Rt-1874-409

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1874-05-26
Publisert:	Rt-1874-409
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 223/1 1874
Parter:	Skibsfører (Stang) mod Direktionen for Arendals Gasværk (udebleven).
Forfatter:	Blich, Andresen, Hansteen, I.S. Thomle, Hallager, Saxlund, Meldahl
Lovhenvisninger:	Bygningsloven (1845) §15, §23, §5, LOV-1848-05-31-§1, Sunnhetsloven (1860) §15, §4, LOV-1860-05-19-§4, LOV-1871-05-03-§14, LOV-1871-05-03-§1, LOV-1871-05-03-§2

Efter Indbydelse af Magistrat og Formandskab i Arendal, blev i 1866 stiftet et Aktieselskab til Anlæg af et Gasværk dersteds, og dette blev derpaa med Reguleringskommissionens Samtykke opført paa en dertil indkjøbt Tomt i den saakaldte Bendixtlev. Flere af de i Nærheden boende Gaardeiere, hvoriblandt ogsaa Skibsfører O. Gjeruldsen, hvis Hus stodte umiddelbart til Gasværket, antoge imidlertid, at Anlægget paa dette Sted var ulovligt, og da de derhos antoge, at de i flere Henseender vilde komme til at lide ved den Røg og Stank, som Driften af Gasværket vilde afstedkomme, beskikkede de i Oktbr. Maaned 1866 saavel Reguleringskommissionen som Gasværkets Direktion med Protest mod det intenderende Anlæg, hvorhos de hos den Sidste reserverede sig Erstatning i Anledning af de Ulemper, som Anlægget ved dets Drift maatte befindes at medføre. Paa Beskikkelserne blev dog intet Svar afgivet, og da Gasværket, efter i Aaret 1867 at være kommen i Virksomhed, viste sig at medføre de befrygtede Ulemper, instituerede Skibsfører O. Gjeruldsen ved Stevning afødt xx.xx.1868 Søgsmaal mod Direktionen for Gasværket til Erstatning for det Tab, Skade og Værdiforringelse, der dels under Arbeidet ved Gasværkets Opførelse var paaført hans Eiendom Gr.-Nr. 54 i Bendixkleven, dels ved dets Drift fremdeles paaførtes ham m. M. Efterat en af Indstevnte nedlagt Afvisningspaastand ved Erstatning afødt xx.xx.1869 var forklaret, blev under 28 Marts 1870 Dom afsagt i Sagen af den beskikkede Sættedommer, Sagfører Boe, med Meddomsmænd, med det Udfald, at Direktionen for Gasværket for den under sammes Opførelse Gjeruldsens Eiendom paaførte Ulempe og Skade tilpligtedes at betale Citanten 18 Spd., samt for den Forringelse af Eiendommens Værdi, der er en Følge af den med Gasværkets Drift forbundne og under Sagen oplyste Stank og Lugt Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Indstevntes Bekostning, med 5 pCt. Renter af begge Beløb fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen 26 Marts 1868. Forøvrigt blev Indstevnte frifunden for Søgsmaalet, hvorhos Sagens Omkostninger ophævedes, og Sættedommerens Salar, der bestemtes til 65 Spd., paalagdes Statskassen.

Side:410

Ved Kristiansands Overret, hvortil Sagen af begge Parter blev paaanket, blev i Dom afødt xx.xx.1873 Eragtningen afødt xx.xx.1869 stadfæstet, samt Direktionen for Arendals Gasværk tilpligtet at betale Skibsfører O. Gjeruldsen 18 Spd. med 5 pCt. aarlig Rene fra 26 Marts 1868, indtil Betaling sker, men forøvrigt blev Gasværkets Direktion frifunden for Gjeruldsens tiltale og Sagen Omkostninger ophævede. Sættedommerens Salar, 65 Spd., bestemtes som ved Underretten at skulle udredes af Statskassen.

Denne Dom er af Skibsfører O. Gjeruldsen ved Stevning afødt xx.xx.1873 paaanket til Høiesteret, hvor han, efterat Sagen paa Grund af Direktionen for Arendals Gasværks udeblivelse var udgaaet til skriftlig Behandling, i Indlæg af 1 Decbr, f. A. har nedlagt saadan Paastand:

1) at Stiftsoverrettens Dom underkjendes og derhen forandres, at Indstevnte tilpligtes at udrede Erstatning til Appellanten for den Forringelse i Værdi, hans Hus med Gr.-Nr. 54 i Bendixkleven i Arendal efter det Oplyste har lidt og fremdeles lider under Gasværkets Drift formedelst Røg, Kulstøv, forpestet Stank og Lugt derfra fra Gasværket kom i Drift, formentlig 1867 og fremdeles, saalænge dermed fortsættes, enten med 30 Spd. pr. Aar Overensstemmende med Lagrettets Skjøn afødt xx.xx.1869 eller efter nyt lovligt Skjøn, optaget paa Indstevntes Bekostning, i Tilfælde hvoraf paastaaes, at der tages vedbørligt Hensyn til, at det omhandlede Gasværk, efter hvad der er oplyst, siden den 15 Aug. 1870 har været i Drift hele Aaret igjennem, og ikke, som i Førstningen af dets Anlæg, kun i Vintertiden. Af det heromhandlede Skjønsbeløb paastaaes, forsaavidt det kan ansees forfaldent, lovlige Renter tilkjendte fra Indkaldelsen til Forligskommissionen den 26 Marts 1868 til Betaling sker.

2) at det Lagrettet tilkjendte extraordinære Salar nedsættes til mindst det Halve, og

3) at Appellanten hos Indstevnte tilkjendes Processens Omkostninger for alle Retter.

Efter Paaankningsmaaden er der for Høiesteret saaledes allene Spørgsmaal om den Skade, som Appellantens ovennævnte Eiendom paaføres ved Gasværkets Drift, samt om hvorvidt Appellanten i saa Henseende hos Gasværket kan tilkjendes nogen Erstatning.

Paa Appellantens Grund Nr. 54 i Bendixkleven, der støder umiddelbart til Gasværkets Tomt, er opført er toetages Vaaningshus, der adstilles fra Gasværkets Bygninger ved det til Appellantens Hus førende Gaardsrum og Portrum, hvilket til Gaden har en Bredde afødt xx.xx.51/2 Tomme og ved Husets indre Hjørne 3 Fod 10 Tommer. Begge Eiendomme ligge langs Gaden Bendixkleven kaldet der paa dette Sted har en stærk Skraaning, saaledes at Gasværket ligger nedenfor Appellanten Grund samt paa den Side af samme, der vender mod Søen, hvorfra Luftdraget og vinden hovedsagelig kommer, medens der bagenfor er et høit Fjeld eller Fjeldvæg. Som Følge heraf er Appellanten, efter hvad han paastaar, udsat for at hans Gaard stadig forulempes ved Røg og Kulstøv, der fra Gasværket føres ind i hans Gaardsrum og Værelser, samt ved Lugt og Stank fra samme, hvorved hans Hus bliver mindre skikket til Beboelse. Han har derfor, saa paastaar han, siden Gasværket blev sat i Drift, havt Vanskelighed for at saa sin Husleilighed bortleiet, ialfald for den Leie, som han tidligere havde havt, ligesom Røgen og Kulstøvet desuden hindrer tilstrækkelig Udluftning af Værelserne og gjør Gaardsrummet ubrugeligt til Tørreplads for Klæder.

