Rt-1887-857

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1887-07-26
Publisert:	Rt-1887-857
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr 348/1 1887
Parter:	Elen Pedersdatter Hanshus (Heffermehl som befalet Sagfører) mod Rasmus Nyhus (Løchen)
Forfatter:	Gram, Mørch, Hansteen, Ottesen, Reimers, Broch, Lambrechts
Lovhenvisninger:

Extraordn. Assessor, forhv. Dommer Gram: Ved Klage afødt xx.xx.1881 indkaldte Rasmus Nyhus, som Eier af Eiendommen Petersborg, Trondhjem, Elen Pedersdatter Hanshus til Forligelseskommissionen i Anledning af, at hun var ham skyldig Grundleie, stor 15 Kr., for Tidsrummet fra 11 December 1880 til 11 December (skal være 11 Juni) 1881 af en af hende ved Bygselbrev afødt xx.xx.1863, thinglæst 18 Febr. 1864, fæstet Parcel. Nyhus nedlagde Paastand om, at Indklagede skulde tilpligtes at betale ham dette Beløb samt i Henhold til Post 2 i Fæstebrevet have sin Bygsel forbrudt. Forligsmægling blev forgjæves anstillet, hvorfor Nyhus anlagde Søgsmaal mod Indklagede, som efter erhvervet beneficium paupertatis mødte ved befalet Sagfører. Ved Dom, afsagt af Byfogden i Trondhjem den 26 April 1883, blev Elen Pedersdatter Hanshus mod at betale det paastævnte Beløb Kr. 15 frifunden for Rasmus Nyhus's Tiltale og Processens Omkostninger ophævede. Den for Elen Hanshus befalede Sagfører, Overretssagfører I. Moe, tilkjendtes i Salar 140 Kr. til Udredelse af Statskassen. Denne Dom blev af Nyhus indbragt for Overretten, hvor der ligeledes tilstodes Elen Hanshus beneficium paupertatis med fri Sagfører. Overrettens Dom afødt xx.xx.1884 gaar ud paa, at Elen Hanshus tilpligtes at betale til Rasmus Nyhus de paastævnte 15 Kr. samt derhos til Fordel for ham at fravige og ryddiggjøre den under Sagen omhandlede Parcel No. 8 af Jordstykket Petersborg, det anførte Beløb at udrede inden 8 Uger efter Dommens Forkyndelse under Exekutions Tvang og Fravigelsen samt Nyddiggjørelsen at ske under en Mulkt af 2 Kr. til Trondhjems Fattigkasse for hver Uge, Dommen fiddes overhørig 3 Maaneder efter dens Forkyndelse. Sagens Omkostninger for begge Retter ophævedes, og det den befalede Sagfører, Overretssagfører Moe, tilkommende Salarium for Sagens Udførelse for begge Retter, bestemtes af skulle udredes af Statkassen med 200 Kr. Sagen er derefter af Elen Hanshus indbragt for Høiesteret, hvor hun ligaledes har erholdt beneficium paupertatis med fri Sagfører. Den for hende befalede Sagfører har her nedlagt Paastand om, at Underrettens Dom stadfæstes, og at Indstævnte tilpligtes at betale Appell. inden Sagens Omkostninger for Overretten og Høiesteret, som om Sagen ikke havde været beneficeret, samt at der tilkjendes den befalede Sagfører Salar. Indst. Rasmus Nyhuss Paastand gaar ud paa, at Overrettens Dom stadfæstes, og at han hos Modparten tilkjendes Sagens Omkostninger ved Høiestret.

Den Bestemmelse i det ovennævnte Bygselbrev, som af Indst. for Høiesteret er paaberaabt som Hjemmel for hans Paastand om, at Appell.inden, ved Siden af at udrede det omhandlede Beløb, skal have sit Fæste forbrudt, er Bygselbrevets Post 2, der lyder saaledes: "Grundleien maa under Fæstets Fortabelse erlægges til ovenanførte Terminer". Det er mellem Parterne paa det Rene, at den Grundeieren tilkommende Grundleien for Tidsrummet fra 11 Decbr. 1880 til 11 Juni 1881, stor 15 kr., ikke var erlagt, da Forligsklagen udtoges den 27 Juni 1881, og at det skyldige Beløb blev ham tilbudt af Elen Hanshus's Broder, 1 Kontrav., Dagen efter at Indkaldelsen var udstedt og forkyndt, altsaa den 28 Juni, samt tillige i Forligelseskommissionen.

