Rt-1888-619

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1888-06-21
Publisert:	Rt-1888-619
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 259/1 1888
Parter:	Dr. W. D. Crotch (Heyerdahl) mod Ole Andersen Sandbo (Stang ved Heffermehl).
Forfatter:	Ottesen, Mørch, Scheel, Roll, C. Hansteen, Bachke, Saxlund
Lovhenvisninger:	Odelsloven (1821) §30, Odelsloven (1821)

Assessor Ottesen: Den under nærværende Sag omhandlede Eiendom «Heimdalen» er en Havnestrækning med et Fiskevand, der i sin Tid har været matrikuleret i Forbindelse med Gaarden Sandbo i Vaage, men senere blev særskilt skyldsat under l.nr. 19 b af Skyld 1 Dl. 3 Ort. Eiendommen blev i 1860 af en Opsidder paa Søndre Sandbo solgt til Landhandler Thor Eve og Paul Haagenstad. Senere er Eiendommen af disse solgt til Appell. i nærværende Sag Dr. W. D. Crotch. En Broder af Opsidderen paa Søndre Sandbo, Ole Andersen Sandbo, anlagde i 1876 Odelssag mod Crotch til Indløsning af Eiendommen, og ved Høiesteretsdom afødt xx.xx.1880 blev Crotch tilpligtet at fravige den mod en Løsningssum af 6000 Kr., hvorefter han ved en Udkastelsesforretning afødt xx.xx.1880 mod Protest blev erklæret udsat af Eiendommen. Grunden til Protesten var den, at Appell. fandt, at Løsningsmanden havde disponeret over Eiendommen paa en Maade, der var i Strid med Odelslovens §30, og støttet hertil udtog han Forligsklage under 23 Juli 1881 samt tog Taxt over Eiendommen den 26 Juni 1882 og Overtaxt den 10 August s. A., ved hvilken den blev ansat til en Løsningsværdi af 8000 Kr. Overensstemmende med den i Odelslovens §30 foreskrevne processuelle Omgang gik nu Sagen videre, og der er ikke fremkommet nogen Indsigelse hverken med Hensyn til Taxtsummens Tilbydelse eller Processualia forøvrigt. Spørgsmaalet i Sagen er saaledes ene og alene, hvorvidt Indst. for Høiesteret, Ole Andersen Sandbo, har foretaget saadanne Dispositioner over Eiendommen, at han overensstemmende med Odelslovens §30 maa finde sig i en Indløsning.

I denne Henseende er Sammenhængen den, at Indst. i Januar 1881 bortleiede til Sagens 1 og 2 V. den Del af Heimdalen, der under Sagen er benævnt «Bagsiden». Leien angik Havning med Driftekvæg for Sommeren 1881, og Leiesummen fastsattes til 200 Kr. Der blev ikke oprettet nogen skriftlig specificeret Kontrakt om, hvorledes Rettigheden i Enkelthederne skulde udøves ; men det sees, at Leierne ere gaaede ud fra den Forudsætning, at de vare berettigede til at benytte en Sæterbod i den saakaldte «Bagside». Det er denne Disposition, som efter Appell.s Mening berettiger ham til saadan Tilbageløsning, som er omhandlet i Odelslovens §30.

Ved den af den konstituerede Sorenskriver i Nordre Gudbrandsdalen under 17 Septbr. 1884 enstemmig afsagte Dom blev saaledes kjendt for Ret: «Indst., Ole Andersen Sandbo, bør under udkastelses Tvang til Lovens første Faredag 1 Maaned efter denne Doms lovlige Forkyndelse til Fordel for Cit., Dr. W. D. Crotch, fravige og ryddiggjøre Eiendommen l.nr. 19 b Heimdalen af Skyld 1 Daler 3 Ort i Vaage mod at udbetales den bestemte Løsningssum 8000 Kr. samt under en Mulkt af 4 Kr. til Vaage Fattigkasse for hver Dag, han sidder Dommen overhørig, meddele Cit., dog paa dennes Bekostning, thinglæst Skjøde paa Eiendommen 1 Maaned efter denne Doms lovlige Forkyndelse. Processens Omkostninger ophæves». Denne Dom blev af Sandbo indanket til Kristiania Stiftsoverrets 2 Afdeling, ved hvis Dom afødt xx.xx.1886 Sandbo bev frifunden for Dr. Crotchs Tiltale, medens Omkostningerne ved begge Retter ophævedes. Overettens Dom er derefter af Dr. Crotch paanket til Høiesteret, hvor han har nedlagt Paastand om Stadfæstelse af Underretsdommen og Tilkjendelse af Procesomkostninger for Overretten og Høiesteret. Indst., Ole Andersen Sandbo, har derimod paastaaet Overretsdommen stadfæstet og sig tilkjendt Omkostninger for Høiesteret.

