Rt-1928-993

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1928-11-14
Publisert:	Rt-1928-993
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 114/2 s.a.
Parter:	Glommen Brukseierforening (advokat P. Rygh) mot Lillehammer kommune (advokat Vogt).
Forfatter:	Bugge, Hanssen, Larssen, Boye, byfoged Gjessing, byretsassessor Lyng, Bang
Lovhenvisninger:	Vassdragsreguleringsloven (1917) §70, Vassdragsreguleringsloven (1917), §25

Dommer Bugge: Hvad saken gjælder, fremgaar av præmissene til den av sorenskriver Gabrielsen, som administrator av ekspropriationsforretningerne vedrørende Mjøsreguleringen den 14 september 1926 avsagte kjendelse, hvorved eragtedes: «Takst nr. 596, Lillehammer kommune, kjendes hos eksproprianten Glommens Brukseierforening, erstatningsberettiget for tap og skade som ved Mjøsreguleringen er paaført kommunens interesser i sundet mellem Lillehammer og Vingnes. Forøvrig bør Glommens Brukseierforening for Lillehammer kommunes tiltale under nærværende tvist fri at være. De med tvisten forbundne omkostninger ophæves.»

Denne kjendelse har begge parter paaanket til Høiesteret, hvor Glommen Brukseierforening som hovedappellant har paastaat sig frifundet og hos Lillehammer kommune tilkjendt saksomkostninger for ekspropriationsforretningen og Høiesteret.

Kontraappellanten Lillehammer kommune har paastaat ekspropriationsrettens kjendelse stadfæstet og kommunen tilkjendt saksomkostninger saavel for ekspropriationsretten som for Høiesteret.

Der er for Høiesteret fremlagt endel nye dokumenter, hvis indhold jeg imidlertid ikke finder at være av saa væsentlig betydning for avgjørelsen, at det antas nødvendig at redegjøre derfor.

Av de skjønsretten forelagte tvistemaal har Lillehammer kommune her for Høiesteret frafaldt kravene om erstatning for skade og ulemper paaført kommunens brygger og kloakledninger, likeledes paastanden om erstatning for utilfredsstillende mudring. For den sidste posts vedkommende har kommunen anført, at den mener

Side:994

sig berettiget til senere naarsomheist at kunne opta spørsmaalet om mudringen a prima instancia. Herimot er der fra Brukseierforeningens side tat ethvert forbehold. Da imidlertid nogen tvist om adgangen til saadan gjenoptagelse ikke foreligger til avgjørelse, skal jeg ikke gaa nærmere ind derpaa.

Hvad der i det hele gjenstaar at avgjøre for Høiesteret er ifølge det anførte alene kommunens paastand om at tilkjendes erstatning for de ved reguleringen forvoldte forværrede trafikforhold for færgeforbindelsen i sundet mellem Lillehammer og Vingnes, og likeledes de vanskeligheter som derved ogsaa skal være voldt for overfarten paa isen ved vintertid. For denne erstatningsposts vedkommende er kommunen ifølge administrators kjendelse anseet erstatningsberettiget.

Som ogsaa nævnt i den samme kjendelse har Brukseierforeningen mot dette erstatningskrav gjort gjældende, for det første at kravet maa ansees avskaaret som medtat ved det i 1908 avhjemlede skjøn kommunen vedkommende, for det andet at reguleringen overhodet ikke har voldt nogen skade og ulemper for trafikken over sundet mellem Lillehammer og Vingsnes, og for det tredje at vanskeliggjørelse av færgetrafikken og trafikken over isen paa nævnte sted, om saa kunde ansees at være indtraadt som følge av reguleringen, - ihvertfald ikke kunde begrunde nogen ret for kommunen til erstatning.

Hvad angaar Brukseierforeningens første indsigelse, da har jeg ikke fundet det synderlig tvilsomt, at her skjønsadministrators syn paa forholdet er det rigtige, nemlig at tvisten i henhold til overenskomst mellem parterne har været utsat siden 1907, og videre at den, efter hvad der foreligger, maa antas at være holdt utenfor det tidligere avgitte skjøn angaaende den av kommunen forlangte erstatning forøvrig, nemlig vedkommende brygger, kloakledninger og mudring. Jeg kan indskrænke mig herom i det hele at henvise til hvad skønsadministrator har anført i sin kjendelse.

Av de øvrige indsigelser har Brukseierforeningen i sin procedyre vistnok stillet den først, der gaar ut paa at bestride at skade og ulemper for trafikken over sundet er forvoldt ved reguleringen, mens indsigelsen angaaende erstatningskravets retslige grundlag er gjort gjældende nærmest som subsidiær. Jeg finder det for mit vedkommende dog hensigtsmæssig at behandle den sidstnævnte indsigelse først.

