Rt-1887-465

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1887-01-29
Publisert:	Rt-1887-465
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 35/1 1887
Parter:	Skifteretten i Porsgrund som Fovalter i Charles Wells Konkursbo (Schweigaard) mod Kristiania Bank og Kreditkasse (Bonnevie)
Forfatter:	Gram, Birkeland, Bachke, Reimers, Thomle, Alsing, Saxlund
Lovhenvisninger:	Konkursloven (1863) §44a, Norske Lov (1687), §44, §45, §47, §49, §8

Extraordn. Assessor, forh. Dommer Gram: med Hensyn til denne Saags faktiske Omstændigheder henvises til Kistiania Byrets Dom afødt xx.xx.1883* . Denne Dom er ved Stævning afødt xx.xx.1884 af Skifteretten i

Side:466

Porsgrund indbragt for Høiesteret, hvor fra dens Side er nedlagt Paastand om, at den den 8 Decbr. 1881 mellem Charles Wells jur. paa den ene Side og A. G. A. Hals og Indst. paa den anden Side afsluttede Overenskomst kjendes ugyldig at være forsaavidt Indst. angaar, at Indst. tilpligtes under en daglig løbende Mulkt at udlevere til Appellantsk. samtlige i Overenskomsten nævte og i Besiddelse tagne Gjenstande eller at betale Appellantsk.

Side:467

samme Gjenstandes Værdi efter Skjøn af uvillige Mænd optaget paa Indst.s Bekostning, samt at Appellantsk. hos Indst. tilkjendes Processens Omkostninger i begge Instantser. Fra Kristiania Bank og Kreditkasses Side er nedlagt Paastand om Stadfæstelse af Byrettens Dom og Tiltjendelse af Procesomkostninger for Høiesteret.

Appellantsk. har i det Væsentlige anført, at den omhandlede mellem Charles Wells jun. paa den ene Side og Indst. samt A. G. A. Hals paa den anden Side indgaaede Overenskomst korruerer ligeoverfor Bestemmelserne i Konkurslovens §44a eller §45, idet denne Overenskomst nemlig endelig er afsluttet den 8 Decbr. 1881 og altsaa falder inden de 8 Ugee, der er gaaet forud for begjæringen om Boets Overgang til Konkurs. Byretten har vistnok antaget, at kontrakten allerede er afsluttet den 5 Decbr. Men dette er, mener Appellantsk., uholdbart, idet det først var den 8 Decbr., at der blev truffet endeligt og bindende Valg af den Mand, til hvem de i Overenskomsten omhandlede Gjenstande skulde overdrages til Realisation. Naar man gaar ud fra, at Begjæringen om Skiftebehandling først indlød den 2 Febr. 1882, var den altsaa ved dette Tidspunkt ikke forløbet 8 Uger fra Kontraktens Afflutning. Iøvrigt mener Appellantsk., at Konkursbehandlingen i Porsgrund maa ansees forlangt allerede den 31 Decbr., idet den af Kurator i det engelske Konkursbo indgivne Begjæring gaar ud paa, at det tidligere gjennem Skyldneren indkomne Forlangende af 31 Decbr. skal tages tilfølge. Vistnok sees Skifteforvalteren i Porsgrund at have anseet Begjæringen af 2 Febr. for afgjørende med Hensyn til Aabningen af Konkurs dersteds. Men res judicata i saa Henseende foreligger efter Appellantsk.s Mening ikke, og da det ved en for Notarius i Hull den 1 Decbr. 1886 afgiven beediget Erklæring fra Mr. Burkinshaw, Kurator i det engelske Konkursbo, er godtgjort, at det var efter Hans paalæg at Skyldneren i sin Tid tilstillede Skifteretten den først indleverede Begjæring, maa det herved, mener Appellantsk., ansees godtgjort, at Betingelserne for Konkursens Aabning efter den norske Konkurslov forelaa allerede den 31 Decbr. 1881. Forresten vilde efter Appellantsk.s Mening de ved den omhandlede Overenskomst trufne Dispositioner ikke kunne bestaa, selv om Konkurslovens Omstyrtningsregler ikke her kom til Anvendelse, idet Forholdet ialfald maatte bedømmes efter N.L. 5-13-44, første Passus. Saavel Indst. som Hals var nemlig, dengang da de ved Overenskomsten søgte at sikre sig til de øvrige Kreditorers Skade, fuldt vidende om, at deres Skyldner var insolvent, og kort forud for Overenskomsten havde jo ogsaa Hals søgt at bringe Skyldneren under Konkurs i Porsgrud. Selv om ikke Porsgrund Skifteret, anfører Appellantsk. videre, havde afgivet sin Decision for, at Boet her skulde behandles som Konkursbo, vilde Reslultatet været det samme. Skyldneren var nemlig allerede den 12 Decbr. kommen under Konkurs i England, og da det efter internationale Retsregler maa antages, at dette Konkursdekret ogsaa udstrakte sine Virkninger til Skyldnerens Dispositioner over hans her i Landet beroende Gods, maatte Spørgsmaalet om Gyldigheden af den her umiddelbart før Konkursen trufne Overenskomst blivt at bedømme efter engelsk Ret, hvilket vilde medføre, at de trufne Forsøininger maatte ømstyrtes. Antages ikke dette, men Spørgsmaalet maatte blive at bedømme efter de norske Love, maatte ialfald, mener Appellantsk., Konkurslovens Bestemmelser sættes i Forbindelse med Konkursens Aabning i England den 12 Decbr. 1881. Endelig gjør Appellantsk. gjældende, at selv bortseet fra, hvad ovenfor et anført, vilde Overenskomsten ikke kunne bestaa af den Grund, at det ved dens Afflutning var opstillet som Betingelse, at en af Skyldnerens Kreditorer i England, James Wells, skulde give sit Samtykke til samme, og det er saa langt fra at være godtgjort, at saadant Samtykke er meddelt, at det ivertimod ved forskjellige Breve fra James Wells er bragt paa det Rene, at han bestemt har vægret sig ved, at ratihabre Overeskomsten.

