Rt-1886-650

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1886-06-19
Publisert:	Rt-1886-650
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 278/1 1886
Parter:	Henning Hansen Morholdt (Mejdell) mod Gustav Gundersen, Niels Nielsen, Ole Hansen, Peder Larsen og Gunder Gundersen Morholdt (Lous).
Forfatter:	Gram, Ph. Hansteen, Birkeland, C. Hansteen, Ottesen, Scheel, Justitiarius Thomle
Lovhenvisninger:

Extraordn. Assessor, fhv. Dommer Gram: Den 27 Juni 1877 indkaldte endel Opsiddere paa Gaarden Morholdt i Landvig, nemlig Gustav Gundersen, Niels Nielsen, Ole Hansen, Peder Larsen og Gunder Gundersen deres Medeier Hans Johnsen Morholdt til Forligelseskommissionen i Anledning af, at denne havde tilladt sig at indhegne en Myrstrækning, som formentes at ligge i Fællesskab mellem alle Gaardens Opsiddere, samt fordi han havde nedhugget Trær, bortkjørt Jord og spærret Adgangen for Fremkomst

Side:651

til den fælles Bumark. Efter forgjæves Forligsmægling blev Sagen af de nævnte Opsiddere indbragt for Retten, hvor de nedlagde Paastand om, at Hans Johnsen Morholdt skulde tilpligtes under en passende Tvangsmulkt at borttage den paaklagede Indhegning for den fælles Myr, kjendes uberettiget til anden Brug eller Benyttelse af samme end der hjemles ved hans Medeiendomsret i Fællesskab med Citanterne, at han skulde tilpligtes at betale for den borttagen Jord og Torv Kr. 9.47, og at udrede til Cit.ne tilstrækkelige Procesomkostninger. Ved Underretsdom, afsagt af Sorenskriveren i Sand med Meddomsmænd den 17 Mai 1879, blev Hans Johnsen Morholdt tilpligtet under en Mulkt af 1 Kr. til Landvig Fattigkasse for hver Dag, han sad Dommen overhørig, at borttage den omhandlede Indhegning paa den fælles Myr, hvorhos han kjendtes uberettiget til anden Brug eller Benyttelse af samme, end der hjemledes ved hans Medeiendomsret i Fællesskabet. Han tilpligtes derhos for den borttagne Jord og Torv at betale til Cit.ne for Underretten Kr. 9.47. Sagens Omkostninger ophævedes. Ved Dom afsagt den 31 Januar 1883 af Kristiansands Stiftsoverret, hvortil Sagen var bleven indbragt ved Paanke fra Hans Johnsen Morholdts Side, blev Underretsdommen stadfæstet, dog saaledes, at hvad der var bestemt angaaende Hans Johnsen Morholdt, nu blev gjældende for Henning Hansen Morholdt, der som Hans Johnsens Arving var indtraadt i hans Rettigheder. Denne tilpligtes derhos at betale sin Modpart i Procesomkostninger for Overretten 50 Kr. Denne Dom er af Hennings Hansen indbragt for Høiesteret, hvor han har paastaaet sig frifunden for sine Modparters Tiltale og sig tilkjendt Processens Omkostninger for alle Retter. De Indst. har derimod paastaaet Overrettens Dom stadfæstet og sig tilkjendt Processens Omkostninger for Høiesteret.

Det Spørgsmaal, hvorom der her handles, er, som af det ovenfor Anførte vil sees, om Appel.s Hjemmelsmand har været berettiget til at udøve den Benyttelse af den under Sagen omhandlede Myrstrækning, om hvilken Forligsklagen handler. Det er nemlig af Hans Johnsen erkjendt, at han har øvet saadan Raadighed, som af de Indst. anført, idet han har vedgaaet, at han har indhegnet en større Del af Myrstrækningen, at han der har nedhugget nogle Trær, og at han har taget endel Jord og Torv. Værdien af de fældede Træer har han selv anslaaet til knapt 2 Kr., og de Indst. har af Hensyn til Gjenstandens Ubetydelighed frafaldt Taxt paa samme. Den borttagne Jord og Torv er af Lagrettet anslaaet til en Værdi af henholdsvis 8 og 4 Kr. Naar de Indst. har paastaaet og ved de foregaaende Retter har faaet sig tilkjendt et Beløb af Kr. 9,47, saa er dette Beløb fremkommen derved, at der fra den samlede Værdi af den borttagne Jord og Torv, Kr. 12, er trukket den forholdsmæssige Anpart, som efter Matrikulskylden skulde tilkomme Appell.

