen, Scheel og Bjørn, stemmer for stadfæstelse av byrettens dom, idet de i det væsentlige henholder sig til byrettens begrundelse. Det kan tilføies, at det synes

Side:540

litet tvilsomt, at forutsætningen saavel i den ældre skattelov som i loven av 1911 er, at indtægt av livrente eller føderaad, som er erhvervet ved kapitalopofrelse, blir at beskatte uten fradrag beregnet paa dækning av den opofrede kapital.

Dom:

Den paankede utpantningsforretning ophæves. Ved ny ligning for aaret 1911 av indtægten blir det til amortisationsfondet avsatte beløp ikke at beskatte som indtægt. Processens omkostninger for byretten og Høiesteret ophæves.

Av byrettens dom hitsætte:

I 1905 blev der avsluttet overenskomst mellem Kristiania kommune og A/S Kristiania Sporveisselskap i anledning av dette selskaps overtegelse av Kristiania kommunale sporveis anlæg samt koncession paa den fortsatte drift av de samlede anlæg. I koncessionen, som utløper i 1924, er blandt andet bestemt, at der ved hvert aars utgang til et amortisationsfond og et fornyelsesfond skal avsættes henholdsvis i 1,78 pct. og 1 1/2 pct. av anlægskapitalen (§22) og til kommunen erlægges en avgift av 8 pct. av bruttopassagerindtægten og yderligere 2 pct., efterat der foruten til dækning av selskapets utgifter og forskjellige avsætninger er avholdt indtil 6 1/4 pct. dividende til aktionærerne (§23). Koncessionen kan ifølge §30 av magistrat og formandskap erklæres ugyldig, blandt andet hvis selskapet misligholder en eller flere av de efter koncessionen paahvilende forpligtelser.

For 1911 blev sporveisselskapet efter formue kr. 2.220.000,00 ogindtægt kr. 410.000,00 ilignet i byskat kr. 50.787,63 og i statsskat kr. 23.100,00 tilsammen kr. 78.887,63. Da selkapet undlot at betale kr. 8.464,63 av byskatten, blev der under 26 febr. 1912 avholdt utpantning.

Appellantskapet har til støtte for sin paastand med hensyn til indtægts beskatningen av avsætningen til amortisationsfondet anført, at da koncessionen ifølge §30 kan erklæres ugyldig, hvis denne avsætning ikke finder sted, og avsætningen saaledes er en betingelse for, at selskapet skal kunne drive sin virksomhet, er den en nødvendig utgift, som er paadraget til indtægtens erhvervelse, og skal derfor efter skattelovens §33 fradrages indtægtens bruttobeløp. Ligningskommissionen er forpligtet til at respektere en rimelig amortisation. Ved den eventuelle indløsning i 1924 vil kommunen indløse anlægget efter den i koncessionens §28 bestemte takst med fradrag av amortisationsfondet, men da kan kommunen ikke baade ilægge selskapet skat av den aarlige avsætning til fondet og saa ved indløsningen indspare, hvad fondet da beløper sig til. Den ved ligningen fratrukkne 1 pct. av anlæggets bokførte værdi maa under hensyn til den intense slitage av materiellet fremdeles fratrækkes, om selskapet faar medhold i sin paastand. Det omprocederte amortisationsfond tar sigte paa kapitalamortisation og er forkjellig fra amortisation paa grundlag av forældelse.

Retten skal bemerke: Ligningen av appellantskapets indtægt for 1911 er ifølge meddelelse fra ligningschefen fra ligningskommissionens side søkt opgjort efter selskapets regnskaper for aarene 1908, 1909 og 1910 og er fremkommet ved en gjennemsnitsberegning for disse aar; der opføres foruten overskud og skatter avgiften til kommunen og avsætningen til amortisationsfondet - derimot ikke avsætningen til fornyelsesfondet -, hvorefter der for det saa, ledes fremkomne totalbeløp blev fratrukket tantieme og 1 pct. av anlæggets bokførte værdi. Med hensyn til sidstnævnte fradrag har ligningschefen oplyst, at selskapets samlede værdier sandsynligvis eventuelt vil ligge noget lavere end summen av anlæggets værdi m.v. og amortisationsfondet, fordi

Side:541

anlægget med tilbehør, selv om alt vedlikeholdes i god stand, i tidens løp vil forældes, og at fradraget skjønsmæssig er fastsat for at møte denne forringelse. Dette vilde ikke være skedd, hvis avsætningen til amortisationsfondet ikke var blit medtat til beskatning.

Ved høiesteretsdom av 26 juli 1902 (Rt-1902-684 flg.) er det avgjort, at en bedrift ved beregningen av dens skatbare indtægt tilkommer avdrag for den aarlige værdiforringelse av bedriften og dens forskjellige bestanddele gjennem slit, ælde og etterhaanden opstaaende utidsmæssighet. Ved den stedfundne ligning av appellantskapets indtægt er der ogsaa tat hensyn hertil derved, at avsætningen av 1 1/2 pct. til fornyelsesfondet ikke er medtat ved beregningen av indtægten, og at der fra den beregnede indtægt er trukket yderligere 1 pct. av anlæggets bokførte værdi. Spørsmaalet om, hvorvidt dette fradrag paa tilsammen 2 1/2 pct. er tilstrækkelig, er av skjønsmæssig art og som følge herav ikke gjenstand for retslig prøvelse.

Kan nu appellantskapet ved siden herav ogsaa forlange fradrag for avsætningen til amortisationsfondet? Dette spørsmaal antages at maatte besvares benegtende. Efter koncessionens §28 skal kommunen ved koncessionstidens utløp i 1924, forsaavidt koncessionen ikke forlænges, overta anlægget efter en takst, hvori dels skal fradrages 40 pct, dels 20 pct, og saaledes at den samlede indløsningssum ikke maa overstige den i §22 nævnte anlægskapital med fradrag av amortisationsfondet med paaløpne renter. Den kommunen forbeboldte indløsning av anlægget for en præsumtivt lavere sum end værdien er en ret, som er stillet som betingelse for koncessionens tilstaaelse og repræsenterer et tilsvarende kapitaltap for selskapet. Avsætningen til amortisationsfondet er derfor, som ogsaa av appellantskapet erkjendt, rettelig at betragte som en kapitalamortisation; men til at gjøre fradrag i beregningen av indtægten for den aarlige avsætning til et fond med dette formaal indeholder skatteloven ingen hjemmel. Avsætningsbeløpet repræsenterer ikke nogen utgift, som er paadraget til indtægtens erhvervelse (skattelovens §33), men er en del av indtægten og maa derfor beskattes. Enten avsætningen er frivillig eller tvungen, maa i skatteretslig henseende være uten betydning, naar det er paa det rene, at fondet fuldt og helt tilhører selskapet og ved kommunens indløsning av anlægget vil bli utdelt til aktionærerne. - - -