Rt-1888-513
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1888-05-31 |
| Publisert: | Rt-1888-513 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 235/1 1888 |
| Parter: | Styrelsen for Norges Statsbaner (Lons) mod Ole Olsen Jahren og Auen Andreassen Jahren (Borgen som befalet Sagfører) |
| Forfatter: | Blich, Reimers, Thoresen, Birkeland, Scheel, Ph. Hansteen, Justitiarius Lambrechts |
| Lovhenvisninger: | LOV-1854-09-07-§3, LOV-1854-09-07-§13, LOV-1854-09-07-§4, LOV-1854-09-07-§5 |
Assessor Blich: Den 21 Marts 1881, strax efterat Jernbanetoget fra Drammen til Randsfjord havde passeret Gaarden Jahren i Modum, udbrød der Ild i Gaardens Ladebygning, som tilligemed endel Løsøre og Avling, en Fole og 9 Høns opbrændte, hvorhos et til Ladebygningen stødende Fjøs blev beskadiget af Ilden. Eierne af Gaarden, Ole Olsen og Auen Andreassen, antog sig i denne Anledning berettigede til at fordre den opstaaede Skade godtgjort hos Jernbanebestyrelsen, og efter foregaaende Klage til Forligelseskommissionen anlagde de inden Eker, Modum og Sigdals Sorenskriveri efter erhvervet beneficium paupertatis med fri Sagfører Søgsmaal mod Jernbanebestyrelsen, idet de nedlagde Paastand om, at de hos Indst. skulde tilkjendes Erstatning for det opbrændte Løsøre efter den af dem satte Taxt resp. Kr. 900,60 og Kr. 669,90 med Renter og for den nedbrændte Ladebygning efter uvillige Mænds Skjøn samt endelig Processens Omkostninger. Direktionen for Vestbanerne paastod sig derimod frifunden. Ved den af den konstituerede Sorenskriver i Eker, Modum og Sigdal under 12 Mai 1884 afsagte Dom blev Cit.nes Paastand taget tilfølge, idet Vestbanernes Direktion blev tilpligtet at betale Sagsøgerne Erstatning a) for Løsøre, Avling og Dyr m. V. henholdsvis Kr. 900,60 og Kr. 669,90 med 5 pCt. aarlig Rente af disse Beløb fra 16 Januar 1882 og b) for Ladebygningen med 2 Stalde og et Fjøs, beregnet særskilt for hver, efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Jernbanens Bekostning, med 5 pCt. aarlig Rente af Skjønsbeløbene fra 16 Jabyar 1882. Processens Omkostninger ophævedes, og den befalede Sagfører tillagdes i Salarium 300 Kr., som tilligemed den ham tilkommende Skyds- og Diætgodtgjørelse bestemtes at skulle udredes af Statskassen. Sagen paankedes af Jernbanebestyrelsen til Kristiania Stiftsoverrets 1 Afdeling, hvor de to Opsiddere paa Gaarden Jahren fremdeles erholdt beneficium paupertatis. Ved denne Rets Dom afødt xx.xx.1886 blev Underrettens Dom i ny Konklusion stadfæstet, idet Dommen paa Grund af Forandring med Hensyn til Bestyrelsen kom til at lyde paa «Styrelsen for Norges Statsbaner» istedetfor ved Underretten «Direktionen for Vestbanerne». Processens Omkostninger hævedes ogsaa for Overretten, idet det den befalede Sagfører tilkjendte Salarium, der i det Hele for Sagens Udførelse for Under- og Overretten fastsattes til
Side:514
400 Kr., bestemtes tilligemed den ham tilkommende Skyds- og Diætgodtgjørelse at skulle udredes af Statskassen. Sagen er nu af Styrelsen for Norges Statsbaner indbragt for Høiesteret, hvor der er nedlagt Paastand om, at Appellst. frifindes for de Indst.s Tiltale. De Indst., der ogsaa her for Retten er meddelt beneficium paupertatis, har derimod paastaaet Overrettes Dom stadfæstet og Appellst. tilpligtet erstatte de Indst. Sagens Omkostninger, som om den ikke havde været beneficeret, hvorhos den befalede Sagfører har paastaaet sig tilkjendt Salar.
Med Hensyn til Sagens faktiske Sammenhæng kan jeg henvise til Præmisserne til Overrettens Dom* .
