Rt-1871-768

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1871-10-17
Publisert:	Rt-1871-768
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 97/2 1871
Parter:	Samuel Hørgen (Lasson) mod Overretssagfører Hansteen som Kurator i David og Birthe Solbergs Bo (udebleven).
Forfatter:	Hjelm, Thomle, Andresen, Saxlund, Hallager, Justitiarius Lasson
Lovhenvisninger:	Arveloven (1854) §73, Norske Lov (1687), §60, §61, §74

Efter konfirmeret og thinglæst Testament afødt xx.xx.1844 mellem Ægtefællerne David og Birthe Solberg i Hurum, skulde den Længstlevende af dem for sin Levetid ene og allen eie, bruge og beholde deres fælles Bo som sin retmæssige Eiendom, men Boet efter deres Død skiftes mellem deres Arvinger. Den 19 Febr. 1853 udfærdigede de en saakaldt «Vidneerindring», hvorved de «udstedte» som «Gaver» til deres Fostersøn, Hans Storsand, 1000 Spd., 1 Hest, 2 Køer, 2 Faar, 1 Ploug og 1 Harv, hvilket han dog først skule «faa i Besiddelse», naar den længstlevende af Ægtefællerne var død, ligesom de og erklærede det for deres Villie, at han skulde have deres Anpart i Gaarden Solberg (5 Skylddaler) efter den længstlevende Ægtefællernes Død for en billig Taxt eller Kjøbesum. Derved skulde hans «Arveret» til deres Bo som Brodersøn være «uindskrænket».

Efter to Vitterlighedsvidners paategnede Erklæring blev danne,«Vidneerindring» underskreven og vedtagen af Ægtefællerne ved Fornuftens fulde Brug. Den er thinglæst 1 Novbr. s. A., Reciproktestamentet først 24 Jan. 1854. David Solberg døde først - naar, er ikke oplyst - og medens Enken levede, blev hos Hans Storsand gjort Indførsel:

1) af Thore Loven 29 Juni 1863 for 89 SPd. 94 ss bl. A. i de ovennævnte 1000 Spd med Forbehold af behørig Legitimation for, at Arven allerede da kunde ansees falden - thinglæst 15 Juli næstefter.

2) af Kjøbmand Engstrøm 3 Febr. 1864 for 284 Spd. 48 ss i Do. under sædvanligt Forbehold af Andens bedre Ret.

3) af Samuel Hørgen den 5 April s. A. for 293 Spd. 93 ss i samme 1000 Spd. med samme Forbehold. Af dette Udlæg sees, at Hørgen ved Transport var bleven Eier af Fordringen Nr. 2. Nr. 2 thinglæst 15 Febr., Nr. 3 den 15 April 1864. Hertil kommr endvidere.

4) Transport afødt xx.xx.1864 fra Hans Storsand til Hørgen (for 50 Spd.) paa Overskuddet ar samme 1000 SPd. efter skadesløs Dækkelse af Nr. 1, 2 og 3 - hvori det heder, at «Gavebrevet» afødt xx.xx.1853

Side:769

samme Dag er overleveret Hørgen og senere skal blive beroende hos Overretssagfører Nørbech, der skal besidde det paa Begges Vegne. Dernæst

5) Overdragelse afødt xx.xx.1864 fra Hans Storsand til Hørgen (for 4 Spd.) ei allene af de i den saakaldte Vidneerindring nævnte Løsøregjenstande, som Hørgen uden Mellemkomst af ham eller Rettens Middel skulde kunne tage i Besiddelse, men ogsaa af hans Ret til de deri nævnte faste Eiendomme, hvilke han paa egen Haand skulde have at besørge sig i sin Tid tilhjemlede og ryddiggjorte. Nr. 4 og 5 thinglæste 1 og 16 Aug. s. A.

Den 7 Jan. 1866 døde Birthe Solberg.

