Rt-1877-73

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1876-12-07
Publisert:	Rt-1877-73
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 136/2 1876
Parter:	Syver Hagestande (Birch-Reichenwald) mod Hans S. Jordhøy (Heyerdahl).
Forfatter:	Andresen, Løvenskjold, Blich, J.S. Thomle, Saxlund, Bull, Manthey
Lovhenvisninger:	Odelsloven (1821) §16, §29, §9

Assessor Andresen: Under nærv. Sag har Appell., Syver Hagestande, anlagt Odelssag mod Besidderen af Gaarden Hagestande i Lesje, Hans S. Jordhøy, til Gaardens Fraflyttelse og Ryddiggjørelse for Appell. som Odelsprætendent til Godset. Dette var nemlig hans i 1834 afdøde Faders Odelsgods, men blev paa et Skifte, sluttet 11 Decbr. 1837, udlagt til den gjenlevende Enke, Appell.s Moder, Kari Jespersdatter, hvilket Udlæg i 1838 skal være thinglæst. Noget Dokument i saa Henseende er ikke fremkommet. Dokumenterne angives under Sagen at være forkomne; men den faktiske Sammenhæng maa efter Proceduren saavel ved de foreg. Retter som ved Høiesteret antages at være som her forklaret. Appell. havde derimod faaet sin Arvelod udlagt i Gaardens Taxtsum, og den skal senere være ham udbetalt. I 1839 giftede Enken sig igjen med Syver Hansen, Indst. s Fader, som besad Gaarden, indtil han i 1872 meddelte Indst. Skjøde og selv tillige med sin Hustru, Appell.s Moder, fik Føderaad af Gaarden. Denne blev ved Overodelstaxt 9 Septbr. 1873 taxeret til 1700 Spd., hvorfra der dog gik Værdien af et Par fraskilde Skovstykker, 60 Spd., altsaa tilbage 1640 Spd., og Føderaadet taxeredes ved samme Overodelstaxt til 750 Spd. Paastanden gik ud paa, at Appell. skulde være berettiget til at indløse Gaarden for 890 Spd., og ved den af Sorenskriveren i Nordre Gudbrandsdalen med Meddomsmænd 23 Febr.1875 enstemmig afsagte Dom blev ogsaa Indst., Hans Jordhøy, tilpligtet under Udkastelsestvang for Cit., Syver O. Hagestande, til Lovens 1ste Faredag at fravige og rydiggjøre Gaarden L.Nr. 176 a Hagestande - Gaasbusæteren, de frasolgte Skovteige og Sæteren Kvita dog ikke herunder indbefattet - mod at erholde udbetalt Løsningssummen 890 Spd. med Fradrag af de paa gaarden hvilende Panteheftelser, samt mod at Cit. overtager det Gaarden af Indst. paaheftede Føderaad til dennes Forældre. Forøvrigt frifandtes han for Cit.s Tiltale i denne Sag. Processens Omkostninger ophævedes. Ved den af Kristiania Stiftsoverrets 2 Afdeling 7 Febr. s. A. afsagde Dom blev derimod Indst. frifunden for Cit.s Tiltale i nærv. Processens Omkostninger ved begge Retter ophævede. Denne Dom er nu af Syver Hagestande indanket til Høiesteret med Paastand, at Underrettens Dom stadfæstes og at Appell. hos Indst. tilkjendes Sagens Omkostninger for Høiesteret, hvorimod der for Indst. er paastaaet, at Overrettens Dom stadfæstes og at Indst. hos Appell. tilkjendes Sagens Omkostninger for Høiesteret.

Overrettens Frifindelsesdom er grundet paa, at Cit.s fra hans Fader nedarvede Odelsret i Henhold til Odelsl.s §9 maa antages at være præskriberet derved, at han ikke gjorde sin Odelsret betimelig gjældende efter Odelsl.s §16. Derimod antager ikke Overretten, at der af Indst.s Fader, efterat han var indtraadt i Ægtestab med begge Parters Moder, er erhvervet nogen ny Odelsret til Eiendommen gjennem den i henhold til Udlægget i 1837 stedfundne Besiddelse. At en saadan ny Odel skulde være erhvervet gjennem