- Vedkommende Afsnit af den citerede Overretsdom er saalydende: «Ved de af Lensmanden i Modum den 29 Marts 1881 anstillede Undersøgelser samt det den 1 Juni næstefter optagne Brandforhør og de under nærværende Sag førte Vidner er oplyst Følgende:
De nedbrændte Bygninger laa paa Vestsiden af Jernbanelinien i en Afstand af 18 Alen fra nærmeste Jernbaneskinne samt omtrent 20 Alen i Nord for Hovedbygningen. Vinden var den 21 Marts 1881, da Toget passerede, nordøstlig og stod saaledes fra Jernbanelinien mod Ladebygningen, hvis Tag bestod af Tagsten paa Lægter, uden at der var nogen Bordklædning under. Taget var paa Branddagen snebart, da der havde været stærk Linne Dagen i Forveien, saa sneen var smeltet. Branden saaes at udbryde nogle faa Minutter - 1 V. siger høist 2 Minutter, 2 V. 2 à 3 Minutter, 3 V. nogle saa Minutter og 4 V. omtrent 5 Minutter - efterat Toget var passeret. Ilden viste sig først vaa den Side af Taget, der vendte mod Jernbanelinien. 1 V. forklarer nemlig, at han saa Røgen stige op mellem Taget paa Neidpartiet i Bygningen paa østre Kant nærmest Jernbanelinien, og 2 V. at han bemærkede baade Ild og Røg stige op omtrent i Midten af den mod Jernbanelinien vendende Skraaning af Taget. I Ladebygningen laa Furage lige op under Taget og 2 B., der saa ind i den brændende Bygning, forklarer, at Ilden trængte ovenfra ned, ligesom ogsaa 1 V. siger, at Ilden kom ovenfra. 3 V., der er Moder til Auen Jahren og Søster til Ole Jahrens Hustru, forklarer, at hun sammen med en Anden den nævnte Dag havde været i Udhuset Klokken mellem 7 og 8 om Morgenen, og at hun og Søsteren holdt paa at stelle Kjørene, da Trænet passerede, samt at Lys eller Lampe ikke af hende var benyttet i Fjøset paa de to sidste Dage før Branden. Søsteren (6 Dept. under Brandforhøret) forklarer, at hun Dagen før Branden brugte Lampe i Fjøset, men at hun er overbevist om, at Ilden ikke er opkommet derved. I Laden har der, efter hvad hun forklarer, aldrig været brugt hverken Lys eller Lampe. Hun opholdt sig i Laaven, da Toget passerede, men bemærkede da hverken Røg eller Lugt af Brændt. Der var ikke Ildsted i de nedbrændte Bygninger, og fra Vaaningshusene kunde Gnister ikke være komme, da Vinden ikke stod fra samme. Det er oplyst, at man gjentagne Gange har seet Gnister fra Lokomotivet fare over Udhusbygningernes Tag og ned paa den anden Side af Bygningerne, og at saadanne Gnister oftere have antændt Græsmarken paa Jahren, hvor man flere Gange ved Siden af Lade og Fjøs har slukket Ild, som er opstaaet paa denne Maade. Gaardens Eiere have angivelig levet i stadig Frygt for, at Trænet skulde foraarsage Ildsvaade, og derfor om Høsten naar Grøden var bragt i Hus, i Regelen holdt Vagt og overseet Tagene efter Togets Forbifart. Samtlige Vidner antage, at Ilden den 21 Marts 1881 er opstaaet ved Gnister fra Lokomotivet, der ere trængte ind igjennem Tagstenene og ned i Furagen.
Retten maa efter de oplyste Omstændigheder anse det tilstrækkelig godtgjort, at Ilden er opkommet paa denne Maade, idet der ikke foreligger nogensomhelst Oplysning, som tyder paa, at den skulde have nogen anden Aarsag.