Brukseierforeningen har til begrundelse av denne indsigelse gjort gjældende, at færgetrafikken i sundet mellem Lillehammer og Vingsnes og overfarten der paa isen om vinteren, ikke av kommunen besørges i kraft av nogen særret, men alene i henhold til den almindelige adgang som alle og enhver har til at benytte vandet og isen som færdselsmiddel, altsaa en adgang som ikke utgjør nogen speciel ret for den enkelte. Om derfor Mjøsreguleringen har voldt ulemper for nævnte trafik ved sundstedet, tilkommer efter Brukseierforeningens opfatning kommunen ingen erstatning herfor. Brukseierforeningen har i denne forbindelse henvist blandt andet til Høiesterets dom i Rt-1919-860 flg. angaaende dampskibs- og motorbaattrafikken paa Mjøsen.

Side:995

Det er ganske visst saa, at de beføielser som i kraft av retsordenen staar aapen for enhver - de saakaldte allemandsrettigheter - maa vike for et ekspropriationsberettiget foretagende uten at der kan kræves erstatning for indgrep fra ekspropriantens side. Anvendelsen av denne retsregel er imidlertid, forekommer det mig, ikke i alle tilfælde rimelig, og domstolene bør derfor være varsom med at anvende den hvor det maa erkjendes at foreligge særlige forhold, som synes at gi rimelig anledning til antagelse av en beføielse utover den som tilkommer alle og enhver. Som et uttryk for denne tanke maa man vel nærmest ogsaa betragte bestemmelsen i §19 i den nye lov om vasdragsregulering av 14 december 1917, hvorefter reguleringsanlæggets eier kan paalægges at ordne reguleringen saa, at almindelig færdsel og fløtning forulempes mindst mulig.

Det er vistnok saa at kommunen maatte ha anledning til at besørge færdselen over sundet med hjemmel av den almindelige ret som tilkommer alle og enhver til at benytte vandet som færdselsmiddel. Det er vel kanske ogsaa sandsynlig, at kommunen paa grund av sin egen interesse av færdselen mellem byen og Vingnes vilde ha overtat denne opgave selv om ingen anden hjemmel av kommunen kunde paaberopes. Det er imidlertid efter min opfatning overveiende grunde til at anta, at kommunens beføielse til at besørge færgetrafikken i dette tilfælde likesom færdselen over isen om vinteren, hviler paa et saadant særskilt grundlag. Nævnte færdsel over Laagen eller Mjøsens nordende er nemlig, saavidt jeg forstaar, i sin tid anordnet av Staten som en del av en sammenhængende veiforbindelse, nemlig for paa dette punkt at kunne etablere en uavbrudt forbindelse mellem hovedveiene paa øst- og vestsiden av Laagen eller Mjøsen. For at opnaa saadan forbindelse, har - som jeg maa forstaa det - det offentlige allerede ifølge statsholderskapets skrivelse til amtet av 13 januar 1814 truffet bestemmelse om færgestedets oprettelse og anordnet at overfærgningen skulde tilligge eiendommene Hammer og Vingsnes's eiere paa bestemte vilkaar med hensyn til saavel færgeavgifter som «færgemændenes» forpligtelse forøvrig, blandt andet til at holde istand de nærmere angivne befordringsmidler for overfarten. Jeg har nærmest maattet opfatte parternes procedyre saa, at denne resolution av 1814 var at anse som uophævet, saaledes at den endnu kunde betragtes at danne grundlaget for færgeordningen. Jeg finder dog at burde nævne, at der ved flere resolutioner fra den senere tid, særlig i 30-40 aarene, sees at være meddelt færgemændene ved Vingnes, eller Vignes som det kaldes, bevilling til at besørge oversætningen derfra til Lillehammer med angivelse av færgemændenes rettigheter og forpligtelser i den anledning - se saaledes bl.a. de kongelige resolutioner av 29 december 1835, 3 mai 1837 og 4 september 1841. Jeg kan ikke være i tvil om at disse bevillinger gjælder det her omhandlede færgested, og skal alene i denne forbindelse nævne, at færgeanordningen i disse tilfælde vistnok indeholder mere detaljerte bestemmelser end i skrivelsen av 13 januar 1814 anført. Men jeg kan ikke forstaa andet end at det er væsentlig det samme der fastsættes i de senere

