Rt-1880-198
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1879-12-03 |
| Publisert: | Rt-1880-198 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr 150/ 1879 |
| Parter: | Chr. Togersen, Engebret Kjøntvedt, Jens Traaen og Halvor Kongsjordet (F. Heiberg) mod Skifteretten og curator bonorum i Grosserer Edv. Tandbergs Konkursbo (Borgen). |
| Forfatter: | Andresen, Løvenskjold, Saxlund, A. Thomle, Blich, Ottesen, Justitiarius Thomle |
| Lovhenvisninger: |
Assessor Andresen: Efterat Grossererne Edward Tandberg i Drammen under 21 Septbr. 1876 havde til Sagfører Bang udstedt en Pantobligation for 5000 Spd., der efter en af Bang samtidig udstedt Erklæring skulde sælges og anvendes «til Betaling af forfaldne og først forfaldende Akcepter» som Hovedappell.ne, Torgersen m. Fl. havde paa Tandberg, og efterat 2 af Hovedappell.ne, (Engb. A. Kjøntvedt og H. Kongsgjordet) ligeledes samtidig, (den 21 Septbr. 1876), havde udstedt en Erklæring, hvori de, «hvis Bang «overdrog Obligationen til Trælasthandler S. Houg in solidum indestod denne «for rigtig Betaling af samme», blev Obligationen den 30 Septbr. overdragen til Houg, som i 3 Terminer udbetalte dens fulde paalydende Beløb 5000 Spd., der angivelig overensstemmende med foregaaende Aftale, blev anvendt til Indfrielse dels hos Hovedappell.ne, Torgersen m. Fl. nogle af dem tidligere for Tandberg indfriede Akcepter og dels direkte i Bankerne af der forfaldne Papirer, hvorpaa Numedølerne (Torgersen m. Fl.), stode som Trassenter eller Endossenter. Efterat de ved Obligationen pantstillede Eiendomme af Boet vare realiserede ved offentlig Auktion, erholdt Bang antagelig paa Torgersen og hans Medinteressenters Vegne, mod sin Kvittering af Boet udbetalt Obligationens Beløb med Renter til 17 Mai 1877 og 2 pCt. Inkassationssalar, tils. et Beløb af 21,068 Kr. 13 Øre. Men da Tandbergs Bo, som den 17 Oktbr. 1876 var overgivet til Konkurs, ansaa Transaktionen i Henhold til Konkursl.s §44 eller §45 ugyldig havde Boet allerede tidligere, dels i Decbr. 1876, dels i Januar 1877, anlagt Sag mod Torgersen m. Fl. til Erstatning efter Skjøn eller til Tilbagegivelse af det ved Panternes Realisation udkommende Beløb. Ved Drammens Bythingsdom af 29 Jan.
Side:199
1878 blev imidlertid Torgersen m. Fl. frifundne med Ophævelse af Procesomkostningerne, hvorimod de ved Kristiania Stiftsoverrets 1ste Afdelings Dom afødt xx.xx.1879 - hvor nemlig den af Bang meddelte Kvittering afødt xx.xx.1877 ikke var dokumenteret; (det heder udtrykkelig i Overrettens Præmisser: «det maa blive til Appellskabets egen Skade, at det ikke under Sagens Gang har oplyst, hvad det ifølge Proceduren efter Realisationen maa have udredet i Renter og Omkostninger») - bleve tilpligtede at betale Boet 20,000 Kr. med Renter fra Forligsindkaldelsen d.v.s. den første Indkaldelse afødt xx.xx.1876 mod for deres Tilgodehavende hos Tandberg at konkurere i Boet som uprioriterede Kreditorer. Sagen er derefter af Torgersen m. Fl. indanket til Høiesteret, hvor der ogsaa af Boet er udtaget Kontrastevning. Hovedappell.nes Paastand gaar principaliter ud paa Frifindelse ligesom ved Underretten og subsidialiter paa, at de frifindes mod at tilbagebetale en Del af Beløbet, nemlig en Del af de Vexler, til hvis Indfrielse det omhandlede Obligationsbeløb er anvendt, hvorimod Kontracit.ne have paastaaet Overrettens Dom forandret derhen, at Torgersen m. Fl. tilpligtes at give Erstatning efter Skjøn af uvillige Mænd for det Tab, som Boet har lidt ved Udstedelsen af de omhandlede Pantobligationer, dog saaledes at - hvilket er stemmende med hvad der paastodes ved Underretten - Erstatningssummen ikke maa ansættes til et mindre Beløb end hvad ved Realisationen af pantet udkommet til Dækkelse af Obligationen, Kapital med Renter og Omkostninger, nemliv 21,068 Kr. 13 Øre, og in subsidium er Overrettens Dom af Kontracit. paastaaet stadfæstet med Forandring af Summen fra 20,000 Kr. til 21,068 Kr. 13 Øre med Renter af Beløbet fra Forligsindkaldelser. Begge Parter have derhos paastaa sig tilkjendt Procesomkostninger.