Angaaende Spørgsmaalet om, hvorvidt der ved den omhandlede Leilighed kan antages at være udvist nogen Uforsigtighed fra vedkommende Jernbanefunktionæreres Side bemærkes, at Lokomotivføreren har som 1 Dept. under Brandforhøret forklaret, at Lokomotivet den omhandlede Dag var forsynet med Gnistfanger, der var i komplet Stand, men at dette, selv om det er forsynet med en saadan, af og til kaster Gnister og Funker fra sig. Brandstedet ligger paa Strækningen mellem Stationerne Vikersund og Nakkerud. 2 V. forklarer, at Maskinen, da Trænet passerede Jahren, gik saa hurtigt, at Slagene ikke kunde skjelnes fra hinanden, hvorhos 3 V. siger, at Trænet, som den Dag var
Side:515
forsinket over 1/2 Time, kjørtes med overordentlig Fart, ligesom ogsaa 4 V., der arbeiedede i Jernbanens Tjeneste forklarer, at det forekom ham, at Toget kjørte temmelig hurtigt paa Strækningen over Jahren. 3 Dept. under Brandforhøret, der den omhandlede Dag medfulgte Toget som Konduktør, forklarer, at han erindrer, at Toget var forsinket vel 1/2 Time ved Vikersund (af Kjørerapporten sees, at Forsinkelsen var 44 Minutter), og at man under saadanne Forholde pleier at kjøre noget hurtigere end almindeligt; han antager dog som sikkert, at Farten ikke paa noget Sted var hurtigere end 3 Mil i Timen, men at denne Hastighed omtrent blev anvendt. Det er oplyst, at Reglementet tillader en Maximumshastighed for blandede Tog - hvilket her omhandlede Tog var - af 1 3/4 Minutter paa Kilometeren, og af Kjørerapporten fremgaar det, at Strækningen mellem Vikersund og Nakkerud (9 Kilometer) den nævnte Dag er tilbagelagt i 17 Minutter, medens Maximumshastigheden giver 15 3/4 Minutter. Retten kan saaledes ikke anse det bevist, at denne Hastighed er oversteget. 1 Dept. under Brandforhøret forklarer, at han aldrig tidligere havde anseet de omhandlede Huse for at kunne være udsatte for Fare for Antændelse ved Gnister fra Lokomotivet. Enkelte Strækninger specielt i de største Stigninger, ere anmærkede ved Paamaling af Telegrafstolperne, og paa disse Strækninger ere Lokomotivførerne paalagte at udvise Forsigtighed med Hensyn til mulig Antændelse ved saadanne Gnister, men paa Strækningen Vikersund - Nakkerud findes ikke saadanne paamalede Telegrafstolper i Nærheden af de nedbrændte Huse, og saavidt Deponenten erindrer ikke den hele Strækning. Om en saadan Forføining bør træffes eller ikke, berør formentlig alene paa et Skjøn fra vedkommende overordnede Jernbanefunktionærs Side, og Retten tør ikke udlede nogen juridisk Virkning af den Omstændighed, at den er undladt med Hensyn til her omhandlede Sted.
Den nedbrændte Ladebygning maa efter Proceduren antages at have staaet paa Gaarden Jahren for den her omhandlede Jernbane var bleven endelig udstukket, og der er ikke oplyst Noget som tyder paa, at Eierne skulde have forsømt at vedligeholde Bygningen og specielt dens Tag i samme Stand, hvori den dengang var.
Appellst. formener imidlertid, at det havde været de Indst.s Pligt at holde Huse og Løsøre assurerede. I denne Henseende bemærkede de Indst., at de have forsøgt at erholde Husene assurerede i Modums Brandassuranceforening, men at dette er blevet nægtet paa Grund af Husenes farlige Beliggenhed. At de Indst. have gjort noget saadant Forsøg er ikke erkjendt af Appellsk. og heller ikke bevist af de Indst.; men Retten finder ikke at kunne antage, at der i Forhold til Jernbanen paalaa dem nogen Forpligtelse til at assurere, saa meget mindre som dette rimeligvis alene vilde have kunnet ske mod høiere Præmie end den almindelige.
Ved Undertaxtforretning afødt xx.xx.1866 angaaende Afstaaelse af Grund m. V. i Anledning af det nævnte Jernbaneanlæg blev den daværende Eier af Jahren blandt Andet tilstaaet en Erstatning af 15 Speciedaler «for Ulemper ved Eiendommens Brug i det Hele, deri iberegnet Ulemper ved Overgangene», hvilket Beløb ved Overtaxtforretning af 28 August samme Aar blev forhøiet til 30 Speciedaler. At der i dette Beløb skulde være indbefattet nogen Godtgjørlese for Resikoen ved mulig Ildsfare for Gaardens Bygninger fra Jernbanens Side - hvilket Appellsk. paastaar, men de Indst. benægte, kan Retten ikke antage, da baade Udtryksmaaden og Beløbets ringe Størrelse modsiger dette.
Ligesaalidt er der ved de nævnte Taxtforretninger fastsat nogen Erstatning i Anledning af Ladebygningens Flytning eller Forsyning med ildfast Tagtækning».