Side:996

resolutioner om færgemændenes rettigheter og forpligtelser som det der oprindelig gjaldt. Det er videre oplyst, at kommunen i 1850-aarene blev eier av eiendommen Hammer, altsaa den eiendom paa Laagens østside, som var knyttet til overfærgningen. Det er rigtignok saa, at oplysningerne om færgetrafikkens utvikling fra 1814 av og til 50-aarene og videre under kommunens deltagelse i og senere overtagelse av hele færgetrafikken er meget sparsomme. Men efter hvad der foreligger maa jeg anta, at kommunen som eier av den ene eiendom fra 50-aarene av indgik i forpligtelsen til at besørge overfarten i sundet. Senere - ifølge det oplyste fra 1904 - erhvervet kommunen paa samme maate eiendommen Vingnes paa vestsiden, og er fra dette tidspunkt av saaledes blit eier av begge de i resolutionen av 1814 nævnte eiendomme. Den senere utvikling av trafikforholdene og i forbindelse dermed trafikken ved færgested et har naturligvis influert paa hvilke forføininger maatte ansees hensigtsmæssige til at opfylde pligten til at opretholde forbindelsen om sommeren, og likesaa utvidet behovet til at omfatte visse anordninger høst og vaar i islægnings- og isløsningstiden. Selv om disse sidstnævnte anordninger ikke bokstavelig indgaar under ordlyden i den oprindelige statholderskrivelse av 1814, mener jeg det maa være naturligst at se kommunens samlede forføininger for at opretholde forbindelsen mellem de to hovedveier som et samlet hele med utspring i de bestemmelser, som Staten fra først av anordnet gjennem nævnte skrivelse av 1814 og som, saavidt jeg kan se, er gjentat og nærmere utdypet i de senere bevillinger ifølge de tidligere nævnte resolutioner.

Kommunens forføininger i anledning overfarten i sundet sker saaledes, savidt jeg har maattet opfatte det, ikke alene til fremme av et bykommunalt formaal, nemlig for at opretholde forbindelsen mellem Lillehammer og bydelen Vingnes, og hjemmelen for kommunens bruk av vasdraget eller Mjøsen til færgetrafikken er efter min mening heller ikke at søke i den almindelige beføielse til færdsel i vasdraget. I kraft av den særlige hjemmel færgemændene fik fra først av ved skrivelsen av 1814 og senere ved de nævnte bevillinger til opretholdelse av veiforbindelserne, mener jeg at kommunen ogsaa maa antas at ha fortsat besørgelsen av trafikken over sundet ifølge det offentliges ønske om, at der fremdeles skulde etableres den samme forbindelse mellem de offentlige veie paa øst- og vestsiden som før ved hjelp av Mjøsen som færgemiddel. Det er vistnok, efter hvad der foreligger, saa at man ikke kan gaa ut fra at kommunen, dengang den i 1904 besluttet sig til at overta besørgelsen av sundtrafikken, av det offentlige blev meddelt nogen særskilt bevilling eller tilladelse, svarende til hvad der tidligere er blit gjort. Naar i tilfælde saadant er undlatt maa jeg nærmest anta, at nogen særlig approbation for kommunen har vært anset for overflødig. Likemeget er det rimeligst at opfatte forholdet saaledes, at kommunens overtagelse av færgetrafikken og besørgelse av overfarten over isen er skedd av de samme hensyn som for det offentlige var avgjørende ved færgestedets oprettelse i 1814 og dets senere vedlikeholdelse, og det har da ikke forekommet mig tvilsomt at kommunen maa betragtes som senere at ha besørget

Side:997

overfarten sommer som vinter, væsentlig med de samme rettigheter og forpligtelser som tidligere gjaldt for færgemændene. Det har derfor for mig stillet sig saa, at kommunen som den der nu besørger overfarten og dermed vedlikeholdelsen av de nævnte veiforbindelser, dertil har særskilt hjemmel i det offentliges anordninger saaledes som disse har faat uttryk i den nævnte statholderskrivelse av 1814 og de senere bevillinger. Følgelig har jeg opfattet forholdet saa, at kommunen i forhold til det offentlige har overtat forpligtelsen til at vedlikeholde sundtrafikken sommer som vinter som tidligere, og som et ledd i de nævnte hovedveiforbindelser paa begge sider av Mjøsen. Jeg finder ogsaa at denne opfatning av forholdet bekræftes av procedyren i saken, idet kommunen fra sin side har fremstillet sit forhold til sundtrafikken saaledes som jeg her har nævnt, uten at denne fremstilling, saavidt jeg har seet, har møtt nogen indvending fra Brukseierforeningens side. Naar jeg saaledes mener, at kommunens besørgelse av sundtrafikken vinter som sommer maa opfattes som en speciel forpligtelse som kommunen har paatat sig like overfor det offentlige, er jeg tilbøielig til at anta, at alene dette maa være tilstrækkelig til at godtgjøre, at kommunen her ikke kan sidestilles med en almindelig trafikant, som benytter et vasdrag eller en indsjø som kommunikationsmiddel, men at kommunen tvertimot her for sit krav paa at faa færgetrafikken paa isen opretholdt uforandret som tidligere, har en særlig hjemmel i sit forhold til det offentlige i anledning av sundtrafikken. I denne forbindelse vil jeg nævne at det for mig har fremstillet sig saa, at de forpligtelser som færgemændene tidligere hadde og kommunen nu har like overfor det offentlige under besørgelse av overfarten i sundet, maa antas at motsvares av tilsvarende rettigheter for kommunen. Det synes mig derfor noksaa nærliggende at anta, at kommunen ogsaa kan paaberope sig en speciel beføielse for sin bruk av vandet som færdselsmiddel i dette tilfælde. Imidlertid antar jeg det ikke nødvendig at bygge paa sidstnævnte betragtning, idet som anført kommunens krav paa erstatning for ulemper for trafikken over sundet, hvad enten det gjælder trafikken ved sommertid eller vintertid, maa tages tilfølge alene fordi dens bestræbelser for at opfylde sine herhenhørende forpligtelser vanskeliggjøres som følge av reguleringen.

