Rt-1924-782

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1924-07-15
Publisert:	Rt-1924-782
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 154/1 s.a.
Parter:	Sofie Gjellestad, Anna Sivertsen, Axel Gjellestad, Lars Gjellestads enke Berthe Gjellestad og Martha Aase (advokat Valentin Voss) mot Michal Rasmussen (advokat G. Heiberg).
Forfatter:	Bade, Berg, Christiansen, Lie, Hanssen, Bugge, justitiarius Scheel
Lovhenvisninger:	Arveloven (1854) §76, Arveloven (1854), §71, §73, §75, Ægtefælleloven (1888) §11, §14

Ved Bergens skifterets decision av 21 september 1921 blev i denne sak saaledes decidert: «Direktør M. Rasmussens paastand om at ta bygmester Gjellestad og hustru Gurine Gjellestads bo under skifterettens behandling tages ikke til følge.»

Denne decision blev av direktør M. Rasmussen paaanket til Bergens byret, ved hvis dom av 18 april 1922 blev kjent for ret: «Den paaankede decision underkjendes, og blir den av direktør M. Rasmussen fremsatte begjæring om, at bygmester M. L. Gjellestad og hustru Gurine Gjellestads bo tages under skiftebehandling, at ta til følge. Sakens omkostninger ophæves.»

Side:783

Byrettens dom er av Sofie Gjellestad gift med Erik Gjellestad, Anna Sivertsen, gift med Sigvard H. Sivertsen, overretssakfører Axel Gjellestad, Lars Gjellestads enke Berthe Gjellestad og Martha Aase, gift med Alf Aase, indanket for Høiesteret, hvor de har nedlagt saadan paastand: «1. At skifterettens decision stadfæstes. 2. At indstevnte, Michal Rasmussen, tilpligtes at betale appellanterne 1) Sofie Gjellestad, 2) Anna Sivertsen, 3) Axel Gjellestad, 4) Lars Gjellestad og 5) Martha Aase sakens omkostninger for Høiesteret og for byretten.»

Indstevnte, Michal Rasmussen, har paastaat byrettens dom stadfæstet og sig hos appellanterne tilkjendt sakens omkostninger for Høiesteret.

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmissene for skifterettens decision og byrettens dom.

Høiesteret er kommet til samme resultat som byretten og kan i alt væsentlig tiltræde dens begrundelse. Det antages saaledes, at det mellem ektefæller bestaaende formuesfællesskap maa medføre, at det er manden som fællesboets bestyrer og ikke hustruen, som det tilkommer at disponere over en hustruen tilfaldt arv ved frafaldelse. Og den omstændighet, at ektefællene paa den tid da arven faldt og hustruen erklærte at gi avkald paa arven, levet faktisk adskilt, antages ikke at kunne bevirke nogen ændring i dette forhold. Byrettens dom vil saaledes bli at stadfæste. Processens omkostninger for Høiesteret findes appellanterne at burde tilsvare.

Assessor Hanssen er kommet til samme resultat som skifteretten. Det er vistnok saa, at det hustruen erhverver i tilfælde av formuesfællesslcap indgaar i fællesboet, og at det er manden, som er fællesboets bestyrer. Men i almindelighet vil det dog være avhængig av hustruens vilje, om hun skal erhverve, og om der saaledes gjennem hende skal tilfalde fællesboet noget. Dette maa efter min mening ogsaa gjælde hvor der er tale om erhvervelse ved arv. Arveloven maa nemlig antages at gi uttryk for den opfatning, at ingen skal erhverve arv mot sin vilje, idet den i §75 jfr. §71 bestemmer, at naar nogen som skulde arve erklærer ikke at ville ta falden arv, skal der med arven forholdes som om han var død før arveladeren. Den efterfølgende bestemmelse i §76 om, at arven i almindelighet ansees falden ved arveladerens død, saaledes at den antages erhvervet av dem, som da var hans nærmeste arvinger, hvad enten de melder sig i boet eller ikke, maa sees i forbindelse med bestemmelsen i §75. Og av §76 kan man da efter min mening ikke utlede mer end at arven, hvis arvingen ikke avslaar den, ansees som erhvervet av ham ved arvefaldet, uten at der til erhvervelsen utkræves nogen positiv optræden fra hans side. Hvis derimot en av de nærmeste arvinger avslaar arven, blir følgen efter §76 jfr. §75, at denne arvelod ansees erhvervet ved arveladerens død av dem som indtræder som arvinger i hans sted. Efter denne opfatning betegner avslag av falden arv ikke en disposition over et erhvervet formuesgode men en erklæring om ikke at ville erhverve. Og til avgivelse av en saadan erklæring maa en hustru, som lever i formuesfællesskap være berettiget, uten at hun hertil trænger mandens samtykke. Til støtte for dette resultat kan det efter min mening ogsaa anføres, at retten til at avslaa arv, som

