Rt-1880-278

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1880-02-07
Publisert:	Rt-1880-278
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 57/1 1880
Parter:	Kristiania Magistrat og Formandskab (Nikolaysen) mod Kjøbmand Wilh. F. Jensen (Heyerdahl).
Forfatter:	Ph. Hansteen, Andresen, Saxlund, Ottesen, Bull, Brandt, Thomle, Løvenskjold, Andersen, Manthey
Lovhenvisninger:	Grunnloven (1814) §105, Lov om bygningsvæsenet i Kristiania (1875) §8, Lov om Kjøbstaden Tromsø (1851) §22, §24, §9

Assessor Ph. Hansteen: Ved Kristiania Kommunebestyrelses Beslutning afødt xx.xx.1876, approberet ved Kgl. Resol. af 24 s. M., blev det bestemt, at Uranienborgveien fra Oskars Gade og opover skulde oparbeies og udvides til en 20 Alen bred Gade overensstemmende med den af Reguleringskommissionen under 17 Decbr. 1869 afgiven Reguleringsplan. Veien paa denne Strækning havde tidligere i lang Tid været en af de tilstødende Grundeiere benyttet og for den almindelige Færdsel aaben liggende Gade, der imidlertid var privat oparbeidet og vedligeholdt, og aldrig havde været overtaget af Kommunen. Den var under 25 Aug. 1854 bleven opmaalt og fraskilt en Kong Oskar den 1 da tilhørende Løkke, og det opmaalte Areal - 1539 kvadrat Alen - udlagt som privat Vei og givet særskilt Matr.-Nr. blandt Løkkerne. Veiens Vedligeholdelse paalaa Eierne af de omkringliggende Grunde. Den sees i 1861 at være af dem forbedret og forsynet med Fortoug; i 1862 fritoges den ifølge Beslutning af Kommunebestyrelsen for at svare Grundskat, der dog kun havde beløbet sig til 15 1/2 Skill. aarlig, og Kommunen havde anbragt et par Gadelygter der, men ellers ikke befattet sig med Veien og navnlig ikke havt noget med dens Vedligeholdelse at bestille.

Til Iværksættelse af den ved Kommunebestyrelsens Beslutning bestemte Oparbeidelse og Udøvelse af denne Vei til en Gade paa 20 Alens Bredde tiltrængtes foruden Veiens ældre Areal endvidere en Del Grund af de omkringliggende Eiendomme og deriblandt en indtil 6 1/2 Alen bred Strimmel i det Hele udgjørende 237 1/2 kvadrat Al. af Eiendommen Nr. 33 til Oskars Gade, der tilhørte, og som siden 1873 havde været eiet af Kjøbmand Wilh. F. Jensen. Grunden afstodes gratis af Alle med Undtagelse af nævnte Kjøbmand Jensen, der nægtede at afstaa af sin Eiendom den fornødne Grund uden mod Erstatning, ligesom han derhos, i Anledning af at Gaden efter Reguleringsplanen skulde forhøies ikke ubetydeligt (nederst 2 Fod, øverst 4 Fod 6 Tom.), forlangte Erstatning for de Ulemper for hans Eiendom, som deraf vilde flyde. Ved Skrivelse afødt xx.xx.1876 meddelte han dog, efter Foranledning af Borgermesteren, Samtykke til, at Kommunen naarsomhelst tog Grunden i Besiddelse og oparbeidede den, mod at Kommunen strax tilstevnte Skjønsforretning til Ansættelse af de Værdier, som Jensen i Tilfælde af, at hans Paastand maatte befindes velgrundet, maatte tilkomme, og at Kommunen derefter snarest muligt anlagde Søgsmaal til Afgjørelse af Spørgsmaalet om, hvorvidt han tilkom den fordrede Erstatning eller ikke.