Side:74

denne Besiddelse, kan jeg heller ikke paa nogensomhelst Maade antage. Det paaberaabes i saa Henseende, at Udlægget i 1837 maa antages skeet til Enken og ikke til den Odelsberettigede selv, hvilket nemlig efter en paaberaabt Hst.dom afødt xx.xx.1844, Rt-1844-596, antages at være den rette Fremgangsmaade. Det maa imidlertid ved denne Hst.dom bemærkes, at ligesom den sees ialfald for en Del at være motiveret derved, at der fra Odelsprætendentens Side fremkom udtrykkelig Paastand om at erholde Udlæg i Godset, saaledes kan den efter det under Voteringen Passerede og saaledes som den ogsaa er fremstillet paa det nævnte Sted i Retst., ingenlunde antages bygget paa den Anskuelse, at naar Udlæg er skeet til den Længstlevende og ikke til Odelsprætendenten, saa skal Eiendommen derved antages at være gaaet over til et andet Ætlæg, som kan begynde en ny Odelshævd. Ialfald maa en saadan Anskuelse ansees bestemt forkastet ved en senere Hst.dom afødt xx.xx.1846, Rt-1846-414, som aabenbart gaar ud fra den Anskuelse, at Præskriptionen i Henhold til §9 ikke under et til Eiendom skeet Udlæg til den Længstlevende, ligesom det ogsaa under Voteringen i denne Sag af Førstvoterende er udtalt, hvad man ikke kan se, at de følgende have erklæret sig uenige i, at Godset ved et saadant Udlæg ikke er at anse som udgaaet af Ætlægget. Jeg skal paa Grund af denne Hst.dom, hvorved jeg mener, at Spørgsmaalet om Erhvervelse af Odelshævd paa Grund af Besiddelse er fuldstændig afgjort, ikke opholde mig videre ved dette Spørgsmaal, men erklære mig i saa henseende enig med Overretten.

Det næste og vistnok tvivlsomme Spørgsmaal i Sagen er, om Odelsretten i Henhold til Odelsl.s §9, kfr. §16, kan ansees præskriberet derved, at den Odelsberettigede, Appell., ikke betimelig har gjort sin Ret gjældende. I saa Hensende finder jeg det for det Første klart, at der ikke kan være Spørgsmaal om, at Præskriptionen løber eller at Odelsretten er tabt derved, at han ikke har gjort den gjældende paa en Tid, da han efter §16 ikke var berettiget til at gjøre den gjældende, d.v.s., til at tage Gaarden i Besiddelse, hvilket jeg mener efter Lovens hele Bygning og de øvrige Bestemmelser i Odelsretten maa ansees ensbetydende med: ikke var berettiget til at gjøre Odelsretten gjennem virkelig Løsning gjældende. Odelsl.s §23 viser nemlig, at det er en ukjendt Ting dette Experiment, som Indst. i Høiesteret har paapeget, nemlig at anlægge Odelssag for at faa konstateret sin Odelsret, uden at nogen virkelig Løsning paafølger. §23 viser nemlig tilligemed flere Bestemmelser, at naar der anlægges Odelssag, skal det ogsaa virkelig komme til Løsning og Besiddelsestagen af Gaarden, og en saadan Mellemting som en Sag, anlagt for at faa konstateret ens Adgang til senere at komme i Besiddelse af Gaarden, en Adgang, hvorfor Loven selv indeholder Hjemmel, er en ganske ukjendt Ting og efter min Mening en Uting. Jeg anser det altsaa givet, at der ikke være Spørgsmaal om nogen mod Odelsprætendenten løbende Præskription i den Tid, da han ikke var berettiget til Besiddelsen af Gaarden, altsaa ikke til at drive sin kjødelige Moder og hendes anden Mand, sin Stedfader, fra Gaardens Brug og Besiddelse.

Et andet Spørgsmaal er det derimod, hvorvidt det samme ogsaa gjælder for den Tid, som er forløben, efterat han i Henhold til §16 blev berettiget til at tage Gaarden i Besiddelse idet der nemlig i nærv. Tilfælde, saavidt jeg skjønner, maa erkjendes at være forløben en saa lang Tid, efterat Cit. havde opnaaet 25 Aars Alderen, at Præskriptionen, hvis den i denne Tid løb mod ham, maa siges at være udløben. Han er efter en Attest, som er fremkommen under Sagen, født xx.xx.1832 og havde altsaa 12 Mai 1857 opnaaet 25 Aars Alderen; Odelssagen blev først anlagt ved Indkaldelse afødt xx.xx.1872. Men heller ikke i denne Henseende kan jeg erklære mig enig med Overretten, uagtet jeg erkjender, at Spørgsmaalet kan være tvivlsomt. Naar man nemlig læser §16 i Sammenhæng og navnlig