Side:468

Fra Indst.s Side gjøres gjældende, at der overhovedet ikke bliver Spørgsmaal om at bringe Konkurslovens Regler om Omstyrtelse af Dispositiones, foretagne før Konkursens Aabning, i Anvendelse, idet der ikke kan siges at foreligge nogen kontrakt om Betaling med usædvanlige Betalingsmidler. Overenskomsten var en Kontrakt om Realisation af Skyldnerens Eiendele her i Landet, Administrationen af Midlerne blev i dette Øiemed overdraget til en Trediemand, og hvad Indst. har modtaget, er alene Udbyttet af Realisationen, altsaa Penge. Naar derhos Appellantsk. har paaberaabt Decisionen afødt xx.xx.1882, indvendes, at der ved denne Decision ikke er etableret nogen Konkurs i almindelig Forstand, idet der i samme udtales, at Skyldnerens Eiendele erklæres under Konkurs, "saaledes at disse registreres, forvaltes og realiserer af Porsgrunds Bys Skifteret og Udbyttet efter Fradragd af de efter norsk Ret prioriterede og priviligerede Fordringer tilstilles Skifteretten i hans Konkursbo i England". Her er altsaa ingen Bestemmelse om Konkurs i Ordets almindelige Opfatning. Nogen Fordeling af Massen er ikke tilsigtet at skulle finde Sted, Boets Forvaltning foregaar ved en Jurisdiktion, hvor Skyldneren ikke hører hjemme, der kan ikke være Spørgmaal om Bedtagelse af nogen Akkord eller Lignende, Alt Omstændigheder, der tyder paa, at der her i Virkeligheden kun foreligger en Registrering og midlertidig Forvaltning af visse Aktiva, men ikke noget Konkursbo. Men er dette Tilfældet, mener Indst., at Reglerne om visse Transaktioners Omstødelse paa Grund af Konkurs heller ikke kan være anvendelige, Selv om det Modsatte antages, maa Kontrakten, mener Indst., ansees for at være afsluttet allerede den 5 Decbr. Der var nemlig da fra Parternes Side gjort Alt, som interesserede dem, en Bestyrer af Midlerne var opnævnt, og det var en Parterne ganske ligegyldig Sag, at den opnævnte Bestyrer vægrede sig for at overtage Forvaltningen; det var for dem ligegyldigt, enten Forvalteren var den ene eller den anden af de nævnte Personer. At terminus ad quem maa sættes til den 2 Febr., anser Indst. for klart, da det af Skiftedecisionen tydeligt fremgaar, at det fra Skyldneren fremkomne Forlangende om Skiftebehandling ikke er bleven taget tilfølge af Skifteforvalteren, og forøvrigt bestrider Indst. Modpartens Adgang til at paaberaabe sig en Erklæring afgiven over i England under Forhold, hvor de ikke har været Anleding for Indst. til at være tilstede og varetage sit Tarv. Selv om Kontrakten først ansees endelig indgaaet den 8 Decbr., ligger der, mener Indst., fulde 8 Uger mellem denne Dato og den 2 Febr., saaledes at der heller ikke under denne Forudsætning bliver Spørgsmaal om at bringe Reglerne i Konkurslovens §44a og §45 i Anvendelse. Heller ikke antages Tilfældet at kunne bedømmes efter engelsk Ret. De specielle Frister, som i den engelske Konkurslovgivning ere opstillede, kunne, anfører Indst., efter Sagens Natur ikke antages at gjælde udenfor det Land, hvis Lovgivning har opstillet dem, og at det Tidspunkt, da Konkursen blev aabnet i England, ikke kan sættes i Forbindelse med de i den norske Konkurslov fortsatte Frister, antages at fremgaa deraf, at denne Lov øiensynlig alene har havt for Øie de retslige Forsøininger, som overensstemmende med samme ere trufne her i Landet. At James Wells Samtykke skulde være opstillet som en Betingelse for Kontraktens Gyldighed, bestrider Indst. I Kontrakten udtales alene, at Skyldneren ligeoverfor sine Medkontrahenter har forpligtet sig til at erhverve James Wells Samtykke. Men selv om Skyldneren skulde have misligholdt sin Forpligtelse i saa Henseende, antager Indst., at dette maa være uden Betydning, navnlig ligeoverfor Appellantsk., der staar udenfor den hele Kontrakt. Forøvrigt fremgaar det efter Indst.s stening af de af Modparten citerede Breve, at James Wells ikke paa Forhaand har vægret sig for at antage Overenskomsten, men at det først er efterat han tror at være kommen efter, at Realisationen er foregaaet paa en for hans interesser uheldig Maade, at hon erklærer sig misfornøiet hermed og forbeholder sig Ansvar ligeooverfor Skyldnerens Medkontrahenter.

Side:469

Indst. sees for Byretten at have bygget en foreløbig Indsigelse paa den Omstændighed, at det ikke formentes oplyst, at Skifteretten i Porsgrund var berettiget til at optræde som Sagsøger under denne Tvist. Den rette Sagsøger maatte nemlig, anførte Indst., ialfald være Boet over i England, af hvilket Boet i Porsgrund forkynder sig som en Underafdeling. Indst. mente derfor, at Søgsmaalet af denne Grund maatte afvises som feilagtigt anlagt. Denne Indsigelse er ikke tagen tilfølge af Byretten, og nogen Kontrapaaanke har ikke fundet Sted fra Indst.s Side. Vistnok er der under Proceduren fras Kompetence til at forfølge denne Sag. Men jeg har ikke opfattet disse Bemærkninger derhen, at nogen formelig Realitetsindsigelse er bygget derpaa. Jeg finder det derfor ikke fornødent at gaa ind paa nogen nærmere Undersøgelse af dette Spørgsmaal, især da ogsaa Modparten synes at have opfattet Forholdet saaledes, at nogen saadan Indsigelse ikke længer gjøres gjældende. Jeg skal dog i denne Forbindelse bemærke, at Appellantsk.s Sagfører for Byretten i et af sine Indlæg har anført, at han ogsaa fra Bestyrelsen i det engelske Konkursbo har Bemyndigelse til at optræde med nærværende Søgsmaal.