6) den 10 Jan. 1866, Kl. 12 3/4 Middag, gjorde Anton Grønsand Indførsel hos Hans Storsand for 297 Spd. 3 1/2 ss i hans Tilkommende i Boet efter David og Birthe Solberg, «hvad enten det bestaar i Arv, Gave, Testament, Legat eller pa anden Maade».

7) samme Dag, Kl. 1 1/2, fik Restauratør Gulbrandsen gjort Indførsel hos Hans Storsand for 113 Spd. 38 1/2 ss i samme Udlægsgjenstand, og

8) samme Dag Kl. 2 1/2, fik Thore Loven nyt Udlæg i samme Gjenstand til yderligere Betryggelse for Tilfælde, at Indførselen Nr. 1 ikke skulde agtes tilstrækkelig til at sikre ham det derunder givne Udlæg. Disse 3 Udlægsforretninger thinglæstes 15 Jan. næstefter. Den 20 Oktbr. s. A. opgav Hans Storsand Renterestantserne af Nr. 7 og 8, erkjendte forøvrigt disse Fordringer, frafaldt Anke og lod dem udbetale af Boets Kurator. Og

9) den 27 Febr. s. A. havde han givet Ketil Hof, for udlagte Penge, Transport paa 80 Spd. af sit Tilkommende i Boet saavel i Egenskab af Arving som af Legatar (thinglæst 3 Marts næstefter): og endelig fik

10) og 11) S. Hørgen den 2 Marts f. A. i Anledning af opstaaet Tvist om Gyldigheden af Udlæggene Nr. 2 og 3 nye Indførsler for resp. 294 Spd. 79 ss og 303 Spd. 66 1/2 ss i den Hans Storsand tilkommende Gave i de Afgangens Bo, i Realisationssummen for de ham skjænkede Kreaturer og Løsøreeffekter, samt endelig i hans Arvepart (thinglæst næste Dag). Desuden skal i Februar og Marts s. A. være givet et Par andre Fordringshavere Udlæg hos H. Storsand i de samme Ting. Imidlertid fik denne, der ogsaa skyldte Boet Penge, med Afdrag deraf, i det Hele kun udlagt 758 Spd. 109 ss, som blev anvist til Udbetaling af dets Kurator og Inkassator Hansteen med Bemærkning, at der paa dette Udlæg hvilede thinglyste Heftelser, som ikke kunde sees at være afgjorte. A. Grønsand henvendte sig derpaa med Nr. 6 til Hansteen om Betaling (som bedst prioriteret), men da Hansteen ikke vilde afgjøre Spørgsmaalet om Fortrinsretten, blev han af A. Grønsand efter forgjæves Forligsprøve mellem dem, sagsøgt til Betaling afødt xx.xx.16 ss (hvortil Fordringen imidlertid var reduceret) med Renter. Da Hansteen havde taget til Gjenmæle med monitorisk Stevning til Hans Storsand og de ovenberørte øvrige Fordringshavere med Bemærkning, at de, hvis de ikke varetog sit Tarv under Sagen, vilde blive anseede for at have frafaldt enhver Paastand paa sit Udlæg, mødte efter dette som Intervenienter:

a) Samuel Hørgen med Nr. 2, 3, 4, 5, 10 og 11 med Paastand at erholde det omtvistede Skifteudlæg med Renter og Omkostninger, efter at Nr. 1 var fyldestgjort deraf.

b) Thore Loven med Nr. 1 og 8, samt

c) Restauratør Gulbrandsen med Nr. 7, begge med principal Paastand om at kjendes fortrinsberettigede til Dækkelse af Skifteudlægget, hun for 98 Spd. 100 1/2 ss, med Renter og thinglysningsgebyhr, og Thore Loven med subsidiel Paastand af samme Indhold som Nr. 1.

Side:770

d) Ketil Høf med Nr. 9 og lignende Paastand om Dækkelse efter Fyldestgjørelse af 6, 7 og 8.