Paa Grund heraf lod Kommunen, under behørigt Forbehold og i saa Henseende henholdende sig til §8 i Lov om Bygningsvæsenet i Kristiania afødt xx.xx.1875, den 15 Septbr. 1876 afholde en Taxtforretning, under hvilken et fremsat Spørgsmaal om, hvorvidt Eiendommen fandtes at lide noget Tab derved, at der forbi samme blev oparbeidet en Vei eller Gade med Høide som af Statsingeniøren foreslaaet og med Nedkjørsel til Eiendommen, istedetfor den ældre Vei, blev af Skjønsmændene enstemmig besvaret bekræftende. Den til Gadeanlægget af Jensens Eiendom fornødne Grund taxeredes ved Skjønnet enstemmig til 2 Spdl. Pr kvadrat Al., og Ulempeerstatningen i Anledning af Veiens Forhøielse blev under Taxten ansat til 1000 Spdl. Ved et derpaa efter Kommunens Foranstaltning afholdt Overskjøn den 7 Oktbr. s. A. blev Spørgsmaalet om gadens Oparbeidelse overhovedet medførte noget Tab for Eiendommen, besvaret paa samme Maade som ved Underskjønnet nemlig bekræftende, og Erstatningen for den Grund, som skulde afgives, blev ansat

Side:279

til samme Beløb som ved Underskjønnet nemlig til 2 Spdl. Pr. kvadrat Al., medens derimod Ulempe-Erstatningen kun blev ansat til 500 Spdl.

Efterat disse Skjøn saaleds vare afgivne, indkaldte Kommunens Vedkommende under 13 Oktbr. 1876 Jensen til Forligelseskom., og efterat Forlig forgjæves var bleven prøvet, sagsøgte Kommunen Jensen ved Kristiania Byret med Paastand om, at han skulde kjendes uberettiget til nogen Erstatning enten for den afgivne Grund eller for den Ulempe, som Veiens Forhøielse maatte medføre, hvorhos han paastodes tilpligtet at betale til Kommunen Processens Omkostninger. Indst. paastod derimod under Sagen Kommunen tilpligtet at erstatte ham Grunden med det ved Taxterne bestemte Beløb, 8 Kr. pr. kvadrat Al., og derhos at betale ham Ulempe-Erstatning efter Overskjønnet med 2000 Kr., begge Beløb med Renter fra Forligsklagen, hvorhos han tillige paastod sig tilkjendt Godtgjørelse for havte Udgifter i Anledning af de afholdte Skjønsforretninger saavelsom Processens Omkostninger. I en senere Paastand har han efter Udregning af Erstatningsbeløbet for Afgivelse af Grunden 237 1/2 kvadrat Al. indskudt Beløbet 1900 Kr. i Paastandens 1 Post.

Ved Kristiania Byrets Dom afødt xx.xx.1878 er Indst.s Paastand i det Hele taget til Følge, dog saaledes at processens Omkostninger ere ophævede.

Sagen er nu af Kristiania Magistrat paa Kommunens Vegne indbragt for Høiesteret med Gjentagelse af de af Kommunens Vedkommende ved Byretten nedlagte Paastande samt derhos med Paastand om Processens Omkostninger ogsaa for Høiesteret, medens Indst. har paastaaet Byrettens Dom stadfæstet og sig tilkjendet Processens Omkostninger for Høiesteret.

Som det sees deler Sagen sig i 2 Poster, som nemlig angaaende: 1) den af Indst. paastaaede Erstatning for den afgivne Grund, og 2) den af ham ligeledes paastaaede Ulempe-Erstatning.