Appell.inden gjør imidlertid gjældende, at Bygselbrevet ikke kan forstaaes saaledes, at det skulde have været Parternes Mening, at en enkelt Gangs Udeblivelse med Betalingen skulde medføre den strenge Følge, at hun skulde

Side:868

fravige Eiendommen og nedrive Huset. Specielt i Jordleieforhold, mener Appell.inden, at Praxis hjemler at vedkommende Kontrakts Bestemmelser ikke tages saa strengt efter Ordene. Et Argument herfor finder Appell.inden ogsaa i Bestemmelsen i Husmandsl.s §10, hvorefter en ved en enkelt Leilighed udvist Unøiagtighed med Hensyn til Afgiftens Erlæggelse ikke medfører Fæstets Forbyrdelse, idet der 3 Gange efter hinanden skal være hengaaet 6 Maaneder over den fastsatte Tid, før Fæstet forbrydes. Det medgives vistnok af Appell.inden her for Høiesteret, i Modsætning til, hvad der fra hendes Side gjordes gjældende ved Underretten, at det Forhold, som ved Bygselbrevet er etableret mellem hende og Modparten, ikke har Karakteren af et Husmandsforhold, men den citerede Bestemmelse i Husmandsloven formenes dog at have sin Betydning som Udtryk for Retsopfatningen i Jordleieforholdet. Skulde imidlertid, mener Appell.inden, Kontrakten forstaaes derhen, at en enkelt Gangs Udeblivelse med Afgiftens Erlæggelse kunde have til Folge, at Fæstet forbrødes, maatte ialfald denne strenge Følge antages ikke at indtræde, medmindre Kreditor paa Forhaand havde varslet Fæsteren herom og ved at gjøre Paakrav gjældende gjort opmærksom paa, at Fæstet paastodes forbrudt. Saa meget mere Grund for denne Opfatning foreligger der efter Appell.indens Formening her, som hun gjennem et længere Tidsrum stadig regelmæssig har erlagt Afgiften, og naar dette ved den omhandlede Leilighed ikke er skeet, skyldes det, paastaar Appell.inden, hendes Broder, 1 Konkrav., idet hun selv var uvidende om, at Afgiften ikke var betalt til den fastsatte Tid. Endelig anføres der fra Appell.indens Side, at hun ved forskjellige Leiligheder har været forurettet af Jordherren, idet denne navnlig har kjørt bort Madjord fra hendes Jordstykke, har nedtraadt og kjørt over hendes Jorder og lagt Ler paa hendes Eiendom samt ved en Leilighed tillige flyttet hendes Gjærde. Appell.inden har gaaet ud fra, at hun i Anledning af disse Forusettelser har et Krav paa sin Modpart, og at der udfordres et Opgjør, som imidlertid ikke har fundet Sted.