Side:784

av skifteretten fremholdt, principalt set maa betragtes som en ret av personlig karakter.

Jeg er opmerksom paa, at de fleste norske og danske forfattere, som har omhandlet spørsmaalet har uttalt en anden opfatning end den jeg ovenfor har fremholdt. Men paa den anden side stemmer denne opfatning med den som ligger til grund for den tyske borgerlige lovboks ordning av forholdet (se lovbokens §1453 jfr. §1942 og §1953). Jeg stemmer saaledes for stadfæstelse av skifterettens decision, men finder at processens omkostninger for byretten og Høiesteret bør ophæves.

Dom:

Byrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for Høiesteret betaler Sofie Gjellestad, Anna Sivertsen, Axel Gjellestad, enke Berthe Gjellestad og Martha Aase en for alle og alle for en, til Michal Rasmussen kr. 400.

Av skifterettens decision:

- - - Lov om arv 31 juli 1854 §73 indeholder følgende bestemmelser: «Dog skal det ikke være en arving, der er myndig til at raade over sine midler, forment, mot eller uten vederlag, at gi arvelateren avkald for arven.» Lov nr. 1 26 juni 1888 §11 lyder: «Gift kvinde har samme myndighet som den ugifte og raader sit gods med de begrænsninger som indeholdes i nærværende lov», og samme lovs §14 bestemmer: «Fællesboet bestyres av manden alene.»

Scheel kommer i sin avhandling om sidstnævnte lov til det resultat, at arven ipso jure erhverves ved arvelaterens død og at derfor en frafaldelse av arv maa betragtes som en disposition over fællesboets midler og derfor kun kan utøves av manden. Han finder dog spørsmaamaalet tvilsomt.

Retten kan ikke se bort fra arverettens personlige karakter. Høiesteret har ogsaa i 1899 - altsaa senere end utgivelsen av Scheels ovennævnte avhandling av 1892 - antat at arveretten ikke kan betragtes som en formuesret, men alene som en i familieforholdet begrundet utsigt til eller mulighet av fremtidig erhvervelse. (Rt-1899-679). Men er selve retten til at erhverve arv en familieret, maa ogsaa retten til at gi arveavkald være en famlieret, og utøvelsen av samme er ikke en disposition av en formuesret, men av en familieret. Utøvelsen av denne ret findes ogsaa at være kommet tidsnok, naar muligheten av at indtræ i arveretten faktisk foreligger, og denne mulighet forelaa ikke her før ved efterskiftendes død. - - -

Av byrettens dom:

Bygmester M. L. Gjellestad avgik ved døden den 8 oktober 1914 og efterlot sig enke Gurine Gjellestad og 5 barn. Enken, der har hensat i uskiftet bo; døde den 13 december 1919, og angivelig samme dag utfærdiget et av barnene fru Inger Rasmussen en skriftlig erklæring, hvori hun frafaldt arv efter begge sine forældre. Disses bo blev derefter overtat av de øvrige 4 myndige og tilstedeværende barn Sofie Gjellestad gift med Erik Gjellestad, Anna Sivertsen gift med Sigvart H. Sivertsen, overretssakfører Axel Gjellestad og Martha Aase gift med guldsmed Alf Aase.