Hvad Realiteten angaar, kommer jeg til et andet Resultat end Byretten. De Indvendinger, som er gjort mod, at der ser overhovedet skulde være Anvendelse for den norske Konkurslovgivnings Bestemmelser angaaende Omstyrtelse af visse før Konkursens Aabning indgaaede Transaktioner, forekommer mig ikke afgjørende. Det er vistnok saa, at der ved Skiftedecisionen er fastsat en Forvaltning af Boet, der i sit Væsen er forskjellig fra Administrationen af et almindeligt Konkursbo. Men dette sees at hidrøre derfra, at Skifteforvalteren har ment, at der ikke under de foreliggende Omstændigheder vilde være Spørgsmaal om at aabne nogen særskilt Konkurs her i Landet, idet der hertil ikke formentes at foreligge retslig Beføielse. Decifionen gaar ud paa, at den i England aabnede Konkurs skal opretholdes ogsaa i Forhold til Skyldnerens Gods her i Landet, og forsaavidt maa jeg tillægge denne Decision, der ikke har været gjort til Gjenstand for Paaanke fra Indst.s Side, væsentlig Vægt. Det har været opstillet som en Regel i den internationale Privatret, at Aabningen af Konkurs paa Skyldnerens Hjemsted skal tillægges Virkning med Hensyn til hans Evne til at disponere over Gods, der forefindes i andren Lande, og at derkun skulde være eet Konkursbo og een Konkursbehandling, hvorunder alt Skyldnerens, Gods uanseet i hvilket Land det besinder sig, bliver at inddrage Mod Antagelsen af denne Theori er det bleven indvent, at et i fremmmed Land afgivet Konkursdekret ikke eo ipso kan være forbindende i andre Lande. Jeg mener, at det i nærværende Tilfælde ikke er nødvendigt at løse dette Spørgsmaal, da der, som nævnt, foreligger en upaaanket Skiftedecision, som udtrykkelig fastsætter, at den i England aabnede Konkurs ogsaa skal udstrække e sine Virkninger til Skyldnerens formueretlige Forhold her i Landet. Forholdet er jo desuden dette, at Skyldneren i nærværende Tilfælde ikke længer havde noget Domicil eller nogen særegen Forretning her i Landet. Naar man under disse Omstændigheder tillægger den i et fremmed Land aabnede Konkurs Virkning, er man formentlig, i fuld Overensstemmelse med vor Lovgivning Efter Forordningen afødt xx.xx.1793 §1 skal Konkursboet behandles ved Skifteretten paa det Sted, hvor Skyldneren har sit personlige Værnething. Naar altsaa noget saadant Sted ikke existerer her i Landet, er heller ikke nogen norsk Skifteret kompetent til at tage Boet under Behandling, jfr. den i Rt-1871-156 indtagne Høiesteretsdom. Hvis det ikke antages, at den i England aabnede Konkurs skulde kunne tillægges Retskraft her i Landet, vilde der overhovedet ikke være Anledning til ligeoverfor Skyldnerens herværende Gods at opnaa den Retshjælp, som Konkurs yder. Efter dette bliver det

Side:470

Spørgsmaalet, om Indst. kan modsætte sig, at det i nærværende Tvist omhandlede Gods inddrages under Konkursen af Hensyn til den af Skyldneren i sin Tid med Indst. trufne Overenskomst. Dette kan Indst. gjøre, saafremt det maa ansees godtgjort, at han var Eier af eller besad nogen ligeoverfor Alle gjældende Rettighed over disse Gjenstande, og dette Spørgsmaal maa efter Forholdets Natur blive at løse her i Landet efter bort Lands Love. Dette er udtrykkelig udtalt i Skiftedecisionen og er formentlig stemmende med almindelig antagne Principer, idet Overenskomsten er indgaaet her i Landet, er bestemt at skulle fuldbyrdes her i Landet og gjælder Gods, som findes heri Landet. Spørgsmaalet, om Indst. var Eier af eller havde erhvervet Sikkerhedsret i Tingene, beror paa, om hans Ret staar sig ligeoverfor Konkursklovens oftere nævnte Bestemmelser. I faa Henseende kan det efter min Mening ikke med Føie Bestrides, at der her foreligger Betaling ved usædvanlige Betalingsmidler eller ialfald en Pantgivelse af den i Konkurslovens §45 omhandlede Beskraffenhed.

I kontraktens sidste Passus heder det: "Charles Wells frasiger sig enhver Befatning med Boet, der saaledes Hiver Kreditorernes fælles Eiendom, indtil Kreditkassen og Hals er dækket med 50 pCt. netto, hvorefter James Wells bliver eneraadig over og Eneeier af Boets resterende Eiendele". Transaktionen vilde altsaa, om den opretholdes, medføre, at de i Kontrakten omhandlede Aktiva blev unddragne den i Skyldnerens Hjemland aabnede Konkurs. Overenskomstens Gyldighed ligeoverfor Boet afhænger altsaa af, om den falder inden- eller udenfor de i Konkurslovens nævnte paragrafer fastsatte Terminer.

Hvad nu er det Første Kontraktens Afflutning angaar, maa jeg i Modsætning til Byretten give Appellantsk. Medhold i, at saa længe der ikke forelaa nogen Betagelse fra den Trediemand, hvem Forvaltningen af Midlerne var tiltænkt, kunde kontrakten ikke siges at være endelig afsluttet. Det sees ogsaa, at da denne Mand erklærede sig uvillig til at overtage Hvervet, blev det fundet nødvendigt, at Antagelsen af en anden Mand skede med fælles Samtykke, og at dette bekræftedes ved en ny Overenskomst. Saa længe en saadan Bestemmelse ikke var truffet, var det endnu ganske paa det uvisse, om Kontrakten skulde faa nogen Virkning eller ikke. Jeg gaar saaledes ud fra, at terminus a quo maa være den 8 Decbr. Mere tvivlsomt stiller sig efter min Mening Fastsættelsen af terminus ad quem, nemlig Spørgsmaalet om, naar Skiftebehandlingen maa siges at være forlangt, "være sig af Skyldneren selv eller af nogen Fordringshaver." I saa Henseende er jeg for mit personlige Vedkommende nærmest tilbøielig til at antage, at den Dag, da Boet efter Begjæring af Skyldneren blev taget under Kunkursbehandlingen i England, maa danne den afgjørende Terim. Det kan vistnok siges, at der ved Affattelsen af den omhandlede Bestemmelse i Konkursloven neppe har været tænkt paa, at der skulde ligge nogen afgjørende Vægt paa det Tidspunkt, da Skyldneren i et fremmned Land forlanger sit Bo taget under Konkursbehandling. Men det forekommer mig, at der vanskelig kan være Spørgsmaal om at de hen til, naar Skiftebehandling her i Landet blev begjæret af Skyldneren eller nogen Fordringshaver, idet der, som ovenfor anført, efter den norske Lovgivnings Regler ikke er Anledning til at bringe en Skyldner under Konkurs her i Landet, naar han ikke her er bosat og heller ikke er norsk Borger. Og er det først paa det Rene, at Abningen af Konkurs i England skal tillægges Retsvirkning her i Landet, er det formentlig ikke uden Føie, at denne Begivenhed, som berøvede Skyldneren Evnen til at disponere over sit Gods faar en afgjørende Betydning . Det er in confesso, at Konkursbehandlingen i England aabnedes den 12 Decbr. 1881. Men selv om man gaar ud fra, at der efter selve Ordlyden af Konkursløvens Bestemmelse maa lægges afgjørende Vægt paa de Skridt, som her i Landet ere trufne i det Øiemed at bringe Konkursbehandling tilveie, maa formentlig Resultatet