Hovedappell.ne paastaa, at Forholdet maa opfattes saaledes, at de 2 Begivenheder, Pantobligationens Udtsedelse og Indfrielsen af de Akcepter, hvorfor Hovedappell.ne heftede, ikke maa sættes i Forbindelse med hinanden, men betragtes som aldeles uafhængige den ene af den anden, og at den Gjeld, til hvis Dækkelse Obligationens Beløb er anvendt, var i alle Maader en lovlig og derhos forfalden Gjæld. Beløbene vare dels udlagte af Hovedappell.ne og dels ere de direkte indfriede i Bankerne af Sagf. Bank, til hvem Obligationen blev udstedt.
Overretten er derimod gaaet ud fra, at det af de under Sagen navnlig gjennem Hougs og Tandbergs Forklaringer fremkomne Oplysninger og tildels endog af Hovedappell.nes egen Fremstilling under Proceduren er aldeles klart, at Transaktionen i sit Væsen kun er en Pantsættelse, et Forsøg paa at skaffe enkelte Kreditorer Sikkerhed for en Del af deres Tilgodehavende, og at Transaktionen følgelig efter Konkursl.s §45 maa være aldeles ugyldig, idet det Tidsrum, som omhandles i §44 a mellem Udstedelsen og Konkursen, nemlig 8 Uger, ikke er forløbet.
I denne Opfatning maa jeg give Overretten fuldt Medhold. Jeg mener at naar man sammenligner denne Sag med tidligere lignende Sager, hvorunder ogsaa Spørgsmaalet har været om Transaktioner i Konkursbor er stridende dels mod Konkursl.s §44 a og b og dels mod §45, saa maa man erkjende, at Forholdet her endog er endnu mere gjennemsigtig end i de tidligere Sager, og at der, som af Overretten anført, er fremkommet en Mængde Indicier for, at det i Virkeligheden forholder sig saa, at man har brugt en Omvei for at skaffe enkelte Kreditorer Sikkerhed for en Del af, deres Tilgodehavende, og at navnlig Trælasthandler S. Houg til hvem Obligationen af Bang blev overdragen, kun var en Mellemmand, som man brugte for derved at give Transaktionen Udseende af at være lovlig og gyldig. Det maa i saa Henseende bemærkes for det Første, at hverken S. Houg og navnlig, hvad her maa lægges mest Vægt paa, heller ikke Tandberg har havt nogen Indflydelse paa Anvendelsen af Pengene; men at Tandberg derimod, efterat han havde
Side:200
underskrevet Obligationen, ikke kan sees at have havt Mere med Affæren at gjøre; dens Ordning var nemlig overdragen til Sagf. Bang, som efter hvad der udtrykkelig erklæres ogsaa har været Mandatarius for alle Parter, og ialfald sees at have været Mandatarius for Numefølerne, Torgersen m. Fl. Det var nemlig, som allerede foreløbig bemærket, overensstemmende med en tidligere truffen Aftale, at Pengene bleve anvendte til Indfrielse af de Akcepter, hvorfor Hovedappell.ne bestede, hvilken Akcepter, som vare anbragte i forskjellige Banker, de dels have været nødte til at indfri i Bankerne. Pengene vare ogsaa i dette øiemed forblevne i Bangs Besiddelse; de skulle, efter hvad der siges og hvilket her ikke er bestemt modsagt, - Hovedappell.nes Sagfører har derom erklæret sig uvidende - af Houg være blevne præsterede i 3 Terminer i Septbr. og Begyndlesen af Oktbr. 