Af de i Sagen førte Vidner har 3 Vidne, som dengang boede hos Appellanten, forklaret, at han, fra den Tid Gasværket begyndte sin Virksomhed, ofte har været forulempet af særlig Stank og Lugt fra samme, idet denne trænger ind i Værelserne, om end Vinduerne ere nok saa tætte, og, naar det er paa det Værste, var det endog væmmeligt at spise. En Person, der var kommen ind til Vidnet, maatte endog paa Grund af Gaslugten gaa ud for

Side:411

at kaste op, og flere Andre, der vare komne ind til ham, have fundet Lugten saa modbydelig, at de vilde have gaaet, om det ikke havde været for Husets Folk. Gaardsrummet kunde derhos allene benyttes som Tørkeplads i de Mellemrum, hvori ingen Røg afsattes, ligesom Udluftning af Værelserne kun til disse Tider kunde finde Sted. Vidnet har tillagt, at han paa Grund heraf har faaet Afslag i Leien, og han vil have yderligere Afslag, om han skal blive boende der.

4 Vidne har ligeledes flere Gange i Appellantens Leilighed kjendt stærk Gaslugt, der har forekommet ham generende, og 5 Vidne, som bor ligeoverfor Gasværket, har forklaret, at han undertiden har seet Appellantens Gaardsrum opfyldt af Røg fra Gasværket, samt at han, at dømme fra den Omstændighed at Gaslugten har været følt meget stærk i Vidnets Hus, skjønt dette er længere fjernet fra Gasværket end Appellantens, finder, at Stanken fra samme maa være høist generende for Appellanten. Vidnet er Vidende om, at 3 V. har faaet Afslag i Leien af Hensyn til Gasværkets nære Beliggenhed, samt at han vil have yderligere Afslag, om han skal blive boende der; Vidnet har ogsaa hørt flere Andre sige, at de nok vilde bo i Appell.s Hus, naar det ikke var for Gasværkets nære Beliggenhed.

13 Vidne har ligeledes udtalt sig om, at Røgen og Stanken fra Gasværket maa være generende for Appellanten, og 14, 16 og 17 Vidne, der tidligere have været i Appellens Tjeneste, have forklaret sig i Overensstemmelse hermed, hvorhos 14 og 16 Vidne have paapeget et Par Tilfælde, hvor Stanken og Røgen havde vist sig at være til Ulempe for Beboerne. Appell.s Huslæge har edelig erklæret, at han antager det rimeligt, at Luften fra det nærliggende Gasværk kan, paa Grund af Konens Helbredstilstand, have en skadelig Indflydelse paa hendes Befindende.

Det under Sagen benyttede Lagrette har skjønnet, at Røgen, Kulstøvet og Stanken fra Gasværket maa være yderst generende for Appellanten og de øvrige Beboere af hans Hus om Stanken er skadelig for Sundheden anse de sig derimod ikke kompetente til at afgjøre at det maa være generende for dem, at Gaardsrummet ikke kan benytter til Tørreplads for Klæder uden at Røg og Kulstøv fra Gasværket lægger sig paa dem, samt at tilstrækkelig Udluftning af Værelserne af samme Grund ikke kan foregaa. Lagrettet afgav derefter det Skjøn, at den Forringelse i Værdi, som Appell.s Eiendom har lidt ved de nævnte Ulemper, maatte ansættes til 30 Spd. aarlig for hvert Aar Gasværket har været eller vil blive i Drift, hvorimod Lagrettet paa den anden Side antog, at Gasværket, saalænge dets Bygninger, Apparater og Driften er forsvarlig, ikke kan ansees at være mere ildsfarligt end andre Værksteder.

Under Sagens Drift nedbrændte Appellantens Hus ved den Arendal den 12 Juli 1868 overgaaede Ildebrand, af hvilken Omstændighed Indstevnte tog Anledning til at fremkomme med Indsigelser mod de af Appellanten gjorte Modifikationer og Forandringer i hans oprindelige Paastande, men disse Indsigelser ere i de foregaaende Indstantser forkastede, da Lagrettet har erklæret, at, efterat Appellanten paany har bebygget sin Tomt, er Forholdet omtrent uforandret og kunde ikke begrunde nogen Forandring i de tidligere afgivne Skjøn og Taxter.

Indstevnte har ogsaa indrømmet, at Appellantens Hus som Følge af Gasværkets Nærhed er bleven en mindre behagelig og indbringende Bolig end tidligere, men idet Indstevnte dog ikke har villet tillægge hine Ulemper den Betydning, som Appellanten har gjort, har han derhos paastaaet, at, da Gasværket er anlagt paa dette Sted med den kompetente Autoritets Samtykke, maa Apellanten finde sig i de Ubehageligheder, som ere en nødvendig Følge af dets Drift uden derfor at kunne have noget retmæssigt Krav paa Erstatning.

Det er ogsaa denne Betragtning, hvorpaa Overretten har bygget sin Dom,

Side:412

idet Retten har antaget, at det er en ligefrem Følge af Bestemmelserne i Bygningsloven, L. 19 Mai 1860 §4 jfr. L. 6 Septbr. 1845 §23, hvorefter de i disse omhandlede Anlæg, med hvilke Gasværker maa stilles i Klasse, maa kunne opføres i Byerne, at Driften af dem ikke kan begrunde nogen Forpligtelse til Erstatning for de Ulemper, som man maa have tænkt sig som nødvenlige Følger af samme; og om andre Ulemper er der i nærv. Sag ikke Spørgsmaal, da Appell. ikke engang har paastaaet, at den Skade, hvorover han klager, kunde have været undgaaet ved en anden Driftsmaade eller ved andre af Gasværket trufne Foranstaltninger.

Appellanten, har imidlertid paastaaet, at Ret til Skadeserstatning ikke falder sammen med Spørgsmaalet om er Anlægs Lovlighed; medens Ret til Skadeserstatning altid maa afgjøre efter de almindelige herom gjældende Regler, antager Appellanten, at der i Tilladelsen fra Lovgivningens Side til et vist Anlæg ikke ligger Andet eller Mere end Udtalelse om, at der fra det Offentliges Side Intet er til Hinder for at samme kan drives, naar Hensyn til den offentlige Sikkerhed eller Velfærd, som Lovgivningen i saa Henseende har fundet det nødvendigt at skulle tages, bliver efterkommet. At Reguleringskommissionen i Arendal har meddelt sit Samtykke til Gasværkets Anlæg paa det Sted som det nu findes, kan derfor efter Appellantens Paastand ikke tillægges nogen Indflydelse paa Spørgsmaalet om den af ham fremsatte Paastand om Ret til Erstatning, naar, som Tilfældet er, en bevislig Skade tilføier ham ved Gasværkets Drift; men Appellanten har derhos paastaaet, at den af Reguleringskommissionen fattede Beslutning er ulovlig, dels fordi Reguleringskommissionen, da den meddelte Gasværket den nævnte Tilladelse var inhabil paa Grund af dens ulovlige Sammensætning, idet Byfogden, der paa den Tid var valgt til Direktør i Gasværket, ikke samtidig kunde som Formand i Reguleringskommissionen deltage i Beslutninger til Fordel for Gasværket, og dels fordi Reguleringskommissionens Beslutning desuden er stridende mod Bestemmelserne i Bygningsloven afødt xx.xx.1845 §23, idet nemlig den Tomt, hvorpaa Gasværket er anlagt, efter Lagrettets Erklæring ligger, om ikke i Byens Centrum, dog i en tæt bebygget Del af Byen, medens Gasværket efter den nævnte Lovbestemmelse allene kunde anlægges i en Udkant af Byen. Spørgsmaalet bliver derfor efter Appellantens Formening kun om hvorvidt Gasværket, ved at paaføre ham de anførte Ulemper, kan antages at have overskredet den i og med dets Eiendomsret til Grunden liggende Benyttelse, og dette antager Appellanten at være Tilfældet, idet de med Driften af Gasværket opstaaede Ulemper ikke blot ere indskrænkede til Gasværkets eget Territorium, men Virkninger af samme sporer langt videre, idet Naboeiendommene, og det endog i en betydelig Grad, forulempes og skades ved den fra Gasværket indkomne Røg og Stank.

