Rt-1919-17
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1918-05-30 |
| Publisert: | Rt-1919-17 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 80/1 s.a. |
| Parter: | Bygmester E. H. Olsen (advokat Fr. Voss) mot Trondhjems kommune (advokat J. M. Lund). |
| Forfatter: | Hambro, Feragen, Vogt, Bjørn, Skattebøl, Fürst, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | Grunnloven (1814) §97, Byskatteloven (1911) §35, §37, §33 |
Nærværende saks gjenstand og nærmere faktiske omstændigheter fremgaar av præmisserne til Trondhjems overrets dom av 3 november 1915, hvorved den paaankede utpantningsforretning stadfæstedes under ophævelse av procesomkostningerne.
Dommen er av bygmester E. H. Olsen med erhvervet appelbevilling indanket til Høisteret med paastand om
Side:18
underkjendelse av overretsdommen og utpantningen samt tilkjendelse av saksomkostninger for begge retter. Indstevnte, Trondhjems kommune, paastaar overretsdommen stadfæstet og sig tilkjendt procesomkostninger for Høiesteret.
Som nye oplysninger er for Høiesteret dokumentert to karter samt en erklæring fra Trondhjems stadskonduktør, hvilke ikke findes at være av nogen væsentlig betydning.
Høiesteret kommer til samme resultat som overretten. Hvorvidt den under saken omhandlede gevinst ved salg av en del av Bakke gaard rettelig er beskattet som indtægt og skatbar efter byskattelovens §37, andet led, er efter denne bestemmelse - aldenstund det ikke er paastaat fra kommunens side, at der her skulde foreligge et tomtesalg - avhængig av, om Olsen kan antages at ha erhvervet eiendommen for at avhænde den med fordel. Mot Olsens benegtelse for Høiesteret av, at erhvervelsen hadde denne karakter, maa fremhæves overrettens referat av hans procedyre for denne ret: «Alene den omstændighet, at kjøpet av Bakke gaard var en spekulationsforretning, er ikke nok osv.» Og mot Olsens ovennævnte benegtelse er det derhos fra kommunens side anført, at han ikke tidligere har reist saadan indsigelse, at eiendommen av Olsen og hans fætter ikke blev indkjøpt til eget bruk, at den er regulert til bebyggelse, at den blev erhvervet i 1910 for 135.000 kr. og avhændet i 1911 for 280.000 kr., samt at andre medlemmer av konsortiet ogsaa har erkjendt, at kjøpet var en spekulationsaffære. Da vegten av disse anførender ikke kan skjønnes at være avkræftet fra Olsens side, finder man, at det maa være paa det rene, at den citerte §37 andet led her finder anvendelse.
Man antar likeledes med overretten og under tiltrædelse i det væsentlige av dennes begrundelse, at kommunen var beføiet til at beskatte denne indtægt som falden i aaret 1912, og at høiesteretsdommen av 28 februar 1903 (Rt-1903-173 ff.) ikke kan paaberopes som hjemmel for, at gevinsten skal ansees oppebaaret allerede i aaret 1911.
Olsens paa grundlovens §97 byggede indsigelse maa derhos ansees som forkastet ved høiesteretsdommen av 6 juni 1917 (Rt-1917-920 ff.).
Overretsdommen vil saaledes bli at stadfæste. Processens omkostninger findes at burde ophæves ogsaa for Høiesteret.
Dom
Overrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves.