Jeg er saaledes, likesom skjønsadministrator, kommet til det resultat, at kommunen med hensyn til erstatningen ikke kan sidestilles med enhver anden trafikant som benytter vandet som befordringsmiddel, men at kommunen i motsætning til en saadan har adgang til erstatning i nærværende tilfælde ifald, som paastaat, ulemper er opstaat for sundtrafikken ved reguleringen. Saaledes mener jeg, likesom skjønsadministrator, at kommunen maa kjendes erstatningsberettiget forsaavidt skade er den paaført ved reguleringen. Hvad dernæst angaar spørsmaalet om ulemper kan ansees at være forvoldt for sundtrafikken som følge av reguleringen, er jeg kommet til samme resultat som skjønsadministrator, og kan i det væsentlige henvise til hvad han forsaavidt derom har anført. Like overfor Brukseierforeningens paastand om, at kommunen skulde ha

Side:998

pligt til at føre bevis saavel for at skade er opstaat som at denne hitrører fra reguleringen, mener jeg ogsaa at kunne slutte mig til hvad skjønsadministrator herom har anført. Jeg skal her nævne, at kommunen har været indstevnt som ekspropriant, og at denne erstatningspost i sin tid efter overenskomst mellem parterne blev utsat for at der senere kunde erhverves nærmere erfaring angaaende skadens omfang og aarsak. Jeg mener da at det ikke fra Brukseierforeningens side nu kan forlanges ytterligere bevis fra kommunens side end det som foreligger i saken. Det forekommer mig ogsaa at det tilrettelagte bevismateriale er fuldt tilstrækkelig til at gjøre det antagelig, at der er forvoldt ulemper for færdselen over sundet saavel vintertid som om vaaren, og jeg kan heller ikke nære tvil om, at disse ulemper ialfald delvis skyldes reguleringen. Det blir da efter min mening skjønnets sak at utfinde hvorvidt og i hvilken utstrækning sammenhæng er tilstede mellem ulempene og reguleringen likesom i tilfælde at fastsætte erstatningen derfor. Jeg har forstaat procedyren saa, at den erstatning det her handles om er de økede utgifter som antas forvoldt kommunen som følge av reguleringen. Det er naturligvis ikke udelukket at der ogsaa tidligere til sine tider har opstaat vanskeligheter og ulemper for sundtrafikken, og klarligen maa der ved skjønnet skjelnes mellem saadanne ulemper som ikke kan komme i betragtning og de ulemper som det her alene gjælder og som skyldes reguleringen.

Hvad angaar spørsmaalet om omkostningerne, da finder jeg ikke tilstrækkelig grund til at gjøre nogen forandring i skjønsadministrators avgjørelse med hensyn til de særskilte omkostninger som kommunen hadde i anledning av retssessionen den 22 mars 1921 eller omkostningerne ved tvisten forøvrig. Derimot antar jeg at hovedappellanten maa paalægges at betale kommunen sakens omkostninger for Høiesteret.

Dom:

Takst nr. 596 Lillehammer kommune kjendes hos eksproprianten Glommen Brukseierforening erstatningsberettiget for de økede omkostninger ved opretholdelse av fergeforbindelse og færdselsveie paa isen i sundet mellem Lillehammer og Vingnes som maatte være foraarsaket ved Mjøsreguleringen. Omkostninger ved retssessionen den 22 mars 1921 og ved tvisten for ekspropriationsretten tilkjendes ikke. I saksomkostninger for Høiesteret betaler Glommen Brukseierforening til Lillehammer kommune 1800 kroner.

Dommer Hanssen: Jeg er kommet til samme resultat som førstvoterende og kan ogsaa for en væsentlig del tiltræde hans begrundelse.