Side:620

Indst. gjør gjældende, at den omhandlede Leiekontrakt ikke kan komme ind under Bestemmelsen i Odelslovens §30, og at en Bortleie som den heromhandlede af Havneretten for en Sommer ikke kan siges at være en «Overdragelse» af det indløste Gods, dels fordi Leien ikke angik den hele Eiendom Heimdalen, der nemlig foruden «Bagsiden» tillige indbefatter en nordenfor Heimdalsvandet liggende Strækning, som er kaldt «Solsiden», og dels fordi det heller ikke var samtlige til Eiendomsretten hørende Rettigheder, der bleve overdragne, men kun Havneretten, idet meget vigtige Rettigheder, navnlig Jagt- og Fiskeretten, ikke vare indbefattede i Leien. Han mener, at de i Odelslovens §30 anførte Exempler: «Skjøde, Gavebrev, Forpagtningskontrakt, Bygselseddel osv.» noksom viser, at der her ikke tænkes paa Overdragelse af en saadan enkelt Rettighed som den heromhandlede, men alene om Overdragelser, der omfatte Eiendommen i sin Helhed.

Jeg maa vistnok indrømme, at disse Indst.s Betragtninger maa tillægges ikke ringe Vægt. Men jeg er dog, om end under megen Tvivl, kommen til samme Resultat som Underretten. Det er med Hensyn til Odelslovens §30 af sammes Fortolkere gjort gjældende, at den ikke alene kan antages angaa Dispositioner, hvorved det hele Gods overdrages til en Anden, men at ogsaa en partiel Overdragelse af Eiendommen maa berettige til Anvendelse af Gjenløsningsretten. Det forekommer mig ogsaa at maatte sige sig selv, at hvis ikke denne Opfattelse gjøres gjældende, vil man komme til et Resultat, der gjør Opnaaelsen af Lovbestemmelsens Hensigt ganske illusorisk, idet man da maatte antage, at naar Eieren blot tilbageholder en større eller mindre og maaske ganske ringe Del af Eiendommen, kunde han frit sælge eller bortfæste den øvrige Del. Det er derfor af de Fortolkere, som ere paaberabte, nemlig Professor Mozfeldt og Professor Brand, antaget, at en delvis Disposition over Eiendommen maa have den i Odelslovens §30 omhandlede Virkning, og det synes ogsaa, at Parterne under Proceduren ere gaaede ud fra, at denne Fortolkning er den rette. Men forholder det sig saa, at en delvis Afstaaelse af selve Territoriet bringer Paragrafen til Anvendelse, maa Konsekventsen lede til samme Resultat, naar Overdragelsen gjælder afløste Bestanddele af selve Eiendomsraadigheden. At i nærværende Tilfælde Havneretten maa ansees for at henhøre til disse, ligger efter min Formening klart deri, at selve Eiendommen omtales og er betegnet som en Havnestrækning. Det sees af den før nævnte Høiesteretsdom afødt xx.xx.1880, som findes indtaget i Rt-1880-382, at der som Grund til, at der skulde hvile Odelsret paa den heromhandlede Eiendom, er fremhævet, at det var en Havnestrækning. Det var dengang fra Appell s Side udhævet, at ogsaa Fiskerettigheden og Jagtretten, navnlig den førstnævnte, havde stor Betydning; men det var ikke Herligheder som de her nævnte, der bevirkede, at Høiesteret betragtede denne Eiendom som Gjenstand for Odelsret; det var derimod netop dette, at det var en Havnestrækning. Naar da denne Rettighed disponeres af Løsningsmanden, saa er altsaa dermed en Overdragelse skeet af det, som bringer Eiendommen ind under Odelslovgivningen. Det er denne Betragtning, som for mig har været afgjørende. Der er her ikke Tale om Fiskrettigheden. Det er nemlig in confesso, at Sandbo selv havde denne, idet han blot havde overdraget Driftebønderne Ret til Madfiske paa Baadet. Saavidt jeg har forstaaet de af 1 og 2 V. afgive Prov, har de den Opfatning, at det er Havneretten, som de for Sommeren 1881 har leiet, og de gaar ud fra, at Sandbo ikke var berettiget til ved Siden af dem at udøve nogen Havning, hvilket han heller ikke har gjort. Man har sagt, at denne Overdragelse var prekær og blot indskrænket til et kort Tidsrum. Men jeg kan ikke forstaa det anderledes, end at en Overdragelse, der gjælder hele Sommeren (hvilket her vil sige det hele Aar, da der