Hansteen paastod for Tilfælde af Afvisning Kost og Tæring hos Vedkommende og i Realiteten Rettens Bestemmmelse af Fortrinsretten til Betaling af Udlægget, saavidt tilstrække kunde, Frifindelse for Øvrigt og Forsvarsomkostninger. Den første Del af Paastanden har uden Tvivl Hensyn til Forligsprøven, der kun var anstillet mellem Sagens oprindelige Parter, samt mellem Hansteen og Intervenienterne, ikke mellem disse indbyrdes, for hvis Vedkommende den dog hverken efter Tingenes Natur, Forligslovgivningens Bestemmelser eller Praxis kan ansees nødvendig. Ved Underrettens Dom afødt xx.xx.1868 blev Hansteen tilpligtet af de 758 Spd. 4 Ort 13 ss at udbetale først Thore Loven Nr. 1 med 89 Spd. 94 ss med Renter, dernæst Samuel Hørgen Nr. 2 og 3 med 577 Spd. 83 ss ligeledes med Renter, dernæst Anton Grønsand Restbeløbet, saavidt tilstrække kunde til Dækkelse af Nr. 6; men i Øvrigt blev han frifunden for Sagførerens og Interveninienternes Tiltale og Omskolningerne ophævede. Denne Dom blev af Anton Grønsand og Samuel Hørgen paanket til Overretten, ved hvis 1 Afdelings Dom afødt xx.xx.1870 følgende Prioritetsorden blev bestemt: 1) Anton Grønsand fro Nr. 6, 2) Restauratør Gulbrandsen for Nr. 7, 3) Thore Loven for Nr. 8, 4) Ketil Hof for Nr. 9, 5) Samuel Hørgen for Nr. 10 og 11 og Hansteen i Overensstemmelse dermed paalagt at betale Anton Grønsand 268 Spd. 16 ss med 6 pCl. aarlig Rente af 255 Spd. fra 28 Jan. 1865 til 26 Juni 1866, afødt xx.xx.119 ss fra 26 Juni 1866 til 26 Decbr. s. A. afødt xx.xx.97 ss fra 26 Decbr. 1866 til Betaling sker, og dernæst saavidt tilstrække kunde, til Samuel Hørgen 598 Spd. 26 ss med reserverede Renter. Omkostningerne for begge Retter ophævedes. Denne Dom har Samuel Hørgen ved Stevning afødt xx.xx.1870 paaanket til Høiesterets 1 Session d. A. Da de Indstevnte ved Sagens Paaraab den 2 Juni sidstl. Efter lovligt Varsel udeblev, udgik Sagen til skriftlig Behandling og optoges den 7 Juli med behørig Dokumentation og med Deduktion, hvori paastaaes, at Overrettens Dom underkjendes og derhen forandres, at Samuel Hørgen tilkjendes Resten af det Hans Storsand i Boet efter David og Birthe Solberg tildelte Udlæg 758 Spd. 109 ss, efterat Thore Loven er dækket for sine 89 Spd. 94 ss med Renter, samt at Appellanten tilkjendes Omkostningerne for alle Retter.

Hovedspørgsmaalet i Sagen er, som man vil se, om den saakaldte Vidneerindring er at betragte som Kodicil til Reciproktestamentet, altsaa som gjenkaldelig testamentarisk Disposition i Forhold til Hans Storsand, eller som en kontraktmæssig, i Folhold til Hans Storsand, eller som en kontraktmæssig, i Forhold til ham bindende, donatio morits causa, hvorved han sub conditione suspensiva med Hensyn til Besiddelsen fik virkelig Eiendomsret over Tingene. Med de foregaaende Retter antager jeg, at Meningen allene har været en testamentarisk Disposition. Der er efter Forholdets Natur ingensomhelst Grund til at forudsætte, at Ægtefolkene har villet paadrage sig nogen Forpligtelse i Forhold til Fostersønnen med Hensyn til, hvad de indbyrdes, ikke med ham, er blevne enige om at efterlade ham, uden mindste Vink til Indskrænkning i deres egen fulde Raadighed over Boets Midler, og skjønt Arveloven er yngre end Vidneerindringen, maa dog den i samme Lovs §61 udtalte deklaratoriske Regel ansees saa ligefrem grundet i Tingens Natur, at der ikke kan være mindste Tvivl om dens fulde Gyldighed saavel før som efter dens Omtagelse i den nævnte §. Dokumentets hele Form er desuden paatagelig testamentarisk, ikke kontraktmæssigt. Der tales kun om Ægtefællernes Villie og Enighed; Vidnernes Attestation er den allerede da brugelige ved Testamenter; at det i denne, som man ser, af en Almuesmand forfattede Erklæring heder