Side:75

sammenholder den Bestemmelsen om Præskription i §9, maa det, saavidt jeg skjønner, erkjendes, at Loven er bygget paa den Betragtning, at Pietetshensyn forbyder at tillægge en Odelsprætendent, som jo i Virkeligheden kan eie blot en meget liden Del af den i Godset stikkende Værdi, Ret til at drive sin kjødelige Fader eller Moder fra Gaarden, saalænge de forblive enten i enlig Stand eller paany gifte sig. For disse Tilfælde er Regelen forresten noget forskjellig. Det vilde dog være besynderligt, om den samme Lovbestemmelse, som forbyder en Odelsprætendent saaledes at drive sine egne Forældre ud af Gaarden, skulde have villet gjøre det til Pligt for ham efter opnaaet resp. 25 og 18 Aars Alder at drive dem fra Gaarden, hvis han ikke, ved at undlade dette, vil risikere at miste sin Odelsret. Om der end ikke kan lægges nogen afgjørende Vægt paa Udtrykket «kan» i 2den Passus af §16, hvor det nemlig heder: «Indtræder de derimod i nyt Ægtestab, saa kan den Odelsberettigede, saafremt det er den først afdødes i Ægteskabet indbragte Odelsjord, tage Gaarden i Besiddelse, om det er Søn, naar han har fyldt 25 Aar, og om det er Datter, naar hun giftes», skulde jeg dog tro, at et saadant Udtryk er i temmelig stærk Grad uforeneligt med den Anskuelse, at det skulde være Pligt for Odelsprætendenten under hans Odelsrets Fortabelse at gjøre en saadan Ret gjældende, og jeg mener, at man saameget mindre er berettiget til at lægge en saadan Forstaaelse i §16, som det vilde været meget nærliggende at §'en havde enten udtrykkelig henvist til den foreg. §9, eller ialfald opstillet en selvstændig Termin, hvorpaa denne Fortabelse af Retten skulde regnes, dersom dette havde været Meningen. Det vilde være i høieste Grad paafaldende, om §'en, hvis dette havde været Meningen, skulde have ladet det bero ved den Slutning, hvortil man, ved at sammenholde §'en med andre Bestemmelser kunde komme, at Præskriptionen skulde regnes fra den Tid, da Vedk. fyldte sit 25de Aar og med det samme Antal Aar, som Loven forøvrigt bestemmer, altsaa 5 Aar efter §9, hvilken Tid nu ved L. 28 Septbr. 1857 er forkortet til 3 Aar. Jeg kan heller ikke erkjende, at men ved at tage Hensyn til §9 allene og til den Maade, hvorpaa den udtrykker sig, skulde kunne komme til et modsat Resultat. §9 siger: «Har Odelsgods været ude af et Ætlæg i 5 Aar eller længere, uden at nogen af Ætten imidlertid har paatalt sin Indløsningsret til samme og derefter vitterligen indløst det, saaledes som i denne Lov (§29) nærmere findes bestemt, da bør samme Æts eller Families Odels- och Indløsningsret dertil være aldeles tabt og ophævet. Ligeledes tabe alle Nærmere i Ætten deres Indløsningsret» (hvilket man af andre Bestemmelser i Loven ser er det samme som deres hele Odelsret) «saafremt de uden Paatale lade nogen Fjernere i Ætten besidde Godset i 5 Aar». Men at nu en kjødelig Moder, som i Henhold til et Skifteudlæg efter den afdøde Fader vedbliver at besidde og i Kraft af §16 er berettiget til at bruge Godset, skulde kunne siges at besidde dette som en Fjernere i Ætten i den Forstand, hvori dette maa tages i §9, finder jeg aldeles uantageligt, og jeg vilde have fundet dette, selv om der ikke existerede den før af mig berørte Udtalelse under Voteringen angaaende Dommen afødt xx.xx.1846, da det med Bestemthed blev sagt, at Godset ved et saadant Udlæg, nemlig Udlæg, selv om det er til Eiendom, ikke er at anse som gaaet ud af Ætlægget. Forresten skal jeg endnu kun tilføie, at jeg finder saameget mindre Grund til at lægge en modsat Betydning ind i det i 1837 skeede og i 1838 thinglæste Udlæg, som man herom ikke har anden Oplysning end den, der indeholdes i Proceduren ved de forskjellige Retter. Selve Udlægget er ikke fremkommet, heller ikke nogen Udskrift af den i 1837 stedfundne Skiftebehandling i det Hele, og skjønt jeg er gaaet ud fra, hvad ogsaa Appell. har erkjendt at være den rigtige Forudsætning, at Udlægget er skeet paa den den Gang meget hyppige og indtil Hst.dommen af 1844 sædvanlige Maade, nemlig til Eiendom for den, som jo ogsaa var den største Medeier i Eiendommens Værdi, nemlig den gjenlevende Enke, saa finder jeg