Side:471

blive det samme. Jeg mener nemlig, at man da maa komme til, at Konkursbehandlingen er begjæret den. 2 Febr. 1882. Det gaar efter min Formening ikke an at tage Hensyn til den Omstændighed, at en Begjæring fra Skyldnerern allerede tidligere var indkommen, idet det tydeligt fremgaar af Skiftedecisionen, at denne Begjæring ikke er bleven tagen tilfølge, men at det bestemmende var det af det engelske Konkursbos Kurator den 2 Febr. indgivne Forlangende. Jeg maa give Indst. Medhold i, at der under disse Omstændigheder ikke kan være Adgang for Appellantsk. til at søge bragt paa det Rene, at den nævnte Kurator allerede havde givet sit Samtykke til eller endog anmodet Skyldneren om at indgive den første Begjæring om Skiftebehandling. Mellem den 8 Decbr. og den 2 Febr. er der formentlig ikke et Tidsrum, som syldestgjør Fordringerne i Konkurslovens §44a. Jeg antager nemlig, at der ikke, som Indst. har villet gjøre gjældende, er Anledning til at regne efter Klokkeslettet, da Begjæringen indløb til Skifteforvalteren, sammenholdt med Klokkeslettet, da Kontrakten antoges at være affluttet. Jeg tror, at det er stemmende med var Retsopfatning, at Beregningen af saadanne Terminer sker efter Dage, forsaavidt noget Modsat ikke specielt er paabudt ved positive Bestemmelser, saaledes som Tilfældet kan være efter Konkurslovens §8. Jeg finder ogsaa et Argument for denne Opfatning i Konkurslovens §47, hvorefter der ved Bestemmelsen af Terminen for Retshandler. til hvis Gyldighed overfor Trediemand der kræves Thinglæsning, skal tages Hensyn til den Dag, da de ere blevne thinglæste.

Jeg kommer efter det Anførte til det Resultat, at den under 8 Decbr. 1881 mellem Indst. og Hals paa den ene Side og Skyldneren paa den anden Side indgaaede Overenskomst ikke kan gjøres gjældende ligeoverfor Konkursboet.

Appellantsk.s Paastand gaar, som anført, ud paa, foruden at Overenskomsten skal kjendes ugyldig, at Indst. tilpligtes under en daglig løvende Mulkt at udlevere til Appellantsk. samtlige de i Overenskomsten nævnte og i Besiddelse tagne Gjenstande eller at betale disses Værdi efter Skjøn. Appellansk. mener altsaa, at Indst. og Hals maa hefte solidarisk ligeoverfor Boet af Hensyn til det Fællesskab, som i Henhold til Kontrakten existerer mellem dem. Jeg indrømmer, at Spørgsmaalet om, hvorvidt nogen saadan solidarisk Forpligtelse foreligger, maa siges at frembyde Tvivl. Men jeg antager dog, at der under de særegne Omstændigheder, som foreligge i nærværende Tilfaelde, er overveiende Føie til kun at paalægge Indst. et begrændset Ansvar. Selve Kontrakten viser, at der ikke har fundet nogen direkte Overdragelse af Godset Sted til Kreditkassen og Hals, hvorimod det blev vedtaget, at Godset i disse og andre Kreditorers fælles Interesse skulde forvaltes og realiseres af en Trediemand. Denne havde altsaa at tildele hver af de nævnte Kreditorer en bestemt Anpart, og i Tilfælde af, at en Fordeling in natura havde fundet Sted, maatte altsaa hver af dem, som havde erholdt visse Gjenstande, være tilpligtet at restituere disse i den Udstrækning, hvori han var Indehaver as samme. Da der imidlertid nu, efterat Realisationen forlængst har fundet Sted, selvfølgelig ikke er Spørgsmaal om at tilpligte Indst. nogen Restitution af denne Art, maa han altsaa være ansvarlig for Værdien af, hvad hen for sin Part har modtaget. Med Hensyn til Realisationen har der været gjort gjældende, at den er foregaaet meget hurtigt og paa en for Skyldneren ufordelaktig Maade. Noget væsentligt Bevisdatum i faa Henseende er imidlertid ikke tilveiebragt. Jeg kan navnlig ikke lægge nogen Vægt paa, at det af James Wells Breve fremgaar, at han var misfornøiet med Realisationen, idet hans Interesse selvfølgelig gik ud paa, at der blev ham levnet saa Meget som muligt. Appellantsk. har paastaaet Gjenstandenes Værdi fastsat ved Skjøn, men en saadan Værdiansættelse vilde efter saa lang Tids Forløb Frembyde store Vanskeligheder og jeg antager, at man maa blive staaende ved at paalægge Kreditkassen at tilsvare det Beløb, som,

Side:472

efter hvad der foreligger, maa antages at være tilfald den. I saa Henseende er del godtgjort, at Indst. i et Indlæg for Byretten har erklæret, at have modtaget en Sum i Kontanter af Kr. 5.898, 58, og mod denne Anførsel er der ikke fremkommet nogen Indsigelse fra Appellantsk.s Side ved Byretten. Jeg antager, at der da ikke kan være Anledning her for Retten til at bestride Rigtigheden af dette Ziffer. Jeg kan desuden heller ikke finde, at den Omstændighed, at der i det fremlagte af A. C. Haugland udarbeidede Regnskab er anført et større Beløb, skulde godtgjøre Urigtigheden af nævnte Anførsel.

Om Renter er der ikke nedlagt Paastand. Efter Sagens Beskaffenhed antager jeg, at Processens Omkostninger bør ophæves.

Konklusion:

Kristiania Bank og Kreditkasse bør til Skifteretten i Porsgrund paa Charles Wells jun.s Konkursbo Vegne betale de i Henhold til Overenskomsten af 5 og 8 Decbr. 1881 oppebaarne 5.898-fem Tusinde otte hundrede og otte og niti Kroner og 58-otte og femti-Øre, men forøvrigt for Skifterettens Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.