1876, altsaa den 1 Termin endog før Obligationens Transport, og det var Bang, som havde paataget sig at anvende Pengene overensstemmende med Aftalen og som ogsaa maatte ansees ansvarlig for, at pengene virkelig bleve anvendte paa denne Maade. Under disse Omstændigheder er der ingen Grund til at antage, at Indfrielsen maatte betragtes uafhængig af Obligationens Udstedelse. Efter den Fremstilling, som Bang har givet Boet i en Skrivelse afødt xx.xx.1876 vare ogsaa ialfald et Par af Intressenterne tilstede, da Obligationen den 21 Septbr. 1876 blev underskreven af Tandberg, og det maa derhos vel haves i Erindringen, at Bang ikke gav nogensomhelst Valuta for Obligationen; den blev udstedt til ham, forat han skulde anbringe den hos Houg, saaledes som det senere skede. Bang har forresten ikke villet erklære, hvem der betalte hans Salar for Obligationens Forhandling, idet han paa Provokation til at erklære sig herom, har svaret, at det var Sagen uvedkommende. Dernæst har man den ogsaa id et foregaaende faktiske Recit nævnte Erklæring afødt xx.xx.1876 fra et par af Numedølerne, hvori de for det Tilfælde, at Obligationen skulde blive solgt til Houg, erklære sig in solidum forpligtede til at indestaa for Obligationens rigtige Betaling og i Forbindelse hermed maa mærkes, den af Houg som 1 H.V. i Sagen afgivne Forklaring, der endog gaar ud paa at han ansaa samtlige Interessenter som Garantier for det Tilfælde, at han ikke skulde blive Kjøber af Eiendommene eller at disse ikke skulde udbringes til saa Meget som Obligationens Beløb. Han vilde ikke have noget Tab, har han sagt, og det havde han ogsaa under Forhandlingen med Bang udtrykkelig erklæret. Dernæst har man den af 2 H.V., som i Særdeleshed er bestemt, og 3 H.V., afgivne Forklaring samt en Skrivelse afødt xx.xx.1877 fra en Aas, der ikke er ført som V. og forresten ogsaa udtaler sig mindre bestemt, hvorefter nogle af Hovedappell.ne, navnlig Torgersen, til forskjellige Tider havde udtalt, at de havde Sikkerhed for en Del af sit Tilgodehavende hos Tandberg.
Efter det saaledes Anførte maa jeg med Overretten være enig i, at Forholdt er aldeles gjennemsigtigt og klart og det endog efter Hovedappell.nes egen Fremstilling af Sagen, og dersom der skulde være nogen Forskjel mellem denne og de tidligere paadømte Sager angaaende Konkursl.s §44 og §45, maatte det være den, at Forholdet i nærværende Tilfælde er endnu mere gjennemsigtigt end hine.