Det ligger imidlertid formentlig i og med Retten til at drive en vis bestemt Næringsvei eller industriel Virksomhed, at Driften af samme ikke kan medføre nogen Forpligtelse til at erstatte den Ulempe, som en Nabo herved maatte finde sig paaført, naar kun denne Ulempe ikke er større eller anden end den, som er en nødvendig Følge af selve Virksomheden, forsaavidt som denne foregaar paa en forsvarlig Maade. At man i saa Tilfælde skulde være forpligtet til at udrede Erstatning til Enhver, som kunde paavise at han i større eller mindre Grad blev forulempet ved en forøvrigt tilladelig Bedrift, vilde indeholde en Modsigelse, og kunde saaledes ikke med nogen Rimelighed indrømmes. Det er ogsaa en erkjendt Sag, at der er mangfoldige Ulemper, som i større eller mindre Grad ere en Følge af det Brug, en Eier gjør af sin Eiendom, men som Naboen maa finde sig i som Følge af Naboforholdet, idet den, der vil nyde Fordelen af et civiliseret Samfund, maa finde sig i de Ubehageligheder, som dette fører med sig. Appellanten indrømmer ogsaa, at man er nødt til at taale Røg og Kulstøv fra en Naboes almindelige

Side:413

Skorstenspibe; men den Grund som herfor anføres, at nemlig den herved paaførte Ulempe er ubetydelig, kan ikke være holdbar, da, aldenstund ingen Regel i saa Henseende haves, Størrelsen af Ulemperne dog ikke kan være det afgjørende for, hvorvidt man skulde ansees berettiget til at fordre samme erstattet. Og hvor skulde saa Skadeserstatningspligten ophøre? Den maatte med ligesaa megen Føie kunne paastaaes at strække sig ligesaa langt, som Virkningerne kunde spores, hvilket kunde være meget længere end til den nærmeste Naboeiendom. Men en saa ubegrændset Erstatningspligt har man nok aldrig forsøgt at gjøre gjældende, Man har, saavidt mig bekjendt, ogsaa stadig antaget, at man ikke med nogen Føie kan anke over eller hindre, at en Eier af en tilstødende Grund benytter sin Bygning til en larmende Bedrift eller at han driver en Næringsvei, der udbreder en ubehagelig Lugt, naar Forresten Anlægget eller Driften af denne Næringsvei ikke af andre Hensyn maatte ved Lovgivningen være nægtet eller paalagt Indskrænkninger. Kun hvor Driften af er saadant Anlæg foregaar paa en uforsvarlig Maade eller saaledes, at den foraarsager Ulempe og Skade i et videre Omfang end der nødvendig er en Følge af selve den Bedrift, hvorom der er Spørgsmaal, kan der blive Spørgsmaal om, hvorvidt ikke den saaledes mindre forsvarlige Driftsmaade maatte medføre Forpligtelse til Erstatning, men herom er der i nærværende Tilfælde ikke Spørgsmaal. Appellanten har ikke engang fremsat nogen Anke over, at Arendals Gasværk kunde drives paa en anden Maade end det drives, eller at den Røg og Stank, hvoraf han føler sig generet, kunde været foregaaet ved hensigtsmæssigere Indretninger, og da saaledes hine Ulemper maa ansees som en Nødvendig Følge af Driften af Gasværket, ligger det i og med Berettigelsen til at have et saadant anlagt i en By, at de nævnte Ulemper heller ikke kunne være Gjenstand for Erstatning. Man kunde maaske i denne Henseende skjelne mellem den umiddelbare Skade, som direkte paaføres en Nabo ved den Maade, hvorpaa det skadegjørende Anlæg er indrettet, og den middelbare Skade, som afstedkommes ved tilfældige Omstændigheder, saaledes at det allene er den Første der kunde fordres erstattet, medens det er lidet rimeligt, at Erstatning skulde kunde affordres Eieren af et Anlæg, hvis Drift er fuldkommen lovlig, fordi nogle for Naboen generende Gjenstande ved Vinden eller andre tilfældige Omstændigheder føres ind paa hans Eiendom. Bestemmelserne i Bygningsloven afødt xx.xx.1845 §15 og 19 synes at være byggede paa er saadant Princip, idet disse allene gaa ud paa at forbyde at lade Tagdryp falde paa en Naboes Grund, samt at have Aabning ind mod denne fra Privet, skjønt Naboen paa anden Maade kan være udsat for Ulemper fra deslige Steder.

Den af Appellanten paaberaabte Hstd. afødt xx.xx.1866 (Rt-1866-735-49* i Sagen mellem Lods Olsen og Direktionen for den norske Hovedjernbane, kan i denne Henseende ikke afgive noget Præjudikat. I denne var der kun Spørgsmaal om, hvorvidt der under den Expropriationssag, som var afholdt, Forinden Jernbanen kunde anlægges, var taget tilstrækkeligt Hensyn til den Skade og de Ulemper, som Olsen vilde blive udsat for ved den Drift, som maatte foregaa udenfor hans Eiendom, og hvorpaa Lagrettet under Expropriationssagen ikke havde anseet sig kompetent til at indlade sig, og Høiesteret udtalte da, at ved deslige Expropriationer er det ikke tilstrækkeligt allene at give Erstatning for den Grund, som er uomgjængelig fornøden for og som tages til Anlægget, men at vedkommende Eier ogsaa er berettiget til Erstatning for Den Skade, som Anlægget og Driften i andre Henseender medfører for hans Eiendom og hvorom der under de tidligere bestaaende Forhold ikke kunde have været Spørgsmmal. (Jfr. Lov 31 Mai 1848 §1).

• ) Ugeblad for Lovkyndighed m. M. VI. S. 129-34.

En anden Sag er det, at man af Hensyn til det Heles Vel har anseet

Side:414

det for hensigtsmæssigt for enkelte af deslige Anlæg i Lovgivningen at træffe saadanne Bestemmelser med Hensyn til Stedet, hvor deslige Anlæg skulde kunne opføres og med Hensyn til Maaden, hvorpaa de skulle indrettes og benyttes, for at den Fare og Ulempe, som oftere kan være forbunden med Driften af samme, derved saavidt mulig kan forebygges. Herhen høre Bestemmelserne i Bygningsloven afødt xx.xx.1845 §23 og Tillægsloven afødt xx.xx.1860 §6, hvorefter flere dersteds opregnede industrielle Anlæg og Virksomhedsgrene skulle henvises til Byernes Udkanter, og forøvrigt ikke kunne anlægger og drives uden efter Reguleringskommissionens nærmere Anvisning. Men naar først denne Myndighed har givet sit Samtykke til anlægget, er dermed ogsaa Adgangen til uhindret at kunne drive samme givet uden Hensyn til om samme vilde medføre Ulempe for nogen Naboeiendom, idet den Omstædighed at det er overladt til Reguleringskommissionen at satte Bestemmelse om Anlægget af deslige Indretninger ikke vel er forenelig med, at Erstatningspligten skulde bedømmes fra et af Lovens Sanktion af Bedriften uafhængigt Standpunkt. En modsat Anskuelse vilde i flere Tilfælde maaste endog lede til, at et Anlæg, som den kompetente Myndighed i Medhold af Loven havde givet sit Minde til, ikke kunde iværksættes paa Grund af de fra den Privates Side fremkomne Fordringer paa Erstatning.