Appell. mener, at Udgangspunktet i denne Sag er dette, at Hans Johnsen før Sagens Anlæg i en Aarrække har været i Besiddelse af den omhandlede Myrstrækning. Som Følge heraf paahviler, mener han, Bevisbyrden for, at han var uberettiget til at udøve Raadighed over Strækningen, de Indst., og saafremt der kan være Tvivl om, hvorvidt der af disse er leveret fyldestgjørende Bevis for, at Eiendomsretten tilkommer Opsidderne i Fællesskab, mener Appell., at denne Tvivl maa komme ham tilgode. Hans Johnsen har erkjendt, at Indmarken paa Morholdt er udskiftet mellem Opsidderne og ligesaa Udmarken, forsaavidt angaar Hugstretten i Skoven. Det Eneste, som efter hans, Sigende ikke er udskiftet, er Beitningen, idet denne foregaar efter Skyld og Brug i hele Morholdts Udmark. Det fremgaar ogsaa af Sagens Oplysninger, at den nævnte Udskiftning af Indmarken har fundet Sted i Aaret 1864. Appell. nægter altsaa ikke, at hans Modparter i Fællesskab med ham har Havneret i Myrstrækningen, og at de har udøvet

Side:652

saadan Ret. Men han paastaar, at anden Raadighed har de heller ikke udøvet over Strækningen, idet det er Hans Johnsen, som, bortseet fra Beitesretten, har benyttet Myrstrækningen. Dette fremgaar efter hans Formening navnlig af, hvad der af Vidnerne under et efter Overretsdommens Afsigelse optaget Thingsvidne er forklaret. Ved disse Vidners Prov anser han det godtgjort, at Hans Johnsen ikke blot selv har benyttet Myren ved saaledes at slaa Lyng, hugge mindre Trær og tage Jord og Torv, men at han ogsaa har givet Andre Tilladelse til saadan Brug. Selv om det skulde ansees nødvendigt for Appell. at føre Bevis for, at han er Særeier med Hensyn til Myren i ovenanførte Udstrækning, mener han, at et saadant Bevis paa fyldestgjørende Maade foreligger, idet det af Vidnernes Forklaring fremgaar, at Hans Johnsen stadig aabenlyst har i Hævdstid benyttet Strækningen qva. Eier, selvfølgelig Beitningsretten undtaget, og det er ligeledes, mener han, godtgjort, at ingen Anden end Hans Johnsen har udøvet saadan Benyttelse, hvorfor denne maa antages at have hævdet en Særret i nævnte Omfang. Subsidiært har Appell. gjort gjældende, at selv om det skulde antages, at Myrstrækningen ligger i fuldkomment Fællesskab mellem Opsidderne paa Morholdt, er den af Hans Johnsen udøvede Benyttelse af saa ringe omfang, at han maa antages i Egenskab af Lodeier at have været berettiget til at udøve saadan Raadighed. Trævirkets Værdi havde saaledes Modparten, som ovenfor anført, ikke engang fundet det Umagen værd at lade taxere. Hvad Jordtagene angaar, foreligger der ved Siden af den ovenfor nævnte Taxt over det Borttagne en Udtalelse fra Lagretten om, at disse Jordtag ikke er til nogen nævneværdig Gene for Havningen. Og med Hensyn til Indgjærdingen har Lagrettet udtalt, at det af Hans Johnsen opsatte Gjærde «vistnok forvolder den Gene, at man, naar Kreaturerne skal føres fra den ene til den anden Kant af Bugangen, maa samle dem paa et Punkt og drive dem gjennem Ledet, men at denne Uleilighed fuldstændig opveies af den Fordel, Gjærdet forøvrigt skaffer, idet Gjetningen lettes». Det er saaledes i ethvert Fald, mener Appell., uden Føie, at hans Modpart gjør Paastand paa Erstatning for Foretagender af denne Art, hvilke Hans Johnsen maatte anse sig berettiget til at iværksætte uden dertil at indhente Tilladelse fra sine Medeiere.