Byretten har, ved at tage Indst.s Paastand om Erstatning for Grunden til Følge, lagt væsentlig Vægt paa, hvad ogsaa af Indst. med stor Styrke har været paaberaabt under Sagen, at Uranienborgveien før var en allerede forlængst anlagt Gade, der i lang Tid faktisk havde været benyttet som almindelig Færdselsvei, og har i denne Omstændighed fundet Grund til at anse Tilfældet som liggende udenfor Bygningsl.s Forudsætninger og saaledes at være et ulovbestemt Tilfælde, paa hvilket det efter Forholdenes Beskaffenhed vilde være uretfærdigt at lade Lovens Bestemmelser om Grunds Afgivelse uden Erstatning til nye Gadeanlæg komme til Anvendelse, og det saa meget mere som den til Grund for Bestemmelsen om gratis Afgivelse af Grund til nye Gader liggende almindelige Præsumtion: at Fordelene af det nye Gadeanlæg ækvivalerer den afgivne Grunds Værdi ikke gjælder i nærværende Tilfælde, hvor det ved det afgivne Skjøn er godtgjort ikke alene, at Fordelen af Gaden ikke opveier det Afstaaedes Værdi, men at dens Anlæg endog paafører Indst. et betydeligt Tab, under hvilken Omstændighed Byretten finder det tvivlsomt, om man ikke vilde gaa Principet i Grundl.s §105 for nær ved her at nægte Indst. Erstatning for den Grund, som han maa afgive. Forøvrigt antager Byretten ogsaa, at Indst.s Ret til Erstatning maa følge deraf, at den gamle Uranienborgvei var anlagt og Forholdene med Hensyn til samme ordnede, allerede medens en ældre Bygningsl. afødt xx.xx.1842 endnu var gjældende, hvis §7 ved at bestemme Erstatning for Grundafstaaelse kun bruger Udtrykket: «allerede anlagt Gade eller Plads», og ikke ligesom den nye Bygningslov afødt xx.xx.1875 knytter Regelen til Gader, der ere anlagte og af Kommunen overtagne, under hvilken Omstændighed Byretten er tilbøielig til at antage, at det vilde være at give Bygningsloven afødt xx.xx.1875 en utilbørlig Indflydelse paa ældre Forholde at lade dens §8, der - som anført - er det Fundament, hvorpaa Kommunen støtter sin Paastand, komme

Side:280

til Anvendelse i nærværende Tilfælde. De herhen hørende Bestemmelser i sidstnævnte Lovs §8 indeholder, at naar Grund af vedkommende Eier skal afgives «til Udvidelse eller Rettelse af en allerede anlagt og af Kommunen overtaget Gade eller Plads», tilkommer Grundeieren Erstatning af Bykassen efter uvillige Mænds Skjøn, medens det senere i samme § heder, at naar ny Gade eller Plads anlægges forbi en tidligere bebygget Tomt, og Bygningens Eier tillige er Eier af den tilstødende Grund, der skal udlægges til Gade eller Plads, da erlægger Bykassen ingen Erstatning for den Del af Grunden, der behøves til den halve Gade eller Plads indtil en Bredde af 12 1/2 Al., (en Bredde, hvorom der under nærværende Sag ikke er Tale). Det er paa den sidste Bestemmelse, at Kommunen støtter sin Paastand om, at Indst. nu skulde være pligtig til at afgive den omhandlede Grund uden Erstatning, en Formening, hvori Byretten af de berørte Grunde har erklæret sig uenig.

For Sagens Udfald i Indst.s Favør, hvad Ulempe-Erstatningen angaar, har Byretten fundet de afgivne Skjøn i Forbindelse med det Præjudikat, som indeholdes i en under 24 Septbr. 1857 (Rt-1875-712) afsagt Hstd. afgjørende.