Hvad angaar spørsmaalet om det retslige grundlag for Brukseierforeningens erstatningspligt, bygger jeg dog paa en anden begrundelse, idet jeg lægger hovedvegten paa den betragtning, at reguleringen forsaavidt den medfører ulemper for trafikken over sundet, betegner et indgrep i en av Lillehammer kommune anordnet kommunikationsforbindelse mellem to bydele. Det er nemlig paa det rene at Vingnes utgjør en del av byen Lillehammer, og det

Side:999

mellem to bydele liggende vand maa antas at høre til byens territorium. At det er en naturlig opgave for en kommune at sørge for en tilfredsstillende ordning av samfærdslen mellem bydelene, hvad enten disse er skilt ved vand eller ikke, forekommer mig klart. Lillehammer kommune har søkt at løse denne opgave dels ved drift av færge i den tid sundet er aapent, dels ved utbedring av veien over isen om vinteren. For mig staar det da saa, at kommunen maa være beskyttet mot at der foretas forandringer med hensyn til vandets løp som skader den av kommunen etablerte færdselsindretning, saaledes at der forsaavidt bestaar om ikke en særskilt rettighet, saa ihvertfald en retsbeskyttet tilstand. At indretningen ikke i det foreliggende tilfælde bestaar i et fast anlæg, synes jeg ikke bør være avgjørende i motsat retning. Det er vistnok saa, at der ikke foreligger nogen avgjørelse av Høiesteret som anerkjender erstatning for skade av den art det her gjælder, men paa den anden side har jeg heller ikke kunnet finde nogen avgjørelse som gaar ut paa at negte erstatning for saadan skade. De avgjørelser som negter erstatning til den som har indrettet en virksomhet paa grundlag av den almindelige adgang til færdsel paa vandet, indeholder saavidt jeg kan se intet præjudikat for den foreliggende sak.

Jeg mener saaledes, at Brukseierforeningen pligter at betale erstatning for de utgifter som er voldt kommunen gjennem forstyrrelsen av trafikken over sundet paa det grundlag, at reguleringen derigjennem har gjort indgrep i en tilstand som kommunen hadde krav paa at se opretholdt.

Dommer Larssen: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Med denne har jeg opfattet oplysningerne i procedyren saa, at den offentlige bevilling til færgeforbindelse som meddeltes ved statsholderskapets skrivelse av 13 januar 1814, danner den historiske oprindelse til og fremdeles staar uophævet som hjemmel for kommunens virksomhet ved overføring over Laagen. Staten har saaledes som den offentlige repræsentant for kommunikationsvæsenet og som den myndighet der ifølge loven træffer ordninger paa dette omraade etablert færgeforbindelsen for at opnaa en ubrudt forbindelse mellem offentlige veie, og har derhos overladt til private - eller nu kommunen - som Statens redskaper at træffe de nødvendige forføininger til gjennemførelse av den offentlige interesse ved færgeforbindelsen. Jeg ser det da med førstvoterende saaledes, at der herved er skapt et særskilt retsgrundlag for denne virksomhet som gir behørig grund til at tillægge den retsbeskyttelse mot indgrep. At Staten gjennem reguleringstilladelsen skulde ha truffet disposition over denne etablerte ordning, bortset fra Brukseierforeningens adgang til ekspropriation, kan ikke antas.

Virksomheten fra kommunens side sker i dette tilfælde i henhold til Statens ordning og ikke som en vilkaarlig anvendelse av en allemandsbeføielse. Forholdet ligger saaledes utenfor det forhold som er behandlet i Rt-1919-860 flg.

Dommer Boye: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med andenvoterende, hr. dommer Hanssen.

Side:1000

Ekstraordinær dommer byfoged Gjessing: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Jeg lægger dog den væsentlige vegt paa, at det er en trafikforbindelse mellem to bydele som er forulempet.

Ekstraordinær dommer byretsassessor Lyng: Som hr. dommer Boye.

Dommer Bang: Jeg er kommet til et andet resultat end de tidligere voterende. Hvad angaar foranledningen til at Lillehammer kommune har paatat sig bekostningen med trafikken over sundet, tror jeg ikke den kan søkes deri at kommunen har en særret eller særpligt til at fortsætte den færgeforbindelse, som det offentlige i sin tid har bragt istand her i den almindelige samfærdsels interesse. Jeg finder da heller ikke, at der i saken foreligger tilstrækkelige oplysninger til at fastslaa den indre forbindelse mellem statsholderskapets skrivelse av 1814 og Lillehammer kommunes omhandlede virksomhet. Jeg anser den nævnte statsholderskaps skrivelse for at være uten betydning i saken. Foranledningen til Lillehammer kommunes handlemaate kan neppe være nogen anden end den, at den ældre færgeforbindelse i utviklingens medfør ikke hadde vist sig at tilfredsstille Lillehammers krav. Dette forhold synes at være den eneste rimelige grund for kommunen til at ta sig av trafikken over sundet. Jeg mener, at der overhodet ikke lar sig opstille nogen særret eller særpligt for kommunen med mindre nogen saadan skulde kunne utledes av hensynet til dens egne indbyggere og deres interesser, særlig de som er knyttet til faste eiendomme eller anlæg. Der er imidlertid ikke procedert paa, at kommunen i sit krav overfor Brukseierforeningen optræder som repræsentant for saadanne private interesser, og jeg skal derfor ikke indgaa nærmere herpaa.