Jeg finder, at de foregaaende Retters Resultat er vel bergrundet. Jeg kan saaledes ikke medgive, at man efter Sagens Stilling og de foreliggende Oplysninger maa gaa ud fra, at Hans Johnsen har udøvet en saadan Besiddelse, at han maa antages indtil Videre at være fritaget for at føre Bevis for sin Paastand, og at Bevisbyrden skulde paahvile hans Modparter. Det er, som tidligere bemærket, paa det Rene, at der i 1864 har fundet en Udskiftning Sted, og at ved denne saavel Indmarken som Hugstretten i Udmarken blev udskifter mellem Opsidderne paa Morholdt. Denne Omstændighed vækker efter min Mening en Formodning om, at det, er ikke ved denne Leilighed blev udskifter, fremdeles ligger i Fællesskab mellem Opsidderne. Udskiftningsforretningen er ikke fremlagt under nærværende Sag; men jeg maa gaa ud fra, at der i denne ikke indeholdes Noget, der tyder hen paa, at der med Hensyn til den omhandlede Strækning tilligger Appell. eller hans Hjemmelsmand nogen særegen Rettighed. Hertil kommer videre, at det er in confesso, at Beitningen i hele Morholdts Udmark fremdeles ligger i Fællesskab og foregaar efter Skyld og Brug. Dette er, efterat Hugstretten er bleven udskiftet, den væsentligste Eiendomsraadighed, som kan være knyttet til Udmarken, og det vilde da unægtelig være paafaldende, om noget Særegent skulde gjælde for de mindre væsentlige Raadigheder, som bestaa i at tage Jord eller Torv, skjære Lyng m. V. Under disse Omstændigheder maatte Appell. efter min Mening kunne paavise postitiv Hjemmel for, at det eiendommelige Retsforhold, sm efter hans Paastand skulde raade med Hensyn

Side:653

til den omhandlede Strækning, virkelig er forhaanden. I Mangel heraf maatte han i ethvert Fald paa en fyldestgjørende Maade kunne bevise, at hen i den af ham paastaaede Udstrækning faktisk har med Udelukkelse af Andre udøvet Besiddelsen af Eiendommen. Jeg indser rigtignok ikke, at et saadant Bevis lettelig kunde præsteres, naar hensees til det begrændsede Omraade, inden hvilket Eiendomsretten skulde være udøvet. De indhentede Vidneforklaringer viser efter min Mening ogsaa, at der her kun har foreligget en, saa at sige, sporadisk Benyttelse af Strækningen i den særegne Retning, hvorom der her er Spørgsmaal. Det sees, at Hans Johnsen fra Tid til anden har tilegnet sig endel Jord og bemægtiget sig noget Trævirke, som det maa antages, af ringe Værdi, og ligeledes er det oplyst, at han ved enkelte Leiligheder har givet Andre Tilladelse til lignende Foretagender. Men at man herpaa ikke kan bygge Tilstedeværelsen af en formelig Besiddelse, forekommer mig klart. Det bedste Bevis herfor foreligger allerede deri, at Appell. selv i sin subsidiære Procedure med megen Styrke har fremholdt, at de paaklagede Benyttelser er af ringe Omfang og af saa forsvindende Betydning, at Hans Johnsen maatte være berettiget til at gaa ud fra, at han uden specielt Samtykke fra sine Medeiere havde Beføielse til at foretage dem. Der foreligger ingen Grund til at antage, at de Benyttelser, som i de foregaaende Aar har fundet Sted fra Hans Johnsens Side, har været af større Betydning end de, der har givet Anledning til nærværende Sag. Det maa videre bemærkes, at Beviset for, at der foreligger en Brug af den af Appell. paastaaede Natur, selvfølgelig maatte være overmaade stærkt for at udelukke Tanken om, at Vedkommende kun har udøvet Brugen i Egenskab af Medeier. Af, hvad Sagens Hovedvidner har oplyst, synes det derhos at fremgaa, at Opsidderne paa Morholdt ialfald i tidligere Tider faktisk har udøvet en Fællesraadeighed over Strækningen, idet Vidnernes Forklaring gaar ud paa, at efter hvad gamle Folk har sagt, har Myren været antaget at ligge i Fællesskab. Det sees ogsaa, at ved en af de Leiligheder, hvor Tilladelsen til at foretage Hugst paa Myren hidrørte fra Hans Johnsen, er der bleven nedlagt Indsigelse mod Berettigelsen heraf af en af de øvrige Opsiddere, og at Vedkommende, der havde hugget, i denne Anledning gjorde Undskyldning, fordi han havde optraadt som skeet. Jeg maa ligeledes lægge noge Vægt, paa, hvad der er oplyst om Forholdet med Hensyn til den i Myrstrækningen beliggende Plads «Øvreplads». Denne har - rigtignok, som det synes, temmelig langt tilbage i Tiden - været bortfæstet, og det er ved de afhørte Vidner godtgjort, at Afgiften af Pladsen blev delt mellem Opsidderne, og at disse, da Fæstet ophørte, ogsaa delte Høet imellem sig. Endvidere har et af Vidnerne forklaret, at der under Udskiftningen blev sagt, at Gjærdet for Fremtiden som før skulde vedligeholdes af Opsidderne i Fællesskab, og Vidnet har seet, at denne Bestemmelse findes i Udskiftningsforretningen. Naard det forøvrigt, efter hvad der af de Indst. selv er anført, maa antages, at deisse i de senere Aar mindre hyppigt end Appell.s Hjemmelsmand har fundet sig opfordret til at gjøre nogen Brug af Myren i videre Omfang end ved Beitningen, da synes dette at være forklaret paa en fuldkommen fyldestgjørende Maade. Hans Johnsens Huse blev nemlig i Aaret 1826, efter hvad han ogsaa selv har anført, flyttede, saaledes at de blev liggende Morholdtsmyren adskillig nærmere end de øvrige Opsidderes Huse, og det er derhos af de Indst. oplyst, at flere af dem ere Søfolk og derfor stadig ere fraværende. Det er derfor, naar det gjælder Eiendomsbenyttelser af saa ringe Betydning, ganske naturligt, at Forholdet har udviklet sig derhen, at Brugen er bleven udøvet af den af Opsidderne, som boede nærmest. Men at heraf skulde kunne udledes, at denne skulde være berettiget til at fortrænge de Øvrige fra Raadigheden, er ganske uantageligt.

