Rt-1855-561
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1855-05-19 |
| Publisert: | Rt-1855-561 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 257. O.nr. 33. |
| Parter: | Hans Christophersen Stildum og Sølfest Hansen Urdal, som Værge for Peder Christophersen Stildum, mod Lars Sjursen Lavold. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | Odelsloven (1821) §20, Norske Lov (1687) 1-, 1-, 1-, 1-, 3-, 4-, 5-, 5- |
Til Gaarden Stildum i Lyster fremstod i Aaret 1852 samtidig to Odelsprætendenter, nemlig Lars Lavold og den umyndige Peder Stildum med Værge, Sølfest Urdal. Enhver af Prætendenterne forfulgte sin Ret selvstændig, Lars Lavold ved betimelig Indkaldelse af Godsets daværende Eier, Jens Pedersen Heltne, til Forligelsescommissionen, samt ved Udsigelse, forkyndt den 6te December 1852 saa vel for Eieren, Jens Heltne, som for Brugeren, Hans Stildum, og ved Indstævning af Jens Heltne til Odelstart, der for begge Prætendenters Vedkommende efter Odelsloven blev berammet til samme Dag, næste 11te Juli, paa Odelstomten. Ved Anhængiggjørelsen af Lars Lavolds Stævning erklærede den tilstedeværende Jens Heltne, at han Intet havde at erindre mod Forretningens Afholdelse. Efter at derpaa den anden Prætendent havde fremlagt sin Stævning og en Deel Brevskaber - hvoraf blandt Andet, efter hvad der var in confesso, fremgik, at Odelsgodset ved Skjøde af 5te Marts s. A., thinglæst 5te April næstefter, var solgt til Brugeren, Hans Stildum, hvem Sølfest
Side:562
Urdal ogsaa havde ladet varsle for Processens Skyld, og begjærede paaraabt - fremstod Hans Stildum, og formeente, at han af Lars Lavold burde have været varslet til Taxten, mod hvis Fremme for Peder Stildums Vedkommende han derimod erklærede, at han Intet havde at erindre, medens han protesterete mod dens Fremme for Lars Lavolds Vedkommende. Til denne Protest sluttede sig nu ogsaa Sølfest Urdal paa sin Myndlings Vegne, idet han fortrinsviis paaberaabte, at Lars Lavold ikke havde beviist sin Odelsret til Godset, men derhos ogsaa søgte at gjøre gjældende den af Hans Stildum fremsatte Indsigelse om manglende Varsel. Tvisten blev paa Stedet afgjort ved en uden Præmisser afsagt Eragtning, der gik ud paa, at «den af Lars Lavold incaminerede Taxtstævning afvises,» hvorimod Taxten for den anden Odelsprætendents Vedkommende tillagdes Fremme saaledes, at Godset alternativ taxeredes for 800 og 1000 Spdlr. Denne Eragtning paankede Lars Lavold til Bergens Stiftsoverret, hvor hans Sagfører den 17de October 1853, da Sagen efter hans Stævning paaraabtes, lod møde og anmelde Sygdomsforfald som Hinder for at incaminere den, men begjærede Henstand til næste Ret. I denne Henstand samtykkede den Sagfører, der mødte og meldte sig for de Indstævnte, som efter Stævningen var, foruden Citanterne for Høiesteret, tillige Jens Heltne. I sit senere Tilsvar bemærkede han dog, at han ved den 17de October at melde sig til Protokollen ikke havde været opmærksom paa, at Sidstnævnte ogsaa var indstævnt, og at hans Samtykke til Udsættelsen af Sagens Anhængiggjørelse ikke gjaldt denne, for hvem han ikke var anmodet om at afgive Møde. Efter denne Erklæring og Beskaffenheden af Jens Heltnes Procedure i første Instants frafaldt Lars Lavolds Sagfører sin Paastand mod Jens Heltne - for hvem heller Ingen senere meldte sig - paa Deeltagelse med de øvrige til Overretten Indstævnte i Ansvaret af Sagsomkostningerne. Ved Overrettens Dom af 12te Juni 1854 blev den paankede Eragtning underkjendt, og Hans Stildum under ugentlig Mulct af 1 Spdlr. til Lysters Fattigkasse paalagt, til første