Side:76

dog ikke, at man under disse Omstændigheder er berettiget til at lægge noget andet og mere ind i dette Udlæg, end deraf med Nødvendighed følger. Jeg kommer altsaa til samme Resultat som Underretten og finder Intet til Hinder for ligefrem Stadfæstelse af dennes Dom. Processens Omkostninger antages efter Omstændighederne at burde ophæves.

Konklusion:

Underrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger ved Overretten og Høiesteret ophæves.

Assessor Løvenskjold: Jeg kommer til samme Resultat som Førstvoterende, og tiltræder i det Væsentlige hans Præmisser. Men det maa være mig tilladt, da Sagen unægtelig er tvivlsom, ved et Par Ord at antyde mine væsentlige Grunde. Det forekommer mig ikke vel at kunne bestrides, at den Fortolkning af Lov 26 Juni 1821 §16, som Førstvoterende har opstillet, bedst stemmer med de Grunde, hvorpaa Loven er bygget, og frembringer den naturligste Afgjørelse af det Tilfælde, som den direkte omhandler, og det Tilfelde som i denne Sag foreligger. Det er jo Pietetshensyn, som have bevirket, at den Ret, som det odelsberettigede Barn efter Odelsl.s øvrige Indhold vilde have til umiddelbart efter Skiftet, i Tilfælde gjennem en Værge, at uddrive Forældrene, her Moder og Stedfader, af Godsets Besiddelse, er bleven begrændset, og det vilde visselig lidet stemme med disse Hensyn og med den Bestemmelse, som derpaa er grundet, om Loven skulde forstaaes saaledes, at indtil 25 Alderen er Barnet absolut forhindret fra at gjøre sin Odelsret gjældende, men ved dette Tidspunkts Indtræden er Barnet forpligtet til at gjøre den gjældende, hvis han ikke vil forspilde den. Der fremkommer et Forhold, hvori Afgjørelsen af Barnets Ret før og efter det nævnte Tidspunkt kommer i Strid med hinanden, og hvor der ikke bliver en god Konsekvents. Dette er min første Hovedbetragtning. Dernæst den, at §16 for det Forhold, den omhandler, nemlig Forholdet mellem et odelsberettiget Barn og dets ikke odelsberettigede Moder og Stedfader, danner en fuldstædig Undtagelse fra den almindelige Regel om Odelsløsning og Præskription. Moder og Stedfader maa i saadanne Tilfælde betragtes som Fremmede. Godset er ude af Ætlægget og medens Lovgivningen ellers paalægger den Odelsberettigede som Pligt for at værge sin Odelsret, at gjøre den gjældende ved Løsning af Eiendommen og ved at tvinge Vedk. til at ryddiggjøre og fravige denne inden en lovbestemt Præskriptionstid, gjør den i §16 en saa vidtrækkende Undtagelse, som denne i alle Tilfælde er, at Løsningsretten bortfalder indtil det fyldte 25 Aar, hvoraf i mange Tilfælde kan følge, at Vedk. har besiddet Godset i over Hævdstid, det vil sige, i den til Eiendomshævds og som Følge deraf ogsaa under sædvanlige Forhold til Odelshævds Erhvervelse nødvendige Tid, forinden Odelsprætendenten kan indløse Eiendommen. Og naar en saa vidtrækkende Undtagelse er gjort, forekommer det mig under Lovens Taushed om, hvorledes Barnet skal bære sig ad for at værge sin Ret efter det fyldte 25 Aar, helt naturligt, at de samme Grunde fremdeles bevirke, at de sædvanlige Regler om Løsning og Præskription ikke gjælde i Forholdet mellem Barn og Moder eller Stedfader. Dernæst forekommer det mig, at efterat Hst.dommmen afødt xx.xx.1844 bestemt har udtalt, at den rette Fremgangsmaade ved Skifteudlæg i saadanne Forhold som dette er, at Eiendommen udlægges Barnet, saa er det, naar en Fravigelse fra dette rette og normale Forhold undtagelsesvis finder Sted, det naturligste at betragte Tingen saaledes, at Retsforholdet mellem Forældre og Barn i andre Henseender i Virkeligheden, om end i en forskjellig Form, vedbliver at være det samme, som om den normale Fremgangsmaade, at Godset udlægges til det odelsberettigede Barn, var bleven befulgt. Fremdeles maa jeg i et saadant Lovfortolkningsspørgsmaal som dette, hvor det gjelder at udfinde, hvad der under Lovens Taushed er den Regel, som bedst stemmer med Lovens øvrige Indhold, og med dens