Side:771

«udsteder som Gaver», gjør naturligvis Intet til Sagen, da et Testament efter sin Natur virkelig er et Gavebrev, og at Hans Storsand har faaet fat paa Erklæringen, hr ladet den thinglæse og overleveret den til Hørgen uden at der er oplyst, hvorledes ham er kommen i dens Besiddelse, kan heller ikke begrunde nogen anden Opfatning af Forholdet, hvorimod Reciproktestamentets senere Thinglysning lader formode, at den er skeet for at forebygge Misbrug af Vidneerindringen. Endelig kan heller ikke den Omstændighed, at Legatet erklæres ikke at skulle gjøre Indskrænkning i Legatarens Arv efter Loven, medføre, at Legatet betragtes anderledes end som testamentarisk Arv. Jeg maa saaledes ogsaa være enig med de foregaaende Retter i, at Hans Storsand, der inden begge Ægtefællernes Død kun havde eventuel Adkomst til Erhvervelse af, hvad de efterlod ham, men ingen Eiendomsret til Noget deraf, uhjemlet har disponeret derover før Enkens Død, da det Altsammen kun var ventendes Arv. (L.s 5-2-82, Arvel.s §73). Med Hensyn til Indførslerne har imidlertid Underdommeren anseet sig inkompetent til at afgjøre Spørgsmaalet om de givne Udlægs Gyldighed, og har derfor; som allerede vist, i Prioritetsordenen opført dem efter deres Ælde- Overretten er derimod, som vist, kommen til et andet Udslag, som jag maa tiltræde. Efter den almindelige Regel: res judicata jus facit inter partes, tertio nec obest nec prodest, maatte vistnok Hans Storsand have paaanket Indførslerne for at undgaa deres Virkninger, men Trediemand behøvede ingen Paaanke for at gjøre sin bedre Ret til Udlægget gjældende, og hermed stemmer saavel L.s 5-6-1 som almindelig Praxis, da Udlæg ved Indførsel almindeligvis, som ogsaa her, ledsages af Forbehold af Andres mulig bedre Ret; og at Udlæg ikke gyldigen kunde gjøres hos Hans Storsand i Noget, hvortil han kun havde eventuel Adkomst, medens en Anden havde fuld Eiendomsraadighed derover, maa være klart. Jeg kommer saaledes i det Hele til samme Udslag som Overretten og skal ikke videre indlade mig paa Enkelthederne, hvortil Proceduren for Høiesteret heller ikke giver nogen Anledning. OM Tilkjendelse af Procesomkostninger kan der efter saadant Udfald ikke være Tale. Thi

konkluderes:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Hjelm.

Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende. Det bør maaske bemærkes, at Høiesteretsstevningens Forkyndelse for Restauratør Gulbrandsen kun er skeet ved et edfæstet Stevnevidne og et i det andet Stevnevidnes Forfald medtaget Vidne, hvilken Mangel dog formentlig er uden Betydning, da Gulbrandsen allene er stevnt for Processens Skyld.

J. S. Thomle.

Jeg er ligeledes i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende. C. W. Andresen.

Ligesaa. E. Saxlund.