Jeg slutter mig i begge Sagens Poster til Byrettens Resultat, men bygger dog dette ikke i Sagens 1 Post ganske paa de samme Grunde som Byretten. Jeg tror nemlig ikke, at der kanlægges nogen afgjørende Vægt paa den Omstændighed, at der før var en ældre Vei paa den omhandlede Strækning, aldenstund samme ikke var anlagt eller overtaget af Kommunen. Jeg tror nemlig efter Bygningsl. afødt xx.xx.1875, §8, - lige meget efter dens eget Indhold som efter dens Forarbeider - at maatte gaa ud fra, at det har været dens Hensigt at være udtømmende, og at man derfor ikke ved Siden af dens tvende opstillede Tilfælde: a) Udvidelse og Rettelse af ældre af Kommunen overtagne Gader og b) nye anlagte Gader kan opstille et tredie Tilfælde: Rettelse og Omdannelse af private af Kommunen ikke tidligere overtagen Færdselsveie. Jeg antager nemlig, at Omdannelsen af saadanne til Gader maa sættes ved Siden af nye Gade-Anlæg. Men jeg antager alligevel, at nærværende Tilfælde maa ansees som et udenfor Loven liggende og derfor som et ulovbestemt Tilfælde. Man maa nemlig efter min Mening i Lovens heromhandlede Dispositioner nødvendigvis indlægge den Forudsætning som en Grundtanke ved dem alle, at naar det er foreskrevet, at Erstatning ikke skal gives for til Kommunen afgivet Grund, da er dette fordi det er antaget, at Vedkommende ved Afgivelsen intet Tab lider. Hvis derfor Grundeieren kan imod Lovens Præsumtion i denne Henseende godtgjøre, at han dog lider et Tab, saa bør han efter min Mening have Ret til at faa sig dette erstattet; med andre Ord: Jeg tror, at man maa gaa ud fra, at Lovens Bestemmelser om Ikke-Erstatning hviler paa en Præsumtion om, at der ved de af det Offentlige iværksatte Gadeanlæg vil opnaaes Fordele, der ville være tilstrækkelig Erstatning for, hvad Vedkommende afgiver, (kfr. Lovens §9); men under Muligheden af, at denne Forudsætning i enkelte særegne Tilfælde kan vise sig ikke at slaa til, tror jeg, at man maa lægge ind i Loven som en underforstaaet og efter Principet i Grundl.s §105 selvsagt Ting, at Erstatning i saa Fald maa ydes. En hermed analog Bestemmelse er udtrykkelig indtaget i Veiloven afødt xx.xx.1851 §22 jfr. §24, der berettiger Veivæsenet til at tage Sand og Grus og anden Veifyld i Skov og udyrket Mark og udtaler som Regel, at Eieren ikke derfor skal have Erstatning, men dog tilsiger ham saadan, hvis det ved Skjøn befindes, at han har lidt Skade. Den her udtrykkelig udtalte Regel maa efter min Mening nødvendigvis ogsaa ligge til Grund for Forskriften i Bygningsl.s §8 om Afgivelse af Grund uden Erstatning i visse Tilfælde, saaledes altsaa at dette maa antages kun at være foreskrevet for det Tilfælde, at Lovens Forudsætning om, at ingen Skade ved Afgivelsen er lidt, slaar til, men at derimod i modsat

Side:281

Fald Erstatning for det oplyste Tab skal gives. Vilde man ikke antage dette, forekommer det mig, at Loven maatte siges at gaa Principet i Grundl.s §105 for nær; men at antage noget saadant, navnlig om en Lov, der har været Gjenstand for ensaa omhyggelig Overveielse og saa megen Drøftelse og Granskning af kyndige Mænd, som Tilfældet har været med Bygningsl., vilde visselig være ganske uberettiget. Jeg skal forøvrigt ikke gaa nærmere ind herpaa men henvise til en Afhandling af Professor Aschehoug i Rt-1879-715 Nr. 45-47 navnlig S. 727-29 og 759, idet jeg i det Væsentlige slutter mig til de der udviklede Synsmaader. Da jeg allerede i det Anførte finder tilstrækkelig Grund til at tage Paastanden om Erstatning for Afgivelse af Grund til Følge, anser jeg det ufornødent nærmere at gaa ind paa, hvad der iøvrigt af Indst. er anført til yderligere Støtte for dette Resultat.