Saaledes som jeg ser paa forholdet gjælder det paa den ene side en kommunes tiltak til lettelse av trafikken over et almindelig færdselsomraade, paa den anden side de store almene interesser som knytter sig til Mjøsreguleringen. Da der ikke ved reguleringstilladelsen er tat noget forbehold om erstatningspligt for Brukseierforeningen i et forhold som det omhandlede, indser jeg ikke at Lillehammer kommune under de forhaandenværende omstændigheter har noget krav utover, hvad der maatte være den hjemlet ved vasdragslovens §25. Men forsaavidt angaar ulemper for eiendom eller «herligheter» er Lillehammer kommunes erstatningskrav avgjort ved skjønnet den 22 september 1908. Jeg stemmer saaledes for Brukseierforeningens frifindelse.

Av sorenskriverens kjendelse:

- - - I retsmøtet paa Lillehammer den 11 oktober 1907 paaberoptes under takst nr. 596 Lillehammer kommune, som møtte ved sakfører Fougner. Den samme møtte ogsaa for kommunen under den samme dag foretagne befaring. Herunder besigtigedes bryggen ved Hagefetten samt strand og brygge ved Torstads pakhus og stranden - ved Kopperberget. Sakfører Fougner bad spørsmaalet om godtgjørelse for reguleringens skade paa sundforholdene utsat i henhold til Vasdragslovens §70. I sundet bad sakfører Fougner indbefattet ikke alene det egentlige sundsted, men ogsaa de isveier og vandveier forøvrig der førte til og fra byen.

Side:1001

Advokat Seip, som møtte for eksproprianten, maatte, anføres der, hvad trafikforholdet i sundet angaar bestride at Lillehammer kommune som saadan kunde gjøre nogen erstatningsret gjældende saavelsom at den forsaavidt vilde lide noget ved reguleringen. Men han hadde intet imot at dette spørsmaals avgjørelse utstaar paa den av sakfører Fougner foreslaatte maate.

Den 22 september 1908 foretokes avhjemling vedkommende takstnummerne i Lillehammer og herunder bestemte skjønsmændene, at Lillehammer kommune ikke tilkom nogen erstatning, idet ulempene antokes at ville opveies av den høiere vandstand om høsten og den forutsatte mudring. Fravikelseskjendelse blev derefter avsagt 29 december 1910.

I retsmøte den 14 mai 1919 møtte saa advokat Voght for Lillehammer kommune og bad foretat befaring av kommunens eiendomme til Mjøsen eller Laagen, saavel som av brygger og av sundestedet mellem Lillehammer og Vingnes. Dette skedde ogsaa forsaavidt angaar bryggen ved Hagefetten og bryggen ved Torstads pakhus, hvorefter Lillehammer kommunes takstnr. blev utsat til procedyre.

Denne indlededes med advokat Vogts indlæg av 25 august 1920, i hvilket kommunen er paastaat erstatning - - -; 3) for ulemper ved sundforholdene samt skjønsomkostninger.

For eksproprianten, Glommens Brukseierforening, er paastaat frifindelse for kommunens tiltale samt tilkjendelse av saksomkostninger.

Der er fra ekspropriantens side gjort reservation med hensyn til at saken er indbragt for ekspropriationsretten, men det er uttrykkelig anført, at det ikke er noget at indvende mot at spørsmaalene paadømmes av ekspropriationsretten og at det derfor ikke nedlægges paastand paa avvisning. Dette spørsmaal har ogsaa tidligere vært oppe under Mjøsreguleringen ved behandling av tvister vedkommende andre takster. Det er senest behandlet i de tvister som fandt sin avgjørelse ved høiesteretsdom av 14 februar 1925 mellem Lillehammer Dampsag & Høvleri, Mesna Træsliperi og Kartonfabrik samt Lillehammer Møbelfabrik. Høiesteret fandt her ikke grund til ex officio at avvise de tvister som da var forelagt den til avgjørelse fra ekspropriationsretten. Og nærværende ret finder derfor heller ikke nu grund til at avvise tvisten vedkommende Lillehammer kommune.