Extraordn. Assessor, Advokat Birkeland: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, dog saaledes, at jeg ikke kan slutte mig til den Opfatning, at terminus ad quem skulde kunne sættes til den 12 Decbr. 1881 eller den Dag, da Konkursen aabnedes i England. Da, som af Førstvoterende bemærket, den norske Konkurslovs materielle Regler i dens 4 kapitel om Udgang til Omstødelse af tidligere trufne Dispositioner maa blive at bringe i Anvendelse, forekommer det mig, at det maa være Tidspunktet for Konkursens Aabning eller Tilbagevirken efter den norske Lovs Bestemmelser, der i faa Henseende maa blive det afgjørende, faa meget mere som der mellem hine og disse eller lignende Regler indbyrdes finder en meget nøie Forbindelse Sted, i hvilken Henseende jeg kan henvise til Konkurslovens §49, der handler om Præskription af Tilbagesøgningsretten.

Assessor Bachke: Jeg er med Indst. enig i, at der ikke existerer noget Konkursbo i Porsgrund. Skifteretten i Porsgrund har alene Skyldnerens herværende Eiendele under sin Forvaltning paa den engelske Skifterets Vegne, der Staar i Spidsen for det hele Bo. Porsgrunds Skifteret har selv i den af samme afsagte Decision afødt xx.xx.1882 betegnet sit Forhold til Konkursbestyrelsen i England som analogisk med det Forhold, der opstaar, naar en norsk Borger har Eiendele i forskjellige Jurisdiktioner her i Landet, og Hjemstedets Skifteret, det vil sige den Skifteret, som egentlig staar i Spidsen for Boet, forlanger Assistance af Skifteretten i andre Jurisdiktioner, hvor Skyldneren maatte have Gods. Skifteretten i Porsgrund havde altsaa efter min Mening ikke nogen Ret til at optræde udenfor den Sfære, som den selv og vistnok med Rette har anvist sig. Udenfor denne Sfære tilkom hele Myndigheden og hele Raadigheden Konkursbestyrelsen i England. Under disse Omstændigheder kan der efter min Formening ikke tilkomme Skifteretten i Porsgrund nogen Ret til at omstyrte nogensomhelst af Skyldnerens tidligere Dispositioner. Hvis nogen saadan Ret in casu skulde tilkomme Nogen, maatte det være Konkursbestyrelsen i England. Men nu er Forligsklagen i denne Sag udtaget ifølge Bemyndigelse af Skifteretten i Porsgrund, og ser man hen til den Fuldmagt, hvorfra denne Bemyndigelse udledes, vil det erfares, at det er Skifteretten i Porsgrund, som ene og alene har anordnet Sagsanlægget uden nogensomhelst særskilt Autorisation fra Konkursbestyrelsen i England. Ved Underretten er det vistnok i et Indlæg blevet bemærket, at den for Skifteretten i Porsgrund mødende Sagfører tillige havde Bemyndigelse fra Bestyrelsen i det engelske Konkursbo til at optræde under Sagen. Men, da dette er ganske fremmed for Forligsklagen og Forligsmæglingen, hvilken sidste alene kan være prøvet mellem Indst. og

Side:473

Skifteforvalteren for Charles Wells jun.s i Porsgrund værende Eiendele, og da Bemyndigelsen fra den engelske Konkursbestyrelse følgelig paa dette Sagens Trin enten ikke har været tilstede eller ikke er bleven benyttet, kan denne Bemyndigelse formentlig ikke gjøre nogen Forandring. Efter min Mening maatte Følgen heraf strengt taget blive den, at Indst. frifindes for Skifterettens Tiltale i denne Sag, medens Spørgsmaalet om, hvilke Rettigheder den engelske Konkursbestyrelse maatte have ligeoverfor Indst. ikke under nærværende Sag kunde finde sin Afgjørelse. Forsaavidt det er blevet anført, at den hertil støttede Indsigelse mod Søgsmaalet fra Indst.s Side er frafaldt her Retten, er dette - om jeg har opfattet Proceduren ret - ikke Tilfældet. Der er vistnok givet en Erkjendelse for, at den ikke kunde lede til Afvisning, og den er altsaa opgivet som en formel Exception; men den er, saavidt skjønnes, opretholdt som en reel Exception eller som en Frifindelsegrund. Men, da jeg maa indrømme, at Forholdet mellem den engelske Konkursbestyrelse og Porsgrunds Skifteret er uklart, vil jeg ikke bygge mit Resultat blot herpaa, men tillige fremholde andre Synspunkter, som synes mig i ethvert Fald at være afgjørende med Hensyn til Udfaldet.

Forudsættes det altsaa, at det engelske Konkursbo er med i Sagen, tror jeg at maatte gaa ud fra, at det engelske Konkursdekret afødt xx.xx.1881 ikke uden videre havde Retsvirkning her i Landet. Men jeg maa paa den anden Side medgive, at det kunde faa saadan Virkning ved en Stadfæstelse eller Anerkjendelse af norske Domstole og maaske i større eller mindre Grad ved andre Foranstaltninger, hvorom det ikke efter denne Sags Stilling er nødvendigt at udtale sig. Og den fornødne Retsvirkning maa det engelske Retsdekret in casu antages at have faaet ved den af Skifteretten i Porsgrund afsagte Decision afødt xx.xx.1882, og det rimeligvis i den Forstand, at der ogsaa maatte blive Adgang til at omstyrte tidligere af Skyldneren her i Landet trufne Dispositioner. Men at det engelske Konkursbo i faa Henseende ikke kan paaberaabe sig den engelske Konkurslovs strengere Regler, synes at fremgaa deraf, at man ikke kan tillægge et udenlandsk Konkursbo større Rettigheder end det er fundet rigtigt at tilstaa norske Konkursboer, Holder man sig altsaa inden den norske Konkurslovgivnings Ramme, bliver Spørgsmaalet for det Første, om den paaklagede Transaktion ligger inden de i den norske Konkurslovs §44a opstillede 8 Uger, der skulde regnes tilbage fra den Sag, da Skiftebehandlingen blev forlangt, det være sig af Skyldneren selv eller af nogen Fordringshaver. De Tidspunkter, hvorfra der altsaa kunde blive Tale i nærværende Tilfælde at regne tilbage, ere den 12 Decbr. 1881, da det engelske Konkursdekret blev afsagt, den 31 Decbr. s. A., da Charles Wells jun.s Begjæring om norsk Konkursbehandling af hans norske Etablissement fremkom til Porsgrunds Skifteret, eller den 2 Febr. om Aftenen Kl. 11 1/2, da det engelske Konkursbos Rekvisition om Bistand fremkom til samme Skifteret. Charles Wells jun.s Begjæring om Skiftebehandling er imidlertid allerede blevet forkastet ved Porsgrunds Skifterets upaaankede Decision 11 Febr. Af de øvrige Tidspunkter er det den 12 Decbr. 1881, det engelske Konkursdekrets Datum, som mest paakalder Opmærksomhed og som synes at have bedst Støttepunkt i vor Konkurslov