Side:77

Grund og hvad der i Overensstemmelse med hele Forholdets Natur billigst og retfærdigst anordnes at være gjeldende, lægge Vægt paa den juridiske Literatur, vi derom have, og man finder da, at de Skrifter, som have den største Anseelse, hvad Odelsretten betræffer, tale for Førstvoterendes Mening. I Motzfeldts Odelsret S. 127 udtaler Forfatteren som sin personlige Mening, at §16 bør anvendes saaledes, som Førstvoterende har antydet. Han udtaler dette som Noget, der kan være Tvivl undergivet, men antager dog, at den rette Fortolkning og Anvendelse af §16 er saadan, som Førstvoterende har ment. Endnu bestemtere udtaler Prof. Brandt dette i sin Tingsret Side 327. Han siger: «Der kan imidlertid spørges, om ikke Odelsretten ifølge §16 dog maa præskriberes, naar den Odelsbaarne ikke benytter sin Ret saa vidt han kan», hvorefter han omtaler to Klasser af Tilfælde, hvorpaa dette Spørgsmaal kan faa Anvendelse, og om den sidste Klasse, som er den her foreliggende, at Odelsprætenden ikke inden 3 Aar gjør sin Indløsningsret gjeldende i det i §16 omhandlede Tilfælde siger han: «Og heller ikke dette andet bør antages, da det vilde være altfor stridende mod det Pietetshensyn, hvorpaa selve §16 er bygget, om den her skulde have gjort Odelsmanden det til Pligt under Rettens Fortabelse at gjøre den gjeldende i sin hele Strenghed». Endelig maa jeg sige, at begge de paaberaabte Hst.dommme afødt xx.xx.1846, uagtet de ikke direkte angaar det foreliggende Spørgsmaal, dog gaar i samme Retning i Fortolkningen af §16, som den Førstvoterende har erklæret sig for. Den første Dom siger, at det er, at Odelsgodset udlægges til den Odelsberettigede, fordi denne er den sande Eier, og Dommen af 1846 bestemmer for et noget forskjelligt Tilfælde, at §16 er lige anvendelig, hvad enten Godset ar udlagt til den Odelsberettigede eller til den Gjenlevende; det synes da at ligge nær at sige, at den ogsaa skal være anvendelig paa samme Maade. Jeg kommer derved igjen tilbage til dette, at jeg tror, det reelle Forhold er det samme i begge Tilfælde. I Forhold til den Odelsberettigede maa den Gjenlevende, som har faaet Godset udlagt, efter min Formening betragtes som usufructuarius. Den Gjenlevande har ingen sand Eiendomsret. Man maa visselig indrømme, at Udlægning paa Skifte til Længstlevende ikke i Forhold til det odelsberettigede Barn har en Eiendomsoverdragelses sædvanlige Virkninger med Hensyn til Stiftelse af Eiendomshævd og Odelshævd og navnlig med Hensyn til Udgangspunktet herfor, og det samme synes mig ogsaa at maatte gjælde, hvad Præskriptionen betræffer. Uagtet visselig Sagen kan være tvivlsom, kommer jeg derfor til det bestemte Resultat, at Førstvoterendes Fortolkning er den rette.