Side:563
efter Udløbet af terminus exsecutionis «forefaldende, af Underdommeren berammende, betimelig Tid», paa egen Bekostning at førfriske den af Lars Lavold tilstævnte Odelstaxtforretning, og sætte den i samme Stand, hvori den ved Eragtningens Afsigelse befandtes, hvorhos han blev paalagt at betale Lars Lavold Sagsomkostningerne for Overretten med 15 Spdlr. I Høiesteret, hvortil de ovennævnte Eitanter indankede Sagen, udgik den paa Grund av Indstævntes Udeblivelse til skriftlig Behandling, og ved Dom af 19de Mai 1855 blev Overrettens Dom stadfæstet. I Ankestævningen var Lars Lavold kaldt Lars Sævold; men Sagen og Personen var for Øvrigt saaledes betegnede, at der ikke kunde være Tvivl om, at der ved Lars Sævold har meent Lars Lavold, for hvem ogsaa Stævningen efter dens Paategning af Stævnevidnerne fandtes forkyndt. At Jens Heltne ikke til Høiesteret var stævnt enten som Part eller for Processens Skyld, kunde naturligviis ikke være til Hinder for Sagens Paakjendelse i Realiteten for de Øvriges Vedkommende. (Jfr. Rt-1855-552-559)e . Hvad Paankens Gjenstand angaaer, da paaberaabte Citanterne sig, blandt Andet, det i Rt-1852-24-32, meddeelte Præjudicat, som dog her maatte ansees uanvendeligt. Høiesteret har i hin Sag uden Tvivl været af den Mening, at den nærmere Odelsmands Salg af Godset, om det end afskjærer hans Løsningsret mod Kjøberen - hvem han som Hjemmelsmand maa lade i rolig Besiddelse af den overdragne Eiendom, saa længe den ikke frivillig tilbageskjødes - dog ikke indeholder nogen Fraskrivelse af hans Fortrinsret mod de fjærnere Odelsberettigede, følgelig ikke af hans Ret til, efter Tilbageskjødning at beholde Godset, naar de søge at gjøre sin Løsningsret gjældende; og dermed var Høiesterets Frifindelsesdom i hin Sag allerede tilstrækkelig begrundet, da Betingelserne for Odelsløsning under enhver processual Forudsætning maae ansees bortfaldne, naar Godset virkelig er overdraget til en nærmere Odelsmand end Sagsøgeren. Anderledes forholder det sig i et Tilfælde som det, hvorom man i denne Sag tvistede. Skulde
Side:564
Løsningsmanden ikke ansees at have fyldestgjort Odelslovens §20 ved at stævne den, der ved Forligsprøven og Udsigelsen var Jordens Eier, til den paafølgende Taxt næste Sommer, men kunne henvises til enhver ny Eier, der maatte indtræde inden Taxtens Afholdelse, vilde Odelsretten altid kunne spildes ved gjentagen Ombytning af Eier, idet der hvert Aar vilde kunne indsættes en ny Eier, med hvem Løsningsmanden maatte begynde forfra, da han i saa Fald lige saa lidt kunde forskaanes for ny Forligsprøve og Udsigelse, som for ny Stævning til Taxt og Dom; ja Omstiftningen af Eier vilde have samme Virkning, om den først skeede mellem Taxt og Dom, eller mellem Dom og Løsning, da den nye Eier lige saa vel maatte kunne unddrage sig Virkningen af den ene som af den anden Retshandling, hvortil han ikke var stævnt. Paa samme Maade vilde enhver Tilbagesøgning kunne spildes, enten Tingen blev hændet tilbage fra Hjemmelsmand til Hjemmelsmand, eller den blev afhændet fremad fra Mand til Mand. Men ligesom Loven ikke har villet tillægge Omstiftningen af Eier nogen afbrydende Indflydelse paa Hævd, med Mere, naar ellers Intet begrunder Forandring i Forholdet, saaledes har den heller ikke villet tillægge den nogen afbrydende Indflydelse paa Søgsmaal, og Odelslovens §20, som heller intet Hensyn tager til Omstiftning af Eier, maa være bygget paa den af Forholdets Natur