Som forhen anført, har Reguleringskommissionen i Arendal ved en den 11 Juni 1866 afgiven Beslutning samtykket i, at Gasværket under de nærmere anførte Betingelser blev anlagt paa det Sted, hvor det senere blev opført; men Appellanten har, som tidligere er anført, paastaaet, at denne Beslutning ingen Gyldighed kan tillægges, dels fordi den paa Grund af Byfogdens Stilling til Sagen er at betragte som en Nullitet, dels fordi Beslutningen skulde staa i bestemt Strid med Bygningslovens Bestemmelser.

En af en Reguleringskommision i formel Henseende lovlig fattet Beslutning kan imidlertid ikke, paa Grund af de nævnte Omstændigheder, uden Videre tilsidesættes som en Nullitet, hvorimod den ialtfald maatte søges omstødt paa den Maade, som Loven har anvist, nemlig under et i saa Hensende institueret Søgsmaal, hvortil Reguleringskommissionens Medlemmer maatte have været varslede (tfr. Bygningsl.s §5), men noget saadant er ikke skeet i nærværende Tilfælde. Jeg skal forøvrigt bemærke, at som Medlem af Gasværkets Direktion kan Byfogden ikke have havt uden en meget fjern Interesse i Sagens Udfald i Reguleringskommissionen, der ikke kunde sideordnes med en Parts, og om han end paa Grund af den nævnte Stilling ikke anser sig berettiget til at fungere som Dommer i den Sag, som af Appellanten senere blev anlagt mod Gasværket, synes der dog ikke at kunne være Spørgsmaal om, at han derfor burde have fratraadt som Medlem af Reguleringskommissionen i et Tilfælde, hvor Byen og Gasværket rimeligvis ikke kunde have nogen forskjellig Interesse (se Byfogdens Skrivelse afødt xx.xx.1868), og medens der endnu ikke var opstaaet Spørgsmaal om, at nogen Privatmands Rettigheder ved den fattede Beslutning skulde være blevne gaaede for nær.

Den af Appellanten i saa Hensende nu fremsatte Indsigelse maatte det iallefald have staaet til ham at undlade at fremsætte, samt om, den var bleven fremsat, senere at frafalde, og dette sidste maa han antages at have gjort, idet Appellanten ikke har gjentaget den i sin Procedure ved Overretten.

Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt Reguleringskommissionen har havt lovlig Adgang til at samtykke i Gasværkets Anlæg paa det Sted, hvor det er opfort, da kan det vistnok være tvivlsomt, om Overretten har Ret, naar den antager, at Bestemmelsen i Bygningsloven afødt xx.xx.1845 §23 i det Hele er modificeret ved Tillægsloven afødt xx.xx.1860 §4, saaledes at Valget af Sted for de i det førstnævnte Lovsted opregnede Anlæg ganske er overladt til Reguleringskommissionens Bestemmelse. Men dels kan der være Spørgsmaal om, til hvilket Slags af de i de nævnte Lovsteder opregnede

Side:415

Anlæg og Virksomhedsgrene Gasværket nærmest skulde henregnes (dette fremgaar nemlig ikke klart af Lovens egne Bestemmelser og de senere emanerede specielle Bygningslove t. Ex. for Throndhiem afødt xx.xx.1869 §29, der nævner Gasværker, giver ikke nogen tilstrækkelig Veiledning i saa Henseende) dels savner man tilstrækkelige Oplysninger om, hvorvidt den Del af Arendal, hvori Gasværket er anlagt, saaledes som af Appellanten paastaaet, urettelig er bleven henregnet til Byens Udkant.

Lagrettet har vistnok til det fremsatte Spørgsmaal, om Gasværket ikke er anlagt i Centret eller Hjertet af Byen, afgivet det Svar, at Gasværket ligger, om ikke i Centret, dog i en før Branden tæt bebygget Del af Byen; men ligesom en tættere Bebyggelse ogsaa kan finde Sted i en af Byens Udkanter, saaledes er det af Indstevnte uimodsagt anført, at det Fjeld, hvortil Gasværkets Tomt støder paa dets ene Side, paa den Kant danner Byens Grændse, og følgelig at det ligger i en af Byens Udgrændser. Reguleringskommissionen synes ialtfald at maatte have betragtet Sagen paa denne Maade, og dens Beslutning i Henseende til Stedet maa, hvor ingen bestemte Oplysninger haves, som en skjønsmæssig Afgjørelse være bindende for Domstolene. Heller ikke kan den Indsigelse, som Appellanten har villet finde i de for Arendal givne Sundhedsvedtægter (se nemlig §15) tillægges nogen Betydning i nærværende Sag, da deslige Vedtægter væsentligst ere givne for at ordne Forholdet mellem det Offentlige og den Private, men ikke mellem disse indbyrdes, og efter Proceduren er der ingen Grund til at antage, at Sundhedskommissionen har fundet Anledning til Anke over Driften af Gasærket som skadelig eller generende for vedkommende Naboer.

Jeg kommer saaledes til samme Resultat som Overretten, og der kan følgelig ikke blive Spørgsmaal om at tilkjende Appellanten Procesomkostninger. Jeg finder heller ikke, at der, som af Appellanten er paastaaet, er nogen Grund til at gjøre nogen Nedsættelse i det Lagrettesmændene ved Underretten tilkjendte Beløb, i hvilken Henseende jeg allene skal bemærke, at det var efter Appellantens eget udtrykkelige Forlangende at til Lagrettesmænd opnævntes Personer med teknisk eller anden særegen Kyndighed, samt at dertil toges Personer, der boede endog i længere Afstand fra Arendal.

Jeg konkluderer saaledes:

Stiftsoverrettens Dom bør, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande.

J. Blich.

Jeg er i Resultatet og det Væsentlige enig med Førstvoterende og finder Bestyrkelse herfor i Loven om ildsfarlige Gjenstande afødt xx.xx.1871 §1, §2 og §14, navnlig den sidstnævnte, hvori Adgang til Tilvirkning af de omhandlede let antændelige Vædsker i kortere Afstand fra Naboeiendom paa Landet end 100 Alen, gjøres afhængig af Samtykke fra vedkommende Eier og Bruger. Lignende Bestemmelser om anden for Naboer ubehagelig og for Sundheden skadelig Bedrift savnes endnu hos os og, at Domstolene skulde kunne rette herpaa ved, udenfor de almindelige Regler om Skadeserstatning, at tilkjende Naboen Krav paa en Erstatning, der kunde træde istedetfor Adgang til at forbyde Anlægget, kan jeg ikke antage.

C. W. Andresen.

At Reguleringskommisionen har meddelt Tilladelse til Gasværkets Anlæg, kan jeg ikke tillægge nogen Vægt med Hensyn til Afgjørelsen af det Erstatningspørgsmaal, hovrom nærværende Sag dreier sig. Den, der har faaet Reguleringskommissionens Tilladelse til Anlæg at en Fabrik eller af et industrielt Anlæg af det Slags, hvortil saadan Tilladelse i Byerne er fornøden, kan efter min Mening ikke derved være bleven bedre stillet med Hensyn til Erstatningspligt i Forhold til Naboer eller Andre, end han vilde have været, om det ikke havde været paabudet, at Reguleringskommissionens Tilladelse skulde erhverves. Reguleringskommissionen har nemlig kun at tage Hensyn til den almindelige Sikkerhed, det almindelige Sundhedsvæsen osv. Hvorvidt en

Side:416

Enkelt kan blive paaført Skade eller Ulempe paa samme Maade, som det ogsaa udenfor Byerne kan ske, behøver Reguleringskommissionen ikke at indlade sig, paa. Naar en Fabrik, et Gasværk eller desl. var anlagt i en Udkant af Byterritoriet, i et tyndt bebygget Strøg, hvor Forholdene i det Hele var af samme Beskaffenhed som i det tilstødende Landdistrikt, og hvor saaledes Reguleringskommissionen ikke kunde have nogen rimelig Grund til at nægte Anlægget, vilde det være uantageligt, at Vedkommende, fordi han havde maattet erhverve Reguleringskommissionens Tilladelse, skulde i Henseende til Erstatningspligt ligeoverfor Naboer være bedre situeret, end om han under ganske lignende Omstændigheder havde anlagt Fabriken udenfor Bygrændsen paa Landets Grund, hvor han ingen Tilladelse behøvede.