Jeg maa imidlertid give Overretten Medhold i, at de af Appell.inden fremsatte Indvendinger ikke kan tillægges afgjørende Vægt til hendes Fordel. De ovenfor citerede Ord i Fæstebrevets Post 2 er saa klare, at de forekommer mig ikke at kunne være Gjenstand for Fortolkning i den af Appell.inden paaberaabte Retning. Der er intet, som tyder paa, at det skulde være nogen stiltiende Overenskomst mellem Parterne, at Kontrakten ikke skulde opfattes overensstemmende med sin Ordlyd. Noget Præjudikat for, at Bestemmelser af denne Art i Jordleieforhold skulle bedømmes anderledes og mildere til Fordel for den, der har fæstet Jorden, kan formentlig ikke paaberaabes. Navnlig maa jeg gaa ud fra, at den af Appell.inden paaberaabte Afgjørelse i den i Rt-1837-65 flg. indtagne Høiesteretsdom ikke afgiver noget Præjudikat i denne Retning. Hvad der i denne Sag er anseet afgjørende, er, at det er bleven antaget, at Parterne stod i Mellemregnskabsforhold, og noget Tilsvarende kan, som jeg senere skal paavise, ikke her paaberaabes. Snarere forekommer det mig, at den i Rt-1877-476 flg. indtagne Høiesteretsdom taler for den af Indst. fremholdte Opfatning, Heller ikke kan efter min Mening Bestemmelsen i Husmandslovens §10 her paaberaabes som Analogi. De Forhold, som Husmandsloven omhandler, er jo ganske særegne, og det forekommer mig ganske uantageligt, at de Regler, som i denne Lovforskrit indeholdes, kan gives en udvidet Anvendelse paa andre Fæsteforhold. Ligeoverfor Fæstebrevets tydlige Ord kan det heller ikke med Føie gjøres gjældende, at Parterne skulde have forudsat, at den omhandlede Bestemmelse ikke skulde træde i Kraft uden foregaaende Varsel fra Kreditors Side. Fæsteren har paataget sig at betale til fastsat Tid, og jeg indser ikke, med Hjemmel af hvilken Lovregel man da skulde paalægge Kreditor den Pligt at komme med udtrykkeligt Paakrav, forinden han kunde gjøre Anvendelse af den i

Side:859

Fæstebrevet givne Bestemmelse om, at Udeblivelse med Grundleiens Erlæggelse skal drage Fæstets Forbrydelse efter sig. At statuere en anden Opfatning, vilde formentlig komme i Strid med de almindelige Kontraktsregler. Naar Appell.inden videre paastaar, at Udeblivelsen med Afgiftens Erlæggelse til den bestemte Tid ikke kan være at lægge hende tillast, idet hendes Broder, 1 Kontrav., Var den, der havde paataget sig at Betale, da forekommer dette mig ikke at bekræftes ved, hvad der i Sagen er oplyst. 1 Kontrav. siger vistnok, at han, saavidt han ved, fniden Indst blev Eier af Eiendommen, har betalt Grundleien for sin Søster hver Gang, den er forfalden. Men dette er, siger Vidnet, skeet efter Opfordring af Appell.inden for hver Gang. Naar Afgiften denne Gang er bleven henstaaende nogen Tid over Forfaldsdagen, er dette, saavidt Vidnet erindrer, foranlediget derved, at Appell.inden havde haadet selv at kunne klare Afgiften. Men selv om det forholdt sig saa, at Skylden for, at Afgiften ikke er bleven regelmæssig erlagt, paahviler 1 Kontrav., indser jeg ikke, at dette kan forandre Forholdet ligeoverfor Indstævnte. For ham maa det være en ligegyldig Sag, om Forsømmelsen er fremkaldt derved, at 1 Kontrav, ikke havde opfyldt sin Skyldighed ligeoverfor Appell.inden. Hvad endelig angaar de Forurettelser, som Appell.inden paastaar at have lidt ved Indst.s Forhold ligeoverfor hende ved forskjellige Leiligheder, anser jeg det tilstrækkeligt her at gjøre opmærksom paa for det Første, at det i ethvert Fald ingenlunde er klart, hvorledes Forholdet har stillet sig ved de Leiligheder, som Appell.inden sigter til, idet der under Sagen er blevet fremlagt Erklæringer om, at der Intet er at lægge Indst. tillast, da denne har optraadt i den Hensigt at beskytte de omliggende Eiendomme mod Skade forvoldt ved, at Vand strømmede ned fra Appell.indens Eiendom og lignende. Dernæst er noget bestemt krav paa Erstatning i Anledning af disse Fakta ikke bleven gjort gjældende fra Appell.indens Side, og det er specielt at mærke, at ialfald en Del af, hvad Appell.inden nu lægger Indst. tillast, skriver sig fra en Tid, der ligger flere Aar tilbage, fra Forligsklagen at regne, og at altsaa Appell.inden i flere Aar regelmæssig har erlagt sin Afgift uden at gjøre nogen saadan paastand gjældende. Der er desuden dokumenteret en Erklæring fra Appell.indens Broder, 1 Kontrav., der maa antages at have optraadt paa hendes Vegne, gaaende ud paa, at Indst, har foretaget adskillige Arbeider til Forskjønnelse af Appell.indens Parcel, hvilken han har udført til Fæsterens fuldkomne Tilfredshed og hvorfor der skyldes ham Tak. Naar det endelig er bleven fremholdt, at det skulde være i høi Grad urimeligt, at Fæstets Forbrydelse skulde indtræde som Følge af, at Afgiften en enkelt Gang ikke er bleven erlagt paa den fastsatte Dag, kan jeg i ethvert Fald ikke tillægge en saadan Billighedsbetragtning nogen afgjørende Vægt ligeoverfor Lovens Regler i denne Materie. Hertil kommer, at Indst. paastaar, at det ikke er første Gang Appell.inden oversidder Terminen for Afgiftens Erlæggelse, samt at det idetheletaget forekommer mig tvivlsomt, om Appell.inden med fuld Føie kan paaberaabe sig, at Billighed taler til Fordel for den af hende nedlagte paastand. Der er nemlig for Høiesteret dokumenteret Erklæring fra 2 Mænd gaaende ud paa, at de kan bevidne, at Indst. i deres Overvær nylig havde fremsat et Forligstilbud, hvorved, det skulde blive Appell.inden muligt fremdeles at blive siddende paa sin Eiendom, og Indst. har erklæret, at dette Forligstilbud i det Væsentlige er en Gjentagelse af det Tilbud, der af ham var blevet fremsat i Forligelseskommissionen. Det er ikke fra Appell.indens Side bestridt, at saadanne Tilbud ved begge de nævnte Leiligheder er gjort, og de Betingelser, som da af Indst. opstilledes, forekommer mig at være saa rimelige, at man ikke med nogensomhelst Føie kan sige, at deres Opstillelse var nogen Ubillighed fra Indst.s Side.