Assessor Blich: Jeg kan ikke være enig med de Voterende. Hst.dommen af 1846 har, som det ogsaa er paapeget, kun afgjort, at den Odelsberettigede ikke taber sin Adgang til at indløse sit Odelsgods, fordi Gaarden paa Skifte er bleven udlagt til den længstlevende, ikke odelsberettegede Ægtefælle, saalænge den Tid endnu ikke er expireret, hvori det efter Odelsl.s §16 tilkommer den længstlevende Ægtefælle at besidde Gaarden, uagtet der er nærmere Odelsberettigede til samme. Men videre er ikke afgjort ved dette Præjudikat. Jeg kan navnlig ikke med en af de foreg. Voterende antage, at Udlæg paa Skifte til den længstlevende ikke odelsberettigede Ægtefælle, kan betragtes aldeles paa samme Maade, som om Udlægget var skeet til den odelsberettigede Arving, saaledes at Ægtefællen kun skulde betragtes som usufructuarius, idet han kun bruge Gaarden for den Odelsberettigede og denne saaledes kunne gjøre sin Ret gjeldende, hvor lang Tid der endog var hengaaet. Loven giver ikke Anl. til en saadan Antagelse, og Hst.dommen af 1846 udtaler heller ikke dette. Der skal, som af Førstvoterende anført, være udtalt af den Førstvoterende i den i 1846 paadømte Sag, at ved saadant Udlæg til den længstlevende, ikke odelsberettigede Ægtefælle, Gaarden ikke skulde kunne antages at være kommen ud af Ætlægget. Om Rigtigheden heraf

Side:78

har jeg ikke kunnet overtyde mig. I Tilfælde af, at den længstlevende Ægtefælle ikke er odelsberettiget til Gaarden, vil dog denne, naar den udlægges til ham, blive at betragte som utlagt til en Fremmed. Ætlæg er blot de, som nedstamme fra Odelserhververen og altsaa selv ere odelsberettigede. Men i ethvert Tilfælde kan dette i nærv. Sag være det samme; thi selv om man vilde betragte den længstlevende Ægtefælle som endnu hørende til Ætlægget, maa hun dog i ethvert Tilfælde være en fjernere Odelsberettiget i Forhold til den nærmest Odelsberettigede, Appell., og da gjelder Regelen i Odelsl.s §9, hvorefter nemlig den Odelsberettigede, for at gjøre sin Odelsret gjældende, maa paatale den mod den fremmede eller fjernere Odelsberettigede inden den foreskrevne Tid. Fra denne Regel danner Odelsl.s §16 en Undtagelse, idet den bestemmer, at den Odelsberettigede kan undlade at gjøre sin Ret gjeldende inden den i §9 foreskrevne Tid, ja endog siger, at han skal ikke kunne gjøre sin Ret gjeldende inden denne Tid, naar Gaarden besiddes af hans kjødelige Fader eller Moder. Men da dette er en Undtagelse fra Regelen i §9, følger det formentlig deraf med Nødvendighed, at den ikke kan gjælde længere end selve Bestemmelsen i §16 tilholder, og denne tilsiger ikke Andet, end at den Odelsberettigede skal lade sin kjødelige Fader eller Moder blive paa Gaarden, indtil han er 25 Aar gammel, og Stedforældrene, indtil den Odelsberettigede er 18 Aar gammel. At §'en ikke udtrykkelig omtaler, inden hvilken Tid den Odelsberettigede skal gjøre sin Ret gjeldende, forekommer mig efter dette ikke at have nogen væsentlig Betydning. Regelen er nemlig efter min Formening indeholdt i §9 og bestemmer, at man, for at gjøre sin Ret gjeldende, skal paatale den inden en vis Tid, og maar §16 nu erklærer, at der herfra gjøres en Undtagelse i det nævnte Tilfælde, indtil Sønnen har fyldt sit 25 eller 18 Aar, tror jeg, at det heraf med Nødvendighed følger, at ved dette Tidspunkt indtræder Forpligtelsen til at gjøre Odelsretten gjældende, hvis den Odelsberettigede ikke vil fortabe den overensstemmende med Regelen i §9. De foreg. Voterende have ogsaa erkjendt, at der i §16 ikke indeholdes nogen udtrykkelig og afgjørende Bestemmelse om, at den Odelsberettigede kan udsætte endnu længere med Indløsningen af Gaarden; men efter deres Anskuelse skulde det være en nødvendig Slutning, man gjør, idet man har sagt, at det vilde være inkonsekvent at antage, at det Pietetshensyn, som har gjort sig gjeldende ved denne Bestemmelse, skulde aldeles tilsidesættes, naar Barnet havde opnaaet den omhandlede Alder, og at det vilde være urigtigt at gjøre det endog til en Pligt for Barnet da at indløse Gaarden fra Forældrene. Denne Slutning forekommer mig dog ikke at holde Stik. Det er ikke nødvendigt at gjøre Barnet det til Pligt at indløse Gaarden, fordi han har opnaaet denne Alder; thi han kan arrangere sig med Forældrene paa en anden Maade, saaledes at de blive siddende paa Gaarden og han dog beholde sin Odelsret, f. Ex. ved at tage en skriftlig Erklæring af dem, hvorved Odelsretten bliver bevaret. Det gjøres ham altsaa ikke til Pligt at indløse Gaarden fra Forældrene for at bevare sin Odelsret. Man kan, forekommer det mig, ogsaa sige, at det samme Pietetshensyn skulde gjøres gjældende, dersom ved Skiftet Odelsgodset var bleven solgt ved Tvangsauktion og kjøbt af den længstlevende af Forældrene; men i dette Tilfælde vilde man dog erkjende, at den Odelsberettigede maa indløse Gaarden overensstemmende med Regelen i §9, forsaavidt han vil gjøre sin Ret gjældende. De samme Grunde kunde dog i dette Tilfælde siges at tale mod en saadan Haardhed mod Forældrene; men en saadan Betragtning vilde man vistnok ikke lade gjælde. §16 handler ikke om dette Tilfælde, som jeg kun nævner for at paapege, at det ikke allene er Pietetshensyn, som her skulde komme i Betragtning. Dersom Loven havde villet, at ikke Præskriptionen skulde løbe, uanseet hvor gammel Odelsprætendenten var, da forekommer det mig, at der herom maatte have været givet en udtrykkelig Bestemmelse i §16; men netop den Omstændighet, at deri ikke indeholdes nogen