Med Hensyn til Erstatningsspørgsmaalet der altsaa efter min Mening maa afgjøres uden alt Hensyn til den af Reguleringskommissionen meddelte Tilladelse kan jeg ikke finde det afgjørende, at den Virksomhed, der forvolder Skade, finder Sted paa Vedkommendes egen Grund, hvis det dog er Tilfældet, at den ligefrem paavirker Naboens Eiendom paa en Maade, der ligger udenfor det, som Naboforholdet ordentligvis eller jevnligen medfører, og som man derfor maa sige, at Enhver, der erhverver fast Eiendom, bør være forberedt paa at maatte taale. Heller ikke kan jeg finde det afgjørende, at de Ulemper, som Virksomheden forvolder, kun ere saadanne, som ere en nødvendig Følge af selve Virksomheden, naar denne drives paa den Maade, som dens Beskaffenhed medfører. Thi hvis en Virksomhed er saadan, at den, ogsaa naar den drives paa den Maade, dens Beskaffenhed medfører, øver en skadelig Indvirkning paa Naboeiendommen, kan selve det Faktum, at Virksomheden finder Sted saa nær ved Naboeiendom, navnlig Naboens Bygninger, at samme derved paaføres extraordinær og forholdsmæssige Ulemper, blive at anse som noget i sig selv Utilbørligt og Uforsvarligt, som maa medføre Erstatningspligt. Hvad der her skal ansees forsvarligt og hvad ikke, kan ei bestemmes med nogen almindelig Regel, men maa afgjøres efter de konkrete Omstændigheder; her er ikke nogen skarp Modsætning, men kun en gradvis Overgang. At er Anlæg, der udsender Røg og Damp, udbreder Stank eller desl., kan være af den Beskaffenhed, at det maa erklæres uforsvarligt at anbringe samme altfor nær ved Naboens Hus, lader sig efter min Mening ikke nægte. At ogsaa Høiesteret har været af samme Anskuelse, forekommer mig at fremgaa af den ogsaa af Førstvoterende citerede Høiesteretsdom afødt xx.xx.1866 i Sagen mellem Hovedjernbanen og Lods Peder Olsen (Rt-1866-735 flg.* Naar Førstvoterende formener, at denne Dom slet ikke kan komme i nogen Betragtning i nærværende Tilfælde, fordi Erstatningsspørgsmaalet i hint Tilfælde, efter hvad han antager, stod i Forbindelse med en forudgaaet Expropriation, da har jeg ikke kunnet overbevise mig om, at dette er rigtigt. Det var nemlig ganske tilfældigt, at den Mand, som i hint Tilfælde optraadte med Erstatningspaastand imod Jernbanen, havde ifølge Expropriation maattet afstaa en liden Jordstrimmel (ikkun 20 Alen) og havde maattet flytte er Gjærde. Omstændighederne kunde meget vel have været saadanne, at der ikke havde været Spørgsmaal om Expropriation i Forhold til ham. (Hvis f. Ex. Grændserne mellem hans Eiendom og Naboeiendommen havde gaaet lidt anderledes, eller hvis Jernbanen selv tidligere havde eiet hele den Grund, som den behøvede, eller hvis den havde erhvervet den Jordstrimmel, som den tiltrængte, ikke ved tvungen Expropriation men ved Underhaandskjøb), og dog kunde de Ulemper, Jernbanen paaførte ham, have været ganske de samme. Men jeg kan ikke antage, at Jernbanens Ret til at forulempe ham med Røg, Damp og Rysten, vilde have været anseet større i det ene Tilfælde end i det andet. Hvad der under hin Sag var det Afgjørende, var neppe den tilfældige og

Side:417

med Hensyn til Erstatningskravets Rimelighed betydningsløse Omstændighed at der tidligere mellem Parterne havde fundet en ubetydelig Expropriation Sted, men vistnok det Hensyn, at de Ulemper og den Skade som vare forvoldte, vare saa extraordinære og af er saadant Omfang, at det ikke fandtes rimeligt, at den ene Grundeier skulde behøve at finde sig i uden Erstatning at paaføres saadant af den anden.

• ) Ugeblad for Lovkyndighed m. M. VI. S. 129-34.

Bestemmelserne i Lov 3 Mai 1871 §1, §2 §14, kan jeg ikke tillægge nogen Betydning med Hensyn til nærværende Sag.

Naar der nu efter den Betragtningsmaade af de "her omhandlede Forholde, som jeg anser for den rette, skal afgjøres om der i nærværende Tilfælde existerer nogen Erstatningspligt, da finder jeg dette, navnlig med den nys omhandlede Høiesteretsdom for Øie, ikke lidet tvivlsomt. Efter de foreliggende Oplysninger tør jeg dog ikke erklære de Ulemper, som Gasværket har medført for Appellantens Eiendom, for at være saa store eller af en saa extraordinær Beskaffenhed, at de skulde begrunde Ret til Erstatning. Hvad Røgen og Kulstøvet angaar, da er dette ikke Andet, end ethvert større industrielt Anlæg, der drives ved Damp, eller hvortil Stenkul i større Mængde anvendes og i mindre Grad enhver Skorsten ogsaa kan bevirke, Heri er altsaa efter den nærværende Tids Forholde intet Extraordinært. Mere tvivlsom forekommer Sagen mig at stille sig med Hensyn til den Stank, som Gasværket udbreder. Men da ogsaa forskjellige andre Virksomheder, som taales selv i Byer, kunne medføre Stank, og da det med Hensyn til den Stank, som kommer fra Gasværket, ikke kan siges at være godtgjort at den er saa stadig eller jevnligen finder Sted i en saadan Grad, at den for Appellantens Eiendom maa betragtes som er Onde, der i Sammenligning med andre Uleiligheder, man i en tæt bebygget By er udsat for, skulde være at betegne som saa overordentligt, at det utvivlsomt maa siges at overstige, hvad en Gaardeier maa være belavet paa at finde sig i, tør jeg heller ikke af Hensyn til Stanken erklære Gasværkets Anlæg paa det omhandlede Sted for at være en i Forhold til Appellanten uforsvarlig eller utilbørlig handling, der skulde forpligte til Erstatning.

Efter det Anførte kommer jeg ligesom de tidligere Voterende til samme Resultat som Overretten; men da jeg i væsentlige Punkter er uenig i Overrettens Begrundelse, maa jeg stemme for, at der gives ny Konklusion.

