Rt-1911-33
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1910-10-22 |
| Publisert: | Rt-1911-33 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 13/2 s.a. |
| Parter: | Jesper Næss og Harald Holte (Adv. Lous) mod Fru Anne Kathrine Lomsdalen (Adv. S. Prydz). |
| Forfatter: | Mejdell, Motzfeldt, Skattebøl, Blom, Vogt, Thoresen, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Odelsloven (1821) §9, Arveloven (1854) §76, §1, §6, Odelsloven (1821) |
Ved dom af 1908, afsagt af sorenskriveren i Ringerike ved dennes edsvorne fuldmægtig og meddomsmænd blev i nærværende odelssag Jesper Næss og Harald Holte frifundne for sagsøgersken, Anne Kathrine Lomsdalens tiltale. Processens omkostninger ophævedes. En under sagen nedlagt afvisningspaastand var tidligere ved kjendelse at 7 juli 1907 forkastet og Jesper Næss og Harald Holte ilagt i omkostninger 50 kroner.
Underretsdommen indbragtes af fru Anne Kathrine Lomsdalen til prøvelse ved Kristiania overret. Jesper Næss og Harald Holte kontrapaaankede med paastand om, at saavel kjendelsen som underretsdommen skulde kjendes uefterrettelig og sagen afvises fra underretten. Subsidiært paastod de underrettens dom stadfæstet. Ved overrettens dom afødt xx.xx.1909 blev saaledes kjendt for ret: «Underrettens kjendelse afødt xx.xx.1908, saavidt paaanket er, og dom af 1ste oktober 1908 stadfæstes. Sagens omkostninger, derunder det ved kjendelse afødt xx.xx.1908 de indstevnte Jesper Næss og Harald Holte ilagte omkostningsbeløb 50 kroner, ophæves for begge retter.»
Under 31 juli 1909 har Jesper Næss og Harald Holte paaanket overrettens dom til stadfæstelse. Under 23 oktober næstefter har Anne Katharine Lomsdalen udtaget kontrastevning.
Fra hovedappellanternes side er paastand nedlagt om stadfæstelse af overrettens dom.
Kontraappellanten har nedlagt saadan paastand: At hovedappellanterne Jesper Næss eller nu hans dødsbo og Harald Holte tilpligtes til lovens første faredag under udkastelsestvang at fravige og ryddiggjøre eiendommen Gunbjørnrud gnr 29 (b. -nr. 1 af skyld mark 15,64 i Aadalen til fordel for Anne Kathrine Lomsdalen mod udbetaling af den ved overtakstforretningen fastsatte takstsum kr. 294.500,00 med fradrag af de paa eiendommen hvilende uindfriede pengeheftelser, samt at de under løbende mulkt tilpligtes at meddele hende lovlig skjøde paa nævnte eiendom og endelig at betale hende procesomkostninger for alle retter.»
Efterat kontraappellanten saaledes havde nedlagt sin paastand, har hovedappellanterne i sin replik paastaaet sig frifundet for kontraappellanternes tiltale og sig hos denne tilkjendt processens omkostninger for høiesteret.
Høiesteret kommer til samme resultat som overretten, til hvis begrundelse man i det væsentlige kan henvise. Testamente kan ikke betragtes som noget adkomstdokument, der som saadant behøver at tinglyses. Eneeiendomsretten til det under sagen omhandlede jordegods er ved selve arvefaldet ipso jure gaaet over paa den i testamentet indsatte arving, Petra Skougstad, der ved sit forhold i det hele tilstrækkelig har tilkjendegivet at ville overtage arven.
Assessorerne Skattebøl, Vogt og Reimers, der ligeledes stemmer for overretsdommens stadfæstelse skal bemerke:
Side:34
Ifølge arvelovens §76 er arv regelmæssig at anse som falden ved arveladerens død og i samme øieblik erhvervet af hans arving eller arvinger. Arvefaldet og arvens erhvervelse falder altsaa sammen. Og det ligegyldig om det gjælder arv efter testament eller arv ab entestato. I sidste tilfælde ledes der forgjæves efter et hjemmelsdokument, der skulde kunne tinglyses som adkomst paa en i arven indgaaende fast eiendom. Og anderledes staar sagen efter loven heller ikke, hvor arven grundes paa et af arveladeren oprettet testament. I begge tilfælde indtræder erhvervelsen i og med selve arvefaldet. Saameget mere maa dette gjælde her, hvor der, efter hvad i saken foreligger, maa gaaes ud fra, at mellem Johan Skougstad og hans hustru bestod formuesfællesskab, og hvor derfor hustruen allerede, medens manden levede, sammen med ham var eier af gaarden Gunbjørnrud. At gaarden var mandens i egteskabet indbragte odelsgods, berørte selvsagt ikke dette eiendomsforhold, men gav alene mandens odelsberettigede slægtninger ret til efter hans død at løse den fra enken som fra enhver anden ikke odelsberettiget eier. Odelspræskriptionen begyndte derfor ogsaa af denne grund sit løb i samme øieblik, som odelsgodset ved mandens død kom helt paa hans ikke odelsberettigede enkes haand.
Fru Lomsdalens odelspaatale er følgelig iverksat for sent, og Næss og Holte maa saaledes frifindes for hendes tiltale i sagen.
Processens omkostninger for høiesteret findes kontraappellanten at burde tilsvare hovedappellanterne.
Dom:
Overrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for høiesteret betaler fru Anna Kathrine Lomsdalen til Jesper Næss eller nu hans dødsbo og Harald Holte kr. 250,00.