Jeg antager med Overretten, at Ilden maa ansees at være opkommen ved Gnister fra Lokomotivet, idet dette passerede Laden, medens der paa den anden Side ikke er fremkommet nogen Oplysning, der giver Grund til at antage, at der fra noget Hold er udvist nogen speciel Uforsigtighed. Efter Overrettens Ræsonnement skulde imidlertid Bestemmelsen i Lov angaaende Jernveie afødt xx.xx.1854 §3 Litr. b, hvorefter det er forbudt inden en Afstand af 40 Alen fra Jernbanen at have Oplag af let ildfængende Ting, undtagen i Huse af Grundmur eller under anden ildfast Overdækning, ikke være anvendelig paa et Tilfælde som nærværende, hvor vedkommende Ladebygning allerede har staaet der før Jernbanens Anlæg, og
Side:516
Jernbanen derhos ikke har indladt sig paa at expropriere Laden eller sørget for, at Eierne blev tilkjendt Erstatning for at sætte Bygningen i saadan Stand, som den efter nævnte Lovparagraf skulde være i, naar den benyttes til Opbevarelse af let ildfængelige Ting. Jeg kan i denne Henseende ikke dele Overrettens Anskuelse. Jeg antager nemlig, at Bestemmelsen i den nævnte Paragraf er ubetinget, og at den Undtagelse, som samme Lovs §4 i. f. omhandler, ikke gjælder saadanne Tilfælde som nærværende, men kun angaar Bygninger eller andre faststaaende Indretninger, som ere opførte paa den Tid, da Jernbanens Anlæg paabegyndes. Bestemmelsen i §4 handler kun om, at man skal være forpligtet til at bortføre de nævnte Indretninger, forsaavidt der af rette Vedkommende erlægges Erstatning for deres Bortførelse. Om Benyttelsen af Husene tales der Intet i Slutningsbestemmelsen i §4; der gjælder Regelen i §3 Litr. b ubetinget, og denne Regel forekommer mig ogsaa ganske naturlig at maatte være ubetinget, naar man har fundet det nødvendigt til Forebyggelse af Ildsfare at foreskrive, at Huset skal være indrettet paa den anførte betryggende Maade, forat der deri skal kunne haves Oplag af saadanne letfængelige Ting, hvoromder kan være Spørgsmaal. Saadanne Oplag ere i Regelen kun ganske midlertidige, de skifte efter Forburgets Medfør, og navnlig er dette Tilfældet med Lader til Opbevaring af Gaardens Avling, der i Regelen ikke er af længere Varighed end nødvendigt for dermed om Vinteren at fremføde Besætningen. Om Vaaren er i Regelen al Avlingen forbrugt, og hvad der om Sommeren bliver avlet og henlagt i Laden, maa altsaa ansees som et nyt Oplag, hvilket ifølge Lovens Bestemmelse ikke maa indtages i Huset, medmindre dette er af Grundmur eller under anden ildfast Overdækning. Bestemmelserne i Lovens §5 og §13 forekommer mig ogsaa at godtgjøre, at det nævnte Paabud i §3 maa forstaaes som en Bestemmelse, der ubetinget skal følges, og det vilde efter min Mening endog være mindre rimeligt, at Loven skulde kunne indrømme Adgang til at have saadant Oplag i en ikke ildsikker Bygning, naar Loven selv forbyder at have Bygning staaende der, forsaavidtsom man ikke sørger for, at samme er betrygget mod Ildsvaade. Bestemmelsen sigter ikke alene til at betrygge vedkommende Eier mod den Skade, som kan forvoldes paa Bygningen og dennes Indhold, men den maa ogsaa betragtes som en almindelig Hensigtsmæssighedsbestemmelse til Betryggelse mod Skade, og det kan derfor heller ikke være overladt til Vedkommende selv, om han vil resikere, at der opkommer Ildsvaade. Derimod er det paa den anden Side i Overensstemmelse med, hvad der almindeligt antages, at vedkommende Gaardeier maa finde sig i de Indskrænkninger i Benyttelsen af Bygninger paa Gaarden eller i andre Henseender, som Lovgivningen i det Almindeliges Interesse finder det nødvendigt eller hensigtsmæssigt at paabyde, uden Hensyn til, om han derved paaføres Tab, og uden at han derfor kan fordre nogen Erstatning. De almindelige Bygningslove paabyder saaledes flere Ting, der medfører Indskrænkninger i Eierens Disposition. Ligesaa indeholder Lovene om Veivæsenet og Havnevæsenet samt enkelte andre Love lignende Bestemmelser. Der forekommer mig derfor ikke at være noget Urimeligt i, at