C. Hansteen.

Min Opfatning af det i sin Almindelighed ligesaa vigtige som tvivlsomme Spørgsmaal, hvorpaa nærværende Sags Udfald hovedsageligen beror, falder nærmest sammen med Hr. Assessor Hansteens, navnlig kan jeg ligesaalidt som han lægge nogen afgjørende Vægt paa Reguleringskommissionens Tilladelse til Gasværkets Anlæg paa det Sted, hvor det er lagt. Det forekommer mig derhos, at de Ulemper, som Gasværkets Drift medfører for Appellantens Eiendom, ere i det Hele saa store og i det mindste tildels af en, navnlig der paa Stedet saa extraordinær og usædvanlig Beskaffenhed, at meget taler for at anse Grændsen overskredet for hvar Appellanten maa være retlig forpligtet til at finde sig i uden Erstatning for den Skade han lider, Hertil kommer, at Appellanten maa erkjendes ialtfald at have Villighed i ikke ringe Grad for sig, saa meget mere, da Arendals Gasværk er et halvoffentligt, i den hele Byes Interesse istandbragt Anlæg (hvorfor ogsaa Magistrat og Formandskab sees i sin Tid at have stillet sig i Spidsen for Indbydelsen dertil), og da man har lagt det paa er Sted, der vistnok kun ligge nogle faa Hundrede Alen fra Byens Grændse paa den Kant, men paa den anden Side, efter hvad jeg personlig kjender til, ikke har længere Afstand fra Byens nærværende Torv som maa siges paa det Nærmeste at ligge midt i Byen og hvor det paa Gruud af Terrænets Beskaffenhed ikke kan undgaa at maatte være til stor Gene for de Huse, der som Appellantens, ligger ovenfor og nærmere op mod Fjeldskraaningen. Imidlertid tør jeg dog ikke anse, hvad

Side:418

der saaledes taler til Fordel for Appellantens Paastand, afgjørende, især da det maa indrømmes, at Naturens kræfter (Vinden) har en væsentlig Del i at Røg og Damp føreg fra Gasværket ind over Appellantens Eiendom. Jeg maa derfor ogsaa stemme for de Indstevntes Frifindelse.

I. S. Thomle.

Jeg er ligeledes i Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg i det Væsentlige tiltræder Hr. Assessor Hansteens Votum.

Fr. Hallager.

Ligesaa:

E. Saxlund.

Medens jeg selvfølgelig erkjender Sagens særdeles Tvivlsomhed, er jeg dog ved dens Overveielse kommen til er andet Resultat end de tidligere Voterende. Skulde den betragtes udelukkende fra et almindeligt Standpunkt, vilde jeg vistnok neppe driste mig til at votere for er andet Resultat end de tidligere Voterende, idet jeg forsaavidt nærmest slutter mig til den af Assessorerne Hansteen og I. S. Thomle udtalte Opfatning, og tilføier, at den opstaaede Skade efter det afgivne Skjøn, der ansætter den til 30 Spd. aarlig, vistnok ikke er ganske ubetydelig, men dog ikke større end det Tab, en Huseier oftere kan blive paaført ved en forandret, generende eller ubehagelig Benyttelse af Nabogrund eller Nabogaard, for hvilken der dog utvivlsomt ikke kan fordres Erstatning. Men jeg indser ikke rettere, end at Spørgsmaalet i nærværende Tilfælde kommer i en særegen og anden Stilling ved den udtrykkelige Bestemmelse, der indeholdes i §15 af de fremlagte "almindelige Forskrifter for Sundhedsvæsenet inden Arendals Bykommune, approberede ved kgl. Resol. 18 April 1873, om at Fabrik eller andet Næringsbrug ikke maa anlægges paa saadant Sted eller indrettes paa saadan Maade, at Røg, Stank eller Afløb forulemper Omkringboende" osv. Jeg kan ikke finde det tvivlsomt, at Gasværket gaar ind under denne Bestemmelse, og jeg kan ikke dele den af Førstvoterende udtalte Mening, at bestemmelsen ikke skulde være given for at ordne Forholdet mellem Private indbyrdes eller at den i en Tvist mellem Naboer ikke med Nytte skulde kunne paaberaabes, saalænge Sundhedskommissionen ikke finder Anledning til Anke. Jeg indrømmer vistnok at dette Slags Vedtægter væsentlig tilsigter Forholdenes Ordning fra det Almindeliges Standpunkt og at forebygge skadelige Følger for det Almindelige, men jeg kan ikke finde, at denne Betragtning udelukker eller tilintetgjør Retten for den Enkelte, der i indtræffende Tilfælde specielt og i særegen Grad rammes af Bestemmelsens Tilsidesættelse, til at søge Erstatning for det pekuniære Tab, han derved paaføres. Det er dog netop den eller de Enkelte (de Omkringboende), hvis Tarv Bestemmelsen nærmest tilsigter, og som lider Tab gjennem dens Tilsidesættelse, og det er kun gjennem dem det Almindelige ialfald som oftest kan siges at lide; men under disse Omstændigheder forekommer det mig at være det naturlige, at en lovmedholdig tilbleven og gjældende Regel ikke allene giver vedkommende Autoriteter, men ogsaa de umiddelbart og nærmest Interesserede Private en bestemt juridisk Ret. Hvor Pekuniært Tab kan paavises som Følge af Regelens Overtrædelse, maa derfor overensstemmende med hvad der ellers i Almindelighed gjælder, formentlig ogsaa Erstatningsret for den Private indtræde, uden at denne Ret kan afhænge af, hvorvidt vedk. offentlige Autoritet (her Sundhedskommissionen) finder Anledning til at optræde eller ikke. Naar der ikke er Tale om at hindre vedk. Fabriks Anlæg eller Drift, men kun Erstatning for det Tab, den paafører Naboen, synes det netop at maatte være den Forurettede selv, der har at optræde, og jeg indser ikke, at man i saa Fald kan undgaa at anerkjende Bestemmelsen som en gyldig, til hans Fordel gjældende Retsregel. Ogsaa en anden Betragtning forekommer mig at føre til samme Resultat. Det tilkommer formentlig hverken Sundheds- eller Reguleringskommissionen enten særskilt eller i Fælleskab at dispensere fra de af Kommunalbestyrelsen vedtagne og af Kongen approberede Bestemmelser til Skade for den Enkelte, der nærmest lider ved Tilsidesættelsen, men skulde den

Side:419

Private ikke have Adgang til ved Domstolene, ialfald som Erstatningsfundament, at gjøre den vedtagne og approberede Regel gjældende, vilde det staa i Sundhedskommissionens Magt, ved blot at forholde sig passiv, at bevirke det samme Resultat som ved en Dispensation. Vistnok kan der over Sundhedskommissionens Forhold klages til Overordnede, men saalænge Bestemmelsen er gjældende og der kun er Spørgsmaal om paa dens Overtrædelse at bygge en Erstatningspaastand, ser jeg ikke, at der i vor Ret kan paavises nogen Hindring for den Skadelidende i uden videre selv at ty til Domstolenes Mellemkomst. Det kunde maaste siges, at Overtrædelsen af den nævnte §15 i Sundhedsvedtægterne ligger i eller grunder sig paa Reguleringskommissionens Samtykke til Gasværkets Anlæg paa Nabotomten, og derfor burde været paatalt paa den i Bygningsloven afødt xx.xx.1845 §5 bestemte Maade, men jeg kan dog ikke antage, at denne Bestemmelse sigter til Tilfælde som nærværende, eller kan være til Hinder for at benytte den almindelige civile Rettergang, naar Paastanden dreier sig om er Erstatningskrav hos den private Eier af Nabotomten. En anden Sag er det naturligvis, hvis man vil antage, at Sagen er afgjort ved Reguleringskommissionens Samtykke, saalænge den Beslutning af Kommissionen, hvorved samme meddeltes, ikke er søgt forandret, men heller ikke denne Anskuelse kan jeg gaa ind paa, naar den Skadelidende indskrænker sig til en Erstatningspaastand mod Naboen. I nærværende Tilfælde har Appellanten betimelig gjort Naboen opmærksom paa, at han hos ham vilde søge Erstatning, og denne bør derfor saameget mindre kunne skyde sig ind under Reguleringskommissionen. Det er strængt taget jo ogsaa Først gjennem Driften af vedkommende Fabrik eller Værk det viser sig, om nogen væsentlig Ulempe for Omkringboende bevirkes; ialfald vil det juridiske Bevis derfor, og endnu mere for Ulempens eller Skadens Størrelse, være vanskeligt at føre, førend Værket i nogen Tid har været i Drift og Erfaringen har vist dets Virkninger, og det vilde derfor være at sætte den skadelidende Privatmand i en meget ubillig Stilling, om han ganske skulde betages Erstatningsretten, fordi det ikke lykkedes ham paa Forhaand at bibringe Reguleringskommissionen den rette Opfatning af Ulemperne ved Anlæggets Drift, og derved hindre Kommissionens Samtykke til Anlægget.