Side:621

jo ikke kan være Tale om Græsning uden om Sommeren), maa fyldestgjøre Udtrykkene i Lovparagrafen, hvorefter enhver Overdragelse «paa kortere eller længere Tid» bringer Bestemmelsen til Anvendelse. Man kan ikke sammenstille dette en saadan forbigaaende Tilladelse, som naar Eieren f.Ex. tillader en Driftebonde for en kort Tid at drage hen over Eiendommen og lade sit Kvæg græsse der under Forbifarten. Det er her virkelig en Leieret, som er stipuleret. Det er vistnok saa, at Hovedtanken med den her paagjældende Bestemmelse, hvorefter den, der benytter sin Ret som Odelsmand til at fordrive en Anden fra Eiendommen, skal være forpligtet til i 3 Aar at bruge denne selv, har været den, at man har villet forebygge Indløsning af Odelsgods i en Trediemands Interesse. Men for at fremtvinge dette, har Odelsloven gjort det til en Nødvendighed for Løsningsmanden selv udelukkende at bruge Eiendommen, idet den forbyder, at Overdragelse sker «paa hvilkensomhelst Maade». Det er med denne bestemte Udtalelse for Øie, at den efterfølgende Opregning af Exempler, der ogsaa ender med «osv.», maa forstaaes. Enhver anden Forstaaelse forekommer mig at ville lede til store Vilkaarligheder. Det fremgaar ogsaa af, hvad der er oplyst under nærværende Sag, at Sandbo i Aarene 1882 og 1883 har overdraget ikke blot Havneretten, men ogsaa Fiskeretten og delvis Jagtretten til forskjellige Personer. Dette er vistnok ikke kommet ind under nærværende Sag, idet Klagen alene knytter sig til den Disposition, der er foretaget i 1881 ; men det er dog egnet til at vise, hvorledes det gaar an at opløse Herlighederne ved Eiendommen saaledes, at der ikke bliver Andet tilbage for Eieren end et Slags nuda proprietas. Efter min Opfatning foreligger der her ikke andre Maader, hvorpaa Eiendomsretten kan udøves, end gjennem Havne-, Fiske- og Jagtretten, og naar disse Herligheder overdrages til forskjellige Personer, viser det sig, til hvilken Yderlighed det gaar an at udstykke Indholdet af selve Eiendomsbegrebet. Man har vistnok fra den anden Side paaberaabt sig, at den oprindelige Indstilling til den her paagjeldende Paragraf, nemlig Lovkommissionens Indstilling til §46, gaar ud fra, at Forbudet alene skal gjælde Disposition over hele Godset ; men ved den paafølgende Revision af dette Udkast blev Lovparagrafen formet saaledes, som den nu foreligger. Jeg kan ikke tillægge dette nogen Vægt, da de Oplysninger, der foreligge om Grunden til den foretagne Forandring ikke ere saa afgjørende, at man kan gaa ud fra, at man ved Omredaktionen af denne Paragraf alene har tilsigtet en formel Forbedring, men derimod ikke en virkelig reel Forandring. Det er fra Indst.s Side fremdeles paaberaabt, at den omhandlede Havnestrækning ikke har været benyttet eller efter dens Beliggenhed i Forhold til Sandbo lettelig kan benyttes til Andet end Bortleie for Sommeren til Havnegang for Kreaturer. Men dette forekommer mig ingenlunde at være nogen afgjørende Betragtning. Thi naar det er Havnegangen der her er Spørgsmaal om, kan det ikke komme an paa, om Naturforholdene eller Stedets Beliggenhed ikke har tilstedt en Disposition i større Udstrækning. En Betrakning, som jeg tillægger ikke ringe Vægt, er at det i et Tilfælde som nærværende, hvor der kan tænkes en stor Mangfoldighed af Dispositioner, der i større eller mindre Grad maa siges at fjerne sig fra det Øiemed, der ligger til Grund for vedkommende Lovbestemmelse, stiller sig nødvendigt for Lovgivningen at give en bestemt og utvetydig Anordning, saa at Enhver kan vide at rette sig derefter. Det bliver netop derved og alene derved indlysende for Løsningsmanden, at naar han vil benytte den Ret, han har til at berøve Andre Eiendomsretten, maa han finde sig i de Indskrænkninger, som Loven foreskriver, selv om disse Indskrænkninger i og for sig selv maa siges at være lidet rimelige og for Løsningsmanden endog kan være ganske uvæsentlige. Det er bedre her at have en bestemt Regel at rette sig efter, end, som Overrettens Ræsonnement gaar