Af underrettens dom hidsættes:
Gaarden Gunbjørrud i Aadalen, nu gaards nr. 29, br. nr. 1 af skyld mark 15,64 blev i sin tid hævdet til odel af lensmand Helge O. Skaugstad, der besad eiendommen med tinglyst adkomst fra 9 mai 1826 til sin død. Han var to gange gift. Paa skiftet efter ham blev eiendommen ved hjemmelsbrev, tinglyst 16 december 1876, udlagt til ældste søn af første egteskab, Jens Johan Gram Skaugstad, der eiede gaarden lige til sin død den 7 august 1903. Han var gift men efterlod ikke livsarvinger. Ved hans død blev gaarden i kraft af gjensidig testamente (oprettet 25 mai 1895) overtaget af hans enke Petra Skaugstad, der samme aar solgte den til de nuværende eiere, Jesper Eriksen Næss og Harald Jespersen Holte. Skjødet til disse blev tinglyst den 2 november 1903. Samtidig lod enken det gjensidige testamente tinglyse. Attest om Johan Skaugstads død blev tinglyst 16 december næstefter.
Fru Anne Kathrine Lomsdalen, som er en datter af lensmand Skaugstad i hans andet egteskab, har indledet nærværende odelssøgsmaal mod eierne ved odelsklage afødt xx.xx.1906. - - -
Først nu er jeg kommet til den centrale del af sagsøgerskens procedure, nemlig paastanden om, at bestemmelserne i odelslovens §9 om odelsrettens forældelse maa fortolkes overensstemmende med reglerne i lovens §1 og 6 om odelshævd. I begge tilfælde kræves der, hævder sagsøgersken, tinglysning af en adkomst, forat fristen skal begynde sit løb. Til støtte herfor har sagsøgersken paaberaabt sig odelslovens forarbeider og henvist til en række høiesteretsdomme, nemlig Rt-1839-425 (ogsaa i Brandts repertorium III, side 91), Rt-1876-385, Rt-1877-249 og Rt-1886-682 samt til Motzfeldt odelsret side 120 o. fg. og Brandt tingsret §75.
Det maa ogsaa ved de anførte domme, særlig dommen af 1839, ansees
Side:35
for fastslaaet, at udtrykkene i odelslovens §9 «været ude af et ætlæg» og «lade nogen fjernere i ætten besidde godset» ikke kan forstaaes bogstavelig, men at der i en række tilfælde, hvor et odelsgods skifter eier, kræves tinglysning om eiendomsovergangen, forat forældelsesfristen kan begynde sit løb. Alle de anførte domme (hvortil yderligere kan føies de af de indstevnte citerede domme i Rt-1880-382 og Rt-1892-side 625) gjaldt imidlertid tilfælde, hvor efter gjældende ret tinglysning har været anseet nødvendig til en fuldt beskyttet overgang af eiendomsretten. At odelslovens §9 skulde antages at have opstillet et nyt og absolut krav paa en tinglysning alene for odelspræskriptionena skyld synes paa forbaand at have formodningen imod sig. Og undersøger man høiesterets begrundelse i den anførte række af domme (særlig klar i dommen afødt xx.xx.1877), vil man se, at det for høiesteret afgjørende spørgsmaal stadig har været: Naar er eiendomsretten gaaet over? (med fuld retsbeskyttelse vil man nu tilføie). I en række forskjelligartede tilfælde af afhændelser inter vivos har høiesteret antaget, at det for eiendomsovergangen afgjørende tidspunkt er tinglysningen af hjemmelsbrevet, og at følgelig forældelsesfristen først da begynder sit løb. I det foreliggende tilfælde, hvor odelsgodset er gaaet ud af ætlægget ved arv, staar imidlertid sagen ganske anderledes. Der er i teori og praksis fuldkommen enstemmighed om, at eiendomsretten ved arv (saavel ex testamento som ex lege) gaar over - og det med fuld retsbeskyttelse - uden tinglysning. (Naar saadan alligevel her sker, er det af andre grunde end for retsbeskyttelsens skyld). Dette er efter min opfatning sagens kjerne. - - -
Af overrettens dom hidsættes:
- - - Ogsaa med hensyn til det foreliggende realitetsspørgsmaal, hvorvidt appellantindens odelsret kan siges at være præskriberet, kommer overretten til samme resultat som underretten, idet man tiltræder i alt væsentlig den i dommens første del givne begrundelse og forøvrig henviser til den af professor Skeie i sagen givne betænkning afødt xx.xx.1907, medens man finder det overflødig at indgaa paa de mere almindelige betragtninger, som underretten betegner som værende nærmest af legislativ betydning.
For overretten er det paa det rene, at Johan Skaugstads enke samme dag, som dødsfaldet fandt sted den 7 august 1903 tilkjendegav ligeoverfor den offentlige myndighed, at hun overtog boet efter sin afdøde mand. Fra den dag var hun ifølge loven eneeier af gaarden Gunbjørud med fuldt beskyttet eiendomsret, uden at hun behøvede at tinglyse testamentet. Gaarden gik dermed ud af hendes mands ætlæg. Bestemmelsen i odelslovens §6 om tinglysningstiden som udgangspunkt for odelshævdsperioden kan ifølge lovens forarbeider kun antages at gjælde i de tilfælde, hvor tinglysning er paakrævet for at vinde fuldt beskyttet eiendomsret (altsaa i almindelighed ved overdragelseshandler inter vivos), og det vilde da ikke være rimelig at opstille en strengere regel ved spørgsmaalet om udgangspunktet for præskriptionsfristen efter §9. Skulde odelshævd kunne regnes fra testamentets tinglysning, vilde der for en arving komme til at løbe odelshævd, endog førend han gjennem arvefaldet var blevet godsets eier. - - -
Lorentz Rynning kst. Fr. Dop kst. Haakon Salvesen kst.