Efter det under Sagen Oplyste kan det ikke nægtes, at Røg og Stank fra Gasværket "forulemper" Appellanten, og da dette ved de lovmedholdig givne og gjældende Sundhedsforskrifter for Arendal er udtrykkelig forbudt, skjønner jeg, som anført, ikke rettere, end at Appellanten allerede heri har ei gyldigt Erstatningsfundament, idet Skadetilføielsen baade er uretmæssig og tilstrækkelig bevist.

Jeg finder saaledes at maatte votere for, at Appellanten hos Indstevnte tillægges Erstatning for den Ulempe eller Værdiforringelse, der er paaført eller fremdeles paaføres han under Sagen omhandlede Eiendom i Bendixkleven i Arendal ved og Stank fra det paa Nabotomten anlagte Gasværk, men da jeg staar allene med denne Mening, finder jeg det ialfald for Tiden ufornødent at forene nogen Konklusion, idet jeg kun skal bemærke, at det formentlig vilde være rigtigst at lade Erstatningens Størrelse fastsætte ved nyt Skjøn, da det maa ansees erkjendt, at Gasværket nu holdes i Drift det hele Aar, medens det, da Skjønnet under Sagen afgaves, var anført og antagelig af Lagrettet forudsat, at Driften kun foregik i den mørkere Del af Aaret. Processens Omkøstninger antager jeg ved alle Instantser bør ophæves, og til den af Appellanten paastaaede Nedsættelse af den Lagrettesmændene tilkjendte Godtgjørelse, finder jeg ikke tilstrækkelig Grund.

Gerh. Meldahl.

Efter min Formening er det Lovene egen Udtalelse om, at en industriel Virksomhed kan drives i en By, der afgiver Hjemmelen for, at den baade er en almindelig og for Samfundet saa nyttig Bedrift, at der ikke kan fordres

Side:420

Erstatning for de Ulemper, som den maatte medføre for de Omkringboende, naar forøvrigt Virksomheden, forsaavidt den er henvist til en bestemt Del af Byen, eller der for samme maatte være foreskrevet bestemte Regler, er indrettet overensstemmende med vedkommende Myndigheds Bestemmelse i saa Henseende, og Virksomheden derhos udøves paa en forsvarlig Maade. Naar det derfor af enkelte af de Voterende er udtalt, at Erstatning ikke in casu kan blive tilkjendt Appellanten for de Ulemper, som Gasværket i Arendal medfører, fordi disse ikke ere større, end hvad andre større industrielle Anlæg kunne foranledige, og fordi der heri efter den nærværende Tids Forhold ikke er noget extraordinært, da forekommer det mig, at den saaledes udtalte Anskuelse i det Væsentlige falder sammen med min Opfatning af Forholdet Derimod kan efter min Formening Bestemmelserne i §15 i Sundhedsvedtægterne for Arendal ikke med Føie paaberaabes som Hjemmel for Appellanten til den af ham fordrede Erstatning. Om man end vil indrømme den Private Ret til i Medhold af den nævnte Bestemmelse selv at optræde med Søgsmaal, naar det Offentlige ikke tog sig af Sagen, forekommer det mig dog at være en Følge af at Bestemmelsen findes i Sundhedsvedtægterne, og at disse som emanerede i Medhold af Lov om Sundhedskommissioner afødt xx.xx.1860, allene kunne være givne af sanitære Hensyn, at Bestemmelsen ikke kan paaberaabes af Appellanten i et Tilfælde, hvor de fremkomne Oplysninger ikke give nogen Anledning til at antage, at den paaankede Røg og Stank har havt nogen skadelig Indflydelse, og hvor Søgsmaalet desuden ikke er begrundet herpaa.

Jeg vedbliver saaledes mit Votum.

I. Blich.

Jeg vedbliver ligeledes mit Votum.

C. W. Andresen.

Jeg har i mit foregaaende Votum sluttet mig til Hr. Assessor Hansteen (og dermed ogsaa til Hr. Assessor I. Thomle), som ikke har indladt sig paa den Side af Sagen, som Hr. Justitiarius Meldahl nu har fremhævet.

Jeg maa bekjende, at jeg tidligere ikke har skjænket det af Hr. Justitiarius udviklede Moment speciel Opmærksomhed, fordi det under Proceduren ikke er givet nogen fremtrædende Plads.

Førstvoterende udtaler, at der ei kan lægges nogen Vægt paa Sundhedsvedtægterne fordi disse gaa ud paa at ordne Forholdet mellem den Private og det Offentlige, men ei imellem de Private indbyrdes. Det er vistnok saa, at Overtrædelse af Vedtægterne allene er at betragte som ulovlig i Forhold til Samfundet i Almindelighed eller den Autoritet, som paa dets Vegne har at paase Lovens Overholdelse, forsaavidt at den Private, der Intet lider under det ulovligt Foretagne, ingen Beføielse eller Myndighed har til at kræve Loven efterlevet, da det er ham uvedkommende at føre nogen Paastand i saa Henseende. Men jeg formener med Hr. Justitiarius, at Sagen stiller sig anderledes, naar Enkeltmand er skadelidende netop paa Grund af den begaaede Ulovlighed. Sundhedsvedtægterne ere givne til Beskyttelse for Samfundet i Almindelighed, men de maa derhos ogsaa siges at være givne til Beskyttelse for den Enkelte, der er en Del af Samfundet, og forsaavidt komme de til at afgive Regelen ogsaa i Forholdet mellem Private indbyrdes. At den offentlige Autoritet, der er sat til at paase Loven overholdt, undlader .at opfylde sin Pligt, kan ei influere paa den Privates Ret. Den Enkelte kan ei kontrollere Lovens Overholdelse til Bedste for Andre, men han maa naturligvis have Ret til at fordre den overholdt i Forhold til sig selv, saaledes at han, om han bliver skadelidende paa Grund af Overtrædelse, kan kræve Erstatning. Som af Justitiarius udhævet, er Skade in casu bevisligen tilføiet ved et ulovligt Foretagende. Førstvoterende mener vistnok, at da den Forskrift, hvis Overtrædelse gjør Anlægget ulovligt, er grundet paa sanitære Hensyn og Sagens Oplysninger ei give Anledning til at antage, at Skaden hidrører fra Mislighed i sanitær Henseende, saa brister Fundamentet for Appellantens Erstatningssøgsmaal. Jeg kan ikke dele denne Betragtningsmaade, Er en