flydende Grundsætning, der findes udtalt i L. 1-11. Man har imidlertid seet mærkelige Exempler paa Bortforklaring af dette Lovscapitel, som aldeles ubrugbart for Tiden - dvs: alene beregnet paa en Mellemkomst, der ikke længer finder Sted - eller i alle Fald indskrænket til nødvendig Hjemmel. Men betragter man dets Indhold noget nærmere, vil man næppe finde det saa uanvendeligt paa vore Forhold, eller dets Bestemmelser saa dunkle og forvirrede, som der paastaaes. Vel lader det sig ikke negte, at dette Lovscapitel, hvis Kilde er Christian den tredies coldingske Reces af 13de December 1558, blandt Andet sigter til den Misbrug, at adelige Godseiere selv eller ved sine Forvaltere traadte i sine indstævnte Bønders Sted, for at drage Sagen over til
Side:565
sit eget Værnething, hvor dens Udførelse blev saa besværlig og bekostelig for Sagsøgeren, at han som oftest var ude af Stand til at fortsætte den, eller fandt bedre Regning ved at lade den falde; men denne Misbrug havde udbredt sig til flere Forhold, hvoraf Capitlet ogsaa bærer Spor, og dets Hensigt er kjendelig nok at gjennemføre Grundsætningen i dens Almindelighed. Der forudsættes kun, at Nogen «vil være» Hjemmel paa sine egne eller sit Herskabs Vegne, og dermed vil drage Andre fra deres Ret, hvilket meget vel lod sig gjøre i videre Udstrækning, uden at Hjemmelsmanden var adelig Godseier eller Forvalter hos en saadan Mand (Art. 1); der skjelnes udtrykkelig mellem den frivillige Hjemmelsmand, som skal være vederhæftig, og den nødvendige Hjemmelsmand, som ikke behøver at være det (Art. 2), ligeledes uden Hentydning til adelige Godseiere, om hvis Vederhæftighed der i saadanne Tilfælde vel ikke vilde have været Tale; der handles ikke alene om Birkething, men om alle andre Værnething (Art. 4), uagtet de adelige Godseieres Bønder i alle Fald faare sjælden kunde drages ind under noget af disse. Endelig begribes ikke, hvad Grund der skulde have været til at tilstede Andre som Hjemmelsmænd i videre Forstand at spilde eller til Stade forhale nogen Mands Ret og Søgning, medens det forbødes adelige Godseiere og nødvendige Hjemmelsmæend. Tvertimod maatte det paa Grund af Aarsagernes Lighed forbydes Enhver, at bruge saadanne Lovtrækkerier, som det af hele Hjemmelscapitlet er klart nok, at Loven ganske almindelig har villet forebygge. Hvad der imidlertid har vakt Uvilje mod hele dette Lovscapitel, er aabenbar den Omstændighed, at det, skjønt kun under betryggende Betingelser, dog utvivlsomt anerkjender Gyldigheden af Delegation uden Modpartens Samtykke* ), og det paa en Maade, der afskjærer al
Side:566
Adgang til at tale om Undtagelse fra en modsat Regel her, som ved de øvrige, mindre almindelige, skjønt meget omfattende, Bestemmelser af lignende Beskaffenhed (L. 5-2-84 og Frd. af 5te Januar 1813, §29 og §58, samt Frd. af 14de September s. A., §10; L. 5-1-9 til 12, der kun fordrer Arvingernes men ikke Creditorernes Samtykke; L. 3-21-9 og Frd af 9de August 1754, §13; L. 4-1-37, m. fl.). Men naar man har troet at kunne hjælpe sig uden L. 1-11, ved i Regelen at negte Gyldigheden af Delegation af Gjælsforpligtelser (enten de ere forbundne med tilstrækkeligt Pant, eller ei), da har man overseet de ovenberørte Tilfælde, hvori dette Capitels Bestemmelser ikke saa let kunne undværes (saa vel som de Ulemper, der ere forbundne med vedvarende personligt Ansvar for Hæftelser paa Eiendomme, der gaae fra Haand til Haand, gvor betryggende Sikkerhed de end afgive). Hvori det Dunkle og Forvirrede skal bestaae, indsees