- - - Tilbake staar da spørsmaalet om hvorvidt kommunen kan gjøre krav paa erstatning for de ved reguleringen forvoldte forværrede forhold i sundet mellem Lillehammer og Vingnes. Dette spørsmaal blev, som ovenfor nævnt, under befaringen den 11 oktober 1907 efter kommunens ønske utsat i henhold til Vasdragslovens §70.

I sit indlæg av 17 juni 1926 hævder imidlertid ekspropriantens advokat, at ogsaa spørsmaalet om de ulemper reguleringen kunde antas at medføre for overfartsstedet allerede er medtat i det avgivne skjøn. I saa henseende henvises til den med nævnte indlæg fremlagte skrivelse fra direktør Furuholmen av 5 oktober 1925 hvor navnlig fremhæves, at der efter avhjemlingen i 1908 ikke kan sees nævnt noget om hvorvidt spørsmaalet angaaende sundstedet skulde utstaa efter Vasdragslovens §70. I denne forbindelse fremholdes, at et indlæg fra sakfører Fougner for kommunen av 31 oktober 1907 og et indlæg fra advokat Seip for Brukseierforeningen av 11 oktober 1908 ikke har kunnet skaffes tilveie, og at det derfor er umulig at faa nærmere rede paa hvad der er fremholdt som erstatningsobjekter like overfor skjønnet før avhjemlingen.

Side:1002

Retten skal bemerke, at naar det som gjentagende anført, uttrykkelig blev fremsat begjæring om at erstatningsspørsmaalet vedkommende sundforholdene skulde utstaa, en begjæring som ekspropriantens advokat ikke motsatte sig, maa det ogsaa antas at skjønsmændene har forbigaat dette spørsmaal og at den avhjemling som fandt sted den 22 september 1908 kun omfatter den erstatning kommunen maatte tilkomme forsaavidt ikke erstatningskravet var bestemt at skulle utstaa efter Vasdragslovens §70. Den mulighet at der i de nævnte indlæg fra sakfører Fougner og advokat Seip kan være nævnt noget om ulemper i sundet, berettiger efter rettens mening ikke til at fastslaa, at den tidligere bestemmelse om at kravet paa erstatning forsaavidt skulde utstaa, er omgjort og at erstatningsspørsmaalet derfor er avgjort sammen med kommunens krav forøvrig. Bevisbyrden for at saa er skedd antas at maatte paahvile Brukseierforeningen. Noget saadant bevis er ikke ført.

Det er fra ekspropriantens side gjort gjældende, at de økede trafikvanskeligheter som paastaaes at være indtraadt ved sundstedet, ikke hjemler kommunen noget erstatningskrav. Det gjælder her, anføres det, en paastaat vanskelighetsgjørelse av færdselen paa et offentlig trafikterritorium, og denne er efter norsk ret ikke gjenstand for erstatning ved ekspropriation, ikke engang for private individer og endnu mindre for en kommune, som i saa henseende intet mandat har til at indtale de enkelte indbyggeres ulempekrav og som overhodet ikke selv lider noget økonomisk tap ved trafikforværrelsen. Dette anføres altid at ha været en almindelig anerkjendt sætning i norsk ret og at være uttrykkelig fastslaat ved høiesteretsdom i Rt-1919-860 Dette spørsmaal findes ogsaa avgjort av nærværende ekspropriationsret, som har hat det til behandling for andre kommuner og herunder fastslaat, at der for denslags almenhetskrav overhodet ikke findes noget retsgrundlag for erstatning. Forøvrig benegter eksproprianten, at der fra kommunens side er ført noget bevis for at forholdene i sundet er forværret ved reguleringen, likesom riktigheten av de vidneforklaringer som er avgit herom benegtes.

Retten skal bemerke, at den ikke kan anskue de krav, som fra kommunens side er fremkommet vedkommende sundforholdene som allmandskrav der skulle kunne gjøres gjældende av alle og enhver som maatte føle sig forulempet under sin trafik paa et offentlig omraade. I denne forbindelse skal retten fremhæve, at efter dens mening gjælder det her trafikken i et sund som skiller en del av byen Lillehammers indbyggere fra de andre, idet det efter alt hvad der foreligger oplyst maa antas, at Vingnes utgjør en del av Lillehammer kommune. Herom finder retten at kunne henvise til hvad der i de av kommunens advokat fra dens statsingeniør fremlagte skrivelser er anført, specielt statsingeniørens skrivelser av 4 mai 1921 og 17 juli 1925. Retten vil ogsaa henvise til den protokoltilførsel som fandt sted den 11 oktober 1907 hvorunder anføres, at vedkommende Lillehammer by er under 8 oktober befaret følgende takstnummer paa Vingnes. Ved denne protokollation møtte for Brukseierforeningen advokat Seip, der kjendte forholdene med hensyn til Lillehammer og hvad der henhørte under denne kommune bedre end de fleste andre som har hat befatning med nærværende ekspropriationssak. De interesser som er fremholdt at kommunen har i sundet, kan heller ikke betragtes som allemandsinteresser. Om hvorvidt de bestaar finder retten ogsaa at kunne henvise til hvad der er anført av