Loven om Jernveie giver det Paalæg, som i §3 Litr. b er foreskrevet, uden Hensyn til, hvor længe vedkommende Eier har havt den Bygning staaende, hvorom der er Spørgsmaal, eller hvilken Brug han tidligere har gjort af den. Jeg finder derfor heller ikke, at der bør være Spørgsmaal om, at der skulde paaligge Jernbanen nogen Forpligtelse til at overtage den Resiko for Ildsfare, der er forbunden med, at Bygningen er bleven staaende, uden at der under Expropriationen er gjort noget Skridt til at faa Bygningen flyttet eller til at faa den forsynet med saadan ildfast Overdækning, som Loven foreskriver. Som før paapeget antager jeg ikke, at Bestemmelsen i
Side:517
Jernbanelovens §4 i. f. har Hensyn til Andet end Bortflytning af selve det Hus, hvorom der er Spørgsmaal, men derimod ikke om Benyttelsen af samme. Jeg finder det saa meget mindre rimeligt, at der skulde kunne fordres nogen Erstatning af Jernbanen for den passerede Ildsvaade, som der under Expropriationsforretningen ikke er oplyst Noget om, at Eierne af Gaarden har fremsat nogen Paastand om, hvorledes Betryggelse med Ildsvaade skulde opnaaes, hvilket paa flere Maader kunde ske, nemlig enten ved at bortflytte Bygningerne eller ved at indrette dem paa en anden Maade. Den tilføiede Skade er derhos foraarsaget alene ved den af de Indst. begaaede Uforsigtighed ved at have Oplag af saa let fængelige Ting i Laden, medens Omkostningen ved dennes Flytning eller Forsyning med mere ildfast Overdækning, hvorved en Ildsvaade vilde være undgaaet, ikke paa lagt nær vilde have staaet i Forhold til den nu indtrufne Skade.
Jeg skal gjøre opmærksom paa, at den Forstaaelse af Loven, som saaledes efter min Formening er den rette, er i Overensstemmelse med, hvad der gjælder i andre Lovgivninger, og hvad Professor Aschehoug lærer i sin «Norges Statsforfatning», 3 Bind S. 77 og S. 152. Departementet har i en Skrivelse afødt xx.xx.1878 udtalt sig i samme Retning, og af Lovens Forarbeieder forekommer det mig ogsaa, at man maa udlede den Forstaaelse af Loven, som jeg har gjort gjældende.
Jeg kommer altsaa til det Resultat, at Appellsk. maa frifindes for de Indst.s Tiltale. Procesomkostninger ere ikke paastaaede fra Appellsk.s Side. Salarier til de befalede Sagførere gjennem alle Instantser bliver saaledes at udredde at Statskassen. Ved deres Størrelse ved de foregaaende Instantser har jeg Intet at bemærke, ligesaalidt som ved de befalede Sagføreres Udførelse af deres Hverv.
Konklusion:
Styrelsen for Norges Statsbaner bør for Ole Olsen Jahrens og Auen Andreassen Jahrens Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger ophæves. De befalede Sagførere, Overretssagfører Thilesen og Høiesteretsadvokat Borgen, tillægges i Salarier, Førstnævnte for Sagens Udførelse ved Under- og Overretten 400 - fire Hundrede - Kroner og Sidstnævnte for Sagens Udførelse ved Høiesteret 250 - to Hundrede og femti - Kroner, der udredes af Statskassen.
Assessor Reimers: Jeg er enig med Førstvoterende i Resultatet og i det Væsentlige ogsaa i hans Begrundelse. Min Opfatning er den, at Forbudet i Jernveislovens §3 Litr. b imod at have Oplag af letfængelige Gjenstande inden en vis Afstand fra Jernbanelinien er absolut og altsaa rammer ethvert saadant Oplag, hvad enten dertil benyttes Bygninger opførte før eller efter Jernbanens Anlæg, og uden Hensyn til, om Oplaget, saaledes som jo altid vil være Tilfældet med Høbeholdninger, vexler i Størrelse med Aarstiden. Den Skade, som er paaført de Indst. ved Overtrædelsen af dette ubetingede Forbud, er altsaa selvforskyldt, og følgelig kunne de ikke forlange nogen Erstatning af Jernbanestyrelsen. Om de, hvis de havde optraadt aktivt, kunde have krævet Erstatning af Jernbanestyrelsen for Omkostningerne enten ved at forsyne Bygningen med ildfast Overdækning eller ved at flytte den til et længere borte liggende Sted, er et Spørgsmaal, som det under disse Omstændigheder er ufornødent at afgjøre, og som jeg derfor heller ikke skal indlade mig paa.