Naar Førstvoterende opstiller det som Sagens Hovedspørgsmaal, om den saakaldte Vidneerindring er at betragte som en tilbagekaldelig testamentarisk Disposition eller som en kontraktmæssig donatio mortis causa, hvorved Hans Storsand sub conditione suspensiva med Hensyn til Besiddelsen fik virkelig Eiendomsret over Tingene, har han derved neppe holdt sig fuldstændig til Proceduren eller idetmindste til Proceduren for Høiesteret, hvor Citanten allene paastaar, at det har været Testators Hensigt Kontraktmæssig at forbinde sig ved Gavebrevet, uden at der nævnes noget om, at Hans Storsand allerede ved dette skulde have faaet en suspenderet Eiendomsret. Herom syndes der heller ikke at kunne være Tale, da det omtrent siger sig

Side:772

selv, at den, hvem Løfte er givet om Gjenstande, der saaledes som her ere betegnede in genere (1000 Spd., en Hest, to Koer, to Faar osv.) ikke in specie under nogen Omstændighed kan paastaa at have noget Slags Eiendomsret til det Belovede. Nogen virkelig Betydning erkjendes forresten det ikke har eller har havt, at Førstvoterende saaledes mindre stengt holder sig til Deduktionen, da hans Argementation god helt igjennem er rettet mod den af Citanten forsøgte Bevisførelse, og han derhos til Slutning kommer til det bestemte Resultat, at Meningen i Vidneerindringen allene har været at træffe en testamentarisk, tilbagekaldelig Disposition. Heri maa jeg ogsaa være enig, men jeg finder det ingenlunde klart, at Sagen dermed er afgjort. Det maa nemlig bemærkes, at omend Dispositionen til Bedste for Hans Storsand, dengang Testamentet oprettedes, var tilbagekaldelig - og mere har Førstvoterende ikke sagt - saa var denne Disposition dog, dengang da Exekutionerne toge sin Begyndelse, gaaet over til at blive urokkelig, idet David Solberg, som Forretningerne vise, allerede var død, og hans Enke, der med Benyttelse af Testamentet havde tiltraadt Boet, efter Arvelovens §60 ikke til Skade for Hans Storsand som en i samme Testament bestemt betegnet Person havde Myndighed til deri at gjøre Forandring. Og om Hans Storsand fra først af havde et endeligt, uigjenkaldeligt Krav pa Arv, eller han senere, inden Udlæg søgtes, fik et saadant, maatte være eldeles ligegyldigt i Forhold til hans Kreditorer; hvad det for disse kom an paa, kunde allene være, hvorvidt han havde Formue i sikker Vente (jfr. Frd. 6 Decbr. 1743 §10), og i begge Tilfælde vare hans Forventninger lige sikre eller lige usikre.

Herved vil jeg dog ikke udtale, at de før Birthe Solbergs Død afholdte Exekutionsforretninger skulde blive staaende ved Magt. Loven forbyder i 1-22-33 i ganske almindelige Ord Indførsel i ventende Arv, men Arv ophører efter den hos os raadende Terminologi ikke at være Arv af den Grund, at Vedkommendehar en uigjenkaldelig Ret. I sig selv vil det ogsaa let sees at være urimeligt, om Kreditor skulde have bedre Ret til Exekution, naar den Arv, hvori Udlæg ønskes, henstaar hos Testator, der, skjønt han ikke kan omgjøre Testamentet, dog, som her Længstlevende, ved at forøde Boet kan gjøre Arven til Intet, end naar vedkommende Debitors Forældre begge leve, i hvilket Fald Debitor, i al Fald for de 3/4 Parter har ligesaa sikkert og uigjenkaldeligt Krav paa Arven efter sin Fader og Moder, medens Alle dog maa være enige i, at der i denne Arv ikke kan tages Udlæg. Tingen er, at der i intet af Tilfældene haves Formue i sikker Vente, hvad der dog egentlig er en Betingelse for al Exekution. At iøvrigt Ordet «Arv» hos os ligesaavel bruges til at betegne Legater som den egentlige Arv, den romerske hereditas, vilde jeg fundet det overflødigt at bemærke, naar ikke Citanten havde forsøgt at gjøre en Distinktion mellem disse Ord gjældende.