Jeg kommer, efter hvad jeg har anført, til samme Resultat som Stiftsoverretten, og jeg voterer for, at dens Dom stadfæstes med den Forandring, som

Side:860

udkræves af Hensyn til Fravigelsesfristen. Hvad Processens Omkostninger for Høiesteret angaar, maa jeg bemærke, at jeg for mit Vedkommende nærmest er tilbøielig til at lægge dem Appell.inden tillast. Men da jeg ved, at denne Opfatning ikke deles af Flertallet, finder jeg ikke tilstrækkelig Føie til at optage nogen Dissents i dette Punkt og vil derfor votere for, at Processens Omkostninger ophæves. Sagførselen har, forsaavidt den har været befalet, været forsvarlig.

Konklusion:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes at Fristen for Fravigelsen samt Ryddiggjørelsen bestemmes til 3 - tre - Maaneder efter Høiesteretsdommens Affigelse. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Den befalede Sagfører for Høiesteret, Advokat Heffermehl, tillægges i Salarium 200 - to hundrede - Kr., der udredes af Statskassen.

Extraordn. Assessor, Byretsassessor Mørch: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Ph.Hansteen: Ligesaa, med Bemærkning, at jeg ikke har været i nogen Tvivl med Hensyn til, at Processens Omkostninger for Høiesterets bør ophæves.

Assessor Ottesen: Jeg er enig med Førstvoterende, og navnlig har jeg fundet, at Sagen fra den Juridiske Side er saa lidet tvivlsom, at heller ikke Billighedsbetragtninger taler til Appell.indens Fordel, naar Hensyn tages til det Forligstilbud, der, som af Førstvoterende bemærket, 2 Gange er gjort hende. Af samme Grund, som af Førstvoterende anført, tror jeg imidlertid dog at kunne undlade at fremsætte noget Forslag med Hensyn til Ilæggelse af Omkostningerne.

Assessor Reimers: Enig paa samme Maade som Assessor Hansteen.

Extraordn. Assessor, Overretsjustitiarius Broch: Ligesaa.

Justitiarius Lambrechts: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.