Jeg kommer altsaa til samme Resultat som Overretten, dog saaledes, at det Beløb, som bliver at tilbagebetale Boet, bliver det samme, som Boet i sin Tid har betalt til Bang, nemlig 21,068 Kr. 13 øre; men da Renter ere beregnede og indbefattede i dette Beløb lige til 17 Mai 1877, er det klart, at de i Dommen tilkjendendes Renter kun kunne blive at beregne fra 18 Mai 1877 og ikke, som sædvanligt, fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen. Vistnok har Kontracit. paastaaet, at i Henhold til Slutningsbestemmelsen i Konkursl.s §45 Boet ogsaa maa erstattes den videre Skade, som det har lidt ved det med den omhandlede Obligation Passerede, navnlig den Skade,
Side:201
som skulde bestaa i, at Boet ved Obligationens Udstedelse og Thinglæsning har været hindret i fordelagtigere Dispositioner over Eiendommene, specielt i at arrangere sig med tidligere Panthavere med Hensyn til Betaling af Afdrag og Renter, hvorved en forceret Realisation kunde have været forebygget. Men i Henhold til de Antydninger, som indeholdes baade i Konkursl.s §44 og i dens §48, antager jeg ikke, at der kan blive Spørgsmaal om Godtgjørelse for en saadan fjernere Skade. §45 indeholder vistnok ikke ligefrem nogen Bestemmelse derom, men det er antageligt, at naar det i §'ens Slutning heder, at Fordringshaveren skal erstatte boet den derved forvoldte Skade, saa har man sigtet til den samme Skadeserstatning, som omhandles i §44 og umiddelbar efter i §48, og denne Skadeserstatning bestaar kun i Tilbagegivelse af det Oppebaarne. Efter §44 skal der tilbagebives boet «det Modtagne eller dets Værdi,» og efter §48 har Boet ogsaa mod Cessionarius, som ikke er i god Tro, Ret til at fordre «Gjenstandene eller Rettighederne tilbagegivne eller Skaden erstattet». Jeg tror altsaa, at man maa blive staaende ved det Beløb, som i sin Tid er gaaet ud af Boet, og saavidt jeg har opfattet Høiesterets Dom afødt xx.xx.1867, Rt-1867-663*), er man der gaaet ud fra en lignende Anskuelse.
- ) Voteringen optagen med Hurtigskrift Ugeskrift for Lovk. m. m. VII S. 36-39.
I den paaankede Overretsdom er det sagt, at Hovedappell.ne tilpligtes at tilbagebetale 20,000 Kr. med Renter osv. mod at kjendes berettigede til i Boet at konkurrere for sit der anmeldte Tilgodehavende. Jeg anser det vistnok for min Del selvfølgeligt, at naar Fordringen er anmeldt og der ikke fremkommer Indsigelse mod dens Rigtighed, saa maa Hovedappell.ne uden en saadan Forbeholdenhed være berettigede til at konkurrere som andre Kreditorer i Boet. Hvad Høiesterets Dom i nærværende Sag kommer til at afgjøre, er jo kun Fordringshavernes Forpligtelse til at erstatte Boet den Skade, som er det forvoldt ved Udstedelsen af det her omhandlede ugyldige Dokument; men Boets øvrige Forhold blive aldeles uberørte heraf. Jeg kan derfor for mit Vedkommende ikke anse en saadan Forbeholdenhed nødvendig; men for det Tilfælde, at Hovedcit.ne ikke skulde have anmeldt sine Fordringer er det maaske alligevel forsigtigst at tage denne Forbeholdenhed, som, om den end er mindre nødvendig, dog ikke kan skade.
Efter den Opfatning, jeg har af Sagen og som tilstrækkelig fremgaar af det Anførte, er det en Selfølge, at jeg ikke kan fritage Hovedcit.ne fra at betale Processens Omkostninger i Høiesteret. Efterat Hovedcit.ne havde faaet en saa velskreven Overretsdom mod sig som den, de under nærværende Sag have paaanket, og efter de tidligere af Høiesteret given Afgjørelser i lignende Sager forekommer det mig, at de have savnet tilstrækkelig Grund til at bringe en Sag som denne ind her for Retten. Procesomkostningerne for Underretten og Overretten tror jeg derimod kan ophæves, uden at jeg anser det nødvendigt, at Noget derom udtales i Konklusionen.