At Appell.s Paastand om, at den af ham vindicerede Eiendomsret i

Side:654

ethvert Fald skulde være erhvervet ved Hævd, er ubeføiet, vil allerede sees af, hvad overnfor er bemærket. Der har ikke været Tale om nogen i Hævdstid fortsat stadig Brug, og Brugen har i og for sig ikke været tilstrækkelig klar og tydelig og har heller ikke været udøvet paa en udelukkende Maade. Det forekommer mig overhovedet, at saagodtsom samtlige Betingelser for Hævdserhvervelse her mangler, og jeg skal derfor ikke opholde mig videre ved denne Paastand.

Med Hensyn til, hvad Appell. subsidiært har anført, skal jeg medgive, at der ialfald for en Del af de Foretagender, som af de Indst. ere paaklager, kan reises Tvivl om, hvorvidt de i og for sig ere af den Betydning, at de skulde begrunde noget Søgsmaal til Indtale af Erstatning for, hvad den enkelte Medeier særskilt har tilegnet sig. Men Forholdet forekommer mig at maatte sees i Forbindelse med Søgsmaalet i dets Helhed. Der er vistnok Grund til at antage, at nogen Paaklage for Retten ikke vilde have fundet Sted, hvis Appell. havde indskrænket sig til faktisk at udøve saadan Raadighed over Strækningen som skeet uden hermed at forvinde nogen Paastand om udelukkende Eiendomsret. Det er imidlertid netop fordi de Indst. heri med Rette har seet et Forsøg fra Cit.s Side paa at gjøre gjældende, at han var Eneerier, at de har fundet sig foranledigede til at skride ind og kræve Rettens Afgjørelse af, hvorledes Eiendomsforholdet i Virkeligheden var. Da nu Appell. derhos ikke har godtgjort, at hans Optræden kan hente sin Berettigelse fra nogen stiltiende Indrømmele fra hans Medeieres Side, finder jeg at kunne slutte mig til det Resultat, hvortil de foregaaende Retter ogsaa med Hensyn til nærværende Side af Sagen er kommen, saa meget mere som der her jo i Virkeligheden foreligger en Bemægtigelse af selve Eiendommens Substants, som den enkelte Eier ikke kan være berettiget til uden med fælles Konsens.