Side:1003

kommunens advokat og av statsingeniøren i Lillehammer, og da specielt i de ovenfor nævnte to skrivelesr. Det er ikke den slags rettigheter eller interesser som omhandles i høiesteretsdommen av 23 juli 1919, indtat i Rt-1919-860 o. flg. Og denne dom kan derfor efter rettens mening ikke paaberopes som grund for at de av kommunen fremsatte erstatningskrav for forværrede trafikforhold i sundstedet ikke skal være gjenstand for erstatning. Naar eksproprianten har paaberopt at det av nærværende ekspropriationsret tidligere er git dom for at kommunen ikke er berettiget til at optræ med krav paa erstatning i lignende tilfælde som nærværende, sigtes formentlig til kjendelse avsagt 6 december 1919 like overfor Eidsvoll kommune og til en kjendelse avsagt 3 mars 1917 vedkommende Gjøvik kommune. Men ingen av disse kjendelser har nogen betydning med hensyn til spørsmaalet under nærværende tvist. Derimot finder retten at burde henvise til at der under 3 november 1910 er tilkjendt Hamar kommune erstatning for bl.a. skade i havneomraadet (omkostninger ved avmerkning m.v.). Likeledes henvises til den i tvisten med Hedemarkens Amtskommune under 4 april 1923 avsagte kjendelse, hvorved kommunen tilkjendtes erstatning ikke alene for den kommunen tilhørende Diesen bro med jetteer, veien over Akersviken mot Vang kirke, fyllingen i søndre ende av Hamar bro, men ogsaa for isveiene. Efter avsigelsen av denne kjendelse fandt avhjemling vedkommende Hedemarkens Amtskommune sted den 4 mai 1923 og herunder blev kommunen tilkjendt en erstatning av 20.500 kroner for jetteen Hamar bro til Stangelandet, jetteen Diesen til Aker og Diesen veibro samt isveiene og nedkjøring til samme.

Retten finder ogsaa, uten at det formentlig bør lægges nogen avgjørende vegt derpaa, at kunne henvise til hvad der av direktør Furuholmen i hans skrivelse til advokat Rygh av 26 mai 1926, fremlagt med advokat Ryghs indlæg av 17 juni 1926, er anført. Her heter det under c) side 4, at hvis advokat Vogt skulde faa ret i at sundforholdene ikke er medtat i skjønsavgjørelsen og at dette spørsmaal saaledes vilde bli at behandle av skjønnet, vil han faa lov til nærmere at imøtegaa statsingeniør Linds sidste skrivelse. Retten finder som ovenfor nævnt, at sundforholdene ikke kan antas at være medtat i skjønnets avgjørelse med hensyn til den Lillehammer kommune tilkommende erstatning.

At der er paaført kommunen skade med hensyn til dens interesser i sundet mellem Vingsnes og Lillehammer ved reguleringen finder retten tilstrækkelig godtgjort. Det antas ikke nødvendig at indlate sig paa nogen nærmere redegjørelse av hvilke indretninger eller hvilke interesser kommunen har i sundet og hvis benyttelse er blit vanskeliggjort og forværret ved reguleringen. Heller ikke paa de bevisligheter hvortil retten støtter sig naar den finder at kommunen har krav paa erstatning herfor. Det antas i saa henseende tilstrækkelig at henvise til statsingeniør Linds redegjørelser og til hvad der er anført fra kommunens advokats side i hans indlæg her for retten. Med hensyn til de bevisligheter som foreligger, skal retten ogsaa henvise til de vidneprov som er avgit i sessionene 14de, 15de og 16de oktober 1919. I det hele taget finder retten med hensyn til hvad der under en ekspropriationssak paahviler den skadelidende at føre bevis for at kunne henvise til den i Rt-1915-913 o. flg. indtagne høiesteretsdom. Her anføres det, at under en ekspropriationssak maa det ligge under skjønsmændene at avgjøre baade hvorvidt skade er lidt og i

Side:1004

tilfælde hvor stor den er. Hvad ekspropriationsrettens formand eller Højesteret som appelinstans har at avgjøre er om der for den som kræver at bli betragtet som ekspropriat knytter sig en retslig interesse til hvad der blir berørt av ekspropriationsforetagendet. At der for Lillehammer kommune knytter sig retslig interesse til trafikforholdene i sundet, finder retten som ovenfor anført, at maatte anta. - - -