Side:622

ud paa, at lade det bero paa et Skjøn efter hvert enkelt Tilfældes særegne Beskaffenhed. Dette vilde i en Materie som nærværende være en af de betænkligste Lovfortolkninger, som kan gjøres. Odelsloven er særlig en af de Love, med Hensyn til hvilke man er gaaet meget vidt i bogstavelig Fortolkning, og det ikke alene i det her paagjældende Parti af Samme, men ogsaa i andre Henseender, f. Ex. med Hensyn til §9 angaaende Præskription af Odelsret. Der er da, forekommer det mig, dobbelt Opfordring for Retterne til at fastholde den strængeste Fortolkning af Loven. Jeg kan derfor heller ikke lægge Vægt paa den af Overretten udtalte Anskuelse, at der her ikke skulde være ringeste Tanke om Misbrug fra Løsningsmandens Side. Sagen kan efter min Mening ikke bero paa en Undersøgelse af, hvorledes det i dette konkrete Tilfælde forholder sig. Loven har fundet her at maatte udtale, at enhver Brug af Eiendommen, som ikke foregaar for Eierens Regning, gaar ind under §30. Jeg lægger ogsaa nogen Vægt paa, at Underretsdommen er afsagt enstemmig af Sorenskriveren og Meddomsmændene, hvilke maa antages at være godt kjendte med Forholdene og navnlig at være bekjendte med, hvad Betydning Havneretten i nærværende Tilfælde har i Forhold til den hele Eiendom. Der haves nemlig efter min Mening ikke tilstrækkelig Oplysning om de faktiske Forhold her; saaledes foreligger der ikke Oplysning om, hvor stor territorial Udstrækning «Bagsiden» har i Forhold til Eiendommen i sin Helhed, hvor stort Antal Kreaturer Driftebønderne havde, eller hvorvidt Havnegangen kunde være tilstrækkelig for et større Antal Kreaturer end de, Driftebønderne havde. Under Mangelen af disse faktiske Oplysninger mener jeg, at det er af ikke ringe Betydning, at Meddomsmændene enstemmig har afsagt sin Dom.

Sagen er af en saa tvivlsom Beskaffenhed, at jeg finder, at Omkostningerne maa ophæves.

Konklusion:

Underrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at Fristen for Fravigelsen og Skjødets Udstedelse bestemmes til Lovens Faredag 1889 - atten Hundrede ni og otteti -. Processens Omkostninger for Stiftsoveretten og Høiesteret ophæves.

Extraordn. Assessor, Byretsassessor Mørch: I Resultatet og det Væsentlige enig med Førstvoterende.

Assessor Scheel: Ligesaa.