Extraordn. Assessor, Byretsassessor Thoresen: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg derhos tiltræder, hvad der er anført af Hr. Assessor Reimers.
Extraordn. Assessor, Advokat Birkeland: Jeg kommer med Hensyn til Erstatningsspørgsmaalets Afgjørelse til samme Resultat som Overretten. §3 Litr. b i Loven afødt xx.xx.1854 maa efter min Mening faa
Side:518
Anvendelse paa Landsgaardes almindelige Ladebygninger, idet jeg mener, at disse saavel efter sin Hensigt som efter den sædvanlige Brug maa siges at repræsentere et Oplag i Lovens Forstand af let ildfængende Ting, og jeg kan ikke som Førstvoterende lægge nogen Vægt paa den Omstændighed, at Indholdet i Almindelighed er skiftende, og at der til enkelt Tid paa Aaret muligens ikke er nogen eller ialfald kun ubetydelig iværende Avling. Til den rette Forstaaelse af Rækkevidden af Bestemmelsen i den nævnte §3 Litr. b maa denne efter min Opfatning sammenholdes med Lovens §4, og jeg mener at det da vil vise sig, at Stillingen ligeoverfor Jernbanens Expropriation m. V. er væsentlig forskjellig, naar der handles om Oplag, der allerede ved Jernbanens Udstikning befandt sig paa vedkommende Eiendom. Den nævnte §4, der overlader til Kongen ogsaa udenfor Bestemmelserne i §3 at forbyde bl. A. Opførelse af særlige Indretninger, naar det skjønnes, at Fare for Jernveien eller Færselen paa samme deraf vilde opstaa, bestemmer dernæst, at hvis noget saadant Foretagende er udført, forinden Forbud derimod var udfærdiget, ere Vedkommende ikke forpligtede til at borttage de opførte Indretninger, uden mod Erstatning, som i Mangel af Overenskomst bestemmes ved Taxt, og saa heder det videre: «Det samme gjælder, naar Noget, der omhandles i denne eller foregaaende Paragraf, er udført paa den Tid, da en Jernveis Anlæg paabegyndes». Det forekommer mig indlysende, at der for tidligere Oplag ved denne Henvisning er sagt, at der skal Erstatning til, i Tilfælde bestemt ved Taxt, før Jernbanen fra sin Side kan siges at have præsteret, hvad der paahviler den. Og med Hensyn til Udførelsen af, hvad der er nødvendigt for at bringe den tidligere Tilstandi Overensstemmelse med den, der skal finde Sted efter Lovens §3 Litr. b, antager jeg, at det er Jernbanen, som har at tage Initiativet. Den citerede Paralellisering i §4 med §3 er nemlig ubetinget, og med Hensyn til senere Foretagender, der kan forbydes med Hjemmel af Bestemmelsen i §4, forudsættes det ligefrem, at Jernbanen tager Initiativet ved Nedlæggelse af Forbud og derpaa følgende Bestemmelse af Skadeserstatning. Den af mig her fremholdte Opfatning af Loven forekommer mig at bestyrkes af dens §5, der bestemmer, at naar Noget er «foretaget» mod Bestemmelserne i §3 eller mod et af Kongen i Medhold af §4 udfærdiget Forbud, kan det Ulovlige rettes eller borttages paa Vedkommendes Bekostning. Foruden at der ogsaa paa dette Sted paa lignende Maade paralelliseres, kan der dog ikke siges at være foretaget nogen Overtrædelse af Bestemmelsen i §3, naar der handles om Huse, der allerede ved Jernbanens Udstikning stod paa vedkommende Eiendom. Jeg kan ikke lægge den Vægt, som af Førstvoterende skeet, paa Lovens §13. Det forekommer mig nemlig, at Straffetrudselen maa begrændses overensstemmende med, hvad der fremgaar af Lovens tidligere Bestemmelser om Lovens Rækkevidde, og iøvrigt finder jeg ikke Spørgsmaalet om Strafansvar af afgjørende Betydning for Løsningen af det her paagjældende Erstatningssøgsmaal. Det forekommer mig i det Hele, at man ikke uden tvingende Grund kan gaa ud fra, at Loven skulde billige Expropriation i en saa snever Begrændsning, at en paatagelig Resiko for Skade ved Ildsvaade paa Grund af Driften, eller Omkostningerne ved