Under hele Proceduren sees det forøvrigt vistnok ikke at være nogetstedes paaberaabt, at Exekution ikke skulde kunne gjøres i Gjenstande, der vare Debitor tilsagte ved uigjenkaldeligt Testament. Tvertimod synes det overalt fra begge Sider stiltiende at være forudsat, at Sagen staar og falder med Spørgsmaalet om Dispositionens Tilbagekaldelighed. Efter Indsigelsens Beskaffenhed antager jeg imidlertid, at Høiesteret ikke kan være afskaaret Adgangen til proprio motu at tage den i Betragtning (jfr. Schweigaards Proces 2 D. S. 17). Altfor besynderligt vilde det unægtelig tage sig ud, om Domstolene, direkte eller indirekte, af Hensyn til Proceduren skulde give Dom for den Retssætning, at der i ventende Arv kan tages Udlæg, naar kun Arvingens Ret er uigjenkaldelig.

Efter det Anførte kommer jeg, omend for endel ad en anden Vei, med

Side:773

Hensyn til Sagens Hovedspørgsmaal til samme Resultat som de foregaaende Voterende, med hvem jeg iøvrigt er enig. Da min Begrundelse for en væsentlig Del er forskjellig fra Overrettens, maa jeg votere for ny Konklusion, som jeg dog fortiden finder det ufornødent at formulere.

Jeg skal sluttelig endnu bemærke, at jeg for Exekutionsforretningernes Vedkommende bygger Resultatet ikke paa Arvel.s §73, der kun taler om at afhænde og pantsætte, men paa N.L. 1-22-33, der udtrykkelig siger, at Ingen kan i det, den Skyldige arve skal, lade sig indføre.

Fr. Hallager.

Forslag til Konklusion vedlægges:

Konklusion:

Indstevnte, Overretssagfører Hansteen, som Inkassator i Boet efter Ægtefolkene David Hansen og Birthe Nilsdatter bør, efterat følgende Fordringer ere syldestgjorte:

1) Anton Grønsands Fordring efter Exekutionsforretning afødt xx.xx.1866,

2) Restauratør Gulbrandsens Indførsel af samme Dato,

3) Thore Knudsen Lovens Indførsel af samme Dato og

4) Ketil Hofs Fordring efter Transport afødt xx.xx.1866 saavidt den Hans Iversen Storsand i formeldte Bo tillagte Sum tilstrækker, at betale Citanten, Samuel Hørgen, 598 - fen Hundrede otte og niti - Specialdaler 26 - seg og tyve - Skilling med efter Exekutionerne reserverede Renter. Sagens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Hallager.

Jeg er enig med Hr. Assessor Hallager og skal kun tilføie, at den Indsigelse, der ved de foregaaende Retter af Samuel Hørgen i Henhold til Arvel.s §74 var fremsat mod Ketil Hofs Fordring, ikke er gjentaget her ved Retten, og at Høiesteret saaledes ikke derom har at udtale sig.

Løvenskjold.

Ogsaa jeg betragter nærværende Sag i det Væsentlige overensstemmende med Assessor Hallagers Votum og stemmer paa Grund heraf for den af ham foreslaaede nye Konklusion.