Extraordn. Assessor, Sorenskriver Roll: Jeg er ikke enig med de foregaaende Voterende. Odelslovens §30 taler, naar man tager den bogstaveligt, - og det er jo den bogstavelige Fortolkning, som ved Odelslovens Anvendelse har gjort sig stærkt gjældende -, kun om Overdragelse af det hele Gods, og det viser sig, som af Førstvoterende antydet, ogsaa af Lovens Forarbeider, at Ordene her udtrykker Meningen. I Lovkomiteens oprindelige Udkast til vedkommende Paragraf staar der nemlig som Bestingelse for Gjenløsning, at Odelsmanden helt har overdraget nogen Anden Godset til Brug, og Forandring, som senere af Storthingets Revisionskomite er foretagen, antydes alene at være skeet for at give Paragrafen en kortere Redaktion. Imidlertid er jeg med Fortolkerne enig i, at der er nødvendigt at give §30 Anvendelse ogsaa paa partielle Overdragelser, fordi Paragrafens Bestemmelse ellers vilde være udfat for Elusion. Men jeg mener, at man ikke er berettiget til at anvende den udvidende Fortolkning videre, end Øiemedet med Nødvendighed fordrer. Jeg behøver ikke at gaa saa langt som Indst., der paastaar, at Paragrafen kun skal gives Anvendelse paa partielle Overdragelser, hvor det sees, at Hensigten er at eludere Bestemmelsen. Jeg kan for det foreliggende Tilfældes Vedkommende ialfald indskrænke mig til at gaa ud fra, at §30 ikke skal gives Anvendelse paa partielle Overdragelser, hvor det er klart, at en Elusion ikke kan være tilsigtet

Side:623

Det vil formentlig af Alle indrømmes, at der gives partielle Overdragelser, der ikke gaar ind under Paragrafens Ramme. Saaledes vil en Løsningsmand uden at udfætte sig for Godsets Fortabelse i Løbet af de 3 Aar kunne indsætte nye Husmænd i Udmarken og, hvad Indmarkspladse angaar, kunne fornye en udløben Husmandskontrakt eller indsætte en ny Husmand paa en gammal Plads. Jeg mener saaledes at man, hvordan man end tager det, ikke kan undgaa at lade Afgjørelsen bero paa et Skjøn i det konkrete Tilfælde. Som Regel mener jeg det maa opstilles, at enhver Overdragelse, der saa at sige hører med til den regulære Drift af Eiendommen, kan af Løsningsmanden upaatalt foretages. Jeg antager saaledes, for at nævne et Exempel, at han uden at støde an mod Bestemmelsen i §30, maatte kunne udleie et Landsted, der ligger under en Eiendom i Nærheden af By, og som netop er opført i den Hensigt at skulle leies ud til Landliggere. I det her foreliggende Tilfælde er det in confesso, at Havnegangen altid har været benyttet paa den Maade, at den har været udletet om Sommeren til Driftekarer. Dette er fremholdt under Proceduren og det fremgaar ogsaa af den af Førstvoterende citerede Høiesteretsdom i Rt-1880-382. Det har nemlig, kan man se, været saa, at Fiskvandet har været den hovedsagelige og af Eieren personlig benyttede Eiendomsherlighed; Eiendommen har ligget saa langt fra Bygden og fra dennes Sæterregion, at vedkommende Eier nede i Bygden ikke har fundet det hensigtsmæssigt at benytte den til Havning for sine egne Kreaturer. Den Disposition, som Indst. har tryffet, er altsaa kun en aldeles ordinær Benyttelse af Eiendommen. Det er en Tilfældighed, at her Løsningsmanden, efter hvad der er oplyst, ikke er Gaardburger, men selv er Driftehandler og saaledes for egen Regning kunde have benyttet Havnegangen paa samme Maade som før. Men denne Tilfældighed bør naturligvis ikke stille ham i et strængere Ansvarsforhold. Hvad man imidlertid end mener om denne Argumentation, er der et andet Moment, som efter min Mening maa være afgjørende for at nægte den paastaaede Gjenløsning. Hvad Odelslovens §30 kræver, er at Løsningsmanden skal have overdraget Godset (eller, som man efter Fortolkningen antager, en Del af Godset) til en Anden. Men Overdragelse i Lovens Forstand, er dog en Afgivelse af en vis bestemt begrændset Eiendom eller Del af en Eiendom til en Anden med Udelukkelse af al Raadighed for Eieren. Dette ligger allerede i Ordets juridiske Betydning, og det illustreres yderligere ved de i §30 specificerede Exempler, der alle angaa Overdragelser af det nævnte Slags. Man ser ogsaa, at en af de Fortolkere, der har indladt sig paa nærværende Paragraf, nemlig Professor Brandt, antager, at den ikke er til Hinder for Afstaaelse af Servituter. Her i det foreliggende Tilfælde er det, om ikke en Servitut, saa dog en servitutlignende Rettighed, der er Gjenstand for Dispositionen, og den af Overetten anstillede Sammenligning med det Tilfælde, at en Mand overdrager til en Anden at slaa Græs paa sin Eiendom for en Sommer, forekommer mig at være fuldstændig adækvat. Man siger vistnok, at man leier ud en Strækning til Havnegang ; men hvad man gjør, er dog i Virkeligheden, at man indrømmer en Anden Ret til at havne med sine Kreaturer paa Stedet. Allerede den løse Maade, hvorpaa Overenskomsten er indgaaet, tyder paa en Overenskomst af en anden Beskaffenhed end dem, som §30 sigter til. Nu er det sagt fra den anden Side, at den Strækning, hvorom der her handles, væsentlig kun har Betydning som Havnegang betragtet. Dette forholder sig vistnok saa, forsaavidt angaar den saakaldte «Bagside», hvor 1 og 2 V. fik Havneret. Men det maa fastholdes, at den hele Eiendom væsentlig har Betydning som Fiskeeiendom, og at Havneretten for Eiendommen i sin Helhed kun er af sekundær Betydning. Og om Havneretten end for selve den paagjældende Strækning er af væsentlig Betydning, er der