heller ikke. Raar Ordet «Hjemmel» tages i sin almindelige Betydning, og man lægger Mærke til, at Talen er om Enhver, der under allerede anlagt Sag vil træde som Selvskyldner i den Sagsøgtes Sted, for at befrie ham fra Søgsmaalet, uden Indskrænkning til saadanne Tilfælde, hvori Hjemmelspligt allerede er paadragen, eller til visse Stænder eller Forhold, da maa man finde klart og redigt nok, hvad hele Capitlet indeholder; thi Intet er naturligere, end hvad der for Øvrigt siges med tydelige Ord, nemlig at den, der saaledes frivillig indtræder som Selvskyldner, for at udfrie den Sagsøgte, skal «strax personlig stande i samme Sted, under samme Forfølgning lide og undgjælde, hvis Lovmaal udi samme Ret kan paafølge, paa det at ingen Mands Ret og Søgning skal spildes, eller til Skade forhales.» Fremdeles er Intet naturligere, end at frivillig Hjemmel ikke skal staae for fulde uden Vederhæftighed, naar Sagsøgte derved skal kunne befries, uden at Sagsøgerens Ret skal spildes medens Sagsøgte derimod skal kunne henskyde sig under den nødvendige Hjemmel, som «bør at svare dertil med Rette,» uden Hensyn til dennes Vederhæftighed - hvorved tydelig nok forudsættes, at Sagsøgte ikke
Side:567
har noget eget Ansvar, der binder ham til Sagen. Endelig er Intet naturligere, end at Tvisten, uagtet Hjemmelsførelsen, skal behandles og paadømmes saaledes, at begge Parter vederfares samme Ret, som om den Sagsøgte var vedbleven at staae for Sagen. Naar man finder saadanne Bestemmelser dunkle og forvirrede, eller paastaaer, at de lede til Ophævelse af Begrebet om juridisk Ret, og Tilintetgjørelse ag Grundregelen i L. 5-1-2, da er det, fordi man i flere væsentlige Dele paa fri Haand har dannet sig Begreber om vor positive Ret, som ingen Hjemmel finde i Tingens Natur eller i Lovgivningen, men tverimod støde an mod utvetydige Forskrifter af heelt modsat Indhold. Enten Contracten opfyldes af Den, der har indgaat den, eller af en Anden paa hans Vegne, ansees i Almindelighed ligegyldigt; og vegrer hin sig ved selv at opfylde den, er Sagsøgeren ikke værre faren ved at faae en Hjemmelsmand at holde sig til i hans Sted paa de i L. 1-11 opstillede Vilkaar, end om Sagen fortsattes mod ham selv. Hvad der siges om Hjemmelscapitlet i Forhold til 5-1-2, maatte med langt større Føie kunne siges om de Bestemmelser, der tillade Delegation i Tjenesteforhold, hvor dog Individualiteten almindeligviis maa kunne forudsættes at være kommen væsentlig i Betragtning ved Contractens Afsluttelse; men Lovgivningen lægger i disse som i mangfoldige andre Bestemmelser en Retsanskuelse for Dagen, der ikke tilsteder en saadan Bogstavfortolkning, hverken af L. 5-1-2 (hvorved man dog godkjender Mangt og Meget, der bogstavlig er «imod Loven»), eller af andre lignende Lovbud. Den samme Uvilje mod Delegation, der har ledet Nogle til at sætte sig aldeles ud over hele Hjemmelscapitlet, har bevæget Andre, der ikke tør negte Anvendeligheden af dets tydelige Forskrifter, til i ethvert Tilfælde at fordre reel Sikkerhedsstillelse i Stedet for anerkjendt Vederhæftighed hos Hjemmelsmanden, medens man ikke gjør saa strenge Fordringer efter L. 1-19-4, naar det gjælder at sætte en Mand i Fængsel for ubeviist Gjældskrav, stort eller lidet. Men jo utilbøieligere man er til at erkjende Gyldigheten af Delegation uden
Side:568