Av overrettens dom:
- - - Appellanten, som ikke har indgit selvangivelse, blev av ligningsnævnden sat i en antagen indtægt for 1912 av 50.000 kroner. I disse 50.000 kroner var indbefattet utbytte ved salget av Bakke gaard med 30.000 kroner. Appellanten indgav klage herover, idet han gjorde gjældende, at dette salg fandt sted og indtægten erhvervet før 1 januar 1912. Han henviste blandt andet til, at kjøpekontrakten, som er oprettet
Side:19
29 november 1911 indeholdt følgende bestemmelse: «Betalingen blir at erlægge kontant, saasnart kjøpet er approbert av rette vedkommende, dog senest 31 december 1911.» Kjøpet blev vedtat av kommunestyret i møte 1 december 1911; da beslutningen ikke opnaadde 2/3 flertal, blev den tilbakesendt av amtet til fornyet behandling; denne fandt sted 28 december 1911 og beslutningen blev gjentat. Efter formandskapslovens §39 var denne beslutning straks gyldig. Kjøpet er altsaa, anføres der, i fuld orden og kjøpesummen forfalden til betaling. - - -
Ved klagebehandlingen fastholdt ligningsnævnden sin ansættelse og anførte, at skjøte ikke blev utfærdiget for 16 januar 1912, og det paa eiendommen hvilende skadesløsbrev blev ikke kvittert til avlæsning før samme dag. Der var saaledes ikke adgang til at hæve kjøpesummen før tidligst nævnte dato. Kjøpesummen var forøvrig først utbetalt av kommunen 18 januar 1912. - - -
Appellanten gjør her for retten gjældende, at før den nye skattelov kunde gevinsten ved salg av fast eiendom overhodet ikke beskattes som indtægt, medmindre vedkommende drev kjøp og salg av faste eiendomme som næringsvei. Men det har ikke appellanten gjort, idet han alene har været med paa 3 eiendomskjøp. Alene den omstændighet, at kjøpet av Bakke gaard var en spekulationsforretning, er ikke nok til, at gevinsten under den gamle skattelov kunde beskattes som indtægt. Kfr. høiesteretsdom i Rt-1903-173 ff. - Det vil, anfører appellanten, bero paa, om gevinsten er erhvervet før eller efter 1 januar 1912, om den skal bedømmes efter den nye eller den gamle skattelov, d. v. s. om gevinsten overhodet kunde beskattes som indtægt. Ogsaa for dette spørsmaals vedkommende antar appelanten den citerte høiesteretsdom avgjørende. Høiesteret antok i dommen, at gevinsten maatte ansees vundet alt ved salgskontraktens oprettelse under forutsætning av, at vedkommende kjøper antoges tilstrækkelig solid. Nogen tvil i sidstnævnte henseende kunde der jo ikke være i nærværende tilfælde, og dermed var det givet, at gevinsten var at anse som erhvervet i 1911. Den nye lov kan ikke, mener appellanten, henføre til indtægt i 1912 den gevinst, som er faldt i 1911 efter den ældre lov. - - -
Subsidiært har appellanten overensstemmende med sin klage til ligningsnævnden hævdet, at ialfald maa den beskattede indtægt av salget ansees erhvervet i 1911, fordi der var adgang til at hæve kjøpesummen før 1 januar 1912. Kfr. den nye skattelovs §35, 4de led i. f.
Endelig har appellanten gjort gjældende, at værdistigning, som er opstaat for den nye skattelovs ikrafttræden, overhodet ikke kan beskattes som indtægt. Dette formenes at stride mot grundlovens §97, som forbyr at gi love tilbakevirkende kraft. - - -
Jeg antar, at utpantningen blir at stadfæste.
Appellantens paastand, at skatteligningen er ulovlig, fordi værdistigningen har fundet sted før den nye skattelov traadte ikraft, kan formentlig ikke gives medhold. - Den nye lovs bestemmelse om indtægtsbeskatning av gevinst ved salg av fast eiendom er bygget paa det almindelige princip, at indtægten er erhvervet ved avhændelse, ikke ved konjunktur- eller værdistigninger i og for sig (sammenlign lovens §35, næstsidste avsnit). Men ut fra dette synspunkt blir det likegyldig, i hvilket tidsrum værdistigningen har fundet sted. jfr. J. E. Thomles utgave av skatteloven for byerne side 65, anm. 3. At en indtægt kan
Side:20 rammes av en ny skattebestemmelse, selv om indtægtserhvervelsen er opstaat, før skattebestemmelsen kom istand, er utvilsomt.