Jeg er imidlertid tilbøielig til at antage, at dens Bestemmelse kun kan være foreskrevet med Hensyn til indenlanske Boer. Det vil nemlig lettelig indsees, at dens Anvendelse paa indenlanske Boer vilde lede ind i overordentlig store Vanskeligheder. En Skyldner kan komme under Konkurs i et fremmed Land, og der kan gaa lang Tid hen, før man bliver opmærksom paa, at han her i Landet har eller har havt Eiendele. Naar det da efter længere Tids Forlød hænder, at den indenlanske Konkursbestyrelse sætter sig i Bevægelse forat faa Fallitdekretet anerkjendt ogsaa i Norge, vilde det dog være besynderligt, om saadan Anerkjendelse hos os skulde virke tilbage

Side:474

helt til det udenlandske Dekret, hvorved Skyldneren fra først af blev sat under Konkurs og videre 8 Uger tilbage i Tiden. Ligesom dette vilde kunne lede til Omstyrtelse af gamle allerede gjennem Tidens Løb befæstede Forhold, saaledes er det ogsaa aabenbart Konkurslovens Forudsætning, baade at Forlangendet om Konkurs har en vis Notoritet, og at Decisionen om Konkursbehandling eller den faktiske Antagelse af Boet skal følge umiddelbart eller næsten umiddelbart efter Forlangendet. Hermed vilde det lidet harmonere, om man skulde regne de 8 Uger tilbage fra det udenlandske Konkursdekret, der maaske kan være meget gammelt, naar det erholder Retsvirkning i Norge.

Som af Andenvoterende paapeget, vilde dette ogsaa være meget vanskeligt at forene med Bestemmelsen i Konkurslovens §49 og de Motiver, hvorpaa denne Bestemmelse maa antages at være bygget. Jeg maa saaledes slutte, at man ikke kan gaa tilbage til det i England den 12 Decbr. 1881 afsagte Konkursdekret. Men jeg kan heller ikke finde, at den Rekvisition, som fra den engelske Konkursbestyrelse indgik til Skifteretten i Porsgrund den 2 Febr. 1882, rettelig kan stilles i Klasse med den Art af Forlangender om Skiftebehandling, hvortil der sigtes i Konkurslovens §44. Denne Rekvisition var, som af Skifteretten i Porsgrund og vistnok med Rette, bemærket, intet Andet end en simpel Rekvisition ikke om Konkursbehandling eller Aabning af Konkurs, men blot og bart om at tage Skyldnerens her i Norge beroende Effekter i Forvaring, Saadanne Rekvisitioner kjendes, som jeg allerede har bemærket, ogsaa her hjemme i den Form, at Hjemstedets Skifteret henvender sig til Skifteretten paa andre Steder i Landet, hvor Skyldneren maatte have Eiendele. Men det forekommer mig klart, at Konkurslovens §44 ikke har havt Saadanne Rekvisitioner for Øie. I det jeg saaldes paa den ene Side maa indrømme Indst., at det engelske Konkursdekret i og for sig selv var uden retslig Gyldighed her i Landet, men paa den anden Side maa erkjende, at en saadan retslig Gyldighed fik Dekretet ved Decisionen afødt xx.xx.1882, har jeg intet andet Tidspunkt hvorfra jeg skulde kunne regne de 8 Uger tilbage i Tiden, end Skiftedecisionen. Og i faa Tilfælde følger det af sig selv, at Dispositionen falder udenfor de kritiske 8 Uger og altsaa bliver uangribelig ifølge den norske Konkurslovs §44. I ethvert Fald formener jeg, at Frifindelse maa blive en Følge heraf at det Arrangement, som den 5 Decbr. 1881 blev truffet, i sit Væsen blot gik ud paa ad privat Vei at tilveiebringe et separat norsk Opgjør med Hensyn til de Aktiva og Passiva, som vedkom Charles Wells norske Etablissement. Mr. Wells jun. synes, saavidt man kan erfare, uden mindste Foranledning fra Indst.s Side at have gjort et Akkordtilbud, der gik ud paa at stille sit norske Etablissement under Administration af en af ham foreslaaet Maand, der paa Etablissementets Kreditorers Vegne skulde realisere Aktiverne, betale Indst. og en anden betydelig Kreditor (Hr. Hals) 50 pCt. og de øvrige Kreditorer fuldt ud og levere Resten til en engelsk Keditor Mr. James Wells; han søgte Samtykke hos de to Kreditorer, som ikke skulde faa fuld Betaling, og lovedes Samtykke fra Mr. James Wells, der var den betydligste eller en af de betydeligste engelske Kreditorer og ifølge en Erklæring fra den administrerende Direktør i Kreditkassen af Skyldneren blev nævnt som den eneste væsentlige Kreditor i england.

Det kan medgives, at Arrangementet i Formen lider af visse Uklarheder og Tvetydigheder. Men i Realiteten opløses det Hele, efter alt hvad der af det Foreliggende kan fluttes, i et Akkordarrangement. Hvad den udenlandske Skyldner har gjort, er - for at gjentage det - dette, at han aftræder Bestyrelsen af sine norske Midler, foreslaar en Administration og henvender sig til de to Kreditorer, som ikke skulle faa fuld Fyldestgjørelse, men kun 50 pCt, om deres Samtykke, samt derefter søger at sikre en engelsk

Side:475

Kreditor, rimeligvis hans største, Fyldestgjørelse af, hvad der derefter bliver tilovers. Hvad Indst. egentlig har gjort, er at samtykke i denne af den udenlandske Debitor foreslaaede Ordning, billige hans Valg af Bestyrer af Boet og modtage de Penge, som Bestyreren har udbragt af Midlerne inden de 50 pCt., hvormed Indst. havde forpligtet sig til at lade sig nøie.

Dette kan efter min Mening ikke opsattes som en Betaling med usædvanlige Betalingsmidler eller henhøres under de Transaktioner, som Konkurslovens §44 tilsigter at ramme. Og da jeg endnu mindre kan finde, at der her skulde være Plads for N.L. 5-13-44 første Led, agter jeg at stemme for, at Indst. frifindes for Appellantsk.s Tiltale i denne Sag, og at Processens Omkostninger ophæves. Nogen nærmere Konklusion finder jeg det efter Voteringens Stilling ikke nødvendigt at forme.