Hvad Ulempe-Erstatningen angaar, anser jeg med Byretten samme at være en nødvendig Følge af de i Sagens Anledning afgivne Skjøn, ligesom jeg ogsaa finder Høiesteretsdommen af 1857 at være et bindende Præjudikar herfor. Processens Omkostninger tror jeg efter Sagens Beskaffenhed bør ophæves for begge Retter.

Skjønt jeg efter det Anførte ikke i alle Dele tiltræder Byrettens Begrundelse af Resultatet, anser jeg det dog, da mit Votum i denne Henseende indeholder tilstrækkelig Oplysning, ikke for nødvendigt at give ny Konklusion, saa meget mindre som Byretten ogsaa i sine Præmisser har omhandlet og godkjendt den Hoved-Synsmaade, hvorpaa jeg grunder mit Resultat i Sagens første Del.

Konklusion:

Byrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Andresen: Jeg er i et Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende, og skal kun med Hensyn til Sagens 2 Post gjøre den Bemærkning, at jeg vistnok erkjender Høiesteretsdommen afødt xx.xx.1857 for et Præjudikat dog med den af senere Domme navnlig en Dom afødt xx.xx.1872 (Rt-1872-773) flydende Modifikation, at det kun er væsentlige Ulemper, som kunne fordres erstattede. Naar man nemlig bor i en By, saa bor man ikke paa Landet, men maa som Følge af et Bosted blandt en hel Del andre Folk taale nogle mindre væsentlige Ulemper. Man kan ikke i en By være saa ugeneret som paa Landet, og fra denne Grundsætning er ialfald sidtstnævnte Dom gaaet ud_, idet navnlig midlertidige Hindringer i Kommunikationen ikke berettiger ti Erstatning.

Da forøvrigt Sagens Udfald efter Førstvoterendes Begrundelse kommer i væsentlige Punkter til at hvile paa noget ganske andet end Byrettens, finder jeg det rigtigst i Henhold til Høiesterets sædvanlige Praxis at give ny Konklusion, for at dette strax kan springe i Øinene, og forsaavidt altsaa ikke lade det bero paa Udtalelser i Præmisserne, men i den nye Konklusion tror jeg dog, at det vil kunne gaa an at indsætte Summerne istedetfor den mere vidtløftige Udtalelese i Byrettens Konklusion. Med Hensyn til Procesomkostningerne er jeg enig med Førstvoterende. Efter mit Votum vilde altsaa Konklusionen komme til at lyde saaledes:

Kristiania Magistrat og Formandskab bør til Kjøbmand Wilh. F. Jensen at betale 3,900 Kr. med 5 pCt. aarlig Rente fra 13 Oktbr. 1876, indtil Betaling sker. Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.

Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg dog med Hensyn til Konklusionen tiltræder Andenvoterendes Bemærkning.

Side:282

Assessor Ottesen: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Assessor Andresen.