at bringe det ildsfarlige Forhold i den Stilling, som Loven anser betryggende, skulde falde Grundeieren tillast. Jeg kan i denne Forbindelse henvise til Voteringen til Høiesteretsdom (Afødt xx.xx.1877 i Sagen: Drammen-Randsfjords Jernbanen mod Johan Tandberg) indtagen i Rt-1877-337-340, jfr. ogsaa Høiesteretsdom (Afødt xx.xx.1866 i Sagen: Den norske Hovedjernbane mod Lods Peder Olsen. Ugebl. for Lovk. m. m. VI S. 129-134) i Rt-1866-735. Jeg kan ikke hefte mig ved Udtrykket «borttage» i Lovens §4. Det Væsentlige ved Lovbestemmelsen forekommer mig
Side:519
nemlig at være, at der skal betales Erstatning, og at Forholdet med Hensyn til denne Erstatning og dens Størrelse bør bringes paa det Rene fra Jernbanens Side, og det er for mit Resultat ufornødent at udtale mig om, hvorvidt Fordringen i Lovens §3 kan fyldestgjøres paa anden Maade end ved Borttagelse, navnlig ved Forandring af Bygning, saa at den bliver ildssikker. Idet jeg med Overretten er enig i, at der ved de i 1866 afholdte Taxtforretninger hos de Indst. ikke kan være taget nogetsomhelst Hensyn til Ildsfarligheden og den Skade, som derved muligens vilde forvoldes, finder jeg i Henhold til det Anførte, at naar Jernbanens Vedkommende ikke har taget Initiativet til gjennem Erstatnings Tilkjendelse eller Betaling at saa tilveiebragt en Forandring med Hensyn til de her paagjældende Huse, saa maa Jernbanen selv herfor bære Resikoen og erstatte den forvoldte Skade, og kan, da en Ladebygnings Existentse og Øiemed paa en almindelig Landsgaard er iøinespringende, ligesaalidt tillægge det nogen særlig Betydning, at Eierne selv ikke under Expropriationsforretningen har fremsat Forlangende om Taxt eller Betaling for den paaførte Resiko for Brand. Sluttelig skal bemærkes, at Lovens Forarbeider ikke antages at tilsige nogen anden Forstaaelse af den, end den jeg oven har gjort gjældende. Med Hensyn til Sagførselen og de tilkjendte Salarier er jeg enig med Førstvoterende.
Konklusion:
Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Den befalede Sagfører for Høiesteret, Advokat Borgen, tillægges i Salarium 250 - to Hundrede og femti - Kroner, der udredes af Statskassen.
Assessor Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Birkeland.
Assessor PH. Hansteen: Ligesaa.
Justitiarius Lambrechts: Ligesaa. Jeg skal tillade mig nogle særskilte Bemærkninger. Appellsk. bygger sin Paastand om Frifindelse derpaa, at selv om det antages, at Ildsvaaden er fremkommet ved Gnister fra Lokomotivet, og selv om Jernbanen i sin Almindelighed er ansvarlig for Skade af dette Slags, om ogsaa ingen Uforsigtighed i Driften foreligger, hvilke begge Dele Appellsk. forresten bestrider, maa i nærværende Tilfælde alt Spørgsmaal om Erstatningskrav bortfalde, fordi der er begaaet et Lovbrud fra de Indst.s Side, derved at de har beholdt sin ældre Ladebygning til Oplag af Furage, ogsaa efterat Jernbanens Drift var sat igang, saa at Skaden altsaa som grundet i en Lovovertrædelse er selvforskyldt. At noget Lovbrud ikke kan lægges de Indst. tillast, er jeg med de tre foregaaende Voterende fuldstændig enig i. Naar Bestemmelsen i §3 Litr. b i Loven afødt xx.xx.1854 sammenholdes med samme Lovs §4, særlig dennes sidste Punktum, maa jeg med de nævnte Voterende komme til det Resultat, at Oplag, der er ældre end Jernbanens Anlæg, ere upaavirkede af disse Lovbestemmelser, uden forsaavidt som §4 hjemler Adgang til mod Erstatning at forlange Bygningerne med Indhold bortfjernet. Tænker man sig, at det er Spørgsmaal om et Oplag bestaaende af de i fuldstændig Forstand identiske Ting, som fandtes før Jernbanens Anlæg, er det efter min Læsning af Lovbestemmelserne greit, at der intet Lovbrud begaaes derved, at