Creditors Samtykke, paa hvad Vilkaar den end for Resten steer, jo tilbøieligere maatte man være til at erkjende Anvendeligheden af den i L. 1-11 udtalte Grundsætning, at allerede anhængiggjort Søgsmaal ikke bør kunne spildes ved en Andens Indtrædelse i Sagsøgtes Sted med Hensyn til den omtvistede Gjenstand, og at Sagen følgelig bør kunne fremmes paa samme Maade, som før, altsaa Dommen ogsaa kunne iverksættes lige saa vel mod Eftertræderen, som mod Forgængeren - Noget, der ei alene flyder af Begrebet om Indtrædelse i en Andens Retsforhold med afledet Adkomst, men tillige maa ansees erkjendt i L. 1-22-40; thi den Undtagelse, der gjøres for Underretsdomme over Afdøde, maa uden Tvivl betragtes som en for Arvinger særegen Begunstigelse, lig den, der er tillagt dem i L. 5-2-84, m. fl., og i alle Fald kan man dog ikke med Føie antage, at Loven har villet sætte fremmede Eftertrædere i gunstigere Stilling, end Arvinger, i dette fremfor andre Henseender. Er Grundsætningen i L. 1-11 anvendelig i Odelssager, uagtet Odelslovens §20 ikke selv afgjør dette Spørgsmaal, maa den ogsaa være anvendelig i andre Tilfælde af lignende Beskaffenhed, og navnlig i alle Tilbagesøgningstilfælde, hvorfor ingen særegen Undtagelse er gjort saaledes, som til Er. i Bankfundationens §66. At den er anvendelig i Odelssager, viser Høiesterets Dom i nærværende Sag, der ikke skjønnes at kunne være bygget paa anden Grundvold. Havde den nye Eier af Godset havt Krav paa Domstævning, maatte han ogsaa have havt Krav paa Taxstævning fra Lars Lavolds Side; thi den kunde hverken gjøres overflødig ved den blotte Udsigelse, hvorefter Odelsloven ligefuldt kræver Varsel til Taxten; eller ved Peder Stildums Taxtstævning, da den ene Parts Stævning lige saa lidt i dette som i andre Tilfælde kunde erstatte den andens; eller ved det afgivne Møde, der uagtet den havte Anledning til at iagttage det Fornødne lige saa lidt her som ellers kunde afskjære Adgangen til Varselsindsigelsen, der betimelig blev fremsat. Skulde der gjøres strengere Fordringer med Hensyn til Varsel i det ene end i det andet Tilfælde, maatte
Side:569
det desuden vel fornemmelig være ved Taxtforretningen, saa vel før som efter at der ved L. af 28de August 1854, §20, blev gjort et Tilbageskridt til L. 1-4-1, hvad Mænds Opkrævelse angaaer. Det maa derfor antages, at Høiesteret har sat den under Sagens Drift indtraadte Omskiftning af Eiere ud af Betragtning, skjønt den ikke vel kunde forudsættes Lars Lavold ubekjendt, da Skjødet uden Tvivl allerede var thinglæst, inden han udfærdigede sin Taxtstævning til den forrige Eier - og med denne Stævning maa Odelslovens §20 altsaa i ligefuldt være anseet fyldestgjort. Meningen hermed maa naturligviis være den, at han efter erhvervet Taxt og Dom mod den forrige Eier skal kunne løse Odelsgodset, i hvis Hænder det end videre maatte være kommet, og det rimeligviis efter upaanket Underretsdom, saa vel som efter høiere Dom. Hvor vidt den, der i utilregnelig Uvidenhed om allerede foregaaet Omskiftning af Eiere anlægger Sagen imod den forrige Eier, bør kunne fortsætte den paa samme Maade og med samme Virkning mod den nye Eier, som om denne først efter Sagsanlægget var traadt i den forrige; Eiers Sted, vil vel beroe paa, om lige Utilregnelighed kan forudsættes paa den anden Side, i hvilket Tilfælde den nye Eier uden Tvivl maa behandles efter almindelige Rettergangsregler.
- ) «Paa det at ingen Mands Ret og Søgning skal spildes, eller til Skade forhales» (Art. 1), hvilket ikke vilde kunne blive Tilfældet, dersom Sagsøgerens Samtykke udfordredes til Hjemmelsførelse, eller den Sagsøgte ikke befriedes saaledes, at Sagsøgeren kunde tabe sin Fordring ved Hjemmelsmandens Avederhæftighed (Art. 2).