Hvad Processens Omkostninger angaar, forekommer det mig, at Appell. havde saa liden Føie til at vente et for sig gunstigere Resultat, end ved Overretten, at han ikke kan undgaa at tilsvare dem ogsaa for Høiesteret.

Konklusion:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Henning Hansen Morholdt til Gustav Gundersen, Niels Nielsen, Ole Hansen, Peder Larsen og Gunder Gundersen Morholdt 360 - tre Hundrede og sexti - Kroner.

Assessor Ph. Hansteen: Jeg er fuldkommen enig med Førstvoterende med Hensyn til Sagens Hovedpunkt, nemlig hvad angaar Spørgsmaalet om Eiendomsretten ti den omhandlede Myr. Jeg er nemlig ogsaa af den Mening, at Appell. ikke kan ansees for at tilkomme nogen Særeiendomsret i Forhold til samme, men kun er Medeier i Forening med de øvrige Opsiddere paa Morholdtgaardene og følgelig ikke er berettiget til nogen yderligere Disposition over Myren, end de er en Følge af dette hans Medeiendomsforhold. Hvad angaar Begrundelsen heraf, kan jeg i det Væsentlige henholde mig til, hvad Førstvoterende har anført. Efter dette er jeg altsaa ogsaa enig i, at Opførelsen af det under Sagen omprocederede af Appell. opsatte Gjærde maa ansees uberettiget, og i at Appell. bør tilpligtes under en daglig Mulkt at borttage samme.

Hvad derimod angaar den ubetydelige Raadighed over Myren, som Appell. har udøvet dels ved at tage nogle Smaatrær paa samme, dels ved at tage lidt Jord og Torv samt endelig ved at slaa Lyng dersteds, anser jeg disse Raadeighedsudøvelser paa Grund af deres store Ubetydelighed, i hvilken Henseende jeg henviser til, hvad Førstvoterende har anført, for ikke at gaa udenfor den Brug eller Benyttelse af Myren, som hjemles Appell. ved hans Medeiendomsret i Fællesskab med de øvrige Opsiddere paa Morholdtgaardene. Formentlig er det ogsaa hertil der er sigtet ved de i Underretsdommens Konklusion benyttede Udtryk, der tilsvarer de her brugte. En saadan ubetydelig Benyttelse, som her omhandlet, af en i Sameie liggende Myr, tror jeg bør ansees at tilkomme samtlige Medeiere i samme, og Udøvelsen deraf forekommer mig derfor ikke at burde ansees for noge Overskridelse af Vedkommendes ved Medeiendomsforholdet hjemlede Rettighed. En modsat Opfatning tror jeg lettelig kunde lede til store Trakasserier og Ubehagligheder Naboerne imellem udover Landet, og jeg vil derfor for mit Vedkommende have udtalt min Mening i dette Punkt, som jeg forøvrigt ogsaa finder bestyrket ved Udfaldet af en i Rt-1883-391-395 refereret Sag, hvilket, saavidt jeg skjønner, er grundet netop paa et Princip som det, jeg her har udtalt mig om, og ytret mig for. Efter denne min Opfatning antager jeg, at Appell. ikke bør ilægges den fra Modpartens Sidepaastaaede Erstatning for Jord- og Torvtagaf Kr. 9.47. Processen bliver imidlertid desuagtet lige ubegrunder fra Appell.s Side, idet dens egentlige Gjenstand klarligen er Spørgsmaalet om, hvorvidt han med Rette har paastaaet at være Særeier til den omhandlede Myrstrækning, og da jeg, som anført, med Førstvoterende er enig i, at hans Paastand i dette Stykke er ganske ubegrundet, finder jeg mig ikke beføiet til med Hensynt til Procesomkostningerne at gjøre nogen afvigende Mening gjældende. Da jeg efter den stedfundne Konferentse har Grund til at antage, at min Mening, forsaavidt den afviger fra Førstvoterendes, ikke vinder Pluralitet, anser jeg det for mig ufornødent for Tiden at forme nogen Konklusion.

Extraordn. Assessor, Adv Birkeland: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor C. Hansteen: Ligesaa.

Assessor Ottesen: Ligesaa.

Extraordn. Assessor, Byretsassessor Scheel: Jeg er enig paa samme Maade som Assessor Ph. Hansteen.

Justitiarius Thomle: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.