Eieren beholder dette Oplag i selvsamme Stand og paa selvsamme Maade som før. Dette Resultat forekommer mig nemlig at fremgaa af det citerede Slutningspunktum i §4. Men er dette saa, forekommer det mig, at det Samme maa gjælde, ogsaa om Oplaget efter sin Beskaffenhed er beregnet paa sukcessiv Forandring ved Bortfjernelse af en Del af Indholdet og Tilførelse af ligeartede Dele. Thi Pointet maa efter min Mening være, at Oplaget er en paa vedvarende Benyttelse beregnet Indretning, medens det maa være mindre væsentligt, om de Gjenstande, som indeholdes deri, for nogen Del ombyttes med andre af samme Art. Gjennem denne
Side:520
Betragtningsmaade er jeg kommen til det Resultat, at de Indst. ikke kan siges at have gjort sig skyldige i noget Lovbrud derved, at de have vedblevet at benytte sin før Jernbanens Anlæg opførte Ladebygning paa samme Maade som tidligere. Som af Fjerdevoterende bemærket, kan der fra Lovens §13 ikke hentes noget Argument herimod. Denne Paragraf forbyder nemlig under Straf at indrette sig anderledes end i §3 bestemt. Men det er netop Tingen, at jeg med Fjerdevoterende antager, at §3 ikke indeholder noget Forbud mod at benytte Laden qv. paa samme Maade som tidligere, aldenstund der ikke var stillet noget Forlangende til dem om mod Erstatning at bortfjerne Bygningen. Af nogen særlig afgjørende juridisk Vægt vil jeg ikke sige, at det Efterfølgende er, men det kan dog fortjene at bemærkes, at i de ca. 20 Aar, som ere hengaaede siden den heromhandlede Jernbane blev sat i Drift, hverken fra Jernbanens eller fra Politiets Vedkommende er gjort den ringeste Henvendelse til de Indst. om, at deres Benyttelse af Laden paa samme Maade som tidligere skulde være et Lovbrud, der medførte Strafansvar for dem, og det synes da at maatte komme noget overraskende paa de Indst., at det nu gjøres gjældende, at de i hele denne lange Tid har været Lovbrydere. Det almindelige Spørgsmaal, hvorvidt der kan paaføres en Jernbane Erstatningspligt for Ildsvaade forvoldt ved Jernbanens Drift, skjønt ikke nogen særlig Uforsigtighed ved Driften i det forhaandenværende Tilfælde kan lægges Banens Vedkommende tillast, tror jeg ikke, man her behøver at indlade sig paa. Jeg for min Del bygger i Lighed med de øvrige Voterende, der staa paa samme Side som jeg, Resultatet udelukkende paa ganske særegne konkrete Omstændigheder og da navnlig paa, at Jernbanens Vedkommende ved dens Anlæg pligtede at yde de Indst. Skadesløsholdelse for den paatagelig forøgede Fare for Ildsvaade, hvorfor de ere blevne udsatte derved, at der er lagt en Lokomotivbanen efter min Opfatning at yde Vederlag i den ene eller anden Form; men noget saadant Vederlag er hverken tilbudt eller ydet. Det Sidste ser man paa det bestemteste af Expropriationstaxtens Indhold. Jeg er ogsaa ligesom Fjerdevoterende af den Mening, at Jernbanens Vedkommende selv skulde have taget Initiativet i nævnte Stykke og foranlediget, at den Skade, som paaførtes de Indst.s Eiendom ved den forøgede Fare for Ildsvaade blev gjort til Gjenstand for Undersøgelse og Bedømmelse. Da dette ikke er skeet, er det jeg mener, at Jernbanens Vedkommende maa antages selv stiltiende at have paataget sig Resikoen ved, at de Indst.s heromhandlede Bygning blev udsat for Antændelse, og denne Resiko fyldestgjøres efter min Mening efter Ret og Villighed naturligst paa den Maade, at Jernbanen har at ansvare Skaden, naar den befrygtede Ildsvaade i Virkeligheden indtræder. At i nærværende Tilfælde Ildsvaaden hidrører fra Gnister fra Lokomotivet, er jeg med de foregaaende Indstantser og de her i Høiesteret Voterende ganske enig i.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Assessor Birkelands Konklusion.