Side:785

Ovennævnte Inger Rasmussen er gift med direktør M. Rasmussen, med hvem hun har levet i formuesfællesskap. Samlivet mellem Rasmussen og hustru blev imidlertid ophævet i august 1917, og de har senere levet adskilt, men de er ikke separert, og et andragende om skilsmisse ved bevilgning, som fru Rasmussen indgav i 1920, er blit avslaat.

Den 8 april 1921 indsendte direktør M. Rasmussen til Bergens skifteret en begjæring om, at bygmester Gjellestad og hustrus bo maa bli tat under offentlig skiftebehandling, men de ovennævnte 4 arvinger protesterte herimot. - - -

Spørsmaalet om det er manden eller hustruen, som i tilfælde av formuesfællesskap med virkning kan fragaa arv, der tilfalder hustruen, beror paa fortolkning av arvelovens §76, hvorefter al arv, hvor ikke anderledes i denne lov eller ved gyldig testament er bestemt, skal ansees falden ved arveladerens død. I sin avhandling i Rt-1881-om kreditorernes adgang til at om støte sin skyldners retshandler har riksadvokat Getz hævdet, at ovennævnte bestemmelse i arveloven om, at arven erhverves alt ved arvefaldet, ikke er anderledes at forstaa, end at den, saafremt den mottages, hvad den igjen som andre gaver antages at være blit, saalænge den ikke avslaaes, ansees erhvervet fra dette tidspunkt. Da saaledes arvingens fragaaelse av arven ikke er nogen opgiven av en ret, men alene en konstatering av, at arven aldrig har været hans, en undlatelse av at erhverve, mente forfatteren, at en insolvent debitors fragaaelse av arv ikke kunde ansees som svik mot kreditorene, og en konsekvens herav maatte igjen være, at en hustru, der lever i formuesfællesskap, maatte være berettiget til paa egen haand med fuldt bindende virkning for fællesboet at fragaa en hende tilfalden arv. Denne lære har imidlertid ikke vundet anklang. Ingen av de andre forfattere, som har uttalt sig om spørsmaalet, har tiltraadt den, men har hævdet, at lovens ord maa forstaaes paa den maate, at arven erhverves ved dødsfaldet, dog saaledes, at der, om arvingen erklærer ikke at ville tiltræ den, forholdes dermed, som om han var død, før arven faldt, og saaledes ikke hadde erhvervet den. Da frasigelse av arv efter denne opfatning blir en disposition over fællesboets midler, har Scheel i sin avhandling om formuesforholdet mellem egtefæller (se side 11 fig.) hævdet, at det er manden og ikke hustruen som i tilfælde av formuesfællesskap med virkning kan fragaa arv der tilfalder hustruen. Den opfatning antages at være velgrundet, likesom dens rigtighet ogsaa, saavidt vites, er almindelig anerkjendt. Nogen dom, der avgjør spørsmaalet, findes imidlertid ikke. Den av skifteretten paaberopte høiesteretsdom i Rt-1899-677 er forsaavidt uten betydning, fordi den omstændighet, at en insolvent person med retsvirkning for sine kreditorer kan gi avkald paa arv forut før arvefaldet, ikke tillater nogen slutning til, hvad der skal gjælde efter arveladerens død, og heller ikke til det spørsmaal, som skal avgjøres nærværende sak. Idet sluttelig bemerkes, at det efter procedyren er paa det rene, at Inger Rasmussens erklæring om frafaldelse av arv er avgit, efterat hendes mor var død, og at det saaledes kun er falden arv, den gjælder, vil efter det anførte skifterettens decision bli at underkjende og appellantens begjæring om offentlig skiftebehandling i boet at ta tilfølge. - - -