Side:79

Regel herom, synes mig med Nødvendighed at vise, at den Regel, som man egentlig har, nemlig Bestemmelsen i §9, maa træde i Kraft, maar Barnet har opnaaet den Alder, inden hvilken det ikke kunde gjøre nogen Ret gjældende mod Faderen. Assessor Motzfeldt og Prof. Brandt have ogsaa udtalt sig tvivlande om, hvad der skulde være det rigtige. Brandt siger endog, at Konsekventsen vilde lede til det af mig antagne Resultat, men at han synes, at det Pietetshensyn, som havde gjort sig gjældende ved Bestemmelsen i §16, bør lede videre. Jeg tror ikke engang, at han har det Tilfælde for Øie, som her omhandles. Da Appell. havde opnaaet sit 25 Aar 12 Mai 1857, maatte han saaledes efter min Formening have gjort sin Ret gjældende inden 3 Aar fra denne Tid overensstemmende med Odelsl.s §9, jfr. L. 28 Septbr. 1857. Men da dette ikke er skeet, antager jeg med Overretten, at han maa have tabt sin Odelsret. Om Eiendomshævd tror jeg i det Hele taget ikke, at der i nærværende Tilfælde kan være Tale, da den længstlevende Ægtefælle og hendes Mand have besiddet Eiendommen efter et Eiendomsudlæg paa Skifte, som er thinglæst, og de saaledes havde fuldkommen Adkomst til Gaarden. Jeg antager saaledes med Overretten, at Indst. maa blive at frifinde for Appell.s Tiltale, og jeg

konkluderer saaledes:

Hans Syversen Jordhøy bør for Syver Olsen Hagestandes Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Assessor I. S. Thomle: Jeg er i det Vesentlige og Resultatet enig med Assessor Blich, idet jeg nemlig mener, at Bestemmelsen i Odelsl.s §9 her maa komme til Anvendelse paa den Maade, at Præskriptionstiden regnes fra Appell.s fyldte 25 Aar, da han ifølge §16 havde Adgang til at gjøre sin Odelsløsningsret gjeldende. Derimod vil jeg aldeles Intet have udtalt om det Spørgsmaal, hvorvidt ny Odelshævd af Indst.s Fader kan antages at være erhvervet.

Assessor Sarlund: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Ass. Blich paa samme Maade som Assessor J. S. Thomle.

Extraordinær Assessor, Generalkrigskommissær Bull samt Assessor Manthey: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Assessor Blichs Konklusion.