Extraordinær Assessor, Generalkrigskommissær Bull: Jeg er enig med de foregaaende Voterende i, at Kristiania Kommune bør tilpligtes at betale Indst. den paastaaede Ulempe-Erstatning; derimod kommer jeg til et andet Resultat, forsaavidt angaar Erstatning for Grund-Afstaaelse. Loven afødt xx.xx.1875 §8 sætter det efter min Mening udenfor al Tvivl, at omhandlede Gade i Lovens Forstand er ny, og at altsaa de med Hensyn til nye Gader givne Regler ere anvendelige paa dem. Naar det i nævnte §'s 6 Passus heder, at hvor en til en ny Gade stødende Tomt tidligere er bebygget, tilkommer Tomtens Eier ingen Erstatning for den Del af Grunden, der behøves til den halve Gade, træder dette vistnok i Formen frem som en Forpligtelse for den Private til at afstaa sin Eiendom uden Godtgjørelse, men i Realiteten paalægges der ham ikke større Opofrelse med Hensyn til Gadeanlægget end den, som paahviler Eierne af den til Gade stødende ubebyggede Grund; thi vistnok bestemmes det for de Sidstes Vedkommende, at Erstatning skal udredes for det til Gade afgivne Areal, men da de, saasnart Tomten bebygges, skulle godtgjøre Bykassen dens Udlæg, er der for disses Vedkommende kun givet en Henstand med Præstationens Ydelse. Eierne af bebygget Grund blive altsaa materielt ikke paalagte et større Bidrag til Gadeanlægget end den ubebyggede Tomters Eiere. Jeg finder Lovstedets Ord afgjørende imod at fortolke Bestemmelsen som kun gjældende i Tilfælde af, at det maatte befindes, at den Fordel, Eieren af den bebyggede Grund vil erholde ved den nye Gade, opveier det Tab, som han lider ved Grundafstaaelsen. Ved en saadan Fortolkning vilde, forekommer det mig, Bestemmelsen ikke komme til at indeholde noget andet, end hvad der allerede er bestemt i Lovens §9, ifølge hvilken der i intet Tilfælde skal ydes Erstatning for Grundafstaaelse til Gade, naar den Nytte, Grundeieren vil erholde ved Gadens Anlæg, skjønnes at opveie det Afstaaedes Værdi. Lovens Forarbeider vidne ogsaa om, at man ved Bestemmelsens Affattelse har været fuldt opmærksom paa dens store Betydning.

At Loven ved hin Bestemmelse skulde støde an mod Grundl.s §105 antager jeg ikke. Under Overveielsen af Spørgsmaalet om, hvorledes de forskjellige Interesser, som ved Gaders Anlæg i en By gjør sig gjældende, bør søges udjevnede, har Lovgivningen opstillet det Princip, at Grundeierne - af hensyn til den store Fordel, som de ville erholde ved en af Kommunen oparbeidet og vedligeholdt Gade langs deres Eiendom og paa Grund af den Stigning i deres Eiendoms Værdi, der hermed er forbunden - bør bære de med Tilveiebringelsen af det til Gaden fornødne Areal forbundne Udgifter. Jeg tror,at der er Adgang for Lovgivningen til at lade udgaa de til dette princips Gjennemførelse fornødne Forskrifter uden derved at støde an imod Grundloven. Det medgives forresten, at ligeoverfor den nævnte Grundlovsbestemmelse er den Form, hvori det ovennævnte Lovsted er afsattet, uheldig, forsaavidt der betemmes, at Grundafstaaelsen skal foregaa uden Erstatning. Men Herpaa kan der efter min Formening ikke lægges den afgjørende Vægt, hvor der er Spørgsmaal, om en privat Lov er forenlig med Grundloven, hvorimod dette maa bero paa Lovens Dispositioner i deres Sammenhæng, og i saa Henseende finder jeg ikke, at den ommeldte Lovforskrift er af anden Natur, end at man maa bøie sig for den. Den Opofrelse, som i nærværende Tilfælde er krævet af Grundeieren, bestaar deri, at han skal afstaa 237 kvadrat Al. af sin Eiendom, hvilken Opofrelse ingenlunde kan ansees for betydelig, naar hensees til de Grundafstaaelser af langt større Omfang, som i mangfoldige andre Tilfælde her i Kristiania maa gjøres af Grundeiere til nye Gaders Anlæg.

Jeg voterer saaledes for, at Indst.s paastand alene gives Medhold forsaavidt

Side:283

angaar Erstatning for den ham ved Gadeanlægget paaførte Ulempe. Da der imidlertid er Pluralitet for, at Erstatningen skal omfatte ogsaa Grundafstaaelsen, skal jeg ikke indlade mig paa at forme nogen Konklusion.