Høiesteretsdommen i Rt-1903-173 tør jeg dernæst efter omstændigheterne heller ikke anse bindende for nærværende sak. I overretsdommen, som nævnte høiesteretsdom stadfæstet, fandt man, at gevinsten ved en i processen omhandlet salgskontrakt alene kunde være gjenstand for formuesbeskatning. Men der gjør sig tildels forskjellige betragtninger gjældende angaaende tidspunktet for erhvervet av en økonomisk gevinst, enten den sees under synsvinkelen formue eller indtægt. Det synes derfor betænkelig at la de almindelige uttalelser i den nævnte doms præmisser være bindende for nærværende sak. Dette saameget mere, som man ikke kan se, i hvor stor utstrækning detaljerne i sakens faktiske sammenhæng og procedyren falder sammen med tilfældet i nærværende sak.
Selv om man imidlertid med støtte i høiesteretsdommen vilde anta, at der var vundet en skatbar formuesfordel alt ved bystyrebeslutningen av 28 desember 1911 - et spørsmaal som det er unødig at avgjøre -, antages dette ikke i og for sig at utelukke indtægtsbeskatning som skedd. Der er formentlig ikke noget til hinder for, at en økonomisk fordel i visse tilfælde kan komme tilsyne i formuesbeskatningen paa et tidligere tidspunkt end den blir indtægtsbeskattet.
Og jeg er med indstevnte enig i, at som indtægt er gevinsten først at anse erhvervet efter 1 januar 1912. Sælgerne kunde ikke efter kommunestyrebeslutningen uten videre hæve salgssummen. Kjøpekontrakten indeholdt juridiske forpligtelser for sælgerne, som maatte opfyldes, før kommunens betalingspligt indtraadte. Først og fremst skulde skjøte, rent for andre heftelser end visse særlig nævnte, skaffes. Videre forelaa ikke nogen for kommunen akceptabel opmaalingsforretning. Disse legitimationer var faktisk ikke skaffet tilveie den 1 januar 1912. Jeg kan da ikke anta, at indtægten var indvundet (den ældre byskattelovs §33) eller «virkelig tilflytt» sælgerne (den nye lovs §35, 4de avsnit).
Det maa ansees som sikker ret baade efter den gamle og den nye skattelov, at indgaaelse av en kontrakt alene ikke repræsenterer skatbar indtægt. Og da pengene ikke kunde kræves uten de foran nævnte betingelsers opfyldelse, kunde de formentlig heller ikke opfattes som saadant uhævet tilgodehavende, som omhandles i den nye lovs nævnte §35, 4de avsnit i. f. - - - Erling Broch.
I det væsentlige og resultatet enig. Bernhard Leivestad.
Likesaa. Jeg skal tilføie, at saavidt skjønnes leder skattelovens ordning til, at indtægten ikke følger bevægelserne i formuen. Om til eksempel en fast eiendom er indkjøpt i 1912 for 20.000 kroner, skattetakseres samme aar for 25.000 kroner og sælges i 1913 for 30.000 kroner, vil der ikke være noget til hinder for at medta den i ligningen for 1913-14 med en værdi av 25.000 kroner ved ligningen av formuesskat for 1913, mens stigningen efter §35 ikke kan beskattes som indtægt før ved ligningen for 1914-15 og da ikke blot med de 5.000 kroner, hvormed salgssummen overstiger skattetaksten, men med hele det beløp 10.000 kroner, hvormed salgssummen overstiger kjøpesummen - bortset fra omkostninger, rentetap osv. En saadan lovordning kan siges at lede til resultater, som er litet logiske, og som maa søke sit forsvar i skattetekniske grunde. Men mangelen paa logisk holdning kan derfor heller ikke være avgjørende mot at anse en omforenet salgssum som indvundet
Side:21
i det ene aar, forsaavidt der spørres om formuesansættelsen, mens den først kan ansees som indvundet i et andet aar, naar der spørres om indtægtsansættelsen. Og naar jeg med de foregaaende voterende finder ikke at burde anse slutningsbestemmelsen i skattelovens §35 anvendelig, er det under hensyn til, at det faktisk neppe heller hadde latt sig gjøre i de faa dage, som var igjen av aaret, at faa utført det, som skulde været utført, inden beløpet kunde kræves. Beichmann.