Assessor Reimers. Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordn. Assessor, fhv. Justitiarius Thomle. Jeg er ogsaa i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Vistnok har jeg fundet det meget tvivlsomt om Indst. kan fritages for solidarisk Ansvar for samtlige disponerede Effekter eller for at tilsvare disses Værdi efter Skjøn. Men jeg har dog troet efter Omstændighederne at kunne ogsaa forsaavidt slutte mig til Førstvoterendes Resultat. Hvad angaar Appellantsk s Kompetence til Sagsanlægget antager jeg, at en saadan implicite ligger i den Begjæring, som er fremkommen fra Konkursretten i England om, at Boets Eiendele her maatte blive togne under Konkursbehandling. Jeg kan saa meget mindre lægge nogen Vægt paa den Omstændighed, at der ikke foreligger nogen udtrykkelig Bemyndigelse for Skifteretten i Porsgrund fra Konkursretten i England til at foretage de fornødne Skridt mod Indst., som det under Proceduren i Byretten af Appellantsk.s Advokat er oplyst, at han har faaet en saadan Bemyndigelse, og der er fra Indst.s Side ikke gjort nogen Indvending mod Søgsmaalet af den Grund, at Indst. ikke skulde have kunnet indlade sig i Forligsunderhandlinger med Appellantsk.s Fuldmægtig. Jeg skal ogsaa udtrykkelig bemærke, at jeg for mit Vedkommende er mest tilbøielig til at dele Førstvoterendes Opfatning med Hensyn til, at Konkursen i nærværende Tilfælde maa ansees aabnet den 12 Decbr. 1881, da Boet efter Skyldnerens Begjæring blev taget under Konkursbehandling i England. Naar dette Dekrets Lovlighed og Gyldighed først her i Landet anerkjendes, forekommer det mig naturligst, at den Gyldighed og Virkning, man overhovedet vil tillægge en i fremmed Land aabnet Konkurs, regnes fra det Tidspunkt, da Konkursen her i Landet erkjendes at have lovligt fundet Sted i det fremmede Land, og det synes mig unaturligt, at Konkursens Virkninger ikke her i Landet skulde kunne indtræde, før efterat Konkurstilstandens Retmæssighed var anerkjendt her, hvilket konsekvent vilde lede dertil, at i den Mellemtid, som nødvendigvis maatte hengaa mellem Konkursens Aabning i det fremmede Land og dens retlige Anerkjendelse her i Riget, skulde Skyldneren, uagtet han var under Konkurs, dog lovligen kunne disponere over sine herværende Eiendele. Det maa indrømmes, at der, naar man holder sig til den nævnte Termin, vilde kunne opstaa Kollisioner med vor Konkurslovs specielle Bestemmelser, hvilke det i Tilfælde kunde være vanskeligt nok at løse. Men det vil ikke fige Andet end at vor Konkurslov, der egentlig kun er skrevet for Konkurstilfælde her i Riget, i sin Anvendelse paa den fremmede Konkurs, som ligger udenfor dens Ramme, maa lempes efter Hensynet hertil, Hvad navnlig Konkurslovens. §49 angaar, vilde denne Bestemmelse vistnok i nærværende Tilfælde maaske have ledet dertil, at Indst. med Føie kunde have gjort gjældende, at Søgsmaalet var anlagt forsent, nemlig paa Grund af, at den Frist, som Paragrafen foreskriver, naar Søgsmaalet gjøres gjældende her ved norsk Ret, var oversiddet. Men saadan Oplysning er ikke fremkommen og heller ingen Indsigelse i saa

Side:476

Henseende fremsat, hvorfor jeg ikke tror, at man i denne civile Sag kan udenfor Parternes Procedure gjøre denne Betragtning gjældende. Det Samme gjælder ogsaa den Betragtning, som af Tredievoterende er fremhævet, at man strængt taget ikke skulde kunne regne Anerkjendelsen her i Landet af den engelske Konkurs før fra den 11 Febr. 1882, da Skiftedecisionen blev afsagt. Dette kunde paa en vis Maade være meget begrundet; men nogen Indsigelse overensstemmende hermed er ikke gjort, der er Ingen, som har procederet paa. at de 8 Uger skulde regnes tilbage fra den 11 Febr., og derfor tror jeg heller ikke, at denne Betragtning kan blive at tage Hensyn til.

Extraordn. Assessor, fhv. Sorenskriver Alsing: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg dog finder, at terminus ad quem maa regnes til den Dato, da Rekvisitionen fra Bestyreren i England indløb, og at den af Porsgrunds Skifteret afsagte Decision, der slutter sig til denne Rekvisition, maa have bragt Sagen ind under den norske Konkursret i det Hele.

Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Assessor Bachke.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