Extraordinær Assessor, Professor Brandt: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Assessor Andresen idet jeg navnlig finder, at den omhandlede Bestemmelse i Bygningsl. vilde, dersom der gaves en anden Fortolkning, gaa Grundl.s §105 for nær. Jeg skal forøvrigt kun bemærke, at, om man end vilde anse den her berørte Begrændsning af Pligten til at afstaa Grund uden Erstatning anvendelig ogsaa ligeoverfor Refusionspligten for den af Byen, i Tilfælde af nye Gaders Anlæg, forskudte Erstatning - Noget, hvorom jeg i nærværende Sag ikke behøver at udtale mig, idet jeg kun skal bemærke, at dette unægtelig, som af Sidstvoterende gjort, kan betrages som den samme Ting under en anden Form, - følger deraf ingenlunde, som af Sidstvoterende sagt, at Bestemmelsen i §9 vil blive overflødig. Bygningsl.s Bestemmelser ville desuagtet faa sin fulde og gode Betydning, om de end ikke tages saaledes paa Ordet; thi i ethvert Fald maa den Grundeier, som vil kræve Erstatning i saadant Tilfælde, eller - forat gaa ind paa den af Sidstvoterende dragen Konsekvents - som vil fritages for Refusionspligt, særskilt optræde og overtage Beviset for, at der foreligget et Undtagelsestilfælde, hvori Lovens Forudsætning ikke slaar til. Det bliver altsaa i ethvert Fald staaende, at Regelen, og den store Regel, er, at ingen Erstatning skal gives i saadanne Tilfælde; Undtagelsen er, at Erstatning gives, og den, som fordrer Erstatning, maa da for Tilfældet optræde aktivt og føre Bevis. I Henseende til Konklusionen skulde jeg anse det for rigtigst at indsætte de enkelte Summer og ikke addere dem sammen, men herom skal jeg ikke videre opholde Voteringen.

Justitiarius Thomle: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende, dog saaledes at jeg antager der bør gives ny Konklusion, om hvis Form nærmere Konference forbeholdes.

Saxlund: Med Hensyn til Konklusionen ønsker jeg tilføiet mit Votum, at jeg efter nærmere Overveielse ikke kan gaa med paa at Erstatningen fastsættes med en bestemt Pengesum. Jeg vil i denne Henseende holde mig til de Udtryk, i hvilke Byrettens Dom er affattet.

Brandt: Jeg slutter mig i saa Henseende til Assessor Saxlund.

Efter Konference blev Konklusionen formet saaledes:

Kristiania Magistrat og Formandskab paa Byens Vegne bør til Kjøbmand Wilh. F. Jensen at betale den ved Overskjønsforretning afødt xx.xx.1876 bestemte Erstatning for det under Sagen omhandlede, til Uranienborgveiens Udvidelse afstaaede Stykke af hans Eiendom Matr.-Nr. 33 ved Oskars Gade nemlig 8 - otte - Kr. pr. kvadrat Al., samt for Ulempe ved nævnte Veis Forhøielse paa Strækningen forbi hans Eiendom, 2000 Kr.

Af det samlede Erstatningsbeløb, svares 5 af 100 i aarlig Rente fra 13 Oktbr. 1876, indtil Betaling sker.

Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.

Side:381

Assessor Løvenskjold: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Thomle: Jeg kan ikke være enig med de foregaaende Voterende, men antager, at Appell.ne maa blive at frifinde under Ophævelse af Procesomkostningerne for alle Retter. Jeg mener nemlig, at Appell.nes Opfating af det her omhandlede Retsforhold, selv om den maatte erkjendes for at være mindre rigtig, dog efter Sagens Oplysninger ikke kan ansees for at være i den Grad feilagtig, at derpaa for dem som Agenter for Indst. skulde kunne bygges noget Erstatningsansvar. Jeg tiltræder forsaavidt, hvad Underdommeren i Præmisserne til sin Dom herom har anført. Da jeg har Grund til at antage, at min Mening ikke vinder Pluralitet, skal jeg for Tiden ikke formulere nogen Konklusion.