Til Bevis om, at man heller ikke i Danmark antager, at Spørgsmaalet, om der maa gjøres Exekution i ventendes Arv, er afhængigt af, om den sidste Villieserklæring er gjenkaldelig eller ikke, henvises til Bang & Larsens Fremstilling af den danske Procesmaade 3 D. S. 477, hvor det under Læren om Exekution bl. A. heder: «Det, som den Skyldige endnu først skal arve, er i Særdeleshed undtaget fra Exekution, 1-24-31 (N.L. 1-22-33) jfr. 5-2-81 (N.L. 5-2-82), hvilket endog maa antages at gjælde omend Adkomsten til den tilkommende Arv er uigjenkaldelig, saasom en Arvepagt. Idet jeg slutter mig til denne Lære, skal jeg blot tilføie, at naar der i det nu ophævede Sportelreglement afødt xx.xx.1788, anden Afdeling §3, siges, at bl. A. «tilgodehavende Arv» er Gjenstand for Udlæg, kan herved naturligvis ikke være sigtet til ventendes Arv (jfr. Schweig. Proces II S. 387 ff.). At iøvrigt ikke blot Bestemmelsen i Lovb. 1-22-33 om ventenden Arv maa være anvendelig ogsaa paa ventendes Legat, men at ogsaa mange andre Bestemmelser om Arv t. Ex. Bestemmelserne om offentligt Skifte i 5-2-1 og 16 efter Omstændighederne maa kunne udvises til Legater, fremgaar ogsaa af Ørsteds Bemærkninger i Haandbogens 6 B. S. 641-644 og der citerede Sted af Haandbogens 4 B. S. 410-412 samt af Bang & Larsens

Side:774

ovennævnte Skrift 4 D. 11 Kap. angaaende Skiftebehandligen S. 56-62, især S. 59-60, jfr. der citerede Sted af Hansens Verk om Skiftevæsenet. I den Sag, der er meddelt i Rt-1865-386-395 var ogsaa, saavidt erindres, Spørgsmaalet, om offentligt Arveskifte kunde bringes i Anvendelse med Hensyn til Legater eller lignende sidste Villieserklæringer paa Bane, og fik i Høiesteret en bekræftende Besvarelse.

Lasson.

Efter Sagens fornyede Gjennemgaaelse kan jeg ikke finde det nødvendigt at give ny Konklusion, da Overrettens Domspræmisser ikke skjønnes at indeholde noget egentligt Urigtigt og en Stadfæstelsesdom desuden i et Tilfælde som nærværende, hvor allene Appellanten har afgivet Møde og paastaaet Overretsdommen forandret, igrunden ikke vil sige Andet, end at Paastanden herom ikke kan tages til Følge.

J. S. Thomle.

Seet. Fr. Hallager. Saxlund.

Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Hallager.

J. Blich (Indtraadt i Assessor Hjelms Sted paa Grund af hans Sygdomsforfald.)

Naar man med Overretten er enig i at bygge Resultatet paa den Grund, at Vidneerindringen allene er at betragte som en tilbagekaldelig testamentarisk Disposition, kan jeg ikke indse, at ny Konklusion skulde være nødvendig for at beskytte sig mod den maaske i Parternes Procedure, men ialfald ingensteds i Overretsdommens Præmisser udtalte Retssætning, at der i ventendes Arv kan tages Udlæg, naar blot Arvingens Ret er uigjenkaldelig. Overretten har nederst paa Side 67 udtrykkelig erklæret det unødvendigt at undersøge, hvorledes Forholdet vilde have stillet sig, hvis Spørgsmaalet havde været om en donatio mortis causa, og de procederende Advokaters Erkjendelser og Enighed angaaende Lovens Forstaaelse og rette Anvendelse har ingen Betydning eller Gyldighed for Domstolene. Jeg vedbliver saaledes mit Votum. C. W. Andresen.

Uagtet jeg fremdeles med Hensyn til Grunden for mot Votum henholder mig til Assessor Hallagers Fremstilling, antager jeg dog, at ny Konklusion efter Omstændighederne, og da Høiesterets Votering i ethvert Fald offentliggjøres, ikke er nødvendig, hvorfor jeg konkluderer som Førstvoterende, dog med Tilføiende; «saavidt paaanket er». Lasson.

Jeg er enig i, at der bør tilføies i Konklusionen: «forsaavidt paaanket er».

J. S. Thomle.

Ligesaa. C. W. Andresen. E. Saxlund.

Høiesterets Dom blev derpaa under 17 Oktober d. A. afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion men med det af Justitiarius Lasson foreslaaede Tillæg.