Side:624

dog ogsaa andre Rettigheder, som Eieren utvivlsomt har i Behold. Der er Jagtretten, som kanske næst Havneretten spiller den største Rolle; men ved Siden deraf har Eieren ogsaa beholdt enhver anden tænkelig Dispositionsret over Strækningen. Efter hvad der er oplyst, anser jeg det ikke tvivlsomt, at Eieren, bortseet fra Havneretten, havde enhver Raadighed over Eiendommen, hvortil han maatte finde sig beføiet, og hvad selve Havneretten angaar, anser jeg det ikke oplyst, at han havde afstaaet den helt og holdent til 1 og 2 V., saa at han selv var udelukket fra at lade sine Kreaturer havne paa Strækningen. Det er vistnok sagt, at der ved Aftalen ikke blev taget udtrykkeligt Forbehold om, at Indst. skulde kunne havne der; men dette udelukker ingenlunde, at han havde Ret dertil, og naar han, ialfald saa længe 1 og 2 V. opholdt sig paa Havnestrækningen, ikke, saavidt vides, havde sine Heste og Kreaturer der, saa beroede dette efter Indst.s eget Opgivende, hvilket opsaa har Rimeligheden for sig, derpaa, at de Heste og Kreaturer, som han slap til Havning, ikke søgte over paa den Strækning, hvorom her tales. Det er oplyst, at Indst. paa lignende Maade havde disponeret over en anden Strækning af Eiendommen, nemlig den saakaldte «Solfide», og her ser man, at hans Kreaturer upaatalt har havnet ved Siden af de fremmede Driftekarers Kreaturer. Min Opfatning er derfor, at Indst. er vedblevet at være Besidder af Eiendommen i det Hele saavelsom af de Strækninger, for hvis Vedkommende han har bortsat Havneretten til Fremmede. Han har benyttet Eiendommen, saavidt skjønnes, i 1881 paa samme Maade som den, hvorpaa den af tidligere Eiere har været benyttet. Han har selv eller ved leiede Folk opholdt sig nogen Tid af Sommeren ved Vandet og drevet Fiskeri der og paa samme Tid ladet de Heste og Kreaturer, som medfulgte for Fiskeribedriftens Skyld, havne paa Eiendommen. Og holder man fast ved, at Indst. er forbleven i Besiddelse af Eiendommen og har benyttet denne paa sædvanlig Maade, forekommer det mig klart, at den Overdragelse af Havneretten, hvorom der her er Tale, ikke kan henføres under de Dispositioner, for hvis Skyld Odelsretten ifølge §30 fortabes. Hvad der er skeet i 1882 og 1883, ligger udenfor Sagen og kan saaledes ikke have nogen Indflydelse paa dens Afgjørelse, og jeg finder derfor ingen Opfordring til at udtale mig om, hvorledes Sagen vilde have staaet, hvis ogsaa disse Dispositioner vare dragne ind under Bedømmelsen.

I Henhold til det Anførte kommer jeg til samme Resultat som Overretten ; men da jeg ved, at jeg befinder mig i Minoritet, skal jeg ikke indlade mig paa at formulere nogen Konklusion.

Assessor C. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige enig med Assessor Roll og kommer til samme Resultat som han.

Assessor Bachke: Ligesaa.

Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.