Assessor Andersen: Jeg er i Resultatet og i det Væsentlige enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Professor Brandt: Jeg er enig med Assessor Thomle og skal alene tilføie, at jeg ikke i Mack & Gjævers Telegram af 24 August kan se nogen Erkjendelse af, at de have givet Kjøberne noget formeligt Tilsagn om, at Sundt skulde levere dem Olien i Tromsø, men jeg opfatter det alene som en Udtalelse af dem ligeoverfor Sundt, deres Kommitent om, hvorledes de som hans Agenter opfattede det af dem ved de af Sundt akcepterede Ordres stiftede Retsforhold ligeoverfor Kjøberne. Denne Opfatdring var vistnok urigtig og overdreven og neppe heller ganske alvorlig ment; men den frafaldes jo ogsaa umiddelbart derefter, saaat den forsaavidt ingen skadelig Indflydelse for Sundts Vedkommende kan have udøvet. Jeg bedømmer saaledes fremdeles Sundts Retsforhold umiddelbart ligeoverfor Kjøberne af Olien udelukkende paa Grundlag af de tidligere Ordre-Telegrammer, og under denne Forstaaelse skjønner jeg ikke rettere end, at Agenterne under ingen Omstændighed kunne drages til Ansvar, hvad enten Ordrene opfattes saaledes, at de tillige have involveret Afskibnings-Forpligtelse eller alene den blotte Ombordbringelse.

Assessor Manthey: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg skal blot i Anledning af hvad Professor Brandt har anført bemærke, at Telegrammet afødt xx.xx.1874 jo maatte afskjære Sundt Adgang til ligeoverfor de enkelte Kjøbere at gjøre sin Ret gjældende, idet de nemlig kunde paaberaabe, at Agenterne, Mack & Gjævner, havde kontraheret saaledes med dem, som Citanterne havde telegraferet til Indst.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion. Ivf. Hindenburg: Om Kjøb og Salg S. 48.

Den af Førstvoterendes paaberaabte Erklæring fra Kristiania Handelforenings Bestyrelse og Femtimandsudvalg af 14 Jan. d. A. er saalydende:

«Bestyrelsen har modtaget Deres Ærede af 15 Novbr. f. A., hvori De anmoder om Foreningens Udtalelse om den her i Byen raadende kommercielle Opfatning af en fra en Agent i Tromsø til en Grossist her i Byen indsendt, nærmere opgiven Ordre.

Sagen har overensstemmende med Deres Ønske været gjort til Gjenstand for Behandling inden Foreningens Femtimandsudvalg, der under 7 ds. har afgivet følgende Indstilling:

«Idet Udvalget i det Væsentlige er enig med de tolv Engroshandleres Erklæring afødt xx.xx.1875, skal man udtale som sin Opfatning:

Den i DHrr. Bergh og Lous's Skrivelse af 15 Novbr. omhandlede Ordre forstaaes efter almindelig handelsmæssig Opfatning saaledes, at Sælgeren havde at levere den solgte Vare i de omforenede Terminer, - for Leverance i August hvilkensomhelst Dag i denne Maaned efter Sælgerens Valg - ombord i det til Transporten bestemte Skib, uden Godtgjørelse af Ombordbringelses-Omkostninger, og desuden med ordentlig kjøbmandsmæssig Omhu at søge at forskaffe fornødent Skibsrum, samt derfor at akkordere billigst mulig Fragt. Men Anskaffelsen af Skibsrum gik for Kjøberens Regning og Resiko; fandtes ikke fornødent Skibsrum til rette Tid, havde Sælgeren fuldt Krav paa Kjøberen for Skadesløsholdesle, og Handelens Gyldeighed forblev aldeles uforandret i Kraft».

Denne Indstilling er tiltraadt af Bestyrelsen, hvilket man herved har den Ære at meddele.»