Konklusion:
Hovedcit.ne, Chr. Torgersen, Engebret Kjøntvedt, Jens Traaen og Halvor Kongsjordet bør in solidum til Kontracit., Grosserer Edward Tandbergs Konkursbor betale 21068 Kr. 13 Øre tilligemed 5 pCt. Aarlig Rente deraf fra 18 Mai 1877, til betaling sker, hvorimod de bør være berettigede til for deres ved Pantobligationen afødt xx.xx.1876 dækkede Tilgodehavende hos Tandberg at konkurrere i boet som uprioriterede Kreditorer. I Procesomkostninger for Høiesteret bør Hovedcit.ne til Kontracit. betale 300 Kr.
Assessor Løvenskjold: Jeg kommer, med Undtagelse af Spørgsmaalet om Procesomkostningerne, til samme Resultat som Førstvoterende. Jeg begrunder min Mening i det Væsentlige paa de samme Grunde som de af Førstvoterende anførte og antager det ved Førstvoterendes Fremstilling
Side:202
godtgjort, at den omhandlede Pantobligation maa ansees udstedt i Hovedcit.nes Interesse og for at skaffe dem Fyldestgjørelse for deres Fordringer paa Edward Tandberg. Da det ved en Række af Domme afsagte i 1867 og 1869 er antaget, at man ved Fortolkningnen af Bestemmelsen i Konkursl.s §45 maa se paa Tingens Væsen og ikke paa den Form, som de Transigerende have givet Sagen, for at omgaa Lovens Bestemmelse, saa antager jeg med Førstvoterende, at heller ikke den her omhandlede Obligation kan komme Hovedcit.ne tilgode, og at de maa være pligtige til at erstatte Edw. Tandbergs Bo det Beløb, som de for denne Obligation have faaet udbetalt. Jeg finder dog ikke Sagen saa klar som Førstvoterende, idet jeg maa erkjende, at den ikke gaar ind under §45's Bogstav, da Obligationen ikke er udstedt til Hovedcit.ne og den heller ikke som §'ens sidste Led omhandler, af en Fordringshaver er overdragen til en Trediemand. Det gjælder heller ikke her direkte at faa en Pantobligation kjendt ugyldig i Forhold til Boets øvrige Kreditorer, men efterat Pantet i Medhold af Obligationen er bleven realiseret, og dens Beløb udbetalt til Kreditor, vil man faa Hovedcit.ne tilpligtede at erstatte boet det Beløb, de ved Obligationens Udstedelse modtog af Kreditor. Forsaavidt Boets Paastand om, at Obligationen skulde være ugyldig, er støttet paa §44, anser jeg denne Paastand aldeles forkastelig, og jeg tror derfor, at det maa holdes Hovedcit.ne tilgode, at de have troet ved en Transaktion, som i Formen var lovlig, at kunne faa Dækning for deres Fordring paa Skyldneren, og da de ved Underretsdommen have faaet Medhold, tror jeg ogsaa, at det maa holdes dem tilgode, at de have søgt Sagen afgjort ved Høiesterets Dom. Jeg er ligeledes med Førstvoterende enig i, at der ikke bør gives Boet Erstating efter Skjøn for det Tab, som det har lidt ved Obligationens Udstedelse; men jeg støtter denne Mening væsentlig derpaa, at der ikke er tilveiebragt tilstrækkelig Oplysning om, at Boet har lidt noget Tab ved Obligationen uden for det Beløb, som Boet for den har udbetalt i Kapital og Renter samt Omkostninger, nemlig 21068 Kr. 13 Øre, og jeg tror saaledes væsentlig af denne Grund, at Hovedcit.nes Forpligtelse til at erstatte Boet dets Tab bør indskrænkes til dette Beløb. Ved Konklusionen skal jeg kun bemærke, at jeg tror, at det udtrykkelig bør bestemmes, at Sagens Omkostninger hæves ved Underretten og Overretten.
Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Assessor A. Thomle: Ligesaa, idet jeg forbeholder Konference om Konklusionen.
Assessorerne Blich og Ottesen: Ligesaa.
Justitiarius Thomle: I det Væsentlige og Resultatet enig paa samme Maade som Assessor Løvenskjold.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion med Tilføielse, at Processens Omkostninger for Under- og Overretten ophævedes.