Side:421

Handling, ulovlig, er det for den Forurettede ligegyldigt af hvilket Hensyn Loven har erklæret Handlingen for ulovlig, Han har i ethvert Tilfælde en Ulovlighed og en paa Grund af samme forvoldt Skade at paaberaabe sig som Erstatningsfundament. Det gjælder om politiretlige Forskrifter, hvortil den heromhandlede er at henregne, i Almindelighed, at den af Loven forbudte Gjerning ei bliver retmæssig af den Grund, at den ei har medført en saadan Følge, som Lovgiveren ved Forbudet har taget Hensyn til. Jeg kan derhos ikke være enig i, at Sagens Oplysninger udelukke Skadens Oprindelse fra Mislighed i, sanitær Henseende. Naar Sundhedsvedtægterne forbyde Anlægget, maa det hermed være givet, at det er skadeligt i denne Henseende, og dette Hensyn kan være det, som væsentlig bidrager til den Skade Appellanten lider. Man vil ikke bebo er Hus, der idelig er udsat for Røg og Stank, fordi det er ubehageligt, generende og befrygtes at skade Beboernes Sundhed. Alle disse Grunde staa i Forbindelse med de Hensyn, der ligge til Grund for Forbudet. Ubehagelighed, Genanse og direkte mislig Indvirkning paa de fysiske Organer, er Altsammen skadeligt i sanitær Henseende. Jeg er nu saaameget mere tilbøielig til at gaa over til Hr. Justitiarius's Mening, som jeg under Afgivelsen af mit foregaaende Votum var i overmaade stor Tvivl om jeg ikke af Betragtninger, hentede fra er almindeligt Standpunkt, burde votere for at Skadeserstatning tilkjendes Appellanten. Den citerede Hstd. afødt xx.xx.1866, et Præjudikat, som har noget tilsvarende i Hftd. afødt xx.xx.1873, indtaget i Rt-1874-145 flg., er formentlig grundet paa er rigtigt Princip. Det gaar formentlig umuligt an at indrømme en Grundeier Ret til at indrette sig som han vil uden Hensyn til Skade, som derved paaføres Naboeiendom. Vi ere ikke som andre Lande saa heldige i denne Materie at have udtømmende positive Lovregler. Det bliver imidlertid en Nødvendighed hvor den borgerlige Lovgiving i væsentlige Henseender kun bestaar i Brudstykker, at suplere den skrevne Lov ved en uskreven Ret, man kalde denne sædvansmæssig Ret eller den sunde Fornufts Ret.

E. Saxlund.

Med Hr. Assessor Blich er jeg enig i, at de omhandlede i Henhold til L. 16 Mai 1860 §4 udfærdigede almindelige Forskrifter angaaende Sundhedsvæsenet i Arendal, ikke kan tillægges den Betydning, at sammes §15 skulde give Citanten i nærværende Sag er Krav paa Erstatning, som han ei vilde have havt, dersom bemeldte Sundhedsforskrifter ikke havde existeret. Disse Forskrifter ere efter min Mening ikke givne for at ordne Forholdet mellem Mand og Mand, men for at bevirke Iagttagelsen af saadanne Forholdsregler, som af Hensyn til det almindelige Sundhedsvæsen ere fundne nødvendige eller hensigtsmæssige. L. 16 Mai 1860 indeholder ingen Antydning til, at deslige Forskrifters Overtrædelse skal have anden Følge, end at Paatale kan iværksættes af vedkommende offentlige Autoritet. Andet har man vistnok heller ikke tænkt sig ved Sundhedsforskrifternes Istandbringelse, og jeg frygter for, at det vilde kunne føre langt videre, end Nogen har forestillet sig, hvis man vilde antage, at Sundhedsforskrifterne kunde af den Enkelte benyttes som Grundlag for Erstatningskrav ogsaa i Tilfælde, hvor ikke Sundhedskommissionen finder nogen Grund til at sætte sig i Bevægelse. Den Omstændighed, at man ved Sundhedsforskrifternes Istandbringelse uden al Tvivl kun har tænkt sig disse som Regler, der af Sundhedskommissionen skulle paasees overholdte, maa ialfald, saavidt jeg skjønner, komme i væsentlig Betragtning ved deres Fortolkning, Ser man specielt hen til den omhandlede §15 i Sundhedsforskrifterne for Arendal, da kan jeg ikke nære mindste Tvivl om, at det ved samme kun har været Meningen at søge forebygget, at Røg, Stank eller Afløb fra Fabrik eller andet Næringsbrug skulde forulempe de Omkringboende paa en saadan Maade eller i en saadan Grad, at det i sanitær Henseende kunde medføre nogen mærkelig Skade. Udtrykkeligt at tilføie dette kunde ikke Være saa nødvendigt, naar man ved denne

Side:422

bestemmelse som ved Sundhedsforskrifterne i det Hele gik ud fra, at Ansvar efter samme allene skulde kunne gjøres gjældende af Sundhedskommissionen eller efter dennes Foranstaltning, da det jo maatte forudsættes at Sundhedskommissionen ikke vilde skride ind, uden hvor det af sanitære Hensyn var nødvendigt eller rimeligt. Jeg tror saaledes ikke, man kan lægge nogen Vægt paa, at Bestemmelsen efter Bogstaven er affattet, som om Meningen var at sige, at enhver noksaa ubetydelig eller i sanitær Henseende noksaa uvæsentlig Forulempelse, af de Omkringboende skulde være forbuden. Om man derfor endogsaa vilde gaa ind paa, at der paa den omhandlede Bestemmelse skulde kunne grundes Erstatningspaastand under et almindeligt af Enkeltmand anlagt Søgsmaal, tror jeg ialfald, at Adgangen hertil maatte indskrænkes til de Tilfælde, hvor det kunde godtgjøres, at bestemmelsens Overtrædelse havde medført saadan sanitær Mislighed, som det maa antages, at man ved dens Udfærdigelse har havt for Øie. Men i nærv. Tilfælde kan saadant ingenlunde siges at være godtgjort. Sundhedskommissionen har nemlig ikke fundet sig foranlediget til at skride ind; Lagrettet har erklæret sig inkompetent til at afgjøre, hvorvidt Lugten fra Gasværket er skadelig for Sundheden, og Reguleringskommissionen, som efter Loven om Bygningsvæsenet afødt xx.xx.1860 §4 er den Autoritet, som det specielt er overdraget her at varetage de sanitære Hensyn, har endog givet positiv Tilladelse til Gasværkets Anlæg paa det Sted, hvor det findes.

Ved hvad der under Voteringen er anført, siden jeg afgav mit forrige Votum, kan jeg saaledes ikke finde mig foranlediget til at fravige min deri udtalte Mening, og jeg stemmer altsaa fremdeles for, at Gasværket, forsaavidt til Høiesteret paaanket er, frifindes, men at Høiesteret giver ny Konklusion.

C. Hansteen.

Jeg finder heller ikke Grund til at fravige mit tidligere Votum, men skal allene til Sagens yderligere Belysning gjøre opmærksom paa en af den danske Høiesteret den 9 Juni 1837 stadfæstet Lands- Over- samt Hof- og Stadsretsdom (indtaget i Schlegels Samling 2 Del S. 23440) angaaende et meget lignende Tilfælde, hvilken Dom senere er kommen mig for Øie.

I. S. Thomle.

Jeg vedbliver mit Votum.

Fr. Hallager.

Seet:

Gerh. Meldahl.

Høiesterets Dom blev derpaa under 26 Mai d. A. afsagt saalydende: Direktionen for Arendals Gasværk bør for Skibsfører O. Gjeruldsens Tiltale i denne Sag fri at være, mod til ham at betale 18 atten Spdlr. med Renter som ved Stiftsoverretten bestemt. Processens Omkostninger ved alle Retter ophæves.