• ) Vedkommende Afsnit af den citerede Byretsdom er saalydende: "I 1872 begyndte Kul- og Tømmerhandler m. V. Charles Wells i Kingston i England, tillige en Tømmerhandel i Porsgrund, hvilken Forretning han lod drive ved sin Neveu Charles Wells junior, som bosatte sig i Porsgrund, tog Borgerskab der og førte Forretningen i sit eget Navn Charles Wells junior), men i Virkeligheden for Onkelens Regning. I 1875 forlod Charles Wells junior Porsgrund, reiste tilbage til England og blev optaget som Onkelens Kompagnon i alle dennes Forretninger saavel engelske som norske, medens Forretningen i Porsgrund fortsattes under Bestyrelse af en Fuldmægtig og vedblev at føre Navnet "Charles Wells jur." Dennes Borgerskab blev den 17 Mai 1881 annuleret paa Grund af, at han i de senere Aar har taget fast Bolig i England og ikke længere kan betragtes som norsk Borger. I Slutningen af 1881 indfandt han sig i Porsgrund og havde han da flere forfaldne papirer, i hvilken Anledning der af en af Kreditorerne A. G. A. Hals blev tilstævnt Gjæsteret og rekvireret Konkurs. Charles Wells fik imidlertid nogle Dages Udsættelse, hvorunder han i Følge med bemeldte Hals reiste ind til Kristiania, og blev sammestede den 5 Decbr. 1881 afsluttet en Kontrakt mellem Hals og Kristiania Bank og Kreditkasse paa den ene Side og Charles Wells jun. paa den anden Side af følgende Indhold: Sidstnævntes Bo, hvis Aktiva bestaar af: a) Trælastbeholdning, derunder indbefattet Tømmer i Vassdragene, b) Dampsag, c) Prammer, d) Møbler, e) Heste og Kjøreredskaber, f) Arbeidsredskaber, g) lille Ladens Skov i Solum, h) Pantobligationer og Jernbaneaktier samt i) udestaaende Førdringer, hvilke Aktiveres Værdi ansættes til 3.500, overdrages til Mathias Vauvert paa Kristiania Bank og Kreditkasses samt A. G. A. Hals's Vegne, af hvilke Førstnævntes Fordring udgjør ca. 1.650 og sidstnævntes Ca. 2.200, saaledes at han paa Kreditorernes Vegne efter bedste Evne forvalter og paa den for alle parter fordelagtigste Maade realiserer ovennævnte Eiendele. Af hvad det ved Realisationen indkommet udbetales efterhaanden, efterat diverse mindre Gjældspostet, tilsammen ca. 3.600 Kr. samt skyldig Tomteleie, fornøden Drifts-, glødnings- og Arbeidsomkostninger ere dækkede til Kreditkassen og Hals hver 50 pCt. af disse ovennævnte Tilgodehavende foruden Protest- og Sagførerom- kostninger samt løbende Renter indtil Betaling sker og endelig Hals's Reiseomkastninger i Sagens Anledning Efterat disse 50 pCt. ere erholdte frafalder Kreditkassen og Hals ethvert videre Krav paa Charles Wells Firma i Porsgrund, hvorimod de for de resterende 50 pCt. holder sig til Firmaet i Hull, hos hvilket Firma Kreditkassen endvidere søger Dækning for 2 af ham paa Charles & Charles Wells jun. trukne, men endnu ikke akcepterede Vexler, hver. stor 400 &, forudsatt at han skaffer offer dette Firmas Erklæring for, at samme vil dække nævnte 2 Vexler. Naar Kreditkassen og Hals af de ved Realisationen af nævnte Eiendele indkomne Penge som nævnt har erholdt 50 pCt. af sine respektive Fordringer foruden Omkostninger og Renter, overdrages Resten af Boet til James Wells af Bow Church Yard, London Warehouseman til Dækning af dennes Tilgodehavende hos Charles Wells stort ca. 7.100 og forpligter denne sig til at skaffe James Wells Erklæring for, at han antager som fuld Betaling. hvad der bliver tilovers af Boet, efterat ovennævnte Kreditorer ere dækkede i Overensstemmelse med Foransørte. Charles Wells jun. frasiger sig enhver Befatning med Boet, der saaledes bliver Kreditorernes fælles Eiendom, indtil Kreditkassen og Hals er dækket med 50 pC t. netto, hvorefter James Wells bliver eneraadig over og Eneeier af Boets resterende Eiendele. I Paategning paa Kontrakten hateret 8 Decbr. 1881 og undertegnet for (sharIes sseflg pin. af Overretssagfører Bratt efter Fuldmagt, der er vedhæftet Kontrakten, heder det, at da Mathias Bauvert har erklæret sig uvillig til at overtage Bestyrelsen af Boet, er man bleven enig om at overdrage Boets BestyreIse til 81. (. Haug" land, der som foranført paa Kreditorernes Vegne har at forvalte af realisere Boets Eiendele. Charles Wells jun. reiste derefter tilbage til England, hvor den 12 Decbr. 1881 Firmaet Charles & Charles Wells jun. er taget under Konkursbehandling af Fallitretten i Yorkshire, og i hvilket Bo Nr. Burkinshaw er beskikket som Kurator (Truftee), hvilket Konkursdekret den 3 Febr. blev thinglæft i Porsarund. Den 31 Decbr. 1881 indløb til Skifteretten i Porsgrund Begjæring fra Charles Wells jun. af 23 s. W. om at tage hans Bo under Behandling som Konkursbo, men Afgjørelsen heraf blev udsat, indtil der ogsaa fra ovennævnte Kurator i det engelske Konkursbo den 2 Febr. 1882 skete Henvendelse til Skifteretten i Porsgrund om, at den af Charles Wells jun. indgivne Begjæring maa blive taget til Følge, og blev der ved Skifterettens Decision afødt xx.xx.1882 bestemt, at hans herværende Eiendele toges under Konkurs, saaledes at disse registreres, forvaltes og realiseres af Skifteretten og Udbyttet efter Fradrag af de efter norsk Ret prioriterede og priviligerede Fordringer tilstilles Skifteretten i hans Konkursbo i England. I Præmisserne til nævnte Decision udtales, at Skifteretten ikke anser sig berettiget til efter Ch. Wells. Begjæring i Skrivelse afødt xx.xx.1881 at tage hans Bo under Behandling. I den samtidigt med Decisionen udfærdigede Bekjendtgjørelse om Konkursen opfordres endver, der har priviligeret eller prioriteret Fordring paa Ch. Wells, herværende Eiendele, til at anmelde disse inden 30 Marts 1882. De almindelige Fordringshavere, heder det videre, maa anmelde sine Fordringer i Hovedboet i England. Skiftesamling til Prøvelse af de anmeldte Fordringer blev berammet til 21 April 1882, men udsattes til til 9 Mai s. A; i Sidstnævnte Møde udsattes atter Prøvelsen til 4 Juli, hvorefter den foregik, dog saaledes, at der for 2 Fordringers Vedkommende udsattes indtil Videre. Senere er ingen Skiftesamling afholdt. Imidlertid havde ovennævnte Fordringshavere, Kreditkassen og Hals eller A.C. Haugland paa disses Vegne, sat sig i Besiddelse af ovennævnte Eiendele, realiseret den allerstørste Del deraf og gjort sig betalt. Skifteretten i Porsgrund anser dem dertil uberettigede, og har derfor efter forgjæves anstillet Forligsprøve saggivet Kristiania Bank og Kredikasse med Paastand om, at den ovenfor gjengive Kontrakt af 5 Decbr, kjendes ugyldig at være forsaavidt angaar Indst. under nærværende Sag og Indst. tilpligtet under en daglig løbende Mulkt at udlevere til Citantsk. samtlige de i Kontrakten nævnte og af dem i Besiddelse tagne Gjenstande eller in subsidium til alt udrede til Citantsk. Værdien af samme Gjenstande efter Skjøn af uvillige Mænd optaget paa Indst.s Bekostning, samt at Indst i ethvert af disse Tilfælde tillpligtes at betale Citantsk. Sagens Omkostninger. Subsidiært nedlægges paastand om, at Sagen i Henhold til Konkurslovens 4 94 afgjøres ved Indst.s Ed, der maa blive at aflægge af den Direktør, der har undertegnet Kontrakten.